Tag-arkiv: 5½

2015 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2015 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienLad os endelig smage endnu en vin fra Sobrero Vini på adressen Via Alba Monforte tæt ved den byen Castiglione Falletto og nu med en totalt raceren Barolo Ciabot Tanasio i årgang 2015.

Vinen er opkaldt efter husets gamle vingård Ciabot Tanasio og den er lavet med druer fra 55 år gamle Nebbiolo stokke på de 3 marker Valentin, Pianta samt Pernanno. Selve maceration og gæring sker i rustfrie ståltanke over 35 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 6 måneder i ståltankene. Først derefter lagres vinen mindst 24 måneder på slavonske 2.500 liter egefade.

Dermed er produktionen således meget traditionel og der anvendes slet ikke franske fade, da de ifølge Pier Franco Sobrero afgiver alt for megen vanilje til vinen. Efter endt lagring flaske vinen fuldstændig ufiltreret.

Dejlig lys i glasset … endda lettere grumset og så med en meget blomstret aroma med røde roser, gule smørblomster samt spinkel, lys, fin, sart og feminin frugt, hindbær, svagt lidt jordbær, læder, gammelt træ, svag mentol og kakao.

Smagen er dejlig tør, lys og med tanniner, som først lader som om, at de er bløde og egentlig virker lette, men blot sætter sig på tænder og i ganen sammen frisk, sur og skarp frugt … irettesættende og unge. Det er herligt, når man mærker Nebbiolo druen svinge med pisken og sætte en på plads. Det er en Barolo til den lyse side, letgående, præcis, frisk og fin … men stadig pokkers ung. Lækker vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 La Bioca, Barolo Aculei, Piemonte, Italien

2016 La Bioca, Barolo Aculei, Piemonte, ItalienJeg elsker vinene fra La Bioca … det russisk ejede Barolo vinhus i Serralunga d’Alba. Sidst jeg drak en vin derfra, da var det en 2012 Barolo Aculei og hvorfor så ikke gentage det blot med en nyere årgang 2016?

Vinen er lavet med en kold udblødning af druerne i 2-3 dage inden gæring i rustfrie ståltanke over 7-10 dage. Herefter har vinen hvilet med skallerne i eftermaceration i 20 dage inden lagring i 18 måneder på 500 liters franske tonneaux fade og 300 liters blandede egefade.

Det dufter lækkert og bekræfter måske endda allerede fra første snus, at 2016 er et fantastisk år … også i Barolo. Der er allerede en lidt hengemt kælder, læder, blomster, roser, violer lyse kirsebær med let sødme, nærmest en frugtfrisk bolsjesødme, tydelig trænoter, lidt vanilje endda, lidt sur mælk, fennikel … alt samlet, ordentligt og sat i total orden og nærmest godt undervejs til at være poleret.

Der er masser af ung liv i vinen, som i munden både er spændstig, sprælsk, livlig og syrlig med fin stor tørhed, pænt med tanniner, som sætter sig dybt i ganen og efterlader en lang eftersmag med den lyse og syrlige frugt, ribs, rabarber samt lyse kirsebær. I munden er vinen ikke så poleret, men skarp, rå og lidt en usleben diamant, som måske endda bør ligge og modne i kælderen mange år … hvis man altså kan holde snitterne fra den. Bustet. Jeg kunne ikke.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., men pt på tilbud til 299,25 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 De Grendel, Op die Berg Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2019 De Grendel, Op die Berg Chardonnay, Western Cape, SydafrikaVi tager en smut tilbage til David Pieter Berkeley de Villiers Graaff på den gamle historiske vingård De Grendel i Sydafrika og denne gang med vinen Op die Berg Chardonnay.

Og druerne til vinen kommer vitterlig fra Op die Berg, nemlig fra marker i 960 meters højde ved bjergkæden Witzenberg i Ceres, hvor der om natten kan blive virkelig koldt, hvilket kan medføre langsommere modning af druerne. Det giver langt mere koncentreret frugt og jorden er så samtidig godt drænet med et stor indhold af bl.a. gul skifer, hvilket også sikrer masser af mineralitet.

