Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2022 Weingut Ziereisen, S22 Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2022 Weingut Ziereisen, S22 Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandJeg rykkede med næste Weingut Ziereisen 2022 Blauer Spätburgunder bare lige et niveau yderligere op med en S22 Schulen Blauer Spätburgunder.

Her kommer Spätburgunder druerne fra en lille parcel ved navn Schulen midt på den stejle og sydvendte topmark Efringer Oelberg, hvor alle vinstokkene er plantet fra 1970 og frem til 1995.

Jordbunden er med kalksten som i Jura og så er vinen jo ellers lavet med spontangæring samt maceration over omkring 4 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie i 22 måneder på 225 liters tyske barriques, heraf 10% nye. Først derefter aftappes vinen ufiltreret på flaske og frigives.

Duftmæssigt minder S22 på mange måder om TAL22 … og så alligevel ikke, for duften er på mange måder vildere og langt mere spændende med en spand akrylmaling, acetone, gazebind samt en frisk, stram og lys frugt med ribs, rabarber og syrlige kirsebær. Det dufter med andre ord drøngodt og fadpræget er også mere woody med teaktræ, cedertræ og også mere æterisk, luftig og ganske imponerende.

Som med TAL22, så er frugten også her syrlig, frisk, ren og kølig med masser af grønne elementer. Det er rabarber, ribs, sure kirsebær og tranebær og så er den ganske tør med godt med knastørre tanniner og en frugtrig, ren og levende syre, der suppleres af sødbitter lemon samt godt med mineraler. Det smager rasende godt … og Ziereisen har virkelig fundet formlen på at lave fremragende Blauer Spätburgunder, så 95 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Ziereisen, TAL22 Talrain Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2022 Weingut Ziereisen, TAL22 Talrain Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandBlauer Spätburgunder nummer 2 fra Weingut Ziereisen har betegnelsen TAL og den er også en årgang 2022 og det er en TAL22 Talrain Blauer Spätburgunder.

Her kommer druerne til vinen fra den kun 1,5 hektar store og kedelformede mark Talrain, der har sit navn efter et amfiteater-formet frimærke. Enkeltmarken ligger omgivet af skov omkring 500 meter oppe i Schwarzwald skoven, hvor jordbunden er burgundisk rustrød med sit eftertragtede mix af jernoxid og kalksten.

På marken har Ziereisen franske kloner og her specifik er det Pinot Noir klonerne 5286, Frank 105 og FR 1801, plantet mellem 1990 og 2010. Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes helt naturlige gærceller og en samlet gæring samt maceration over 4 uger, hvilket så er efterfulgt af lagring 20 måneder på 1-3 år gamle tyskproducerede barriquefade i kontakt med de fine gærrester.

Nu er der duftmæssigt en lidt balance og varme over vinen, hvor fadepræget er lidt tydeligere, men det er sgu fortsat med fuld speed på frugten med kirsebær, hindbær og brombær … virker måske lidt mørkere og mere afdæmpet end hos lillesøsteren. Der kommer også en mælket aroma, landlig stald, grønne krydderurter, fennikel samt mælkechokolade.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie … mere balance, mere dybde og mere kontrol over frugten, der stadigvæk virker frisk, lys. ren og sødsyrlig med sure kirsebær, ribs, hindbær, tranebær og atter imponeres man af den friske frugtsmag. Det er tørt, stringent, syrligt og levende … tanninerne lidt vildere nu og klart mere tørre, samtidig kommer der igen lidt Campari bitterhed, lemon og peber. Det er en rigtig lækker Blauer Spätburgunder, så 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., men kan fås til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Ziereisen, TS22 Tschuppen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2022 Weingut Ziereisen, TS22 Tschuppen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandNu tester jeg lige 4 Blauer Spätburgunder aka Pinot Noir vine fra Weingut Ziereisen og alle fra årgang 2022 og med betegnelser som TS, TAL, S og RH … og jeg starter med deres TS22 Tschuppen Blauer Spätburgunder.

