Lombardiet smagningen sluttede med denne 2018 Barbera Grignolona fra det lille vinhus Ca’ del Gè, der ligger lidt sydøst for Montalto Pavese en del længere sydpå end de to foregående vinhuse.
Vinhuset drives af Padroggi familien, som har solide rødder i vinbranchen. Det var oprindelig Enzo Padroggi, der grundlagde vinhuset Ca’ del Gè i 1985 for at skabe et vinhus kendt for vine af meget høj kvalitet. I dag er det hans børn Stephania, Sara og Carlo, der driver vingården videre i Enzos ånd.
Vingården har 36 hektar vinmarker, som ligger omkring vingården med en fantastisk udsigt til det berømte slot Montalto Pavese. Den årlige produktion ligger på 180.000 flasker vin.
Vinene hos Cá Del Gè er ikke blot udtryk for et rigt og varieret område, men familiens sjæl kan mærkes i de mangeartede typer vine, der her produceres.
Foruden de klassiske blå Barbera druer fra Oltrepò laver familien også Pinot Nero og Spumante … ligeledes lavet på Pinot Nero. Og er du Amarone-freak, så laver de også vinen Tormento på tørrede Dolcetto druer.
Her smager vi netop en Barbera baseret vin, nemlig deres Barbera Grignolona, der er lavet på 95% Barbera, mens de sidste 5% er Uva Rara og Croatina. Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og så presses let inden gæring og maceration i rustfrie ståltanke i en uges tid. Derefter sker den malolaktiske gæring også ståltankene, hvor vinen også lagrer kort tid inden aftapning på flaske.
Næsen er landlig, næsten helt øko-bio med mælkede noter, yoghurt, blæk, kirsebær, blommer, mørk og lidt brovten. Der blander sig nogle blomsterede elementer, men virker lidt kantet som en Scania lastbil med stor hænger. I munden forstærkes dette indtryk med en stærk og tyk, mørk frugt, hvor der er krydderier, tørhed og så alligevel en imødekommende blødhed.
Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.