Tag-arkiv: Mendoza

2009 Viña Cobos, Cobos Malbec, Mondoza, Argentina

Byggemødets topvin blev denne Cobos Malbec, som er vinhuset Viña Cobos’ top Malbec. Den laves kun i ekstraordinært gode årgange og laves på de bedste druer fra 60-80 år gamle stokke. Efterspørgslen på de unikke dråber er meget stor, så denne topvin fra Viña Cobos er ikke blot én af de bedste, men samtidig én de mest sjældne og eksklusive vine fra Sydamerika.

Viña Cobos er sammen med Nicolas Catena toppen af kransekagen inden for argentinsk vin. Cobos er et joint venture mellem den californiske superwinemaker, Paul Hobbs, Marchiori-familen, der ejer vinmarkerne og Luis Barraud, en fransk ønolog.

Paul Hobbs er kendt som pioner inden for californisk og argentinsk vinproduktion, og er blandt de få vinmagere, der har oplevet at blive belønnet med de magiske 100 point hos Robert Parker. Paul Hobbs’ far er æbleproducent og vist også afholdsmand, men det har ikke afskrækket sønnen for at lave vin.

Paul Hobbs er ønolog og startede sin vinkarriere hos Robert Mondavi i starten af 1980erne. Det er almindelig kendt at mange der startede hos de store huse i 80’erne senere har haft stor succes efter de fandt andre vinmarker. Stags Leap, Caymus m.v. bare for at nævne nogle få.

Senere fik Paul ansættelse hos Catena i Argentina inden han senere startede sin egne vingård i Californien. Hobbs har altid bevaret kærligheden til Argentina, bl.a. via sit kendskab til området gennem Catena og ja, så mødte han også sin kone dernede.

Ud over sine egne huse er han også konsulent for en del vinhuse i Argentina, pt. har han konsulentopgaver for 14 argentinske vinfirmaer, foruden at han er den ene tredjedel af Viña Cobos.

Vingården har sit navn Cobos efter navnet på de lokale dværgugler, som bygger rede i jorden omkring Viña Cobos. Andre siger, at navnet Cobos er valgt for at hædre Juan Francisco Cobos, der fandt på noget så værdifuldt som at plante poppeltræer i Mendoza for at holde på det kostbare vand. Man må bestandigt huske, at uden kunstvanding var hele vindistriktet Mendoza én stor ørken!

Lige en sjov historie, som jeg har fundet om Hobbs tid hos Catena. Det var nemlig hos Catena, at Hobbs lærte at lave Malbec, men det var slet ikke meningen. Catena havde slet ikke fidus til den lokale drue og ville hellere lave vin af de internationalt mere givtige druer Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Men en dag opdagede Hobbs nogle gamle vinstokke med Malbec på en lokalitet ved navn Lunlunta ved Rio Mendoza. Han fik overtalt Catenas viticulturist Pedro Marchevski til at skrue drastisk ned for drypvandingen, så druerne kunne blive mere koncentrerede, og endelig tog han mod til sig og spurgte Nicolás Catena, om de ikke skulle lave en Malbec af de gamle druer, men nej.

Året efter gjorde Hobbs det alligevel i tys-tys samarbejde med Marchevski og sin vinmager kollega José Galante. De smuglede vinen ind i en større pressesmagning, som Nicolás Catena skulle have med amerikanske vinskribenter i 1993, især for at lancere sin første Chardonnay i USA, og Hobbs’ Malbec gjorde så stor lykke hos journalisterne, at Catena satte den i produktion fra den kommende årgang under navnet ”Alamos”.

Nå, men tilbage til denne topvin Cobos Malbec, hvor druerne kommer fra én af Mendozas bedste vinmarker, nemlig Marchiori, som er på 52 hektar og beplantet med vinstokke, som er op til 80-90 år gamle, primært med Malbec, men på marken er der også Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Merlot. Vinstokkene er upodede, og der kunstvandes ikke. Hobbs har indført natteplukning af druer i Argentina, og det medvirker til at holde druerne kølige og intakte.

Vinmarken ligger ved byen Pedriel i Luján de Cuyo regionen i Mendoza, der er Argentinas vinøse centrum. Normalt er argentinske vinhuses besiddelser spredt meget ud rent geografisk, men Cobos laver fortrinsvis vin fra Marchiori i Lujan de Cuyo, men også i Valle de Uco på marker op til 1.400 m over havets overflade.

Efter høst gærer vinen i store 8 tons lukkede rustfrie ståltanke. Først 4-5 dages kold maceration … og en samlet macerationsperiode på hele 31 dage efterfulgt af malolaktisk gæring i tønder i 8 måneder, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på franske Taransaud eg og sluttelig flaskes ufiltreret.