Druerne er selvfølgelig plukket ved håndkraft og omhyggelig sorteret inden de presses let, hvorved der opnås 65% af vægten i ren druesaft, som først får lov af hvile i to dage inden gæringen, som sker i franske 225 liter barriques, hvor 1/3-del er nye, 1/3-del brugt én gang tidligere og sidste 1/3-del brugt to gange før.

Efter fermentering lagrer vinene 6 måneder sur lie i fadene og undergår løbende bâtonnage med omrøring af bærmen to gange om ugen samt 1 måneds malolaktisk gæring. Der er 1,3 gram restsukker pr. liter.

I næsen er Op die Berg Chardonnay dynamit småeksplosiv … duften er nærmest en syrlig, fyldig tropisk frugt, der er godt krydret. Det er mango, ananas, tørret abrikos, pærer, kokos, litchi og grape samt et aftryk fra fadene med vanilje, karamel, røg og ganske svagt grøn peber. Krydret og elegant med pæn fyldighed.

Smagen er lettere, renene og mere syrlig end man lige forventer. Den har en vitterlig krydret syre, masser af lemon, grape … men det leveres på en blød og cremet facon. Det giver dels både en frisk vin, men også en meget behagelig vin, hvor tingene harmonerer godt samtidig med, at det også er pænt krydret. Stilmæssigt bliver det således aldrig tung Chardonnay, men frisk og velsmagende. Vi rammer dermed lige mellem 5 og 5,5 friske tomler.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Château Lavabre, Pic Saint Loup, Languedoc, Frankrig

2017 Château Lavabre, Pic Saint Loup, Languedoc, FrankrigJeg har tidligere smagt en Cuvée Prestige Rouge fra det smukke Château Puech-Haut ved byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Det er ejet af industrimagnaten Gérard Bru. Han ejer også Château Lavabre og det er derfra, at jeg nu smager denne 2017 Pic Saint Loup.

Gerard Bru købte Chateau Lavabre i nabodistrikt Pic Saint Loup i 2017 og har sammen med Puech-Haut sammenlagt 250 hektar vinmarker, hvorfra han – eller rettere hans team – laver vinene under de to brands.

Gerard Bru er stenrig … men alt det kan du læse om i blogindlægget om Château Puech-Haut Cuvée Prestige Rouge vinen. Om Philippe Cambie, den store vinkonsulent fra Rhône, også hjælper med vinene på Château Lavabre som med Puech-Haut fremgår ikke … men mon ikke, for stilen er i hvert fald lidt i samme boldgade som vi normalt  kender fra Cambie.

Château Lavabre, Pic Saint Loup er lavet på 70% Syrah samt 30% Grenache høstet med et meget beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar fra huset marker i Pic Saint-Loup omkring 30 kilometer nordøst for Montpellier. Der har vinhuset samlet 60 hektar vinmarker.

Efter høsten er druerne afstilket … og de to druesorter vinificeres separet. Det starter med en blid udblødning efterfulgt af 8 ugers gæring og maceration. Derefter er Syrah delen lagret på helt nye barriques i 14-18 måneder, mens Grenache delen er lagret 14 måneder på store, gamle egefade. Først derefter er vinen så sammensat og aftappet på flaske.

Sikke en spændende aroma, men du skal lige give vinen tid til at udfolde sig og åbne i glasset, men så får du også både lavendler, besk baconfedt, violer, kamfer, tør engelsk lakrids, Swarfega håndrens, læderfedt, våde fade, bitre kirsebær, brombær samt lidt mørkere bær, våde fad, bitter kakaorig mørk chokolade og en hel del krydderier. Der er power og intensitet.

I munden er vinen vatrondel blød, cremet og indsmigrende … og så sparker en vild, tanisk power ind over dig med både både, masser af tanniner, lidt alkohol og blød, mørk, smooth og lækker frugt, blåbær, brombær og sorte kirsebær. Det er en tør, pågående og lækker smag, så vågn op rhôneelskere, for her er der buck for the money. Det er skruet ret godt sammen = stor mundfuld = stor fornøjelse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349 kr., men ved køb af 6 flasker, så er prisen pt. kun 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Patz & Hall, Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, Californien, USA

2016 Patz & Hall, Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, Californien, USAPå Restaurant Østergade 1 fik jeg – som altid – lækker mad, som fik følge af lidt US Pinot, nemlig en 2016 Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros fra det lille vinhus Patz & Hall.

