Tag-arkiv: Umbrien

2015 Bocale, Trebbiano Spoletino Umbria IGT, Umbrien, Italien

Denne Trebbiano Spoletino Umbria IGT er en ny vin hos Bocale … husets første hvidvin og første vin i det lille, hurtige smageprogram.

Det blev en stående smagning ved et glasbord midt i husets lille smagelokale. Det passede de andre vinjournalister fint, selvom jeg gerne havde brugt mere tid på stedet.

Nå, men vinen er lavet i 4.800 eksemplarer, lavet på rustfrie ståltanke og lagret på disse i 6 måneder. Ellers har jeg ingen yderligere oplysninger om vinen eller produktionen.

Næsen er både æbler, fersken, lidt citrus og jeg får igen disse Riesling noter, som jeg tidligere har oplevet med Spoletino druen. Denne vin virker derudover til at ha’ god fylde og er lidt fed samt smøret i duften.

I munden bekræftes fedmen, for vinen er meget blød, cremet og rund med en pæn portion sødme. Den mangler måske noget af det skarpe og præcise, som jeg fandt hos både Le Cimate og specielt Perticaia. Men ellers en lækker vin.

Forhandles herhjemme af Cavalcade Vine, hvor prisen er 99 kr.

Rating 4,5/7 

Besøg hos Bocale di Valentini … uden Valentino

Lad os – midt i det skiftende danske sommervejr – lige kaste et blik på endnu et af de umbriske vinhuse, som jeg besøgte under mit ophold i Montefalco, nemlig Azienda Agricola Bocale di Valentini. Det var nemlig næste stop efter Caprai.

Der var imidlertid tilsyneladende ingen hjemme i det lille vineri, da vores chauffør satte os af. Det lille, gule hus lå helt forladt, nærmest midt i vinmarkerne. Og der stod vi så.

Bjergtagende udsigt fra det lille vinhus Bocale.

Men efter et kort telefonopkald fra vores chauffør, så dukkede Ennio Valentini op med et stort smil og undskyldte, at hans søn og husets vinmager Valentino Valentini – jeps, det hedder han – desværre var forsinket, men på vej til vineriet. Der ville dog gå 25-30 minutter inden han kunne være fremme.

Vi blev enige om, at det ikke var nødvendigt, at Valentino ræsede afsted, da vi i forvejen var forsinket i vort stamme program. I stedet forslog vi, at Ennio blot kunne guide os hurtigt gennem vinene. Og så måtte vi desværre også springe rundvisningen i vineriet over. Med andre ord en hurtig splash’n’dash vinsmagning.

Det ser ikke ud af meget, men der ligger en større vinkælder under det lille, uanseelige, gule hus. Og der var ingen hjemme, da vi ankom.

Det var måske okay, da Bocale Valentini Viticoltori di Montefalco faktisk kun laver en Rosso samt en Sagrantino … hvis vi snakker de almindelige vine. Selvfølgelig laver han også Passito og endda en grapa. Det skulle dog vise sig, at han også i 2015 er startet med at lave en Trebbiano Spoletino vin.

Familien Valentini grundlagde vinhuset Bocale i 2002, men familien stammer oprindeligt fra området omkring Montefalco. De navngav vinhuset efter de gamle 2 liters jugs, som man brugte til vin og lokalt kalder bocale … et navn, som man også brugte som øgenavn til Valantinos bedstefar, som altid gik rundt og drak af de store flasker.

Bedstefaren havde også været vinmager og havde siden 1927 produceret vin. Og den tradition vendte familien således tilbage til i 2002 og synes, at de ville ære bedstefaderen ved at anvende hans øgenavn til det nye vinhus.

Vinhuset ligger i Fratta Alzatura nær Madonna della Stella omkring 6 kilometer fra Montefalco by. Det er et område, som er kendt for dets store kloster og ellers har en fantastisk udsigt udover dalen mod Spoleto.

Indenfor i det lille smagelokale, hvor vinene dog står fremme til display.

