Nu skal vi et smut til Piemonte, for i Cisterna d’Asti omkring 15 kilometer nord for Alba finder vi Cantine Povero, hvorfra vi nu skal smage to Nebbiolo vine og starter med denne 2019 Barolo Priore.
Cantine Povero, stammer helt tilbage fra 1837, hvor Francesco Povero købte sin første vinmark i Fippiane regionen i Canale d’Alba.
Men det var dog Tumlin Povero aka Bartolomeo Povero, der i 1948 rigtigt fik gang i vinproduktionen og startede med at producere samt markedsføre vinene under navnet Cantine Povero.
I dag drives vingården af 3. og 4. generation af Povero familien, nemlig de tre brødre Luca, Daniele og Alessio samt deres børn. De har samlet 50 hektar vinmarker beliggende i 322 meters højde i Roero, Langhe og Monferrato, hvor de dyrker 7 forskellige druesorter.
Siden 1998 har markerne været drevet økologisk og samtidig blev vingården også renoveret … nænsomt, for den er på UNESCO listen over bevaringsværdige bygninger, selvom en del i 2010 er forsynet med et større solcelleanlæg, der også forsyner gårdens elbiler med strøm.
Omstillingen til økologisk drift har været lang, for først i 2019 opnåede Cantine Povero sin økologiske certificering for alle deres 50 hektar vinmarker.
Denne Barolo Priore er lavet i temperaturkontrollerede gæringstanke af rustfrit stål med gæring på 26 grader over 12-15 dage efterfulgt af malolatisk gæring ved 20 grader. Derefter er vinen lagret på egetræsfade, men hvor lang tid fremgår ikke. Ifølge DOCG regler skal lagringen dog samlet være 38 måneder og heraf skal 18 måneder være på fad.
Duftmæssigt er vi i værkstedet med frisk garvet læder, violer, kristtjørn, hybenroser og røde rosenblade, kamfer, brystdråber, virkelig tør engelsk lakrids, tjære og lakridsrod. Frugten er tranebær, ribs, hindbær renhed og smågærede kirsebær, lidt mentol og der kommer også nogle både rå og tørrede champignon.
I munden er vinen – som farven – ganske lys, men lad dig ikke snyde, for man kan omgående mærke, at tanninerne lurer og venter på at få kontrol over hele mundens kontrolrum. Den har sådan en dejlig rund og lys frugt, hvor man fornemmer svag sødme, men bare ganske lidt luft i munden, så snerrer, vræler og vrider alle tanninerne rundt i din mundhule og afslører Barolo ophavet. Elsker den lyse, lette tilgang, en lille saftighed og de stramme tanniner … sådan skal god Barolo altså bare smage. 94 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.