Tag-arkiv: Bourgogne

2022 Domaine Les Champs Baudots, Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits, Bourgogne, Frankrig         

2022 Domaine Les Champs Baudots, Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits, Bourgogne, Frankrig   Jeg fortsætter lidt i samme spor, for den næste er også burgundisk, men en 2022 Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits fra det lille vinhus Les Champs Baudots i Villars-Fontaine

Vingården er grundlagt i 2005 af Cédric Bissey, da et par år tidligere havde overstået en vinuddannelse i Beaune sideløbende med et job hos Jafflin i Nuits-Saint-Georges,

Som overtog som 3. generation sin families lille vingård på sølle 1 hektar, men skabte hurtigt en større vingård på i samlet 2,5 hektar i Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits via en række lejeaftaler.

I 2008 stoppede Cédric så sit sideløbende arbejde og satsede 100% på sin egen vingård, da han også købte nogle marker i Côte de Nuits-Villages og forpagtede andre vinmarker.

I dag har Cédric Bissey i alt 11,5 hektar vinmarker, der ligger under 5 forskellige appellationer. Denne Bourgogne Hautes-Côtes de Nuits er lavet på Pinot Noir druer, som Cédric håndhøster fra ler- og kalkstensholdigemarker i Marey Les Fussé.

Vinen er lavet helt traditionelt … og i kælderen er vinen lagret 10 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf 10 % er helt nye.

Der er sgu mere karakter, dybde og sammenhæng end foregående Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune. Vi er fortsat i den lette og lyse lingeriafdeling, men frugten virker mørkere, mere kompleks, moden med nogle træagtige noter, nødder, tørrede rosenblade, skovbund og efterårsblade, lidt mælkechokolade og karamel.

Hvor smager den godt … virkelig skruet fandens godt sammen og igen har de lyse frugter af jordbær, hindbær og syrlige kirsebær lidt mere mørke, kraft og samtidig er de mere runde og venlige. Det gir’ en koncentreret smag, masser af lækker frugt, let peber, krydderier samt let lemon bitterhed med en smule røget sødme, tørhed  og tørre tanniner med et tørt bid. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine Claudine Gérard, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Claudine Gérard, Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune, Bourgogne, FrankrigStéphane Brocard laver i sit negocianthus Closerie des Alisiers i Marsannay også vin for andre producenter i Bourgogne og dette er en af disse … en 2022 Bourgogne Hautes-Côtes de Beaune fra marker tilhørende Domaine Claudine Gérard.

Jeg har før skrevet om den dygtige Stéphane Brocard, så derfor kigger vi da bare lidt videre på Domaine Claudine Gérard, der før hed Domaine Léon Gerard og ligger i Meloisey. Det er en meget lille familiejet ejendom i Hautes Cotes de Beaune, der i dag nu ejes af Madame Claudine Gérard, men det er Stéphane Brocards negocianthus, der har lavet denne 2022 Hautes-Cotes-de-Beaune.

Alle Pinot Noir vinstokkene passes i overensstemmelse med bæredygtig vindyrkning og kommer fra 40 år gamle vinstokke på en højtliggende kalkstensholdig mark i Meloisey.

Vinen er lavet med maceration over 10 dage ved 28-30 grader og derefter er gæringen fortsat op til 34 grader i samlet 3 uger. Efter en endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 1-2 år gamle 228 liters burgundiske barriques.

Duften er sådan lys og let med tørrede roser, violer, grønne blade samt en frugt med tranebær, vilde hindbær og ribs, tør lerjord samt aske, røg, tørt træ og egentlig sådan meget straight-forward uden større svinkeærinder … bare ren og lidt rustik.

