Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2009 Finca Río Negro, Río Negro Red, Castilla-La Mancha, Spanien

2009 Finca Río Negro, Río Negro Red, Castilla-La Mancha, SpanienSidste vin fra i fredags … en spanioler, som kommer fra Bodegas Río Negro … Finca Río Negro, en øde vingård nogle kilometer fra landsbyen Cogolludo i Guadalajara provinsen nord for Madrid. Gården ligger ved foden af Sierra de Ayllón i 1.000 meters højde og der er ingen andre vingårde i 70 kilometers omkreds.

Vi er her i betragtelig afstand fra andre “Denominación de Origen” … appellationer, og de nærmeste er nok Ribera del Duero omkring 60 kilometer mod nord eller Vinos de Madrid omkring 75 kilometer mod syd. Det er et område, som skiller sig ud for sin sprudlende natur, hvilket også i 2010 er belønnet med godkendelse af naturparken Parque Natural de la Sierra Norte de Guadalajara.

I dette område har Fuentes familien i mange generationer ejet 600 hektar jord, men det var først i slutningen af 1990’erne, at familien besluttede at genoplive en gammel, lokal tradition for vinproduktion ved etableringen af Finca Río Negro. Navnet fik gården efter en gammel flod, som løb igennem jorderne … men i dag er tør.

Der er investeret i moderne udstyr til vinproduktionen og samlet er 42 hektar marker tilplantet med vinstokke, men endnu anvendes alle 42 hektar dog ikke i produktionen.

Og produktionen er også ganske overskuelig, for der laves alene 2 forskellige vine på Finca Río Negro … en hvid på 100% Gewürztraminer og så denne røde´, som laves på 60% Tempranillo, 20% Syrah, 10% Cabernet Sauvignon og 10% Merlot. Samlet laves der i øjeblikket omkring 100.000 flasker vin om året.

De første vine kom først på markedet i 2010, nemlig årgang 2008’eren … mere end 10 år efter dette projekt startede, men det skyldes, at Fuentes familien besluttede, at vinene ikke skulle sælges førend de var gode nok. Og siden frigivelsen har de fået de bedste point i de vigtigste spanske vinguides. Så nogle gange kan det godt betale sig at vente. Denne årgang 2009 har bl.a. fået 90 point af Parker.

Vinen er fermenteret i rustfri tanke med temperaturkontrol, og hver druesort selvfølgelig separat. Maceration på 12 til 18 dage, og vinen lagrer 12 måneder på egetræsfade, 50% franske Allier eg og 50% amerikansk fade. To tredjedele af tønderne er nye, og en tredjedel er fra det foregående år. Derefter lagrer vinen også 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Og i glasset også en mørk fætter med stor bouquet. Der er blæk, grafit, tørre buske, krydderier, mørke kirsebær, solbær, blåbær, blommer, kompost … eller noget animalsk af en slags, kaffe og balsamico. Smagen er præget af stor tørhed, godt proppet med tanniner og ellers godt med frugt, solbær, træ og krydderier. Selvom det er en fyldig vin, så er der også en dejlig lethed over vinen … virker meget velafbalanceret. Skøn vin.

Har set den på nettet hos Gunnar Madsen Vinhandel til 179 kr. Glud Vin ser også ud til at være forhandler, men det er svært at finde vinen herhjemme via nettet.

Vinanmeldelse 5/7    

Flere vise ord

2012 Murphy-Goode Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2012 Murphy-Goode Winery, Pinot Noir, Californien, USAFredagens sidste Pinot var fra et af Jysk Vins nye huse, nemlig Murphy-Goode Winery, som ligger i Sonoma County mellem Healdsburg og Geyserville. Gert havde medbragt vinen … ganske velvalgt, da jeg ikke tidligere havde hørt om vinhuset … endsige smagt nogle af deres vine. Det fik vi så lige rådet bod på.

Vingården blev grundlagt i 1985 af de tre venner Tim Murphy, Dale Goode og Dave Ready. Efter et spil terninger “Liar’s Dice” … på dansk vist nok kendt som “snyd” … besluttede de, at tage det endelige skridt til selv at producere vin efter deres egne hoveder, da de længe havde haft en stor passion for god vin. De startede i Sonoma County med at lave Fumé Blanc og Chardonnay.

