Tag-arkiv: Bordeaux

2003 Château Carbonnieux, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2003 Château Carbonnieux, Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigI det Bordeauxfile spor fortsætter vi med en vin fra AOC Pessac-Léognan appellationen, som ligger i den nordligste del af Graves, hvor der findes 16 Grand Cru Classé slotte. Vinen er nemlig fra Château Carbonnieux … et af disse Grand Cru Classé slotte.

Château Carbonnieux gemmer på en lang historie, der går helt tilbage til det 13. århundrede, hvor først Benediktinermunkene og siden de to indflydelsesrige slægter Ferron og Bouchereau satte deres præg på ejendommen.

I 1956 købte Marc Perrin slottet og påbegyndte en for den tid omfattende renovering af kældrene samtidigt med, at der blev afsat store summer til restaurere og forskønne slottet.

Det gav bonus og 3 år senere fulgte slottet med op i den nye gruppe af Cru Classé vine i Graves. De kommende årtier positionerede Château Carbonnieux sig, som en af de helt store spillere fra Graves, både hvad angår kvalitet og kvantitet.

I dag er det børnebørnene Eric og Philibert, der viderefører slottet i et nært samarbejde med ønologen Romain Racher og Denis Dubourdieu, der har været konsulent på Château Carbonnieux i mere end 30 år.

Perrin familien ejer udover Château Carbonnieux også Château Tour Léognan, La Croix de Carbonnieux, Château Haut-Vigneau og Château Lafont Menaut.

Château Carbonnieux har samlet 92 hektar vinmarker, hvoraf de 50 hektar er tilplantet med de røde sorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. De sidste 42 hektar er grønne druer. Alle markerne ligger på ler- og kalkrige skråninger, der er dækket af Graves berømte Garonnaise grus, som alle eksperter mener er hovedårsagen til Graves særlige kvalitet og karakter.

Denne 2003’er er lavet på 59% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot og 7% Cabernet Franc. Vinstokkene er gennemsnitlig 27 år gamle. Vinen lagrer på barriques i 15-18 måneder, og 35-40% af fadene er nye.

Næsen er her mere solmoden frugt, mere stald, mørk chokolade, tobak, mørke solbær, jern, mere træ/eg og ganske rustik, næsten animalsk duft. Den mere fylde går også igennem i smagen, fyldig og saftige solbær, tydelige men bløde tanniner , svag bitterhed og en god gennemgående syre i vinen, som virkelig giver rygrad til frugterne og fylden.

Forhandles af bl.a. Jysk Vin, hvor en ældre år 2000 kan fås på tilbud til 339 kr.

Rating 5/7  

2004 Château Desmirail, Margaux 3. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Desmirail, Margaux 3. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigFor en måned siden drak jeg en 2008 Château Rauzan-Gassies 2. Cru Classé og fortalte historien om, at slottet udsprang fra det gamle Château Rauzan. Og det gør Château Desmirail såmænd også … og det er netop næste vin, en 2004 Château Desmirail fra Margaux … altså nu på venstrebreden, Medoc-halvøen.

Da Château Rauzan blev opdelt i 4 vinslotte midt i 1700-tallet, så var det Demoiselle Rausan du Ribail som fik slottet. Det fik – naturligvis – navnet Château Desmirail efter hendes mand Jean Desmirail, som var advokat i Bordeauxs Parlament.

Château Desmirail tilhørte derefter familien Desmirail til lige før 1855 klassificeringen, hvor det blev købt af Monsieur Sipière, som inden da arbejdede som ejendomsadministrator på Château Margaux. Det var under hans ejerskab at Desmirail blev klassificeret som et 3. Cru Classé slot.

I begyndelsen af det 20-århundrede var Château Desmirail kortvarigt ejet af Robert de Mendelssohn, som var en nevø af den berømte komponist. Derefter var slottet ejet af Martial Michel, som var en handskemager fra den nordlige del af Frankrig, men han solgte igen slottet lige før 2. verdenskrig til ejerkredsen bag Château Palmer … et andet 3. Cru Classé slot i Margaux.

Ejerkredsen bestod af et syndikat af familierne Sichel, Ginestet, Mialhe og Mähler-Besse, som grundlagde Société Civile de Château Palmer. De drev i mange år begge slotte … og solgt i 1963 faktisk vine fra Château Palmer som værende vine fra Château Desmirail.

