2016 Bodegas Resalte de Peñafiel, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Resalte de Peñafiel, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienDet burde ikke komme som en overraskelse, at Steffen havde spansk Ribera del Duero med og det blev fra det kendte vinhus Bodegas Resalte de Peñafiel, nemlig deres 2016 Vendimia Seleccionada.

Bodegas Resalte de Peñafiel blev grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i den konkurrencedygtige region. Vingårdens navn og logo stammer fra slottet i Peñafiel. Vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år. Den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der  er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske, og de fornys hvert 3-4 år.

Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo, og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.

Der produceres 3 kvaliteter; Resalte, som er gårdens topvine, Peña Roble, en mere kommerciel serie med et ungt og moderne image samt endelig Lecco serien. Denne Vendimia Seleccionada er en af vinhusets nyeste vine og en del af Resalte serien.

Druerne til vinen kommer fra marker i helt op til 1.000 meters højde, hvor vinstokkene er begunstiget af kalkstensrige vinmarker med mange solskinstimer og kølige nætter.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten lægges i blød ved kølig temperatur … 8 grader i 5 dage, hvor der udtrækkes aromaer samt farve. Derefter starter den alkoholiske gæring ved op til 24 grader efterfulgt af en maceration på omkring 18 dage. Derefter lagres vinen 10 måneder på 500 liter franske fade af forskellige typer ristninger.

Næsen byder også på meget Ribera del Duero karakter … mørk bærfrugt, blåbær, marmelade, brændte fade, egeplanker, vanilje, let parfumeret håndsæbe, svagt grafit samt en lille pikant grøn syrlighed.

Smagsmæssigt er der sødme, power, tydelige tanniner, fed peber, tjære, kul og vinen er næsten tyktflydende og lidt stærk. Der er solbær, blåbær, saftighed … en spansk tyr, som er velernæret, muskuløs og alligevel med et venligt blik i øjet.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Murphy-Goode Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2016 Murphy-Goode Winery, Pinot Noir, Californien, USADer kom mer’ Pinot Noir på bordet, da Paul havde medbragt en flaske Pinot Noir fra Murphy-Goode Winery, der ligger i Sonoma County mellem Healdsburg og Geyserville.

Vingården er grundlagt i 1985 af de 3 venner Tim Murphy, Dale Goode og Dave Ready. Efter et spil terninger “Liar’s Dice” … på dansk vist nok kendt som snyd … besluttede de, at tage det endelige skridt til selv at producere vin efter deres egne hoveder, da de længe havde haft en stor passion for god vin. De startede i Sonoma County med at lave Fumé Blanc/Chardonnay.

I de efterfølgende år opkøbte de vinmarker langs den californiske kyst og udvidede produktionen til de mange forskellige vine, som vinhuset fortsat laver i dag.

I dag er de tre grundlæggere imidlertid døde, mens vinhuset i 2006 blev solgt til Jackson Family Wines, mens Murphy familien beholdte selve ejendommen. Og David Ready Jr. – søn af Dave Ready – blev så ansat til at fortsætte med at producere vinene, som han har gjort siden 2001, hvor han blev ansvarlig for produktionen.

David Ready Jr. er i kraft af faderens interesse for vin vokset op med vin, men havde ellers planlagt en anden kurs. Han ville  i stedet være rockmusiker. Som teenager spillede han i lokale Minneapolis bands, og drømmen om en liv med rockmusik trak ham til Californien, hvor det dog blev vinen, som sluttelig fangede hans interesse.

Selvom det i dag er vinen, som er det centrale hos David Ready Jr., så holder han dog den gamle interesse i live ved at spille trommer og skrive musik. Faktisk sammenligner han vinproduktion med det at komponere sange og skrive sangtekster. At finde de ord, der bedst passer til melodien er ligesom at lave en afbalanceret blanding vin eller opdage, hvordan en speciel type af egetræ tønde kan harmonerer med bestemte druer.

Derudover er Davis også grill entusiast, og han hævder, at der er intet bedre match end en flaske Murphy-Goode Cabernet Sauvignon sammen med en grillet oksefilet toppet med smuldret blåskimmelost.

Og det med grill fylder også på vingården, hvor der fx ansat en Grill Sergeant Dirk Yeaton, som kan sørge for lidt barbecue til gårdens besøgende. På deres hjemmeside er der således også tonsvis af opskrifter på god grillmad, fx Really Goode Spareribs.

Murphy-Goode er også sponsor til Operation Homefront, en non-profit organisation, der ærer og hjælper aktive amerikanske soldater og veteraner ved at støtte deres familier med finansiel nødhjælp. Dette sker også med en vinkel til Goode navnet, nemlig Give Goode, do Goode, Goode Deed.

