Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Tyler Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2013 Tyler Winery, Pinot Noir, Californien, USASplitte min bramsejl for en lækker vin, ville kaptajn Haddock nok ha’ sagt. Og jeg siger det også … denne Pinot Noir fra unge Justin Willet på Tyler Winery er fantastisk, splitte mine bramsejl.

Bramsejl er i øvrigt – for alle landkrabber – det råsejl, der føres på mastens øverste stang, som også meget passende hedder bramstangen. Men det er vist en anden historie.

Bag Tyler Winery finder vi den unge Justin Willet med mellemnavnet Tyler. Han er simpelthen vinhuset Tyler Winery, som ikke selv ejer vinmarker, men har lejet en række marker, som leverer druerne til husets lidt unikke vine.

Justin Willet har ingen formel uddannelse inden for vin. Han studerede kunsthistorie og arkitektur og gjorde også sine studier færdige, inden han valgte han at gå i lære hos en mindre vinproducent i Santa Rita Hills.

I løbet af denne periode udviklede han sine egne ideer, hvorfor han startede sit eget vinhus under navnet Tyler Winery. Begyndelsen var svær, fordi hans stil var så meget anderledes, end man var vant til i den californiske vinverden, men gradvis fik flere og flere øjnene op for kvaliteten i hans vine, og i dag serveres de på adskillige af USA’s førende restauranter.

Som nævnt ejer Willet ikke selv en eneste parcel, men har lejet sig ind på nogle af de bedste marker med gamle vinstokke i Santa Barbara County.

Han tramper selv vinmarkerne tynde og følger dyrkningen på nærmeste hold. Han er også med i kælderen, hvor kun det bedste druemateriale indgår i de rene og elegante vine på enten Chardonnay eller Pinot Noir.

Tyler Winery laver 12 forskellige vine fra samlet 2 parceller fordelt på 7 forskellige vinmarker og den årlige produktion ligger på omkring 5.000 kasser vin.

Denne Tyler Winery Pinot Noir ser umiddelbart ud til at være husets entry-level vin, som i denne årgang 2013 er den vin, som Justin har lavet fleste flasker af … 2.200 kasser. Druerne kommer fra marker i både Santa Maria Valley og Santa Rita Hills og vinen er lavet med så lidt indgriben i produktionen som muligt og har også kun lagret ganske lidt på egefade,

Og mon diablo for en lækker vin … næsen er forførende, let og svævende med blomstersymfonier, sæbe, lette bær, hindbær, lyse blommer samt en pirrende, blomsterrig syre, lidt eg, diskret kanel, bacon og florlette animalske aromaer samt syrlige drops. Uha, hvor vi svæver på en sky.

Smagsmæssigt ren, frisk frugt. Det er nærmest sprødt med en helt fantastisk friskhed. Igen er der blomstersæbe (uden der står sæbebobler ud af munden på dig), hindbær, ribs, peber, enebær og tørhed. Let, feminint, skarpt og smuk. Det er som at få en kølig, havbrise i hovedet … man liver sgu helt op. Det smager sindssygt godt.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Weingut Schneider, Weiler Schlipf CS Spätburgunder ***, Baden, Tyskland

2013 Weingut Schneider, Weiler Schlipf CS Spätburgunder ***, Baden, TysklandSå er vi atter tilbage hos Weingut Schneider – am Weiler Schlipf, altså Claus Schneider og sønnike Johannes Schneider, og denne gang med en rigtig Weiler Schlipf CS Spätburgunder og endda med 3 stjerner.

I modsætning til deres Weiler Pinot Noir Blanc de Noir er der nu kommet mere tyngde og kompleksitet i vinen. Vi er selvfølgelig også kravlet længere op ad kvalitetsstigen, da denne Weiler Schlipf CS Spätburgunder er husets røde topvin, hvor druerne også kommer fra deres bedste mark Weiler Schlipf.

Vinen er lavet ved, at alene halvdelen af druerne afstilkes, hvorefter vinificering sker i rustfrie ståltanke. Maceration og gæring varer samlet 3 uger med regelmæssig omrøring. Derefter hviler saften i 48 timer inden den lagres 24 måneder i egefade, heraf 1/3-del nye fade. Der er alene 1,1 gram restsukker pr. liter.

