Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Apalta, Colchagua, Chile

2018 Viña Valdivieso, Caballo Loco Grand Cru Apalta, Colchagua, ChileMed næste vine går vi helt farveamok, for det er nemlig 4 vine fra det chilenske vinhus Viña Valdivieso i farverne blå, grøn, gul, grøn og vi starter med den blå Caballo Loco Grand Cru Apalta.

Viña Valdivieso er grundlagt i 1879 af Alberto Valdivieso, som grundlagde en vingård ved byen Lontué i Curicó Valley – omkring 200 kilometer syd for Santiago – med produktion af mousserende vine. Alberto var dermed en af de første producenter af boblevand i Chile, men langt senere i løbet af 1980’erne begyndte huset også at producere almindelig vine.

Familien Valdivieso ejede selv kun vinhuset frem til 1950, hvor det blev købt af familien Mitjans, som siden 1910 havde skabt en stor og blomstrende forretning på at lave likør. De beholdte dog Valdiveiso navnet og har lige siden overtagelsen løbende udvidet og moderniseret Viña Valdivieso.

Det var også Mitjan familien, som stod bag beslutningen i 1980’erne om at udvide produktionen til ikke kun at omfatte mousserende vine, men også almindelige bordvine uden bobler.

De har også sikret, at produktionen sker optimalt med ansættelse af dygtige vinmagere. Siden 2001 har det været Brett Jackson fra New Zealand som ansvarlige vinmager med assistance fra et hold af dygtige vinmagere,

Mitjan familien har ekspanderet så meget, at Valdivieso i dag er Chiles absolut største producent af mousserende vin. Sammenlagt produceres der i Chile årligt 18 millioner flaske boblevin i Chile og heraf står Valdivieso for 40%, svarende til 7,2 millioner flasker.

En lille del laves efter den klassiske champagnemetode, men de fleste produceres i tanke efter den billige charmat metode … men derudover laver vinhuset altså også masser af almindelig vin.

I dag har Viña Valdivieso flere tusinde hektar vinmarker, men jeg kan ikke se præcis hvor mange. Men derudover opkøber Valdivieso også druer fra andre vinavlere rundt om i hele Chile, for vinene kommer fra stort set alle vinområder i landet.

Valdivieso producerer deres vine to steder i Chile. De mousserende vine produceres i det kæmpestore vineri  Bodega Centenaria Donde i Santiago med en kapacitet på 6,5 millioner liter vin årligt, mens de almindelige bordvine fremstilles på et anlæg i Lontué omkring 200 kilometer syd for Santiago, hvor der kan produceres 11 millioner liter vin årligt. Det er også der, at deres topvine Caballo Loco fremstilles.

Caballo Loco betyder Crazy Horse, altså skør hest og refererer til vinhusets ejer, som siges at være en hyperaktiv mand, der altid har gang i nye idéer og derfor har fået øgenavnet Caballo Loco.

Det er huset ikon vine, som fremstilles af de bedste druer og som enkeltmarksvine fra forskellige områder i Chile og de er lavet siden 1994. Den første – den blå –  Caballo Loco Grand Cru Apalta er lavet på 55% Carménère og 45% Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer fra vinmarker i Apalta i Colchagua Valley, en dal kendt for sine varme temperaturer og næsten ingen nedbør. Vinen er lavet med gæring i åbne ståltanke ved 24-28 grader over 21 dage, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på nye franske 225 liters barriques.

I næsen en ganske kødfuld vin, masser af sorte oliven, flæsk, soya, solbær, brombær, blæk, cigarkasser, tyk engelsk lakrids, lakridsrod, lidt grønne blade og sjovt nok er fadpræget mindre end i 2017’eren, frugten lettere, mindre opulent og samtidig mere tør. Det betyder også, at vinen fremstår mere urtet.

Igen er smagen er køligere og langt mere slank end forventet med bitterhed, knuste kirsebærsten, syrlige kirsebær, hindbær, umodne brombær, lidt vaniljesødme, bløde og runde tanniner, velbehag og sammenlagt bestemt en rund, fin og flot Chile vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut J. Neus, Villa Neus Rouge, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Villa Neus Rouge, Rheinhessen, TysklandI den vinøse tvillingefødsel hos Lewis Schmitt på Weingut J. Neus er Villa Neus Rouge storebror til den lille hvide søster … født et år tidligere hvilket kan lyde meget i en fødsel, men slet ikke i vinår.

Storebroderen her er lidt mere en bastard, for den har nemlig de 3 forældre … Spätburgunder, Merlot og Cabernet Sauvignon og hver med en 1/3-del. Lewis er startet med at bruge alle hans Merlot og Cabernet Sauvignon druer i denne nye Villa Neus vin, da huset i fremtiden vil fokusere mest på vine på Spätburgunder og ikke så meget på de andre.

Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men mon ikke selve vinificeringen er sket på rustfrie ståltanke, hvor den nok også er lagret … hvis den da ikke oss’ har lagret på lidt egefade?

WAUW for pokker, for allerede fra første fløjt har vinen sådan en landlig, bondsk, animalsk, biodynamisk aroma med sved, mødding, mælkede og yoghurtagtige noter, røg, nytårskrudt, tobak, sur/søde sokker og så en brovten, rustik beaujolaisagtig buttet krop med både kirsebær, brunkul, tørv og en bitte vaniljesødme.

I munden har vinen en saftig, syrlig, frisk og småbitter frugt … bondsk, mineralsk med sorte kirsebær, jordbær, solbær, tranebær, peber og lidt kantede sider. Det er en kejtet storebror, som ikke er så god på dansegulvet, men er habil i baren. Det giver ikke en letbenet dans, men får alligevel dansegulvet til at gynge. Duften er klart til 5 houlbergske fingre og smagen nok 4,5 tomler og samlet må det jo give 4,5 med stor pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2011 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarros Crianza er nok husets bedste køb og en vin, som altid tager kegler i en smagning. Jeg har da efterhånden også anmeldt vinen cirka 6-7 gange tidligere her på Houlbergs Vinblog i forskellige årgange. Og hvorfor så ikke også lige nuppe Crianza’en i en ældre årgang 2011?

Vinen er i årgang 2011 lavet på 90% Tempranillo, 3% Merlot og 7% Cabernet Sauvignon, som for 80% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på marken La Maquinilla i La Planta området beliggende 911 meter over havet.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 26 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på egefade, 50% franske og 50% amerikansk egefade.

Duftmæssigt er det intens, blød og mørk frugt, solbær, tyk gæret epo-fed med masser af fad, brændte fade med både kanel, vanilje, sød tobak, mintchokolade, sød lakridskonfekt og så alligevel med en æterisk skarphed, for under de søde lag og krydderierne ligger der en friskhed med ren og fin frugtsyre.

I forhold til 2018’eren – som er seneste årgang af crianzaen jeg har smagt fra Arzuaga – er denne mere moden i smagen, hvorfor syren er mere afdæmpet og de runde, bløde smage bare endnu rundere og dermed bliver det virkelig comfortwine af  bedste skuffe. Vinen er vild blød, rund og cremet og fortsat med tydelige noter fra fadene, vanilje og mørk chokolade.

Forhandles af Jysk Vin, men 2011’eren kan ikke længere købes, men det kan vinen i årgang 2018, hvor 1 flaske koster 239 kr., mens tilbudsprisen pt er på 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2018 Tenuta Sette Ponti, Oreno, Toscana, Italien

2017 Tenuta Sette Ponti, Oreno, Toscana, ItalienFor et år siden smagte jeg for første gang denne lidt oversete Supertoscaner Oreno fra Tenuta Sette Ponti i årgang 2017 og var ret begejstret. Nu har jeg smagt vinen igen, blot i årgang 2018, som endda er endnu bedre.

Tenuta Sette Ponti er en ældre, storslået ejendom, der ligger i et fjernt og uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo. Vingården har tidligere tilhørt medlemmer af den italienske kongefamilie, men har siden 1950’erne været ejet af Moretti Cuseri familien. De første 60 hektar jord købte Alberto Moretti Cuseri direkte af de to prinsesser Margherita og Maria Cristina af Savoy-Aosta.

Navnet Tenuta Sette Ponti er en henvisning til de syv berømte middelalderlige broer, der krydser Arno-floden mellem Arezzo og Firenze. Den mest berømte af dem broerne, nemlig Ponte Buriano, kan i øvrigt ses i baggrunden af Leonardo da Vincis verdenskendte maleri af Mona Lisa.

Det er i dag Antonio Moretti Cuseri som driver det store gods, der i dag er på 300 hektar jord, hvoraf 54 hektar er vinmarker.  Antonio overtog godset fra sin far i slutningen af 1990’erne og begyndte straks efter at producere sine egne vine.

Udover Tenuta Sette Ponti, så har Antonio også investeret i yderligere to Bolgheri vingårde, hvilket er Orma syd for Livorno samt Poggio al Lupo, der ligger i Magliano tæt på Grosseto. De to ejendomme er på henholdsvis 7,5 og 45 hektar, mens vinmarkerne samlet er på 20,5 hektar på ejendommene.