Weingut Ziereisen ligger på Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … faktisk lige i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig og det drives af Hanspeter Ziereisen.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og blev i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, fakturering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Blauer Spätburgunder druerne til denne vin kommer fra marken Tschuppen, der har en jordbund med jurakalksten, löss og vinstokke med klonerne 5286, Frank 105, og FR 1801 plantet i periode fra 1985 og 2005.

Vinen har spontangæret alene med druernes egne gærceller og omkring 30% hele drueklaser. Der er sket maceration over 6 uger og derefter er vinen lagret lagret 20-22 måneder lang lagring på brugte barriquefade fra tyske Assmann. Vin aftappes uden hverken klaring eller filtrering.

Mums en lækker aroma … der er denne friske, syrligsøde og animalske duft af hestestald kombineret med kirsebær, hindbær og brombær suppleret med lyse, mælkede noter, syrlige drops og noter fra fadene med lidt mælkechokolade, kakao, fennikel og grafit.

I munden er det en lys, let, sødsyrlig, spændstig og frisk vin, har en stringent og ren frugt med lyse kirsebær, ribs og hindbær, en bitter lemon, bitter Campari og virker rank samt mineralsk. Det giver en vis tørhed, der så forstærkes af let peber, tørre og lyse tanniner, hvilket giver en levende og frisk vin. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan fås til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Johannes Trapl, Karpatenschiefer Blaufränkisch, Carnuntum, Østrig

2018 Weingut Johannes Trapl, Karpatenschiefer Blaufränkisch, Carnuntum, ØstrigNår vi nu lige er i Østrig, skal vi så ikke nappe endnu en vin derfra? Så fra de dybe hylder i vinkøleskabet har jeg fundet denne 2018 Karpatenschiefer Blaufränkisch fra den lille biodynamiske producent Weingut Johannes Trapl.

Vinhuset ligger i det sydlige Tyrol på Hauptstraße i byen Stixneusiedl i Carnuntum regionen i Østrig og drives af Johannes Trapl, der samlet har 20 hektar vinmarker, hvor 2/3-dele ligger ved Stixneusiedl og den sidste tredjedel på Karpatenausläufer am Spitzerberg.

Siden 2010 har han drevet markerne økologisk og siden 2018 også Demeter certificeret biodynamisk og på markerne dyrker han druer som Zweigelt og St. Laurent samt en unik sort af Blaufränkisch.

Her smager jeg netop en vin på Blaufränkisch … en 2018 Karpatenschiefer Blaufränkisch, hvor druerne kommer fra 26 – 46 år gamle vinstokke på marken i 240-280 meters højde og høstet i slutningen af september måned.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller med manuel punch down over 3 dage før malolaktisk gæring efterfulgt af lagring over 2 måneder med 70% i store 500 liter egefade og 30% på amphora af ler.

WAUW det dufter sgu godt … har en lidt nøddet aroma, masser af umamiagtige samt fadnoter af kakao, bagepulver, chokolade, vanilje, sød tobak, røg, animalsk sød hestestald, oksefond og en mørk frugt med solbær og sorte kirsebær, noget moden banan samt våde fade af mahogni- og teaktræ suppleret med en anelse appelsinskal.

Smagen er klart lysere, mere ren, stringent og syrlig, så man får en frugtsmag af ribs, tranebær, bitre kirsebær, hindbær samt en anelse granatæbler. Der kommer også let bitter lemon, har faktisk en frisk og markant syre, der holder rygraden ret og spændstig. Der er bid i vinen, godt med tynde og tørre tanniner … spændende, syrlig og let bitter vin med karakter. 93 point.

