Tag-arkiv: 4½

2017 Cara Nord Celler, Mineral, Montsant, Spanien

2017 Cara Nord Celler, Mineral, Montsant, SpanienAftenens rødvin var vinen Mineral fra det innovative vinhus Cara Nord Celler og lavet på 80% Cariñena og 20% Garnacha.

Vi er i byen Vimbodí-Poblet oppe i Pradès bjergene i Conca de Barberà området. Det er et højtbeliggende område i øverste del af  Montsant vinregionen i Catalonien ikke så langt fra Priotrat.

Vinhuset Cara Nord Celler holder til i et gammelt kloster i Poblet i en uberørt naturpark og er grundlagt i 2012 af Tomàs Cusiné Barber og Xavier Cepero, som begge har mange års erfaring i vinbranchen, men var fascinerede af potentialet i appellationen DO Conca de Barberà ved Pradès-bjergene.

Conca de Barberà appellationen er forholdsvis lille og der findes også alene 30 vingårde i området, som ligger i 300-800 meters højde med floderne Francolí og Anguera løbende gennem appellationen i en lille floddal omgivet af bjergkæder.

Mod øst ligger bjergene Miramar og Cogulló, mod vest bjergene Tallat og Vilobí, mod nord bjergene Montclar, Quince og Comalats og mod syd de storslåede Pradès-bjerge. I det meste af appellationen er jorden kalkholdig og fattig på organisk indhold med lerstrukturer og en karakteristisk rødlig farve.

I bunden af dalen ved floderne Anguera og Francolí har naturen skabt flodterrasser med sten og i det sydvestlige hjørne af regionen, på skråningerne af Serra de Pradès findes der marker med skifer.

Det er Tomàs Cusiné Barber som er hovedmanden i projektet. Han ejer og driver i forvejen vinhusene Tomàs Cusiné,  Castell del Remei samt  Cérvoles Celler … og sammen med Cara Nord laver han samlet 1,3 millioner flaske vin hvert år.

Her smager vi så husets Mineral 2017 lavet på 80% Cariñena og 20% Garnacha fra 35-45 år gamle vinstokke på vinmarker højt oppe ved Pradès-bjergene. Vinen er lavet med gæring og maceration ved 26 grader over 14 dage i rustfrie ståltanke, hvorefter den er lagret 6 måneder på franske egefade.

I næsen har vinen en dyb, våd og mørk frugt, blommer, solbær samt godt med krydderier, lidt mulle kælder og mælkede noter, tæt og har også fylde, blæk, sødme og kakaopulver.

Smagsmæssigt er det også en tæt og kompakt vin, men på en lidt juicy og let facon. Der er godt med peber, krydderier, en frugt med tranebær, solbær og blåbær, lidt bitterhed, lidt vulkansk mineralitet med en vis kant.

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Spanien koster en flaske 10,30€ … svarende til 77 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Kupela, Hard Cider – Cidre Brut Basque, Spanien

N.V. Kupela, Hard Cider - Cidre Brut Basque, SpanienJeg har tidligere været på en mission for Ciderrevolution og nu har jeg igen påtaget mig en med test af 4 forskellige cidere og starter med en Hard Cider – Cidre Brut Basque fra det franske ciderhus Kupela.

Jeg har jo tidligere skrevet lidt om cidere og Ciderrevolution i mit indlæg Ciderrevolutionen er over os … og Houlberg er vildt begejstret.

Derfor skal jeg heller ikke denne gang bruge så meget tid på at fortælle om cidere, men i stedet kigge nærmere på Kupela, der ligger i Baskerlandet … med deres hovedsæde på den franske side i Anglet helt ud til havet, hvor floden Adour løber ud i Biscayabugten. Selve mosteriet ligger dog på den spanske side tæt ved Astigarraga
Gipuzkoa i det nordvestlige hjørne af Spanien.

Huset hedder også Kupela Sagardoa, for Sagardoa betyder bogstaveligt talt æblevin på baskisk. Men Kupela er dog stiftet i Frankrig af handelsmanden Pierre Etchevery og to venner Bastien Dufau og Xalbat Seosse Oxarango, der har kendt hinanden siden skoletiden.

Det skete i 2013, hvor de drøftede at skabe et firma med salg af både franske og spanske vine og spiritus til Kina. Men det blev ikke til noget, for i stedet ville Bastien og Xalbat skabe noget hjemme i Baskerlandet … og det blev ciderfirma Kupela i samarbejde med Augustin Etxeberria, der var æbleavler og ciderproducent i Astigarraga.

