Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2007 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2007 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, Tyskland2007 årgangen fra Weingut Solveigs skiller sig ud i forhold til de foregående årgange. Den er langt mere lys, både farvemæssigt i glasset, men også i hele udtrykket og smagen.

Det skyldes ifølge Jens Heinemeyer, at 2007 var et vanskeligt år, hvor stokkene havde det sværere, druerne modnede senere og skulle trække vand dybt fra rødderne. Imidlertid synes jeg, at det nok var en af de allerbedste af alle vinene til vertikalsmagningen, idet jeg bare elsker vinens svævende, lyse og glidende lethed.

I glasset er vinen voldsomt transparent teglsfarvet – en smuk Spätburgunder rubin – og næsen er feminint blomsterstøv, en syrlig, moden lys frugt samt elegance på englevinger. Der er æteriske olier, lette fadnoter, burgundiske grønne trækninger med nakken og en sød opstoppernæse i sky. Det dufter … delikat.

Og uha den smager godt. Det er en vild lækker vin, blød, moden … zen. Man bliver totalt glad, når man smager denne vin, frugten er lys, moden, der er lidt hvid peber, lang og vedkommende eftersmag, som fastholder dit brede smil henover fjæset.

Det er både tysk Spätburgunder, lette og svagt grønne elementer fra Bourgogne, fadnoter, eg, røg og vild bær, lyse ribs og hindbær, en lækker cremet blidhed, forsigtig, nænsom og smuk. Det er også et bevis på, at det ikke altid er storesøsteren, som er kønnest.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2006 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2006 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandHvor går tiden hurtigt, og man synes ikke, at 2006 er ret lang tid siden, men denne 2006 Pinot Noir Present fra Weingut Solveigs har alligevel 13 år på bagen, hvilket den dog på ingen måder bærer præg af.

Næsen er voldsomt elegant, lys, feminin, aggressiv og blomsterrig. Det er vilde bær, ribs, hindbær og meget mere svævende i sine aromaer, hvilket jeg bare knuselsker. Der er også klart nogle fadnoter, som er med til at få tingene til at passe skide godt sammen. Der er røg, burgundiske grønne noter, bio kant og lidt mælkechokolade … dufter vildt godt.

Og nøj hvor den også smager godt, blid, blød, lækker og forførisk, men fortsat med den karakteristiske grønne og lette friskhed, lyse og modne bær, lidt fennikel og lakrids. Yammy.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2005 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2005 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandI 2005 nedkom næsehornet Inger i Givskud Zoo med pige på 60 kg … men det har – udover årstallet – intet at gøre med næste vin i vertikalsmagningen fra Weingut Solveigs, nemlig Heinemeyers 2005 Pinot Noir Steil.

I næsen er 2005’erne også en vin, som har et kraftigt touch af krydderier, klare fadnoter og streng, lys – med moden – frugt, jordbær, kirsebær og derudover faktisk også lidt æbler? Der lidt parfumeret, blomstret næse med grønne elementer.

Og det parfumerede, blomstrede og krydrede går også igen i smagen, som imidlertid virker mere poleret, blød og rund, men med masser af tanniner og virkelig lang eftersmag, men står efter min mening lidt svagere end 2004, men bedre end 2003.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2004 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2004 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandHvor er det vildt sådan at skulle beskrive 20 Pinot Noir vine fra Weingut Solveigs i en vertikalsmagning, for der er sindssygt mange ligheder mellem vinene, men sjovt nok også mange store og tydelige forskelle. Men sådan giver terroir og årgang altså et tydeligt præg på vin i de virkelig spændende vinområder.

Denne 2004 Pinot Noir Present har virkelig mange ligheder med lillesøsteren, men jeg vil faktisk ikke sige, at den er bedre. Næsen har lidt mere karakter, lidt mere grøn end søstervinen, men byder derudover også på mere saltlakrids … fortsat sammen med ribs, hindbær, grønne elementer, æteriske olier og blomster. Umiddelbart virker den måske ikke helt så venlig som Steil.

Smagsmæssigt igen virkelig blidt med en sindssygt flot balance, masser af tanniner, hvid peber, men slet ikke så krydret som 2003’eren. Der er lyse bær, lang eftersmag og et tydelig aftryk fra egetræsfadene slår også igennem.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2004 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, Tyskland2004 årgangen fra Weingut Solveigs skulle vi også smage i to versioner, altså både Pinot Noir Steil samt Pinot Noir Present … og vi startede som sidst med Steil.

Nu begynder de brune kanter i glasset så småt at aftage, selvom det på ingen måder har voldt de tidligere årgange nogle problemer … snarere tværtimod har alderen kun gjort vinene bedre. I næsen er 2004 Pinot Noir Steil lys og grøn som de forrige, men klart varmere i udtrykket og mere venlig med mere bolsje fornemmelse. Der er svag sødme, lidt saltlakrids, bio kant, hindbær, jordbær og masser af ribs, blomster samt æteriske olier.