I de efterfølgende år opkøbte de vinmarker langs den californiske kyst og udvidede produktionen til de mange forskellige vine, de laver i dag.

I dag er de tre grundlæggere imidlertid døde, men vingården er stadigvæk i familiens eje og drives af David Ready Jr. Han er i kraft af faderens interesse for vin vokset op med vin, men havde ellers plan en anden kurs. Han ville være rockmusiker. Som teenager spillede han i lokale Minneapolis bands, og drømmen om en liv med rockmusik trak ham til Californien, hvor det dog blev vinen, som sluttelig fangede hans interesse.

Selvom det i dag er vinen, som er det centrale hos David Ready Jr., så holder han dog den gamle interesse i live ved ved at spille trommer og skrive musik. Faktisk sammenligner han vinproduktion med det at komponere sange og skrive sangtekster. At finde de ord, der bedst passer til melodien er ligesom at lave en afbalanceret blanding vin eller opdage, hvordan en speciel type af egetræ tønde kan harmonerer med bestemte druer.

Derudover er Davis også grill entusiast, og han hævder, at der er intet bedre match end en flaske Murphy-Goode Cabernet Sauvignon sammen med en grillet oksefilet toppet med smuldret blåskimmelost. Og det med grill fylder også på vingården, hvor der fx ansat en Grill Sergeant Dirk Yeaton, som kan sørge for lidt barbecue til gårdens besøgende. På deres hjemmeside er der således også tonsvis af opskrifter på god grillmad, fx Really Goode Spareribs.

Murphy-Goode er også sponsor til Operation Homefront, en non-profit organisation, der ærer og hjælper aktive amerikanske soldater og veteraner ved at støtte deres familier med finansiel nødhjælp. Dette sker også med en vinkel til Goode navnet, nemlig Give Goode, do Goode, Goode Deed.

Faktisk har Murphy-Goode Winery lavet en serie vine med navnet Homefront, hvor 50 cent pr. solgt flaske går til Operation Homefront. Målet er at få indsamlet 300.000 dollars. Med lidt fiks hovedregning, så skal der så sælges ikke mindre end 600.000 flasker af disse vine.

Og så er de også lidt vilde med spil, og på gårdens hjemmeside finder du fx også regler for Two-Hand Touch Vineyard Ball, Liar’s Dice og Texas Hold ‘Em.

Nå, men tilbage den aftenens Pinot Noir, hvor druerne kommer fra forskellige marker placeret langs den californiske kyst fra Mendocino i nord til Monterey i syd. Det kølige kystklima er velegnet til den lidt sarte Pinot Noir. Den er imidlertid ikke helt ren Pinot Noir, idet der er tilsat 1% Cabernet Sauvignon … ganske uhørt. Vinen har lagret 8 måneder på franske og amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt også lidt sød stald … varm sød stald, grønne blade, salvie, kirsebær, vanilje og babybræk … på den gode måde selvfølgelig. Minder lidt om tysk Spätburgunder, blot lidt varmere og fyldigere i udtrykket. Smagen er god kirsebær, godt med frugt i det hele taget, men der er også fint styr på syren med blide tanniner og et let krydret udtryk. Dejlig vin.

Forhandles af Jysk Vin, pris 99 kr. ved køb af 6 stk., ellers er prisen 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Weingut Knipser, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Knipser, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland Næste vin … er fra et vinhus, som jeg har skrevet om nogle gange på bloggen, nemlig Weingut Knipser, og her med en ganske klassisk Spätburgunder, en Kalkmergel Spätburgunder.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet. Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag ses på vinetiketterne.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser. I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Denne Kalkmergel Spätburgunder er blandet af druer fra forskellige marker, hvor jordbunden – som navnet også indikerer – består af mergel og kalksten. Hovedparten af druerne kommer fra marken Großkarlbacher Burgweg. Vinen har lagret 12 måneder på egefade.

Duftmæssigt rigtig tysk hestestald, sødme, mirabeller, hindbær, jordbær, vanilje og mineralitet. Smagen er ganske tør … var min første tanke. Dejligt. Vinen er let krydret, stram og i flot balance. Den har god frugt, mineralitet … hmmmm.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor pris er 210 kr. Min er købt i Tyskland til ca. 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, TysklandSom efterhånden kendt her på bloggen, så er fredag Spätburgunder dag … ja, jeg ved godt, at jeg ikke får drukket Spätburgunder hver fredag, men netop i fredags var der flere af slagsen på bordet, og én af dem var denne Spätburgunder M fra Weingut Markus Schneider.