I glasset en virkelig sort og fed satan … hold da op. Næsen er kakao, chokolade, blommer, engelsk lakrids, blomster, blyanter … virkelig saft og kraft. I smagen er der også smæk for skillingerne, men pakket ind i fløjl. Den er cremet, blød og i flot balance med eg, cigarkasser, svampe, krydderurter, solbærmarmelade. Den bliver trods høj power og fedme aldrig for meget … der er en nærmest fin harmoni i vinen. Hmmm, smager fremragende.

Forhandles hos Philipson Wine, hvor prisen er 1.269,95 kr. for en flaske, men “kun” 999,95 kr. ved køb af 12 flasker. Jeg købte mit eksemplar i Tyskland, hvor prisen var lidt mindre.

Rating 6,5/7  

2011 Trivento Bodegas y Viñedos, Syrah Golden Reserve, Mendoza, Argentina

Næste vin blev denne Syrah Golden Reserve fra vinhuset Trivento Bodegas y Viñedos, som ligger i Mendoza, Argentina. Vinhuset er grundlagt i 1996 af vinmastodonten Concha y Toro, som ellers holder til på den anden side af Andesbjergene, nemlig i Chile, og dét vinhus kender de fleste … formentlig fra supermarkederne, hvor nogle af deres topsællerter fylder vinhylderne.

Vi kender bl.a. vinhuset fra vinen Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten, fra vinen Sunrise … ja, den med den orange etikette samt en lang række vine under navnet Concha y Toro. De ejer også en række andre vingårde, bl.a. Viña Cono Sur, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards og så dette Trivento Bodegas y Viñedos.

Og Concha y Toro gør intet småt, så etableringen af Trivento i Argentina skete i 1996 ved at købe ikke mindre end knap 1.300 hektar jord i Mendoza, bl.a. i Uco Valley, Maipu, Lujan de Cuyo, San Martin og Rivadavia distrikterne, hvilket hurtigt blev efterfulgt af opførelsen af en state-of-the-art vingård udstyret med den nyeste og mest avancerede teknologi til fremstilling af vin. I kælderen er der fx også 4.000 barriques … det må også fylde lidt.

Vinproduktionen blev lagt i hænderne på den talentfulde argentinske vinmager Federico Galdeano, og derudover lokkede Concha y Toro også den internationalt berømte italienske ønolog Alberto Antonini til Trivento for at komme med råd til fremstillingen af vinene.

Man valgte at kalde vinhuset for Trivento Bodegas y Viñedos, og Trivento betyder “de tre vinde”, hvilket henviser til de tre vinde, som fejer igennem Mendoza, nemlig Polar vinden om vinteren, Zonda vinden fra Andesbjergene og Sudestada vinden, som om sommeren er med til at køle druerne.

Og så var man egentligt klar til at sprøjte vine ud … og det har man gjort lige siden. Vinene fra Trivento laves i flere serier, nemlig Eolo, Golden Reserve, Amado Sur, Reserve, Tribu, Espumantes og Brisa de Abril. Flere af serierne er prisbillige, beregnet til supermarkeder og produceret i meget store mængder.

I dag er vinfremstillingen overladt til et hold af ønologer, nemlig Germán Di Césare, Victoria Prandina, Rafael Miranda og Maximiliano Ortiz.

Her har vi husets Syrah Golden Reserve, 100% Syrah og druerne kommer fra Tupungato i Uco Valley i Mendoza. Vinmager er Germán Di Césare, og han har sørget for, at vinen har lagret 12 måneder på fransk eg, hvilket er efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

I næsen har vinen god tørhed, blæk, mørke bær og krydderier … lidt ala Rhône. Smagen er fyldig, men tør. Der er godt med tanniner, svag sødme, røde og mørke frugter samt grønne noter.

Forhandles i Føtex og Netto, pris ca. 79 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Bodegas Casarena, Ramanegra Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina

En vin fra weekenden, nemlig denne Ramanegra Cabernet Sauvignon fra Casarena Bodegas y Viñedos … ét af de nyere og moderne vinerier, som der findes så mange af i Argentina. Dette ligger i det mest kendte område i Mendoza, nemlig Luján de Cuyo, helt præcis ved byen Perdriel, syd for byen Luján de Cuyo og omkring 20 minutters kørsel syd for Mendoza by.

Casarena y Viñedos er opstartet i 2007 af ægteparret Peter og Karen Dartley. Ud fra et brændende ønske om at blive vinbønder, rejste de i 2006 over 3 kontinenter for at finde det perfekte sted til at producere vin. Og her er Argentina et godt og billigt sted.