Oreno er topvinen fra Tenuta Sette Ponti ejendommen, og det er som nævnt en IGT supertoscaner lavet som et Bordeaux blend med 50% Merlot, 40%, Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot. Vinen har sit navn efter floden, der krydser Tenuta Sette Pontis jorder.

Druerne høstes fra op til 75 år gamle vinstokke, der er plantet 250 meters højde og lavet med 25 dages fermentering ved kontrollerede temperaturer efterfulgt af en maceration. Herefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Som med 2017’eren er sammenligningen med Bordeaux åbenlys, for i næsen kommer nogle af de samme karaktertræk …  jord, skovbund, cigaræsker, fed, rig og kraftigt frugt med solbær, brombær, blommer, toast, tobak, bagepulver og tørre krydderier. Duften er monstergod med fremragende balance mellem tyk frugt og elegant syre. Der er også et kontrolleret fadpræg med snert af både nyt træ og vanilje.

WAUW … er denne bedre end 2017’eren? Det er fortsat en intim dans, elskov og saftig samleje mellem Bordeaux og Italien … har både tyk, flot og mørk frugt som en Bordeaux og en balsamisk fin og stram syre. Helt som sidst er det lidt som at få i pose og sæk … både fine og mørk, elegant frugt, som man finder i Bordeaux og så en stram syre, lidt bitterhed samt et tanninbid, som virkelig bare er italiensk. Det smager bare hamrende godt … klart 6 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649 kr., mens prisen er 599 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Château Alta Gaïa, N°2 Alta Gaïa Rouge, Bordeaux, Frankrig

2014 Château Alta Gaïa, N°2 Alta Gaïa Rouge, Bordeaux, FrankrigChâteau Alta Gaia ejes af Vignobles Mallemanche og ligger på en sydvendt bjergskråning mellem Ruch og Bossugan i hjertet af Entre-Deux-Mers. Vi smager her en Bordeaux Superior … N°2 Alta Gaïa Rouge.

Didier Mallemanche har siden 2003 drevet Château Pétrus Gaïa, men købte sammen med sin kone Christine selv ejendommen i 2015 og har nu ændret navnet til Château Alta Gaïa.

Ejendommen er på samlet 50 hektar, men heraf er alene de 30 hektar vinmarker. På markerne dyrkes primært Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon til Bordeaux Supérieur vinene, men der er også lidt Sauvignon Blanc og Sauvignon Gris til hvidvin samt Grenache og Syrah til en Vin de France rosé.

For nylig har de også plantet lidt Petit Verdot og Malbec. Siden 2019 har Château Alta Gaïa været HVE …High Environmental Value certificeret … et højt niveau for officiel miljøcertificering.

Denne N°2 Alta Gaïa Rouge er – som navnet også klart indikerer – slottets andenvin og den er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med alkoholisk gæring ved en kontrolleret temperatur på 26-27 grader efterfulgt af malolaktisk gæring i kar og så har vinen lagret 6 måneder på fad. Det er en vin, som der årligt laves omkring 55.000 flasker af.

Pænt moden duft … både henfaldne efterårsblade, overmodne kirsebær, blommer, lidt træt som om, at frugten har fået et gok i nødden, godt med træ, lindetræ og svagt lidt vanilje. Det er ikke sådan lige arketypisk Bordeaux, for vinen har ikke helt så megen kraft og virker lysere i aromaerne.

Smagen er dog langt bedre end duften … langt mere kompakt, kraftfuld med klare bordeauxfile elementer. Der er både solbær, brombær og kirsebær, okay tørhed, men også lidt sødme, lakrids, saftighed, runde og ufarlige tanniner, svag bitterhed … men det er bestemt godkendt, selvom duften ikke lige overbeviser.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, Italien

2016 Franchini, Azzardo, Veneto, ItalienMed næste Franchini vin øger vi både power, styrke, the force og volumen endnu engang. Vi er nu på eller over 16% højoktan på speedometeret med vinen Azzardo.

Vinen er et totalt forvirrende mix af druer som Merlot, Cabernet Sauvignon, Corvina, Corvinone, Rondinella, Spigamonte, Oseleta, Croatina, Teroldego, Rebo, Rossignola, Negrara, Sangiovese, Perlara, Tuchetta, Marzemino, Ancelotta samt Syrah … og de kan næsten ikke være i flasken.

Druerne er høstet i slutningen af september … selvfølgelig manuel høst, hvorefter druer tørres og dehydrerer i 1 måned inden gæring over 35-40 dage med hyppig remontage. Derefter er vinen så lagret 12 måneder på franske barriques og så 6 måneder på flaske.

