Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2022 Domaine Brunely, Cuvée Hommage Selections Parcellaires, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Brunely, Cuvée Hommage Selections Parcellaires, Rhône, FrankrigDenne Cuvée Hommage Selections Parcellaires fra Domaine Brunely har jeg smagt før … det var i en årgang 2021, men nu smager jeg så 2022’eren.

Cuvée Hommage Selections Parcellaires vinen er dedikeret til den gamle far Rémy Carichon og er lavet på et blend af 50% Grenache, 30% Syrah samt 20% Carignan. Vinstokkene brugt til vinen er nøje udvalgt og er blandt domænets ældste Syrah- og Grenache-stokke med en alder på 50-75 år.

På stokke af denne alder er udbyttet ikke så højt, men smagen og dybden i vinen er tilsvarende potent. Vinen er til gengæld kun lavet  med gæring i ståltanke og ved den efterfølgende lagring er dette så kun sket i betontanke.

2022 var et langt bedre år i det sydlige Rhône end 2021, hvilket faktisk også kan smages i denne vin. WineSpectator rater 2022 til 95 point generelt mod sølle 88 point for 2021.

Det er duftmæssigt en mørkere og mere dyb vin end 2021’eren, således er frugten sorte kirsebær, brombær og ribs, men derudover er der lakrids … både tør engelsk og sød finsk lakrids, lidt vanilje og lakridskonfekt, en smule kamfer og generelt mere velafbalanceret end 2021’eren.

Det gælder også smagen, hvor man får både en forholdsvis frisk frugtsmag af tranebær, ribs, hindbær og letbitter lemon, men også en beskeden sødme, som binder smagen godt sammen. Der kommer selvfølgelig også lidt peber, som giver varme, men samlet giver det en rigtig fin, rustik, bondsk og klassisk rhônevin med nerve og bid, hvilket samlet giver 90 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2022 Weingut Heinemann, Kalkstein Sauvignon Blanc, Baden, Tyskland

2022 Weingut Heinemann, Kalkstein Sauvignon Blanc, Baden, TysklandTilbage i november smagte jeg for første gang vin fra Weingut Heinemann i Scherzingen am Batzenberg i Baden, men nu har jeg igen fået en vin i glasset derfra og det er en Kalkstein Sauvignon Blanc 2022.

Lothar Ernst Heinemann har lavet denne Sauvignon Blanc Kalkstein fra vinstokke, der står på marker med en jordbund, der består af lehm og kalksten med løbende udbyttereducering.

Duerne høstes manuelt og presset meget forsigtigt, hvorefter gæringen er sket i rustfrie ståltanke med løbende bâtonnage aka omrøring og efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie. Den har 3,1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der her masser af klassiske Sauvignon Blanc noter som fx tomatstilke, grøn peber, græs, stikkelsbær, grapefrugt, ærter, hyld, kiwifrugt og en smule flintesten … sylespids som det skal være. Der kan måske lige fornemmes en smule sødme, men ellers er det spot-on Sauvignon Blanc med masser af grønne og friske noter.

I munden fortsætter herlighederne, for igen får du godt med en klassisk Sauvignon Blanc syrlighed, men alligevel leveres det også cremet og igen med denne lille, næsten skjulte, sødme. Der er godt med lemon, grape, stikkelsbær og derudover lidt fersken og pærer, hvilket giver vinen fin balance, hvor det aldrig bliver for syrligt, men alligevel giver masser af kysse-mund-syre og friskhed. 92 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koste155 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2019 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienVinen Terra Valpolicella Superiore fra Canoso er den klart den vin fra vinhuset, som jeg kender bedst, for jeg har smagt den tidligere i både årgang 2017 og 2018, men nu smager jeg 2019’eren.

Som i de 2 foregående årgange er den lavet på  40% Corvinone, 40% Corvina og 20% Rondinella druer, der kommer fra 20 år gamle vinstokke fra deres kalkstensrige marker.

Vinen er lavet ved, at druerne først er tørret i 20 dage, hvorefter gæring og maceration er sket over 10 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret hele 36 måneder på franske egefade … 70% brugte og 30% nye fade og så yderligere 4 måneders lagring efter aftapning på flaske.

Som også med 2017’eren og 2018’eren overraskes jeg af vinens lyse farve, der næsten er lidt transparent og brun i kanten som Brunello og specielt set i lyset af, at vinen er lavet på tørrede druer. I næsen er der dog alligevel både dybde, saftig frugt og et præg fra fadlagringen med lidt kanel, vanilje, lakrids og chokolade. Frugten er fabelagtig og er mest søde kirsebær, brombær og blommer, men det virker aldrig tung, overdone eller mørkt … snarere tværtimod virker alt friseret, velordnet og sirligt.

