Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2011 Yazgan Şarapçılık, Vodina Cabernet Sauvignon-Syrah-Merlot, Tyrkiet

2011 Yazgan Şarapçılık, Vodina Cabernet Sauvignon-Syrah-Merlot, TyrkietAftenens anden overraskelse … tyrkisk vin … ja og endda god tyrkisk vin. Den havde jeg ikke lige set komme. Ej heller gættet. Vinen hedder Vodina, er lavet på Cabernet Sauvignon, Syrah samt Merlot og kommer fra vinhuset med det (mærkeligt nok) tyrkisk klingende navn Yazgan Şarapçılık.

Huset er grundlagt i 1943 af Hüseyin Yazgan i Karşıyaka, İzmir. Han lejede en lille lagerbygning, og hyrede et par folk, bl.a. den jødiske formand Yuda og vinmageren Azerbaijani Zahurbek. Der blev investeret i 4 egetræsfade, en vinpresse og så gik man ellers i gang med at lave vin.

Første produktion var på 23.148 liter, men allerede efter 3 år var produktionen nået op på 132.750 liter. Vinene blev dengang ikke flasket, men aftappet på 26 liters demijohns … og fragtet til de lokale markeder af hestetrukne køretøjer.

Det er først omkring 1950 – efter en vin fra vinhuset vinder en konkurrence afholdt af det tyrkiske monopoltilsyn – at Hüseyin Yazgan får designet den første vinetikette og begynder at flaske vinene på almindelige vinflasker.

I dag er Yazgan Şarapçılık eller Yazgan Winery, som det kaldes på vores breddegrader, en noget større historie med en årlig produktion på over 5 millioner liter vin. Og der laves en hel række forskellige vine hos Yazgan Winery, bl.a. en serie kaldet Casaba, én kaldet Mahra’ya og så selvfølgelig også denne Vodina, hvor der laves en rød og en hvid.

Den hvide er lavet på Chardonnay, mens denne – som nævnt – er lavet på 54% Cabernet Sauvignon, 36% Syrah og 10% Merlot. Vinen kommer fra området Manisa i Ege Bölgesi. Vinen har lagret på fransk eg i 12 måneder.

Duftmæssigt en lidt sød næse med eg, vanilje, solbær, blommer, mint, chokolade, kanel, kaffe og tobak. I smagen er der også sødme med solbær, vådt krudt, stikkelsbær og lidt ubestemmelige krydderier. Tanninerne er ganske blide, og der er ganske god balance i vinen. Lidt svær at definere … jeg var ovre i noget italiensk, men surprise … da det blev afsløret, at vinen er fra Tyrkiet.

Har ikke selv fundet en forhandler herhjemme, men kan se, at Glud Vin tidligere har haft vinen. Pernille (se kommentarer) oplyser, at Vin og Vin i Ålborg er forhandler, pris 299 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Bernard Magrez, Château des Muraires Rosé, Provence, Frankrig

2012 Bernard Magrez, Château des Muraires Rosé, Provence, FrankrigNår den gode – og særdeles rige – Bernard Magrez vil drikke rosévin fra Côtes de Provence, så kan han vælge mellem vine fra hans 3 slotte i dette område, nemlig Douce vie, Château La Gueiranne eller Château des Muraires, og netop fra sidstnævnte kommer denne rosévin, som vi her smager i en årgang 2012.

Château des Muraires ligger i billedskønne omgivelser tæt på landsbyen Le Luc i Provence. Til vingården hører 9 hektar vinmarker, som er tilplantet med de klassiske sydfranske druer sorter Carignan, Grenache, Syrah og Cinsault samt de for området nyere druesorter Rolle og Ugni Blanc (Vermentino og Trebbiano Toscano).

Og den gode Bernard Magrez har jeg jo skrevet om en del gange her på bloggen … ja faktisk er han svær at undgå, da han er én af Bordeaux’s helt store vinkøbmænd, som ejer ikke mindre end 35 små og store vingårde, 21 af dem i Bordeaux … og altså også 3 i Côtes de Provence.

