Tag-arkiv: montepulciano

Montepulciano er en rød druesort, der primært findes i det centrale Italien, især de østlige vinområder som Abruzzo, Marche, Molise og Umbrien. Den er opkaldt efter den toscanske kommune af samme navn, men meget  forvirrende anvendes druen slet ikke i de berømte vine der som fx Vino Nobile di Montepulciano.

Montepulciano er mest kendt fra regionen Abruzzo, hvor mange af dens fineste vine kommer fra … særligt fra Colline Teramane.

Ved begyndelsen af ​​det nye århundrede var Montepulciano druen hele Italiens næstmest plantede rødvinsort lige efter Sangiovese og marginalt foran Barbera. Den er meget populær på grund af vinenes tilgængelige stil og fordi sorten giver pålideligt høje udbytter.

Montepulciano modner ret sent, men god kvalitet kræver fuld modenhed, da druen ellers får en grønlig, bitter tone og nogle ret beske tanniner. Vinene er mørke, fyldige, har ofte høj alkohol, mens smagen ofte har hindbær, kirsebær og blommer. Den benyttes også til mørke rosé vine kendt som Cerasuolo.

Montepulciano også i beskedent omfang i New Zealand, Australien og USA. Nogle af disse vine viser et reelt løfte, men anses stadig for at være i den eksperimentelle fase.

2021 Tenuta Antonini, Cerasuolo d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2021 Tenuta Antonini, Cerasuolo d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienMed nummer fire vin fra Tenuta Antonini forlader vi de hvide, for denne Cerasuolo d’Abruzzo 2021 er nemlig en rosévin, der er lavet på ren Montepulciano d’Abruzzo.

Det er skam ikke fordi, at vinen er lavet så meget anderledes end dens hvide søstre, for den er lavet alene på ståltanke.

Inden gæring er der sket knusning af druerne og så en kølig maceration inden en blid presning og så gæring i ståltanke ved kontrolleret temperatur. Derefter er vinen flasket og så lagret en kort tid inden frigivelse.

Det er faktisk en ganske habil duft … siger ham, som ellers ikke er til rosévine. Der er jordbær og lyse kirsebær, rigtig fin kirsebærsødme som i modne morello kirsebær, men lidt blomsteraromaer blander sig også i festen … og man får omgående lyst til, at der var bedre temperaturer på terrassen.

Smagen er lidt som duften og de forrige vine … legende, frugtrig, ganske let og ikke så kompleks, men her er der pæn saftighed, en snas peber, jordbær og kirsebær. 88 point.

Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Nicola Di Sipio, Cerasuolo d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2020 Nicola Di Sipio, Cerasuolo d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDen dygtige, smukke Giulia Di Sipio på Azienda Agricola Nicola Di Sipio i byen Ripa Teatina i Chieti-provinsen – lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella – i Abruzzo laver frisk og charmerende vin. Nu smager jeg hendes rosévin Cerasuolo d’Abruzzo årgang 2020.

Jeg har før smagt en del vine fra Giulia, bl.a. årgang 2013, 2014 og 2015 af hendes fine og lækre Montepulciano d’Abruzzo. Da jeg smagte den i årgang 2013, så skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … i stedet blot skrive lidt om denne rosévin.

Den er nu i øvrigt – som Montepulciano d’Abruzzo – lavet på 100% Montepulciano druer, der høstes ved håndkraft. Derefter bringes alle druerne med det samme tilbage til vingården, hvor kun bedste druer indgår i  færdige vin. Vinen er både gæret og lagret på rustfrie ståltanke …  og efterfølgende lidt på flaske.

I glasset er vinen helt lyserød, transparent med en rigtig dejlig parfumeret og frugtrig duft, godt med jordbær, tranebær, hyben samt lidt mentol, myntepastiller, grønne grene og stilke … virkelig frisk og frugtrig duft.