Sådan smager vinen også … har lys tørret frugt af lyse kirsebær, jordbær, ribs og sødbitter lemon. Det er virkeligt saftigt med en lys frugtsødme, en levende frisk syre, let salt … samlet har vinen en fin og velordnet balance mellem syre, salt, sødme, frisk frugt og en ret let og lys smag … 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Canoso, Oltre Bianco Veronese, Veneto, Italien

2021 Canoso, Oltre Bianco Veronese, Veneto, ItalienDen anden af de tre vine fra vinhuset Canoso i Monteforte d’Alpone var også hvid, for det var nemlig en 2021 Oltre Bianco Veronese.

Denne er ikke lavet på Garganega, men derimod på 50% Manzoni Bianco og 50% Trebbianella di Soave, hvor sidstnævnte er lig med den mere udbredte Trebbiano di Soave.

Jeg er før stødt på druen Manzoni Bianco, der er en del af Incrocio Manzoni familien af druer. Manzoni Bianco er lavet af professor Luigi Manzoni i 1920-30 ved at krydse Pinot Bianc med Riesling. I denne vin kommer druerne fra 35 år gamle vinstokke og er høstet i midten af september.

Vinen er lavet med indledende12 timers kølig maceration efterfulgt af gæring i et par store ståltanke og efter endt fermentering er vinen også lagret 12 måneder sur lie i ståltanke og bagefter 4 måneder på flaske før endelig frigivelse.

Duften er ikke helt så flagrende som forrige … meget mere præcis, nøjagtig, knivskarp og mere intens med både blomster og smørrede tropiske frugter med ananas, fersken, mango og så nogle søde og lidt karamelagtige elementer … dufter vildt lækker og man fornemmer en cremet og olierede note og alligevel med slank elegance.

I munden er det også cremet, smørret og ultrabehagelig. Den har også de helt samme eksotiske frugter som i duften, men også lidt fed, sødbitter lemon og syltet grape, hvilket giver bid og krop. Det er fint, saftigt, læskende, halvolieret og cremet … der kommer lidt hvid peber og lang frugtrig eftersmag. 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 135 kr. og det er faktisk et rigtigt godt køb.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2023 Canoso, Fonte Soave Classico, Veneto, Italien

2023 Canoso, Fonte Soave Classico, Veneto, ItalienSoave er – efter min mening – det mest spændende område i Veneto og Garganega den mest interessante drue og nu smager jeg netop sådan en vin i form af en 2023 Fonte Soave Classico fra vinhuset Canoso.

Historien om vinhuset går helt tilbage til 1876, hvor Canoso familien producerede vine, som dengang blev solgt i de såkaldte damegiana … meget populære glasbeholdere.

Senere i 1970’erne købte Giuseppe Meneghello Canoso for hele sin den dyrbare Cà del Vento vinmark med vulkansk jord i Monteforte d’Alpone-bakkerne og den blev grundlaget for vinhuset … og senere basis for etableringen af den nye vinkælder.

Senere med hjælp fra sønnerne Primo og Massimo, der henholdsvis var uddannet som agronom og vintekniker, så blev produktionen så omlagt til en øko-bæredygtig tilgang med en reduceret produktion og samtidig stoppede man med at sælge hovedparten af druerne til andre producenter … for selv at lave vine med start i 1990.

I 2016 mødte Canoso iværksætteren Giovanni og sammen besluttede de at relancere Canoso vinene.

I dag lavet Canoso omkring 70.000 flasker vine fra deres i alt 12 hektar vinmarker, hvor markerne ligger på en bjergside imellem 90 og 290 meters højde på forskellige parceller … bl.a. på Cà del Vento crù, som er den mindste crù i Soave.

Man laver alle vinene på en minimalistisk måde, hvor man kombinerer traditionen med anvendelsen af de nyeste metoder. Det meste af arbejdet foregår i vinmarken for at bevare druernes egne særpræg, og der anvendes kun udvalgte gærtyper kombineret med lave temperaturer ved gæringen.

Hvidvinene modnes i mindst seks måneder på ståltanke, mens rødvinene lagres på franske barriques og tonneaux. Ved hjælp af tanke på mellem 5 og 200 hektoliter får vinene deres egenart ved at der vinificeres og forarbejdes små partier fra forskellige dele af vinmarkerne.

Virksomheden koncentrerer sig om Garganega, Trebbiano Veronese og Manzoni Bianco i det klassiske Soave-område samt om et udvalg af røde druesorter til produktion af Cabernet Sauvignon og Valpolicella vine.