I munden er har vinen nærmest en parfumeret saftighed, en lys, syrlig og læskende frugt med hindbær, tranebær, masser af ribs samt en smule lemon og citron. Dermed bliver det en frisk vin … lidt rustik og har en sødbitter kant, fine tanniner, lidt fennikel og mørkbitter chokolade, hvorved jeg havner på 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Prosper Maufoux, Rully 1er Cru Grédigny, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Rully 1er Cru Grédigny, Bourgogne, FrankrigPænt vejr forleden, selvom det virker som om, at vinteren ikke helt vil slippe taget. Man så kan man jo nyde et glas hvidvin på terrassen i de eftertragtede solskinstimer, som fx en 2022 Rully 1er Cru Grédigny fra Prosper Maufoux.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi husets hvide Rully 1er Cru Grédigny i årgang 2022 og den er lavet på 100% Chardonnay fra den 3,2 hektar frimærkestore, velansete og 1er Cru mark Grésigny, der skråner optimalt mod sydøst.

Efter høsten er druerne sorteret grundigt, så kun kernesund og ekstra aromatisk frugt finder vej til den færdige hvide bourgogne. Efter endt gæring er vinen lagret 15 måneder på burgundiske 228 liter barriques, hvoraf 20% er helt nye fade.

Dejlig fadlagret Chardonnay, hvor afsmitningen fra fadene aldrig bliver for voldsomme, men fortsat giver denne dejlige smørfedme med både nødder, brunet smør, fersken, papaya, pærer, gule æbler og grillede citroner, kalket mineralitet, flint, sten samt lidt bivoks, linolie, æter samt ristet toast. Det dufter sgu fremragende.

I munden er citrusfrugten mere klar, ren og rank … der er igen lidt grillet citron, letbitter lemon og mest af alt grape suppleret med en lille saltet mineralsk fornemmelse. Selvom frugten står pivskarp, så leveres det hele cremet og yndigt … hele tiden med denne fine, rene og pivskarpe frugt, der også hænger lang tid i munden bagefter, så dermed 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Veuve Henri Moroni, Maranges 1er Cru Clos des Rois, Bourgogne, Frankrig

2019 Veuve Henri Moroni, Maranges 1er Cru Clos des Rois, Bourgogne, FrankrigI Puligny-Montrachet finder vi den lille vinhus Veuve Henri Moroni, som har eksisteret i mere end halvfjerds år og derfra havde Steffen så taget denne 2019 Maranges 1er Cru Clos des Rois med.

Vinhuset er etableret i 1940, hvor Henri Moroni startede med at lave sine egne vine. Det var i en tid, hvor de fleste andre vinavlere blot solgte deres produktion til det lokale kooperativ og det havde Moroni familien da også tidligere gjort.

Desværre døde han kort efter, så i 1946 tog hans enke over og arbejdede hårdt for med at skabe endnu bedre vine og det gjorde hun faktisk frem til 1982, hvor Marc Jomain overtog vingården.

I dag er det Marcs børn, Catherine, Philippe og Christophe som driver virksomheden og fortsætter familiens traditioner. De har i alt 9 hektar vinmarker i Puligny-Montrachet, Chassagne-Montrachet og det er bl.a. også 1er Cru og Grand Cru marker, men de lavet nu også vine som negociant med opkøbte druer.

Her smager vi husets 2019 Maranges 1er Cru Clos des Rois og Maranges appellationen ligger sydligst i Côte de Beaune syd for Santenay og Chassagne Montrachet.

Maranges er ikke særlig kendt og derfor kan der her gøres virkelig gode køb, da kvaliteten hos de gode producenter ofte er meget høj i forhold til prisen. I Maranges er der samlet 7 styk 1er Cru vinmarker og der er Le Clos des Rois – placeret nederst på den gyldne skråning – blandt de bedst beliggende.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den sker helt klassisk med gæring i egekar og efter endt fermentering lagring på 228 liter barriques … men hvor lang tid fremgår heller ikke.

Sikke dejlig aroma … let, lys og landlig … har de for Borgogne lidt klassiske grønne noter, kamfer og en pågående frugt med kirsebær, moreller, kirsebærsten, hvid peber samt lidt blomster.