Jeg har tidligere skrevet en smule om ham. Hans far Klaus Schneider fik i 1990 en mulighed for at købe en vingård, og da sønnen Markus kun havde en ting i hovedet … og det var ikke damer … men vin, så købte han ejendommen i Ellerstadt til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke. Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante.

Druerne til denne Spätburgunder M kommer fra 2 forskellige vinmarker, én hvor jorden er præget af kalksten og én hvor jorden består af grus og sand. Alle druer plukkes i hånden, og fremstilling sker med traditionel gæring i trækar i en periode på 6 uger, og vinen lagrer på fade frem til marts … dvs. nogle 6-7 måneder.

Duftmæssigt fornægter dens tyske ophav sig ikke, men der er også lidt mere “varme” i duften. Jeg har noteret mig hestestald, en kødfuld Irish Stew, svampe, kaffe, modne solbær, jordbær, hindbær, kardemomme og nødder. Smagsmæssigt fanger jeg kirsebær, fin mineralitet og stramhed, krydderier og let sødme. Lidt mere fyldig end vi normalt finder tyske Spätburgunder, men på en fantastisk charmerende måde.

Købt hos Gourmondo, pris 15,90€ … eller ca. 118 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Og husk:

Vise ord

2010 L. A. Cetto, Chardonnay Private Reservè, Baja California, Mexico

2010 L. A. Cetto, Chardonnay Private Reservè, Baja California, MexicoFredag … lun sommeraften og et par venner på besøg under den overdækkede terrasse … tomatpesto, romesco sauce, artiskok creme, hjemmelavet brød, olivenbagt brødpinde, chilipølser, pizza Bianco samt pizza m/serrano skinke & basilikum, grillspyd og pære/skimmelost salat med bagte rugbrødsstykker … og så selvfølgelig lidt vin. Og én af vinene var denne Chardonnay Private Reservè fra et vinhus i Mexico, nemlig huset L. A. Cetto.

Mexico er nok et nyt vinland for de fleste danskere, men de er ikke nybegyndere eller helt så ubetydeligt et vinland, som man umiddelbart kunne tro.

Spanierne ankom i 1500 tallet og ville naturligvis ikke undvære vin, så de medbragte selv vinplanter og begyndte at dyrke vin i Mexico. Missionærerne spredte således traditionen om vindyrkning fra by til by – helt til det nordlige Californien, Napa og Sonoma, der i dag er rygraden i den nordamerikanske vinproduktion.

Og omkring 90% af Mexicos vine stammer fra Baja California, en 1.300 km lang mexikansk halvø, der udgår fra syd for San Diego. Den 1.300 km lange stillehavskyst i Baja California giver vinmarkerne kølighed og en luftfugtighed, der ofte skaber en udbredt betagende morgentåge.

Hovedparten af landets vinproduktion er domineret af få vinhuse, hvor nogle har eksisteret i årtier, mens en del nye vinproducenter dukkede op i 80’erne og 90’erne.

Vinhuset L. A. Cetto er også beliggende i Baja Californien, nemlig i Valle de Guadalupe. Huset er grundlagt i 1926 af den italienske immigrant Don Angelo Cetto, men det var først efter sønnen Don Luis Augustin Cetto – som vinhuset også er opkaldt efter – at der virkelig kom gang i salget, og i 1975 etablerede han L.A Cetto Winery … eller Vinos L. A. Cetto, som det rettelig hedder.

Nu er det 3. generation, Luis Alberto Cetto, der driver det prestigefyldte vinhus, som i dag har status som Mexicos i særklasse bedste producent.

Og her har vi altså én af husets Chardonnay’er, selvfølgelig produceret på 100% på Chardonnay og gæringen foregår i franske træfade. Herefter fortsættes lagringen i træfadene yderligere 7 måneder ”sur lie”, dvs. vinen ligger med skallerne i under ugentlig omrøring. Vinen får efter aftapning yderligere 6 måneders flaskelagring inden frigivelse.