Næsen er mørk og svulstig med masser af blæk, tør eg, tobak, engelsk lakrids og virker nærmest likøragtig. Der er røg, godt med egetræ, men virker dog heldigvis slet ikke så sød som de foregående Franchini vine.

I munden er smagen dog fed, marmeladeagtig … det er som et glas syltetøj med solbær, sorte kirsebær og saftige blommer, men har dog også en lidt mere rå side med knuste sten. Alkoholen er igen stærk, selvom den måske er lidt mere integreret i vinen.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 220 kr., mens prisen er 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienSidst jeg smagte Arzuaga Crianza skrev jeg, at den helt smeltede mit hjerte. Nu smager jeg vinen i årgang 2018 og atter er mit hjerte i fare for en total nedsmeltning.

Arzuaga har jeg skrevet om et utal af gange og deres Crianza har jeg selvfølgelig også smagt en del gange. Sidste gang var det i en årgang 2017 og niveauet er bare skræmmende godt.

Vinen er i årgang 2018 lavet på 94% Tempranillo og 6% Cabernet Sauvignon, som for 80% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på marken La Maquinilla i La Planta området beliggende 900 meter over havet, hvor jorden består af kalksten og ler, mens de resterende 20% kommer fra druer på Arzuagas stenede og sandede marker i Borgus provinsen.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 26 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på egefade, 70% franske og 30% amerikansk egefade.

Duftmæssigt masser af tung fadpræg, dybe sødbrændte fade, sødme, kødfuld med blåbær, solbær, epo-fed, tyk, fed og smækker. Det suppleres med både kanel, kardemomme, vanilje, sød tobak, candyfloss, mælkechokolade og søde krydderier. Under de søde lag og krydderierne ligger der en friskhed med ren frugtsyre, blød og behagelig.

I munden er det dog slet ikke så meget bamsevin som 2017’eren, for vinen har en gennemgående frisk syre, men fortsat med de normale Arzuaga kvaliteter med en blød, rund og cremet smag. tydelige noter fra fadene, vanilje og mørk chokolade. Tanninerne er bløde, polerede og atter så fin balance … og til tilbudsprisen fortsat rent tyveri.

Forhandles af Jysk Vin, hvor 1 flaske koster 239 kr., mens tilbudsprisen pt er på 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2018 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin er en god og prisbillig bordeauxvin … en velsmagende 2018 Blaye Côtes de Bordeaux Tradition fra Château Cailleteau Bergeron.

Vinslottet ligger i kommunen Mazion omkring 5 kilometer fra byen Blaye på den højre og nordlige side af Dordogne floden.

Blaye er ikke den mest kendte region i Bordeaux, men har en beliggenhed overfor de berømte kommuner Saint Julien og Pauillac lige på den anden side af floden.

Vinslottet ejes og drives af søskendeparret Pierre-Charles Dartier og Marie-Pierre Dartier, som overtog driften fra deres forældre i 1992, men er grundlagt af søskendeparret bedsteforældre tilbage i 1933, hvor det bestod af sølle 2 hektar vinmarker.

Ja faktisk var det et ganske lille vinslot helt frem til 1973, hvor det alene udgjorde 4 hektar … nemlig med marken La Magdeleine. I dag er vinslottet dog på 37 hektar,

Udover Château Cailleteau Bergeron har Dartier familien nemlig også i 1991 købt vinslottet Château Clos Mansio fra 1850 og i 2008 tillige Château Perrin, der oprindelig er fra 1870.

Således laver Pierre-Charles og Marie-Pierre Dartier vine under navnene Château Cailleteau Bergeron, Château Clos Mansio samt Château Perrin. Til at hjælpe med vinproduktionen har de dog ønologen Nicolas Piffre.

Jorden til Château Cailleteau Bergeron består af sand, ler og kridt, og vinstokkenes alder er over 20 år. Der foretages grøn høst og druerne høstes manuelt i de enkelte parceller, når de er fuldt modne.

Søskendeparret har også investeret en del i nyt vineri, nye vinkældre og moderne udstyr til produktionen, som ellers er meget traditionel. En del lagres i ståltanke og en del på eg i 12 måneder. Inden vinene flaskes, bliver de klaret og filtreret.

Denne Blaye Côtes de Bordeaux Tradition er ikke husets topvin, men deres almindelige basis rødvin, som er lavet på 90% Merlot og
10% Cabernet Saugvignon.

Der er ingen oplysninger om selve vinifikationen, men vinen er lagret i 13 måneder … Merlot i ståltankene og Cabernet Sauvignon i brugte egefade. Vinen er flasket i april 2020.

