Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

Vinanmeldelser

2017 Lismore Estate Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2017 Lismore Estate Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaDa jeg smagte Samantha O’Keefes 2017 Chardonnay Estate Reserve fra hendes sydafrikanske vinhus Lismore Estate Vineyards var jeg solgt, det smager formidabelt, og derfor kunne denne Pinot Noir fra den smukke kvinde kun skuffe … men det gør den bare ikke. Det smager i særklasse godt.

Jeg får således lyst til at bryde ud i samme glædesrus som ved Chardonnay’en … Jesus Christ, Kali, Baal, Tur, Krisna, Freja, Rame, Herkules, Hades og alverdens andre guder, hvor smager denne Pinot Noir bare godt med totalt europæiske træk. Rundt om bordet var alle da også enige i, at det måtte være tysk Spätburgunder.

Vinen er lavet med ren Pinot Noir, hvor alene 70% af klaserne afstilkes, men fermentering sker i neutrale egekar med blid overpumpning to gange dagligt og lang ekstraktion.

Derefter er vinen presses i en traditionel træpresse, hvorefter vinen lagrer 10 måneder i henholdsvis 225, 300 og 500 liter egefade, hvor den malolaktiske gæring også sker. Omkring 35% af fadene er nye franske fade. Der er kun lavet 510 kasser af vinen.

Det er i næsen – uha – sød, tysk, animalsk kostald, let medicinskab, mejeri og drikkeyoghurt, som nærmest smelter sammen med æteriske olier. Det er virkelig en svævende aroma, forførende, feminin, blid og lys med hindbær, jordbær, lidt kanel, sødme og sommerlige blomstermarker med solstrejf, kærlighed og ungdommelig uskyld.

Smagen er også lys sommer … meget saftig, ren, let, luftig, sart og fin. Det er hvide blonder på flaske med ribs, granatæbler, en fin og elegant syre, let jern og nænsomme krydderier. Det er vin for Houlberg … elegant, feminint og smukt. Vakler et kort øjeblik mellem 6 og 6½ af de houlbergske Thumbs Up, men det er sgu overraskende godt. Nam.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 289 kr., hvilket faktisk er et fund for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7 
Vinanmeldelser

2016 G.D. Vajra, Barbera D’Alba, Piemonte, Italien

2016 G.D. Vajra, Barbera D’Alba, Piemonte, ItalienSteffen lagde ud med em klassisk Barbera D’Alba fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra, der ligger i byen Vergne i herlige Piemonte.

G.D. Vajra har jeg skrevet om tidligere, så det skal jeg ikke trætte jer med. Denne Barbera D’Alba har jeg også smagt tidligere og sidst var det i årgang 2010.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Vajras marker og høstes normalt i anden halvdel af september måned. Hver parcel vinificeres individuelt med en gæringstid over 15-20 dag ved op til 30 grader.

Derefter sker der også en malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lagrer 12 måneder, primært i ståltankene, mens en lille del på 5-10% lagrer på franske egefade.

Næsen er grøn, krydret, saftig med rustik frugt, lidt blommer, modne og mørke kirsebær, lidt varm i frugten samt svagt en smule  nødder. Men samlet dog en krydret, varm og rustik næse … men alligevel med en vis elegance i frugten.

Smagen er også rigtig Barbera saftig med mellemrøde bær, sødme i frugten og ellers med nogle egenoter, hvid peber og et grønt bid, selvom vinen faktisk er meget omgængelig, levende og fint afbalanceret.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  
Vinanmeldelser

2010 Peter Lehmann, Wigan Riesling, Eden Valley, Australien

2010 Peter Lehmann, Wigan Riesling, Eden Valley, AustralienJeg har tidligere smagt masser af vine fra australske Peter Lehmann, men mærkelig nok aldrig skrevet om vinhuset her på bloggen … og så kommer der nu en Riesling, der smager ærketysk, og totalt surprise netop kommer fra Lehmann.