Købt i vinbutikken Cru Vin i Odense for nogle år tilbage, men prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Heribert Bayer, Zeronimo Zweigelt, Burgenland, Østrig

2021 Weingut Heribert Bayer, Zeronimo Zweigelt, Burgenland, ØstrigJeg smagte endnu en alkoholfri vine i Zeronimo serien fra Weingut Heribert Bayer i Neckenmarkt i Burgenland og det var en nyere af slagsen … en 2021 Zeronimo Zweigelt.

Vinen er lavet alene på Zweigelt druer, der kommer fra over 50 år gamle vinstokke på flere marker ved Neckenmarkt.

Igen er der ikke mange oplysninger om selve produktionen, men efter endt fermentering er den lagret på barriques og derefter så dealkoholiseret for at bevare alle aromaerne.

Duftmæssig virker vinen først rimelig tør … der en duft, som kan minde om tørre papkasser, nogle smågærede noter, skovbund og en frugt af kirsebær og tranebær. Der kommer lidt tørrede svampe, men ellers er det svært at lokke duftnoter frem fra vinen.

I munden har man lidt samme følelse som foregående Zeronimo Century Blend, nemlig at det meget smager som frugtsaft, hvor man ikke helt får dybde og intensitet med i smagen. Det smager lidt som tranebærjuice … måske tilsat lidt æblemost. Syreniveauet er også begrænset … det bliver 87 point.

Forhandles af NOLO Collective, hvor en flaske på 37,5 cl koster 139 kr., men den kan også fås i normalt størrelse og koster 239 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2005 Weingut Heribert Bayer, Zeronimo Century Blend, Burgenland, Østrig

2005 Weingut Heribert Bayer, Zeronimo Century Blend, Burgenland, ØstrigWeingut Heribert Bayer ligger i hjertet af Blaufränkisch-regionen i en landsby kaldet Neckenmarkt i Burgenland … er både vinhus samt negociant og står bag projektet Zeronimo, hvor der laves alkoholfrie vine og denne Zeronimo Century Blend er en 20 år gammel rødvin lavet efter dansk indflydelse.

Vinhuset er grundlagt i 1997, hvor Heribert Bayer efter tre års søgning fandt nogle gamle vinmarker på Neckenmarkter Hochberg, som han anså for at være perfekte for at skabe østrigske toprødvine.

Han var i forvejen både forhandler og konsulent for flere rødvinsproducenter i Burgenland, men fik hurtigt succes med sin rødvin Cuvée In Signo Leonis – der i øvrigt betyder I Løvens Tegn, men intet har at gøre med den danske hardcore-pornofilm fra 1976 – og den blev Heribert Bayers mest berømte og bedst sælgende rødvin.

I dag har Heribert Bayers søn Patrick overtaget driften af vinhuset sammen med sin hustru Katja og familien har også i 2002 bygget en ultramoderne vingård i Neckenmarkt og er fortsat som producent og som negociant, hvor der opkøbes druer og vine fra steder og marker, som de anser perfekte til at skabe kvalitetsvine.

Det er også Patrick og Katja, som står bag Zeronimo projektet, hvor de har sat sig for at vise, at det er muligt at lave kvalitetsvin uden alkohol og endda med alder.

Først lancerede de rødvinen Zeronimo Leonis Blend, som var baseret på husets almindelige og prisbelønnede vin In Signo Leonis, der fik 98 point af Falstaff og nu har de også dealkoholiseret denne Zeronimo Century Blend fra årgang 2005 og lavet på et mix af 50% Blaufränkisch, 30% Pinot Noir og 20% Merlot.

Druerne til vinen kommer fra over 60 år vinstokke på den berømte vinmark Neckenmarkter Hochberg. Der er ikke megen info om selve gæring, men efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på nye franske barriques før hele 18 års flaskelagring.

Patrick Bayer har specialiseret sig i modne vine gennem de seneste 20 år og med denne Zeronimo Century Blend vil han vise, hvordan tradition og moderne teknologi kan forenes for at skabe noget helt ekstraordinært. Han siger videre, at folk ikke skal gå glip af denne oplevelse, selv om de af den ene eller anden årsag har besluttet at drikke mindre alkohol.