Og nu snakker vi mere klassisk, tysk Spätburgunder med en sød, animalsk og dampende kostald, intens og inderlig. Der er kraft i frugten, men fortsat med en fin lethed. Frugten er nærmest gærede bær, jordbær, hindbær, kirsebær og egefadene er godt integreret i vinen. Der er krydderurter, honningkager, røg og nelliker … dufter bare lækkert.

Smagsmæssigt er det zen … totalt afbalanceret og det kombineres med en lang eftersmag med hvid peber og kraft. Der er eg, kalk, mineraler og kompleksitet. Det er sgu god Spätburgunder.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Cline Cellars, Sonoma Coast Estate Pinot Noir, Californien, USA

2015 Cline Cellars, Sonoma Coast Estate Pinot Noir, Californien, USANæste Pinot Noir var selvfølgelig amerikansk … det skulle jo komme. Det er en Sonoma Coast Estate Pinot Noir fra vinhuset Cline Cellars på Arnold Drive, Highway 121 i Sonoma, Californien.

Cline Cellars ejes og drives af Fred Cline. Fred grundlagde Cline Cellars tilbage i 1982, hvor han købte en lille vingård i Oakley i Californien med pengene fra en lille arv efter sin morfar Valeriano Jacuzzi, som var én af syv Jacuzzi brødre, som opfandt Jacuzzi boblebadet.

Fred var én af de første amerikanske vinmager til at plante de franske Rhône sorter i Californien, og han er også én af ​​de oprindelige Rhone Rangers.

Rhône Rangers er en sammenslutning af amerikanske vinproducenter, som producerer og markedsfører amerikanske vine, som laves efter forbilledet i Rhône, og gruppen omfatter bl.a. den legendariske Randall Grahm fra Bonny Doon Vineyard, Joseph Phelps fra Joseph Phelps Winery, Bob Lindquist fra Qupé Wine Cellars og en række andre andre kendte producenter.

I 1991 flyttede Fred og hustruen Nancy imidlertid vinhuset fra Oakley til en 350 hektar stor ejendom i Carneros regionen i Sonoma Valley. Ejendommen i Sonoma var oprindelig fra 1850’erne og havde haft en omtumlet tilværelse som mejeri, dambrug og seneste med hesteopdræt.

Stedet havde før den tid endda været tidligere indiansk Miwok landsby. Der har man en fantastisk udsigt over Carneros Valley. Smagerummet på ejendommen ligger i en bygning oprindeligt fra 1850, omringet af varme kilder, kæmpe træer og ikke færre end 5.000 rosenbuske. Stedet er et besøg værd!

Cline Cellars har fået adskillige udmærkelser for deres fyldige og komplekse Zinfandel vine og for deres vine i Rhônestil. I dag er Cline Cellars bedst kendt for produktionen af ​​deres vine på gamle vinstokke. På husets marker i Oakley finder man Mourvèdre, Carignan, Grenache, Palomino og Zinfandel.

Vinstokkene spænder i alder fra 80 til 120 år. Omkring 42 hektar Carignan og Zinfandel vinstokke blev plantet mellem 1906 og 1925 og 14 hektar af Mourvedre vinstokke kan dateres tilbage til 1920.

Vinmager på Cline Cellars har siden år 2000 været Charlie Tsegeletos, som også kommer fra en familie af vinproducenter, bl.a. havde hans oldefar, Guippe Guidotti, produceret vin i Guerneville området i Sonoma County i 1930’erne. Før Cline Cellars havde Charlie arbejdet hos Pendleton Winery, Hacienda Wine Cellars, D’Agostini Winery og Glen Ellen Winery.

Hos Cline Cellars er naturlig produktion i højsædet, bl.a. med brug af får for at fjerne ukrudt i vinmarkerne, og brug af kompost-te som gødning. Det er endvidere Californiens næstestørste soldrevne vingård, idet Cline Cellars har ikke mindre end 34.625 kvadratmeter solpaneler.

Denne Sonoma Coast Estate Pinot Noir er lavet med druer, som primært kommer fra Lazy C Vineyard … en mark, der ligger i et område kaldet The Petaluma Gap. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og lagret 8 måneder på franske medium plus brændte barriques, heraf 40% nye fade.

