Den anden Cantine Francone vin fra Kobaj indkøbsfællesskabet var så Francones 2021 Barbera d’Alba Superiore I Patriarchi, altså en vin i samme serie som foregående.
Her kommer Barbera druerne fra 2 marker i Neive kommune og det er nemlig Fausoni og San Cristoforo. På disse marker er alle druerne høstet manuelt i starten af oktober måned.
Gæringen og maceraion er sket traditionelt over 8-10 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på egefade samt på franske barriques.
Dejlig rund, vamset og lækker frugt … godt med fadnoter, der giver lidt sødme i næsen med mælkechokolade, candyfloss og vanilje. Det er mørk frugt med sorte kirsebær, solbær, blommer samt noget tyk blommekompot. Der er tørre og søde krydderier, men alt hænger fandens godt sammen.
I munden er der godt med syre …, en virkelig frisk og styrende syre, der både er livlig, maskulin, brovten og forførende. Jeg elsker denne friskhed. Frugten virker mindre mørk, meget syrlig og let bitter med syrlige kirsebær, solbær, ribs og lemon. Der er ikke mange tanniner, men har denne syrlige frugtnerve og energi. 92 point.
Kan købes via Kobaj til en pris på 139 kr. ved køb af 6 flasker.