Vinen er lavet i sølle 2.500 eksemplarer af vinen og hver af disse flasker er unikke og har et unikt nummer. Således er denne flaske nummer 525.

Herhjemme forhandles Zeronimo vinene af NOLO Collective, som forhandler en bred vifte af europæiske alkoholfrie vine, spiritus øl og gastronomiske safter – også kaldet proxies.

Søren Kirketerp er stifter af NOLO Collective og han har faktisk spillet en rolle i tilblivelsen af denne vin. Han spurgte Patrick Bayer, om han kunne forestille sig, hvordan en alkoholfri udgave af de modne vine, som huset er kendt for, ville smage?

Så var der ikke langt fra tanke til handling … og Patrick kunne ikke vente med at finde ud af det og resultatet er så denne 20 år gamle Zeronimo Century Blend.

Flasken leveres i øvrigt med en personlig hilsen fra Katja og Patrick Bayer trykt på genbrugssilkepapir med indlagte frø, således at man kan plante papiret og se skønne blomster fra alpelandet spire op ad jorden til foråret.

Duftmæssigt er det en blomsterrig vin … har en særegen aroma med grønne stængler, varm pollen, svampe, skovbund, gærede røde bær, tranebær, bivoks … men alt er på en slank, ren, kølig med denne sjove og grønne aroma, der mest minder om agern, våd vasketøj samt nogle svovlagtige elementer.

I munden er det en meget frugtrig vin … meget slank og ren i frugten, som mest er tranebær, ribs, lyse kirsebær og hindbær. Til gengæld er der ikke så megen dybde og syren er også sådan lidt flad, men du kan ikke smage, at dette er 20 år gammel vin, for frugten er frisk, klar og saftig på en mostet og tynd måde … blot uden sukker eller sødme, hvilket giver fornemmelse af ren og lidt vandet frugtsaft. 89 point.

Forhandles af NOLO Collective, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Paul Goerg, Tradition Premier Cru a Vertus Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Paul Goerg, Tradition Premier Cru a Vertus Brut, Champagne, FrankrigFra Champagnehuset Paul Goerg – det som blev grundlagt i 1950 af 8 familier vinbønder fra Vertus – skal jeg igen smage en champagne og det er så deres Tradition Premier Cru a Vertus Brut.

Den er lavet på mix af 60% Chardonnay og 40 % Pinot Noir, der udelukkende kommer fra husets egne kalkholdige 1er Cru marker omkring byen Vertus i Côte des Blancs.

Omkring 65% af druerne stammer fra 2014 høsten. mens 35% er reservevin fra ældre årgange. Efter første gæring er vinen først lagret i temperaturregulerede ståltanke, hvorefter den flæskes og så andengærer på flasken i yderligere 4 år sur lie. Sluttelig er vinen degorgeret med en dosage på 8 gram pr. liter og så lagrer den yderligere 4-6 måneder inden frigivelsen.

Allerede fra første snif kan man fornemme, at denne champagne hører til i den bedste skuffe … der er ristet brød, toast, croissanter, fersken, pærer, lemon, lette gærnoter og ristede hasselnødder. Den har derudover et sart kalket udtryk og så lidt lette forårsblomster, hvilket gør den ret luftig, fin og ærbar.

I munden er der også en rigtig god balance mellem en frisk frugt, sødme og nogle nødder, skovbund og man fornemmer også en vis bund og dybde fra Chardonnay druerne. Der er fersken, æbler og pærer, men også sødbitter lemon og citronsyre. Det hele er skruet temmelig godt sammen, så man får en lækker smag, som virkelig rammer bulls-eye. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen på tilbud er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Cougnet-Weber, Cuvée Authentique Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Cougnet-Weber, Cuvée Authentique Brut, Champagne, FrankrigTid til champagne igen … men det er det jo altid. Oscar Wilde sagde også meget rammende, at kun de fantasiløse kan ikke finde en grund til at drikke champagne. Her er det en Cuvée Authentique Brut fra champagnehuset Cougnet-Weber.