Det smager lige sådan … let, lys og landlig, masser af lys og let frugt med moreller og lyse kirsebær, der virker fine, sarte og feminine, der lige giver vinen et ekstra gear. Læg dertil en let tanninstruktur samt en lidt læskende lys saftighed, så har du en lille vinder. 94 point.

Forhandles af Lorentsens Vinforsyning, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Jean Bouchard, Santenay, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Bouchard, Santenay, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte med næste vin i Frankrig, men rykkede lidt længere mod syd til Bourgogne, for i centrum af Beaune finder vi vinhuset Jean Bouchard, der står bag denne 2018 Santenay.

Domaine Jean Bouchard har en lang historie, der strækker sig tilbage til 1926, da Bichot-familien begyndte at samarbejde med huset Jean Bouchard, som oprindeligt var baseret i Bordeaux.

Huset oplevede en sand økonomisk opblomstring i 1955, der førte til, at Bichot-familien købte det og satte Jean Bouchard i spidsen for virksomheden, der overordnet hed Maison Albert Bichot.

Gennem tiden har huset gennemgået en revitalisering, især i begyndelsen af 2000-tallet, hvor Maison Albert Bichot udvidede sit sortiment af Bourgogne vine, opkøbte flere ejendomme og marker samt og øgede sit fokus på detailhandel.

Således ejerJean Bouchard aka Maison Albert Bichot i dag Domaine Long-Depaquit i Chablis med 65 hektar, Domaine du Clos-Frantin og Château-Gris i Nuits-Saint-Georges med 7,3 og 3,5 hektar, Domaine du Pavillon i Pommard med 15 hektar, Domaine Adélie i Mercurey med 7,8 hektar og Domaine de Rochegrés i Moulin-à-Vent med yderligere 5,2 hektar. Men derudover opkøbes der også druer fra andre avlere.

Dermed dækker Jean Bouchard terroirs fra Chablis i nord til Mâconnais i syd, hvilket både inkluderer en række regionale og landsby appellationer samt Premier og Grand Crus. Produktionen omfatter hovedsageligt hvidvin, men der laves også rødvine og mousserende vine.

Der laves således sindssygt mange forskellige Jean Bouchard vine og én af disse er denne Santenay fra nedre skråninger af Mont-de-Sène i Côte de Beaune. Vinen er lavet med gæring i temperaturstyrede åbne kar ved 28-30 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret 12-14 måneder på barriques, heraf højst 15% nye fade.

I næsen er der en mørkere og ganske landlig Pinot Noir … der er tydelig fadpræg med træ, vade fade, lakrids og jordnødder, mens frugten mest er jordbær og hindbær suppleret med lidt oksefond.

Selvom det jo er en lettere vin, så er den alligevel kødfuld, men samtidig virkelig blød og frugten smelter næsten i munden med en smule sødme, kirsebær, jordbær og hindbær. 92 point.

Kan ikke se en forhandler herhjemme, men i Frankrig kan vinen findes til 19,99€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Daniel Dampt & Fils, Chablis Premier Cru Côte de Léchet, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Daniel Dampt & Fils, Chablis Premier Cru Côte de Léchet, Bourgogne, FrankrigDerefter stod den på Chablis … lækker Chablis i form af denne 2020 Chablis Premier Cru Côte de Léchet fra Domaine Daniel Dampt & Fils, der ligger ved den lille by Milly vest for Chablis by.

Domaine Daniel Dampt & Fils har mere end 150 års historie i vinproduktion og ejes og drives i dag af de to brødre Sébastien og Vincent Dampt.

De viderefører de traditioner, som de har fået fra deres far Daniel Dampt og deres bedstefar Jean Defaix og driver domænet efter bæredygtige principper.

De har omkring 30 hektar vinmarker, herunder 10 hektar Chablis Premier Cru vinmarker og 12 hektar Petit Chablis vinmarker og da også parcel på Grand Cru marken Bougros på den højre side af Serein floden.