Vinstokkene er mellem 20 og 45 år gamle og markerne har en fremragende soleksponering og konstant ventilation, hvilket giver sunde druer og vine med en elegant struktur.

Jordbunden på markerne er af vulkansk oprindelse, og er beriget med fossiler, ler, stenstrukturer og tuf. Jorden er meget frugtbar og druerne har et lavt syreindhold, hvilket giver en mineralitet, der supplerer de frugtagtige, florale dufte og giver fylde i smagen.

Jeg smager nu 3 vine fra Canoso og den første er denne 2023 Fonte Soave Classico, der er lavet på 100% Garganega, der kommer fra 30 år gamle stokke på basaltiske marker af vulkansk oprindelse. Vinen lagres i ståltanke i mindst 6 måneder sur lie og derefter på flasker i mindst 2 måneder.

Uhhh luftig, let og blomsterrig næse, hvor man omgående længes efter sommer og solskin. Der er fersken, hyldeblomst, bløde pærer og noget lemon, men virker samlet, velafbalanceret og har en blød sødme med let karamel, blomsternektar og blomsterhonning.

Hvor smager den dog godt … blød, blid, mild og cremet med en tropisk blød frugt af fersken, mango, gule æbler og pærer samt en anelse sødbitter lemon og grillede citroner. Det er blødt, flydende, olieret og det er med en lille fyldighed, blød syre og man kan også nærmest smage blomsterne suppleret med salte mineraler, som sikrer et frisk – og blødt – bid. 91 point

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Massari di San Grato, Barolo, Piemonte, Italien

2018 Massari di San Grato, Barolo, Piemonte, ItalienAftenen sluttede med et glas af en Barolo i årgang 2018 fra det lille vinhus Massari di San Grato, der ligger i San Grato i Piemonte.

Navnet Massari kommer fra Massaio, som var en flok gamle landejere i området … bønder, som  tildelt administrative rettigheder, men ofte fik besøg af kongen, som ville sikre sig den bedste vin til hoffets fester og middage.

San Grato spillede en nøglerolle i dette, da den lille by ligger lidt forhøjet i umiddelbar nærhed af Barolo kommune og kun tre kilometer fra Castello di Barolo.

Det var magtfulde landejere, som ofte fik besøg af kongen, som San Grato var dengang et vigtigt område, fordi det lå højt med udsigt til selve Barolo. Men det er netop der, at vi finder vinhuset Massari di San Grato, der i dag drives af Piero Sartirano, som er 3. generation i vinhuset og driver det sammen med sin søn og fætter.

Det er ikke et kendt vinhus … faktisk findes der forsvindende lidt information om vinhuset, men det skulle efter sigende have 7 hektar vinmarker og laver deres vine i en større vinkælder, der for nylig er blevet udvidet og renoveret.

Denne Barolo er lavet med Nebbiolo druer fra nogle syd-sydvestvendte marker i 200-400 meters højde. Der er ikke mange oplysninger om priduktionen, men Barolo vine skal lagres i minimum tre år og to måneder med minimum 18 måneder på egetræsfade, så det må antages også at være gældende for denne.

Duftmæssigt er der ingen tvivl om, at det er Nebbiolo … der er kamfer, et nyt læderbælte, tørrede rosenblade, violer, lidt Campari og sorte te-blade bitterhed, tranebær, kirsebær og knuste hindbær, lidt mynte, jod, tjære og fennikel.

I munden viser Nebbiolo druen også masser af tørre og stamme tanniner … virkelig syrlig og vild tanninrig vin med frugt af både ribs, granatæbler, lemon og citron. Tanninerne sætter sig rundt i munden med bedøvende kraft og smagen hænger lang tid i munden. 93 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2020 Vignobles Diffonty, Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Vignobles Diffonty, Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigTilbage i december smagte jeg også et par vine fra Vignobles Diffonty, som er et familieejet vinfirma i Châteauneuf-du-Pape og de laver vine under navnene Château Sixtine og Cuvée du Vatican. Her er det netop en 2020 Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape.

Du kan læse mere om vinhuset i min anmeldelse af deres 2020 Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape. Men denne er lavet på næsten samme måde. Den er lavet på et blend af 47% Grenache, 24% Syrah og 29% Mourvedre, der kommer fra 50-100 år gamle vinstokke på 3 marker i henholdsvis La Crau, Rayas og Barbe d’Asne og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne afstilket inden gæring i termoregulerede kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vine lagret 12 måneder på franske egetræsfade, hvorefter aftapning på flaske er sket med en let filtrering. Der er en vin med et højt oktantal på 15,5% og der er lavet 30.900 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der både oksefond, tørret kød, blæk, sorte oliven, mens frugten virker halv gæret og halv tørret med solbær, blåbær, knuste sten, tobak, peber, rosmarin og pæn tørhed.

