Eftermiddagens sidste vin var denne Roero Riserva fra vinhuset Giovanni Almondo. Jeg har tidligere skrevet en masse om vinhuset, da jeg smagte husets hvide 2011 Giovanni Almondo, Roero Arneis, Bricco delle Ciliegie, og jeg skal derfor ikke trætte jer yderligere med en masse info om selve vinhuset.
Jeg havde valgt, at vinen skulle komme efter Barolo’en fra Renato Ratti, og det var vist en god idé, da vinen har langt mere syre og bid end Barolo’en, så på den måde gik rækkefølgen også op i en højere enhed i dag. Vinen er lavet på 100% Nebbiolo og har lagret 24 måneder på nye, franske 225 liter barriques. Der laves alene sølle 2.000 flasker af denne vin om året.
Ligesom med Barolo’en, så er det en vin, som har fået en lang række lovprisninger, bl.a. har Robert Parker givet vinen 94 point og udtalt; “The 2008 Roero Riserva Giovanni Almondo is drop dead-gorgeous. I am not sure where to start or end with this striking, breathtaking red. A gorgeous, well-articulated bouquet melds into expressive dark fruit as the wine opens up in the glass. Smoke, tar, licorice and a host of other brooding aromas and flavors build towards the dramatic, large-scaled finish. This is quite simply one of the finest – if not the finest – wine I have ever tasted from Roero. It is clearly the qualitative equivalent of many a Barolo or Barbaresco”.
Også Gastro … mit ynglingsblad … gav vinen 5½ ud af 6 stjerner i april 2012 med følgende flotte ord; “Fremragende Nebbiolo! Roero har just overrasket mig med Marco Porellos Torretta og nu kommer Almondos riserva-version og bakker op. Flaskerne er få, så man skal skynde sig – dyb, varm og alligevel frisk og ‘sur’ på den gode måde med hyben, tranebær og sort vintertrøffel! Raffineret tannin for en nebbiolo, men til gengæld en tank, en bulldozer på tungen med intensitet og saftig ‘rød’ frugtighed – eftersmagen forsvinder et eller andet sted langt ude i horisonten – sådan skal det gøres!”
I skal selvfølgelig heller ikke snydes for mine egne noter. Duftmæssigt langt mere kant end foregående Barolo. Her er der sure kirsebær, blæk, timian, tranebær og eg.
Smagsmæssigt også stram og præcis i udtrykket, der er tonsvis af tannin, og jeg tror, at jeg gjorde det rigtige ved, at tage denne vin efter Baroloen, for den viser virkelig muskler.
Er lidt mere grov i udtrykket, så på den måde passer udtrykker buldozer måske meget godt, men der er også finesse og frugtintensitet samt en sindssyg lang eftersmag, hvor tanninerne gør, at vinen sidder på hele gebisset. Uhmmmm, det er sgu ganske forførende.
Købt hos Randers Vinhus, som desværre nu er lukket, men ellers fås vinen hos Bichel Vine til 199,75 kr. på bud. Pt. er vinen dog udsolgt.
Næste vin … en vin, som jeg har haft liggende i vinkøleskabet igennem en årrække og løbende smagt. Nu synes jeg, at vinen virker til at være på sin absolutte top, og lidt en skam, for dette var næstsidste flaske. Imidlertid skal man jo glæde sig over, at man har fået lov til at smage vinen her på toppen, for jeg synes, at der er tale om stor vin. Og det bedste … der er fortsat en flaske i skabet!
Med næste vin bliver vi i Italien, men springer over til et andet berømt vinområde, nemlig i Piemonte. I byen Nieve, ca. 5 km. nordøst for Alba finder vi nemlig Azienda Agricola Sottimano, som er grundlagt i 1975 af Maggiore Sottimano, som købte vingården i Cotta området, en meget velrenommeret sted for dyrkning af Nebbiolo druer.
Først på måneden smagte vi også denne Barolo fra SenZanome, men der havde vinen desværre prop. Leverandøren var dog kvik, og fik hurtigt leveret en ny flaske … og sikke en forskel. Var vi en smule i tvivl, da vi smagte den første vin, så blev tvivlen dog hurtigt udryddet, for her kunne vi virkelig smage, hvordan vinen rigtigt skulle smage.
Aftenens kultvin blev denne Barolo Runcot Riserva fra Elio Grasso.
Tirsdag bød på en italiensk vin, denne Rosso fra Langhe appellationen. Langhe blev DOC klassificeret tilbage i 1990 med det formål, at fange de vine, som før blev klassificeret som simpel Vino da Tavola.
Med næste vin røg vi til Italien, Piemonte i byen Canelli, lige midt mellem Torino og Genova. Azienda Agricola Villa Giada drives af Faccio familien med den unge Andrea Faccio i spidsen.
Stilhed i huset … børnene leger ovenpå, hustruen tager en morfar, og mens jeg forbereder aftens menu, så er det da vist tid til at finde aftenens vin. Igen til Italien … og nærmere sagt Piemonte med denne Barolo årgang 2006, et i øvrigt rigtigt godt år i netop Piemonte. Vinen er fra Renato Ratti, som hører til blandt Piemontes mere moderne producenter. Ejendommen drives i dag af Renatos søn Pietro Ratti, som efter faderens død i 1985 har haft det fulde ansvar. Ejendommen ligger i den sydlige del af La Morra kommunen. I et område tæt på en række andre “moderne” producenter som Elio Altare og Revello.
Lørdag aften var jeg indbudt til et såkaldt “byggemøde”. Det inkluderede en massiv vinsmagning af primært Mollydooker vine, helt præcis 5 stk. fra Sarah og Sparky samt lidt “diverse” vine, herunder en Ripasso, en Amarone, en Chateauneuf, en amerikaner, en bordeaux samt denne Barolo fra Fontanafredda … aftenens bedste vin.
Næste valg fra Jan, en klassisk barolo fra Scarzello, denne måske en smule til den tørre side, og måske en vin, som skulle ligge nogle flere år. Det er god vin, og – som jeg klart husker den – også meget frugtrig, røde bær. Tror den skal nydes uden andre vine først, så vil den klart komme til sin ret.