Tag-arkiv: Chile

2015 Indómita, Pinot Noir Gran Reserva, Casablanca Valley, Chile

2015 Indómita, Pinot Noir Gran Reserva, Casablanca Valley, ChileEfter Spätburgunder gudedrikken fra Julia, så lidt mere ned på jorden med samme drue, nemlig i denne 30 kr. billige Pinot Noir Gran Reserva fra det store, chilenske vinhus Viña Indómita.

Vinene fra Viña Indómita er storsællerter hos Fakta kæden … prisbillige vine og rimelig anstændig kvalitet fra et ganske stort vinhus i Chile. Ja, faktisk er huset så stort, at de ejer mere end 1.400 hektar vinmarker i både Casablanca Valley, Maipo Valley og Biobío Valley.

Og selve vineriet har en årlig produktionskapacitet på 27 millioner liter vin årlig og en barriqueskælder med ikke mindre end 2.500 fade. Det gør Viña Indómita til et af de største vinhus i Chile og de eksporterer da også til mere end 50 lande i hele verdenen.

Viña Indómita er grundlagt i 2006 af den store chilenske industrikoncern Bethia Group, der beskæftiger over 4.000 mennesker og i forvejen var beskæftiget indenfor transport, flyindustrien, hesteavl, kommunikation og meget andet.

Og selve vineriet – som I kan se på billedet ovenfor – er i dag også lidt af en turistattraktion med stor gourmetrestaurant styret af topkokken Tomás Olivera, vinsmagninger og mulighed for ture i området på hesteryg.

Druerne til denne Pinot Noir Gran Reserva kommer fra vinstokke i Casablanca Valley. Stokkene er plantet mellem 1998 og 2005, høstudbyttet ligger omkring 90 hektoliter pr. hektar.

Druerne kommes i store tanke, hvor der ligger koldt omkring 5 dage inden tilsætning af udvalgt gær og efter presning, endt fermentering er vinen lagret på egefade i 6 måneder. Derefter klareres vinen, hvilket gøres med Bentonit, som er et naturligt mineral, som bruges til klaring og PH-styring i vinproduktionen i hele verden.

Bentonit blev første gang opdaget i USA for mere end 100 år siden i staten Wyoming i nærheden af Fort Benton – deraf navnet. I dag udvindes Bentonit i USA, i middelhavslandene og i Bayern i Tyskland.

Duftmæssigt forsvandt finheden og elegancen … for denne Pinot Noir vin er langt mere rustik, grov og kompakt med solmodne kirsebær, brombær, grønne blade, vaskepulver – mærke ukendt – og lidt stikkende alkohol. Vi kører nu i en ældre bedaget Skoda og spiser leverpostejmader.

Det er fyldig, kirsebærdrevet vin i munden. Der er sol, sødme … egentlig ganske behagelig og slet ikke totalt dårlig. Den er lidt unuanceret og grovkornet, hvorved man ikke får Pinot Noir druens elegance og lethed frem. Men okay … for 30 kr. kan man selvfølgelig heller ikke forlange alverden, så til prisen er det godkendt.

PS … det meste af flasken står stadigvæk i køleskabet, og så kan det jo egentligt blive dyrt nok ;o)

Købt i Fakta på bud til 30 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2011 Casillero del Diablo, Reserva Privada Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileDjævelsk sort Reserva Privada Cabernet Sauvignon … Casillero del Diablo fra det gigantstore Viña Concha y Toro.

Vinhuset har – bare i Chile – omkring 10.700 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Cachapoal, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er måske nok det største sydamerikanske vinhus, som laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og så dette Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinene Sunrise med den orange etiket og så netop Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og som vi her har i en Reserva Privada udgave.

De ejer udover de mange hektarer i Chile – samt de mange brands – også en række andre vingårde andre steder, bl.a. Viñedos Emiliana, Viña Cono Sur, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards og Trivento Bodegas y Viñedos.

Denne Reserva Privada Cabernet Sauvignon er lavet på 100% Cabernet Sauvignon fra husets stenede marker ved foden af Andesbjergene. Men derudover har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen er krydrede, mørke bær kombineret med et tørt og støvet udtryk. Frugten er røde kirsebær, solbær og blommer. Der fornemmes svagt lidt eg og vanilje.