Patz & Hall ligger lidt syd for den lille by Vineburg i Sonoma og er grundlagt i 1988 af Donald Patz, James Hall samt fruerne og partnerne Anne Moses samt Heather Patz. Donald var selv uddannet biolog fra University of Oregon i Eugene og James Hall havde arbejdet som  assisterende vinmager på Flora Springs i Napa Valley. Men de fire forvandlede Patz & Hall til et af Californiens bedste vinhuse.

En af årsagerne til deres succes var først en fokus alene på vine på Pinot Noir og Chardonnay samt en meget omhyggelig udvælgelse af de vinavlere, som de skulle købe deres druer fra. Det er blevet til et venskab med nogle af de bedste avlere og i dag får Patz & Hall deres druer fra 10 forskellige vinavlere, bl.a. blev mennesker som Larry Hyde, Lee Hudson og familierne Martinelli og Pisoni nogle af  hjørnestenene i vingårdens succes.

Vinene hos Patz & Hall laves i et moderne state-of-the-art vineri i Sonoma designet af vinmageren James Hall og er specialbygget, så James og teamet har  fuld kontrol under hvert trin i hele processen i fremstillingen af vinene. De anvendes både ny banebrydende teknik og arbejder også meget traditionelt. James anvender specielle fade, som er lavet nøjagtigt efter hans specifikationer af François Frères og Seguin Moreau i Bourgogne.

Her smager vi husets 2016 Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, hvor Patz & Hall køber druerne hos Larry Hyde … en vinavler, som de har købt druer af siden 1990 og har et tæt venskab med. Inden Larry blev vinavler i 1979 havde han selv arbejdet for en håndfuld kendte vinerier sopm fx Ridge Vineyards, Stag’s Leap Wine Cellars og Joseph Phelps.

I dag arbejder Larry sammen med sin søn Chris Hyde og laver – ifølge Patz & Hall – nogle af de bedste druer i verden. Patz & Hall er heldige at få druer fra bl.a. nogle af de bedste parceller på netop marken Hyde Vineyard.

Marken er opdelt i 44 distinkte parceller med et væld af forskellige Pinot Noir-kloner. Patz & Hall henter sine Carneros Pinot Noir druer fra 3 af disse parceller med en blanding af unge og gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration med med forskellige gærkulturer og anvendelse af 10% hele klaser, mens resten derfor afstilkes inden vinifikationen. Efter alkoholisk gæring sker der en malolaktisk gæring i fade, hvilket efterfølges af 12 måneder lagring sur lie på burgundiske 228 liters barriqes, hvoraf 60% er nye. Så tappes vinen på flaske uden klaring og filtrering.

Det er bestemt ikke en overdone US Pinot Noir, men vinen har i duften en vis fylde, varme, godt med kirsebær, modne jordbær samt hindbær, mynte, tærhed, chokolade, nelliker, muldjord og sød tobak. Det er brun fløjl med brede rifler, comfort og brun sovs. Det er bare så behagelig, ligetil, afrundet og beroligende.

Smagsmæssigt er vinen sindssyg cremet, flyder behageligt rundt i mundhulen med brede penselstrøg, lidt varme, rund velbehag og lidt moden frugt, kirsebærlikør, meget juicy, tyk-saftig med fluffy bløde tanniner, men der mangler måske lige én ting … en mere dirigerende syre ville ha’ klædt vinen, for det hele bliver måske lidt ensrettet, rart, ufarligt og komfortabel, hvilket trækker ned i min bog.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 715 kr., hvilket får restaurantprisen på 850 kr. til at lyde ret billig.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandJeg har smagt Weingut Franz Keller Bassgeige Spätburgunder et utal af gange og altid været glad. Det blev jeg også, da vores bestyrelsesmøde sluttede med vinen i seneste årgang 2018.

Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra en vinmark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har marken fået dette navn.

Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.