Sammen med ham udviklede Bastien og Xalbat deres eget udvalg af produkter, der tilfører de baskiske cidere ny innovativ dynamik uden nogensinde at forråde traditionerne. Således kom Kupela i gang med produktion af både baskisk cider, halvtør cider og æblejuice … og navnet Kupela tog de efter navnet på de tønder, som anvendes i gæringen af ciderne.

Her smager jeg de to venners Hard Cider – Cidre Brut Basque, som er lavet med inspiration af de engleske cidere. Den er lavet på 100% friske æbler, der er fra den spanske side i Baskerlandet og lavet med en smag af rå æbler og fortsat en vis surhed, som er kendetegnet for baskiske cidere. Flasket på små 33 centiliter flasker og helt uden  tilsætningsstoffer eller konserveringsmidler.

Virkelig gul i glasset … næsten pisgul. Det er nypressede, modne æbler … måske lidt neutral, men har klart lidt lakridskonfekt. tørret abrikos samt en lidt landlig note.

Hvor smager det godt … frisk og let mousserende, masser af æbler, smukt og fin balanceret, meget læskende med god struktur. Der er udover æbler også noget, som minder om pærer samt melon. Klart den søde og pæne pige i klassen … straight on og ligetil.

Forhandles af Ciderrevolution, hvor kasse med 12 flasker koster 350 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Domaine de Lasdoux, Lheraud Pineau des Charentes, Cognac, Frankrig

N.V. Domaine de Lasdoux, Lheraud Pineau des Charentes, Cognac, FrankrigDesserten på Brasserie Mathisen blev bagte æbler og vaniljeis. De fik et passende følgeskab af denne Lheraud Pineau des Charentes fra Domaine de Lasdoux.

Vinhuset er egentlig mest en cognacproducent. Domaine de Lasdoux er endda et gammelt hus beliggende i byen Lasdoux og grundlagt 1680 af Alexandre Lhéraud, som købte en gammel ejendom fra det 10. århundrede i Petite Champagne området i Cognac og begyndte at dyrke jorden.

Siden 1970 har ejendommen været ejet og drevet af Guy Lhéraud  – inklusiv et meget vigtigt stykke jord til dyrkning af Cognac. Allerede kort tid efter sin overtagelse af familieforetagendet begyndte han at sælge cognacen under sit eget mærke Cognac Lhéraud, idet han var fast besluttet på at holde et højt kvalitetsniveau samt et fornemt sortiment.

Samlet har Guy Lhéraud, bl.a. med druer som Uni Blanc, Colombard og Foller Blanche … og laver således ikke kun Cognac, men også lidt Pineau des Charentes.

Pineau des Charentes er en af Cognacs specialiteter. Vinen, som de lokale drikker både som aperitif og efter måltidet, laves ved at man blander mosten fra druer med ung cognac.  Vinen opstod egentlig ved et tilfælde tilbage i 1500-tallet, da en cognacproducent ved et uheld tilsatte druemost i en tønde, som han mente var tom, men i virkeligheden indeholdt den cognac.

Fremstilling er simpel, da den færdige cognac, blandes med noget frisk og ugæret most i blandingsforholdet 20% cognac og 80% most, hvorefter blandingen lageres i nogle år på samme måde som cognac, altså en simpel proces, der giver en sødlig hedvin velegnet som afkølet appéritif, som dessertvin eller til kaffen.

Denne Lheraud Pineau des Charentes er netop lavet på en most af druerne Ugni Blanc, Folle Blanche og Colombard, der er tilsat Eau de Vie beregnet til fremstilling af cognac. Hele baduljen er så blot lagret nogle år inden flaskning og frigivelse. Vinen har omkring 130 gram restsukker pr. liter.

Dufter vildt af æblemos, æblekompot og æbleflæsk … tilsat lidt sprit og abrikos, let oxyderet, nedfaldsblade om efteråret, cognac, træ og kan minde noget om calvados.

Smagsmæssigt er der godt med alkoholvarme … lidt nektaragtig,  frugten er syltede ferskner og abrikoser, dåsepærer, men for pokker, hvor er der altså bid. God overraskelse.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 128 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Laurent-Perrier, Harmony Demi-Sec, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent-Perrier, Harmony Demi-Sec, Champagne, FrankrigMathisen Oplevelsen startede med ægte champagne og det var en Non Vintage Harmony Demi-Sec fra champagnehuset Laurent-Perrier.