Det er Ennio og Lucianas søn Valentino Valentini,  som står for produktionen af vinene fra familiens samlede 5 hektar vinmarker. Det giver basis for en lille produktion på omkring 20-25.000 flasker vin hvert år.

Valentino er endda tidligere borgmester i Montefalco og laver vinene på Bocale med rådgivning fra ønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini. Selvom de ikke er certificeret, så driver de stedet efter økologiske principper og anvender også alene druernes naturlige gær i fermenteringen.

Foto fra markerne … taget mens vi lige ventede.

Vi fik en fin lille – og hurtig – smagning forestået af Ennio, som er en rigtig rar og gæstfri mand. Han kunne ikke snakke så meget engelsk, men snakkede imidlertid en smule tysk, og derfor kunne vi sagtens kommunikere. Han fandt et lille udvalg af vingårdens vine frem, så vi kom samlet til at smage;

Det er et meget lille sted og smagelokalet stod i skærende kontrakt til det forrige hos Caprai. Ennio viste os også en række plakater på væggen i  smagelokalet. De er alle lavet af forskellige kunstnere og markerer hver ny årgang af Montefalco Sagrantino vinene.

De fine plakater, som Ennio Valentini også viste frem.

Nogle af plakaterne var bl.a. udført af Altan, Mattotti og Sudario Brando. Jeg kender dog ingen af disse kunstnere, men vi mandlige besøgende kunne da sagtens værdsætte de lidt vovede plakater, som jeg da og fluks skal gengive her i blogindlæget.

Flere stemningsbilleder fra markerne.

En stor tak til Ennio for et godt besøg. Det var ganske vist et kort besøg og en hurtig smagning, men vi fik et fint indtryk af vingården og deres vine.

Vi slutter med lidt ekstra fotos … bl.a. med nogle af de lovede plakater:

Marken ovenfor vinhuset.

Ennio og jeg svingede sgu meget godt sammen. Han er en herlig, rar og hyggelig fyr. 

2007 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino Spinning Beauty, Umbrien, Italien

Montefalco Sagrantino DOCG Spinning Beauty er måske én af Umbriens mest eksklusive vin og første årgang 2006 fik da også masser af point både fra Parker og Wine Spectator, så den blev Umbriens næsthøjeste ratede vin nogensinde. Vi sluttede smagningen hos Caprai med at smage vinen i nyeste årgang 2007, som endnu ikke var frigivet.

Nu kan det måske lyde underligt, at 2007 er nyeste årgang, men det hænger sammen med, at vinen lagrer hele 8 år på nye, franske barriques og derefter hviler vinen også en pæn periode på flaske inden frigivelse.

Den er selvfølgelig lavet på ren Sagrantino, helt præcist af en klon, som kaldes Cobra, som findes på husets ældste mark Monte della Torre. Og både lagring samt en meget lille produktion på sølle 3 fade, svarende til 900 flasker, gør vinen ganske eksklusiv … og det afspejler sig også i prisen. Den er hundedyr.

Men jeres flittige vinblogger lader sig ingenlunde imponere og kaster sig hovedløst ud i smagningen af vinen, som duftmæssigt er ganske animalsk … eller rettere herlig animalsk med en smule tørkloset, gamle rynkede kirsebær, solbær, blommer, bitter chokolade, kakao, violer, tobak, læder, rosmarin og peber.

I munden er der nærmere helt små kirsebær, tætpakkede med peber og stramme tanniner, som dog ikke helt snerrer på samme måde, som dens mere simple søstre. Det er måske som om, at de mange år i egefadene har sløvet tanninerne en smule og det kan vi jo godt li’. De hapser dig stadig i haserne, men bestemt langt den bedste Sagrantino, som jeg smagte hos Caprai. Det skulle dog også bare mangle andet til den pris, kan man så sige.

Vinen koster nemlig officielt 205€, men 2006’eren er fundet på bud til 174,25€ … svarende til 1.298 kr. 2007’eren er endnu ikke frigivet.

