På Bistroteket med Borgogno Barolo to gange indenfor to uger … what’s not to like? Her er det Borgognos almindelige Barolo i årgang 2011.

Almindelig er måske lidt en underdrivelse, for druerne kommer fra 5 fantastiske marker, nemlig Cannubi, Cannubi San Lorenzo, Fossati, Liste og San Pietro delle Viole.

Efter høst spontangærer vinen med druernes naturlige gærceller i 12 dage i betontanke … i starten ved 22-25 grader og i slutfasen 29-30 grader efterfulgt af en maceration i 30 dage.

Derefter sker der malolaktisk gæring ved 22 grader i 15 dage og derefter lagrer vinen så 4 år i slavonske 4.500 liters egefade helt efter de gamle klassiske metoder. Efter aftapning lagrer vinen yderligere 6 måneder på flaske.

I næsen fornemmes det, at det fortsat er en grønskolling … en ung kvindelig yngling, men sikke talent. Næsen er grøn og allerede med moden, lys og gæret frugt, kirsebær, hindbær, roser samt violer. Samtidig er den unge dame iført stram lædercatsuit, har en stikkende italiensk syre, nærmest helt æterisk. Nice.

Smagsmæssigt er det til gengæld let, blødt og cremet. Det er en smuk vin, og en eventuelt teenagerkluntet kant afsløres på ingen måder, for det smager sgu dejligt … blidt og modent. Så nu fortryder jeg på ingen måder, at jeg igen valgte Borgogno på Bistroteket … de to B’er klæder sgu hinanden.

På restauranten kostede en flaske 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Da jeg sidst drak 2012 Barolo Monvigliero fra vinhuset Fratelli Alessandria sammenlignede jeg den med Natalie Portman … smuk som ind i helvede, let, yndefuld, elegant, stærk og streng.  Nu er det søstervinen Barolo Gramolere i samme årgang.

Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og vel omkring 8 kilometer sydvest for Alba. Det stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.

Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og for deres topmoderne vineri.

Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.

Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.

Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer, samlet 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolere og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.

Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der – som nævnt – alene findes ved byen Verduno. En sådan én … 2016 Verduno Pelaverga Speziale  smagte jeg tilbage i december sidste år og var voldsomt begejstret for.

Herudover dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.

Denne Barolo Gramolere er lavet med Nebbiolo druer fra marken Gramolere, der ligger ved Monforte d’Alba mellem markerne Gavarini og Bussia i 400 meters højde. Vinstokkene på marken er over 40 år gamle.

Barolo Gramolere er lavet på rustfrie ståltanke med maceration i 20-25 dage, hvorefter vinen lagrer i omkring 3 år i store 20-40 hektoliter slavonske egefade efterfulgt af 2 måneder i ståltanke og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Og hvis Barolo Monvigliero er som Natalie Portman, så er Barolo Gramolere ren Julia Roberts … voksen, smuk, elegant og altid med en inderlig nerve og en ægte latter.

I glasset er vinen let transparent med antræk til brunlige nuancer, mens næsen er sådan helt Barolo klassisk med læder, roser, violer og lys frugt med lækker modenhed. Det er kirsebær og hindbær, lidt overgæret og byder derudover på røg, tørrede blomster, lidt fennikel og lakrids … fuck det dufter dejligt, let og modent.

I munden er der masser af garvesyre, faktisk tonsvis af tanniner og en moden, lækker italiensk syre, elegant og rank med den flotteste nerve. Det er ribs, hindbær, fennikel og modenhed. Det smager herregodt og måske lidt mindre struktureret end Monvigliero … langt mere laid back på en usædvanlig smuk Julia facon.

Købt hos den lokale Vinspecialisten til 475 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Jeg har før fået Borgogno på Bistroteket, og på den front blev denne aften ikke anderledes, da næste vin nemlig var en smuk 2004 Barolo Le Teorie fra det  gamle, traditionelle vinhus i Piemonte.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1761 af Bartolomeo Borgogno og vin fra huset blev endda drukket ved den officielle fest for Italiens samling i 1861. Men der var især Cesare Borgogno, der – som den yngste af 4 søskende – efter overtagelsen af vingården tilbage i 1920 fik vinhuset sat på verdenskortet. Han var en ledende og karismatiske figur, og hans entusiasme medførte væsentlige nyskabelser i vinhuset.