Magrez voksede op med en streng far, der smed ham ud hjemmefra, da han var fyldt tolv. Han blev uddannet som snedker i Pyrenæerne, og da han som ung mand i 1964 var tilbage i Paris, overtog han et lille importfirma for portvin fra en aldrende ejer. Firmaet hed egentlig Grelaud, men Magrez døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA. Inspirationen til navnet hentede han i en gammel film med Ester Williams – hende med badedragten.

Det var dengang det franske supermarked Carrefour åbnede uden for Paris, og Magrez så, at her lå der et fremtidigt salg. Hans firma voksede støt og blev efterhånden Frankrigs største grossist i vin og spiritus.

I 2005 solgte han William Pitters og likørfirmaet Marie Brizard, og de mange penge, som han tjente, investerer han i sine vinslotte. Endvidere er han siden 2001 blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte. Han markedsfører vinene fra Depardieus syv slotte.

Nå, men tilbage til denne rosé, som er lavet på druerne Carignan, Cinsault, Grenache Noir, Syrah og Ugni Blanc.

Duftmæssigt godt med sød frugt, jordbær og hindbær … mest jordbær og så også lidt flæsk eller noget i den retning. Smagen er meget straight-forward, meget nem og tilgængelig og uden den store syre eller rygrad. Det synes jeg også bliver vinens svaghed … den er let, sød, liflig … men uden meget karaktér og lidt en “damevin” … uden at fornærme nogle af dette køn … kunne aldrig drømme om. Men altså, lidt for meget saftevand efter min vurdering.

Købt hos Vinspecialisten, pris 150 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2009 Ampelos Cellars, Syrah Gamma, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Syrah Gamma, Californien, USASå nåede vi sidste flaske fra fredagens store Ampelos smagning med Peter Work, nemlig med finalenummeret, en Syrah gamma: the complex. Selvfølgelig 100% Syrah … og denne gang er alle druerne fra egne marker, dvs. at vinen dermed også er 100% økologisk og biodynamisk.

På den tekniske side er vinen lavet af et blend mellem 3 Syrah kloner, nemlig Estrella, klon 383 og klon 470. Peter kalder selv vinen for “Black Beauty’ of the Sta. Rita Hills”. Vinen har lagret 24 måneder på eg, heraf 31% nye fade.

Som jeg vist nævnte indledningsvis, så smagte jeg denne vin for lidt over en måned siden, blot i en årgang 2007, og der var jeg meget begejstret. Det er jeg fortsat, selvom jeg måske synes, at 2007’eren er et par millimeter bedre. Jeg havner dog på samme karakter, men med et lille forspring til 2007’eren. Måske 2009’eren blot skal gemmes nogle år?

Men lad os springe direkte til smagsnoterne. Duftmæssigt er der fortsat stald og, møding, men ellers er indtrykket godt med varme, krydderier, blåbær, blomster, lakrids og mineralitet. Som 2007’eren har den ingen tung peber i næsen fra Syrah’en.

Smagen er heller ikke tung, men præges derimod af en lethed … er meget lettilgængelig og blød i smagen. Der er ganske vist power, men det bliver aldrig voluminøs eller for kraftig, men derimod er der god syre, meget ren og tør og har samtidig også lidt grønne noter og denne gang også lidt peber.

Forhandles af Otto Suenson, pris 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Ampelos Cellars, Syrache, Californien, USA

2009 Ampelos Cellars, Syrache, Californien, USANæstsidste vin fra Ampelos Cellars, en Syrache sigma: the sum. Fede navne på vinene fra Ampolos … betydningen har jeg ingen idé om. Peter kalder selv denne vin for det bedste af 2 verdener, kage og is, Fred og Wilma, 4. juli og fyrværkeri … en dame i klip-klapper og stiletter.

Vinen er lavet på Syrah og Grenache, de to store druer fra Rhône. Halvdelen af druerne er fra egne marker, nemlig 41% Syrah og 9% Grenache, mens resten – helt præcis 31% Syrah og 19% Grenache – kommer fra nabo ejendommen Alisos vineyard. Så har den kvikke allerede regnet ud, at der er 72% Syrah og 28% Grenache i vinen.