Smagen er frisk, ren med en klar frugt med jordbær, ribs, hindbær samt hyben, nogle jernagtige elementer, en lille tørhed selvom vinen bestemt også har lidt søde noter. Jeg er ikke den store roséfan, men denne vin kan et eller andet … lidt som en let rødvin med parfumeret og frugtrig kerne, en god. let og fin syre … rigtig dejlig.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Montepeloso, Alpha, Toscana, Italien

2020 Montepeloso, Alpha, Toscana, ItalienVi drøner videre med toscansk vin og atter en lille IGT vin i form af denne Alpha fra den altid karismatiske, dygtige,  egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio på Montepeloso.

Dette er – som forrige – en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2013 og 2014. Da jeg smagte vinen i årgang 2013 skrev jeg endda lidt om vinhuset.

Sidst jeg smagte denne Alpha var i årgang 2013 og dengang skrev jeg også lidt om huset … et i øvrigt sindssygt godt vinhus, der laver nogle af de mest fantastiske vine i området.

Denne 2020 Alpha er lavet på 40% Sangiovese, 40% Montepulciano, 10% Alicante og 10% Malvasia Nera. Druerne kommer fra de yngste  stokke på mellem 8 og 20 år og vinen er lavet med maceration over 8-15 dage, hvorefter vinen gennemgår malolaktiske gæring på franske fade, hvorefter den lagres 12 måneder på fadene og efterfølgende 12 måneder på flaske.

Costa Toscana er en relativ ny IGT, der blev oprettet i 2010 og spænder over hele Toscanas formidable kyststrækning fra Grosseto i syd til La Spezia i nord.

Duftmæssigt lidt rustik med en dyb, lidt tør aroma med papkasser, blommer, saftige kirsebær, tørrede tranebær samt masser af træ, lidt våd læder, røg. skovbund, sur tobak og jod.

Smagsmæssigt virker vinen virkelig ung og stram, har vilde og ret stærke  tanniner, som tørrer mundhulen totalt ud. Det er så tørt med unge, friske bær, ribs, syrlige kirsebær, rønnebær, sort te, kamfer, stjerneanis, nelliker og en streng italiensk syre.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Tagaro, Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo, Abruzzo, Italien

2020 Tagaro, Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo, Abruzzo, ItalienVinhuset Tagaro ligger på Contrada Sant’Angelo i Fasano i den italienske hæl Puglia, men de laver vin i det mest af landet og denne 2020 Filari di Folaga Ferrovieri Montepulciano d`Abruzzo er fra Abruzzo regionen.

Tagaro aka Masseria Tagaro har – som der står på etiketten – sit produktionsnummer ICQRF BR/4495/IT.

Masseria Tagaro er en familiedrevet vingård, som selv har 40 hektar vinmarker mellem Fasano og Alberobello i Itria dalen, hvor familien mest dyrker Primitivo og Negroamaro.

Vingården drives i dag af 3. generation af Tagaro familien og de laver altså også denne Montepulciano d’Abruzzo vin, der – lig de tunge og syditalienske vine – er en yderst populær vin.

Dette er en Montepulciano d`Abruzzo DOC vin, altså lavet med druerne fra selve området i Abruzzo, men lavet på Tagaro familiens vineri i Fasano. Vinen er lavet udelukkende på ståltanke og den har også efter endt fermentering lagret 6 måneder i ståltankene.

I forhold til vinens ophav i Puglia, så er duften meget rar og helt klart uden den store marmeladefylde og sødme, som tit findes i mange af vinene fra Puglia. Men her har denne Montepulciano d`Abruzzo vin en dejlig, småanimalsk, let lakrids’et duft med både kirsebær, blåbær og blommer, en kraftig krop og lette valnødder.

I munden er vinen dog godt sød og får faktisk lidt Puglia karaktertræk, hvor temperamentet står på venlighed, lidt alkoholvarme, blommer, saftige og mørke kirsebær. Der er sgu masser af frugt i vinen og sødmen bliver heller ikke alt for stor … bare stor og rar. Alle vil kunne li’ denne rare dame. Houlberg ligger lige mellem 3,5 og 4 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 65 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2014 Montepeloso, Alpha, Toscana, Italien

2014 Montepeloso, Alpha, Toscana, ItalienNår vi nu er ved små, fine toskanske IGT vine, som jeg har smagt før, så napper vi da bare lige denne lille Alpha 2014 fra den karismatiske, dygtige, egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio fra Montepeloso.