Cesare begyndte bl.a. at gemme en del vine fra de bedste år og de bedste Barolo’er. De blev simpelthen sat ned i de mørke kældre. Dengang rystede folk på hovedet og tænkte, at Cesare måtte være forrykt, men i dag repræsenterer kældrene en del af Langhes historie og en væsentlig værdi.

I løbet af 1950’erne foretog Cesare også en renovering af vinhusets kældre … et arbejde som – efter Cesares død i 1968 – blev afsluttet af Cesare barnebarn Ida Borgogno, som fortsatte driften sammen med hendes mand Franco Boschis, som efterfølgende overdrog driften til deres børn Cesare og Giorgio.

Cesare nåede også inden sin død at ændre vinhusets navn til Giacomo Borgogno & Figli … opkaldt efter Cesares far, og det navn har vinhuset stadig, selvom det i dag ikke længere er ejet af Borgogno familien.

I 2008 blev vinhuset nemlig solgt til familien Farinetti, som ganske vist har renoveret den store hovedbygning, men beholdt de historiske kældre intakt.

Siden 2012 har det været Andrea Farinetti, som har drevet vinhuset og dets i alt 20 hektar jorder. Omkring 4 hektar er skov, mens de resterende 16 hektar er vinmarker, primært tilplantet med Nebbiolo samt Dolcetto and Barbera.

De bedste parceller ligger på markerne Cannubi, Connubi San Lorenzo, Fossati, Liste samt San Pietro Delle Viole.

Denne Barolo Le Teorie er en vin, som de ikke længere laver på Borgogno, men lavet i en serie af 3 Barolo vine, som vinhuset har kaldt Barolo Le Teorie.

Den består af 3 vine fra henholdsvis 2004, 2006 og 2008 og hver med sin egen anderledes etiket og med druerne fra markernes Cannubi, Liste, Fossati og San Pietro delle Viole … og alle lagret mindst 4 år i husets kældre.

Og sikke en lækker næse … virkelig tør med både blæk, lakrids, tobak, solbær, blåbær, en smule animalsk babybræk – på den gode måde – eg, røg og har faktisk en smule fedme i frugten, der samtidig er lækker moden i udtrykket.

Selvom damen er fra 2004, så har hun masser af tanniner og tørhed,  mega tør, faktisk monster mega tør. Frugten har en lidt sjov smag, klart til den modne side, cremet og fin lækker og alle omkring bordet var vist tilpas med vinen. Det smager også rigtig godt.

Købt på Bistroteket, hvor en flaske koster 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Vores vinaften sluttede med 100% ægte Nebbiolo væske fra øverste skuffe med lidt alder … en 2009’er Barbaresco Pajé fra vinhuset Azienda Agricola Roagna.

Azienda Agricola ligger i Barbaresco by omkring 5 kilometer nordøst fra Alba og er grundlagt helt tilbage i 1890, hvor den nuværende ejer Luca Roagna’s tip-oldefar Vincenzo, sammen med sin hustru Rosa lavede deres første flaske Barbaresco. Det var faktisk på det tidspunkt, at de første vin kom under den appellation, som i dag kendes som Barbaresco.

Hver generation har siden forsøgt at forbedre kvaliteten og bygge ovenpå den forrige generations erfaringer. Bedstefaderen Giovanni Roagna, der desværre døde i 2006, købte vingården I Paglieri med den tilhørende Pajé mark, som siden har været familiens base.

Senere forbedrede Luca Roagnas far, Alfredo, gennem dedikeret arbejde i vinmarkerne familiens druekvalitet dramatisk ovenpå sine studier i vindyrkning. Samtidig investerede han i vingården Cascina Pira i Castiglione Falletto og udvidede familiens sortiment med marker, som nu har op til 70 år gamle stokke.

