2018 Bodegas Muga, Flor de Muga Rosé, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Muga, Flor de Muga Rosé, Rioja, SpanienBrix har tidligere til et byggemøde i august serveret rosévin fra Bodegas Muga, nemlig for nøjagtig 5 år siden med en 2013 Rosado, men denne gang blev det en 2018 Flor de Muga Rosé.

Bodegas Muga holder til i et smukt gammelt hus i den historiske by Barrio de La Estación i hjertet af vinområdet Haro i Rioja, er grundlagt i 1932 af Isaac Muga Martinez, og drives i dag af 3. generation i form af Manu, Jorge, Juan og Isaac Muga.

De  laver vin via traditionerne fra den klassiske skole i Rioja, nemlig udblødning og gæring i trækar, langsom dekantering vinteren over, traditionel filtrering af bundfald og klaring af vinen med friske æggehvider. En klar fremtidsvision kombineres med traditionelle produktionsmetoder.

Herudover fremstiller Muga selv deres tønder fra amerikansk, fransk, ungarsk, russisk, spansk egetræ, og gården råder da også over ikke mindre end 14.000 tønder. Jeg har faktisk lidt svært ved at forestille mig, hvor meget så mange tønder må fylde i en kælder, men vinhuset råder også over 25.000 m2 bygninger/kældre.

Bodegas Mugas vinmarker ligger ved foden af Montes-Obarenses inden for det område, som kaldes Rioja Alta. Jorden i dette område er for det meste ler og kalksten, opdelt i små områder med forskellig terroir. Det er nemlig markerne El Estepal, La Loma, Baltracones, La Loma Alta og Sajazarra.

De ejer i alt 250 hektar vinmarker, men har derudover også kontrollen med yderligere 150 hektar, ejet af andre vinavlerne i området. Der dyrkes primært vinsorterne Tempranillo, Garnacha aka Grenache, Mazuelo aka Carignan og Graciano samt de hvide druer Viura og Malvasia.

Flor de Muga Rosé er lavet på 100% Grenache fra 70-90 år gamle vinstokke, hvorefter druerne udblødes koldt i en kort periode. Ved den efterfølgende gæring benyttes alene 50% af den reneste most. Gæringen sker ved lav temperatur i små egefade og tanke på 5-10 hektoliter tanke og derefter lagrer vinen sur lie og dette varer 4 måneder inden vinen aftappes på flaske,

Næsen er lidt for meget for jeres flittige – men ikk’ roséelskende – vinblogger. Der er lidt tyggegummi, Hubba Bubba gum, astronaut-is og ganske parfumeret. Det dufter lidt som saftevand tilsat lidt kanel og lidt bagepulver.

I munden er vinen stærk, bitter og balancen har jeg svært ved at finde. Den virker samtidig lidt sprittet, som om den brænder og er samtidig tør, neutral og en kende til den kedelige side.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 298 kr., mens prisen er 224 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandSå smager vi igen en vin fra én af Mosels stjerneproducenter, nemlig Weingut Fritz Haag på ejendommen Dusermonder Hof på de stejle skiferskråninger ved byen Brauneberg og vinen er en nyere årgang af hans Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs.

De bedste marker hos Haag er netop de to Große Lage marker Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg.

Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs er lavet med de bedste druer fra marken, høstet manuelt og vinen er fermenteret på både rustfrie ståltanke og fuders … med omkring halvdelen i hver og lagret sur lie i en periode.

Næsen er meget blomsterrig, stor lethed, svagt lidt akaciehonning, mandler, håndsæbe, citron, nogle moskusagtige noter, let sødme, fersken, modne æbler, stor og gennemgående mineralitet.

I munden er vinen fortsat ung, frisk og rank med masser af citroner, mineraler, nogle kalkede elementer, masser af syre, meget stringent og samtidig lidt grøn, frisk og spændstig i smagen … meget ung og  har frugtmæssigt blomster, æbler, hyld og lemon.

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Champagne Deutz, Hommage à William Deutz Parcelles d’Aÿ Blanc de Noir, Champagne, Frankrig

2010 Champagne Deutz, Hommage à William Deutz Parcelles d'Aÿ Blanc de Noir, Champagne, FrankrigJeg har flere gange skrevet om champagnen Brut Classic fra Champagne Deutz og nu havde Brix steppet op og købt en af husets dyre og måske mest ikoniske champagner … en flaske 2010 Hommage à William Deutz Parcelles d’Aÿ Blanc de Noir.