Sidst jeg smagte denne Alpha var i årgang 2013 og dengang skrev jeg også lidt om huset.

Ligesom 2013’eren er Alpha i årgang 2014 lavet på 40% Sangiovese, 40% Montepulciano, 10% Alicante og 10% Malvasia Nera. Druerne kommer fra de yngste  stokke på mellem 8 og 20 år og vinen er lavet med maceration over 8-15 dage, hvorefter vinen gennemgår malolaktiske gæring på franske fade, hvorefter den lagres 12 måneder på fadene og efterfølgende 12 måneder på flaske.

Costa Toscana er en relativ ny IGT, der blev oprettet i 2010 og spænder over hele Toscanas formidable kyststrækning fra Grosseto i syd til La Spezia i nord.

Duftmæssigt gør denne vin mig i meget godt humør … har næsten nogle bordeauxfile træk med flot dyb næse, fyldt med lidt blommer, kirsebær, tranebær, tørt træ, ædeltræ og som 2013’eren lidt woody og våd læder aroma suppleret med skovbund,  røg, sur tobak og jod.

Smagen er ret tør og får backup af et orkester af stramme, seje og stærke tanniner, som tørrer mundhulen totalt ud. Der er præcis, ren og frisk frugt, klart kirsebærdrevet med en vis modenhed, en bitter mørk chokolade, sort te, kamfer, stjerneanis, nelliker og en streng italiensk syre.

Derudover får du samme råd med som tidligere … giv den rigeligt med luft, for når den lige er ude af glasser, så er den et bæst. Med luft bliver bæstet mere tæmmet … en fabelagtig vin … rustik bevares, men med masser af lækker karakter.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Masciarelli, Marina Cvetic Montepulciano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2017 Masciarelli, Marina Cvetic Montepulciano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienDet sidste vin ved Masciarelli  vinsmagningen blev atter fra vinserien Marina Cvetic opkaldt efter Mariams mor. Det er den fine, røde 2017 Marina Cvetic Montepulciano d’Abruzzo Riserva.

Det er en vin, som Masciarelli Tenute Agricole først startede med at producere i 1997 og igen på 100% Montepulciano druen.

Og hvert år laver Miriam ikke mindre end 250.000 flasker af vinen. Druerne kommer fra en lang række af deres marker i San Martino sulla Marrucina i Chieti og det er Colle di Paolo, Fonte Filippo, Schiavone og Colle Rosina.

Vinen er lavet med gæringen på rustfrie ståltanke … samlet 10-15 dages fermentering og samlet 20-30 dages maceration. Derefter er vinen lagret på nye og brugte franske egefade 12-18 måneder og mindst 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Marina Cvetic Montepulciano d’Abruzzo Riserva er langt mørkere i glasset end den foregående Gianni Masciarelli Montepulciano, mørk og næsten behåret. Der er blæk, tjære, frisk og dyb mørk frugt, både brombær og sorte kirsebær, tør og krydret … virkelig masser af blæk, lidt bio bioagtige, landlige og balsamiske noter, tørre valnødder samt en tør sødme.

Smagen er meget blød, men for pokker hvor er der skruet op for kraften og intensiteten. Der er tanniner, men de er forholdsvis bløde og forstyrrer på ingen måder. Det er en tør vin, men den mørke frugt er intens med en let bitter tone og godt med brændte elementer.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 25,90€ … svarende til 193 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Masciarelli, Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2018 Masciarelli, Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDe sidste 2 vine, som Miriam Lee Masciarelli præsenterede for os var rødvine og den første var denne Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo.