Rating 4,5/7 

2005 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino 25 anni, Umbrien, Italien

Men både sex, mænd og vin (og specielt Sagrantino vin) bliver jo bedre med alderen, så vi skulle selvfølgelig smage Marco Caprais Montefalco Sagrantino 25 anni i en ældre udgave, hvilket blev 2005’eren … en 16-17 årig moden ungmø.

Jeg var specielt spændt på, om 2013’erens forfærdelige, dominerende … næsten grusomme tanniner nu var bøjet tilstrækkelig af og nu mere humane … integrerede i vinen. Og svaret på det må blive et … ja delvist eller i hvert fald i nogen grad.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2013’eren, dvs. høstudbytte omkring 50 hektoliter pr. hektar, maceration i 30 dage og efter vinifikation har vinen lagret 24-26 måneder på nye, franske barriques samt minimum 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Og den dufter langt, langt bedre end 2013’eren. Langt mere moden og farven i glasset er da også mere rødbrun i nuancerne. Næsen er også blidere med modne blommer, kirsebær … måske endda lidt hindbær, lakrids, chokolade, vanilje og krydderier. Den dufter sgu faktisk ganske godt.

Smagsmæssigt snakker vi sød og lidt overmoden, cremet og fløjl med blåbær, blommer og tæt, kompakt intensitet. Tanninerne synes nu også langt mere integrerede … men kun en smule, for de dominerer fortsat voldsomt meget og stadig alt, alt for meget for stakkels lille mig. Men klart bedre end foregående.

Denne er ikke fundet herhjemme, men koster 49,10€ i støvlelandet, hvilket svarer til 366 kr.

Rating 3,5/7 

2013 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino 25 anni, Umbrien, Italien

Næste Montefalco Sagrantino DOCG blev hentet på næsthøjeste hylde … vi har nemlig fat i jubilæumsvinen 25 anni, som Marco har lavet siden årgang 1993. Her er det anteprima udgaven, altså årgang 2013.

Det har jo sit navn efter vinhusets 25 års jubilæum i 1996, hvor vinen i årgang 1993 blev frigivet. Og så har Marco Caprai ellers lavet vinen hvert år lige siden. Og den laves stort set på samme måde som den almindelige Montefalco Sagrantino Collepiano.

Høstudbyttet er lidt mindre … kun de bedste druer anvendes til vinen, hvilket betyder omkring 50 hektoliter pr. hektar. Maceration skulle efter mine oplysninger vare hele 30 dage og efter vinifikation har vinen lagret 24-26 måneder på nye, franske barriques samt minimum 6 måneder på flaske inden frigivelse. Marco laver årligt omkring 40.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er vi lidt ovre i samme boldgade som foregående vin … altså fed, opulent og næsten marmeladeagtig næse med modne blommer samt blåbær, men her virker næsen langt mere frugtrig og mere syrerig. Der er fortsat snert af både peber og læder samt lidt jordbund og mynte.

I munden en kødfuld satan … godt med balsamisk frugt og igen totalt utøjlede, uhæmmede og uregerlige tanniner, som fandeme nærmest smadrer og ætser min mund ved mindste mikroskopiske ilt-molokyle, som nærer de iltre banditter. Jeg må igen melde pas, selvom der måske fornemmes en tand mere kvalitet end hos foregående søstervin.

Denne er ikke fundet herhjemme, men koster 49,10€ i støvlelandet, hvilket svarer til 366 kr.

Rating 2,5/7 

2013 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino Collepiano, Umbrien, Italien

Så kom turen til Caprais Sagrantino vine … og vi startede selvfølgelig med hans almindelige Montefalco Sagrantino DOCG Collepiano og endda i anteprima udgaven, altså 2013’eren.

Og lad mig straks indrømme, at det var lidt af en nedtur for mig, for Caprais Sagrantino vine har ekstremt mange tanniner … faktisk vildt mange tanniner, som jeg synes dominerer alt, alt for meget. Det er lidt som at spise en køkkenrulle og samtidig lammer tanninerne nærmest dine smagssanser. Men måske er det bare mig, som en lidt en tøs?