I 1980 blev Château Desmirail solgt til Lurton familien, nemlig Lucien Lurton, en ikonisk figur i Bordeaux … fra en stor, stor vinfamilie i Bordeaux.

Historien om Lurton familien startede reelt i 1923, hvor François Lurton giftede sig med Denise Récapet. Begge kom fra Bordeaux … François var søn af en lokal advokat og Denise født i en rig vinfamilie, da hendes far Léonce Récapet ejede vinslottene Châteaux Brane-Cantenac, Issan og Lagrange. På et tidspunkt ejede han faktisk også Château Margaux, men byttede aktierne i dette for slottet Clos Fourtet i Saint-Emilion.

Da han døde i 1943 overtog François Lurton og hustruen således hele vinimperiet. Denises ene søster døde ved fødslen og broderen i 1. verdenskrig. François Lurton og Denise fik 4 børn, herunder Lucien Lurton. Og alle børnene fik hver et vinslot, da arvesølvet skulle fordeles. André fik Château Bonnet, Simone fik Franquinotte og Montremblant, Dominique fik Château Reynier og Lucien fik Château Brane-Cantenac.

Så da Lucien i 1954 havde overtaget Château Brane-Cantenac, så flyttede han hurtigt ind på slottet sammen med sin hustru Marie-Jeanne Duvoisin og startede sit eget vinimperium. Over de næste 30 år opkøbte Lucien Lurton nemlig et stort antal vinslotte i Bordeaux, herunder altså Château Desmirail i 1980.

Lucien og konen fik ikke mindre end 10 børn, så da Lucien i 1992 overgav stafetten til børnene, så fik de – ligesom han havde fået – et vinslot hver.

Denis fik Château Desmirail, Henri has Château Brane-Cantenac, Marie-Laure fik Château Villegeorge, Château Duplessis og Château La Tour de Bessan, Sophie Château Bouscaut og Château Lamothe-Bouscaut, Gonzague fik Château Durfort-Vivens, Château Domeyne og Domaine de Trinity i California, Thierry fik Château Camarsac og endelig fik Bérénice Château Climens.

Denis er en af de ældste af børnene. Ved siden af driften af Château Desmirail arbejde Denis også som advokat.

Château Desmirail har omkring 34 hektar vinmarker, hvor 70% er Cabernet Sauvignon, 29% Merlot og den sidste procent Petit Verdot. udover denne 1. vin, så laves der yderligere 5 forskellige vine på slottet, nemlig 2. vinen Initial de Desmirail samt vinene Château Fontarney, Origine de Desmirail, Haut-Médoc de Desmirail og rosévinen Le Rosé de Desmirail.

Margaux 3. Cru Classé er i denne årgang 2004 på 60% Cabernet Sauvignon, 39% Merlot og 1% Petit Verdot. Gæringen foregår på en kombination af store egetræstanke og rustfrie ståltanke i 3 forskellige vinkældre. Derefter lagrer vinen 12-18 måneder på barriques, heraf 40% nye fade.

Uha … det blev en lang historie. Lad os i stedet smage vinen. Duften er nærmest klassisk Bordeaux med solbær, jord, godt med træ, læder, svage urter, champignon og grafit. Smagsmæssigt også mørke bær, solbær, jern, langt flere tanniner end foregående vin og virker måske endda lidt kantet i udtrykket.

Forhandles herhjemme bl.a. af Vinhit i Ebeltoft, hvor en årgang 2003 koster 300 kr. og årgang 2005 koster 350 kr.

Rating 4,5/7 

1997 Château Nénin, Fugue de Nénin Pomerol, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Nénin, Fugue de Nénin Pomerol, Bordeaux, FrankrigFor de Bordeauxfile er der en bølge på vej … i hvert fald her på bloggen. Nærmest en lille mørkerød bølge i form af 10 franske Bordeaux vine fra næsten lige så mange områder i Bordeaux. En rundfart. Og vi starter på højre bred med denne Fugue de Nénin, som er 2. vinen på Château Nénin i Pomerol.

Slottet stammer tilbage fra 1800-tallet og har faktisk været ejet af Despujol familien siden 1847. Det blev imidlertid i 1997 – i øvrigt samme år som denne flaske er fra – solgt til fætteren Jean-Hubert Delon, som i forvejen ejer de andre vinslotte Château Léoville-Las Cases og Château Potensac.