Peter Lehmann grundlagde sit vinhus i 1979 og til at starte med hed det faktisk Masterson Wines. På det tidspunkt havde Peter Lehmann arbejdet i næsten 20 år som vinmager hos Saltram Wines i Barossa, men da de i 1978 ville ophæve aftalerne med vinbønderne, der leverede druer til huset, så fik Peter lov til at starte sit eget sideprojekt, hvor han i stedet opkøbte druerne.

Han vidste nemlig, at en ophævelse ville betyde økonomisk ruin for de små avlere, og det kunne han ikke acceptere. Han fik accept fra ejerne af Saltram til projektet, som officielt dog var ejet af Peters hustru Margaret og han fortsatte samtidig som vinmager hos Saltram.

Saltram blev dog allerede året efter – altså i 1979 – solgt til den canadiske spirituskoncern Seagram, men de nye ejere kunne ikke  acceptere, at Peter også lavede vine i sit eget sideprojekt. Han opsagde derfor jobbet og sprang ind i projektet på fuld tid, som sidenhen selvfølgelig også fik navnet Peter Lehmann Wines.

Sammen med nogle investorer fik Peter også bygget et nyt vineri, og Peter hyrede også en håndfuld af sine gamle kolleger til at hjælpe med projektet, bl.a. Andrew Wigan, der i mange år fungerede som ansvalig vinmager på Peter Lehmann Wines.

Mange mener, at Peter reddede vinindustrien i Barossa Valley og ikke mindst de mange små vinavlere. Men de mange små vinavlere blev også redningen for vinhuset, der i 1993 kom i problemer, da nogle af de oprindelige investorer solgte deres andele til et investeringsselskab, der pludselig fik brug for kapital.

Det blev reddet ved at gå på børsen, hvor han, fra den ene dag til den anden, solgte aktier til tusindvis af små investorer. Selv om det var mod Peter Lehmanns principper selv at eje jord, blev de nye tider markeret ved året efter at købe det første stykke jord, nemlig den 18 hektar store Stonewell Vineyard.

I dag er vinhuset fortsat kun et beskedent antal hektar vinmarker, hvilket alene dækker 2% af den samlede produktion. Så grundstenen i firmaet er fortsat levering af druer fra selvstændige vinavlere i alle hjørner af Barossa regionen.

Der er omkring 140 selvstændige vinbønder, som leverer druer til Lehmann.  De fleste avlere har imellem 20 og 70 hektar marker og arbejder tæt med Lehamnn om at lave de bedst mulige druer.

Peter Lehmann døde i 2013 og blev 82 år. Han blev verdensberømt for sine omfattende serier af vine i ethvert prisleje, prisvindende vine år efter år og især kendt som en legende for sin store indsats i Barossa Valley. I dag er vinhuset ejet af den australske koncern Casella Family Brands.

Denne Wigan Riesling er en af husets ikoniske vine, som 6 gange er kåret som verdens bedste Riesling af IWSC. Den er opkaldt efter den tidligere vinmager Andrew Wigan. Druerne til vinen er udvalgt fra de ældste og bedste parceller, og dermed de vinmarker der giver det laveste udbytte.

Straks efter høsten koldgæres druerne i ståltanke, og efter en to ugers gæringsperiode klares vinen og den aftappes efterfølgende straks på flaske uden lagring på fade. Herefter lagrer vinen 5 år på flaske i kældrene inden den endelige frigivelse til salg.

Uha det dufter vildt godt … det er benzin og petroleum, det er et gammelt stykke olieret og selvantændende tvist, som du finder på gulvet hos din mekaniker og det stinker af skadelige dampe, men på den herligste måde. Det er tropisk frugt, men lime og citrus spiller andenviolin sammen med en dekadent aroma af vilde blomster.

