Tag-arkiv: Lombardiet

2018 Monzio Compagnoni, Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2018 Monzio Compagnoni, Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienVi skal et smut til bakkerne ved byen Adro i Lombardiet, hvor vi finder Azienda Agricola Monzio Compagnoni. Derfra smager jeg nu en 2018 Franciacorta Brut.

Monzio Compagnoni er grundlagt i 1987 af den dengang 20-årige unge Marcello Monzio Compagnoni, der fra sin families ejendom i Cenate Sotto i Bergamasco besluttede sig for at lave vin.

I 1989 frigav han sine første vine og har så senere i 1995 udvidet driften med leje af marker i Franciacorta og senere med købet af den gamle vingård Loneto fra det 15. århundrede ved byen Adro i Franciacorta.

Vinproduktionen sker i samarbejde med ønologen Donato Lanati og siden etableringen har Marcello haft succes med sine vine … både de almindelig fra Bergamasco og de mousserende Franciacorta vine.

Det er i dag klart de mousserende vine, som fylder mest hos Monzio Compagnoni, for ud af husets samlede 17 hektar vinmarker er de 14 beliggende omkring vingården i Adro, hvor Marcello både dyrker Chardonnay og Pinot Noir til produktion af Franciacorta vinene.

Derudover har han 3 hektar vinmarker i Cenate og Grumello del Monte ved Bergamasco og der dyrker han både Merlot, Cabernet Sauvigon, Pinot Grigio, Chardonnay og Moscato di Scanzo.

I vinkælderen har Marcello en kapacitet med 5.000 hektoliter rustfrie ståltanke og 100 franske barriques på 225 liter, hvilket kan håndtere en produktion på 170.000 flasker årligt. Hans produktion sker ved hjælp af pneumatiske presser og termostyrede tanke som nyeste teknologi, der kombineres med traditionelle egetønder og barriques.

Her smager vi hans 2018 Franciacorta Brut, der er lavet på et blend af de klassiske druesorter 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir. Efter høsten er druerne hurtigt fragtet til vineriet, hvor de er presset og så derefter gæret i små egefade ved  kontrollerede temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret lang tid med andengæringen og degorgering i 2022.

Duftmæssigt er det en blød mousserende vin, hvor aromaerne består af nødder, franskbrød, dåsepærer, grillet citron, fersken og abrikos … og alt med en lidt støvet sødme suppleret med et touch af noget vanilje.

I munden er boblerne meget blide og fader hurtigt, men det er blot med til at gøre vinen meget tilgængelig, venlig og omgængelig med en livlig, frisk og let smag. Det er endda lige før, at jeg vil sige, at vinen er saftig, læskende og pleasende. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Sandro Fay, Il Glicine Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Sandro Fay, Il Glicine Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienDet er ikke mange måneder siden, at jeg smagte en dejlig Cà Moréi Valtellina Superiore fra vinhuset Sandro Fay … nu havde Steffen taget søstervinen Il Glicine Valtellina Superiore med, også i årgang 2017.

Her kommer Chiavennasca aka Nebbiolo druerne fra Il Glicine vinmarken, der er på 1 hektar og ligger i 470 meters højde i Sasella zonen.

Glicine er det italienske ord for plantet blåregn, som man også finder overalt på marken med sine lange lyseblå blomsterranker. Marken er meget sand og siltholdig med store klippemassiver overalt.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og gæringen er sket i ståltank med en efterfølgende malolaktisk gæring og så en lagring i 12 måneder på 30 hektoliter samt mindre 500 liter egetræsfade.

Så blev det duftmæssigt Nebbiolo … men kommer lidt rund, blød med en lidt toastet næse, men heldigvis også med lys tobak, violer, gazebind, medicinkasse, stor landlighed og så en herlig stringent og lys frugt af kirsebær, ribs og blåbær … meget ren og klar, mens den har en diskret fadnote.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor den egentlig er meget ren og syrlig med ribs, hindbær, stikkelsbær, sur tobak, markante tanniner, der straks leder en hen med noget Nebbiolo … lidt juicet som dens søstervin, men har også en udpræget jernagtig mineralitet. Det er dermed 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 310 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Tenuta Scerscé, Flammante Valtellina Superiore Inferno, Lombardiet, Italien

2019 Tenuta Scerscé, Flammante Valtellina Superiore Inferno, Lombardiet, ItalienTenuta Scerscé ligger i det nordvestligste Lombardiet i byen Tirano SO ikke så langt fra Schweiz, men det er altså derfra, at jeg nu smager en Flammante Valtellina Superiore Inferno i årgang 2019.