Murphy-Goode Winery har endda lavet en serie vine med navnet Homefront, hvor 50 cent pr. flaske går til Operation Homefront med et mål om at indsamle 300.000 dollars. Med lidt hovedregning, så skal der så sælges ikke mindre end 600.000 flasker af disse vine.

Denne Pinot Noir er lavet med druer fra forskellige marker fra bl.a. Arroyo Seco, Santa Maria Valley og Monterey. Efter endt fermentering har vinen været lagret 6 måneder på franske og amerikanske barriques, heraf 3% nye fade.

Næsen byder lidt grønne elementer, lidt kaktus, ribs, blåbær, solbærblade, blommer, lidt fond, engelsk lakrids, vanilje, peber og samlet set lidt fyldig og varm i udtrykket.

Smagen er også lidt varmere og med amerikaner sødme, ribs, kirsebær, jordbær og masser af hindbær, lidt lakrids, en meget blid syre og et svagt mineralsk bid. Det er en lille saftig bandit, som er venlig, pleasende og total drikkeklar … hæld, drik og smil. Det er klart 4,5 fede fingre og måske endda tæt på 5.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., men ved køb af 12 flasker kan du få den til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Julia Bertram, Marienthaler Trotzenberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Julia Bertram, Marienthaler Trotzenberg Spätburgunder, Ahr, TysklandJeg havde som mit første nedslag taget topvinen Marienthaler Trotzenberg Spätburgunder fra den yndige vindronning, vinzerprinsesse, weinkönigin og vinmagerinde Julia Bertram med.

Jeg har skrevet om den dejlige Julia et utal af gange, så det skal jeg spare jer for, men som jeg skrev sidst, så er Julia Bertram i en bundesliga for sig.

Marienthaler Trotzenberg marken har en form som en ostereje og ligger orienteret mod sydvest. Julias parcel på marken er placeret på en af de smalleste sektioner i hele floddalen … en stejl skråning med undergrund af skifer.

Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men Marienthaler Trotzenberg Spätburgunder er efter endt fermentering lagret omkring 12 måneder på brugte barriques i Baltes’ kælder på Stadt Klingenberg i Churfranken.

Der har Julia også hendes egne tanke og egetønder … som i øvrigt er købt brugt fra hendes veninde Meike Näkel. På etiketterne på Julias vine står der da også; Abgefüllt in D-63911 Klingenberg.

Vinen har i glasset den klassiske lyse, transparente teglfarve, der rejser forventningerne til skyhøje luftlag inden vi overhovedet har duftet eller smagt vinen. Og næsen leverer også varen med en lys, let, æterisk og animalsk aroma, lyse bær, ribs, hindbær, søde kirsebær, en medicinsk og parfumeret nerve, svagt kanel, eg, blomster og samlet ser ren heroin i næsen og fuldstændig vanedannende.

Smagen er ren, direkte … blød rund fløjl. Det er måske den mest polerede af Julia vine, som jeg endnu har smagt, for der er sgu ikke meget, som stikker ud. Det er en frisk, syrlig Spätburgunder, som har lidt krop, fin balance og bare så elegance og smooth. Det suppleres med lidt grønne elementer, lidt kanel og mineraler. Det er en dyb, elegant og fandens blød vin.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske kostede 445 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Cantine di Ora, Casali del Barone Barolo, Piemonte, Italien

2013 Cantine di Ora, Barolo Casali del Barone, Piemonte, ItalienSelvfølgelig skulle der komme italiensk vin sådan en vinaften, men alene to af slagsen. Den første var en Casali del Barone Barolo fra Cantina della Torre.

Cantina della Torre aka Casali del Barone er et brand under det store Cantine di Ora, som er en del af den internationale vinkoncern Schenk, som egentlig har base i Schweiz, men også en lang række vinerier i det meste af Italien. Schenk producerer over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen fra næste alle områder.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land. Det skete ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag i Schenk Italia store produktionsfaciliteter 5 steder i Italien. Derudover ejer de også Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et stort og bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.

I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen, herunder også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Casali del Barone er blot ét af de mange brands, som Schenk producerer i Italien. Denne Barolo Casali del Barone er lavet med håndhøstede Nebbiolo druer, som er presset og derefter har gæret ved 25-30 grader 3 uger i rustfrie ståltanke. Vinen er efterfølgende lagret 38 måneder, heraf 18 måneder på egefade.

Næsen er ikke helt klassisk Barolo, men en lidt varmere udgave med masser af fadnoter, sødme, blommer, kirsebær og blåbær … endda lidt fed i frugten suppleret med tobak, violer, roser, eukalyptus, syrlige kaktuspiller og lidt vanilje.

Smagen er dog mere stringent end duften med jern, mineraler, lys og syrlig frugt, kirsebær, ribs, balsamico, krydderier og med nogle brændte elementer i eftersmagen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299 kr., men pt er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7