Deres Premier Cru vinmarker omfatter parceller på markerne Côte de Léchet, Vaillons, Fourchaume, Les Lys og Beauroy.

De 2 brødre er innovative og plejer vinstokkene, deres frugter og vinene laves udelukkende i rustfri ståltanke for af fremme Chablis’ karakteristiske karakter og friskhed.

Sådan er denne 2020 Chablis Premier Cru Côte de Léchet således også lavet, altså på ståltanke. Marken Côte de Léchet ligger på den venstre bred af Serein floden og stokkene er 30 år gamle. De har 2,8 hektar på Côte de Léchet.

Gæring er sket i ståltankene og det er den malolaktiske gæring også, hvorefter vinen blot er lagret i tankene i en periode inden aftapning på flaske og frigivelse.

Dejligt ren duft … nøddetkompot i selskab med grønne pærer, bløde pærer, modne æbler, lidt fersken og en stenet aka kalket mineralitet, lidt blomster, hvid peber og ganske svagt en smule honning.

Smagen er lidt i samme kaliber … meget ren, klar og sprød mineralsk, suppleret med kalksten, skolekridt, pærer, grape og lemon. Det er på overfladen blød og cremet, men frugten er krisp og syren mineralsk og frisk, hvilket giver et flot udtryk. 93 point.

Ikke fundet herhjemme, så prisen keder jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine du Clos des Poulettes, Côte de Nuits Vierville, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine du Clos des Poulettes, Côte de Nuits Vierville, Bourgogne, FrankrigTilbage i maj 2022 mødte jeg Hélène Michaut fra vinhuset Domaine du Clos des Poulettes til Bourgogne Branchesmagning arrangeret af Vinmonopolet.dk. Nu smager jeg igen en vin derfra, nemlig denne 2020 Côte de Nuits Vierville.

Domaine de la Poulette er en meget gammel ejendom, der er beliggende i Corgoloin i Nuits-Saint-Georges. Vinhuset har egentlig været i familiens eje i 7 generationer. Det var reelt  Lucien Audidier, der startede Domaine du Clos des Poulettes, da han blev gift med en helt ung kvinde, hvis familie havde ejet vingården i Corgoloin siden det 17. århundrede.

Siden gik ejerskabet i 1994 i arv til datteren Françoise Michaut-Audidier og hendes mand François, som allerede på det tidspunkt var stærkt involveret i vinproduktionen og i dag er det deres datter Hélène Michaut, der står for driften … og siden 2009 alene efter hendes søster Carolines dødsfald.

Vingården hedder både Domaine Audidier, Domaine de la Poulette samt Clos des Poulettes og har sit navn efter den monopolmark, som familien ejer, nemlig den 1 hektar store mark Clos des Poulettes, der er omkranset af 3 mure og anlagt i terrasser.  Den udgør en af de 16 hektar vinmarker, som godset har ved byerne Corgoloin, Nuits-Saint-Georges og Vosne-Romanée.

Til Bourgogne Branchesmagningen i 2022 smagte jeg også denne Côte de Nuits Vierville, men dengang var det i en årgang 2019, men nu er det altså årgangen nyere.

Vinen er som alle rødvinene hos Domaine du Clos des Poulettes lavet i små termoregulerede gæringskar. Efter fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage, hvorefter der sker malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228 liter egefade, heraf op til 20% nye fade. Aftapning udført efter let klaring, men uden filtrering.

Hold da op … hvor er duften ung, grøn og urtet. Der er grønne blade, ligusterhæk, afbarkede grene samt et medicinskab, fennikel, selleri og en frugt med syrlige kirsebær, lyse blommer, boysenbær … og man kan næsten ud fra duften fornemme den våde vinkælder, hvor vinen laves, suppleret med lidt nelliker og let kanel.