Nu er der klart mere sødme i duften … helt klart en amerikaner, hvor der både er solsegn, strandtur med både hindbær, modne blommer, kaktus, solcreme, sød lakrids, eg, kanel, vanilje og bare et lille touch af nogle grønne vinblade.

I munden er det meget blødt og omgængeligt, men nok lidt for sødt i forhold til, hvad jeg kunne ønske mig. Det er blommer, chokolade, mint, meget rundt, cremet og syren er også meget blid. Easygoing.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert, Franken, Tyskland

2015 Weingut Zehnthof Luckert, Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert, Franken, TysklandIngen Pinot Noir smagning uden ærkeægte tysk Spätburgunder, og den første blev denne Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert fra Weingut Zehnthof Luckert, der holder til i den lille by Sulzfeld omkring 15-20 kilometer sydøst for Würzburg.

Weingut Zehnthof Luckert er grundlagt i starten af 1960’erne af Theo Luckert og hans hustru Luitgard. De startede som almindelige vinavlere, som blot dyrkede druer, som de solgte bulk, Men efter en periode begyndte de selv at producere og sælge vine på flaske, hvilket startede med deres Weißer Burgunder.

I 1975 købte familien ejendommen Zehnthof … en gammel ejendom fra 1558, som var anvendt af fyrstebiskopperne til opkrævning af skatter. Den brugte familien 12 år på at renovere og fungerer i dag som vineri og vinkælder for Weingut Zehnthof Luckert. Ja, den har sågar haft indflydelse på vinhusets navn.

I dag er det Theo og Luigards to sønner Ulrich og Wolfgang Luckert, som ejer vingården og står for produktionen. De får endda hjælp af 3. generation i form af Wolfgangs søn Philipp.

Familien har samlet 17 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Grosse Lage marken Maustal samt Erste Lage markerne Berg 1 samt Sonnenberg, Alt drives økologisk og den årlige produktion ligger på omkring 90.000 flasker vin.

Familien er medlemmer af VDP, så vinen er opdelt helt klassisk … og denne Sulzfelder Spätburgunder Unfiltriert er en Ortswein, hvor druerne kommer fra husets marker ved Sulzberg, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet helt klassisk med maceration i en kortere periode, fermentering og derefter er vinen lagret på franske egefade inden den flaskes ufiltreret.

Og den har bestemt Franken karakter … næsen er lidt grøn og frugten en snas mere mørk end typisk tysk Spätburgunder. Det er kirsebær og andre mørkere bær, lidt hospitalsudstyr, fernis, maling, og meget kraftig eg, hvilket får vinen til at virke lidt rustik.

Det er bestemt ikke tynd, let og pjevset Spätburgunder, for der er både peber, meget tydelige tanniner og druesaften synes også tæt og intens, men samtidig mærkes alkoholen også en smule.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Kellerei Girlan, Patricia Pinot Noir, Alto Adige, Italien

2015 Kellerei Girlan, Patricia Pinot Noir, Alto Adige, ItalienNæste Pinot Noir … Patricia Pinot Noir kommer fra Südtirol, nemlig fra kooperativet Kellereigenossenschaft Landwirtschaftlich Gesellschaft Girlan, også blot kendt som Kellerei Girlan.

Kellerei Girlan aka Cantine Girlan ligger selvfølgelig i byen Girlan omkring 7-8 kilometer sydvest for Bolzano i Alto Adige området i Italien. Det er et ældre kooperativ, som er grundlagt tilbage i 1923 i en historisk gård fra 1500-tallet. Det er den smukke bygning, som I kan se på billedet ovenover.

I dag er det imidlertid 200 medlemmer i kooperativet, som samlet forvalter omkring 215 hektar vinmarker, som primært ligger i Ü̈beretsch og området omkring Girlan.

Gerhard Kofler er ansvarlig vinmager og han står bag en lang række vine, herunder denne Patricia Pinot Noir, hvor druerne delvis kommer fra marker i Überetsch i en højde af 450-500 meter samt fra solrige skråninger ved Mazon og Montan i lavere beliggende områder.

Efter afstilkning presses druerne blidt, hvorefter gæring sker i rustfrie ståltanke 12-15 dage. Derefter lagrer vinen 15 måneder i både store og små egefade og derefter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelsen.