Og det er helt klart Chardonnay i glasset … om end en smule anderledes, og i næsen er der sødme, krydderier, muskat, egefade, vanilje, smør, nødder, våd vaskeklude og virker lidt flad i udtrykket. Smagsmæssigt også eg, fedme, blomster, hyld, men også lidt syre og også en smule skarphed. Hvad skal jeg sige? Kan godt li’, at fedme ikke står alene, men følges pænt ad med syren. Ganske okay vin … uden jeg falder helt ned af stolen.

Forhandles hos Vin & Vin, pris 139 kr. og 99 kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2012 Accordini Igino, Augustus Valpolicella, Veneto, Italien

I den lille by Pedemonte i Veneto ligger Azienda Vitivinicola Accordini Igino, som drives af Accordini familien med Guido og datteren Ilaria Accordini i spidsen. De står bag dagens vin, denne Augustus Valpolicella Classico Superiore … saft og kraft fra Veneto området, men lad os inden beskrivelsen af vinen kigge lidt nærmere på vinhuset.

Azienda Vitivinicola Accordini Igino er grundlagt helt tilbage i 1821, da Guidos bedstefar arvede et 3 hektar stort jordstykke i Valpolicella.

På dette tidspunkt var området allerede kendt som godt vinområde, men Accordinis marker blev dog udelukkende anvendt til produktion af vine til eget brug … og sådan fortsatte det egentligt i mange, mange år.

I 1960 begynder familien imidlertid at blive mere målrettet, og de begynder bl.a. at dyrke nye “Corvina” planter for at opbygge en vingård med en større produktion. De 3 hektar udvides også til 35 hektar, og i 1970’erne sælges den første vin med familienavnet Accordini … nemlig en Amarone, som er radikalt anderledes fra dem, der allerede på markedet, bl.a. med en utrolig frugtrigdom.

Siden da har målet altid været produktion af kvalitetsvine, og familiens vine sælges i dag i hele verden. Der er høstet flotte omtaler af Wine Enthusiast, Luca Maroni og Decanter. Senest har familien også i 2013 tilkøbt yderligere 25 hektar vinmarker i Lugana, den sydlige del af Gardasøen.

Druerne til denne Augustus Valpolicella Classico Superiore kommer fra markerne Colline di Moron, og består af 65% Corvina og Corvinoni, 25% Rondinella samt 10% Rossignola. Druerne har vokset på skråningerne i den gamle del af vindistriktet, hvor kvaliteten er højest. Den yngste del af appellationen er det fra det flade land neden for bakkerne.

Når druerne er høstet tørres druerne i ca. 40 dage, hvilket giver en større koncentration af sukker og smagsekstrakter i druen. Efter endt gæring af vinen lagres den på ståltanke i ca. 6 måneder og derefter 10-12 måneder på flaske, før den bliver tilgængelig for salg.

Duftmæssigt måske en anelse neutral, dog svage noter af tørre buske, solbær, svage blommer. Smagen fylder dog (heldigvis) noget mere med mørke kirsebær, blommer, sødme. Der er godt proppet med frugt, men vinen har også en grøn syre, men er med til at holde balancen, så hele herligheden ikke bliver for sød og vammel, og det gør det egentlig til en ganske god vin.

Forhandles af Salling, pris 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Bodegas Casarena, Ramanegra Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina

En vin fra weekenden, nemlig denne Ramanegra Cabernet Sauvignon fra Casarena Bodegas y Viñedos … ét af de nyere og moderne vinerier, som der findes så mange af i Argentina. Dette ligger i det mest kendte område i Mendoza, nemlig Luján de Cuyo, helt præcis ved byen Perdriel, syd for byen Luján de Cuyo og omkring 20 minutters kørsel syd for Mendoza by.

Casarena y Viñedos er opstartet i 2007 af ægteparret Peter og Karen Dartley. Ud fra et brændende ønske om at blive vinbønder, rejste de i 2006 over 3 kontinenter for at finde det perfekte sted til at producere vin. Og her er Argentina et godt og billigt sted.

De fandt et gammelt vineri fra 1937, så dette blev købt og er nu fuldstændig gennemrenoveret og udstyret med top moderne vinifikationsudstyr, bl.a. med en kapacitet på 650.000 liter betontanke og 175.000 liter tanke i rustfrit stål. Ejendommen havde en smuk gylden sandfarve, og de kaldte derfor straks vinhuset Casarena y Viñedos, da Casarena på spansk betyder “huset af sand”.