Champagnehuset blev grundlagt i 1812 af André Michel Pierlot, men fik navnet Laurent-Perrier da Mathilde Emilie Perrier i 1887 overtog driften, da hendes mand Eugène Laurent døde. Enken førte blot champagnehuset videre, indtil hendes datter Eugénie Hortense Laurent i 1925 arvede firmaet og senere i 1938 solgte det til en anden enke, nemlig  Marie-Louise de Nonancourt, da økonomien var skidt efter 1. verdenskrig.

I dag champagnehuset af sønnen Bernard de Nonancourt, der har ført det frem til positionen som det 4. største champagnehus. Det ligger i Tours-sur Marne og selv ejer 100 hektar vinmarker, men så derudover køber druer fra vinavlere fra yderligere 800 hektar.

Her smager vi deres Non Vintage Harmony Demi-Sec, der er lavet med druer fra mange vinmarker. Den består af 45% Chardonnay, 40% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier. Basisvinen er lavet helt traditionelt med anvendelse af 10-20% Reserve vin.

Efter fermentering er vinen flasket og andengæring via 3 års lagring i vinkælderen inden degorgering med en dosage på 40 gram, hvilket også betyder, at champagnen er demi-sec … altså med nogen sødme.

I næsen er der gær og ristede noter, æbler, hyldesaft, fersken og måske endda lidt tørret, bergamotte, rugbrød, ristede løg, masser af nødder, mandler og hasselnødder, muskat samt sandeltræ.

Smagsmæssigt er det en sød champagne, ret sødt brus, meget let, omgængelig og næsten som en Prosecco. Det en en venlig og pleaser champagne,  har en frugt med dåsepærer og søde abrikoser samt lidt en sodavandsfornemmelse.

Forhandles flere steder, bl.a. på BilligVine, hvor en flaske koster 410 kr., mens prisen er 348 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Houlberg anmelder … Mathisen oplevelsen på Restaurant Brasserie Mathisen

Restaurant Brasserie Mathisen er det del af det gamle, hæderkronede Hotel Randers, der er et af de ældste hoteller i provinsen, opført i 1856 og blev fra 1960 til 2014 drevet af den ikoniske ejer Sonja Mathisen, der også har lagt navn til selve brasseriet.

Forleden var jeg sammen med et hold gamle kammerater forbi til topoplevelsen i restauranten … deres menu Mathisen Oplevelsen, der omfatter champagne, appetizers, en 5-retters menu med en tilhørende vinmenu, filtreret vand, kaffe og chokolade.

Maden

Men vi ventede på de sidste fra vennegruppen, så fik vi en kold bajer, men da alle allerede et kvarter før tid var ankommet, så gik vi fluks i gang med Mathisen Oplevelsen. Den startede med lidt mousserende vin, hvilket blev en Non Vintage Harmony Demi-Sec Champagne fra Laurent-Perrier.

Den blev suppleret af en lille appetizer med lidt skinke og oliven … men derefter startede vi hurtigt med de 5 retter, som bestod af:

Mosaik af torsk, syltede tomater, persillemayonnaise, salater, grønne urter, sennepsfrø

Den første ret med torsk var okay, men uden at imponere … og det gjorde vinen heller ikke. Det var en 2020 Sauvignon Blanc fra Klein Constantia, som jeg fandt lidt flad og fluffy i smagen.

Græskarsuppe, sprødt kyllingeskind, ristede græskarkerner, Ras el Hanout, syltet græskar, grønolie

Madmæssigt var næste ret et klart skridt op … meget smagfuld græskarsuppe med nogle syltede græskar, Ras el Hanout krydderi. Det smagte virkelig godt, mens vinen blev en lidt intetsigende Pinot Grigio fra vinhuset Tunella i Friuli-Venezia Giulia regionen.

Rosa ungdyr, polenta, kål fra rixgaarden, rødløg, bøgehatte, tyttebær, selleri, sauce

Hovedretten var lidt vildt … ungdyr ovenpå lidt polenta, syltede bøgehatte, herlig og smagfuld palmekål og tyttebær, selleri samt lidt sauce. Kødet var okay, men en smule til den seje side.

Vinen blev en gammel kending … en 2018 Pinot Noir fra Murphy-Goode Winery. Det er en vin, som jeg har smagt før, så der har jeg blot linket til min tidligere beskrivelse og anmeldelse.

Gruyère, hybenkompot, karse, maltflager

Næste ret var – for mig i hvert – meget speciel eller måske rettere underlig. Det var revet gruyère ost ovenpå en hybenkompot, nogle crunchy maltflager og så karse … og de blev serveret på et stykke bagepapir. Det forstod jeg vist bare intet af … og gør fortsat ikke.