De fandt et gammelt vineri fra 1937, så dette blev købt og er nu fuldstændig gennemrenoveret og udstyret med top moderne vinifikationsudstyr, bl.a. med en kapacitet på 650.000 liter betontanke og 175.000 liter tanke i rustfrit stål. Ejendommen havde en smuk gylden sandfarve, og de kaldte derfor straks vinhuset Casarena y Viñedos, da Casarena på spansk betyder “huset af sand”.

Casarena y Viñedos har i alt 300 hektar jord, hvoraf de omkring 160 hektar i øjeblikket er tilplantet med vinstokke. Der er samlet investeret i 4 store vinmarker, nemlig markerne Lauren’s Vineyard, Owen’s Vineyard, Jamilla’s Vineyard og Naoki’s Vineyard. Selve vingården er beliggende på Jamilla’s Vineyard.

Owen’s Vineyard er på 32 hektar og 70% af stokkene er Cabernet Sauvignon fra 1930. Netop købet af denne mark med de  gamle Cabernet Sauvignon stokke var et hårdt slag mod berømte Catena Zapata, der i mange år havde fået deres allerbedste Cabernet Sauvignon druer fra netop disse marker, der leverer topkvalitet.

Lauren’s Vineyard og Naoki’s Vineyard på henholdsvis 80 og 40 hektarer er nyanlagte marker. Beplantning af disse er sket under skarp overvågning af selveste Michel Rolland. Da markerne blev købt var de oprindeligt dækket af masser af sten, så da Casarena påbegyndte arbejdet med at fjerne sten og gøre klar til beplantning, stoppede flere folk fra de lokale vinhuse op og morede sig kosteligt over det pukkelarbejde, man havde rodet sig ud i.

Men den der ler sidst, ler som sagt bedst og i dag er netop disse producenter ærgerlige over, at de ikke så områdets enorme potentiale. Alle vil nu gerne opkøbe land her, da priserne på vinmarkerne i netop dette område er steget voldsomt.

Peter og Karen hentede også et par kompetente herrer til produktionen af husets vine. De to vinmagere Bernardo Bossi & Alejandro Sejanovich kommer begge fra det vinhus, der for alvor satte Argentina på vin-landkortet, nemlig berømte Catena Zapata.

Alejandro er meget optaget af at finde ind til ”rødderne” af Malbec. Derfor arbejdes der seriøst med udvælgelse af stiklinger fra de bedste vinstokke til udplantning og podning (Massal Selection). Denne teknik bruges på alle de forskellige parceller/marker med de ligeså forskellige Malbec-populationer. Denne teknik bruges i stedet for kloning, hvor alle stokke ender ud i ens genetisk herkomst.

Ambitionerne er høje og der bliver derfor arbejdet hårdt i både mark og i vineri for at opnå de ønskede resultater og kvaliteter. Første årgang var 2009 og her høstede huset allerede flotte anmeldelser.

Her har vi husets Ramanegra Cabernet Sauvignon, oprindelig lavet til hjemmemarkedet, men sælges nu også i flere lande. Ramanegra betyder “sort gren” … og det dækker vel fint over de gamle stokke med sorte druer.

Vinen er selvfølgelig 100% Cabernet Sauvignon og kommer de gamle Cabernet Sauvignon stokke fra Owen’s Vineyard, og både klaser og dernæst druer sorteres i hånden. Efter en blid afstilkning gennemgår de hele druer en udblødning (maceration) i 8 dage ved 8C. Selve gæringen foregår med den naturlige gær og ved lav temperatur for at bevare mest muligt aroma i vinen. Den malolaktiske gæring foregår spontant i fadene. Til sidst lagres vinen i 9 måneder på fransk producerede fade.

Duftmæssigt fanger jeg lidt blæk, sorte solbær, blommer, vanilje, chokolade, fugtige egetræsfade, babybræk og eucalyptus. Faktisk en rigtig dejlig, fyldig, varm og semikompleks næse. Smagen er fyldig med blommer, sødme, frugtrigdom og bløde tanniner. Hænger sgu meget godt sammen, og ganske skøn nydelse. Mangler måske en smule syre … rygrad, men bestemt et rigtig pleaser og god eksponent for de argentinske vine.

Købt hos Vin & Vin, hvor prisen er 139 kr. eller 99 kr. hvis du køber 6 stk. Jeg var heldig at få én til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Luca Wines, Pinot Noir G-Lot, Mendoza, Argentina

2009 Luca Wines, Pinot Noir G-Lot, Mendoza, ArgentinaNæste vin … en Pinot Noir G-Lot fra vinhuset Luca Wines, som ligger i Mendoza i Argentina. Kvinden bag vinhuset er imidlertid en kendt skikkelse i vinverdenen, nemlig ingen ringere end Nicolas Catenas datter Laura Catena.