Det er et ganske lille og nyere champagnehus, der ligger i byen Verneuil i Vallée de la Marne og blev grundlagt i 1990 af Sylvie og Philippe Cougne, der fra marker ejet af familien i over 100 år er startet med at lave deres egne champagner.

Familien har en vinhistorie, der går tilbage til 1652 i Hautvillers, hvor deres forfældre enten var vinmagere eller bødkere .. og én af deres forfædre var endda en af ​​Champagnes store skikkelser og det var Gaston Poittevin, der levede fra 1880 til 1944 og arbejdede ihærdigt for Champagne og champagnevine.

Familien har i dag kun beskedne 2 hektar vinmarker med de 3 klassiske champagnedruer … omkring 70% med Pinot Meunier, 15% Pinot Noir og 15% Chardonnay og alle markerne dyrkes bæredygtigt HVE og VDC certificerede.

De beskedne 2 hektar marker danner grundlagt for en beskeden produktion på kun 18.000 til 20.000 flasker årligt fordelt 6 forskellige champagner.

Den lille produktion betyder også, at det vil være urentabelt for familien at investere i egen vinpresse og gæringstanke, så i stedet presses druerne i Verneuils lille Saint-Vincent-kooperativ, der ledes af Philippe Cougnet selv.

De er blot 4 medlemmer af kooperativet, hvorfor det er let af tilpasse alle medlemmers ønsker og behov for vinificering. Cougnet-Webers champagner lagres dog i familiens egen vinkælder, hvor alle flasker modnes og færdiggøres med remuage, degorgering og emballering.

I kælderen strækker flaskemodningen sig over minimum 3 år, altså
betydeligt længere end mindstekravet og tilmed lagrer nogle vinene efter første gæring også på egetræsfade, der tilfører yderligere finesse, kompleksitet og dybde

Sylvie og Philippe Cougnes yngste datter Justine har planer om at overtage slægtsgården om få år, så dermed ser fremtiden også lys ud fra denne lille mikroproducent.

Her smager vi deres Cuvée Authentique Brut, der er lavet på 40% Pinot Meunier, 25% Pinot Noir, 21% Chardonnay fra årgang 2018 og de resterende 14% er ældre réservevin lagret efter Solera metoden. Efter gæring og flaskning er andengæringen sket over mininum 3 år i kælderen før endelig degorgering i juli 2024 og frigivelse.

Duften virker i starten meget mineralsk … jern, granitskærver, sten og grus og det er egentlig uden mange forsonende træk. Der er tørre frugtkerner, kalk og kridt, kvæde, lemon, grapeskal og grønne æbler, godt med gærnoter, er ganske tør, animalsk og landlig med ganske en svagt nøddet aroma.

Smagen er klart bedre end duften … her kommer der bestemt en lille frugtsødme, masser af grønne æbler, lidt pigeonæbler, gule citroner, lemon og grapeskal. Boblerne er intense og bullerkraftige, men det er en lidt kølig, slank og frisk champagne, der virker lidt rustik, grovkornet og småbitter. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens bedste pris er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Feudo Maccari, Family and Friends Vigna Firraru Bianco, Sicilien, Italien

2021 Feudo Maccari, Family and Friends Vigna Firraru Bianco, Sicilien, ItalienAntonio Moretti Cuseri – der til dagligt driver det fabelagtige toscanske vinhus Tenuta Sette Ponti – driver på Sicilien et lige så spændende vinhus kaldet Feudo Maccari og derfra smager jeg nu en 2021 Family and Friends Vigna Firraru Bianco.