Champagne Deutz hed oprindeligt Deutz & Geldermann og blev grundlagt af de to vinkøbmænd William Deutz og Pierre-Hubert Geldermann i 1838 i byen Aÿ i Champagne.

William og Pierre-Hubert kom selv begge fra Aix-la-Chapelle, men stammede oprindeligt fra Tyskland, som også fra starten – sammen med Frankrig – blev deres vigtigste marked.

De lagde fra starten en linje, hvor kvaliteten var det primære. De opkøbte derfor løbende en række af de bedste vinmarker og udnyttede i produktionen deres store tekniske ekspertise og et indgående kendskab til vinmarkedet.

Allerede ved indgangen til det 20. århundrede havde champagnehuset opnået et solidt navn og solgte deres champagner til det meste af verdenen. Den linje blev sidenhen videreført af André Lallier, oldebarn af William Deutz og efterfølgende af Deutz familien igennem flere generationer.

Den store succes har også betydet, at Champagne Deutz siden grundlæggelsen af Syndicat des Grandes Marques de Champagne i 1882 har været et aktivt medlem af denne eksklusive organisation. Den består af de 20 bedste huse, kendt for deres kvalitet i både Frankrig og resten af verden, hvor der nydes luksus champagner.

I 1983 blev Deutz imidlertid opkøbt af Rouzaud familien, der også ejer champagnehuset Louis Roederer, Bordeaux slottet Château Vernous og det store Rhônehus Delas Frères.

Siden 1993 har Deutz været en fuldt integreret del af Louis Roederer Group, som også flere gange måtte indskyde kapital i foretagendet grundet en vaklende drift i starten af 1990’erne.

Redningsmanden for Deutz blev Fabrice Rosset, som blev ansat som ansvarlig for driften i 1996. Han stoppede Deutz’ fokus på at skulle konkurrere mod verdenens dyreste champagne Cristal og startede en mere beskeden, ydmyg tilgang, hvor Deutz skulle levere god kvalitet til fornuftige penge.

Han startede med at smage husets champagner og fandt en halv million flasker, som ikke levede op til hans kvalitetsnormer. Dem solgte han derfor til andre unavngivne champagnehuse.

Derudover fortsatte han egentlig blot med husets gamle kvalitetsnormer, hvor alle champagner udelukkende produceres af most fra første pres og med de gamle produktionsmetoder, der er nødvendig til fremstilling af store champagner.

Og det har givet pote …  Fabrice Rosset har øget kvaliteten i champagnerne, holdt en fornuftig pris og det har resulteret i et markant øget salg. Fra et salg i 1996 på omkring 600.000 flasker, så sælger Deutz i dag mere end 2 millioner flasker champagner årligt.

Den store vækst har betydet, at Fabrice Rosset i dag også køber både druer og vin fra andre vinavlere og kooperativer. Men fremstillingen af champagnerne sker fortsat på Deutz efter de gamle kvalitetsnormer. Denne praksis er fortsat uændret.

Denne Hommage à William Deutz Parcelles d’Ay’ÿ Blanc de Noir bliver lavet på selvfølgelig lavet på ren Pinot Noirs, som kommer fra 2 udvalgte parceller, nemli La Côte Glacière på 1,92 hektar og Clos Meurtet på 2,42 hektar … begge Grand Cru marker beliggende i landsbyen Aÿ i Marne-dalen.

Begge marker ligger mod sydøst og bliver regnet for marker, som  giver let genkendelige, exceptionelle elegante, udtryksfulde og fine komplekse champagner med attraktiv vinøs karakter. Begge marker blev købt af William Deutz selv og har været i Deutz’ besiddelse siden 1838.

Selve denne champagne Hommage à William Deutz blev lavet første gang i 1975 og den første årgang blev endda kun lavet i magnum størrelse. Den er ekstremt kostbar og de få flasker, som fortsat findes af 1975 årgangen handles i dag til priser mellem 60.000-100.000 kr. pr. flaske.

Vinen er lavet helt traditionelt og har efter endt førstegæring lagret med andengæring sur lie i 7 år inden degorgering. Der er alene lavet 6.000 flasker af denne eksklusive champagne.

I næsen er der pænt med ristede noter, gæret surdej, rugbrød, sure æbler, nedfaldsæbler, fersken, kvæde, mandler og nødder. Det er en mineralsk, syrlig og egentlig også harmonisk næse, men ikke sådan voldsomt, eksplosiv eller markant … lidt subtil, dæmpet og stille.