Og det dufter sgu ret meget som 2017’eren … animalsk stald, en kølig stil, men med et klart præg fra fadene, kanel, to vaniljekiks, kagecreme, nelliker og så en fin lys og småsyrlig frugt, kirsebær, jordbær, hindbær, granatæbler, virkelig frisk og samtidig med  bolsjesødme, som giver lidt modvægt til syren.

Smagsmæssigt er det en stram, tæt, frisk og præcis Spätburgunder, hvor der er hindbær, meget direkte og ren frugt, jern og mineraler, så derfor smager det tørt, rent, let og elegant. Oberbergener Bassgeige Spätburgunder skuffer ikke … igen bliver Houlberg salig.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandVor formand i vinlaughet havde til et bestyrelsesmøde forleden  dag fundet en række store tyske kanoner frem … og efter Riesling fra Franken, så stod den på en fin 2017 Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG … Großes Gewächs fra Weingut Bercher i Burkheim i Kaiserstuhl i Baden.

Det er én af de vingårde, som jeg selv har besøgt. Det var vist tilbage i 2016, men det kan du læse mere om i indlægget Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Vi besøgte stedet med tømmermænd, men endte med at få en vitterlig god smagning med Martin Bercher.

Vinen er en af husets topvine og lavet med druer fra marken Burkheimer Feuerberg Kesselberg, hvor  Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område og Kesselberg er en lille parcel på bjerget. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques midst 18 måneder.

Duften er sødlig, landlig og rund … klart Spätburgunder med kirsebær, jordbær, et klart fadpræg med kanel, vanilje, nelliker, blæk, kamfer og frugten virker egentlig ret moden. Det er lidt en maskulin Spätburgunder næse, sten, krydderier og nogen tyngde.

Og lad mig afsløre med det samme, at det smager fortryllende, ret intens frugt med kirsebær, jordbær suppleret med bitter chokolade, tonsvis af sten, grus, granitskærver og jernholdige mineraler. Dertil skal lægges en virkelig lang eftersmag. Der er endnu en teenager, ung, ubekymret, fræk og bumset, men med stor fremtid.

Forhandles herhjemme af Crime Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, Baden, TysklandFra Weingut Wöhrles parcel på den 43 hektar store VDP Erste Lage Lahrer Kronenbühl mark smager jeg deres 2019 Lahrer Kronenbühl Weissburgunder, der atter beviser Markus Wöhrles talent.

Det er i øvrigt første gang, at jeg ser betegnelsen 1G på en etiket. Vi kender betegnelsen GG fra de mægtige Großes Gewächs vine og tidligere har Wöhrle da heller ikke anvendt 1G tegnet, så jeg vil gætte på, at det er nyt her i 2019 årgangen, hvilket Mr Ruby også har bekræftet. Men det giver egentlig god mening, da det virker en kende eksklusivt … altså med mindre man er telefonselskab, for der er man vist nået til 5G 🙂

På Lahrer Kronenbühl marken dyrker Markus både Spätburgunder, Riesling, Chardonnay, Rieslaner, Grauburgunder og altså også lidt Weißburgunder … og alt drevet fuldstændig økologisk.

Denne vin er lavet med 12 timers skindkontakt, spontangæring i 2-3 år gamle egefade alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder sur lie på de 2-3 år gamle egefade inden aftapning på flaske. Vinens restsukker ligger på små 1,5 gram pr. liter.

Hvor er duften dog ren … ikke et hår vender forkert, ikke en dråbe løber den forkerte vej og alt er er velkomponeret med lige linjer på nodepapiret. Vinen har en kalket renhed, som sammen med en lille og elegant smøragtig fylde, pærer, æbler, lime samt grønne bananer giver både pondus og stor friskhed … rank, stoisk og stolt.