Efter købet er der investeret massivt i slottet. Alle processer i produktionen er gennemgået og ændret. Man har drænet markerne, en del vinstokke er genplantet eller revet op, vinkælder og udstyr er moderniseret, kældrene udvidet og forsynet med aircondition og smagelokalet har også gennemgået en større renovering.

Og til at hjælpe med vinproduktionen har Delon familien også hyret den velkendte flyvende vinmager og ønolog Michel Rolland.

Château Nénin har samlet 32 hektar vinmarker og er dermed én af de største ejendonmme i Pomerol. Vinstokkene er op mod 40 år gamle, og der dyrkes omkring 70% Merlot, mens 20% er Cabernet Franc og de sidste 10% Cabernet Sauvignon. Den årlige produktion er på 12.000 kasser.

Der laves to vine på Château Nénin … 1. vinen selvfølgelig og så denne Fugue de Nénin, som vel betyder noget i retning af Nénins fuga … en musikalsk satstype i musikken, som er specielt kendt i musikken fra baroktiden. Noget med en gentagelse af hovedtemaet, hvilket vel er et passende navn til en 2. vin.

Fugue de Nénin er første gang produceret i netop 1997 … så denne vin er simpelthen første udgave af Fugue de Nénin. Det er da meget sjovt. Den er lavet af druer fra nogle sandede og lerholdige marker øst for slottet samt fra druer fra de yngste vinstokke af slottets marker.

Vinen er primært lavet på Merlot … omkring 90% Merlot samt 10% Cabernet Franc. Denne 2. vin siges at være blødere end 1. vinen og kan også nydes tidligere. Vinen er lagret 18 måneder på egetræsfade inden den tappes på flasker.

Duftmæssigt er det solbær, lette blommer, træ, tobak, let mentol … bare en anelse, lidt røg og svag, svag muldjord. I munden er vinen fin blød, rund og behagelig. Det mærkes ikke, at vinen næsten er 20 år gammel og ifølge anbefalinger bedst drikkes omkring år 2005. Der er masser af frugt tilbage, solbær, hindbær, ler, tobak … en smule sødme og tanninerne er der stadig, men er meget bløde. Smager herligt.

Herhjemme forhandles vinen bl.a. af Greenwood Fine Wine, hvor en årgang 2009 kan fås for 349 kr.

Rating 5/7  

2008 Château Rauzan-Gassies, Margaux, Bordeaux, Frankrig

2008 Château Rauzan-Gassies, Margaux, Bordeaux, FrankrigMed de næste 2 vine røg vi tilbage i Bordeaux sporet, le sentier de Bordeaux … desværre havde den første, en 2005 Château Batailley 5. Cru Classé fra Pauillac prop, men det havde denne 2008 Château Rauzan-Gassies 2. Cru Classé fra Margaux heldigvis ikke. Pyha!

Château Rauzan-Gassies stammer tilbage fra 1600-tallet, hvor det var ejet af Gaillard de Tardes, og senere Bernard de Baverolles inden det i 1661 blev købt af Pierre de Mesures de Rauzan.

Han var en anerkendt vinkøbmand fra Bordeaux, og på daværende tidspunkt var han sideløbende ansvarlig for vinproduktionen på Château Margaux. Et job, som han bestred indtil 1663. Senere – fra 1679 til 1692 – var han også ansvarlig for produktionen på Château Latour.

Pierre Desmezures de Rauzan gav sit navn til sit nyerhvervede slot i Margaux … Château Rauzan, og han udvidede ejendommen betydeligt, og opkøbte flere ejendomme og marker. I slutningen af 1600-tallet udgjorde vinmarkerne således omkring 40 hektar, en betydelig del efter datidens målestok.

Efter hans død i 1692 arvede hans yngste datter Thérèse hans besiddelser i Pauillac (senere kendt som Pichon Longueville), og hans tre sønner delte ejendommen i Margaux. Men ved den lejlighed blev ejendommen i Margaux efterfølgende opdelt i to … og blev således til Rauzan-Ségla og Rauzan-Gassies, da den ene bror Sieur de Gassies ønskede at producere en vin, som adskilte sig fra slottets vin og det de to andre brødre ville fortsætte. Det blev starten på Château Rauzan-Gassies.