Smagen er langt bedre end duften … langt mere blød og cremet, mere sammenhængende og har også bedre balance mellem en lidt mørk, småopulent og intens frugt samt noget frugtsødme. I munden er der violer, tobak, lakrids, lidt sød mentol, karamel samt tanniner, der er markante, rustikke og lidt brovten, men suppleret med lidt peber, nelliker og en stenet mineralitet, så er vinen så klart bedre end 2019’eren, så dermed lige knap 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine de la Motte, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de la Motte, Chablis, Bourgogne, FrankrigSå skiftede vi lige spor, for den næste vin i glasset er denne 2022 Chablis fra Domaine de la Motte, der ligger i byen Beine i Chablis og drives af Michaut familien.

Domaine de la Motte er grundlagt i 1960’erne og er siden gået i arv fra far til søn. Oprindelig var det Henri Michaut, der startede med at lave lidt vin fra 2 hektar vinmarker og ved siden af også passede lidt køer og almindelig agerbrug.

Hans 3 sønner Jean, Christian & Bernard sluttede sig løbende til vingården startende med Jean i 1970 efterfulgt af Bernard i 1974 og Christian i 1990. Samtidig kom Claude Robin også med i eventyret og drev sammen med Michaut-brødrene vingården i 1980’erne.

I starten blev hele høsten blot solgt til kooperativet La Chablisienne, som ejes af en  gruppe vinbønder, der producerer og sælger vine fra medlemmernes druer. Men det ændrede sig i 1990’erne, hvor man selv begyndte at lave, flaske og sælge husets vine.

I 2005 kom Chrisians søn Guillaume Michaut og med i driften, men siden 2010 har det været Bernards søn Adrien, som er ansvarlig for hele driften af vingården.

Han har også udvidet med køb af nye marker, så i dag har Michaut familien sammenlagt 53 hektar marker i Chablis med vinstokke i kimmeridgiansk kalkrig jord og laver årligt 350.000 flasker vin.

Druerne er kommer fra en 22 hektar stor mark tæt ved Beine, hvor vinstokkene er 6 til 50 år. Druerne er maskinhøstede for at bevare smagens friskhed og renhed. De er høstyet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er der sket pneumatisk presning, hvorefter vinen har lagt køligt i 24 timer i rustfrie stålkar. Gæring er så sket i store samt termoregulerende ståltanke i over 15 dage ved 28 grader og så har den gennemgået en malolaktisk gæring.

Efter gæring er vinen så lagret 8-12 måneder med 90% i rustfri ståltanke og 10% på egefade. Huset laver årligt 100.000 flasker af denne vin.

Næsen er vildt kridtet og kalket … nærmest samme aroma, som opleves i en drypstenshule. Det er samtidig lidt landligt, animalsk og har en lidt olieret grøn side med stikkelsbær, piegon madæbler,  nogle lidt oxyderede noter, pærer og mælkebøtter.

I munden har vinen en fin og  tynd balance mellem en ren, klar og spinkel saft og nogle lidt federe olierede smage. Der er godt med en frisk og saftet frugt, masser af æblemost fra småsyrlige æbler, noget pærecider og læskende venlighed. Hele tiden mærker man også en hvid, sart og mineralsk kalket side, som giver struktur, rygrad, kant samt forfriskende renhed. Det smager rigtigt godt, så 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, FrankrigDomaine Frédéric Esmonin er jeg stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Det er et negocianthus, som vi denne aften smagte vi en 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques fra.

Familien Esmonin driver både eget vinhus, som er kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin og negocianthuset Domaine Frédéric Esmonin, hvor de laver vin på opkøbte druer.

