Tag-arkiv: Italien

2020 Tenuta La Massa, La Massa, Toscana, Italien

2020 Tenuta La Massa, La Massa, Toscana, ItalienHos Kobaj indkøbsfællesskabet kan man på deres online-platform også købe flere vine fra den fabelagtige vinmager Giampaolo Motta og hans vinhus Tenuta La Massa. Her smager jeg deres 2020 La Massa.

Tenuta La Massa ligger i Panzano in Chianti nær Firenze og drives af den dygtige vinmager Giampaolo Motta. Vingården ligger på et sted, som kaldes La Conca d’Oro, det gyldne bassin på grund af de store sydvendte skråninger, der danner et gigantisk amfiteater med form som en muslingeskal.

Giampaolo Motta er oprindelig fra Napoli, hvor hans far havde en læderforretning, som Giampaolo også arbejdede en periode før han slog sig ned i Chianti området. Der startede han med at lave vin, men rejste senere til Bordeaux og arbejdede der i kældrene hos nogle af de meste berømte vinslotte i verden.

Han faldt omgående for Bordeaux, men vendte i 1991 tilbage til Chianti og købte vingården La Massa i Conca d’Oro ved Panzano … en smuk gård med 27 hektar vinmarker, hvor der har været dyrket vin siden 1500-tallet.

Hans idé var at lave Bordeaux inspirerede vine af samme kvalitet i Toscana og hans første vin var vinen Giorgio Primo, som også gjorde La Massa verdensberømt. Vinen har i starten en Chianti Classico DOCG på 96% Sangiovese og 4% Merlot, men i 2002 besluttede Giampaolo at de-klassificere vinen og ændre på blendet, således vinen bedre fangede det lokale terrior.

I dag består vinen af 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 5% Petite Verdot … altså et klassisk Bordeaux blend.

Siden 2008 har Giampaolo Motta haft hjælp fra den franske vinmager og ven gennem mange år Stephane Derenoncourt. Han rådgiver Motta om både markarbejdet og produktionen af vinene i kælderen … måske for at sikre bedst mulig reference til vinene fra Bordeaux.

Giampaolos 27 hektar vinmarker er ikke certificere hverken økologiske eller biodynamiske, Han arbejder dog efter bæredygtige principper og vil ikke have noget at gøre med pesticider eller syntetiske behandlingsmetoder.

Årsproduktionen på La Massa ligger på omkring 160-170.000 flasker, der pt. er fordelt på 3 forskellige vine … og en af dem er så denne La Massa, der også – som vinen Giorgio Primo – startede som en Chianti Classico DOCG vin, men også blev de-klassificeret i 2002 og nu er en IGT vin.

I denne årgang 2020 består La Massa af 60% Sangiovese, 30% Cabernet Sauvignon, 5% Merlot og  5% Alicante Bouschet, Den er gæret og macereret helt traditionelt og efter endt gæring lagret 12 måneder på franske egefade, heraf 20% nye fade.

Duftmæssigt er der bestemt nogle bordeauxfile træk … har en lidt støvet aroma med tobak, ristede noter, aske, blyanter, jod, balsamico og en frugt med kirsebær, kirsebærsauce, solbær, hyldebær, lakrids, mintchokolade, røg og mugne blade i skovbunden.

Hvor smager det godt … blødt, rundt og med denne flotte, indsmigrende og elegante frugtsmag. Igen er der masser af sorte kirsebær, solbær og blommer, mens tanninerne er tydelige, men er også godt integrerede. Syren er voldsomt elegant … alt er poleret, vedkommende, frugtrigt og smager vildt godt, så 95 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Cantine Francone, Barbera d’Alba Superiore I Patriarchi, Piemonte, Italien

2021 Cantine Francone, Barbera d'Alba Superiore I Patriarchi, Piemonte, ItalienDen anden Cantine Francone vin fra Kobaj indkøbsfællesskabet var så Francones 2021 Barbera d’Alba Superiore I Patriarchi, altså en vin i samme serie som foregående.

Her kommer Barbera druerne fra 2 marker i Neive kommune og det er nemlig Fausoni og San Cristoforo. På disse marker er alle druerne høstet manuelt i starten af oktober måned.

Gæringen og maceraion er sket traditionelt over 8-10 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på egefade samt på franske barriques.

Dejlig rund, vamset og lækker frugt … godt med fadnoter, der giver lidt sødme i næsen med mælkechokolade, candyfloss og vanilje. Det er mørk frugt med sorte kirsebær, solbær, blommer samt noget tyk blommekompot. Der er tørre og søde krydderier, men alt hænger fandens godt sammen.