Selvom der mange producenter i både Barolo og Barbaresco undervejs har erstattet de gamle, traditionelle produktionsmetoder, med nye og moderne, så gælder det ikke hos Roagna familien i Barbaresco.

Her foregår tingene som de altid har gjort. Oprindeligt lavede Vincenzo lavede sin vin i store trækar, og det er også tilfældet i dag hos Luca som 5. generation, som overtog driften i 1999. Familiens motto er nemlig; Roagna ændrer sig ikke.

I Castiglione Falletto er Roagna familien i dag i dog bygget en ny vingård med produktionsanlæg, smagelokaler og stor underjordisk vinkælder. Alt laves energirigtigt med produktion af elektricitet via solceller og varmt vand via solpaneler, som lidt er alligevel ændret siden 1890.

Roagna ejer i dag 20 hektar jord, hvoraf 12 hektar er vinmarker, nemlig markerne Asili, Carso, Montefico og Pajé i Barbaresco samt Pira i Castiglione Falletto. Men derudover har Luca også lejet nogle marker fra andre vinavlere, bl.a. Albesiani og Gallina i Neive, Faset i Barbaresco og Le Coste i Monforte d’Alba.

Alle markerne bearbejdes økologisk og uden brug af nogen form for gødning. I stedet plejes jorden gennem de afgrøder der plantes mellem vinstokkene. Målet er at beskytte jorden samt at sikre den absolut bedste mulige druekvalitet fra de meget gamle stokke, som Roagna mener er afgørende for kvaliteten.

Den efterfølgende vinifikationen er hos Roagna helt traditionel, men efter sine ønologi-studier har Luca Roagna alligevel mulighed for at optimere elementerne i denne vinifikation.

Gæring sker – som altid – i store træfade med maceration i omkring 30 dage for Dolcetto og Barbera og 60-100 dage for Barolo og Barbaresco. Lagringen sker helt op til 10 år i store træfade inden et par års lagring i flaske. Vinene kommer derfor ofte først meget sent på markedet. Sådan har det altid været hos Roagna, og sådan bliver det ved med at være.

Denne 2009 Barbaresco Pajé er lavet efter ovennævnte opskrift, igen med maceration i 60-70 dage inden knap 5 års lagring i store fade. Der laves ikke mange flasker af vinen, hvorfor flaskerne også er nummereret … og denne er nummer 7460.

Sammen med Barolo Pira er denne Barbaresco Pajé husets basis serie af Barolo og Barbaresco. Derover kommer serien Vecchie Viti, dernæst Riserva og sluttelig topvinen Crischët Pajé. Det er den, som først frigives 10 år efter høsten.

Næsen er bestemt piemontisk, men frugten meget moden og også for moden, var der vist enighed om omkring bordet. Det ødelægger lidt den samlede oplevelse, men Jan drak resten dagene efter, hvor det overmodne fortog sig noget. Men udover de ganske overmodne frugter, så er der også lidt mint, gazebind, et brugt viskestykke, roser, fennikel samt lidt eg eller cigaræsker.

Smagen vinder imidlertid over næsen, for der er meget ren og lys frugt, og her klæder modenheden virkelig smagen, som er blød, blid, voksen og tæt. Det er te-blade, lys syrligt bid, er svag italiensk og balsamisk i syren med afrundede tanniner og kalkagtige noter i eftersmagen. Smager klart bedre end duften.

Vinene fra Roagna er sindssygt efterspurgte og dermed også ganske dyre. Denne Barbaresco Pajé koster i en nyere årgang 599 kr. hos Atomwine.

Vinanmeldelse 5/7 

Tid til forkælelse … i gang med at kokkerere lidt svineskank. I det elegante Nude Stem Zero glas har jeg hældt lidt lys Nebbiolo saft … en Langhe Nebbiolo Serena fra Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada og det er sgu nærmest mini-Barolo til en helt sindssygt lav pris. Men sig det ikke til andre … lad det være vores hemmelighed. Livet er dejligt.