Casarena y Viñedos har i alt 300 hektar jord, hvoraf de omkring 160 hektar i øjeblikket er tilplantet med vinstokke. Der er samlet investeret i 4 store vinmarker, nemlig markerne Lauren’s Vineyard, Owen’s Vineyard, Jamilla’s Vineyard og Naoki’s Vineyard. Selve vingården er beliggende på Jamilla’s Vineyard.

Owen’s Vineyard er på 32 hektar og 70% af stokkene er Cabernet Sauvignon fra 1930. Netop købet af denne mark med de  gamle Cabernet Sauvignon stokke var et hårdt slag mod berømte Catena Zapata, der i mange år havde fået deres allerbedste Cabernet Sauvignon druer fra netop disse marker, der leverer topkvalitet.

Lauren’s Vineyard og Naoki’s Vineyard på henholdsvis 80 og 40 hektarer er nyanlagte marker. Beplantning af disse er sket under skarp overvågning af selveste Michel Rolland. Da markerne blev købt var de oprindeligt dækket af masser af sten, så da Casarena påbegyndte arbejdet med at fjerne sten og gøre klar til beplantning, stoppede flere folk fra de lokale vinhuse op og morede sig kosteligt over det pukkelarbejde, man havde rodet sig ud i.

Men den der ler sidst, ler som sagt bedst og i dag er netop disse producenter ærgerlige over, at de ikke så områdets enorme potentiale. Alle vil nu gerne opkøbe land her, da priserne på vinmarkerne i netop dette område er steget voldsomt.

Peter og Karen hentede også et par kompetente herrer til produktionen af husets vine. De to vinmagere Bernardo Bossi & Alejandro Sejanovich kommer begge fra det vinhus, der for alvor satte Argentina på vin-landkortet, nemlig berømte Catena Zapata.

Alejandro er meget optaget af at finde ind til ”rødderne” af Malbec. Derfor arbejdes der seriøst med udvælgelse af stiklinger fra de bedste vinstokke til udplantning og podning (Massal Selection). Denne teknik bruges på alle de forskellige parceller/marker med de ligeså forskellige Malbec-populationer. Denne teknik bruges i stedet for kloning, hvor alle stokke ender ud i ens genetisk herkomst.

Ambitionerne er høje og der bliver derfor arbejdet hårdt i både mark og i vineri for at opnå de ønskede resultater og kvaliteter. Første årgang var 2009 og her høstede huset allerede flotte anmeldelser.

Her har vi husets Ramanegra Cabernet Sauvignon, oprindelig lavet til hjemmemarkedet, men sælges nu også i flere lande. Ramanegra betyder “sort gren” … og det dækker vel fint over de gamle stokke med sorte druer.

Vinen er selvfølgelig 100% Cabernet Sauvignon og kommer de gamle Cabernet Sauvignon stokke fra Owen’s Vineyard, og både klaser og dernæst druer sorteres i hånden. Efter en blid afstilkning gennemgår de hele druer en udblødning (maceration) i 8 dage ved 8C. Selve gæringen foregår med den naturlige gær og ved lav temperatur for at bevare mest muligt aroma i vinen. Den malolaktiske gæring foregår spontant i fadene. Til sidst lagres vinen i 9 måneder på fransk producerede fade.

Duftmæssigt fanger jeg lidt blæk, sorte solbær, blommer, vanilje, chokolade, fugtige egetræsfade, babybræk og eucalyptus. Faktisk en rigtig dejlig, fyldig, varm og semikompleks næse. Smagen er fyldig med blommer, sødme, frugtrigdom og bløde tanniner. Hænger sgu meget godt sammen, og ganske skøn nydelse. Mangler måske en smule syre … rygrad, men bestemt et rigtig pleaser og god eksponent for de argentinske vine.

Købt hos Vin & Vin, hvor prisen er 139 kr. eller 99 kr. hvis du køber 6 stk. Jeg var heldig at få én til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Guicciardini Strozzi, Chianti Francesco Guicciardini, Toscana, Italien

2011 Guicciardini Strozzi, Chianti Francesco Guicciardini, Toscana, Italien Jeres hårdtarbejdende vinblogger er fortsat ferieramt, men har registreret et omslag i vejret … temperaturen er faldet en smule … men det har vi jo råd for.