Smagen er måske ikke helt på niveau med duften, men står alligevel syleskarp, stålsat og stringent med grønne, umodne æbler, igen masser af citron. Det er tør, sprød og virkelig lækker Riesling, hvorfor man ikke tænker australsk, når man smager den.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7 
Vinanmeldelser

2014 Schramsberg Vineyards, Blanc de Blancs, Californien, USA

2014 Schramsberg Vineyards, Blanc de Blancs, Californien, USADette glas Blanc de Blancs bobler er helt overraskende ikke en fransk champagne, men kommer fra Schramsberg Vineyards, der ligger ved byen Calistoga nord for St. Helena i Napa Valley i det solrige Californien.

Vingården er oprindelig grundlagt tilbage i 1862 af den tyske emigrant Jacon Schram, som startede med at lave vin fra sin første mark Diamond Mountain. Til at passe udbygge kilometerlange vinkældre i klipperne og høste druer hyrede han bl.a. en mindre hær af kinesiske arbejdere, der tidligere havde arbejdet på jernbanen gennem USA.

Og vingården blev endda så berømt, at forfatteren Robert Luis Stevenson, der også skrev Skatteøen, besøgte vingården, som han overnattede på og skrev om i sin fortælling The Silverado Trails.

I 1965 blev Schramsberg Vineyards imidlertid overtaget Jack og Jamie Davies, som restaurerede den gamle gård og startede vinproduktionen op påny, bl.a. med det mål at producere mousserende vine.

Ja faktisk var målet at lave Amerikas bedste og prestigefulde mousserende vin og det lykkedes faktisk, for Schramsberg Vineyards fik sat endnu et historisk aftryk, da netop en Blanc de Blancs fra vinhuset blev brugt af præsident Nixon i 1972, da han sammen med den kinesiske ministerpræsident Zhou Enlai lavede en officiel skål for fred under et besøg i Kina.

Og siden dengang er de mousserende vine fra Schramsberg Vineyards blevet anvendt i Det Hvide Hus, når der skal fejres særlige lejligheder. Måske har den usympatiske, tvivlsomme conman Trump også fornøjet sig med Schramsberg efter sin overraskende valgsejr.

I dag har Schramsberg 42 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 110 forskellige parceller i Napa, Mendocino, Sonoma og Marin. Det er fortsat Davies familien, som ejer vinhuset, nemlig Jack og Jamies søn Hugh Davies, men vinmageren er i dag er ønologen Sean Thompson.

Der laves både almindelige vine samt mousserende vine på Schramsberg Vineyards. Denne Blanc de Blancs fra huset er den historiske vin drukket af Nixon og den første producerede bobbelvin på gården. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, hvor 54% af druerne kommer fra Napa og de resterende 46% fra Sonoma.

Vinen er vinificeret først på rustfrie ståltanke, men en lille del på 18% dog i barriques. Efter den alkoholiske gæring, så sker dog også en malolaktisk gæring inden vinen flaskes og lagrer sur lie, altså med bærmen, i de kilometervise gamle gange udhugget i klipperne … som i Champagne. Efter lagring i 2 år sker degorgeringen, som I kan se på fotoet ovenover.

Næsen byder på æbler, pærer, citrus og virker meget let og lys med lidt gærnoter, franskbrød, blomsterflor, en lille animalsk og bio side, svag vanilje og let krydrede elementer.

I munden er vinen meget blid, sart … blød i boblerne, meget easygoing og syren er også rund. Der er noget grape bitterhed, som gør vinen lidt levende og sitrende, men alt smagsnoter er faktisk meget tilbageholdende, forsigtige og blide. Der er æbler, abrikos, citrus, grape på en forsigtig måde, men havde aldrig gættet på amerikansk Blanc de Blancs.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 
Vinanmeldelser

2016 Renato Corino, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2016 Renato Corino, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienDet er ikke altid let at være den lille, men denne Barbera d’Alba fra Azienda Agricola Renato Corino og lillesøster til husets Barbera d’Alba Pozzo er lige så god … næsten.