I glasset er der aromaer af bolsjesyre, ribs, kirsebær, stikkelsbær, rabarber og ellers måske en tand mørkere i frugten end umiddelbart forventet. Derudover er der egenoter, grannåle, harpiks, aske, nogle syrlige krydrede noter samt lidt kanel.

Smagsmæssigt er der lidt sødme, men ellers en lidt kraftige slagside, som er noget rustik og bærer på mørk frugt, en vis saftighed, bløde tanniner og en direkte punch, men mangler i mine øjne lidt lethed og feminint touch, da det samlet bliver lidt kantet.

Forhandles hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine Aurélien Verdet, Bourgogne En Lutenière, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Aurélien Verdet, Bourgogne En Lutenière, Bourgogne, FrankrigBAM … så tog vi hul på 6 x røde Pinot Noir og denne Bourgogne En Lutenière fra Domaine Aurélien Verdet modbeviser påstanden om, at man ikke kan få god bourgogne til under 300 kr. og at bourgogne også først smager godt med masser af år på kilometertælleren.

Domaine Aurélien Verdet ligger i den lille burdundiske by Arcenant, der vel ligger omkring 6-8 kilometer stik vest for Nuits-Saint-Georges. Vinhuset drives af Aurélien Verdet, der overtog driften efter sin fader Alain Verdet, der allerede tilbage i 1970’erne var en af pionererne indenfor økologisk drift i Bourgogne.

Aurélien Verdet har drevet vingårdens selv, siden faderen gik på pension i 2005 og han driver nu vingården i samme ånd. Han har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. med marker i Hautes Côtes de Nuits samt ved Vosne Romanée … 1. Cru marker som Beaux Monts, Nuits Damodes og Boudots.

Her er det imidlertid en af Aurélien Verdets entry-level vine … en spæd 2016 Bourgogne En Lutenière, hvor druerne er høstet manuelt, og lavet med maceration i 10 dage og en samlet gæring på op til 30 dage. Derefter er vinen lagret på barriques.

Og sikke en lækker næse … smuk burgundisk lethed med kirsebær, ribs, gazebind, en grøn nerve og lidt animalsk stald. Derudover er der mentol, estragon, svag lakrids, babybræk, jord, skov og buske … uhhhhmmmmmm.

I munden er der blødt og elegant, blidt, let og smager vildt godt. Det er utroligt, at vinen er så ung, for den er bare drikkeklar nu. Det er måske ikke specielt komplekst, men fortsat et højt niveau for sådan en vin, som har en så fin og let syre, er så direkte samt let drikbar.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Schneider, Weiler Pinot Noir Blanc de Noir, Baden, Tyskland

2016 Weingut Schneider, Weiler Pinot Noir Blanc de Noirs, Baden, TysklandNæste vin var også en Blanc de Noirs … blot uden bobler, nemlig en Weiler Pinot Noir Blanc de Noir fra Weingut Schneider … alias Weingut Claus Schneider am Weiler Schlipf.

Weingut Claus Schneider holder nemlig til i midt i byen Weil am Rhein i den sydligste del af Baden .. området der kaldes Markgräflerland lige på grænsen til Basel i Schweiz og Alsace i Frankrig. Vingården drives – som navnet siger – at Claus Schneider sammen med hustruen Susanne Hagin-Schneider.

Claus er uddannet som vintekniker i Weinsberg, mens Susanne også kommer fra en vinfamilie, nemlig Friedrich Hagin i Haltingen og endda været vindronning i Baden.

De overtog driften af familiens vingård i 1982, men familiens historie indenfor vinproduktion går dog helt tilbage til 1425 og vinene fra vingården har været solgt til kunder siden 1881, hvor de dog blev leveret i træfade.

I dag er sønnen Johannes Schneider kommet med i driften og er langsomt ved at overtage styringen på vingården.

Weingut Schneider har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Weiler Schlipf, Ötlinger Sonnhole samt Haltinger Stiege, hvor de primært dyrker Pinot Noir / Spätburgunder, men også andre sorter som Weißer Burgunder, Grauer Burgunder, Chardonnay og Gutedel.