I munden er der godt med syre …, en virkelig frisk og styrende syre, der både er livlig, maskulin, brovten og forførende. Jeg elsker denne friskhed. Frugten virker mindre mørk, meget syrlig og let bitter med syrlige kirsebær, solbær, ribs og lemon. Der er ikke mange tanniner, men har denne syrlige frugtnerve og energi. 92 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Cantine Francone, Langhe Chardonnay I Patriarchi, Piemonte, Italien

2022 Cantine Francone, Langhe Chardonnay I Patriarchi, Piemonte, ItalienCantina Francone ligger i landsbyen Neive … et stenkast fra byen Barbaresco i de bølgende bakker i Langhe. Nu smager jeg to vine fra vinhuset og den første er deres 2022 Langhe DOC Chardonnay I Patriarchi.

De 2 Cantine Francone vine er fremsendt fra Kobaj, som jo er et slags indkøbsfællesskab … en online-platform, hvor man køber vine direkte hos en række forskellige vinbønder i fællesskab med andre., hvilket er med til at gøre vinene billigere.

Cantine Francone er grundlagt i 1940 af Giovanni Battista, som overtog den kro, som hans far Alberto Battista havde drevet fælles med sin hustru Teresa. Da Giovanni overtog driften af kroen, så begyndte han samtidig at lave vin.

Det blev yderligere intensiveret i 1964, hvor Giovanni Battista sammen med sønnerne Mauro og Silvano byggede en ny vingård helt efter deres drømme … og den er den vingård, der fortsat i dag er kernen hos Francone.

Familiens banebrydende idé var at tilbyde overnatning og ophold til de første nysgerrige turister, der begyndte at udforske området og de fabelagtige vine fra  det blomstrende vindistrikt.

Den strategi viste sig at være en succes, og i dag kører vinhuset videre efter helt samme koncept med Mauros to sønner Marco og Fabrizio Francone i spidsen … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Samlet driver de 20 hektar vinmarker og laver årligt omkring 120.000 flasker vin og en af disse er altså denne Chardonnay I Patriarchi, som jeg smager i årgang 2022.

Chardonnay druerne kommer fra nogle af husets vinmarker i Neive kommune og de er høstet med håndkraft midt i september. Først har druerne fået en kort maceration inden presning efterfulgt af gæring på franske barriques fra Allier- og Vogesernes skovene.

Efter endt  fermentering er vinen lagret 8-9 måneder på barriques med løbende batônage og  derefter aftapning på flaske.

I næsen mærker du allerede fra start, at det er en fed, fadpræget og nærmest olieret Chardonnay, hvor frugten er fed og eksotisk, bløde pærer, bagte æbler, fersken, mango, ananas, banan og så linolie, lidt grønne elementer, honning, vanilje og svagt lidt nødder.

Smagen er også fed, tyk, cremet og olieret … masser af virkelig intens frugt, som også er småeksotisk med abrikos, fersken, pærer og grillet lemon. Syren er læskende dejlig, lidt mørk, maskulin, sødkrydret og spiller godt sammen med den fyldige og cremede frugt, hvilket også gør, at vinen hænger lang, lang tid i munden. 91 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Ca ‘d Tantin, La Tosta Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2021 Ca d'Tantin, La Tosta Barbera d’Asti, Piemonte, ItalienPaul sluttede selv ballet og det blev med et glas af en 2021 La Tosta Barbera d’Asti fra Ca ‘d Tantin Vini Biologici, der ligger ved Calosso i Langhe-Roero og Monferrato området i Asti provinsen syd for Asti by.

Vingården blev grundlagt for 150 år siden af Constantino, hvilket på piemontesisk hedder Tantin og så blev Ca ‘d Tantin også navnet … huset Tantin.

I dag drives vingården af Andrea Venturino, som er 4. generation og får hjælp af broderen Marco Venturino, men ellers sin kone, mor og brødrenes far, der også hedder Costantino og samlet driver familien vingården med dens 4 hektar vinmarker.

Filosofien har været den samme i mere end 140 år og det bliver nu videreført af Andrea Venturino, der fokuserer på produktionen af økologiske vine og det traditionelle håndværk.

Der anvendes ingen kemiske produkter på vingården og i kælderen tilsættes der ikke svovl. De lader græsset gro i rækkerne og fra tid til anden klipper de det, men anvender ingen herbicider, der ville forurene jorden og uundgåeligt ende i vinen.