Som den mest sandsynlige tronarving til Catena- imperiet, stilles der kolossale forventninger til Laura. Hun spiller en stadig vigtigere rolle i Catena-imperiet, bla. har hun været drivkraften i udviklingen af Catenas super-premium Malbec single vineyards.

Jeg har tidligere skrevet en del om Catena, bl.a. ved Randers Vinlaughs store Malbec smagning med vine fra Argentina. Det kan du læse om her på bloggen, bl.a. ved smagningen af 2011 Bodegas Catena Zapata, Cantena High Mountain Estate Malbec og deres 2009 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec.

Laura er 4. generation i Catena-familien, som producerer vin, og ved fødslen af hendes ældste søn besluttede hun sig for at skabe sine egne vine. Den første serie af vine kaldte hun Luca, opkaldt efter den ældste søn. Laura havde nemlig fået øje på, at der i Mendoza findes en lang række familiedrevne vinmarker med unikke placeringer og gamle vinstokke, og at nøglen til at lave virkelig gode kvalitetsvine med terroir, kunne være en aftale med disse vinbønder.

Laura fik en aftale med vinbønder i områderne Lujan de Cuyo og Uco Valley på en række vinmarker, jeg nævner i flæng; La Piramide Vineyard (ja, det er vist Catenas egen mark), Adrianna Vineyard, Hinojosa Vineyard, Allulturi Vineyard, Antequera vineyard, Giusti Vineyard, Rosas Family Vineyard, Paganotto Vineyard, Valverde Vineyard, Adrian Rio Vineyard, Basso Vineyard og Laborde Double Select Vineyard. På markerne dyrkes der primært Syrah, Malbec, Pinot Noir og Chardonnay.

Første skridt var at få aftalt skrap grøn høst for at sikre end bedre kvalitet af druerne. Hidtil havde vinbønderne alene solgt druerne bulk … og der gælder det om at lave så mange så muligt. Dernæst blev der indført en streng kunstvanding, og der blev også ansat en vinmager til at forestå den daglige drift, nemlig Luis Reginato, som er udlært ønolog fra Universidad Nacional de Cuyo.

Denne Pinot Noir kommer fra Adrianna Vineyard, Lot G omkring Gualtallary i Uco Valley, dvs. et af de højeste beliggende områder i Mendoza. På denne mark dyrkes der både Chardonnay og Pinot Noir. Vine har lagret 12 måneder på franske egefade, heraf 30% nye fade og 70% på brugte hvidvinsfade. Der er i denne årgang 2009 lavet 1.800 kasser af vinen, dvs. 21.600 flasker.

Duftmæssigt en voldsom og animalsk sag med kirsebær, hindbær, jord, læder. Duften aftager imidlertid hurtigt, når vinen står i glasset, og er allerbedst, når vinen lige er skænket. Vi smagte vinen blindt, men Pinot Noir var jeg slet ikke i tvivl om. Smagen er let pebret, god syrlighed, men også noget fylde og varme, som kan lede tankerne hen på noget oversøisk. Der er god kant, meget stor tørhed og tydelige, tørre tanniner. Uhmmm, spændende vin … og havde ikke lige set, at den skulle være fra Argentina. Thumbs Up for det.

Forhandles af Philipson Wine, pris 199,95 kr. for én flaske, men 149,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2009 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec, Mendoza, Argentina

2009 Bodegas Catena Zapata, Catena Alta Malbec, Mendoza, ArgentinaSå er vi tilbage hos Catena, nemlig med den vin, som var husets topvin i perioden fra 1994, hvor den første gang blev produceret, og frem til 1997, hvor vinen Nicolas Catena Zapata (et blend med hovedsagelig Cabernet Sauvignon) overtog denne rolle.

Men det er fortsat én af de absolut topvine hos Catena, og den laves på samme måde i dag … med druerne fra samme marker.

Catena Alta Malbec laves nemlig fra de 5 bedste Malbec parceller i Catena-familiens marker, nemlig Lot 18 på marken Angélica i Lunlunta, Lot 4 fra La Pirámide marken i Agrelo, Lot 2 fra marken La Consulta og Lot 3 og 9 fra Adrianna marker i Gualtallary.

Sammensætningen af Malbec dyrket på marker i op til 1.500 meters højde gør Alta Malbec til en vin med en unik kompleksitet, koncentration og fedme. Parker har givet vinen 94 point i denne årgang 2009.