Vinen har lagret 19-21 måneder på fad, 35% nye fade. Vi trækker 14,2% alkohol, og generelt er vinene fra Ampelos i den høje ende. Således lå de forskellige Pinot Noir også mellem 14,1% og 14,4% … ganske habile procenter til en vin på Pinot Noir, hvilket måske også forklarer lidt af det rustikke og kraftige udtryk.

Udover at producere egne vine … så har vingården i Lompoc også fået lidt stjernedrys fra Hollywood, idet skuespilleren Kurt Russell er begyndt at lave vine, og får lavet dem hos Peter. Kurt Russell er kendt fra film som Tequila Sunrise, Flammehav, Vildt begær, Stargate og westernfilmen Tombstone.

Han er jo gift med Goldie Hawn, hvis datter Kate Hudson også er en kendt stjerne i Hollywood. Hun skulle efter sigende også være ret dygtig til at smage vine, og har tit været med stedfaderen på Ampelos. Sjovt nok hedder én af Kurt Russells vine Rosé of Syrah … ligesom hos Ampelos, mens en Chardonnay vistnok skulle få navnet Goldie. Hmmm, så der sgu da lidt Se og Hør over bloggen.

Tilbage til denne Syrache, som duftmæssigt har tætsort solbær, blæk kombineret med et lille-bitte landligt og animalsk udtryk. Sort som natten kunne man næsten fristes til at sige, men det har vist noget med øl at gøre. Smagsmæssigt er vinen tæt, mørk, skarp og fugtig. Der er lidt peber, tonsvis af tannin, den er meget rank … god rygrad fra Grenache’en og der er stor frugtrigdom, som virkelig er helt fremme i munden. Flot vin … lidt anderledes end forventet, men bestemt en skøn vin.

Forhandles af Otto Suenson, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Ampelos Cellars, Rosé of Syrah, Californien, USA

2013 Ampelos Cellars, Rosé of Syrah, Californien, USANæste vin fra Peter Work var denne Rosé of Syrah, og med et tilnavn, upsilon: the charged. En lidt sjov vin og i denne årgang 2013 lavet på 75% Syrah druer, hovedparten fra egne marker, 19% Grenache, hvoraf lidt også er fra egne marker, og så 6% købte Riesling druer. Syrah druerne høstes lidt tidligere for at give mere syre, friskhed og anvendes således udelukkende til denne rosé.

Peter fortalte, at omkring 12 hektar af hans i alt 35 hektar jord er tilplantet med vinstokke, og at han til den samlede produktion køber omkring 1/4-del yderligere druer fra naboejendomme.

Det med at komme Riesling i sådan en rosé var egentlig Dons idé … efter man i nogle år havde forsøgt med forskellige druer som supplement til Syrah og Grenache. Peter og Don mener, at Rieslingen er med til at give vinen lidt mere aroma og kant. Der er nok heller ikke helt forkert, for den smager sgu meget godt … men det vender jeg fluks tilbage til.

Don (Don Schroeder) er deres søn, og han er til daglig vinmager for kult-vinhuset Sea Smoke Estate Vineyards og hjælper også Peter og Rebecca med produktionen på Ampelos.

Peter fortalte endvidere, at han ikke forventer at plante yderligere vinstokke og udvide vinmarkerne fra de nuværende 12 hektar, idet de ikke ønsker en meget større produktion. De producerer årligt omkring 5.000 kasser med 12 vine i hver. Af denne Rosé of Syrah er der i 2013 produceret 619 kasser.

Vinen er produceret på ren stål … ikke lagret på eg.

Duftmæssigt godt med jordbær, svag vingummi, rabarber, granatæbler, vandmelon og en smule blomster. Smagen er tør, støvet, let … der fornemmes et let peberstrejf … sprød og ganske indbydende.

Forhandles af Otto Suenson, pris 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Rosso di Sicilia IGT, Sicilien, Italen

2008 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Rosso di Sicilia IGT, Sicilien, ItalenJeg har tidligere smagt vin fra Peter Vinding-Diers … I ved … onklen til Peter Sisseck … men  denne slår sgu alle rekorder. Fabelagtig vin. Vi selvfølgelig igen nede på Sicilien, hvor vi finder vingården Montecarrubo. Sidst jeg smagte vin fra Montecarrubo, så var det hans andenvin, nemlig en 2011 Montecarrubo Il Piccolo, men den gjorde ikke så vildt, stort indtryk. Det gør denne imidlertid.