I munden er syren overraskende blid … ikke særlig mærkbar og boblerne heller ikke særlig dominerende, Der er smagsmæssigt sure æbler, lidt bitterhed, citroner og så til gengæld en meget lang og mineralsk eftersmag. Med luft i glasset fader vinen dog noget ud, så den er absolut bedst i starten.

Forhandles bl.a. af Vildmedvin, hvor en flaske koster 900 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

N.V. Moët & Chandon, Rosé Impérial, Champagne, Frankrig

N.V. Moët & Chandon, Rosé Impérial, Champagne, FrankrigByggemødet startede – som altid hos Brix – med bobler, og den første flaske var denne Non Vintage Rosé Impérial fra det store, gamle og legendariske vinhus Moët & Chandon.

Moët et Chandon har deres hovedsæde i Épernay, men har ejendomme flere steder i Champagne. Det blev etableret i 1743 af hollænderen Claude Moët og ejer i dag mere end 1.190 hektar vinmarker og fremstiller hvert år omtrent 28 millioner flasker champagne.

Siden 1987 har Möet & Chandon været ejet af MHLV-gruppen, Moet Hennessy Louis Vuitton, som også ejer modevirksomheden Louis Vuitton, cognachuset Hennessy og en lang række andre virksomheder indenfor luksus varer. En af de store aktionærer i koncernen er i øvrigt Christian Dior kæden.

Denne Rosé Impérial Champagne er lavet på 40-50% Pinot Noir, 30-40% Pinot Meunier og endelig 10-20% Chardonnay … lavet med 20-30% reserve vin. Der er efter 1,5 års lagring tilsat en dosage på 9 gram ved degorgering.

Næsen byder på jordbær, hindbær, kirsebær, citrus, meget svagt gærede noter, blomster, røg og lidt mandler. Det er ikke en sådan vild og voldsomt duft, lidt afdæmpet med peber, en smule sødme samt lidt mentol.

Smagsmæssigt rød frugt, masser af jordbær og fersken, jern, meget spinkle bobler, som fader meget hurtigt. Dermed bliver den let lidt saftevandsagtig og flad, men smagen er fin og har syre med citron og dermed meget frisk.

Forhandles bl.a. af Vildmedvin, hvor en flaske koster 370 kr., mens prisen er 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

Byggemøde 17. august 2019 … en aften i Brix’it land

Jeres flittige vinblogger bagud med at skrive … eller foran med at smage. Eller måske en kombination? Men det betyder i hvert fald, at der venter masser af spændende blogindlæg og vinanmeldelser, bl.a. fra mit besøg hos en lang række vinproducenter efter en fantastisk roadtrip til Ahr … og nu også referat fra seneste vinaften i den lille vinklub, som helt misvisende kaldes Byggesjakket.

For lørdag den 17. august stod Brix for værtskabet for endnu en runde af sjakkets byggemøder … faktisk helt traditionelt afholdt hos tånummanden i netop uge 33, hvor der – helt tilfældigt – også er Randersuge med masser af liv i byen og nattelivet.

Derfor mødte vi selvfølgelig alle friske og Baden Powell parate op hos Brix … nullermanden aka Wanna-be Lyngvild, Kim Schumachers uægte søn og Tånums svar på Otto Leisner.  Alle spændte på, hvad Brix havde fundet på … både på den mad- og vinmæssige front.

Vi havde denne gang en gæsteoptræden … nemlig fra lovens lange arm aka politimanden. Det var nu ikke for at sikre en sober tone, for det løb er for længst kørt, og som vanligt byder sådan en aften på masser af voksenmobning, hånlige kommentarer, men også god venskabelig mandehygge.

Som vanligt hos Brix startede vi i havestuen med lidt bobler, for den lille boblende fyr elsker nemlig ægte dekadent, eksklusiv, dyr og livsbekræftende champagne. Og denne aften var derfor ikke anderledes på det punkt.

Det var kun den første champagne, som ikke blev serveret blind, som resten af aftenens vinde. Det var en blegrød Rosé Impérial fra det store Moët & Chandon. Til at følge boblerne undervejs havde Brix lavet lidt hapsere i samme lyserøde farve … små ristede rugbrødsskiver med gravet laks og hjemmerøget laks.