Smagen er også meget tør … men samtidig fed, magtfuld, fyldig og kraftig med solbær, blåbær og blommer samt godt med peber, varme fra alkoholen, masser af sød og sort tobak, lakrids og chokolade. 92 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Fortemasso, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2021 Fortemasso, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienI december sidste år smagte jeg denne Barbera d’Alba Superiore fra vinhuset Fortemasso ejet af familien Gussalli Beretta, men dengang var det i årgang 2022 … her smager jeg 2021’eren.

Vinen er lavet ved, at Barbera druerne efter høsten er afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i temperaturkontrollerede vinkar i rustfrit stål og efter gæring er der sket yderligere maceration i ekstra 7-8 dage.

Derefter er en malolaktisk gæring er vinen lagret 12 måneder på barriques og efter aftapning på flaske er den lagret yderligere 14-16 måneder.

Duftmæssigt er det en muskuløs og maskulin vin med masser af krop, fylde og fedme … samtidig hård og stenet. Der er asfalt, lakrids, bitter chokolade, vanilje og en frugt med blåbær, sorte kirsebær og lidt svesker, solvarm og kraftfuld.

I munden er det en fyldig, rund, blød og cremet vin, hvor frugten er blommer, kirsebær, brombær og svesker suppleret med cedertræ, røg og tørrede urter … mægtig, fed og muskuløs. 91 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Podere Canalino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Podere Canalino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSidste sommer smagte jeg en meget lækker 2022 Rosso di Montalcino fra vinhuset Podere Canalino og som næste vin serverede Leif også en vin derfra, men lige et nummer op med en 2019 Brunello di Montalcino.

Sidst skrev jeg også lidt om vinhuset, så det vil jeg ikke gøre denne gang, men blot kigge lidt nærmere på denne Brunello di Montalcino i årgang 2019.

Det er selvfølgelig – need I say? – 100% Sangiovese, der er lavet med gæring i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur over 18 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 2 år på store franske 2.000-2.400 liters egetræsfade og en periode i ståltanke.

Etiketten på vinen varierer fra år til år, men det er vin, som der kun laves 3.000 flasker af årligt.

Uhmmmm mørke og dybe skov- og jordnoter, læder, tobak, rå champignon, vådt træflis, oksefond, tørre papkasser, vanilje, kakao og en frugt af kirsebær, solbær og enebær suppleret med nogle ret balsamiske noter og lidt violer. Frugten virker lidt brændt, fed og klart en lidt mørkere Brunello … kompleks, intens og småkrydret.

I munden er det en vild tør vin med en flok ustyrlige vilde tanniner, mens frugten faktisk også virker vild syrlig suppleret med lidt tørre  krydderier og en markant mineralitet. Der er kirsebær, rabarber og tranebær, en frisk syre og noter af cedertræ, vanilje, bitter kakao og alt er harmonisk balanceret, præcist og fandens tørt på den helt rigtigt måde … 95 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen fremgår ikke. Kan også købes via Carwine, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir, Wairarapa, New Zealand

2020 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir, Wairarapa, New ZealandMed næste vin blev vi i Pinot Noir sporet og endda med en forbindelse til Tyskland, for vinen var nemlig en 2020 Gladstone Pinot Noir fra Karl Heinz Johners vingård i New Zealand, som kaldes Johner Estate.

Jeg har tidligere besøgt Johner familien i Baden, og det – samt alt om vinhuset – kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen. I det indlæg kan du også læse om vingården i Gladstone sub-regionen i Wairarapa i New Zealand.

Denne Gladstone Pinot Noir er lavet med Pinot Noir fra Johners egne marker. Der er ved gæringen afvendt 20% hele klasser og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på franske gade, heraf 30% nye fade og sluttelig tappet uden filtrering.

Det er klart anderledes end Johners tyske vine, men har virkelig denne animalske og landlige side med ko- og hestestald, mødding, grannåle, røg, cedertræ, kastanjer, våde fade, vanilje og en ret mørk frugt med brombær, sorte kirsebær og jordbær samt en lille grønt samt stilket element.

Igen er smagen lysere og mere ren … men fortsat blødt, cremet og smager sgu rigtig godt. Der er frugt med lyse kirsebær, rabarber, ribs og tranebær, men syren er rund, poleret, glatslebet og afpudset. Det er flot Pinot Noir, hvor alle tanninerne er tydelige, men alligevel blide og godt integrerede. 93 point.

Forhandles herhjemme af Coolwines, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb