Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USA

2017 Scheid Family Wines, Souvenir Pinot Noir, Californien, USAPå Highway 101 i Greenfield  i Monterey County lidt over 100 kilometer syd for San Francisco i Californien finder vi vinhuset Scheid Family Wines, som står bag denne lille 2017 Souvenir Pinot Noir.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen. Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands … Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Her smager vi familiens 2017 Souvenir Pinot Noir, hvor druerne høstes fra certificeret bæredygtige topmarker i Monterey. Vinen modner 24 måneder på 30% helt nye franske fade.

I glasset er vinen klart lysere og mere transparent end forventet, mens den duftmæssigt også er ganske grøn og let … dog med en vis US sødme. Der er nogle støvede noter, jordbær, ribs, kirsebær samt kirsebærsten, tørt træ, tørre fade, bitre kaffebønner, papkasser og lidt tobak.

Smagsmæssigt kommer US sødmen endnu mere frem, hvorved syren er skubbet i baggrunden til fordel for sødme og flomme, som dog giver vinen stor saftighed samt drikkevenlighed. Dybden er ikk’ vild og tanninerne samtidig bløde og bøjelige, men hvor er den nem at drikke og superflot næse for pokker. Den balancerer sådan lige mellem  4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Domaine Anita, Moulin à Vent Reine de Nuit, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Anita, Moulin à Vent Reine de Nuit, Bourgogne, FrankrigBeaujolais … bare navnet gør mig varm om hjertet. Her er det en Moulin à Vent Reine de Nuit 2019 fra Domaine Anita, der er beliggende lidt syd for den lille by Chénas i Beaujolais.

Vingården er grundlagt i 2015 af Anita Kuhnel, som er født og opvokset i Bresse ikke langt fra Beaujolais.

Det lå dog ikke i kortene, at Anita skulle dyrke vin. Hendes første store passion var cykling, som hun dyrkede professionelt, men i 1996 blev hun gift med André Kuhnel, som er fra en familien af  vinbønder, der har lavet vin i Morgon siden 1943.

Det fik Anita til at kaste sig over vin og tog selv en uddannelse til vinmager … først Beaune og derefter Dijon samtidig med, at hun fra Andrés familie også lærte at lave vin. Det fik hende i 2015 til at lave sit eget vinhus Domaine Anita mellem Chénas og Moulin à Vent med en vision om at lave terroir-drevne rødvine af allerfineste kvalitet.

Anita laver nu vi fra samlet 18 hektar vinmarker … både egne samt forpagtede marker i Moulin à Vent, Morgon, Chénas og Fleurie. Hun har bl.a. parceller på berømte marker som Les Caves og Rochelle i Moulin à Vent, Moriers og Poncié i Fleurie samt Chateau-Gaillard i Morgon og Les Brureaux i Chénas.

Markerne har 40 til 100 år gamle buskvine, hvis dybe rødder og høje
beplantningstæthed giver få og små druer med enorm kvalitet, der fremmes yderligere ved grøn høst.

I vinkælderen har Anita prominent hjælp fra Guy Marion, der som pensioneret chefønolog og tidligere højrehånd for Georges Duboeuf har vinificeret mere end 50 vinhøste i Beaujolais. Han bidrager også med et enestående kendskab til Beaujolais’ mange terroirs.

Denne Moulin à Vent Reine de Nuit er lavet med Gamay druer fra marken Aux Caves i 240 meters højde i Moulin à Vent appellationen. Druerne er høstet fra de 40 år gamle vinstokke om natten for at bevare køligheden og derfor har vinen også fået navnet Reine de Nuit … nattens dronning.

Vinen har gæret med 100% hele drueklaser, men ellers er der faktisk ikke mange oplysninger om produktionen., så derfor springer vi bare lige hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Dejlig beaujolaisbondsk aroma … røget, saftig, mørk, lidt flæsket og samtidig med en klar sødme samt frisk sød frugt, jordbær, hindbær, sorte kirsebær, blommer, blåbær, tørrede urter, lakridskonfekt, lidt mælkechokolade, blomster, violer, pænt luftig og æterisk samt easygoing.