Den efter følgende champagne var en Blanc de Noir … en lille eksklusiv 2010 Hommage A William Deutz Blanc de Noir fra Deutz, som jeg dog ikke synes leverede et ekstraordinært indtryk, hvis man i hvert fald sammenligner med prisen.

Efter havestue seancen var det tid til at gå til bords … og der var sirligt forberedt en 3-retters middag, som bestod af:

  • Forret; Croissant med reje- og krebsesalat
  • Hovedret; Langtidsgrillet oksefilet med bearnaisesauce, kartoffelmos i kartoffelkurv samt en lækker salat med bl.a. melon og mandler
  • Dessert; Pavlova med bær og is

Det var en rigtig fin menu, meget lækker og sikke mør kød i hovedretten. Lad os lige se nærmere på de enkelte retter, som jeg denne gang huskede at fotografere:

Croissant med reje- og krebsesalat

Forretten var overraskende … croissant, men det fungerede ret godt og med lidt reje- og krebsesalat med en smule sødme, så gav det fin plads til et par toplækre Riesling vine som følgeskab.

Vi smagte både en gammel kending … en 2009 Weingut Schloss Schönborn, Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling Erstes Gewächs samt Fritz Haags 2017 Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG … to sindssygt lækre topvine.

Langtidsgrillet oksefilet

Brix havde vistnok investeret i en stor, monster af en grill, men jeg fik aldrig lige set den. Men den var anvendt til en oksefilet, som var ekstrem mør … og hvem kan ikke lide mør oksefilet?

Den blev helt passende suppleret med lidt bearnaisesauce samt en kartoffelmos i en slags kurv af kartofler, måske med lidt ost. Sådan én havde jeg ikke smagt før, men den smagte ret lækker.

Og så havde Brix samtidig lavet hans sædvanlige lækre salat.

På den vinøse side, så havde Brix forberedt et sandt arsenal af vine, men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Pavlova med bær og is

Desserten blev serveret sent på aftenen, da vi var ved at være igennem aftenens program. Det var perfekt, for på det tidspunkt savner med lige noget sødt samt en kop kaffe.

Desserten bestod af en marengsbund med is og frugter, altså en slags Pavlova. Og med en kaffe med masser af mælk var Houlberg sgu egentlig også både småfuld, fyldt og tilfreds.

Vinene

Skal vi se nærmere på alle vinene, så var der 13 skarpslebne projektiler, hvor alle – undtagen første – blev smagt blindt og i denne rækkefølge

Sikke et felt af fine og eksklusive vine … og jeg har  – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Der var selvfølgelig både opture og nedture, men bedste oplevelse var for mig klart Ornellaia La Tensione, Barolo’en fra Cordero di Montezemolo, Vindings Cuvée Suzanne samt Mugas Aro.

I det hele taget må man sige, at Brix har en god, dyr og alsidig smag, hvilket et blik ind i hans showoff vinrum også klart afslørede. Som I måske kan se, så ligger der små perler, bl.a. den legendariske De Utrolige børnechampagne – markeret med rød cirkel.

Blindsmagningen blev et tæt løb, hvor førstepladsen med 14 point blev indtaget af Mikkel, Anders og undertegnede, mens Keeper med 13 point tog andenpladsen. Jesper og Flemming indtog sidstepladsen, men med respektable 12 point.

Efter desserten og kaffen se gik der sprut i tingene, for knægtene ville ind til fest i Randersugen. Jeg teede mig dog denne gang yderst fornuftig, voksent og sprang både spurt og festuge over.

Det kom mig helt sikkert til gode dagen efter. Men sluttelig et stort tak til Brix for endnu en legendarisk vinaften med lækker mad og fantastiske vine.

2017 Luddite Wines, Saluez le Saboteur White, Western Cape, Sydafrika

2017 Luddite Wines, Saluez le Saboteur White, Western Cape, SydafrikaSå er vi atter hos ægteparret Niels og Penny Verburg, som driver Luddite Wines på de østlige skråninger af Houw Hoek bjergene omkring 30 kilometer fra Atlanterhavet i Walker Bay i Western Cape. Denne gang er det med deres skøre hvide sabotør vin … Saluez le Saboteur White.

Vinen er et skønt blend på 77% Chenin Blanc, 14% Viognier and 9% Blanc Fume aka Sauvignon Blanc, men blendet varierer lidt fra år til år. Hver druesort er dog vinificeret helt separat inden det endelige blend skabes.