Denne La Tosta Barbera d’Asti er lavet med ren Barbera fra 15-25 år gamle vinstokke, der efter manuel høst er afstilket og presset let i en gammel træpresse efterfulgt af gæring og maceration i egefade med løbede pumpovers.

Efter endt fermentering er vinen adskilt fra alle skallerne og så lagret 6 måneder på fadene og 2 år på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet beskedne 1.132 flasker og denne er nummer 657.

Duftmæssigt har vinen en slags leret aroma … modellervoks, noget tørt træ og en frugt af blommer, kirsebær og brombær, lidt tørrede blomster, grønne urter, en stenet mineralitet og virker samlet set noget mørk, kraftig og parfumeret.

I munden er vinen slet ikke så mørk, som duften indikerede, frugten er mere sorte kirsebær, brombær, ribs og lemon … måske endda lidt grapeskal, der giver kant, syre og bitterhed, men fortsat med noget saftighed over sig. Tanninerne er meget blide og milde, men syren virker sgu vild og helt sig egen, hvilket er rigtig godt. 92 point.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske omkring 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 La Spinetta, Barolo Garretti, Piemonte, Italien

2011 La Spinetta, Barolo Garretti, Piemonte, ItalienBarolo Garretti fra La Spinetta har jeg smagt før i årgang 2018, men Jan havde til vor vinaften taget 2011 årgangen med af den imposante vin.

Alle Nebbiolo druerne kommer fra 70 år gamle vinstokke på vinmarken Garretti i Grinzane Cavour. Høsten sker manuelt med sortering i vinmarken og derefter hjemme i kælderen.

Alle druerne blev så afstilkede, inden de så blev knust. Gæring og maceration er så sket i rotor-fermentorer, der sørger for, at der hele tiden er bevægelse i den gærende most. Gæringen tager omkring 14-15 dage inden malolaktisk gæring i brugte franske egefade.

Derefter er vinen lagret 24 måneder på 50% nye og 50% et år gamle franske 600-liters fade hvorefter den endelige vin sammenstikkes i rustfrie ståltanke og derefter flaskes den og lagrer yderligere 12 måneder på flaske.

Uha det dufter fandeme godt … pardon my french, men duften er bred, moden med parfumeret urkraft og modent fadpræg med aske, tørv, kul, appelsinskal, trøffel, østershatte, violer, tulipaner, gammelt læderbælte, vanilje, kanel, medicinkasser og hæfteplaster samt en moden frugt med syrlige kirsebær og ribs … aromatisk og moden parfumeret. Vildt lækkert.

Til trods for, at vinen er årgang 2011 er den spændstig, leverende, ungdommelig og stram. Tanninerne er vilde, knastørre og markante, således der sætter et udtørrende aftryk i ganen, snerrende, vred og utilnærmelig, som Nebbiolo skal være, når det er bedst. Der kommer lidt salt- og mentollakrids, en meget saftig og syrlig frugt med syrlige kirsebær, ribs og kandiseret granatæbler og lidt lemon bidrager til at gøre festen syrlig og præcis. 97 point.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor en flaske i en nyere årgang koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Maurizio Alongi, Vigna Barbischio Chianti Classico Riserva, Toscano, Italien

2020 Maurizio Alongi, Vigna Barbischio Chianti Classico Riserva, Toscano, ItalienI runde 2 startede Gert E atter og det blev med et glas af denne 2020 Vigna Barbischio Chianti Classico Riserva fra vinhuse Maurizio Alongi Società Agricola i Gaiole i smukke Toscana.

Maurizio Alongi er født og opvokset i Toscana og fik selv allerede en stor passion for vin, mens han stadig kun gik i skole.

Senere blev han ønolog og konsulterende vinmager og har i over 30 år hjulpet vinproducenter rundt om i Italien med at forbedre deres vine med en stil, der har været inspireret af hans forbillede Giulio Gambelli, som Maurizo selv beskriver som den største Sangiovese ekspert gennem tiden.

Men 2015 opfyldte han sin livslange drøm om at lave sin helt egen vin i Toscana. Efter lang tid søgen i både Gaiole, Radda og Castellina efter velegnede marker, så stødte Maurizio en solrig vinterdag ind i to vinmarker i Barbischio nær Gaiole in Chianti.

De to marker Vigna Poggio di Barbischio og Vigna Sabbie di Barbischio nel Comune di Gaiole in Chianti er på i alt 1,3 hektar og ligger i 435 meters højde og er omgivet af store skove med egetræer, kastanjer og tyrkiske eg beliggende tæt på den middelalderlige Barbischios landsby. De har vinstokke, der er omkring 30 år gamle og nogle endda over 40 år.