Smagsmæssigt er vinen frisk med en total bondsk rustik og saftig smag, fløjlsblød og silkeglat, dybde og en frisk frugtighed. Derudover druekerner, bitterkerner, kirsebærsten, pollerede tanniner, let peber og sødme. Har virkelig en dyb karakter og finesserig drikkeglæde.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Patrick Lesec, Apollon & Dionysos, Rhône, Frankrig

2019 Patrick Lesec, Apollon & Dionysos, Rhône, FrankrigDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en  Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton 2018 fra Patrick Lesec og nu har jeg atter en vin fra den franske vinmager i glasset … en 2019 Apollon & Dionysos.

Patrick er i dag bosiddende i Avignon, hvor han tilbage i 1993 grundlagde sit negociantfirma og siden har lavet vin med købte druer fra langtidskontrakter fra forskellige producenter og avlere med vinstokke i nogle af de bedste terroir i Rhône.

Denne Apollon & Dionysos er lavet på 85% Syrah og 15% Greanche, der begge selekteres fra meget gamle vinstokke … Syrah druerne fra 45 år gamle stokke i Gard nær Châteauneuf-du-Pape og Grenache druer fra 80 år gamle fritstående buskvine.

Kun 20% af druerne afstilkes inden gæring og maceration over 17 dages. Efter endt fermentering er 90% af vinen lagret på betontank, mens de sidste 10% er lagret på 2 år gamle barriques.

Vinen er fra Patrick Lesec nye Lumieres-serie,  der hylder Nietzsches tænkning om sanselighedens Dionysos og intellektets Apollon som to komplementære modsætninger … sikkert inspireret af Patricks fortid som filosof.

Fin frugtrig næse … masser af Rhône karakter, men med en pæn friskhed, kirsebær, brombær, sten, granit, grønne grene, let flæsk, men kun svagt. Det er en meget ligetil og imødekommende aroma, lidt peber, men igen svagt doseret, svagt fadaftryk med en smule lakrids og chokolade.

I munden er det en overraskende saftig, lidt fyldig og frisk vin … faktisk vildt lækker karakter. Her er peberen mere fremme og giver lidt styrke, tørhed og rigtig god smag. Det er kirsebær, tranebær og andre mørkere bær, tør lakridsrod, sten, tæmmede og lettere saftige tanniner og pæn eftersmag. Klart 4,5 store fingre med pil op. Selvom det kun er en Vin de France, så er det et godt glas Rhône vin.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 139,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2010 Diego Conterno, Barolo Ginestra, Piemonte, Italien

2010 Diego Conterno, Barolo Ginestra, Piemonte, ItalienVi skulle da lige smage mer’ Piemonte vin fra magnumflaske og da en 2007 Barolo Monserra fra Raineri enten havde prop eller en underlig flaskefejl, så fandt jeg i stedet denne 2010 Barolo Ginestra fra Diego Conterno frem … også i magnum.

Diego Conterno har tidligere været en del af det fine vinhus Conterno Fantino og er nemlig fætter til Claudio Conterno, der jo grundlagde Conterno Fantino sammen med Guido Fantino.

Diego arbejdede da også oprindelig på Conterno Fantino, men i år 2000 forlod han imidlertid familieforetagendet for at etablere sin egen vingård med god hjælp fra sin hustru Anne samt børnene Lorenza og Stefano.

Siden 2010 har sønnen Stefano Conterno også deltaget i driften af deres samlet 7,5 hektar vinmarker i Monforte d’Alba. Der har Diego bygget sit vineri midt i markerne. Vinmarkerne dyrkes økologisk og produktionen ligger på beskedne 40.000 flasker årligt fordelt på 6 forskellige vine på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Vinmæssigt ligger stilen som en blanding af traditionalister og modernister. De bedste vine er selvfølgelig Barolo’erne, som Diego producerer 3 forskellige af, nemlig en basis Barolo og så topvinene Barolo Ginestra og Barolo Le Coste.

Her er det netop en af topvinene … Barolo Ginestra i årgang 2010 fra Ginestra marken, der er beliggende syd for Monforte d´Alba på en bakketop i 300 meter højde og regnes for en af de bedste enkeltmarker i Barolo-området.

2010 var faktisk første år, som Diego og Stefano lavede Barolo Ginestra og vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring samt maceration i 20-30 dage efterfulgt af lagring på 500 liter egefade i en periode mellem 24 og 30 måneder.