Her er det husets Weiler Pinot Noir Blanc de Noir, som vi smager. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, så vi springer i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duften er ganske aromatisk … og endda med skrald på. Virkelig fyldige Pinot Noir noter med jordbær, hindbær, en lille stald, lidt vinblade og søde krydderier.

I munden er det smag af melon, fersken og hindbær … blød og saftig, mens syren er blid. Der er lidt jern i eftersmagen, men ellers er vinen sådan ganske ligetil.

Forhandles hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Champagne Coessens, Largillier Blanc de Noirs, Champagne, Frankrig

2013 Champagne Coessens, Largillier Blanc de Noirs, Champagne, FrankrigFra en Pinot Noir smagning hos Vinpusheren i Aarhus lige et par vine … og den første er denne champagne Largillier Blanc de Noirs fra champagnehuset Champagne Coessens.

Champagnehuset ligger i den sydlige del af Champagne i den lille by Ville-sur-Arce omkring 100 kilometer syd for Épernay  og drives af Jérôme Coessens. Han er selv 5. generation i en familie af champagneproducenter, men valgte i 2006 – efter han i 7 år havde arbejdet for et af de store champagnehuse – at grundlægge sit eget champagnehus, hvilket altså blev til Champagne Coessens.

Det er et ganske lille hus, idet Jérôme alene har 6,5 hektar ved byen Ville-sur-Arce, og faktisk er eneejer af marken Largillier på 3,5 hektar. Han dyrker alene Pinot Noir og alene fra vinstokke, som mindst er 35 år gamle.

Jérôme lader græsset gro mellem vinstokkene og høster generelt senere end andre producenter, da han tilstræber koncentration og aroma i sine champagner.

Han har investeret i en sindssyg dyr vinpresse … en Coquard press PA til 230.000€, som kun få vinavlere har råd til. Det har Jérôme egentlig heller ikke, så han presser også druer fra andre vinavlere, som typisk leverer deres druemost til negociants.

Denne Largillier Blanc de Noirs laver Jérôme 8.000 flasker af årligt og er første lavet med blid presning, hvorefter basisvinen gærer, gennemgår malolaktisk gæring og lagrer måneder sur lie i rustfrie ståltanke inden flaske og andengæringen efter den traditionelle champagnemetode. Druerne kommer selvfølgelig også alene fra Largillier marken med en leret og kalkrig jord.

I glasset en bleg og gul vin, som har ganske svage bobler. Duften er lidt ristede mandler, en smule nøddet og derudover er der viskelæder, eksotisk frugt, som er ganske frisk, jordbær, halm, citrus og en vis bondsk landlighed over champagnen.

I munden er boblerne bittesmå og virker i starten lidt aggressive, men det aftager hurtigt og så er boblerne faktisk det stik modsatte, nemlig ganske blide og næsten umærkbare.  Der er citronsyre, en smule grape bitterhed, aromatiske kirsebær … lidt brusende i syren, godt med krop, frugt og fylde. Det smager sgu godt.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Odfjell Vineyards, Orzada Carignan, Maule Valley, Chile

2016 Odfjell Vineyards, Orzada Carignan, Maule Valley, ChileNorske Odfjell Group er en af de førende aktører på det globale marked for transport og oplagring af kemikalier, olie og gas. Det har gjort skibsredder Dan Odfjell stinkende rig, og nogle af de mange penge har han bl.a. investeret i den chilenske vingård Odfjell Vineyards, hvorfra vi nu smager vinen Orzada Carignan.

Det var Dan Odfjells interesse for vin, som medførte investeringen i en vingård i et lille hjørne af Maipo Valley i Chile. Der er jo langt fra Bergen i Norge til det sydamerikanske land, men under et besøg i landet i starten af 1990’erne blev Dan forelsket i området og besluttede sig for, at der skulle han både lave vin og opdrætte heste.

De første vinmarker blev tilplantet i 1994 i Maipo Valley og i 1997 byggede man et stort og moderne vineri, som var tegnet af Dans søn Lawrence Odfjell. Og til at hjælpe med produktionen hyrede man også vinkonsulenten Paul Hobbs, som vi jo tidligere er stødt på her på bloggen, bl.a. med hans egne vin under navnet Viña Cobos.