Vinen til osteretten var også et gensyn, nemlig en 2018 Coteaux du Layon Rochefort fra Domaine de la Motte i Loire … en vin, der vel kan beskrives som Loires svar på en Sauternes.

Bagt æble, hasselnød, kanel, brun farin, butterdej, økologisk vaniljeis

Vi sluttede 5-retters middagen helt sødt med bagte æblestykker nøddecrunch og vaniljeis. Det var sådan set okay og blev vinmæssigt understøttet af en Non Vintage Lheraud Pineau des Charentes fra Domaine de Lasdoux, et hus i Cognac regionen … som altså laver meget andet end blot cognac.

Vinene

Sammenlagt kom vinmenuen således til at se sådan her ud:

Jeg har – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Konklusion

Brasserie Mathisen er et hyggeligt sted … et ganske uformelt brasserie, hvad enten det er til frokost, aften eller blot til en hurtig espresso. På deres aftenmenuer holder de et fornuftigt niveau og deres bedste og dyreste oplevelse Mathisen Oplevelsen til 975 kr. pr. person er også fornuftig.

Maden er okay og vinene er også okay uden at være pragende, så derfor havde vi også en rigtig dejlig, uformel og fin aften på Brasserie Mathisen, så bestemt en lille anbefaling herfra.

Samlet anmeldelse 4,5/7

2016 Quinta do Pégo, Port LBV Unfiltered, Douro, Portugal

2016 Quinta do Pégo, Port LBV Unfiltered, Douro, PortugalRisalamanden fik i år følgeskab af denne fine 2016 Port LBV Unfiltered fra det danskejede portvinshus Quinta do Pégo i Portugal.

Denne er en late bottled Vintage … lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på fad i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Det betyder, at denne Port LBV Unfiltered først flasket i 2021 … hvilket også står på etiketten. Port LBV Unfiltered er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Sousão. Alle druerne kommer fra Quinta do Pégos A-marker aka de bedste marker.

Dejlig våd, sødlig og solmoden aroma, blommer, sorte kirsebær og søde krydderier. Det er en mørk og kraftig vin, hvor der også er jern, nødder, blæk, våde fade, alkohol og lækker lakridskonfekt.

Smagen er blød og rund … men har også en stærk alkohol, som brænder godt igennem sammen med sødme, fed, lækker frugt med blommer og kirsebær. Der er nødder, finsk lakrids og et godt spark, så dermed er det sgu en portvin på et flot, flot niveau.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Rodríguez Sanzo, Valsanzo Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Vallsanzo Reserva, Ribera del Duero, SpanienLad os endelig fortsætte med endnu mere Ribera del Duero vine, for næste er en Valsanzo Reserva 2016 fra vinhuset Rodríguez Sanzo.

Rodríguez Sanzo drives af Javier Rodríguez, som kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere århundrede og Javier har da også omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Hans vingård ligger helt præcis i udkanten af byen Valladolid, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Javier Rodriguez har studeret ved UC Davis i Californien og hans ekspertise inden for jordbundsanalyse har ført til  forskningsprojekter samt konsulentarbejde for bl.a. Bordeaux slotte som Olivier og Lafite-Rothschild.

Selve vinhuset Rodríguez Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter hans hustru. Det er et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

I Ribera del Duero laver Rodríguez Sanzo to vine … en Crianza og så selvfølgelig denne Reserva, der er lavet på 95% Tempranillo og 5% Cabernet Sauvignon, der kommer fra mere end 60 år gamle stokke fra en enkeltmark beliggende i 900 meters højde.

Vinen er lavet med 5 dages nedfrysning af druerne med en cryo-maceration gæring for at udtrække mere farve og smag samt ekstra blød tannin. Gæringen sker fuldstændig spontant med druernes egne gærstammer.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på franske 225 liter barriques efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en mørk og krydret vin med en stenet eller mineralsk kant. Der er hindbær, blåbær, brombær, grannåle og lidt læder, svagt en smule nelliker og røg. Der kommer også en lille smule grønne noter og en småsyrlig kant.

I munden er vinen frisk med en småbitter frugt, godt med tørre tanniner, læder, hindbær, kirsebær og blåbær. Der er en frisk, let og syrlig vin, har nogen kant og gennemgående syre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 114,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken, Franken, TysklandFra et besøg på vingården Weingut Artur Steinmann 2 somre siden fandt jeg denne lille 2017 Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken frem til et lille velkomstglas.