En fancy vinjournalist fra Holland bemærkede i hvert fald, at det var en præmisse … at sådan skal gode Sagrantino vine være. At totalt uhæmmede, voldsomme tanniner og Sagrantino uløseligt og naturligt hænger sammen på samme måde, som at en bil har runde hjul, som han poetisk og en smule snobbet udtrykte det.

Vi var dog nogle, som stod i en anden lejr og mente, at vine burde være tilgængelige og at tanninerne selvfølgelig var vigtige, gerne måtte bide, men skulle integreres i vinene. Fuck, jeg elsker jo også Nebbiolo vine, hvor tanninerne godt kan snerre lidt … men slet ikke i samme omfang som hos Sagrantino vinene fra Caprai.

Så derfor kommer mine holdninger og aversion imod de voldsomme tanniner selvfølgelig også til at præge mine vurderinger af disse vine, men sådan er det jo med os bloggere … eller i hvert fald nogle af os … vi siger vores mening.

Men lad os starte med denne splinternye Montefalco Sagrantino DOCG Collepiano, som er lavet med druer, der er høstet med et udbytte på 50-60 hektoliter pr. hektar.

Caprai skriver ikke noget om, hvor lang maceration vinen har fået, men lur mig om den ikke har ligget på skallerne i en pæn lang periode. Den har samtidig lagret 24-26 måneder på barriques og Caprai anvender kun nye, franske barriques til hans Sagrantino, hvorved der sparkes yderligere til tanninerne.

Vinen lagrer minimum 6 måneder på flaske inden frigivelse og der laves årligt omkring 80.000 flasker af vinen. Jeg havde inden besøget på vingården også smagt vinen til den store Anteprima Sagrantino 2013 smagning med 36 vine fra den nye årgang.

Og det er sgu powervin på mange måder. Næsen er fede blommer, bløde og overmodne kirsebær og man kan næsten komme til at tænke Amarone. Der synes jeg nu ikke, at vi er … men der er lidt flomme og syltetøj over duften kombineret med peber, læder samt italiensk og nærmest balsamisk syre.

I munden er vinen egentlig også fed med stor kraft … og så lige totalt uhæmmede tanniner. Bevares, det kan bestemt drikkes, hvis du undgår at ilte vinen i munden, men tager du bare lidt luft ind i kæften, så bliver det bare det vildeste tanninbid. Her er jeg sgu stået af perronen.

Forhandles herhjemme af Føtex, hvor en flaske koster 249 kr.

Rating 2,5/7 

2013 Arnaldo Caprai, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Og mer’ Montefalco Rosso, idet Marco Caprai også laver vinen i en Riserva udgave … lavet på de bedste druer og samtidig er vinen også lagret i længere tid.

Derfor var det heller ikke årgang 2015, som vi smagte, men derimod en 2013’er. Den er dog  lavet på samme blend som husets almindelige Montefalco Rosso, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Merlot, men høstudbyttet er her lidt lavere med 60-70 hektoliter pr. hektar. Den er lagret 20 måneder alene på franske barriques og 6 måneder på flaske.

Vinen er lavet første gang i 1993 og der laves – som Montefalco Rosso Vigna Flaminia Maremmana – omkring 15.000 flasker af vinen hvert år.

I glasset er farven nu mere rund og lys end hos de forrige vine … mere let skulle man forvente. Næsen har et lille sødkrydret element sammen med kirsebær, masser af italiensk syre og et snert af vanilje.

I munden er vinen virkelig tør med kirsebær og godt med blommer, men den store tørhed og de tonstunge tanniner driller smagsbilledet en smule. Jeg synes, at tanninerne er alt for vilde for mig … og dermed fremstår vinen også alt for ung.

Vinen er ikke fundet herhjemme, men den er over dobbelt så dyr som den almindelige Montefalco Rosso. Den koster 21,40€ i Italien … svarende til omkring 159 kr.