Peter Vinding-Diers har om nogen opnået stor berømmelse i vinens verden. Han har i mere end 40 år arbejdet som vinmager og de fleste år har han lavet vin både i den sydlige og den nordlige hemisfære … dvs. mindst to høste om året … for derefter ofte at slutte af med årets tredje høst i Tokaj.

Ingen dansk vinmand har lavet vin i længere tid end han, så han kan med rette betegnes som vinbranchens danske veteran. Peter Vinding-Diers har fulgt hele udviklingen i den moderne vinindustri, fra dengang man intet forstod til det hele blev højteknologisk og videre til nu, hvor man på visse områder tager de simpleste metoder i brug igen. Nogle gange fører det til en vin, som slår alt andet. Men det, Peter Vinding-Diers i dag er allermest kendt for i vinverdenen, er sit revolutionerende arbejde med gær.

Susie og Peter Vinding-Diers overtog Montecarrubo i marts 2005 efter mere end ét års forhandling med ejerinden, frk. Pandolfini fra Melilli, hvor de boede. En ældre stramtandet dame, datter af en tidligere borgmester og tæt på sine penge. Gården var et vildnis med gamle upassede oliventræer, lasede mandeltræer og halvdelen af en gammel stald mod gærdet til naboen.

Montecarrubo er et stykke af en vulkan, som er gået ud for mere end to millioner år siden. Ved overtagelsen så halvdelen af jorden umiddelbart godt ud, mens den anden halvdel var fyldt, dels med store klippestykker og sten, dels med gamle græsgange. Men beliggenheden er helt speciel: Skrånende ned mod det Ioniske Hav med en konstant kølig brise, den såkaldte ”Gregale”, fordi den kommer fra Grækenland med oprindelse i Sibirien.

Selv på de varmeste dage i slutningen af juli og august blæser den sin kølige luft ind over markerne. Og jorden er også speciel: Loess (udvasket vulkansk ler), kalksten og sand, og helt oppe på det højeste punkt (150 m) ligger resterne af et koralrev. For to millioner år siden lå vulkanen i havet, midt i en tropisk zone, men vulkanen var en ferskvands vulkan. PH ligger i dag på 7,5, og Peter Vinding-Diers måtte bore 160 meter ned for at få vand – 2 liter i sekundet, rent og lige til at drikke. En god ven lånte Peter sin bulldozer, så de kunne rippe de store klippeblokke op af jorden. Til sidst fik de ryddet halvanden hektar – og jorden, som var kommet frem i dagens lys, var ca. 1 meter dyb, fyldt med humus og porøs med masser af ilt. Ideelt at plante vinstokke i!

Peter Vinding-Diers havde bestemt sig for at plante Syrah – mest fordi typen var kendt for at lave helt store vine i området, men også fordi han havde erfaret, at Nero d’Avola først kunne høstes midt i oktober, men regnen kom allerede i september. Peter bad en af sine venner, Pierre Marie Guillaume i Frankrig, om at finde en god multiklon af særligt udvalgte stokke – et valg, de ikke siden har fortrudt! De plantede 5.000 stokke pr. hektar – 1,40 x 1,40 meter, så de kunne køre gennem markerne og rense ud på kryds og tværs. De valgte også at arbejde med busk vine (mere arbejde og mindre udbytte!) for at få så høj en kvalitet som muligt. Det har de heller ikke fortrudt!

Gården er certificeret biologisk og køres efter de biodynamiske principper – med de resultater, som nu for alvor dukker op, hvor folk har respekt for deres jord, er det vanskeligt at gøre noget andet. Stokkene bliver mere resistente overfor sygdomme – sejere og stærkere end naboens, der sprøjter for alverdens ting, og hvor kunstgødning giver enorme, men uinteressante høstresultater.

Topvinen på Montecarrubo hedder Montecarrubo Rosso di Sicilia IGT, og det er netop den, som vi denne onsdag aften har i glasset. 100% Syrah, og vinen har også været lagret 12 måneder på 1 år gamle franske egetræsfade fra Pingus i Spanien.