Paul Hobbs er fortsat tilknyttet som konsulent, men i det daglige er det vinmageren Arnaud Hereu, som er ansvarlig for vinproduktionen. Det sker i samarbejde med Dan Odfjells to sønner Lawrence og Dan Junior.

Samlet har Odfjell Vineyards 115 hektar vinmarker, hvor 85 hektar er beliggende i Maipo Valley. De øvrige er fordelt i områderne  Cauquenes, Lontué og Colchagu. Alle vinmarker dyrkes både økologisk og biodynamisk.

Udover vinproduktionen, så opdrætter Dan også heste på vingården … men selvfølgelig ikke bare heste, men de norske Fjord heste. Det er en gammel norsk race, som Dan bragte til Chile for over 20 år siden og nu er en del af den moderne farm.

Men lad os få kigget nærmere på denne Orzada Carignan. Den er lavet med druer fra Maule Valley i Cauquenes, som hører til Odfjell Vineyards’ sydligste marker. Carignan stokkene er mellem 60 og 100 år gamle.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes, hvorefter fermentering sker, maceration ved 14 grader i 5-6 dage inden gæringen i 15-20 dage ved 25 grader. Der anvendes alene druerne naturlige gær og vinen er alene lagret i ståltanke uden brug af eg af nogen slags.

Næsen er både grønt græs og grønthøster, kaktuspiller, blæk, grannåle, lakrids, blåbær, kirsebær og solbær. Smagsmæssigt er det en varm og solrig vin … solbær, jernnoter, kaffe, mørk chokolade, peber, kanel samt en tør syre og tydelige tanniner. Der er også en smule alkohol, som ubehøvlet blander sig, hvorfor finessen er begrænset. Men samlet en okay oversøisk vin.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 83,82 kr. mod en normalpris på 165 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Alessandro & Gian Natale Fantino, Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva, Piemonte, Italien

2008 Alessandro & Gian Natale Fantino, Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva, Piemonte, ItalienDenne Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva fra brødrene Alessandro & Gian Natale Fantino havde Jan købt sidste år i Piemonte og var sidste vin til bestyrelsesmødet med perlerækken af spændende vine.

Brødrene Alessandro & Gian Natale Fantino holder til i Monforte d’Alba. De grundlagde vinhuset i 1988, da de startede med at producere egne vine fra familiens ejendom, hvor de ejer 8 hektar vinmarker på den historiske og berømte Bussia mark nord for Monforte.

Alessandro Fantino har tidligere fra 1978 til 1997 været vinmager på Cantina Bartolo Mascarello, men har siden 1998 arbejdet sammen med sin broder på fuld tid.

De laver årligt omkring 3.800 kasser vin, som er fordelt på 8 forskellige vine, og denne Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva er en af husets topvine, som kommer fra vinstokke, som er 60 år gamle.

Vinstokkene står på Bussia marken … ja faktisk udelukkende på den del af marken, som kaldes Dardi, som er en bjergskråning med en perfekt sydlig og sydøstlig eksponering i centrum af Bussia.

Alessandro & Gian Natale Fantino har markeret dette ved at skrive Cascina Dardi som et mærkenavn på etiketten på deres Barbera og Barolo vine.

Produktionen er efter de gamle, klassiske dyder … vi snakker fermentering i 30-35 dage i rustfrie ståltanke og en lagring 5 år i store egefade samt 1 år på flaske inden frigivelse.

Næsen er violer, tørrede rosenblade, saltlakrids, havvand, frisk frugt, men lidt mørkere i bærduften … blåbær, brombær, mørke kirsebær, Coca-Cola Cherry, appelsinskal, blomster, svag mentol, rosmarin, vanilje, fad og  tør jord. Man bliver hurtigt glad i låget, når man dufter til vinen … og det tegner sindssygt godt.

Og vi fortsætter med at lette på låget, for det smager også herregodt, men igen en kende til den kraftigere side, men samtidig er vinen blid, blød og cremet, selvom der dog fortsat er nebbiolsk garvesyre. Smagen er præget af blid, frisk frugt med lidt fennikel, jern, blæk og blyanter. Sjovt med den lidt kraftige side af vinen, da den i glasset ellers var meget lys, svagt orange kant og indikerede en let vin. Det er det ikke, men elegant som bare pokker. Jeg er fan.

Købt i Piemonte, men kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7