I munden er vinen fed og fyldig, virkelig præget af eg, krydderier, lidt shampoo og ellers skarp i smagen. Der er lidt tanniner i vinen, men egentlig bløde nok … men det bliver sammenlagt lidt anonymt.

Forhandles i Coop supermarkederne, hvor normalprisen ligger på omkring 120 kr., men ofte fås på bud til halvdelen.

Vinanmeldelse 3/7  

2016 Viñedos Emiliana, Chardonnay Organic Reserva, Casablanca Valley, Chile

2016 Viñedos Emiliana, Chardonnay Organic Reserva, Casablanca Valley, ChileVi fortsætter med en vin fra 25 kr. kassen i Fakta … en Chardonnay Organic Reserva fra en vinhus, der på etiketten blot står som V.E.S.A. og ligger i Nancagua i Chile.

Men lidt detektivarbejde afslører dog, at der er tale om Viñedos Emiliana S.A., som jeg tidligere er stødt på her på bloggen. Og vi snakker igen store koncerner, da Viñedos Emiliana er ejet af en af de helt store internationale megakoncerner Viña Concha y Toro. Og Viña Concha y Toro er stor … meget stor.

Det er nok et af Sydamerikas største vinhuse, som ejer mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Marques de Casa Concha, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo og Don Melchor blot for at nævne nogle få.

Vinhuset har omkring 8.720 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Og så ejer det også Viñedos Emiliana, som er grundlagt i 1986 under navnet Bodegas y Viñedos Santa Emiliana. Det er nu også en ganske pæn historie, da de ejer ikke mindre end 1.550 hektar vinmarker i Casablanca, Maipo, Cachapoal og Colchagua.

I 1998 begyndte vinhuset på den kæmpestore opgave, at konvertere alle marker til henholdsvis økologisk og biodynamisk drift, og i dag sælges de fleste vine økologiske og enkelte også biodynamiske.

Der laves vine i flere serier, bl.a. de økologiske Adobe, Novas, Signos de Origen samt de biodynamiske Coyam og Gê. Derudover laves der en række designvine til forskellige markeder, bl.a. findes der herhjemme også supermarkedsvine som Elemental og så fx også denne Chardonnay Organic Reserva.

Ingen oplysninger om vinen … udover at druerne er dyrket økologisk, men så er der jo intet andet for, end at springe direkte ind i mine smagsnoter. Vino til 25 kroner og nr. 3 fra restkassen.

Og det er nok den bedste af de 3 vine til 25 kr. Der er mere vin i denne vin end de andre. Næsen er lidt tyggegummiagtig med astronaut is, godt med fersken, abrikos og en vis krop fornemmes også. Der er nogle krydderier, som stikker lidt ud og ikke helt passer i det samlede billedet og samlet bliver det lidt tegneserieagtigt … lidt fortegnet, lidt for meget, lidt for sødt.

I munden også mere vin … mere tyngde, men igen bliver det lidt saftevandsagtigt og det er nærmest som om, at vinen ikke helt kan beslutte, om den vil være sød eller bitter. Smagene spiller bare ikke helt sammen og de danser i hver sin retning. Men absolut nem at drikke, hvis det er et succeskriterie.

Købt i Fakta til 25 kr.

Vinanmeldelse 2/7 

2014 Garcia + Schwaderer, Vigno, Maule Valley, Chile

2014 Garcia + Schwaderer, Vigno, Maule Valley, ChileGarcia + Schwaderer hedder næste vinhus, og derfra kommer denne Carignan baserede vin Vigno.

Vinhuset med +’er i navnet ligger i Chile … helt præcis i Maule dalen midt i det lange land og drives af Felipe Garcia og hans hustru Constanza Schwaderer.

De grundlagde vinhuset Garcia + Schwaderer i 2006 efter i flere år at ha’ drømt om at starte deres egen vinproduktion. I starten var det mest på deltid, men deres arbejdsgivere var ikke glade, så siden 2009 har det været vin på fuld tid.

Både Felipe Garcia og Constanza Schwaderer er uddannede ønologer og havde tidligere arbejdet hos forskellige store vinhuse bl.a. Viña Calina og Viña Casas del Bosque, så de havde allerede fra starten en god idé om, hvorledes deres vine skulle være.