Meget klassisk Bordeaux næse … solbær, sorte kirsebær, muldjord, gammel kælder, lidt chokolade og kaffebønder. Frugten virker meget moden og rund, mens fadpræget af afdæmpet, hvorved der kommer lidt træ, vanilje, tobak, lakrids og kanel.

I munden er det en flot og moden Bordeaux vin, har igen både solbær, mørke kirsebær, lidt hindbær måske endda også, virker lidt opulent, rund og fyldig, men fortsat med en lille bitter syre. Den er i denne årgang 2018 bedre end 2015’eren, som jeg smagte for et par år siden. Den er mere balanceret og eftersmagen også længere og mere behagelig, så klart 4,5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Bodegas Rosario Vera, Clar del Bosc, Priorat, Spanien

2019 Bodegas Rosario Vera, Clar del Bosc, Priorat, SpanienDen sidste Juan Gil Bodegas Familiares vin i denne omgang blev denne nye vin Clar del Bosc fra familiens Priorat vinhus Bodegas Rosario Vera.

Familien Gil købte vingården Bodegas Rosario Vera i Rioja i 2016 med alle dens tilhørende vinmarker i både Rioja Alta og Rioja Alavesa.

Den er sidste skud i samlingen af vinerier, som også tæller Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla samt Bodegas Tridente.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og er i dag efterhånden en større vinproducent i Spanien.

Vinen er lavet på 49% Garnacha, 36% Cariñena aka Carignan, 13% Syrah og 2% Cabernet Sauvignon … alle høstet med håndkraft og så er hver druesort vinificeret separat. Der er sket i små åbne kar lavet af rustfri stål på 15-30 hektoliter med daglig overpumpning. En del er dog gæret i 500 liter franske egefade,

Derefter er hver sort lagret 12 måneder på franske egefade i forskellige størrelser, som 600, 300 og 225 liter og først derefter er vinen endelig sammenstukket i det endelige blend. Der er kun lavet 7.000 flasker af vinen.

I næsen er vinen pænt spansk … og måske ikke typisk Priorat, men har dog den forventede slankere og mere elegante duft, hvor der er fennikel, knust sten, tørre krydderier, en let sødme og mørke bær i en slags kølig stil. Det fungerer sgu meget fint. Der er kirsebær samt brombær, sorte oliven … og fadlagringen virker heller ikke tung eller alt for tydelig.

I munden er vinen dejlig blød, men har samtidig denne friske side i forhold til Gil familiens vine fra både Castilla-La Mancha og Castilla y León. Vinen her er langt mere oprejst og ren, med god, frisk frugt, der giver en køligere stil, selvom familiens kendetegn med venlige og opulente vine også slår igennem. Men det giver i hvert fald vin med elegance, blødhed, kølighed, renhed og venlighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, Spanien

2018 Juan Gil, Blue Label, Jumilla, SpanienVi fortsætter med flere vine fra Juan Gil Bodegas Familiares’ og den næste er denne Blue Label, der er lavet under Juan Gil navnet.

Sidst jeg smagte vinen kaldte jeg den en vinøs stor Dodge RAM truck med V8 Hemi motor.

Den er lavet på 60% Monastrell aka Mourvedre, som er blendet med 30% Cabernet Sauvignon samt 10% Syrah. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på op til 70 år på marker i 700 meters højde. Druerne er høstet i hånden og med et særdeles lavt udbytte. Vinen er lavet i ståltanke med lang udblødning samt 18 måneders fadlagring på nye amerikanske og franske egetræsfade.

Sammenlignet med foregående Alaya Tierra er dette meget mere elegant, som det fortsat er powervin på epo steroider. Men allerede i næsen en bedre og mere elegant vin, hvor der er pænt med fadpræg, engelsk og finsk lakrids, lakridskonfekt, ristede kaffebønner, tobak, tørret kød, grafit, solbær, sorte kirsebær, balsamico, peber, kanel samt vanilje.

Der er også lidt peber og en smule kølighed, som giver vinen lidt  Nordrhône stil og det klæder virkelig vinen og løfter den fra de fede og opulente noter og gør, at det dufter meget fint … selvom du fortsat får lidt smæk af spanskrøret.

Og smagsmæssigt har vinen også – mellem den fede, søde og koncentrerede frugt og kraft – en god og ren syre, som hiver vinen op og giver rygrad … endda langt mere tydeligt end hos både 2016’eren samt 2017’eren. Det giver samtidig friskhed, som sammen med lidt stramme tanniner, der sætter sig på fortænderne, løfter og giver en smule rygrad. Det er stadig en cremet, tyk, kraftig og intens vin, blot med fin, fin syre.  Voldsom, men bestemt med hestekræfterne de rigtige steder.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7