Renato Corino ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005. Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ.

Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er.

Denne basis lillesøster Barbera d’Alba er lavet med druer fra 25 år gamle vinstokke og vinificeret på rustfrie ståltanke med gæring over 7 dage. Den malolaktiske gæring er også sket i ståltanke, hvorefter vinen er lagret på egefade i 3-4 måneder inden aftapning på flaske, hvilket sker ufiltreret. Der laves årligt 10.000 flasker af vinen.

Og vinen minder på mange områder om storesøsteren med en næse, der er rustik, landlig – lidt brovten – og virkelig tæt og mørk med masser af blæk, grafit, kul, sorte bær, blåbær og blommer. Der er tør engelsk lakrids, nærmest lidt støvet med nogle fadnoter … kanel, nelliker samt et lille grønt tvist.

I munden er det en lidt fed og saftig lillesøster … og smagsmæssigt lidt som storesøsteren. Det er fast, tæt med mørke bær, polerede tanniner, lidt jern … den har måske lidt mindre dybde end Pozzo, men det er sgu god Barbera.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 84 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 
Vinanmeldelser

2018 Weingut Schmitges, Spätburgunder Blanc de Noir Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Schmitges, Spätburgunder Blanc de Noir Feinherb, Mosel, TysklandDet føles allerede som forår og rosé’erne springer så småt ud, så jeres flittige vinbloggers forårsfornemmelser står også i knop. Uagtet en mild vinter, så længes vi ud på terrassen … måske med et koldt glas rosévin, som fx denne blegrøde, rosa, lakse- og kobberfarvede Spätburgunder Blanc de Noir Feinherb fra Weingut Schmitges.

Som de trofaste læsere måske allerede ved, så har jeres forårshungrende vinblogger det en kende svært med rosévine, selvom jeg midt i havet af ligegyldige rosébølger også har fundet små perler, som har rokket ved min ellers forudindtagede – og sikkert helt forkerte – holdning.

Men når nu alle tegn i naturen – og hos forventningsfulde havefolk, elskovshungrende teenagere, tykmavede caféejere, pralende lystfiskere, rosésælgende vinfolk samt parringsvillige svaner – antyder, at foråret er på vej, så skal jeres stædige vinblogger da være et væmmeligt skarn, hvis han ikke skulle teste en rosé eller to.

Men denne Spätburgunder Blanc de Noir Feinherb har allerede inden testen et par åbenlyse fordele, som måske kan indikere, at den måske kan falde i den usædvanlige kategori af rosévine, som jeg li’ … nemlig at den kommer fra en supergod producent, er lavet på Spätburgunder og dernæst kommer fra dejlige Mosel.

Weingut Schmitges behøver vist ingen præsentation her på bloggen, da jeg har smagt en del af hans vine. God kvalitet, sindssygt stejle marker, eksperimenterende med bl.a. fade af granit og i det hele taget bare en fantastisk producent. Men ka’ manden også lave anstændig rosé?

Vinen er selvfølgelig 100% Spätburgunder og lavet med ganske kort skindkontakt, således den lige får den blegrøde farve. Druerne presses – bum – gæring i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer ganske kort med bærmen – sur lie – inden den flaskes. Det er en feinherb med 20,5 gram restsukker pr. liter … niveauet mellem halbtrocken og mild.

I næsen oser det op med jordbær samt hindbær  … meget umiddelbar frugt og klart med Spätburgunderens karaktertræk, men meget direkte og ukompliceret. Der fornemmes sødme med lidt bolsjer, noget kandiseret og let prikkende i næsen. Det er rødgrød med fløde og sommer … masser af sødmefuld lyserøde frugt.