Family and Friends er blot en af serierne på Feudo Maccari og jeg har da også før smagt den hvide Grillo baserede basisvin Family and Friends i både årgang 2021, 2022 og 2023. Den er lavet med druer fra en sydvendt enkeltmark nær Noto syd for Etna.

Family and Friends Vigna Firraru Bianco er også en Grillo baseret enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Firraru, der også ligger ved Noto syd for Etna … men dette er Cuseris hvid topvin, der har fået masser af TLC og alene lavet på de bedste druer.

På Vigna Firraru er der et stort indhold af kalksten, ler, jern og
så en helt særlig sort lavaholdig stenart og marken ligger i 80 meters højde og vinstokkene er omkring 20 år gamle. Høstudbyttet er meget lavet og ligger på sølle 23 hektoliter pr. hektar.

Fermenteringen – og en smule maceration – er primært sket i store temperaturstyrede ståltanke, men en lille del er gæret på egefade og efter endt gæring er vinen lagret mindst 6 måneder på tre forskelligt ristede egetræsfade – blonde, medium og lidt stærkere ristede – og alle er 100% nye fade. Derefter er vinen flasket og lagret yderligere 6 måneder.

Slam … i næsen er det en fed, olieret og fadtung vin, som er proppet med abrikosjuice, mango, papaya, ananassaft, honningmelon og godt med sød æblemost. Den har denne lidt olierede og voksede duft, der giver fylde, fedme og krop, mens fadene bidrager med karamel, smør og croissanter. Læg dertil vanilje og mælkechokolade, så får du en vin, der oser af voksenslik.

I munden er der ultra cremet, blødt og mundsmeltende … omgående kommer der smage fra fadene med vanilje, mælkechokolade og godt med de tropiske frugter … nogle tørrede og nogle blot saftdryppende læskende. Det er fyldigt, olieret, smørret og alligevel afbalanceret med hvid peber, maskulin og bredskuldret syre … lidt en bulderbasse på en vildt lækker, behersket og overskudsagtig facon. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens bedste pris er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Bodegas de Los Ríos Prieto, Prios Maximus Nueve VS, Ribera del Duero, Spanien

2022 Bodegas de Los Ríos Prieto, Prios Maximus Nueve VS, Ribera del Duero, SpanienJeg sluttede smagningen af Bodegas de Los Ríos Prietos Ribera del Duero vine med smage deres enkeltmarksvin 2022 Prios Maximus Nueve VS.

Her kommer alle Tempranillo druerne fra marken El Monte, der ligger i 900 meters højde i Pesquera del Duero og har vinstokkene i en stærk og stenet jord og et klima, der betyder langsom og struktureret modning.

Druerne er høstet forholdsvis sent og ellers er selve vinifikationen næsten som de 2 foregående søstervine, her er vinen blot efter endt fermentering lagret 9 i finkornede og hårdt ristede amerikanske egefade … og Nueve betyder jo også 9.

I forhold til Crianza’en virker Nueve VS i næsen mere kølig, men har fortsat masser af ristede fadnoter af røget kød, røg, lejrbål, en smule engelsk lakrids, lakridskarameller og mørk chokolade. Den er måske ikke helt så åben og tilgængelige som Crianza’en, men har en frugt af blåbær, småsure kirsebær og ribs suppleret med lidt mulle skovbund.

Men hvor smagen den godt … cremet og næsten er sgu nærmest mundsmeltende med en mørk og fyldig frugt. Der er blåbær, solbær, brombær, svesker og derudover en tør bitterhed. Tanninerne er sgu ret friske og vilde … kommer med lidt peber, hvilket sammenlagt gør, at vinen virkelig breder sig i munden, lidt tør, ubarmhjertig og rustik, hvorved den virkelig kalder på noget mad.  91 point.

Prisen for en flaske er 169 kr. mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker og Smile Marketing Group henviser til nærmeste forhandler på info@smilemarketinggroup.es.

Vinanmeldelse 5/7