I dag hører vinene fra Garcia + Schwaderer til blandt de mere spændende vinhuse i Chile. Stilen er ekspressiv og kølig frugt vinificeret minimalistisk, ofte i brugte franske fade med sigte på friskhed, raffinement, kølighed og terroir.

Garcia + Schwaderer har ikke mange hektar vinmarker, men der er specielt fokus på druesorterne Cabernet Franc og Carignan. Der er kun  tale om en ganske lille produktion og nogle af vinene produceres alene i omkring 1.000 eksemplarer, hvilket gør dem uhyre sjældne.

Udover driften på Garcia + Schwaderer, så er Felipe Garcia også medgrundlægger af MOVI, som er en sammenslutning af små producenter, der tør tænke småt i et land domineret af gigantiske vinhuse.

Derudover er han også medstifter af VIGNO aka Vignadores de Carignan, som sætter fokus på Carignan vine fra gamle stokke i Maule Valley og dette er netop en vin, som er en del af dette projekt, 100% Carignan fra husets 51 år gamle vinstokke. Der er alene lavet 7.059 flasker af denne vin.

Duftmæssigt virkelig en parfumeret vin, hvor der både er våd lerjord, kampfer, sød og mørk frugt, brombær, kirsebær, lidt nærmest mellemøstlige krydderier, en BIC kuglepen, blæk og røgede noter.

I munden er vinen kraftfuld, mørk og har en pæn sød kant. Den smager nærmest også en smule parfumeret med pæn syre, specielle, stramme og tørre tanniner og stor, frugtrig saftighed. Koncentreret vin med karakter.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Vinâ San Esteban, In Situ Cabernet Sauvignon Reserva, Aconcagua, Chile

2012 Vinâ San Esteban, In Situ Cabernet Sauvignon Reserva, Aconcagua, ChileIgen In Situ vin i glasset en tirsdag efter arbejde, nemlig denne In Situ Cabernet Sauvignon Reserva fra Vinâ San Esteban ved byen Paidahuen i Chile.

Et par uger før havde jeg smagt en anden vin fra huset, nemlig deres In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir. Der skrev jeg også lidt om vinhuset, så det skal jeg nok undlade denne gang.

Vinen er lavet med druer fra to områder, nemlig både marker i dalen ved Paidahuen og fra de flade marker ved Aconcagua floden. Det er ikke ren Cabernet, idet vinen er lavet på 96% Cabernet Sauvignon og 4% Carmenère

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, maceration i 20 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder i barriques, 70% franske og 30% amerikanske og efter flaskning lagret yderligere 3 måneder.

Næsen er klar Cabernet Sauvignon med mørke bær, kirsebær og er lidt tør samt støvet. Umiddelbart sådan lidt allround i duften og uden markante træk … men ganske oversøisk i udtrykket. Der er lidt mentol, gazebind og derudover virker den lidt sprittet.

Smagen er lidt kantet, tør og syrlig … umiddelbart virker syren lidt utilnærmelig og det brænder lidt i munden. Der er eg og måske også lidt peber.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2013 Vinâ San Esteban, In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir, Aconcagua, Chile

2013 Vinâ San Esteban, In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir, Aconcagua, ChileSå er der sgu Pinot Noir i glasset igen, men denne gang er det ikke tysk ædelblodig Spätburgunder, men en oversøisk In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir fra Vinâ San Esteban i Chile.

Vinâ San Esteban ligger lige ved den lille by Paidahuen … under en kilometer øst for byen San Esteban, lige for for foden af det prægtige Aconcagua Bjerg, som er det højeste bjerg i Andesbjergkæden og tæt på floden Rio Aconcagua.

Vinhuset er grundlagt i 1974 af José Vicente, men i dag er det sønnen Horacio Vicente som driver gården. Inden Horacio Vicente overtog driften fra faderen havde Horacio uddannet sig til ønolog i Frankrig og havde tillige arbejdet på Château Mouton Rothschild og Mouton Cadet samt i USA på Chalone Vineyard.

Vinâ San Esteban, som også i folkemunde kaldes In Situ Wines – har samlet 150 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Cabernet Sauvignon, Merlot, Carmenère, Syrah, Sangiovese, Cabernet Franc, Mourvedre, Petit Verdot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Viognier.