Smagen er sødere end forventet, men jeg havde heller ikke forinden set, at det var en feinherb med 20,5 gram sukker. Men hvor er det fornøjelig drikbart, og selvom det er en sødlig vin, så er der bund og tilstrækkelig med friskhed. Det er klart en vin til forførelse, smil, latter og lune sommeraftener. Det er den villige pige, hånden på låret, men alligevel med et alvorlig og seriøst blik i øjnene. Det smager sgu da rasende godt. Det bliver 4½ af de kobberrøde houlbergske forårsfingre med klar pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 99 kr., hvis du køber 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7
Vinanmeldelser

2017 Pajzos, Tokaji T Furmint, Tokaj, Ungarn

2017 Pajzos, Tokaji T Furmint, Tokaj, UngarnFurmint er en hvid ungarsk druesort, der er mest udbredt i Tokaj-Hegyalja vinregionen og måske mest kendt fra de legendariske Tokaji dessert vine. Den anvendes dog også til tørre hvidvine som fx denne Tokaji T Furmint fra vinhuset Pajzos, der ligger ved byen Sárospatak i Tokaj, det nordøstligste hjørne ved grænsen til Slovakiet mod nord og Ukraine mod øst.

Jeg smagte vinen sidste år i en årgang 2016 og synes virkelig godt om vinen. Dengang skrev jeg også lidt om Pajzos og historien bag den ungarske hus, så det kan I læse om der.

Tokaji T Furmint er primært lavet på Furmint. I 2015 årgangen var de 90% Furmint suppleret med 6% Hárslevelű og 4% Muscat, mens det i foregående årgang 2016 var 90% Furmint suppleret med 10% Hárslevelű.

Jeg kan ikke se fordelingen for denne 2017’er, men flere steder skriver de, at det er 100% Furmint. Den er vinificeret alene på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret 6 måneder inden flaskning. Der laves årligt 100.000 flasker af denne vin.

Igen en virkelig fin og lidt sart næse med masser af eksotisk frugt, fersken, melon, kiwi, mango samt lidt pærer. Vinen virker oss’ blid, sødkrydret og man fornemmer en blid syre i vinen. Der er også karameller, støvet blomsterpollen og et tvist citrus.

Smagsmæssigt er der – som med 2016’eren – en god balance mellem søde og syrlige elementer. Som duften også lovede, så er syren blid, men trods alt med en vis spændstighed, nogle grønne elementer, salt, citron og appelsiner. Det er cremet, let og virkelig en fin lille ungarsk charmetrold.

Vi balancerer igen mellem 4,5 og 5 af Houlbergs blegfede fingre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen kun 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 
Vinanmeldelser

2014 Domaine Vallée Moray, Aubépine Montlouis sur Loire, Loire, Frankrig

2014 Domaine Vallée Moray, Aubépine Montlouis sur Loire, Loire, FrankrigDet er få uger siden, at jeg smagte en Arcadienne Pinot Noir Gamay fra Hervé Grenier på Domaine Vallée Moray i Montlouis sur Loire. Nu er er der igen vin i glasset fra det lille økologiske vinhus, men nu den hvide Aubépine Montlouis sur Loire på ren Chenin Blanc.

Druerne kommer fra tussegamle vinstokke, som er 50-100 år gamle og står i jordbund præget af flint og ler. Druerne høstes med håndkraft med beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar og sorteres inden den direkte presning.

Vinen gærer og modner også på gamle 400 og 600 liter egefade. Lagringen varer 8 måneder og sker på bærmen – altså sur lie – og efter ved flaskning filtreret på kieselguhr … en lidt porøs bjergart og der tilsættes alene ganske lidt svovl.

I starten er vinen duftmæssigt lidt beskeden og neutral, men hurtigt kommer der lidt mandler, melon, pærer, kvæde, men bestemt også et lidt støvet udtryk med salt, karamel … en snert bio kant, smørnoter og en meget svag oxidering.