Vi er således i  Valtellina ved de stejle bjergsider med varme og tørre vinde fra Comosøen … dvs. et perfekt spot for den berømte Nebbiolo eller Chiavennasca, som de kalder druen der.

Tenuta Scerscé er grundlagt i 2008 af Cristina Scarpellini, som slog sig ned i Valtellina  efter at have færdiggjort sine jurastudier i Milano efterfulgt af 2 år i Paris med specialer. Hun startede først en karriere som jurist, men pga et arbejde om virksomhedsinternationalisering, så krydsede Cristina veje med Valtellina.

Hun undersøgte mere om området, vinene, daglig pleje vinmarker samt Nebbiolo druen, som hun selv var meget passioneret omkring og det blev årsagen til, at hun grundlagde sin lille vingård.

I dag har hun 6 hektar vinmarker, der ligger i 400-720 meters højde fra Teglio i Valgella området og op til Tirano. Markerne ligger i flere terrasser og kræver meget arbejde … typisk 1.500 timer årligt pr. hektar, men med en fantastisk biodiversitet.

Tenuta Scerscé arbejder efter en filosofi om at skabe vine, som videregiver Valtellinas terroir direkte gennem vinene. Christina har et mål om, at man skal kunne smage kvaliteterne fra de forskellige subzoner i hver vin. Vinene laves således efter traditionelle metoder, men med moderne udstyr.

Derfor anvendes der massere af håndkraft til at pleje de mange marker, men i særdeleshed også under høsten. Det traditionelle aspekt fremgår også tydeligt i vinhusets logo, som viser en hakke med 2 ben … og den bruges fortsat i arbejdet omkring skud og rødder på vinstokkene.

Flammante er Tenuta Scerscés Valtellina Superiore fra subzonen Inferno, der jo betyder helvede på italiensk. For netop dét område er berygtet for sine stejle klippe sidder og for at nå de højeste temperaturer i Valtellina

Det er selvfølgelig 100% Nebbiolo, som høstes omhyggeligt ved håndkraft og så knuses/presses. Gæring og maceration med skindet sker over 30 dage og derefter er vinen lagret 14 måneder på  franske og slavonske egetræsfade og efterfølgende 8 måneder på flaske.

I glasset er det en lys, rødlig med brune kanter transparent vin, som også i duften virker lys og blomstret med roser, violer, let sødme og et frugtmæssigt modent udtryk, let parfumeret og samtidig også ret mineralsk, har tørret jord, jordbær, en let portvinsduft suppleret med urter og krydderier.

Smagen er lidt i samme boldgade … let, blomstret, ren og alligevel stringent. Tanninerne er faste, tørre og derefter kommer der også noget krydret og så tør jord, mineraler og bid. Den er kompleks og karakterfuld på ganen, har en god nerve med den lyse frugt, men samtidig utrolig elegant. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 320 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Sandro Fay, Cà Moréi Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Sandro Fay, Ca’ Morei Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienI den lille alpedal Valtellina i norditalienske Lombardiet laves en række fabelagtige vine på Chiavennasca aka Nebbiolo og det er denne 2017 Cà Moréi Valtellina Superiore fra vinhuset Sandro Fay et glimragende eksempel på.

Sandro Fay, der i flere år har været et af områdets absolutte flagskibe, ligger på de stejle bjergsider ved byen San Giacomo di Teglio.

Sandro Fay eller mere korrekt Società Agricola Fay, blev grundlagt tilbage i 1971 af Sandro Fay, men i dag har Sandro hjælp fra sine to børn Marco og Elena Fay … og de har efterhånden nu også overtaget produktionen.

Marco har studeret ønologi i Trentino og har stået i lære i Barolo. Efter han vendte tilbage til familiens vingård har hans primære fokus været på husets Superiore vine, som har tydeligt præg af områdets  jordbundsforhold.