Lys, transparent med et modent udtryk, pænt brunlig farve i glasset samt masser af fin moden velduft, knuste sten, violer, læder, gummi, luftige og lette roser, trøfler, kirsebær, hindbær og let lakrids. Det er luftigt, let med så alligevel med modenhed, blomster, saltlakrids, brændte noter og smådekadent udtryk.

Smagen er saftig tør … godt med syre, virkelig frisk frugt, jordbær, kirsebær, tørre tanniner, som dog ikke er fuldstændig vilde, men nok til en kort udtørring i munden og til at sætte sig på tænderne. Syren har kontrollen, men på en fin og afstemt måde. Efter et par dage får man flere modne udtryk frem, mere blødhed og cremethed, hvilket virkelig klæder vinen og lige løfter den et par etager op. Nam.

Forhandles af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske 2012 i normal størrelse koster 525 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2014 Gian Luca Colombo, Langhe Pinot Nero, Piemonte, Italien

2014 Gian Luca Colombo, Langhe Pinot Nero, Piemonte, ItalienSå har jeg endelig – langt om længe – fået hældt Gian Luca Colombos Langhe Pinot Nero i glasset … en vin, som jeg i lang tid har ønsket at smage.

Gian Luca Colombo er vi før stødt ind i her på Houlbergs Vinblog, bl.a. med hans 2018 Nebbiolo d’Alba og Barolo i årgang 2016.

Gian Luca Colombo er nok en af de mest spændende vinmagere i Piemonte … en ung fyr, der etablerede sit vinhus i 2011 syd for byen Roddi omkring 6-7 kilometer sydvest for Alba i Piemonte.

Han omtaler sig selv som enologo e viticoltore … altså vinmager og vindyrker. Han er en moderne traditionalist, som laver sine vine helt klassisk med lange macerationstider ved meget lave temperaturer og han foretrækker botti di rovere til lagring af sine vine og er stærkt forbeholden over for nye, toastede barriques.

Gian Luca har en kandidatgrad i vindyrkning og ønologi fra Torino Universitet og har mange års erfaring som både ønolog, konsulent og vinmager også for andre producenter, I 2014 modtog han Giulio Gambelli prisen og blev kåret som Italiens bedste unge vinmager under 35 år.

Han laver bl.a. vinene på Réva … et vinhus, som jeg selv besøgte for et par år siden. Der mødte jeg ganske vist ikke Gian Luca Colombo, men i stedet den rare salgschef Francesco Spadaro. Dette besøg kan du i øvrigt læse om i indlægget; Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus.

Hans produktionsfilosofi er oplyst af moderne videnskabelige indsigter og i marken arbejder han økologisk og er tilhænger af den såkaldte Simonit & Sirch beskæringsmetode, der eksempelvis også anvendes hos Domaine Leroy i Bourgogne. Der er et stærkt fokus på vinplanternes sundhed for at opnå de bedst tænkelige druer til at udtrykke området særlige ånd.

Gian Lucas 3 første årgange blev vinificeret hos Federico Scarzello, men i dag har han sin egen vingård. Han ejer selv kun en 2,5 hektar vinmarker i Magliano Alfieri, hvor han har Barbera vinstokke, men så har han derudover lejet en del marker i Roddi på langtidskontrakter.

Men at leje marker i Barolo zonen er nærmest umuligt i dag, da de store vinhuse ofte tilbyder priser, som de små producenter slet ikke har mulighed for … og køb af en mark i Barolo er helt umuligt, for priserne er astronomiske for de unge producenter.

I øjeblikket laver han 6 forskellige vine, en NU Vino Rosso, Barbera d’Alba Superiore, Nebbiolo d’Alba, Barolo, Verduno Pelaverga samt en efter sigende helt fantastisk Langhe Pinot Nero.

Her er det netop Gian Luca Colombos spændende Langhe Pinot Nero som jeg smager i en årgang 2014 fra magnumflaske. Som med alle Gian Lucas vine, så er flasken forsynet med hans fingeraftryk og på etiketten står der også Segni di Langa … tegn fra Langa. Det var nemlig navnet på vingården indtil 2017. I kassen er der desuden et lille brev fra Gian Luca, hvor han fortæller lidt om sig selv og sin vinfilosofi.

I denne årgang 2014 skulle druerne vistnok komme fra de to vinmarker Ravera og Santa Lucia. Efter høsten er druerne anbragt i et kølerum i 2 dage, førend de presses og så gennemgår gæring samt maceration i rustfrie ståltanke over i 30 dage for Ravera druerne og 26 dage for Santa Lucia druerne.