Les Estournelles råder over omkring 6,5 hektar vinmarker, hvorfra man laver husets egne vine. Indtil 1987 solgte familien dog alle egne druer til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques er således lavet med opkøbte druer, som kommer fra den meget kendte 1er Cru mark, Estournelles Saint-Jacques i Gevrey-Chambertin. Den er lavet med gæring i åbne gæringskar og lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er det en lidt bondsk og landlig vin … igen fornemmer man Gevrey-Chambertins lidt mørke og fyldige siden, selvom det fortsat er en let og luftrig burgundisk vin med det lille grønne islæt. Frugten er jordbær, blommer, skovbær og mørke hindbær, men fadene giver også noget nødder, lakridskonfekt og vanilje.

Smagen er smooth, cremet og overraskende sødlig blød. Til at starte med er det cremet, venlig og fyldigt, men frugten er stram og præcis med jordbær, ribs og lemon, der lige bider og knurrer. Tanninerne er ranke og mægtige, men smelter sammen med en fin, sart, grøn samt delikat syre, som giver vinen god balance. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine og Meny supermarked  … og i Meny kan vinen fås til 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Domaine Pierre Naigeon, Gevrey Chambertin En Vosne Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Pierre Naigeon, Gevrey Chambertin En Vosne Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigDomaine Pierre Naigeon – som blev solgt i 2019 og samtidig fik ændret navnet til Domaine les Astrelles – står bag denne 2018 Gevrey Chambertin En Vosne Vielles Vignes, som blev næste vin ved byggemødet.

Domaine Pierre Naigeon ligger i i Gevrey-Chambertin, begyndte at producere vin i 1890 og har udviklet sig markant siden.

Familien har været i området siden 1700-tallet og oprindeligt var familien bødkere, men købte en lille plet, jord så de selv kunne producere et par fade vin om året, dog ikke nok til at de kunne leve af det.

I 1950’erne blev jordbesiddelserne udvidet med et parceller på Grand Cru vinmarker i både Côte de Nuits, Charmes-Chambertin og Bonnes-Mares.

Senest var det som 5. generation Pierre Naigeon, som har ledet vingården med dens i alt 11,5 hektar vinmarker, men derudover har man også købt druer fra andre vinavlere. Pierre Naigeon praktiserer bæredygtigt landbrug uden brug af herbicider, insekticider eller syntetiske midler mod råd .

I 2019 solgte Pierre Naigeon imidlertid vingården til Jean Marie Chapier, der ikke selv var vinbonde, men kom fra den medicinske verden. Han har dog aktivt medlem i GAEC (good agricultural and environmental conditions) i Bergerac og delte samme visioner om det rene terroir og bæredygtighed som Pierre Naigeon.

Denne 2018 Gevrey Chambertin En Vosne Vielles Vignes er dog lavet af Pierre Naigeon før salget af vingården. Den er lavet på druer fra en lille østvendt parcel på marken En Vosne lidt ved siden af den gamle kirkegård i  Gevreys i det nordlige Côte de Nuits, hvor jorden er præget af en kombination af kalksten og rød ler.

Marken er drevet økologisk og blev også i 2019 certificeret økologisk. I 2018 høstede Pierre Naigeon 45 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med gæring i egekar helt uden tilsætning af svovl og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på barriques. hvoraf 20% fornyes hvert år. Vinen er flasket uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt var jeg også selv i Pinot Noir land, men jeg havde ikke lige spottet, at det vor burgundiske dråber. Den har nemlig lille note af tændstikker eller svovl, men derudover er der lidt blomsterbutik, mødding og dermed virker den bondsk og landlig. Der er blommer, sorte kirsebær, tranebær, kristtjørn, laurbærblade og våde fade … men der kommer også små syrlige lemondrops. Herligt.

Smagsmæssigt har den noget fedme og mørke, hvilket vel også er ganske kendetegnede for vinene fra Gevrey Chambertin. Den har en lidt bondsk og landlig smag, men en virkelig frisk syre, der samtidig har noget bitterhed, lemonagtige elementer, peber samt knastørre tanniner … stramme vil de fleste sikkert sige, men de er samtidig ret fine og sammen med dybden i frugten er det temmelig godt. Jeg rammer lige 94 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7