Således er både Chenin Blanc og Viognier druerne fermenteret sponant i rustfrie ståltanke med skindet … Chenin Blanc i 6-18 dage afhængig af de enkelte batch, der høstes., mens  Viognier druerne er høstet senere og fermenteret 12 dage.

Blanc Fume druerne er fermenteret i egefade med daglig omrøring, for at fjerne så meget af Sauvignon Blanc normale karaktertræk som muligt. Men efter endt fermentering har alle druesorteret været lagret 6 måneder på gamle, franske egefade og fælles også uden nogle former for tilsætning. Der tilsættes alene en smule svovl/sulfitter ved aftapning på flaske.

What??? Sikke en vild og skør duft … landlig, svedig med syltet frugt, gule blomster, abrikos, hyld, mandler, kanel, kalk, salt og saltlakrids samt en vis fylde, fedme og samtidig måske endda lidt olieret.

I munden er der masser af fyldig smag, lemon, æblesødme og -most, pærer og kraft. Det er lidt buttet, krydret og stærk … virkelig en kraftig hvidvin med sin særegne karakter.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandFor et år siden smagte jeg en Sonnenberg Spätburgunder i årgang 2016 fra Weingut Jülg på der Hauptstraße i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Nu er det igen september og der er igen Jülg vin i glasset … hans 2017 Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder.

I tidligere år har Johannes Jülg blandet druerne fra de to små parceller Wormberg og Kammerberg på Sonnenberg marken i sin vin Sonnenberg Spätburgunder, men i denne årgang 2017 har han for første gang forsøgt at separere de to … og WB betegnelsen på denne vin afslører selvfølgelig, at her kommer druerne fra Wormberg parcellen.

Wormberg er dialekt for varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger nærmest som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt, især i aftentimerne og med en undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques  …. brugt 1-3 gange tidligere og er efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske.

I glasset er Schweigener Sonnenberg Spätburgunder ikke sådan helt ovre i den helt lyse og transparente afdeling, for vinen har en smule mere farve. Men næsen er spot-on god, klassisk, flot Spätburgunder med animalsk, småsød hestestald, godt med eg, røgede noter, mens frugten også har lidt tyngde med mørke kirsebær, blommer, pænt frisk i frugten, bagt frugttærte og virkelig harmonisk.

Smagen er silkeblød, men med et krydret touch og inde i munden breder roen sig langsomt. Det smager altså bare godt. Igen er der en virkelig stor intensitet i frugten, en lille syrlig kant, kirsebær, ribs og lidt et mineralsk islæt. Det er vildt godt og elsker den syrlighed, som bare smagsmæssigt spiller smukt op imod den lidt mørkere duft.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2016 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDe er fandeme vilde på Weingut Schloss Schönberg, hvilket også bekræftes af næste vin fra Rabea Trautman … hendes 2016 Auerbacher Fürstenlager Spätburgunder.

Druerne har gennemgået en 5 dages kold-macerering, hvorefter temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til små egetræsfade hvor den har tilbragt 24 måneder.

Hold nu kæft … pardon my french, men hvor dufter det sindssygt godt og jeg bekræftes igen i min hårdnakkede påstand om, at tysk Spätburgunder er noget af det bedste vin i verdenen. Næsen er så lækker med den søde, animalske kostald, som har pænt med noter fra egefadene og egentlig er langt mørkere end de helt lyse og helt transparente af slagsen.

Her er der klart mere gods og bundtræk i næsen, sorte kirsebær, morbær, jordbær, nelliker, lidt gran eller måske endda lærkeskud, kanel, vanilje, mentol og et gammelt depotrum. Vinen har samtidig en let boblende, gæret syrlighed i frugten. Nam og uha.

I munden er det en svulstig Spätburgunder, men med en fantastisk urkraft og en magiterning af pakket frugt. Det er smagsmæssigt også klart mørkere frugt end normalen, men det hele leveres med så stor intensitet, at vinen næsten ikke kan være i glasset … eller munden for den sags skyld. Der er balsamiske noter, lidt røgede elementer, sindssyg velsmag og en 3-spring-lang eftersmag.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, Italien

2017 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, ItalienDen aktive, småaggressive og 3.323 meter høje vulkan Etna på østkysten af Sicilien tæt ved byerne Messina og Catania fascinerer de fleste … er endda en del af UNESCOs verdensarv. Vinene fra de vulkanske skråninger af den iltre, magma og lava spruttende dame er også ofte fascinerende, som nu denne Erse Etna Rosso fra Tenuta di Fessina.