Fay familien har samlet 15 hektar vinmarker, der primært ligger i Valgella zonen, samt nogle få hektarer i Zazella. I Valgella zonen i den østlige del af Valtellina er jordbunden præget af siltholdigt sand, og granmen helt blottet for både ler og kalk i undergrunden. Men alle markerne dyrkes økologisk, men uden certificering.

Det er en jordbund, der giver elegante, lyse og intense Nebbiolo vine.  Udover saftig Rosso, og intens Superiore laver Marco og Elena naturligvis også områdets berømte Sforzato vin med tørrede Nebbiolo druer.

Her smager vi dog husets Cà Moréi Valtellina Superiore, hvor Nebbiolo druerne kommer fra marken Ca’Morei, der er på 2,5 hektar og er placeret på terrasser i Valgella i 550 meters højde.

Det var derfra Marco Fays bedsteforældre stammede og huset som hans bedsteforældre ejede, ligger ved netop den mark. Marco Fays  bedsteforældre hed Morelli … lokalt udtalt Morei, så derfor hedder marken i dag Cà Moréi og betyder derfor Moreis hus. Det er naturligvis huset,. som er afbilledet på etiketten.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og gæring samt maceration er sket i ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 12 måneder på både 30 hektoliter og 500 liter egefade,

Uha, det dufter godt, masser af gazebind, medicinkasse, lidt behåret og syrlig frugt med kirsebær, ribs og blåbær, lys tobak, spidskommen samt en urtet note, godt med træ, meget levende og syrlig duft, let, lys og har bare en ganske svagt, fint fadpræg.

I munden er det en meget levende vin … syrlig med moden frugt, tobak og har godt med tanniner samtidig med, at den føles let, lidt ubekymret og uhøjtidelig med en nærmest juicet fornemmelse. Det føles som en legende, nem og tilgængelig Nebbiolo. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Selva Capuzza, Madér Grada Classico Rosso Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Selva Capuzza, Madér Grada Classico Rosso Superiore, Lombardiet, ItalienDen utrolig rare, behagelige og særdeles dygtige vinmager Luca Formentini mødte jeg vist et par gange på min vintur til Lugana. Han driver jo Selva Capuzza og vinene er i den abolutte top.

Udover hans lækre Lugana hvidvine, så laver Luca også 3 forskellige rødvine, herunder altså denne Madér Grada Classico Rosso Superiore, som jeg smager i årgang 2017.

Luca Formentini er selv 4. generation på Selva Capuzza, der er grundlagt helt tilbage i 1917. Derfor står der også tallet 100 på etiketten af denne vin, hvilket naturligvis markerer 100 års dagen for vinhusets første høst.

Samlet har vingården 50 hektar jord fordelt på olivenlunde, skov samt vinmarker, der dækker 3 DOC appellationer, nemlig Lugana, San Martino della Battaglia og Garda Classico og det er selvfølgelig Turbiana druen, som er hoveddruen på Selva Capuzza. Derudover er der også lidt røde druer som Groppello, Sangiovese, Barbera og Marzemino.

Udover vineriet, som driver Formentini familien også et lille Agriturismo samt en charmerende restaurant. Det er Vincenzo og Adriana Formentini, der står for restauranten.

Vinene laves af Luca Formentini og det sker i et moderne vineri, som blev bygget i 2001 for at imødekomme en moderne produktionen … lige fra presningen af ​​druerne til vinificering, lagring og aftapning.

Samlet laves der 12 forskellige vine … de fleste med husets logo, som er en dekorativ krusedulle, som stammer fra en gammel stenportal fundet på ejendommen. Det er vel nærmest et relief  af to blomster eller kurvede krøller på hovedet af hinanden.

Ved en smagning af blandt andet vinene fra Selva Capuzza sad jeg lige overfor Luca Formentini og fik en rigtig god snak med ham. Han er utrolig rart, meget relax og virkelig cool. Han er samtidig meget musisk og spiller guitar … nærmest noget new age eller meditativ musik. Det fik vi en god snak om og jeg anbefalede ham at lytte til det danske jazzorkester Girls On Airplanes, men han omvendt anbefalede mig at høre musik fra Aldous Harding,

Denne 2017 Madér Grada Classico Rosso Superiore er lavet på et blend fra 30% Groppello, 30% Barbera, 30% Marzemino samt 10% Sangiovese, hvor Groppello druen også kendes som Rossignola … og den er vi jo stødt på tidligere på vinbloggen, hvilket i øvrigt også er tilfældet med Marzemino.