Besøget på vingården og mit møde med Stefanie Steinmann kan du læse om i mit indlæg Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus.

Denne vin er en Ortswein, hvor Silvaner druerne kommer fra marken Sommerhausen Ölspiel. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efter endt fermentering lagret en kort periode på egefade. Jeg smagte faktisk oss’ vinen under mit besøg på gården, men fik dog aldrig lavet smagsnoter … men det har jeg nu.

Duftmæssigt er det sgu en frisk Silvaner … og den har endda begyndt at udvikle lidt imponerende tertiære noter. Først er det dog en grøn næse med hyld, stikkelsbær, pærer og melon, modellervoks samt en lille note af petroleum, hyben, blomsterpollen og stearinlys. Det er vitterlig pænt indbydende.

I munden er det friske æbler, frisk lemon samt lidt citron og grape. Vinen er lidt saftet, let olieret med en fin syre samt en vildt lang eftersmag. God hvidvin, så 4,5 store tomler med pil op.

Købt på vingården, hvor en flaske kostede 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Cave de l’Abbé Rous, Cornet & Cie Collioure, Roussillon, Frankrig

2018 Cave de l'Abbé Rous, Cornet & Cie Collioure, Roussillon, FrankrigI den sydligste del af Frankrig i Banyuls-sur-Mer – hvor den høje Pyrenæer møder Middelhavet, ligger Cave de l’Abbé Rous midt ude i  en vinmark. Det er derfra vi nu smager vinen Cornet & Cie Collioure fra den lille Collioure appellation.

Appellationen er på beskedne små 453 hektar vinmarker, der strækker sig over 4 kommuner på Côte Vermeille … og fik sin  appellationsstatus for sine røde vine i 1971, mens rosévinene blev klassificeret i 1991 og de hvide så sent som i 2003. Produktionen for alle tre stilarter er begrænset til høstudbytter på 40 hektoliter pr.. hektar. Rødvinene skal indeholde minimum 60% Grenach, mens Mourvèdre og Syrah er klassificeret som hjælpesorter.

Cave de l’Abbé Rous er selv en underafdeling af kooperativet Terres des Templiers, der er en del af Groupement Interproducteurs du Cru Banyuls – kaldet CICB – der er en samling af 5 kooperativer, der laver og markedsfører vine fra Banyuls og Collioure.

CICB blev grundlagt i 1950 og har samlet 753 medlemmer af vinavlere, hvoraf halvdelen er deltids- eller weekendlandmænd. Samlet har de næsten 700 hektar vinmarker, fordelt på over 750 separate parceller og repræsenterer tilsammen mellem 70%-75% af den samlede Banyuls produktion og mere end halvdelen af ​​den årlige høst af til Collioure vinene.

CICB etablerede Cave de l’Abbe Rous som en lille underafdeling for at satse mere på kvalitetsvine til eksport og opkaldte projektet efter præsten Francois Rous, som gik ind i vinhandelen for at skaffe penge til udvidelsen af ​​sin kirke og var betydeligt involveret i udviklingen af ​​vinene fra Banyuls og Collioure.

Imidlertid havde Cave de l’Abbe Rous projektet ringe succes, så i 2018 indgik CICB en aftale med Jean-Marc og Eliane Lafage, en af ​​de mest dynamiske producenter i Roussillon, om at bistå med både produktion, markedsføring og den indenlandske og internationalt salg af alle vine fra Abbe Rous divisionen.

Og Jean-Marc Lafage kender vi allerede her på vinbloggen, for han har jo også gang i projektet Château Saint-Roch sammen med den amerikanske vinimportør Eric Solomon. Derudover kontrollerer han også omkring 350 hektar vinmarker på7 forskellige steder i Roussillon.

Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og Lafage familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes.

Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.

Samarbejdet med Cave de l’Abbé Rous startede reelt først op i løbet af 2019, men denne 2018 Cornet & Cie Collioure er dog – som det jo også fremgår af etiketten lavet af Jean-Marc Lafage.

Cornet & Cie Collioure er lavet på 50% Syrah, 35% Grenache og 15% Mourvèdre. Alle druerne til vinen er høstet i hånden på og har derefter gennemgået gæring og maceration i 25 dage, mens 10% af Grenache druer er gæret via macération carbonique metoden. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 40% på 600 liter egefade og resten blot i ståltankene.