Vinhuset Tenuta di Fessina ligger ved den lille landsby Rovittello i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Det drives af en anden dame Silvia Maestrelli, som kom til området i 2006 og siden 2007 har lavet vine på druer opkøbt af række vinavlere i området.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Silvia hyret Federico Curtaz, som bl.a. tidligere gennem 15 år har arbejdet som højre hånd for Angelo Gaja i Barbaresco.

Denne Erse Etna Rosso er én af Silvias vine, som kommer fra en 1 hektar stor vinmark ved Rovittello, beliggende i 700 meters højde og med vinstokke plantet tilbage i 2007. Det er 90% Nerello Mascalese, 8% Nerello Cappuccio samt 2% Minella og Carricante.

Druerne er høstet og sorteret ved håndkraft, afstilket og knust inden en kold premaceration i 12 timer ved 2-14 grader. Ellers er vinen alene gæret i rustfrie ståltanke og lagret der i 9 måneder og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 5.000 flasker af denne vin.

Sikke da en lille bondsk, charmerende næse, lidt som en elegant Harlekin klovn … både en klovn, en akrobat, charmør, pligtig tjener og sværmeriske førsteelsker. Næsen er vildt parfumeret, har en smule øko og bio kant med referencer til Jura, en smule bondsk blomsterflor som en Beaujolais og pæn med lys frugt, kirsebær, tranebær, mineraler, fennikel og tørhed.

I munden er det en let, syrlig og frugtrig vin med et herlig syrlig bid, lidt peber og sure bolsjer. Det er fin, sprødt og virkelig en vin med fut i, masser af tørhed og mineraler, et piskeslag fra syrlige tanniner, men hold nu kæft, hvor det bare en charmetrold, så den flittige vinblogger hoster velvilligt op med 5 klovnefingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., mens prisen er 120 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu en god pris for sådan en lille charmerende, livlig, let og bondsk vin.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Giant Steps Wine, Yarra Valley Chardonnay, Victoria, Australien

2018 Giant Steps Wine, Yarra Valley Chardonnay, Victoria, AustralienOne giant step for mankind, sagde en amerikaner tilbage i 1969, men denne Yarra Valley Chardonnay er nyere, men kommer fra vinhuset Giant Steps Wine.

Vinhusets ligger lidt øst for byen Healesville i Yarra Valley … en appellation/område i Victoria regionen i Australien. Historien om vinhuset startede tilbage i 1997, hvor Phil Sexton slog sig ned ved Healesville med netop det formål at lave vin på primært Chardonnay og Pinot Noir … og netop i Yarra Valley var der højtliggende marker med masser af nedbør, kølige nætter og vinde, altså perfekt for de to druer.

I dag har Phil Sexton omkring 122 hektar vinmarker, fordelt på markerne Sexton Vineyard, Applejack, Gruyere, Tarraford, Wombat Creek, Primavera, Nocton og Tosq … og så har den gode mand faktisk også et lille stykke jord i New Zealand.

Siden 2008 har Sexton haft hjælp til produktionen fra vinmageren Steve Flamsteed, som tidligere har arbejdet for det kendte vinhus Leeuwin Estate. Steve har bl.a. været med til at indføre de enkeltmarksprincipper, som benyttes den dag i dag.

I dag er Giant Steps også en af Australiens mest anmelderroste producenter af Pinot Noir og Chardonnay. Derudover har Giant Steps de seneste fem år i træk været på Wine & Spirits’ liste over verdens 100 bedste vinerier.

Her smager vi husets Yarra Valley Chardonnay, hvor serien Yarra Valley er husets basisserie … men sikke vine. Den er lavet efter helt traditionelle metoder, hvor al høst og den nænsomme selektering foregår ved håndkraft, mens kun en mindre del af druerne afstilkes.

Gæring sker spontant og ved lave temperaturer og har derefter har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er så lagret 7 måneder på 500 liters egefade, heraf 10% nye fade.

Det dufter rigtigt godt, meget pirrende duft med let fadpræg, lidt vanilje, flødekaramel, pærer, kvæde, syltede citroner, meget intens næse, let sødme … dufter fandeme godt.

Smagen er også lækker, masser af æbler, grønne pærer, abrikos og pænt med citronsyre, en vis fylde og egentlig lidt cremet. Syren gør, at vinen aldrig bliver en overdone Chardonnay, men smagsmæssigt har struktur og rygrad. Det er en lille fin Chardonnay perle.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr,, mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7