Vinene fra Viña San Esteban markedsføres under 3 serier, nemlig VSE Viña San Esteban, Río Alto samt In Situ. In Situ betyder “på stedet” på latin. De gamle Inka-indianere har haft nogle oldgamle ritualer på de steder, hvor vinhuset i dag har deres vinstokke.

På toppen af en bakke oven for vinmarkerne ligger der nemlig omkring 20 sten med indgraveringer efter disse gamle kulturer. Den mest fornemme gravering kan i dag genses på etiketterne på nogle af vinene i In Situ serien som hyldest til, at man i dag dyrker vine i det område, hvor der i  fortiden har været mennesker.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om et par af vinene fra Vinâ San Esteban, bl.a. en 2013 In Situ Carmenère Vineyard Selection samt en 2011 In Situ Chardonnay.

Denne In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir er lavet med druer fra en af husets marker, der ligger små 16 kilometer fra Stillehavet … deraf også navnet Coastal Red. Det er sandede marker, der – sammen med den kølige brise fra havet – passer godt til at dyrke Pinot Noir.

Vinen er lavet i ståltanke med en maceration i 15 dage og efter fermentering er vinen lagret 12 måneder i franske barriques efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen er en del af husets topserie Signature Wines.

Duftmæssigt rammes du først af grønne noter, krydderurter og vinen er ikke lys og transparent som fx dens europæiske slægtninge, men nærmere sådan medium i de røde nuancer. Derudover er der sol, ribs, granatæbler og kaktuspiller.

I munden er vinen lidt tør, flad og sød i frugten. Den mangler klart noget balance og der er intet feminint, let eller elegant over vinen, som i stedet har kirsebær, grafit og godt med eg. Det er ikke helt skidt, men heller ikke helt godt.

Forhandles hos Glud Vin, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2016 Indómita, Sauvignon Blanc Gran Reserva, Casablanca Valley, Chile

Mellem regndråberne i den danske sommer kan der skam godt nydes lidt vino på terrassen. Denne kommer fra det lokale Fakta … en Sauvignon Blanc Gran Reserva fra det store, chilenske vinhus Viña Indómita.

Vinene fra Viña Indómita er storsællerter hos Fakta kæden … prisbillige vine og rimelig anstændig kvalitet fra et ganske stort vinhus i Chile. Ja, faktisk er huset så stort, at de ejer mere end 1.400 hektar vinmarker i både Casablanca Valley, Maipo Valley og Biobío Valley.

Og selve vineriet har en årlig produktionskapacitet på 27 millioner liters vin årlig og en barriqueskælder med ikke mindre end 2.500 fade. Det gør Viña Indómita til et af de største vinhus i Chile og de eksporterer da også til mere end 50 lande i hele verdenen.

Viña Indómita er grundlagt i 2006 af den store chilenske industrikoncern Bethia Group, der beskæftiger over 4.000 mennesker og i forvejen var beskæftiget indenfor transport, flyindustrien, hesteavl, kommunikation og meget andet.

Og selve vineriet – som I kan se på billedet ovenfor – er i dag også lidt af en turistattraktion med stor gourmetrestaurant styret af topkokken Tomás Olivera, vinsmagninger og mulighed for ture i området på hesteryg.

Denne Sauvignon Blanc Gran Reserva er en af de mange vine fra Viña Indómita, som efter presning er lavet på rustfrie ståltanke, hvor den er fermenteret med udvalgt gær. Omkring 3% af vinene er efterfølgende lagret i egefade inden vinen igen blandes og flaskes.

Næsen er klart Sauvignon Blanc med hø, græs, fersken, stikkelsbær, grøn peber … lidt aromatisk, men også med en vis strenghed og nærmest mineralitet. Smagen er frisk og syrlig … okay balance uden at imponere. Der er fin Sauvignon Blanc syre og derudover lidt mineraler, men helt dybt, intenst eller komplekst bliver det aldrig.

Købt i Fakta til 55 kr., men fås nogle gange på bud lidt billigere.

Vinanmeldelse 3/7 

2013 Clos des Fous, Subsollum Pinot Noir, Cachapoal Valley, Chile

Lidt Pinot Noir har jo aldrig skadet nogen … og her er det vinen Subsollum Pinot Noir fra det chilenske vinhus med det franskklingende navn Clos des Fous. Og denne Pinot Noir skadede heller ikke mig … tværtimod.