Rating 3,5/7 

2015 Arnaldo Caprai, Montefalco Rosso Vigna Flaminia Maremmana, Umbrien, Italien

Denne Montefalco Rosso DOC Vigna Flaminia Maremmana er en variant og søstervin til forrige vin, den almindelig Montefalco Rosso hos Arnaldo Caprai Società Agricola.

De 15% Merlot i vinen er nemlig her erstattet med 15% Canaiolo og druerne høstet med en smule mindre udbytte omkring 80-90 hektoliter pr. hektar. Den er også lagret en smule længere med 14 måneder i slovensk og fransk eg, efterfulgt af 6 måneder på flaske. Vinen er lavet første gang i 2007 og laves i mere beskedne 15.000 flasker årligt.

Næsen er mere tæt og har mere balsamisk duft end den almindelige Montefalco Rosso, godt med italiensk syre, godt med kirsebær og derudover lidt eg, muskat og blomster.

I munden bliver egetræet nu langt mere voldsom. Der er fortsat kirsebær, blommer, en vis sødme, og det smager sgu egentlig meget godt, men tanninerne er vildt aggressive … også for aggressive efter min mening.

Vinen er ikke fundet herhjemme, men den er en del dyrere end den almindelige Montefalco Rosso. Den koster 17,90€ i Italien … svarende til omkring 134 kr.

Rating 4/7 

2015 Arnaldo Caprai, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

I rækken af Caprais mange rødvine startede vi selvfølgelig med deres Montefalco Rosso DOC i nyeste frigivne årgang 2015.

Vinen er lavet sådan på det helt klassiske Montefalco Rosso blend, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Merlot … høstet med et pænt stort udbytte på 90-100 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, lagret 12 måneder på 70% slovensk eg og 30% franske barriques, efterfulgt af mindst 4 måneder på flaske.

Vinen lavede Caprai første gang i 1975 og er i dag en vin, som de producerer hele 180.000 flaske af hvert år og er dermed den vin, som der produceres mest af på vingården.

Næsen har godt med grønne elementer, grønne og våde vinblade, eg, kanel, blomster, peber og klart italiensk syre. I munden er vinen egentlig mere fed og samtidig også sødere end forventet, sådan lidt fed-basse rosso, dog med en vis tørhed. Der er godt med eg og tanniner … ganske voldsomt og med godt med luft i munden også totalt aggressive tanniner.

Forhandles herhjemme af Føtex, hvor en flaske koster 80 kr. på tilbud mod en normalpris på 100 kr.

Rating 4/7 

2015 Arnaldo Caprai, Umbria Bianco IGT Cuvée Secrète, Umbrien, Italien

Mer’ hvidvin fra Caprai, nemlig hans Umbria Bianco IGT Cuvée Secrète … en vin, hvor druerne skifter fra år til år og samtidig er en statshemmelighed.

Selv på vinhusets hjemmeside står der blot, at det en et blend, der varierer efter potentialet den aktuelle årgang, men Marco kunne dog afsløre, at den primære druesort er Chardonnay.

Og vinen er da også på mange måder vinificeret som Chardonnay vine, dvs. med malolatisk gæring og lagring 6 måneder på franske barriques  og efterfølgende 4 måneder på flaske. Høstet med et udbytte på omkring 50-60 hektoliter pr. hektar.

Det er en forholdsvis ny vin i Caprais sortiment, lavet første gang i årgang 2012.

Og den også nærmest stinker af Chardonnay i næsen … en fed og lidt opulent opstoppernæse med smørfedme, honning, vanilje, æbler, abrikos, bananer samt grønne elementer med estragon og mynte.

Smagen er blød, sødkrydret … og generelt er vinen nok en anelse til den sødere side med vanilje, fyldig frugt og måske lidt kalk. Der er dog fortsat en vis syre, som sikrer fin balance. God lille vin.

Caprai forhandles herhjemme af Føtex, men denne er  ikke fundet i sortimentet og jeg kender således ikke prisen.

Rating 4/7