Vinen lagrer på fransk eg, heraf 70% nye i 18 måneder, hvorefter vinen lagrer på flasker i yderligere 24 måneder inden frigivelse.

Jeg var måske en anelse skepsis omkring vinen. Er Catena virkelig så god? Og er Catena også bedre end de øvrige, flotte vine fra denne aften?

Men jeg må med det samme sige, at denne vin sgu er flot lavet. Duftmæssigt minder den måske om de andre med duft af brombær, solbær og sveskeblomme med et strejf af mokka, tobak, blæk og vanilje, men der hvor vinen for alvor adskiller sig er i smagen.

Du får både den store fyldige smag, som de andre vine også er så gavmilde med, dvs. blommer, mørke bær og det hele … men bare på en meget pæn måde. Der er bare en lige linje igennem vinen, som forfører dig og giver vinen en lethed … selvom det jo faktisk er en kraftig sag. Meget elegant … smukt, så jeg må trække 6 af de store Thumbs Up frem. Sådan.

Forhandles af Philipson Wine, pris 379,95 kr. ved køb af 1 flaske og 299,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Bodegas Dante Robino, Gran Dante Malbec, Mendoza, Argentina

2009 Bodegas Dante Robino, Gran Dante Malbec, Mendoza, ArgentinaNæste vingård ejes i dag af en argentinsk familie, men er grundlagt af en italiener, nemlig Dante Robino, der som ung i 1920 forlod sit hjemland, nemlig byen Canelli i Piemonte og rejste til Argentina, hvor han åbnede en restaurant i Bouonos Aires.

Vinene til restauranten importerede han selvfølgelig fra sin forældres gård i Italien, men også fra andre steder i Italien … normalvis i store tønder, og så stod Dante selv for at flaske vinene. Vinene blev så populære, at han også begyndte at sælge den til andre restauranter.

I 1950 besluttede han at købe sin egen vingård i Mendoza, og det blev starten på Bodegas Dante Robino, som i dag har ikke mindre end 400 hektar vinmarker, som fordeler sig over to væsentlige områder i Mendoza. Først og fremmest Luján de Cuyo, der var Argentinas første vinappellation.

Markerne ligger for foden af Andesbjergene i en højde af 900 meter over havets overflade. Her stortrives Malbec, Cabernet Sauvignon og Bonarda. Endvidere har Dante Robino marker i Santa Rose i den østlige del af distriktet, hvor beplantningen domineres af Chardonnay.

Vingården blev i 1982 overtaget af den argentinske familie Squassini, som gennem 30 år har arbejdet meget målrettet på at forbedre såvel vinmarker som selve produktionsudstyret, der i dag er topmoderne og opfylder alle krav til produktion af kvalitetsvin.

Denne Gran Dante Malbec er husets topvin, 100% Malbec. Druerne kommer fra marken omkring byen Perdriel i Luján de Cuyo fra vinstokke plantet i 1993. Vinen lagrer 18 måneder i nye amerikanske træfade. 92 point fra Parker.

Duftmæssigt er her brombær, violer, blomster, tobak, lakrids, figner og ristet kaffe, mens smagen er varm, fyldig, tæt og intens. Den her vin spiller også rigtigt med musklerne, og i samme klasse som Swinto’en. Lækker, fed og ganske voldsom, men alligevel blød og behagelig.

Fundet hos Vinexus til 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Bodegas DiamAndes, DiamAndes de Uco Gran Reserva, Mendoza, Argentina

2007 Bodegas DiamAndes, DiamAndes de Uco Gran Reserva, Mendoza, ArgentinaBag næste vin er der også udenlandske ejere, nemlig familien Bonnie, som stammer fra Belgien. Bag familieforetagendet står Alfred-Alexandre Bonnie, som har en fortid inden for økonomi og reklame. Han har tidligere arbejdet forskellige steder i verden, bl.a. New York, Detroit og Atlanta og … Argentina.

Efter et lang arbejdsliv skulle han og hustruen Michèle begynde at trappe lidt ned, men i stedet for at begynde at spille golf, så købte de i stedet i 1996 Château Malartic-Lagravière i Graves, da de altid havde interesseret sig for vin. Det medførte også, at sønnen Jean-Jacques blev uddannet ønolog, så sønnike og hans kone Séverine deltager også i familieforetagenet. Derudover er datteren Véronique og hendes mand Bruno også kommet med i familievirksomheden.