Clos des Fous opstod oprindelig som en skør idé blandt 4 venner, som var trætte af at høre på, at der ikke kunne laves god vin i Chile. De var selv alle født i Chile og troede meget på mere ukendte områder som Bio Bio, Itata og Cauquenes, så i 2008 startede de projektet Clos des Fous.

Jeg har skrevet om vinhuset tidligere, bl.a. da jeg smagte deres Chardonnay Locura 1 og deres Cauquenina. På de blogindlæg kan I også læse mere om vinhuset og de 4 venner Pedro Parra, Paco Leyton, Francois Massoc og Albert Cussen.

Lad os i stedet kigge nærmere på denne Subsollum Pinot Noir, som er lavet på Pinot Noir druer fra to marker i to forskellige områder, nemlig marken Pucalán i Aconcagua dalen i Malleco med sandet jord og marken Latufa ved Traiguén i Cachapoal, hvor undergrunden er præget af vulkanske sten.

Alle druer er høstet manuelt og vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke. Vinen skulle – efter sigende – alene være lagret på stål og har slet ikke set fadlagring på eg.

Duften er ganske fin … lidt varmt udtryk med søde kirsebær, jordbær og hvid peber. Der er lidt syre, tynde tanniner, jern og en svag bitterhed. Det er klart oversøisk i udtrykket, selvom man forsøger at lave en mere europæisk stil i vinen.

I munden en let og syrerig vin. Den er ikke så opulent, som man måske kunne forvente, men egentlig okay fin og elegant af en oversøisk Pinot Noir. Der er noget stringent, klart og let over vinen, men måske også lidt kantet i udtrykket.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 130 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Viña Errazuriz, Pinot Noir Family Collection Reserva, Aconcagua, Chile

Efter det vinøse sydamerikanske Copa América mesterskab, så blev denne Pinot Noir Family Collection Reserva fra Viña Errazuriz en af madvinene.

Det er en vin, som Vinspecialisten har kåret som årets stjernevin 2017 og som efter sigende skulle være udarbejdet i samarbejde med det chilenske vinhus. Det er en ren Pinot Noir vin, skruelåg og en tilbudspris på 79 kr. pr. flaske ved køb af 2 flasker. Og druerne kommer fra udvalgte parceller i Aconcagua Valley.

Vinen har lagret 4 måneder på eg … og er derfor vel nærmest en lillesøster til både husets Max Reserva Pinot Noir, deres Estate Pinot Noir og Aconcagua Costa Pinot Noir.

Den byder duftmæssigt på søde kirsebær, rabarber, sødme, håndrens, masser af oversøisk sol og har – efter min smag – alt for megen mørk frugt og for megen sødme til at, det bliver rigtig fornøjelig Pinot Noir.

I munden er sødme dog knap så udtalt, for der fanges både hindbær, ribs, hvid peber, men virker også lidt stram og kantet.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr. for 1 flaske, men 79 kr. ved køb af 2 flasker.

Rating 3/7 

2012 Viña Errazuriz, The Blend Collection, Aconcagua, Chile

Livet er fuld af gentagelser … ja består vel af masser og masser af gentagelser. Nå, er vi i det humør Houlberg? Denne The Blend Collection er også en gentagelse, for jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2010. Her er det dog en yngre model 2012 fra Viña Errazuriz.

The Blend Collection laver Viña Errazuriz i både en rød og hvid udgave. Her i årgang 2012 er den lavet på 50% Grenache, 25% Mourvèdre, 15% Syrah og 10% Carignan, men blendet varierer lidt fra år til år.

Alle druerne kommer fra markerne Ocoa og Manzanar i Aconcagua Valley og er vinificeret i store 10 hektoliter rustfrie ståltanke med en macerationsperiode på mellem 6-28 dage afhængig af druesorten. Vinen er lagret 16 måneder i brugte franske fade.

Næsen er ganske aromatisk med sæbe, blomster, blæk, grønne urter, laurbærblade, kirsebær og moden frugt samt en snas fennikel. I munden er det let, blomster- og frugtrigt, en vin med god lethed, friskhed og svag syrlighed.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Rating 4/7