Vi skifter da bare fra de hvide vine til de røde, og denne fredag har jeg derfor åbnet denne Chianti Francesco Guicciardini fra vinhuset Tenute Guicciardini Strozzi. Chianti … indbegrebet af toscansk vin, og dette vinhus er også ét af de gamle, klassiske huse i området.

Vinhuset Tenute Guicciardini Strozzi har nemlig en lang, spændende og adelig historie og kan føres tilbage til år 994. Huset laver vine fra 4 vinegårde i Toscana, nemlig vingårdene Villa Cusono, Poggio Moreto, Tenuto I Mossi samt Tenuta Le Pavoniere. Derudover ejes der en vingård på øen Isola di Pantelleria i den sydlige del af Italien, nemlig vingården Coste di Kuddio.

Tenute Guicciardini Strozzi ejes af greven Robert Guicciardini og Principe Girolamo Strozzi, og drives af disse sammen med de respektive hustruer samt Strozzis to smukke døtre Natalie og Irina.

Strozzi familien kommer fra en stor, magtfuld familie af bankfolk, statsmænd og hærførere, som har sat deres præg på historien i Italien. Strozzi familien har bl.a. besiddet borgmesterembedet i Firenze via Francesco Guicciardini, som var gift med Luisa Strozzi i starten af 1900-tallet.

Francesco var også landbrugs- og udenrigsminister i Italien og på krigsmuseet på Slottet i Versailles kan man også finde en buste af Piero Strozzi, som i tidernes morgen var marskal af Frankrig og øverstbefalende for de franske væbnede styrker.

Efterkommere af Guicciardini Strozzi-familien er også blevet gift ind i Marlboroughs familien i London, hvis familiemedlemmer bl.a. omfatter den gode Sir Winston Churchill.

Blandt familiens berømte forfædre findes også en vis Lisa Gherardini del Giocondo … også hun er vist mest kendt fra Leornado da Vinci maleri … Mona Lisa. Dermed er de nuværende medlemmer af Guicciardini Strozzi-familien 15. generation efterkommere af Mona Lisa. Alt i alt, en stor, historisk og magtfuld familie.

Samlet driver familien omkring 530 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. Herudover er der også lidt jagt på nogle af jorderne. En anden værdifuld jagt er … jagt på trøfler, idet godset har reserveret 15 hektar af jorderne specielt til dette formål. Med en ansat trøffelguide kan besøgende være med til denne mindre morderiske jagt på Italiens sorte guld.

Jeg er stødt på Tenute Guicciardini Strozzi tidligere, nemlig sidste år i Berlin, hvor jeg på den dejlige lille italienske restaurant Mizzio’s smagte en 2009 Guicciardini Strozzi, Ocra fra Strozzis vingård Tenuta Le Pavoniere i Bolgheri, en vingård som er tilkøbt i 1990.

Denne Chianti Francesco Guicciardini laves imidlertid på Strozzis gamle vingård Villa Cusona i San Gimignano. Villa Cusona havde i gammel tid hele 11 gårde under sig, hvor man producerede oliven, druer og grøntsager. Det var først i 1427, at der blev lavet vin for første gang, og dengang var det alene på den hvide drue Vernaccia, som i dag fortsat er én af specialiteterne hos Strozzi.

Efter flere udvidelser af vinmarkerne, blev kældrene i 1850 udbygget til vinproduktion, men det var først senere at Francesco Guicciardini færdiggjorde vineriet. Det er disse bygninger og kældre, der i dag er hele grundstammen for vinproduktionen hos Tenute Guicciardini Strozzi.

Her har vi den ene af husets 2 producerede Chianti’er … den anden hedder Titolato Chianti. Selvfølgelig primært lavet på Sangiovese, nemlig 80% mens de resterende 20% er andre, uoplyste druesorter, formentlig lidt Canaiolo og Malvasia del Chianti. Vinen er lavet i store cementfade med maceration med skindet, men vinen har slet ikke lagret på egefade for at sikre mere frugt og friskhed.

Billedet på etiketten forestiller en anden tidlig forfader, nemlig Francesco Guicciardini, som i 1500-tallet var en fremtrædende politiker, guvernør, filosof og historiker. På billedet sidder han rank i det historiske bibliotek i Palazzo Guicciardini.