I 2005 udvidede familien virksomheden yderligere, bl.a. med køb af yderligere et vinslot i Bordeaux, nemlig Château Gazin Rocquencourt i Pessac-Léognan, men familien besluttede også, at de vil lave vin i det land, som Alfred-Alexandre forelskede sig i under sit ophold mellem 1968-70 … nemlig Argentina.

Sammen med partneren Clos de los Siete Group købes der en 130 hektar stor mark i hjertet af Uco-dalen syd for Mendoza by, og det bliver til Bodegas DiamAndes, en lille diamant opkaldt efter søen Laguna del Diamante, som ligger i Andesbjergene ikke langt fra vingården.

Og vingården er blevet bygget efter alle kunstens regler med et design, så den passer perfekt ind i landskabet og har minimal indvirkning på den omkringliggende natur. Vingården er tegnet af arkitekterne Mario Yanzón og Eliana Bórmida.

Clos de los Siete Group … Bonnies partner i Mendoza … er også værd lige at kigge nærmere på, for det består af en gruppe af franske vinavlere, som er gået sammen for at investere i vinproduktion i Argentina. De har købt ikke mindre end 850 hektar vinmarker i Uco-dalen omkring Vista Flores og Tunuyán, alle marker beliggende i en højde på 1.000-1.200 meter over havets overflade.

Initiativtager og idémanden bag Clos de los Siete Group – som vel kan oversættes med de 7’s vinmarker – er en velkendt vinmand, nemlig den verdensomspændende ønolog Michel Rolland, som udover at være vinmager på familien Bonnies slotte i Bordeaux også er kendt fra vingårde/-slotte som Tenuta dell’ Ornellaia i Italien, Château Camensac i Frankrig og mange, mange flere.

Rolland ejer også selv en række ejendomme I Bordeaux, bl.a. Château Le Bon Pasteur, Château Bertineau Saint-Vincent i Lalande de Pomerol, Château Rolland-Maillet i Saint-Émilion, Château Fontenil i Fronsac og Château La Grande Clotte i Lussac-Saint-Émilion. Derudover er Rolland med i en række joint venture, som fx Bonne Nouvelle i South Africa, Val de Flores og Yacochuya i Argentina, Campo Eliseo i Spanien og endelig dette Clos de los Siete.

De øvrige ejere af Clos de los Siete består bl.a. af Catherine Péré-Vergé fra Château Monviel i Pomerol, Laurent Dassaut fra Saint-Emilion; Bertrand Otto, repræsentant fra La Compagnie Vinicole E. Rothschild, Bertrand Cuvelier og Jean-Michel Arcaute.

Denne DiamAndes de Uco Gran Reserva er husets topvin, lavet på 70% Malbec og 30% Cabernet Sauvignon. Vinen har lagret 24 måneder på fransk eg, hvoraf 70% fornyes hvert år. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin, som laves af den ansatte ønolog Silvio Alberto … selvfølgelig i samarbejde med Michel Rolland.

Vinen har fået 92 points af Wine Enthusiast og 91 points af Wine Spectator.

Duften er naturligvis proppet med blommer, mørkefrugt, solbær, vanilje … men herudover er denne vin en anelse mere tør eller støvet. I smagen er det også solbær og blommer, men nok også lidt mere eg end de øvrige vine denne aften. Samtidig en lille kant, som adskiller vinen en smule fra de andre, måske det er de 30% Cabernet, som kan smages. Et par ved mit bord var begejstret for dette … jeg er nu mere i tvivl, og synes nok bedst om de rene Malbec vine blandt aftenens vine.

Forhandles af Vinexus, hvor prisen er 239 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Bodegas Fabre, Viñalba Gran Reserva Malbec, Mendoza, Argentina

2011 Bodegas Fabre, Viñalba Gran Reserva Malbec, Mendoza, ArgentinaVinhuset Bodegas Fabre … eller Viñalba, som det også kaldes … er et familieejet vinhus, der drives af ægteparret Hervé og Diane Joyaux Fabre. Hervé er vinmager med fransk baggrund. Han blev født i Bordeaux, voksede op i en vinhandlerfamilie og han var en af de første udlændinge til at opdage potentialet i Argentina.

I 1992 byggede han sin første vingård Fabre Montmayou i Vistalba-regionen Lujan de Cuyo. Hervé Joyaux Fabre var én af dem, som virkelig så potentialet i Malbec. Han begyndte derfor at købe gamle vinmarker op, med stokke plantet så tidligt som i 1908.

Franskmanden blev den første til at lave en vin på ren Malbec i Argentina! Det var en vin fra Fabre Montmayou og med den vin viste han verden, at argentinsk Malbec fra en vingård i 1.150 meters højde kan være helt fremragende. Hans baggrund fra Bordeaux har også gjort, at han forsøger at give vinene et strejf af elegance og underfundighed.