Vinen er – som navnet siger – lavet på Montepulciano druen og fra 4 forskellige plots på vinmarken Lereto Aprutino i Pescara provinsen i 250 meters højde og høstet med et udbytte på 9 tons pr. hektar.

Vinen er alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke med 15-20 dages maceration og lagring i 20 måneder. Det er en vin i serien Gianni Masciarelli opkaldt efter Miriams far, der kun blev 52 år og døde i 2008. Der laves årligt omkring 180.000 flasker af denne vin.

Dejlig landlig og nærmest beaujolaisagtig næse, som slet ikke er mørk, men i stedet til den lyse og lette side suppleret med kirsebær, jordbær, mynte, estragon, aske og cedertræ. Det er lidt rustikt, men på en elegant, let og ubekymret måde.

Smagsmæssigt er det også en let, luftig og meget venlig vin … kirsebær, jordbær, tør og smooth, nogle lette og bløde  tanniner, nogen krop, okay syre … men først og fremmest pænt let med stor drikkeglæde.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 8,95€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Montepeloso, A Quo, Toscana, Italien

2018 Montepeloso, A Quo, Toscana, ItalienFor omkring et år siden smagte jeg den fabelagtige Bolgheri vin Eneo fra den ret karismatiske, egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio Chiarelotto, der laver sine Montepeloso vine i en gammel fabrikshal i Maremmea Eneo har en fin og charmerende lillesøster, som hedder A Quo og hende flirter jeg nu med i mit derangerede vinglas.

Historien om Fabio Chiarelotto, og hans vinhus Montepeloso ka’ du læse mere om i blogindlægget med anmeldelsen af Eneo … der er der også lidt om markerne, filosofien og ejerkredsen … bl.a. den schweiziske iværksætter Silvio Denz.

Men hvor Eneo er lavet med Sangiovese og Montepulciano, så er lillesøsteren A Quo her primært lavet på Cabernet Sauvignon samt Montepulciano, nemlig helt præcis 35% Cabernet Sauvignon, 30% Montepulciano, 15% Sangiovese, 15% Marselan og 5% Alicante Bouschet, men blandingen varierer fra år til år.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, en meget kort maceration og gæring, men vinen efter fermentering er lagret 4 måneder i store neutrale egefade og er flasket fuldkommen ufiltreret.

Uha … sikke en dejlig flæsket, mørk og gæret frugt med en smuk, kølig side, lidt mejeri og mælkede noter, sæbe, blomster, lavendel, timian, kokos, kamfer, noget landligt og smårustikt, engelsk lakrids, sorte kirsebær, blåbær samt en tyk balsamisk syre … fuck det hænger sgu godt sammen.

Smagsmæssigt er vinen et lille kraftværk … men uden hverken svovlforurening eller syreregn. Det er en tætpakket, cremet og koncentreret vin med mørke bær, solbær, brombær, blommer, men fortsat med samme elegante kølighed, som man også fornemmede i duften. Der er også både lidt sødme, svag bitterhed, tørre, markante tanniner, jern, rust, mineraler, tør leret jord, virkelig kompleks og med god struktur. Alt er skruet godt sammen i kraftværk, hvor eftersmagen er pæn lang med tør bitter syre. Mums.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2015 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDenne lille, saftige Montepulciano d’Abruzzo charmetrold fra vinhuset Nicola Di Sipio har jeg smagt i både årgang 2013 og 2014 … men nu smager jeg den også i årgang 2015. Og det er fortsat en drøncharmerende vintrold.

Nicola Di Sipio lidt udenfor den lille by Ripa Teatina. Vi er Chieti-provinsen, som ligger lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella, der er en del af bjergkæden Appenninerne, der huser regionens smukke nationalpark af samme navn.