Druerne er gæret med maceration i rustfrie ståltanke over 10 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret i 18 måneder på barriques.

Duftmæssigt snakker vi en forholdsvis let vin, der har en frisk, lys og meget let frugt. Det er lyse kirsebær, brombær, læder samt en smule peber, mens fadpræget er meget forsigtigt og let … giver bare lige et lille anstrøg af lidt chokolade. Fin start.

Smagen er lidt i samme boldgade, så utrolig let, lys og luftig, at det nærmest bliver helt burgundisk. Det er lys og modem frugt, jordbær, lyse kirsebær med en saftig, læskende sødme. Tanninerne er lette og bløde, syren feminin, sart og fin. Det smager vitterlig ret fantastisk, så jeg er sgu ret begejstret.

Herhjemme importeres vinene af Stavtrup Vine, hvor en flaske af denne koster 160 kr., mens prisen kun er 125 kr. ved køb af 6 flasker og det er sgu pænt billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Selva, Lombardiet, ItalienSom sidste punktum i Lugana for denne gang, så smagte jeg også Luca Formentinis basis Lugana vin i årgang 2013.

Turbiana druerne til vinen kommer fra Selva marken, der er vinhusets ældste mark. Det er en vin, som man har lavet siden 1983.

Druerne er høstet med et udbytte på 75 hektoliter pr. hektar og er vinificeret alene i rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en periode. Der laves årligt omkring 10.000 flasker af denne vin, som har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Hvor gør alder noget godt for Lugana vine og det nyder denne bestemt godt af, for aromaen er nærmest svævende, så subtil og fin med nødder, lidt fond, pærer, fersken, melon … og så langt mere sødme og sådan duftmæssigt på lidt nektarniveau,

I munden er vinen fortsat totalt levende og med power, men det leveres som blødt og cremet, men syren er fortsat vild og stram. Der er også fortsat klare salte mineraler, hvorved vinen virker frisk med et modent anstrøg. Smukt, så 5 houlbergske tomler med pil op.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme, men denne i den nyeste årgang 2020 koster 12€ i hjemlandet … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, Italien

2013 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, ItalienJeg var egentlig ved at være færdig ved Lugana Armonie Senza Tempo vinfestivalen og begyndte at slentre ned mod udgangen sammen med Václav Tichoň, men tæt på udgangen stod et kendt ansigt i form af rare Luca Formentini fra Selva Capuzza med 2 Lugana vine i årgang 2013.

Da den ene var hans Lugana Riserva Menasasso stoppede vi omgående op … den skulle vi simpelthen smage. Og det var stoppet værd, for det blev det bedste glas vin ved hele Lugana Armonie Senza Tempo.

Vi havde allerede på vor første dag under vort besøg på Tenuta Roveglia mødt Luca Formentini og smagt hans fine Lugana Riserva Menasasso i både årgang 2017 og 2011, så derfor vidste vin, at der er tale om en særdeles fabelagtig vin.

I 2013 brugte Luca Formentini fortsat en smule  barriques, når han lagrede vinen, så denne vin er lavet ved, at Luca har valgt den bedste tank fra høsten på Selva marken og så er vinen lagret 18 måneder på en kombination af ståltankene og barriques … dog fortsat med den overvejende del på ståltankene.

Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det til at falde på halen over … nærmest som et omfavnende kram. Igen har Menasasso denne lækre smørfede duft med voks, grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, søde krydderier. Den har også her i 2013’eren en lidt mere nøddet duft sammen med lidt blomsterpollen … hvem elsker ikke et omfavnende kram?

I munden smelter vinen næsten bogstaveligt … mens den langsomt gør det, så breder der sig smage af søde dåsepærer, abrikos, grillede lemon og citroner samt salte mineraler. Det er så cremet, nærmest olieret og smelter ud i alle afkroge af munden … det er sgu ganske imponerende og en fabelagtig vin.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme og denne årgang 2013 kan nok heller ikke findes til salg nogle steder længere.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, Italien

2019 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, ItalienJeg skulle også smage Elena Casarinis Lugana i 2019 debut årgangen … og mens jeg gjorde det, så kom bror Raffaele også lige forbi og hilste på mig.