Hervé Joyaux Fabre har siden etableret endnu en vingård, nemlig Viñalba. Vingården har vinmarker i både Luján de Cuyo og Valle de Uco. Derudover har man også marker længere sydpå i Patagonien, og for Viñalbas vedkommende betyder det Rio Negro området.

Vingården er også blevet mere berømt end Fabre Montmayou. Blandt andet med denne vin. Viñalba Gran Reserva Malbec i årgang 2008 blev nemlig stemt ind som “Best Malbec in the World” ved International Wine Challenge i London, hvor over 9.000 vine blev smagt.

Vinen har også deltaget i Børsen Weekends blindsmagning af 70 vine, hvor den imponerede ved at skille sig ud fra feltet med en vis voldsomhed, som egentlig er ret betegnende for netop Malbec-druen.

Gran Reserva Malbec er flagskibet fra Viñalba. 100% Malbec fra 60 år gamle vinstokke, der giver et udbytte på under 35 hl/hektar. Druerne kommer fra både Luján de Cuyo og Valle de Uco. Vinen har lagret 12 måneder i nye franske egetræsfade.

Læste en anmeldelse af vinen med ordene ” It tastes like a 30 year old Pauillac from a good vintage”.

Duftmæssigt er første indtryk godt med tobak. Herudover er der mørke solbær, blommer, lakrids, svag eucalyptus, vanilje, mens de magi-terninger, som importøren skriver om, virker lidt fjerne. Smagen domineres af de mørke frugter, tørre og markante tanniner, og generelt en fyldig og varm vin, som også smager supergodt. Jeg rater den dog en smule under de to foregående … den mangler lige det sidste zing.

Forhandles hos Laudrup Vine, pris 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Domaine François Lurton, Malbec Piedra Negra, Mendoza, Argentina

2007 Domaine François Lurton, Malbec Piedra Negra, Mendoza, ArgentinaFrançois Lurton er søn af den kendte vinmager André Lurton, som bl.a. ejer Chateau Bonnet, La Louviere, Château Dauzac, Château Couhins-Lurton og mange andre slotte. En fætter leder Yquem og Cheval-Blanc, en anden Brane-Cantenac, så François er derfor helt bogstaveligt født ind i vinbranchen, ja nærmest en ætling af et af Bordeaux’ mest celebre vindynastier, som har produceret Bordeaux vine mange, mange år.

Efter at ha’ arbejdet for hans far i mange år, så etablerede François og hans bror deres eget firma, Jacques & François Lurton SA. Over en periode på 8 år købte de to brødre en række vingårde i både Languedoc, Spanien, Chile, Portugal og Argentina.

I hvert land ansatte de så et team af ønologer og indgik også købsaftaler for druer fra nabogårde i de respektive lande. I 2007 overtog François sin brors andel i virksomheden, og den skiftede samtidig navn til Domaine François Lurton.

I Argentina startede François med at arbejde sammen med Catena, og siden 1992 har de i fællesskab produceret vin til salg lokalt i Argentina. I 1996 købte Lurton imidlertid selv to vingårde med det formål at lave vin for det internationale marked.

Den ene vingård Chacayes, ligger i Vista Flores i Uco Valley i Mendoza, mens den anden Finca Barrancas ligger i Maipu Valley. François Burton har således i dag mere end 250 hektar jord i Argentina, hvoraf de 200 hektar er vinmarker. Af de 200 ligger 136 hektar ved Chacayes vingården, mens der ligger 65 hektar ved Finca Barrancas vingården. Sammenlagt lidt af en stor historie.

Markudbyttet holdes lavt, typisk omkring 30 hl/hektar. Udover Malbec er der 20% Cabernet Sauvignon. Vinmarkerne drives organisk og ligger højt, 1.200 meter over havet som nabo til Tupungato, som med 6.550 meter er det højeste bjerg i Sydamerika. Så François har virkelig slået sig ned for alvor i Argentina – kælderen er endog sikret mod jordskælv! Og det er bestemt ikke for sjov, for Mendoza by er gentagne gange blevet ødelagt af jordskælv, herunder totalt ødelagt af et jordskælv med styrke 7,2 på Richterskalaen den 20. marts 1861 omkring kl. 20:30 lokal tid.

Huset topvin eller ikonvin hedder Chacayes, mens denne Piedra Negra er 2. vinen på Chacayes. Den bærer navnet Piedra Negra, som betyder sorte sten og henviser til de sorte sten på vinmarkerne ved foden af Andesbjergene.