Chieti provinsen er nok Abruzzos mest betydningsfulde vindyrkningsregion, da omkring 80% af al vin fra Abruzzo kommer derfra. Selvom Abruzzo domineres af store kooperativer og har det gennemsnitlige højeste høstudbytte i hele Italien med 108 hektoliter pr. hektar, så findes der også nye og innovative producenter. De ligger primært i Chieti, hvor de bedste dyrkningsområder også findes.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio er grundlagt i 2001, hvor Nicola Di Sipio købte vingården af Marchesi Mezzanotte. Nicola havde som ung mand arbejdet indenfor landbruget hos sin far Giuseppe Di Sipio og havde siden dengang haft stor passion for vin.

Nicola Di Sipio var selv fra Ripa Teatina og startede altså som landmand og arbejdede derudover om aftenen som tjener. Han elskede biler og mekanik, så i 1929 besluttede han at starte virksomhed indenfor bilbranchen.

Han etablerede virksomheden Raicam. som blev en af verdenens førende producenter af bremseklodser til bilindustrien. I dag sidder Nicolas bremseklodser således i biler, som fremstilles af Ford, Fiat, Jaguar, Land Rover, General Motors, Citroën og Renault.

Det var altså været en stor succes og Raicam omsætter i dag for over 150 millioner euro årligt og beskæftiger over 600 mennesker. Det har selvfølgelig også gjort Nicola Di Sipio til en ganske velhavende mand.

Pengene har tydet, at Nicola har kunnet købe sin egen vingård på hans hjemegn og efterfølgende renovere den totalt fra kælder til kvist, bl.a. med topmoderne vineri, bl.a. med et smagelokale, som har en smuk glaskarnap, hvor besøgende kan få et fantastisk view udover vinmarkerne.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio har samlet 60 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Montepulciano d’Abruzzo, Trebbiano d’Abruzzo, Pecorino, Falanghina, Pinot Noir, Riesling samt Chardonnay.  Produktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin årligt.

Siden 2006 har det været Nicolo Di Sipios niece Giulia Di Sipio, som har ledet vingården. Og hun har løftet det generelle kvalitetsniveau betragteligt, bl.a. er der indført økologisk drift, streng udvælgelse af druerne, manuelt arbejde på markerne og stor nøjagtighed i produktionen.

Denne Montepulciano d’Abruzzo vel er at betegne som deres røde basisvin aka entry-level rødvin. Vinen er lavet på ren stål, men der er ingen oplysninger om gæring og maceration, men vinen er alene lavet og lagret på ståltanke samt flaske.

Som i de to forrige årgange, så har vinen en lækker duft … vild aromatisk, parfumeret med bio bio landlige noter, mødding, tør jord, balsamico eddike, saltlakrids, mentol, modne kirsebær, brombær og faktisk masser af sol og varme i frugten. Man fornemmer også en klar italiensk syre underneden. Der er måske ikke fint, sart og elegant, men fuck det dufter godt.

Vinen fortsætter indtrykket fra tidligere … solmoden frugt, lidt hvalpefedt på siderne, blød, saftig og læskende, men uden at blive for fed, for den bevarer fortsat en vis friskhed. Der er meget saft over smagen, men der kommer også lidt bløde tanniner og frugten virker også lidt lysere end i duften. Jeg er absolut fortsat meget begejstret for denne vin, så 5-5,5 houlbergske tomler.

Igen … server vinen forholdsvis kold … direkte fra vinkøleskabet er perfekt, da temperaturer i glasset hurtigt stiger nogle grader. Med for megen luft bliver aromaerne noget svagere.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 98 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Montepeloso, Alpha, Toscana, Italien

2013 Montepeloso, Alpha, Toscana, ItalienFra den karismatiske, dygtige, egenrådige og kompromisløse vinmager Fabio fra sit vinhus Montepeloso smager Houlberg nu vinen Alpha … en lille IGT Costa Toscana.

Det er ikke så lang tid siden, at jeg smagte vinen Eneo fra Fabio, som oprindelig stammer  fra Schweiz, men købte vingården Montepeloso i 1999 med en doktorgrad i historie med i bagagen, en totalt urokkelig beslutsomhed, en stor portion perfektionisme og et mål om at lave terroirtro og friske vine på franske og italienske druer, men samtidig med samme fylde og varme som i Bordeaux.