Efter gæring blandes begge vine sammen inden lagring 3 måneder på 900 liter på østrigske egefade efterfulgt af 6 måneder på franske egefade og endelig 1 måned på store amfora lerkrukker.

Animalsk, vegansk, landlig, forsigtig Pinot Noir næse og klart med piemontiske karaktertræk. Der er lidt violer, rosenblade, flæsk, tørt træ, grøntsagsfond, balsamolie, herlig lys og skærende præcis frugt med hindbær, ribs, tranebær, sorte trøfler, en smule medicinskab og et pilleglas samt let estragon. Nice.

I munden er det et vaskeægte møde mellem noget bourgogneagtigt og noget baroloagtigt. Er sgu ret vild med, at Pinot Noir får denne vel nærmest italienske, kølig og syrlig karakter. Selv tanninerne får klare nebbiolostramme, syrlige og tørre karaktertræk, er trods alderen så frisk, levende, livlig og stram med ribs, umodne rabarber, hindbær med en lemonagtig bitterhed. Det smager forfærdelig godt.

Importør er Adriat Vinimport og vinen kan finde hos flere butikker til en pris mellem 249-299 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Collier Creek Wine Co., Red Wagon Pinot Noir, Californien

2018 Collier Creek Wine Co., Red Wagon Pinot Noir, CalifornienDenne 2018 Red Wagon Pinot Noir kommer fra vinhuset Collier Creek Wine Co., der er ejet af Peltier Winery og begge er beliggende i Lodi i Californien.

Historien om Peltier Winery startede i 1985, da ægteparret Rodney og Gayla Schatz købte deres første vinmark på lidt over 16 hektar i Lodi og så grundlagde deres eget vinhus, som de kaldte Peltier Winery.

I starten var driften dog ikke centreret om vin … men derimod frugt, som bl.a. ferskener og kirsebær, men siden 2005 har parret for alvor kastet sig over vinproduktion.

Siden er vinhuset bare vokset og vokset, således parret i dag laver vin fra ikke mindre end 485 hektar vinmarker i Lodi. Det er både en hel masse private label vine, vine under Peltier navnet og senest altså også under brandet Collier Creek Wine Co. Over 75% af produktionen sælges bulk og kun 25% flaskes.

I spidsen for produktionen har familien ansat vinmageren Susana Rodriguez Vasquez, som gennem mange år har arbejdet i Lodi, bl.a. for Constellation Brands og E & J Gallo, inden hun i 2016 kom til Peltier … i øvrigt samme år, som man også lavede brandet Collier Creek Wine Co.

Denne Collier Creek Wine Co. Red Wagon Pinot Noir er der ikke vildt mange oplysninger om, men Pinot Noir druerne kommer fra nogle af husets mange marker, som drives økologisk, er plukket med håndkraft, hvorefter selve fermenteringsprocessen foregår på temperaturregulerede ståltanke.

I næsen har vinen en herlig landlig og lettere animalsk note … en lidt quirky moden duft, saftige kirsebær og jordbær, lidt flæsk og bacon, grønne blade samt eukalyptus. Det dufter ikke europæisk, men virker dog heller ikke overdone og solvarm.

Smagsmæssigt slår det californiske og amerikanske dog igennem med pænt sødme, fedtet, fyldig og varm frugt, sorte kirsebær samt solbær, sød lakrids, mælkechokolade, cola, ristede kastanjer, men det bliver dog aldrig for flommeagtigt eller for sødt, men venlig, rund, cremet og totalt imødekommende.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Tosacana, ItalienTidligere i år smagte jeg den lækre Montecucco Rosso fra vinhuset Azienda Agricola Biologica Orciaverde i både årgang 2017 og 2018. Nu har jeg igen et vin i glasset fra Orciaverde, nemlig deres 2017 Montecucco Sangiovese.

Vinhuset gider jeg ikke at skrive om igen, så derfor kigger vi nu videre på denne Montecucco Sangiovese, der er én af de kun 3 forskellige vine, som Simone Governi laver på den lille kombinerede vingård og agriturismo Antico Casale.

Vinen er fremstillet på 100% Sangiovese, som håndhøstes fra små parceller med ler og tufa-kalksten. Markerne ligger lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 10 måneders modning på franske egetræsfade.