Duftmæssigt er vinen dejlig rustik og landlig … nam nam … næsten med skønne stald-/animalske noter. Der er kirsebær, tørre blade fra olivenbuske … eller andre sydeuropæiske buske, krydderurter, grafit og en smule peber. Smagen er utrolig blød, som fløjl … men fortsat med det italienske bid og forholdsvis stramme tanniner. Det er sjældent, at jeg har smagt så god Chianti … denne er i særklasse. Er virkelig positiv overrasket, flot vin. Og til prisen et super køb.

Jeg har fået vinen i gave, men den forhandles bl.a. af Piaf Vinhandel. Pris 99,95 kr., men kan fås til 79,95 kr., hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Charles & Charles, Chardonnay, Washington State, USA

2012 Charles & Charles, Chardonnay, Washington State, USAEndnu en hvidvin i sommerhuset, denne gang en Chardonnay fra den gode Charles Smith, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen, men denne gang kommer vinen nu ikke alene fra ham, men er lavet i et samarbejde med en anden Charles, nemlig Charles Bieler.

Charles Smith vil jeg ikke skrive så meget om, men blot henvise til nogle af de tidligere blogindlæg, fx fra vinene 2010 Charles Smith, Kung Fu Girl Riesling eller 2008 Charles Smith, Chateau Smith, Cabernet Sauvignon. En anderledes, rocket vinmager ud over det sædvanlige, som bestemt er interessant at læse om.

Det gælder imidlertid også hans samarbejdspartner Charles Bieler, som kalder sig selv kreativ, en innovativ vinmand, maratonløber og New York Hipster.

Charles kommer reelt fra en vinfamilie, idet hans far Philippe Bieler i 1992 grundlagde vingården Château Routas i Coteaux Varois, en lille appellation i midten af Provence. På gården producerede man Grenache baserede rødvine samt masser af rosévine.

Charles Bieler og hans søster Mira blev involveret i driften og markedsføringen i midten af 1990, hvor de specielt havde fokus på eksporten til det amerikanske marked. Et af Charles Bielers glansnumre var at rejse igennem USA i en lyserød Cadillac for at fremme rosévinene fra Château Routas.

I 2005 solgte familien imidlertid Château Routas og grundlagde i stedet for negociantfirmaet Bieler Pere et Fils, som fokuserer 100% på rosévine, primært til det amerikanske marked.

I dag bor Charles Bieler i Harlem i New York og er ellers involveret i en række vinprojeker. Sammen med sommelier Richard Betts laver han tequilaen Oaxaca’s Sombra Mezcal. Han er involveret i vinhuset The Three Thieves sammen med Joel Gott og Roger Scommegna, hvor de finder/opkøber spændende vine, som kan markedsføres og sælges til fornuftige penge. Et par af vinene sælges endda i 1 liters Tetrapak kartoner … næsten som mælk eller juice.

Dette markedsfører de nu også genialt med sloganet ”It’s What’s Inside the Bottle That Counts. So We Got Rid of the Bottle”. Godt tænkt.

Herudover er han altså involveret i dette projekt Charles & Charles sammen med Charles Smith fra K Vintners & Charles Smith Wine i Walla Walla, Washington State. Her laver de i alt 3 vine, en rød, en hvid og en rosé … hvor rosé’en markedsføres med sloganet ”Yes, You Can Drink Rosé and Still Be a Bad Ass”.

Druerne til denne Chardonnay opkøbes fra forskellige marker rundt om i Columbia Valley i Washington State, bl.a. Upland, Carpenter, Newhouse Vineyards, Snipes Mountain, og Roza Hills. Selvfølgelig 100% Chardonnay … presning sker af de hele drueklaser, og vinen har lagret på eg i 7 måneder, heraf 20% nye fade.

Duftmæssigt lidt mango? Herudover fanger jeg lidt lemon, smør, blomster, svage æbler og lidt våde sten … men på en varm måde. I smagen overraskes man af en stor tørhed … ikke meget Chardonnay fedme her. Meget klar og syrerig med en varm tone. Der er noget finesse sammen med fin fylde og elegant varme og frugtrigdom. Slet ikke dårligt.

Mir første indtryk var ellers lidt skuffende … men det skyldes alene, at vinen dér var alt for kold. Denne Chardonnay må derfor ikke serveres for kold = direkte fra køleskabet. Skal ha’ lidt temperatur.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 98 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Weingut Maximin Grünhaus, Grünhäuser Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Maximin Grünhaus, Grünhäuser Riesling Trocken, Mosel, TysklandVed foden af en lang stejl sydvendt skråning på den venstre bred af floden Ruwer, omkring to kilometer før denne biflod Ruwer munder ud i Mosel, ligger vingården Maximin Grûnhaus … aka Schlosskellerei C. von Schubert, idet godset nemlig tilhører familien Von Schubert.