Smagen er derimod frisk, meget ren frugt, måske lidt moden. Syren er svag, så det bliver lidt saft eller mostagtig i smagen og slutter i et dejligt grønt bid. Der er knap så megen wow-faktor over denne hvide fra Domaine Vallée Moray i forhold til den foregående, rustikke og mere brovtende Arcadienne Pinot Noir Gamay.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb
Vinanmeldelser

2015 Neethlingshof, The Caracal, Stellenbosch, Sydafrika

2015 Neethlingshof, The Caracal, Stellenbosch, SydafrikaMan kan finde Bordeaux blend overalt i verden … denne The Caracal – navnet på den lokale vildkat – er sådan en af slagsen og kommer fra den smukke, gamle sydafrikanske vingård Neethlingshof.

Neethlingshof ligger lige en kende vest for selve Stellenbosch by i den såkaldte gyldne trekant i Stellenbosch, bl.a. lige nabo til De Toren, som jeg også tidligere har skrevet om her på vinbloggen. Selve ejendommen stammer fra 1692 og hed oprindelig De Wolvendans, altså ulvedans.

I 1788 blev ejendommen købt af Charles Marais og hans dengang kun 18-årige hustru Maria. De startede med at udvide vinmarkerne og bygge en stor vinkælder til produktion af egne vin, men Charles døde efter nogle år og efterlod Maria som en meget ung enke på ejendommen alene med 3 børn.

Det afholdte dog ikke Maria fra at videreføre projektet. Hun udvidede sammenlagt vingården til 397 hektar … dog med hjælp fra børnene, to sønner og en datter.

Datteren blev i 1828 gift med Johannes Henoch Neethling, som dermed blev medejer af vingården og faktisk endte med at købe hele vingården. Han ændrede også gårdens navn til  Neethlingshof.

Han var en levemand, som elskede det gode liv og fordybede sig i forskellige aktiviteter i Stellenbosch, hvorfor han også fik øgenavnet Lord Neethling.

I dag er ejendommen dog ikke længere familieejet, men i stedet ligeligt af to store industrielle, sydafrikanske vinkoncerner, nemlig Distell – som vi bl.a. kender fra vinene Drostdy-Hof – samt Lusan Premium Wines.

Til at forestå driften har man sat vinmageren De Wet Viljoen i spidsen for driften. Han er uddannet ønolog fra  Stellenbosch universitetet og har også studeret mikrobiologi. Han har tidligere arbejder hos Kendall-Jacksons La Crema projekt i Californien og har nu styret produktionen på Neethlingshof siden 2003.

Neethlingshof har i dag samlet 276 hektar jord, hvoraf alene 110 hektar er vinmarker, mens 28 hektar reserveret til genplantning og bevaring af de lokale Renosterveld arter. Det har imidlertid betydet et problem med mus, som ødelægger vinstokkenes rødder.

For at løse dette har man udsat en stort antal plettede hornugler, som har løst problemet med musene. Til gengæld har naturen så givet inspiration til navnene på nogle af vine, fx The Owl Pinotage eller denne The Caracal … en lokal vildkat aka Rooikat, som de kalder det på den lokale sprog.

Udover vinproduktionen danner den smukke og historiske ejendom også rammen om en restaurant og udlejes også til store bryllupper og fester. Derudover er der også en butik, som forestår store vinsmagninger og sælger gårdens vine.

Vinene er opdelt i 2 serier … Estate vinene og Short Story vinene, hvor denne The Caracal er fra sidstnævnte. Den er – som nævnt – et Bordeaux blend på 57% Cabernet Sauvignon, 19% Merlot, 15% Malbec samt 9% Cabernet Franc.

Druerne er høstet i marts måned, dels ved håndkraft og med maskine, hvorefter de er afstilket og knust. Derefter er gæringen sker i store rotationstanke med udvalgte gærtyper ved 25-29 grader i 7 dage.

Derefter sker der en malolaktisk gæring samt efterfølgende lagring 12 måneder i 300 liters franske fade i en kombination af primært nye samt fade, som er brugt en eller to gange tidligere.