Vinen er også bare smagsmæssigt langt mere blød, rund og imødekommende end 2003. Der er lethed, frisk lys og luftig frugt, ribs, kirsebær og hindbær, lakrids, svage krydderier, tanniner, en smule jern samt mineralitet. Klart 5½ af de houlbergske fingre og endda med pil op.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2003 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2003 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandVi skulle faktisk smage 2 vine fra 2003 årgangen, og udover Pinot Noir Steil altså også storesøsteren Pinot Noir Present og ligeledes fra magnumflaske.

Som lillesøsteren Steil er 2003 Present også en kende mere krydret, så det gælder måske hele årgangen hos Weingut Solveigs. Igen er der masser af den lyse og syrlige frugt, ribs, hindbær og kirsebær. Meget stringent og meget grønt, men det krydrede fylder klart mere i næsen og gør den knap så imødekommende.

Smagen er også mere kantet og krydret end foregående årgange, men når altså ikke helt samme niveau og giver ikke samme WAOW fornemmelese. Der er fortsat masser af tanniner, lakrids, og er endda også blødere end 2003 Steil.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2003 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2003 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandÅrgang 2002 sprang vi også over i vertikalsmagningen af Pinot Noir vinene fra Weingut Solveigs, så den næste i formationen var 2003 … igen Steil fra magnumflaske.

Næsen har mange ligheder med 2001’eren .. altså let, lys, meget stringent, svagt grønt med en blomsterrig næse, syrlige lyse bær, hindbær og ribs, men virker klart mere krydret, bl.a. fanger jeg godt med nelliker. Næsen er måske endda også lidt mere grøn og der er også noget fennikel. Ikke helt så langt oppe på min lækkerhedsskala.

Smagsmæssigt virker 2003’eren også langt mere krydret, for jeg fanger langt mere peber midt i de lyse bær. Det er dog fortsat rundt og blødt, så det er sgu lækker Pinot Noir, men fremstår måske en anelse mere kluntet end fx foregående årgang. Det er dog en vin, som jeg til enhver tid vil være glad for at drikke, men balancerer lige mellem 4½ og 5 houlbergske rødvinsfingre.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2001 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2001 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandÅrgang 2000 var ikke med i vertikalsmagning, så den næste i geleddet var 2001 og det var Weingut Solveigs’ Pinot Noir Steil og endda i magnumflaske.

Igen bliver det små forskelle, men 2001 Steil er også virkelig lækker med en meget blomsterrig næse, igen de syrlige lyse bær, hindbær, ribs og derudover et svagt spicy element. Det er meget stringent, let, svagt grønt men egentlig sådan meget ligefrem og måske en kende mere normal i forhold til traditionel tysk Spätburgunder, men helt klart med Heinemeyers fingeraftryk.

Smagsmæssigt er 2001 Steil også mere let og fin i smagen … mere normal, hvis jeg igen skal bruge det udtryk. Der er hindbær, ribs, godt med syre, godt med bid og virker totalt ung i smagen. Hvor er Heinemeyer dog god til at lave Pinot Noir. Det er klart 5½ af Houlbergs glade fingre.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

1999 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

1999 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandNæste årgang – 1999 – var også Weingut Solveigs’ Pinot Noir Present, men i min skarpslebne optiske og sfæriske linse klart bedre end 1998’eren.

Næsen er masser af de lyse bær, ribs, hindbær og endda lidt kirsebær, men denne har også lidt solcreme, håndsæbe, blomster, lidt krudt og bio kant. I starten er den måske afvisende, som en ungmø på Thy-lejr, men med flere snif åbner den sig virkelig op. Der kommer også lidt bolsje varme, men er bestemt lidt sin egen, men det ka’ vi lide og det dufter fantastisk.

Smagen er også lidt i samme boldgade, bare utrolig blød og blid … helt smukt ældet, men med masser af lys, frisk frugt, masser af tanniner og jern. Det er sgu vildt det her, smager bare helt fantastisk, så Houlberg er glad.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

1998 Weingut Solveigs, Present Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

1998 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandVin nummer 4 i vertikalrækken var igen Weingut Solveigs’ Pinot Noir Present og fra næste år 1998 … hmmm hårdt job at være vinblogger.

I glasset er vinen som de første, lys, transparent med lysebrune kanter. Duften er derimod en smule anderledes og byder først på lidt gammel ost! Jo, den er god nok, men også biokant, men klart mindre end hos de forrige vine og frugten virker også mere afdæmpet. Der er fortsat hindbær, ribs og kirsebær, men knap så frisk, så i stedet er der lidt solcreme og blomster.

Men igen vinder vinen så på smagen, for der er masser af frisk frugt i smagen og masser af Pinot Noir kvaliteter. Der er lyse bær, hindbær, ribs, kirsebær, masser af syre og masser af grønt bid og virker næsten – lidt tosset af en 21 år gammel dame – alt for ung.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7