I munden er der antræk til fyldig vellyst, uterlig sanselighed og frodighed, men syren har grebet spankingpisken og giver sammen med en lille disket grapebitterhed dig små irettesættende slag, som føles helt rigtig. Det giver en rank, smagfuld og frisk vin, mineralsk, saltet, bitter og skøn … ren, rank og dominant. Sådan skal det bare gøres.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Mamete Prevostini, Valtellina Superiore Riserva, Lombardiet, Italien

2015 Mamete Prevostini, Valtellina Superiore Riserva, Lombardiet, ItalienVi havde en dejlig siksakkurs mellem vine fra Rainoldi og så Mamete Prevostini. Det er her netop en vin fra Mamete, som vi næst fik i glasset … en Valtellina Superiore Riserva i årgang 2015.

Her kommer druerne fra nogle af vinhusets højeste beliggende vinmarker i 500 meters højde i Sondrio, Montagna samt Teglio distrikterne høstet i slutningen af oktober og start af november ved fuld modenhed. Derefter er druerne afstilket, presses let og så er den alkoholiste gæring og maceration sket i rustfrie ståltanke ved 25 grader over 21 dage. Efter presning er der sket malolaktisk gæring og lagring i egefade i 30 måneder og derefter er vinen yderligere lagret 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Igen masser af tørrede blomster i næsen, knuste rosenblade, mere dyb power, blæk, sten, anis, lakrids, flere fadnoter, hvor både vanilje og kanel er godt tydelige. Dernæst har vinen lys og fed frugt, noget i retning af hindbærmarmelade samt en balsamisk syre, som allerede duftmæssigt viser tænder på en charmerende facon.

I munden har vinen crazy tossede og vilde tanniner, virkelig tør og streng med lidt bitterhed, hyben, ribs, rosmarin, mynte, kamfer, ren, klar og irettesættende … det er sgu en flot vin.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 La Montina, Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2010 La Montina, Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienJeres trofaste og flittige vinblogger var forleden til en smagning af vine fra Lombardiet … en aften med lutter Nebbiolo vine, men inden vi kom så langt, så startede vi selvfølgelig med lidt Franciacorta bobler og det var med en 2010 Franciacorta Brut fra La Montina.

La Montina ligger i Franciacorta lidt nord for Monticelli Brusati og tæt ved Iseo-søen. Vinhuset er grundlagt i 1982, da 3 ud af 7 Bozza brødre købte Villa Baiana. det historiske hjem for Benedetto Montini, en forfader til pave Paul VI.

Brødrene Gian Carlo, Vittorio og Alberto Bozza købte Villa Baiana af Dorothean nonnerne i Contrada Baiana og købet omfattede udover klosteret samt et bondehus også 12 hektar vinmarker … helt perfekt, for brødrenes mål var at producere Franciacorta vine.

Ejendommen var i dårlig stand og nonnerne havde forlængst flyttet til Valcamonica, men brødrene istandsatte ejendommen, byggede et ny, moderne vineri og øgede samtidig via opkøb vinmarkerne til i alt  72 hektar. De kunne i 1987 sende deres første Franciacorta vin på markedet.

Det er stadigvæk de 3 brødre, som driver La Montina, men næste generation i form af Michele og Daniele deltager også i driften.

Denne Franciacorta Brut er egentlig Non Vintage, men Bill Kuhl fra Toscavini fortalte under smagningen, at det er en 2010’er, men den er degorgeret i 2019. Normalt laver Bozza brødrene dog denne vin med 2 årgange for at sikre en ensartet stil hvert år. Denne er lavet på 85% Chardonnay og 15% Pinot Noir.

Alle deres Franciacorta vine er selvfølgelig lavet på Metode Classico, altså med andengæringen i flasken, men denne må så være lagret et stykke tid længere end normalt, for Bozza brødrene lagrer normalt Non Vintage vine i mindst 18 måneder, årgangsvinene i mindst 30 måneder og Riserva vinene i mindst 60 måneder. Der kun er lavet 7.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt en meget sprød næse med masser af ristede noter, ristet brød og rudbrød, noget fylde, fedme og det dufter vildt godt, meget indbydende. Der er blomster, nogle lidt landlige noter, lidt gærede elementer og samtidig meget kalket. Samlet en meget blomstret stil.

I munden er vinen en snas mere sød end forventet, men har egentlig en meget flot balance. Der er modne æbler, lemon og rund syre. Sød, blød, rund, rank og elegant med ristede noter … smager faktisk virkelig fint. Love it.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7