Og jo … næsen emmer faktisk af solbær, så det lugter lidt af Bordeaux, måske lidt sød, syrlig og solmoden i frugten, lidt blommer, men der er også en lidt sjov duft, lidt sød og brændt tilsat lidt kaktuspiller, men det forsvinder ganske langsomt med lidt luft i glasset. Dens franske forbillede kommer også frem med lidt cigaræsker, træ og jord, hvilket suppleres med noter af kaffe, karamel og vanilje.

Smagsmæssigt er det også solbær, lidt kirsebær og egentlig ganske frisk i frugten, faktisk virkelig frisk med blide tanniner, tørhed, grafit og en svag bitterhed. Med luft i glasset afdæmpes kanterne og vinen fremstår ganske helstøbt, mens eftersmagen er forrygende lang, hvilket måske endda er vinens største styrke. Jeg har drukket vinen over nogle dage og det vinder den faktisk på, bl.a. forsvinder de brændte noter  i duften lige så stille.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 
Vinanmeldelser

2016 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2016 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigRhône floden er 812 kilometer lang og har sit udspring i Valais i Schweiz. Men når jeg hører ordet Rhône tænker jeg nu udelukkende på vin, som fx denne Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes fra Château du Mourre du Tendre.

Vinhuset ligger midt i Châteauneuf området i byen Courthézon, ja faktisk nabo til fodboldklubben Sporting Club Courthézon. Det drives af familien Paumel og blev købt af Jacques Paumel i 1962, men han lavede alene lidt vin til eget forbrug, selvom han egentlig var 5. generation af vinavlere i området.

Det er først sidst i 1980’erne at der rigtigt kommer gang i vinproduktionen hjulpet på vej af Jacques’ to børn Richard og Florence Paumel. Op til 1988 havde man solgt alle druer til større grossister.

I dag er driften af Château du Mourre du Tendre dog overtaget af Florences søn Paul Paumel og 7. generation … fortsat med hjælp fra moderen, mens onkel Richard ikke længere deltager i driften. Paul startede selv i vinkælderen som 14-årig, og har siden 2013 været ansvarlig for hele produktionen.

Château du Mourre du Tendre har samlet 7,5 hektar vinmarker, hvoraf de 2 hektar er i Châteauneuf-du-Pape på tre lieux-dits La Crau, Les Bédines og Saintes Vierges samt 5,5 hektar Côtes du Rhône Village, Plan de Dieu og Côtes du Rhône.

Udover vinproduktionen, så udlejes 2 Chambres d’Hotes og der drives også en lille vinbar i den smukke, gamle villa, som I også kan se på billedet ovenover.

Denne Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes er lavet på 80% Grenache og 20% Mouvédre fra 65-80 år gamle vinstokke fra den stenrige mark Les Grenadiers. Druerne høstes med håndkraft og afstilkes ikke førend vinifikationen.

Gæringen sker på rustfrie ståltanke over 25 dage på de hele klaser og lagres derefter 30 måneder i ståltanke … helt uden lagring på egefade, men er efter aftapning på flaske uden filtrering lagret yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Lagringen alene på stål kan næsten ses i glasset … langt lysere end forventet af en Rhône vin, men har i næsen klart nogle af de klassiske og skønne dyder som mejeri, mælkesyrer, yoghurt samt en ældre, moden, lys og syrlig frugt, kirsebær, tranebær og let peber.

Smagen er nærmest parfumeret, igen ganske lys i frugten, tør, godt med tanniner, lakridspulver, peber, en provokerende lille sødme med vanilje og mælkechokolade blander sig også. Det er lys og elegant Rhône med fin syre. Den lyse side forvirrer måske, men grundlæggende gælder det, om man kan li’ den? Og det kan jeg, specielt den lyse, lette og lidt urhônske side.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7