Jeg var imponeret, da jeg smagte Ada Nadas 2011 Barbaresco Elisa til blot 175 kr., men denne Langhe Nebbiolo Serena – igen opkaldt efter en af Anna Lisas og Elvio Nadas 3 piger Elisa, Serena og Ginevra – gør mig sgu også så glad, så jeg giver grisen et muntert klap på skanken.

Druerne – selvfølgelig 100% Nebbiolo – kommer fra nogle af familien Nadas 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone beliggende i 200 til 350 meters højde.

Druerne høstes manuelt og afstilkes derefter, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de ligger med skallerne med 5-8 dages maceration og gæring ved 28-30 grader. Derefter presses druerne og mosten overføres til anden ståltank til den malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt kun 3.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det ærketypisk piemontisk Nebbiolo … masser af læder, violer, roser samt en herlig, stram italiensk syre, lys frugt, ribs samt en virkelig lækker modenhed i frugten – uha – lidt eg, grønne blade, mentol og røg. Dufter vildt godt.

I munden er det dejlig stram og tanninholdig lys frugt, pænt med syre og lethed. Det er en levende og frisk vin, nærmest med Barolo kvaliteter, selvom den måske er letbenet. Men let til bens er ingen skam, når det smager sådan her og til prisen en totalt no-brainer. Jeg har fået dyr Barolo, som ikke når denne til sokkeholderne, så er du Nebbiolo fan aka Neb-lover, så får du masser af kvalitet og drikkeglæde i denne Langhe Nebbiolo Serena.

Forhandles af Italux, hvor en flaske alene koster beskedne 85 kr.

 Vinanmeldelse 5,5/7

Denne Barbaresco fra Marchesi di Barolo har jeg smagt rigtigt mange gange og – hånden på hjertet – uden rigtigt at blive kæreste med den skarptungede, krævende, italienske donna.

Jeg har således skrevet om vinen her på bloggen i både årgang 2007, 2009, 2010 og 2012, men nu opsøger jeg igen et muligt kærlighedsforhold med 2014’eren. Ellers har jeg mere været forelsket i hendes søstre, fx den geniale Barbera d’Alba Peiragal eller søstrene med ægte Barolo i blodet, hvilket selvfølgelig er synd for denne mindre danseglade Barbaresco søster.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

I næsen masser af eg, tør, støvet og har masser af italiensk, balsamisk syre, frugten måske en kende federe end forventet, selvom vi fortsat er i den lyse afdeling med lyse blommer og en smule ribs, men klart en mørkere Nebbiolo end forventet. Derudover er der lidt mynte, animalske elementer og læder.

I munden virker vinen alt for ung, men det er dog heller ikke en vin, som skal ligge for lang tid, hvilket jeg erfarede, da jeg for blot en måned siden smagte vinen i en årgang 2007. Smagen er frisk og ganske syrlig … det er virkelig stramt med lyserød frugt, ribs, granatæbler, lidt peber og tydelige tanniner. Denne donna er tilsyneladende ikke imponeret af mine tilnærmelser … ikke imødekommende og venlig, men lidt et syrehoved.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor prisen er 235 kr., men fra 1. februar til 30. april kan vinen købes til 150 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4/7   

Fra Elisa til Emma … sidste uge bød på en overbevisende 2011 Barbaresco Elisa fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada. Nu hedder vinen Emma og er en Vino Rosato … altså rosévin på en regntung vinterdag. Men sådan er der jo så meget.

Mens den smagte Barbaresco er opkaldt efter en af Anna Lisas og Elvio Nadas 3 børn … pigerne Elisa, Serena og Ginevra, så har jeg imidlertid ingen anelse om, hvor denne blegrøde rosévin hedder Emma. Alle pigerne kan i øvrigt ses på billedet ovenover med moder Anna Lisa.

Vino Rosato Emma har intet årstal på etikette, men en lille kode L01-18 afslører, at vinen er flasket i januar 2018 og dermed lavet af druer fra 2017-høsten.