Duftmæssigt en eksplosion af brombær, solbær, stald … super skøn animalsk, og man fornemmer straks, at vinen måske er biodynamisk/naturewine. Den er sådan lidt kropslig i næsen, helt vidunderlig. Derudover har jeg noterede lidt krydderier, tørrede buske og tobak. Man bliver sgu næsten svimmel af duften. Smagen giver en voldsom frugtfylde med mørke bær, blommer, varme og meget intens. Vinen er flot velafbalanceret … meget elegant. Thumbs Up big time.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en nyere årgang 2012 koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2005 Domaine La Genestière, Lirac Cuvée Eliott, Rhône, Frankrig

2005 Domaine La Genestière, Lirac Cuvée Eliott, Rhône, FrankrigNæste vin fra Faber var denne Lirac Cuvée Eliott fra vinhuset Domaine La Genestière, som ligger i byen Tavel, omkring 10-12 km sydvest for Châteauneuf-du-Pape. Tavel er bl.a. kendt for sine rosévine, men her er det en fin lille Lirac, dvs. for området 5 km nord for Tavel.

Domaine La Genestiere ejes og drives af Jean Claude Garcin, som købte vingården i 1994. Selve gården stammer tilbage før det 20. århundrede, hvor den fungerede som bomuldsspinderi, men fra 1930 blev ejendommen ændret til vingård.

Da familien Garcin overtog stedet var det allerede kendt for sine fremragende vine. Alligevel trængte stedet til en kærlig hånd – og det fik den. I de mellemliggende år er der foretaget en intensiv nyplantning på markerne. I vineriet har store investeringer i nyt vinifikationsudstyr bragt Domaine La Genestiere op på niveau med de mest moderne i området.

Jean Claude Garcin har over 40 hektar vinmarker i appellationerne Tavel og Lirac. Jorden er stenet og det røde ler er blandet med aflejringer fra Alperne.

Jean Claude har dog indgået et samarbejde med en række andre vinbønder i området, hvor de via et fælles selskab Domaine Garcin Layouni producerer og markedfører deres vine i samlet flok.

Udover Domaine La Genestière tæller dette samarbejde Domaine Saint-Anthelme med 20 hektar Côtes du Rhône, Les Ramières med 25 hektar Lirac, Côtes du Rhône og VDP samt Longval med 10 hektar Lirac, Tavel, Côtes du Rhône og VDP. Vinene fra disse ejendomme markedsføres af Genestière, men kun vine fra Tavel og Lirac vinificeres på Genestiere. Selskabet er således den største private produktionsenhed i området.

Denne Lirac Cuvée Eliott er lavet på druerne Grenache, Syrah, Mourvèdre, Cinsault og Carignan. Lagret på eg i 12 måneder. Der laves årligt 6.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt fornemmes, at vinen har lidt alder. Der er lidt hengemt kælder, vanilje, røde bær, lakrids, krydderier og skovbund. Smagsmæssigt god tørhed, solbær, bløde og sarte tanniner samt en smule blæk. Fin vin.

Forhandles af DM-Vine, hvor en nyere årgang koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, Spanien

2010 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, SpanienTil vores påskefrokost nåede vi da også at smage denne Camins del Priorat fra den dygtige og charmerende vinmager Alvaro Palacios, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen. Jeg har også smagt og skrevet om denne vin før, men det var blot en 2007’er.

Og som sidst er jeg begejstret … det er et helt fantastisk glas vin og til prisen et supergodt køb.

Lige kort om Alvaro Palacios, som laver nogle af de absolut bedste (og dyreste) vine i Spanien i Priorat-distriktet. Palacios kommer egentlig fra en familie, der hører hjemme i Rioja, og han laver desuden vin i Bierzo, men det er vinene i Priorat, der har skaffet Palacios berømmelse over hele verden. Hans læretid tilbragte han i Bordeux (på det legendariske Pomerol vinslot Château Petrus) og hans topvine er præget af denne baggrund med deres stærke, ristede smag.

Denne Camins del Priorat er lavet med egne druer, og herudover fra druer, som Alvaro Palacios køber fra flere forskellige vinbønder i byerne Gratallops, Torroja, Les Vilelles, Belmunt og El Lolar.