Duften er  her balsamisk og har nole klare italienske noter … violer, tobak, svampe, tør jord samt knuste sten. Der fornemmes en lækker syre, lyng, lavendel, hindbær, ribs og shit, hvor det dufter godt.

Smagsmæssigt er vinen bare så ung, spændstig, saftig, lys og syrlig med en meget frisk frugt, hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Tanninerne er virile som en teenager efter to år på en øde ø … og det er bare så tørt med lidt bitre frugtkerner. Der kommer også en kinky lille sødme og vinen næsten skriger på mad. Det er vildt høj kvalitet med et fint, syrligt og småbittert bid. Elsker den sgu.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men kan i øjeblikket fås på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket bare er vildt billigt. Crazy.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Jean Bererd & Fils, Beaujolais-Villages Le Perréon Domaine de la Madone, Bourgogne, Frankrig

2019 Jean Bererd & Fils, Beaujolais-Villages Le Perréon Domaine de la Madone, Bourgogne, FrankrigMed denne Beaujolais-Villages Le Perréon Domaine de la Madone er vi atter i Beaujolais, for lige udenfor den lille by Perréon finder vi nemlig Jean Bererd & Fils også kaldet Domaine de La Madone.

Det skal dog ikke forveksles med et andet Domaine de La Madone i Fleurie. For Jean Bererd & Fils drives nemlig af  de 3 brødre Bruno, Olivier og Frédéric Bererd, der overtog driften af vingården i slutningen af 1980’erne fra forældrene.

Vingården har været ejet af familien siden det 16. århundrede, selvom familien dengang hed Perréon … altså samme navn som den lille landsby. Det ændrede sig dog i 1964, hvor Marie-Odette Pérreon blev gift med Jean-Marie Bererd.

Jean Bererd & Fils har aftappet vine i eget navn siden 1960’erne, hvor familien ejede 12 hektarer. I løbet af de seneste 25 år har de 3 brødre dog opkøbt yderligere jord og har i dag 28 hektar vinmarker og en årlig produktion på omkring 160.000 flasker vin.

De 28 hektar vinmarker er opdelt i ikke mindre end 90 forskellige parceller under Beaujolais-Villages appellationen. Markerne ligger i 300-500 meters højde på  stejle skråninger med en overvejende syd-sydøstlig orientering. Jorden er gold, stenet og består af granit, den samme terroir som Beaujolais’ store crus mod nord.

Brødrene har plantet Gamay på sydvendte marker, mens de på de køligere nordvendte marker dyrker en smule Chardonnay. En del af vingården er nu økologisk certificeret. Og denne Beaujolais-Villages Le Perréon Domaine de la Madone kommer netop fra nogle af de økologiske marker med 50-70 år gamle Gamay vinstokke.

Familien Bererd høster senere end sine naboer, da man prioriterer vine med ekstraordinær frugt og smagsdybde. Udbyttet er dog lidt beskedent med 20-40 hektoliter pr. hektar afhængig af årgang og brødrede afstilker omkring 80% af druerne.

Vinen er ikke – som oftest i Beaujolais – lavet efter macération carbonique metoden, men blot almindelig gæring og maceration i åbne gæringskar over 12 dage. Derefter er vinen lagret sur lie i beskedne 3 måneder inden aftapning på flaske.

Dejlig bondsk duft … kirsebær, hyben, tranebær, blåbær og kogte blommer, blæk, blomster samt lakrids. Vinen har denne arketypiske saftige, rustikke og bondske charme, men man ofte finder i vinene fra Beaujolais. Derudover har vinen en lille balsamisk og småbitter note.

I munden er vinen på saftig, varm, saftig og letløbende med både kirsebær og blåbær, jern, mineraler, koks, kul samt en meget svag syre. Det gør vinen læskende og let drikbar. Selvom dybden måske ikke er voldsom, så har vinen denne umiddelbare og charmerende drikkeglæde.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Wein- & Sektgut Ernst Weisbrodt, Riesling Sekt Brut, Pfalz, Tyskland

2017 Wein- & Sektgut Ernst Weisbrodt, Riesling Sekt Brut, Pfalz, TysklandWein- & Sektgut Ernst Weisbrodt ligger på Saarstraße i Niederkirchen ved Deidesheim og det er derfra, at Houlberg nu smager en 2017 Riesling Sekt Brut … lavet med Traditionelle Flaschengärung.