Det er ren Nebbiolo, og efter høst ligger druerne 24-36 timer ved 18-20 grader og macererer lidt inden de presses. Derefter sker den alkoholiske gæring af saften og når den er afsluttet, så lagrer vinen i ståltankene omkring 3 måneder inden vinen flaskes uden filtrering. Derefter ligger vinen 2 måneder på flaske og der laves årligt beskedne 1.300 flasker af denne rosévin.

Næsen er en kende neutral, men jeg fanger lidt jordbær. Efter lidt tid åbner vinen en smule mere op, selvom duften aldrig bliver eksplosiv eller meget givende. Der kommer en tør og umiskendelig stram, italiensk syre og det giver lidt liv i de lyserøde underskørter.

Smagsmæssigt er der både hindbær, grape og bitterhed. Det er en frisk vin med et bittert og syrligt bid, og Emma vil klart danse bedre på terrassen med lidt sol, samba og hede andre hede rytmer. Hun kan dog lige krave op på 4 fede fingre.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 75 kr., men lidt vildt at man blot for 100 kr. mere kan få deres mageløse Barbaresco Elisa.

 Vinanmeldelse 4/7

Denne Villa Aurora Barbaresco Riserva fra Azienda Agricola Roberto Sarotto er lidt en underlig, sær og mærkelig vin … smager slet ikke som Nebbiolo, men mere som noget fra det sydlige Italien. Det vender vi selvfølgelig tilbage til.

Azienda Agricola Roberto Sarotto ligger lidt øst for den lille by Neviglie. Det er omkring 10 kilometer øst for Alba i det dejlige piemontiske landskab. Vingården er oprindelig grundlagt i 1800-tallet af Giuseppe Sarotto, som selv kom fra Barbaresco og slog sig ned i Neviglie som landmand.

Da han døde, blev vinmarkerne delt mellem hans 3 sønner Giulio, Giovanni og Giacomo … og Azienda Agricola Roberto Sarotto er en videreførsel af Giacomos del. Giacomo begyndte nemlig efter arven at lave sine egne vin hjulpet af sin  søn Giovanni og senere hans barnebarn Luigi Giovanni.

Fra 1870 til midt tæt på 2. verdenskrig ekspanderede familien og specialiserede sig i produktionen af vine på Dolcetto, som de bulk i træfade bl.a. eksportere helt til England. Efter krigen optog Luigi Giovannis søn Angelo driften, bl.a. med nye druesorter, men solgte alle druer til andre producenter og kooperativer.

Det ændrede Angelos søn Roberto i 1991, da han overtog driften fra sin fader og lige siden har familien brugt alle druer til deres egen produktion … ja endda udvidet med køb af en 20 hektar stor vingård i Barolo området.

Dermed har familien samlet 50 hektar vinmarker, som er fordelt i både Barolo, Barbaresco, Neviglie og Gavi. Til at hjælpe Roberto er der hustruen Aurora, men også Robertos forældre hjælper til med driften på gården.

Roberto Sarotto laver primært kraftige og bløde vine med et tydeligt præg af fad og hvor den kraftige syre er under kontrol. Han har et stort moderne vineri, hvor der er en kapacitet på 5.000 hektoliter, heraf 800 hektoliter i egefade.

Denne 2004 Villa Aurora Barbaresco Riserva er lavet af nogle gamle fade, som gamle Angelo Sarotto havde gemt væk og var glemt. Da Roberto fandt fadene med den glemte Riserva vin, så besluttede han, at den skulle flaskes … og det er altså denne vin.

Næsen er ganske opulent, men bestemt ikke uinteressant. Der er en smule babybræk – på den gode måde – mørk frugt, ja nærmest tørret mørk frugt, blåbær, lidt læder, masser af mælkesødme, mælkechokolade, kanel og sød tobak.

I munden er vinen også ganske sød … også alt for sød, så det minder på ingen måder om Nebbiolo, men snarere om noget fra Syditalien. Men samtidig er vinen dog virkelig tør, så det stritter lidt i forskellige retninger, men jeg nåede ikke at blive fan af denne vin.

Er tidligere forhandlet i Irma, Spar og andre supermarkeder, men prisen har jeg ikke et bud på.

Vinanmeldelse 3,5/7