Den Albariño baserede vin Leirana fra Bodegas Forjas del Salnés er vi stødt på her på Houlbergs Vinblog et par gange tidligere. Heldigvis. Nu smager jeg den så igen i årgang 2020.
Det betyder også, at jeg tidligere har skrevet lidt om Bodegas Forjas del Salnés, fx da smagte Leirana i årgang 2019 og 2018 … eller den røde Goliardo eller Finca Genoveva.
Rodrigo Rodri Méndez har lavet Leirana vinen første gang i 2005 og har opkaldt den efter sin bedstemor Leirana María Luisa Lázaro. Den er lavet på Albariño druer fra 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés.
Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring samt lagret 60% stål og 40% fade af ældre dato.
Duftmæssigt ligger 2020’eren meget tæt på 2019’eren med en nærmest kalket og saltet mineralitet, meget rank, stoisk og slank næse med en landlig, aromatisk slagside, grillede og friske citroner, tørrede abrikoser, melon og krydret sødme. Man fornemmer en stor friskhed og syre med denne aromatiske note.
I munden er syreniveauet endnu udtalt end i 2019’eren, for den er sgu mundspidsende frisk, stram og mineralsk. Det er friskpressede citroner tilsat en smule lemon og bitter grape, sure grønne æbler og en stenet mineralitet. Et sip og du kommer op af stolen, danser og bliver livlig. Det er sådan en vin alle danskere bør have, når de er trætte og trænger til et spark … det giver Leirana.
Shit det er godt og Leirana bliver bare bedre og bedre, så 5 store houlbergske fingre med pil op.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.