Mens de fleste af Maremmas producenter gerne dyrker i dalen, så laver Fabio vin op ad skråningerne, hvor vinene får mere mineralitet, nerve og liv på et helt andet niveau. Markerne med undergrund af ler og fossil kalk er perfekt til hans valgte druesorter.

Da han i 1999 købte Montepeloso af Willi og Doris Neukom, var vingården allerede etableret som en af Toscanas mest spændende ejendomme, men Fabio var overbevist om, at vinene ikke fik områdets terroir og potentiale frem.

Fabio Chiarelotto gik sine egne veje og ville ikke lytte til kloge ønologer. Han var besat af at lave vinene efter sit eget hoved og faktisk sket ikke interesseret i, hvad andre syntes om han eller hans vine. Han gik derfor i gang med at omlægge markerne, udskiftede flere tusinder vinstokke og accepterede et drastisk reduktion af udbyttet for at skabe større vin.

I kælderen arbejdede Chiarelotto på at gøre tanninerne i vinene blødere, forfine aromaerne og bedre integrationen af egefadene, og det gav pote. I dag betegnes Fabio som en virkelig en upcoming star i området og hans vine er stadig regulære kup i forhold til nabogården Tua Ritas 100-points vine.

I 2007 fik Fabio den schweiziske iværksætter Silvio Denz med som en investor i Montepeloso. Silvo er indehaver af adskillige Bordeaux-slotte, nemlig Château Péby-Faugères, Château Faugères, Château Rocheyron i Saint Emilion, Château Lafaurie-Peyraguey i Sauternes – og så er han også – sammen med Peter Sisseck – medejer af Clos d’Agon i Priorat og så ejer han også Lalique … den berømte glasproducent i Alsace.

Han bragte med sine penge til nye investeringer og frisk energi både fart og synergier til Montepeloso. Han har samtidig flair og erfaring i den internationale vinbranche, har samme lidenskab for enestående vine som Fabio og er dermed en perfekt samarbejdspartner.

Samlet har Montepeloso 30 hektar jord, men heraf er kun 14 hektar vinmarker med Montepulciano, Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Alicante, Marselan, Malvasia Nera og Alicante Bouschet.

Chiarelotto holder sig til sent modnende sorter og det er netop årsagen til at han aldrig har plantet Merlot ligesom næsten samtlige naboer i Val di Cornia og Bolgheri længere mod nord.

Her er det så hans Alpha vin med en grim etiket, men det skal du imidlertid ikke lade dig snyde af. Vinen er en Costa Toscana, der er en relativ ny IGT betegnelse oprettet i 2010  og spænder over hele Toscanas kyststrækning fra Grosseto i syd til La Spezia i nord.

Alpha er lavet på et blend af 40% Sangiovese, 40% Montepulciano, 10% Alicante og 10% Malvasia Nera. Druerne kommer fra de yngste  stokke på mellem 8 og 20 år og vinen er lavet med maceration over 8-15 dage, hvorefter vinen gennemgår malolaktiske gæring på franske fade, hvorefter den lagres i 12 måneder på fadene og efterfølgende 12 måneder på flaske.

I næsen er det blommer, kirsebær, tranebær,  tørt træ, en lidt skarp og meget dominerende syre med mynte, jod, medicinkasse, grønne grene samt en meget svag sødme. Der er noget meget tørt, woody, træagtigt over duften, som giver vinen kant. Der er røg, sur tobak samt måske endda lidt eukalyptus.

Smagen er – som duften – ufattelig tør som sammen med stramme, seje og stærke tanniner tører mundhulen totalt ud. Frugten virker lidt mere mørk og moden end duften indikerede, men suppleres af kamfer, stjerneanis, nelliker, bitter mørk chokolade, sort te og en streng italiensk syre.

Når den lige er ude af glasset, er den et bæst … giv den rigeligt med luft, så bliver bæstet mere tæmmet … en fabelagtig vin … rustik bevares, men med masser af lækker karakter.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7