Vi bliver hos Juan Gil Bodegas Familiares og de højpotente vintervine, for den næste har jeg tidligere sammenlignet med en stor, beskidt Dodge RAM 1500 TRX … og det huset Blue Label, som jeg smager i årgang 2020.
Det er en Dodge RAM, som jeg kender ret godt, for jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2016, 2017, 2018 og 2019 … og som jeg før har skrevet, så er det en muskelvin, som yder dig masser af hestekræfter og fås også kun med brede offroad dæk … altså dermed virkelig en powervin på epo steroider.
Som tidligere er vinen fortsat lavet på 60% Monastrell druer aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde.
Druerne er høstet i hånden og med et lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade … og så trækkes denne Dodge RAM af en højoktan 15,5% alkohol … not for the faint-hearted.
I forhold til den forrige Mas de Can Blau, så er denne mere maskulin, mere hård og oprejst. Også her har vinen et tungt fadpræg, men slet ikke så udtalt, men rummer noget kanel, vanilje, lakridskonfekt, sød finsk lakrids, sød tobak, ristede kaffebønner og tørret kød, men også noget blæk, grafit og blyanter. Frugten er blåbær, sorte kirsebær og solbær … solmodne og varrme.
Der kommer fra start masser af den højoktan brændstof på 15,5% frem i smagen, hvilket gør det til en barsk og maskulin vin. Det er så koncentreret tæt og man mærker næsten allerede fra start, hvordan de tykke og tørre tanniner masser sig frem. Det er opulent og stærkt med solbær, sorte kirsebær, svesker … powerfuld stor mundfuld, en spansk hillbilly truck … 91 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.