Dette betyder også, at druerne dyrkes efter flere forskellige principper, hvorfor det kun er husets egne druer, der er garanteret økologisk dyrket. Den resterende del af druerne dyrkes efter, hvad man i Frankrig kalder méthode raisonnée, hvilket betyder, at man kun bruger en meget begrænset mængde sprøjtemiddel, og kun når det er yderst nødvendigt.

Udbyttet svinger også en smule fra producent til producent, men ligger generelt lavt, dvs. mellem 11 og 28 hl pr. hektar. Vinen er lavet på 40% Grenache, 50% Carignan, mens de sidste 10% er en blanding af Cabernet Sauvignon og Syrah. Gæres 18 dage på en blanding af cementtanke og træfade. Efterfølgende lagres vinen på franske egetræsfade i 8 måneder, før den klares og tappes på flaske.

Og notemæssigt ikke forskel på sidst jeg smage vinen, så det bliver også lidt gentagelse med en næse af blyanter, jord, muld, grønne noter, solbær, lakrids, vanilje … hmmmm dufter sindssygt godt. Smagen er solbær, blommer … der er stor tørhed sammen med fylde fra frugterne og samtidig er vinen stram … alligevel med lidt sødme. Der er saft og kraft sammen med tørhed og den lidt stramme, syrlige rygrad … klasse.

Købt i Vinspecialisten, pris 155 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Fess Parker Winery, Frontier Red Lot 90, Californien, USA

N.V. Fess Parker Winery, Frontier Red Lot 90, Californien, USATirsdag vinsmagning på job … 2 easy-going vine, hvor første var denne Frontier Red Lot 90 fra Fess Parker Winery … et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, og som laver en række spændende vine.

Vinhuset er grundlagt af Fess Elisha Parker Jr., som blev født i Fort Worth, Texas, og voksede op på en lille gård uden for San Angelo. Han gjorde tjeneste ved United States Navy ved slutningen af 2. verdenskrig. Under krigen forsøgte han at blive pilot, men blev afvist på grund af sin højde.

I 1950’erne spillede han rollen som Danny Crockett, i følge Fess Parker selv, var Walt Disney Company på udkig efter en skuespiller til at spille rollen som Davy Crockett, oprindeligt mente man at James Arness skulle spille titelrollen. Fess Parker første rolle var i Davy Crockett filmen “King of the Wild Frontier”.

I 1960’erne spillede Fess Parker hovedrollen i en stor amerikansk TV-serie om Daniel Boone. Serien kørte gennem 6 år som én af de mest populære serier i USA, og gjorde Fess Parker en holden mand.

Og for den formue, som Fess Parker havde tjent i Hollywood købte han i 1986 et stort resort/hotel på Santa Barbaras havnefront. Det blev i 1989 også til købet af en vingård på sølle 2,22 hektar i Santa Barbara, og det blev grundstenen til Fess Parker Winery. Nå, men Fess Parker er som nævnt født i Texas, og dér kan intet gøres i lille målestok, så antallet af hektarer er i dag vokset til 283 hektar. Det giver da et par vinstokke at tilklippe.

Siden har man også købt det tidligere The Grand Hotel fra en vingård i Los Olivos, og dette 19-værelses hotel er nu omdøbt til “Fess Parker Wine Country Inn & Spa”, er er blev totalt renoveret. Så der er efterhånden tale om et stort foretagende.

Fra starten i 1989 har målet været at lave vin af højeste kvalitet. Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb.

At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Fess Parker har specielt haft stor succes med deres Pinot-baserede vine … ikke mindst efter filmen Sideways. Scenen fra filmen, hvor hovedpersonen Miles tømmer en spyttespand, er optaget hos Fess Parker. Salget af Pinot steg med 75% i de første 6 måneder, efter filmen havde premiere. Siden er det gået lidt tilbage, men er stadig 30% højere end før Sideways.

Fess blev gift med Marcella Belle Rinehart den 18. januar 1960, og fik to børn, 11 børnebørn og to oldebørn, men i 2010 døde Fess Parker … faktisk på hans hustrus 84-års fødselsdag, så i dag er det sønnen Eli Parker, datteren Ashley Parker-Snider samt svigersønnen Tim Snider, som driver vinhuset i Santa Barbara. Der er også ansat en vinmager Blair Fox.