Flere fortalte Maurizio, at han var skør i at starte et projekt fra bunden i Chianti Classico. Han vidste også fra mere en 30 år med vin, at han skulle konkurrere med nogle rigtige store vingårde, som har været i regionen i generationer.

Til gengæld laver Maurizio kun én enkelt vin fra sine 2 marker ved Barbischio i udkanten af den østlige del af Gaiole. Høsten er stærkt begrænset med et høstudbytte på 26-27 hektoliter.

Vigna Barbischio Chianti Classico Riserva er lavet på 96% Sangiovese, 2% Malvasia Nera og 2% Canaiolo. Al høst er foretaget med håndkraft med en nænsom selektering. Druerne afstilkes og gærer under temperaturkontrollerede forhold på stål og manuel pumpover over 14 dage.

Herefter sker der malolaktisk gæring i ståltankene, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på tonneaux, hvoraf 15% er nye. Slutteligt lagrer vinen omkring 10 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der italienske hingste … virile, tørre og sparkende … der er gule blomster og pollen, violer, tørrede rosenblade, der er kirsebær, kirsebærsauce, rå champignon, lakridsrod, skovbund, røg samt helt svagt lidt grannåle. Det vælter op af glasset … virkelig en vild duft, ganske imponerende.

Smagsmæssigt har vinen også en vrinskende, tør og uforsonlig syre samt stramme tanniner. Den spræller i munden med lys frugt af ribs, kirsebær og derudover godt med lemon, der giver bitterhed, kant og syrlig saftighed. Det er som om, at smagen bare bliver ved og ved … intens, præcist og vildt, så dermed 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 310 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Cantine Paradiso, Mast Negroamaro, Puglia, Italien

2021 Cantine Paradiso, Mast Negroamaro, Puglia, ItalienMed næste vin, som hedder Mast Negroamaro, skal vi en tur til det sydlige Italien, hvor vi finder vinhuset med det dejlige navn Cantine Paradiso og jeg smager vinen i årgang 2021.

Cantine Paradiso hedder måske mere korrekt Vinolea Paradiso og  ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Apulien i Italien.

Paradiso familien har alle været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Denne Mast Negroamaro årgang 2021 er selvfølgelig lavet på ren Negroamaro og druerne er høstet i slutningen af ​​september, når de er let overmodne … ja faktisk er omkring 15-20% af druerne i klaserne let dehydrerede eller endda let visne.

Vinstokke er omkring 35 år gamle og giver meget lav produktion pr. hektar. Efter høsten er druerne afstilket og knust let, hvorefter der sker macération carbonique som i fx Beaujolais og der er for at øge fornemmelsen af tørret frugt i vinen.

Gæring og maceration sker i temperaturreguleret ståltanke over 10-15 dage med periodisk overpumpning. Efterfølgende sker der så en malolaktisk gæring og vinen lagrer 12 måneder på barriques samt yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duft er solvarm, fed, mørk og dyb … godt med lakrids … både sød finsk og tør engelsk lakrids, bagte blommer, blåbær, brombær samt svesker, gammel og fed balsamico, vaniljetærte og crème brûlée og søde krydderier. Det er intenst, mørkt og mægtigt.

I munden er det en fyldig, solvarm, kraftig og sødlig vin … en rigtig dansker-vintervin, der kan give varme helt ind i knoglerne. Den er en rigtig syditaliensk basse- og bamsevin, men selvom den er alt for sød for mig, så er det skruet ganske fornuftigt sammen, for du får masser frugt, søde krydderier, lidt peber og tykfed saftighed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, Italien

2019 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset Duesoli, Piemonte, ItalienSom sidste gang jeg smagte vin fra Piercarlo Culasso, så blev Barbaresco Faset efterfulgt af den endnu bedre Barbaresco Faset Duesoli. Det var også tilfældet denne gang, hvor jeg smagte Duesoli årgang 2019.