Det er i hvert fald herfra, at dagens vin kommer, nemlig denne Grünhäuser Riesling Trocken.

Vinhuset betegnes af mange som ét af de bedste i Mosel sammen med Karthäuserhofberg, Prüm, Fritz Haag og et par stykker mere. De har også nogle af de bedste marker i Mosel, nemlig markerne Abtsberg på 14 hektar, Herrenberg på 19 hektar og Bruderberg på knap 1 hektar.

Hver af disse vinmarker har sin egen særskilte mikroklima, hældning og sammensætning af jordbund og terroir, hvilket også forklarer forskelligheden i de mange unikke vine, som der laves på Grünhaus.

Selve godset har en lang historie, idet gården hviler på et gammelt romersk fundament. Der er fundet keramik rester, som viser tegn på, at der allerede i romertiden blev produceret vin på stedet, hvor den nuværende vingård ligger.

I de tidligste fortegnelser om vingården fra år 966, hvor gården hed Villa ad Valles, bekræftede Kaiser Otto I, søn af Karl den Store, at den frankiske konge Dagobert havde doneret gården, vinmarkerne og de omkringliggende arealer til Benediktinerklosteret Sankt Maximin i Trier. Og de forvaltede faktisk vingården indtil slutningen af 1700-tallet.

Herefter kommer vingården – efter Napolons sejre – under fransk administration indtil 1810, hvor godset bliver solgt til Friedrich Freiherr von Händel. Og fyrre år senere overtages det af hans barnebarn Friedrich Freiherr von Solemacher. Igen i 1882 skifter vingården ejer, idet det bliver købt af Carl Ferdinand Freiherr von Stumm-Halberg. Han investerer massivt i vingården, så den bliver én af de mest moderne på denne tid.

Da Von Stumm eneste søn dør tidligt, så er det hans datter Ida, som arver godset, og godset er dermed hendes medgift, da hun bliver gift med Conrad von Schubert. Og i dag er det 5. generation af von Schubert familien, nemlig Dr. Carl von Schubert som driver Grünhaus. Han har bl.a. lavet en ph.d.-afhandling om økonomien ved vinavl på stejle skråninger.

Siden 2004 har det imidlertid været vinmageren Stefan Kraml, som har stået for hele produktionen på Grünhaus.

Og det er en ganske klassisk vin, og en ganske klassisk etikette på vinen, helt Art Deco, Jugendstil eller Barok i udtrykket. Hvad ved jeg om det? Dermed én af de de smukkeste eller grimmeste etiketter … alt efter smag, men respekt for, at den næsten har været uændret i over 100 år. Den ka’ jeg sgu godt lide.

Motivet på etiketten omfatter bl.a. von Schuberts våbenskjold, en oval guldramme med flere motiver, bl.a. to englebørn, en arbejdshest med et sværd mellem dens forreste klove, en minearbejder lampe og et tandhjul. Hesten refererer til forfaderen Conrad von Schubert, som grundlagde det første jernbane ingeniør regiment, og blev adlet af den tyske kejser. Minearbejderlampen og tandhjulet refererer til Stumm familien, som ejede miner og stålværker i Saarland.

Her har vi ikke en enkeltmarksvin fra nogle af de store vinmarker, men derimod huset entry-level Riesling, selvfølgelig 100% Riesling. Faktisk, så er 94% af markerne tilplantet med Riesling. Derudover er det lidt Weißburgunder og Auxerrois på de sidste 6%. Kan ikke finde så meget info om fremstillingen af vinen, så vi springer fluks til smagsindtrykkene.

Duftmæssigt fanger jeg lidt fersken, muskat og citrus. Virker dejlig fugtig og en smule krydret i næsen. Smagen er sådan næsten klassisk Mosel, ikke så mineralsk, men let, omgængelig, svag sødme, æbler, let krydret og okay frisk. Igen til den lave siden med alkoholen, hvilket vist også er typisk Mosel.

Købt hos Gourmondo, pris 10,9€ … eller ca. 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7