Vingården er grundlagt tilbage i 1911 af Wilhelm Weisbrodt og drives i dag af Ernst Wilhelm og Regina Weisbrod i 4. generation sammen med deres søn Philipp.

Sønnike kom med i driften i 2009 efter uddannelse til vinmager og erfaringer fra vingårde i Pfalz, Toscana og det sydlige Australien. Nu er han ansvarlig for både marker og produktionen … dog fortsat med hjælp fra forældrene samt søsteren Eva-Maria.

Det er også nødvendigt, for udover produktion og både almindelige og mousserende vine, så omfatter driften også udlejning af en række Ferienwohnung på vingården, driften af Weinbar 1911 i centrum af Deidesheim samt den italienske restaurant Trattoria Cardinale på vingården i Niederkirchen.

Familien har samlet 11 hektar vinmarker, bl.a. marker som Ruppertsberger Nußbien og Reiterpfad, Deidesheimer Mäushöhle, Leinhöhle, Herrgottsacker og Petershöhle samt en række marker ved Niederkirchen. Alle marker drives i dag økologisk.

Her smager jeg husets 2017 Riesling Sekt Brut, som er laves med Riesling druer fra en række af husets forskellige marker. Efter den manuelle høst er druerne presset og så er gæringen sker i rustfrie ståltanke med efterfølgende lagring sur lie. Så er vinen tappet med efterfølgende andengæring over 18 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 8,7 gram restsukker.

Fin gæret duft, både toast, lidt hævet dej og så ellers masser af citroner og knuste sten, Der dukker også modne nedfaldsæbler og fersken op, som giver lidt dybde og gør, at det bliver balanceret samt meget indbydende.

I munden er der gas på … næsten bogstaveligt, for der er masser af aggressive bobler, masser af meget bitre limefrugter, sure citroner, knust glas, knust sten og mineraler. Der er sgu syre nok til selv det største syrehoved, men det er også vinen store akilleshæl, for det bliver simpelthen for syrligt, kantet og skarpt. Det er slet intet til at formilde og trække den anden retning, hvilket er lidt underligt med det pæne sukkerniveau med 8.7 gram restsukker pr. liter. Men det smager frisk og stramt .. men dufter sgu fabelagtigt.

Jeg aner faktisk ikke, hvor jeg har fået flasken fra og kan ikke umiddelbart finde en forhandler herhjemme. På vingården koster en flaske 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Cantine Lenotti, Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto, Veneto, Italien

2020 Cantine Lenotti, Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto, Veneto, ItalienDe fleste turister ved Lago di Garda har formentlig nydt et koldt glas Bardolino Chiaretto i varmen. Nu er det efterhånden småt med varme herhjemme, men konen har alligevel just lige åbnet denne Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto fra det store vinhus Cantine Lenotti.

Det er vi jo stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Cantine Lenottis vingård lige i udkanten af Bardolino ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af smukke bakker og omringet af vinmarker samt oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns, men først i 1968 begyndte familien at producere og tappe vine på flaske med et efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter.

Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene.

Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Her har vi fat en en Chiaretto, som jo egentligt laves på helt samme måde som hvidvin, dog med lidt skindkontakt, således vinen får den lidt blege røde farve. Chiaro er det italienske ord for let eller bleg, og derfra har vinen da også sit navn. Det er en lidt billigere type vin, som er voldsom populær omkring Gardasøen.

Denne Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto er lavet på 40% Corvina, 40% Rondinella og 20% Molinara. Efter høst presses druerne blidt, hvorefter der sker en kort 15-20 timers maceration med skindet inden gæring i rustfrie ståltanke ved 15-16 grader efterfulgt af lagring vinteren over på de samme tanke inden aftapningen på flaske.

Duftmæssigt en dejlig rød aroma … lidt hybenroser, jordbær samt fersken, lidt blomstrede noter som kirsebærblomster, parfumeret og med en lidt kanelagtig sødme.

I munden der er sure jordbær, lidt bitter lemon, citroner … egentlig ganske frisk og let i smagen suppleret med tørhed, en jernagtig note, mens en lille sødme giver en smule tyngde. Det er ikke kompliceret eller dybt, men ganske okay på en solrig dag på terrassen.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7