Druerne til denne vin kommer fra et særlig område på Faset marken med sit helt eget mikroklima nær Tanaro floden i 250 meters højde, for når solen går ned over floden, så genspejler solen sig helt op på det område, hvor vinstokkene til Duesoli står … deraf også det unikke navn Duesoli, som betyder to sole.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret et par måneder på egefade efterfulgt af 24 måneder på franske barriques samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen endnu lysere end forrige Barbaresco Faset … helt transparent med en farve som røde mursten med nogle småbrunlige nuancer og en herlig aroma, der både har noget gammelt træ, som i husene i den gamle by suppleret med tørrede rosenblade, violer og et gammelt læderbælte, champignon og tjære. Frugten virker både lys, moden og saftig med skovjordbær, hindbær, granatæbler, lidt fennikel, lakrids og sød vanilje. Det dufter vandvittigt godt og den har en elegance, som ville gøre mange bourgognevine grønne af misundelse. Det er parfume for sjælen.

UHHHHHHH … sådan smager den sgu også. Det er som en blid massage af svælg, sjæl og legeme. Overbevisende blødt, cremet, lyst, sart og feminint. Som med 2018’eren har vinen denne lyse og pænt modne frugt, som nærmest bare smelter i munden og gør dig glad i låget.

Frugten er lys med en lille koket sødme … jordbær og hindbær med nogle lemonbitre fine noter, hvormed der bliver en rank, præcis samt meget livlig vin, hvor syren elegant danser i samme takt som hjertet, mens stramme og fine tanniner giver tonsvis af tørhed, kant og viser Nebbiolo druens bedste sider. Det er sgu ganske formidabelt og jeg falder igen på halen og tager mig til hjertet, som jeg lige har mistet, men sådan er det jo at blive forelsket … 97 point. Smukt.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 349 kr., hvilket faktisk er temmelig billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, Italien

2020 Piercarlo Culasso, Barbaresco Faset, Piemonte, ItalienI februar måned sidste år stiftede jeg bekendtskab med Azienda Agricola Piercarlo Culasso via 3 forskellige vine. En af disse var denne Barbaresco Faset, som jeg smagte i årgang 2019, men nu smager jeg så 2020’eren.

Da jeg smagte Culassos 2021 Langhe Nebbiolo skrev jeg en masse om vinhuset, så det gør jeg ikke igen. I stedet ser jeg blot nærmere på denne Barbaresco Faset, hvpr Nebbiolo druerne kommer fra en række vinstokke, der er 23 til 60 år gamle på Faset marken i 250 meters højde.

Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret 12 måneder på store 4.200 liter fade samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften minder fabelagtigt meget om 2019’eren, for de første noter, som rammer mig er igen kamfer og nøddeolie, som følges op moden frugt med moreller, hindbær og ribs, men virker pt. lidt lukket. Der er også lidt violer og appelsinskal, en smule fond, men har fortsat denne lyse og elegante side.

Smagen er let, lys og balanceret med en sødlig Campari bitterhed og i det hele taget ganske levende og frisk i stilen. Det er nærmest sart, fint og feminint i stilen med lyse kirsebær, moreller, ribs og tranebær, noget lys balsamico, mens tanninerne er tørre, finkornede og ganske medgørlige, hvilket gør vinen meget imødekommende og aldrig vild som Nebbiolo virkelig kan være i stand til. 94 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2022 Monchiero Carbone, Regret Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienFrancesco Monchiero fra det piemontiske vinhus Monchiero Carbone står bag denne Regret Langhe Nebbiolo, som jeg nu smager i årgang 2022.

Jeg har før stiftet bekendtskab med Monchiero Carbone da jeg i august måned sidste år smagte denne vin i årgang 2021 og en  2022 Pelisa Barbera d’Alba.

Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset, historien, markerne og deres forskellige vine, så nu kigger jeg bare nærmere på denne 2022 Regret Langhe Nebbiolo.

Vinen er lavet med gæring og  maceration over mindst 15 dage og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gærring. Derefter er vinen så lagret 6 måneder med 30% af vinen i barriques, som er brugt to eller tre gange før, mens de resterende 70% blot lagres i ståltanke inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Duftmæssigt minder 2022’eren meget om den tidligere årgang, hvor der er godt med blomster i form af violer, roser og tulipaner, en frugt med jordbær, hindbær, ribs og atter denne aroma af tør jord, egetræ, cedertræ, medicinskab ,,, virker tør, støvet og frisk, men har sjovt nok ikke denne lille vaniljesødme, som 2021’eren.

Smagen er tør, elegant og har denne frisk, lyse og strenge frugt med tranebær, moreller, hindbær og ribs. Der er også tørre tanniner, men selvom de er markant, tørre og stramme, så de sætter dig på tungen og i overmunden, så er de aldrig helt vilde. Smagsmæssigt kommer sødmen en smule frem, men samlet tørt, stramt og en frisk vin, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7