Her har vi en blend af forskellige røde druer, som samtidig kommer fra en række forskellige marker, nemlig 25% fra Camp Four Vineyard, 24% fra French Camp Vineyard, 22% fra Scheid Vineyards, 19% fra Shoestring Vineyard og endelig 10% fra Rodney’s Vineyard. Og druesammensætningen er noget så specielt som 42% Syrah, 26% Merlot, 17% Grenache, 5% Petite Sirah, 4% Mourvedre, 3% Sangiovese samt 3% af Rhône druen Counoise.

Der er en N.V. – altså Non Vintage, dvs. druer fra forskellige årgange. Der er af sidste udgivelse lavet 12.219 kasser af vinen.

Duftmæssigt solbær, blåbær, blommer, vanilje, lidt grafit, røg og et lidt støvet udtryk. Smagen er fyldig, varm, solbærmarmelade, chokolade, sødme og læder. Meget blød, blid og easy-going … meget let drikkelig, og helt klart en vin, som selv moster Oda vil kunne lide og slubre hæmningsløst.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Heartland Wines, Shiraz Directors’ Cut, South Australia, Australien

2009 Heartland Wines, Shiraz Directors' Cut, South Australia, AustralienOnsdagens sidste vin kom fra Heartland Wines, som er et etableret samarbejde mellem Grant Tilbrook, Scott Collett og Ben Glaetzer. Vinen er en Shiraz Directors’ Cut, husets topvin … og Ben Glaetzer kender vi her på bloggen, bl.a. er han manden bag ikonvinen Amon-Ra Shiraz.

Ben Glaetzer blev bogstavelig talt født til at være vinmager. Hans far er Colin Glaetzer, Barossa Valleys ”grand old man”. Når Bens legekammerater omdelte aviser eller slog græsplænen for at få deres lommepenge, gik den unge Glaetzer til hånde i faderens vingård. I en alder af 14 år kunne han reelt arbejde som fuldbefaren vinmager, selvom han ifølge de australske myndigheder ikke måtte smage på vinen, før han fyldte 18 år.

Ben Glaetzer er den australier, som har scoret flest anmeldelser over 95 point i Robert Parkers vinmagasin, The Wine Advocate. Opskriften på hans succes er ganske simpel; Høst et begrænset udbytte fra exceptionelt gamle vinstokke (op til 120 år), som vokser på de bedste marker. Ved at vinificere vinene meget nænsomt, bevarer Ben vinenes elegance og friskhed, også selvom de er kolossalt koncentrerede.

Ben er involveret i tre vinprojekter: Han er medejer af dette Heartland Wines, som fremstiller ”value-for-money” vine på druer fra forskellige distrikter i South Australia. Han er også medejer af Mitolo Wines, hvor han laver ufattelig intense vine på druer fra McLaren Vale og Barossa Valley. Sidst men ikke mindst leder han Glaetzer Winery, hvor han fremelsker en række vine, der regnes for referencepunkter i Barossa Valley.

Heartland Wines er herhjemme bl.a. kendt for vinen Stickleback, som er blevet et prisbilligt hit i mange vinforretninger.

Denne Shiraz Directors’ Cut er som sagt husets topvin … eller næste, for der findes en vin over denne, nemlig vinen “One”. Directors’ Cut findes i to varianter, én på Cabernet Sauvignon og så denne på Syrah … eller Shirazzzzz, som de siger Down Under. Druerne til vinen kommer fra husets egne marker i Langhorne Creek, hvor vinstokkene er mellem 25 og 30 år. Vinen har lagret 14 måneder på 80% franske og 20% amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt mørke bær, yoghurt eller mejeri, babybræk, vanilje, chokolade og en snert peber. Smagsmæssigt er vinen fint nuanceret med kul, blæk, lakrids, kirsebær og eukalyptus. Det er høj oktan, men på en behagelig måde med finesse, godt med frugt og bløde tanniner. Bestemt en af de bedre australske Shiazzzzz vine … jo, godt håndværk fornægter sig ikke.

Forhandles bl.a. af Wine.dk, pris 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7