Vinen er lavet som foregående – eller måske nærmere omvendt, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke. Der er lavet sølle 6.000 flasker af vinen.

I næsen har 2019’erener der selvfølgelig mange af de samme noter, men har mere honning, er mere æterisk og har – nok heller ikke helt unaturligt – mere modenhed. Der er næsten lidt linolie i næsen og egentlig er det en vild udvikling på et år.

Frugten er fortsat ovre i noget med pærer, modne ferskner, tørret abrikos samt lemon og igen koncentreret med et touch af nogle salte mineraler.

Smagen har i 2019’eren også fået et ekstra lille lag, hvor sødmen kommer mere frem sammen med lidt karamel. Der er stadig saftige pærer, grape og lemon, mens det bløde og cremede bare er blevet en tak mere blødt og cremet. Klart 5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, Italien

2020 Poggio al Garda, Lugana, Lombardiet, ItalienVed næste stand mødte jeg den glade Elena Casarini fra Poggio al Garda, så der stoppede jeg og smagte hendes 2020 Lugana.

Det er kun 2. årgang, som hun har lavet vinen i, så dermed er Poggio al Garda et rimeligt nyt vinhus, selvom det er over 50 år siden, at ægteparret Gianni og Giuliana flyttede fra Oltrepò Pavese til bredden af Gardasøen.

Familien havde altid været vinavlere, men det blev imidlertid deres to børn Elena og Raffaele, som skulle videreføre denne arv. Familien købte i 1990 en bondegård i landsbyen Casaoldo nær Pozzolengo, hvor de studerede jordforholdene, som var ideelle til vindyrkning.

Men det var først i 2010, at familien tilplantede første marker med Turbiana og nogle år senere øgede antallet af tilplantede vinmarker til samlet 5 hektar. Med Elena i spidsen, så lavede de den første vin i årgang 2019 og alene i 6.000 flasker, men den fik meget positive modtagelse af vinelskere og restauratører.

Her smagte jeg så vinen i 2. årgang … og den er lavet som foregående, altså udelukkende på ståltanke og kun med alkoholisk gæring, mens lagringen er sket i store betontanke.

Med den særprægede etiket er vinen egentlig meget ikonisk. I denne årgang 2020 er der lavet 10.000 flasker.

Duftmæssigt en blød og blid vin, hvor frugten er frisk og koncentreret med pærer, modne ferskner, abrikos, lemon og endda er frugten koncentreret og næsten tørret i duften. Der er lidt sød akaciehonning og salte mineraler.

Sådan smager vinen faktisk også … saftig, blød og rund med grape, lemon, saftige pærer og så alligevel med rank ryg, god syre samt en stenet og saltet smag i slutfasen. Klart 4,5 tomler med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Pasini San Giovanni, Busocaldo Lugana Riserva Biologico, Lombardiet, Italien

2018 Pasini San Giovanni, Busocaldo Lugana Riserva Biologico, Lombardiet, ItalienJeg skulle også smage en af Pasini San Giovannis topvine, som kun laves i de allerbedste år, nemlig en Busocaldo Lugana Riserva Biologico og her i årgang 2018.

Vinen er lavet lidt som forrige … bare med langt længere lagring og med 100% totalt økologisk dyrkede Turbiana druer.

Det betyder altså, at druerne er lagt i kølig premaceration før de  knust og har tilbragt flere timer på skindet inden blid presning.

Derefter er vinen så gæret i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret sur lie i 12 måneder indtil aftapning på flaske og så yderligere lagret 12 måned inden frigivelse.

Duftmæssigt er her nu langt større bund, kraft, intensitet og endda sådan vild, fortegnet, parfumeret, voldsom og lidt over det hele … lidt som Anders And på epo, men meget lækker duft. Frugten er eksotisk med abrikos samt appelsinskal. grillet lemon og varmkrydret.

I munden er vinen rigtig blød, cremet og kraftfuld med denne lidt varmkrydrede side, virkelig saftig med abrikos, lemon og salt. Det er lige før, at den endda bliver lidt olieret.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7