Vinen er en enkeltmarksvin fra én af markerne i Vista Flores. Den laves alene på den naturlige gær og lagres i 18 måneder i brugte franske egefade. Lurton forsøger med denne Malbec Piedra Negra at skabe en lidt lettere udgave af de typiske argentinske Malbec vine, så det må vi lige smage, om det også er tilfældet.

Vinen har i denne årgang 2007 fået 93 Parker point, så der er altså nogen, som synes det er ganske glimrende.

Duftmæssigt mere kant i denne vin end den foregående. Jeg har noteret mig lidt grønne noter, toast, eg, blyant, bly, lavendel, eksotiske krydderier, røgelse, blomme, blåbær og sorte kirsebær, men smagen er – udover masser af blommer og solbær . har mere blæk, syre og elegance, hvilket klæder vinen rigtigt godt. Også en meget skøn Malbec vin.

Erik Sørensen Vin har tidligere haft nogle af husets vine, men tilsyneladende ikke længere … har i hvert fald ikke kunnet finde en forhandler i Danmark i dag. I udlandet ligger prisen omkring 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Belasco de Baquedano, Swinto Old Vine Malbec, Mendoza, Argentina

2009 Belasco de Baquedano, Swinto Old Vine Malbec, Mendoza, ArgentinaBalasco de Baquedano er startet og ejes af Juan Ignacio Belasco. Han er dog ikke argentiner, men er bosiddende i Spanien, hvor han ejer Grupo La Navarra, som ejer en række vingårde i Spanien, bl.a. i Navarra, Toro og Rueda. Juan kommer fra en gammel vinfamilie, som har produceret vin siden 1881.

Sidst i 1990’erne begyndte Grupo La Navarra sammen med konsulenten, vinmageren Bertrand Bourdil at lede efter den perfekte vingård i Argentina. Det arbejde tog ca. 10 år og endte med købet af knap 90 hektar vinmarker med nogle af de ældste Malbec vinstokke i hele Argentina.

Vinmarkerne ligger i området Agrelo, Lujan de Cuyo i Mendoza i 1.100 meters højde lige for foden af Andesbjergene og naboerne tæller bl.a. Catena og Paul Hobbs. Vinstokkene var originale, franske Malbec kloner og nogle af dem er over 100 år gamle og de yngste er fra 1919.

Juan besluttede derfor hurtigt, at der kun skulle laves eksklusive, ufiltrerede Malbec vine på Balasco de Baquedano … efter det bedste, traditionelle håndværk for at bevare de særlige dufte og smagsoplevelser og fremme druernes rigdom, krop og farve.

Vinmageren José Ponce blev hyret til sammen med Bertrand Bourdil at skulle stå for produktionen. Bourdil er i øvrigt én af de få vinmagere, som 3 gange fra modtaget 100-point score fra Robert Parker, så grundlaget for fremstilling af god vin burde være til stede.

Dertil skal lægges, at der samtidig blev opført et femetagers moderne state-of-the-art vineri i gammel Inka/Maya stil, en stor panorama-restaurant Navarra Restaurant med udsigt til vinmarkerne og Andelsbjergene. Der blev lavet moderne smagelokaler og endda Sydamerikas største aroma-rum, hvor besøgende gæster ved 42 plexiglas ”duft-stationer” kan sniffe nogle af de dufte, som ofte findes i vin.

Siden opstarten er resultaterne heller ikke udeblevet og de forskellige vine har modtaget topscore fra kritikere, herunder Best Buy og 90 point fra Robert Parker’s The Wine Advocate), 91 point fra Vin Entusiast og stor ros fra Stephen Tanzer fra International Wine Cellar.

Der laves 4 vine på Balasco de Baquedano, Rosa (en rosé på Malbec), Llama, AR Guentota og endelig topvinen Swinto. Swinto er 100% Malbec fra 100 år gamle vinstokke. Lagret 18 måneder på nye franske fade efterfulgt af 12 måneder på flasken inden frigivelse. Vinen har – som en hyldest til Huarpe-indianere, som var de første indbyggere i Mendoza River dalen – fået navnet Swinto, som på indiansk betyder “krage”.

Duftmæssigt er der langt mere tyngde i denne vin. Der er blommer, blåbær, brombær, vanilje, kaffe, toast, krydderier .. alt sammen meget intenst, mørk og fyldigt. Man fornemmer, at her er sker der noget spændende. Smagen er i samme boldgade, næsten fløjl og smørblød i smagen, cremet, karamel og masser af mørk, næsten tørret frugt med en anelse sødme. Voldsomt og dejligt.

Ingen forhandler herhjemme, i udlandet koster vinen omkring 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7