Starter duftmæssigt vildt godt … intens aroma, god frisk og lettere sød frugt, kirsebær, blommer og jordbær, lidt kalket med lidt tobak, svag vanilje, lette forårsblomster, venlig og utrolig afbalanceret. Der er noget finesse over duften.

Smagen minder på mange måder om duften, sådan ordentlig, venlig og afbalanceret med et lille stærkt peberkick, både lidt bitterhed og sødme i smagen samt en ren og meget tør syre. Ved godt med tid og luft i glasset viser vinen sine tanninstærke tænder frem, hvorved peberen også forstærkes og varmer godt inde midt i munden. Den sparker med maskulin mandighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Strekov 1075, Porta #6, Južnoslovenská, Slovakiet

N.V. Strekov 1075, Porta #6, Južnoslovenská, SlovakietVi fortsatte sgu i funky stil med en orangevin fra Slovakiet … en Non Vintage Porta #6 fra et lille vinhus, der hedder Strekov 1075 og netop ligger i byen Strekov i vinregionen Južnoslovenská.

Vinhuset har taget sit navn efter byen og årstallet for den første skriftlige dokumentation om landsbyen Strekov.

Ejeren og vinmageren Zsolt Sütó siger selv, at det er af respekt for de gamle traditioner og de værdier, som vinhuset drives efter. Inden Zslot kastede sig over vin, så havde han lavet olier fra græskarfrø … ja faktisk laver og sælger han fortsat disse olier.

Zsolt Sütó har samlet 12 hektar vinmarker, som alle drives økologisk med et væld af druer som Rizling Vlašský, Veltlínske Zelené, Modrý Portugal, Frankovka Modrá og Svätovavrinecké som de primære.

Men rolig nu … nogle af navnene dækker over kendte sorter, for Veltlínske Zelené = Grüner Veltliner, Frankovka = Blaufränkisch, Rizling Vlašský = Welschriesling, Vavrinec = St. Laurent, mens druer som Dunaj, Alibernet, Aurélius og Devín er lokale druer.

I kælderen gærer vinene spontant i tønder og åbne kar uden indgreb. For at vende tilbage til de ældgamle metoder, så anvendes maceration med skindet til orangevine. Zsolt Sütó arbejder med flor, blend af forskellige årgange, maceration, botrytis og direkte pres.

Denne lille sag … Porta #6 er lavet på overvejende Grüner Veltliner og Welschriesling med skindkontakt/maceration over 14 dage, en smule Devin med et direkte pres og så også lidt Aurélius med en anelse botrytis.

Devín og Aurélius har jeg ikke stødt på her på vinbloggen tidligere, så lad os lige dvæle ved dem først. Devín er en slovakisk hvid druesort, som blev officiel registreret i 1997 og er skabt i 1958 af Dorota Pospíšilová og Ondrej Korpás på vinforskningsinstituttet i Bratislava med at krydse Gewürztraminer samt Fruhroter Veltliner.

Der findes i dag 149 hektar vinmarker med Devín i Slovakiet og anvendes til både tørre, halvsøde og søde vine. Druen er meget velegnet til de specifikke forhold i Slovakiet og findes faktisk ikke mange andre steder.

Aurélius er en slovakisk hvid druesort, som blev udviklet i 1953 af Josef veverka og František Zatloukal på Vine Research Center i Perná ved at krydse sorterne Neuburger og Rheinriesling.

Aurélius blev officielt anerkendt i 1983, men den er fortsat meget sjælden i Slovakiet, hvor der findes beskedne 7,8 hektar vinmarker med druen. Druen trives bedst tørre steder og har en stor tendens til råd, da den bl.a. modner forholdsvis sent, men til gengæld har et pænt stort udbytte og et højt sukkerindhold.

Vinene på Aurélius er normalt gule med grønne toner og en aroma, som kan minde en smule om Riesling, men de er normalt mere intensive og eksotiske. Smagen er robust og lidt krydret.

Og duftmæssigt har Porta #6 altså lidt funkyness … fernis, oliemaling, brændenælder og tørret abrikos. Det lugter næsten som en fin lille blomsterbutik, men har egentlig mange lag. Den er syrlig, har klart nogle sure appelsiner, grape, bergamotte og en svag oxydering, men der er også noget, som virkelig pirrer næsen.

I munden er det næsten en kopi af duften … egentlig meget ren med en bitter syre. Der er grape, appelsin og bitterhed. Der er måske nok en form for struktur, men det er mest den bitre og grapejuiceagtigt smag, som giver vinen et kick. Den vin kan jeg sgu godt li’ og hoster op med 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Høtoft Vin, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7