Da 1855 klassifikationen fandt sted var det gamle Château Rauzan samlet opdelt i 4 ejendomme, nemlig Rauzan-Gassies, Château Rauzan-Ségla, Château Desmirail og Château Marquis de Terme. Château Rauzan-Gassies og Château Rauzan-Ségla blev begge klassificeret som 2. Cru Classé sammen med Château Pichon Longueville, mens Château Desmirail blev 3. Cru Classé og Château Marquis de Terme 4. Cru Classé.

I 1945 blev Château Rauzan-Gassies købt af Paul Quié, Han kom oprindelig fra Bordeaux, men var som barn flyttet til Paris, hvor hans far havde opbygget en stor vinhandel i Paris – Sénéclauze – som Paul overtog efter ham. Han Paul ville ikke kun sælge vin … han ville også selv producere vin, så han startede med at købe 5. Cru Classé slottet Château Croizet-Bages og senere altså også Château Rauzan-Gassies samt Cru Bourgeois slottet Château Bel-Orme Tronquoy de Lalande i Saint-Seurin.

I dag er der Paul børn, søskendeparret Jean-Philippe og Anne Françoise Quié, som driver vinslottene. Søskendeparret – som desuden er tvillinger – overtog driften fra deres far i 2001. De er begge uddannede ønologer, men får derudover hjælp fra de tekniske hjælpere Eric Boissenot og Nicolas Pejoux samt markspecialisten Claude Bourgignon.

Jean-Philippe og Anne Françoises onkel – og Pauls ældste broder – Paul-Henri er arkitekt og har forestået en restauration af slottet på Château Rauzan-Gassies samt de tilhørende vinkældre.

I dag omfatter Château Rauzan-Gassies 28,5 hektar vinmarker, hvor der er plantet 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 5% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Der produceres årligt 90.000 flasker af førstevinen og omkring 30.000 flasker af 2. vinen Chevalier de Rauzan-Gassies. Førstevinen er i årgang 2008 lavet på 68% Cabernet Sauvignon, 24% Merlot, 4% Cabernet Franc og 4% Petit Verdot. Vinifikationen sker i store temperaturstyrede ståltanke i omkring 3 uger, hvorefter vinen lagrer 14-18 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

I næsen er der langt mere kompleksitet … først noterede jeg en animalsk note, lidt landlig,  nærmest med lidt babybræk … men på den gode måde, fugtig muldjord, modne bær, meget frisk i frugten, solbær, lidt chokolademousse og en omgang skolekridt eller kridt i en eller anden form. I munden viser vinen stor tørhed, røde bær, solbær … tanninerne markant og der er syre samt bitterhed i eftersmagen. Men glimrende Bordeaux.

2008 var ikke største årgang … og et stykke fra de efterfølgende 2009 og 2010, hvorfor denne kan findes på uvinum til 280 kr. – eller omkring halv pris af vinen i netop 2009 og 2010.

Rating 5,5/7 

2004 Château Gombaude-Guillot, Pomerol, Bourgogne, Frankrig

2004 Château Gombaude-Guillot, Pomerol, Bourgogne, FrankrigFra Médoc halvøen på venstre bred til Pomerol på højre bred, fra Cabernet Sauvignon baserede vine til Merlot baserede vine og fra 1855 klassifikationen til ingen klassifikation. I den lille Pomerol appellation finder vi nemlig vinslottet Château Gombaude-Guillot, hvorfra vi smager førstevinen i en 12 år gammel udgave.

Pomerol er en af de mindste appellationer i Pomerol, alene på 760 hektarer og ligger lige mellem Lalande-de-Pomerol og Saint-Emilion. Det lille areal består næsten udelukkende af vinmarker. Der er ikke mange bygninger eller andre seværdigheder, men godt med vinproducenter … samlet omkring 150 producenter.

Château Gombaude-Guillot ejes og drives af familien Bélevier, som har været vinbønder i en menneskealder. Familien har altid – så længe man kan huske – været vinproducenter i Pomerol og Néac, og det var også tilfældet, da Marie Bélevier overtog slottet i 1868 som en medgift. Ja et slot var – og er – det reelt ikke, men mere ydmyge bygninger og en del vinmarker.

I dag drives Château Gombaude-Guillot af Claire Laval, som er Maries oldebarn. Claire startede hendes karriere som agronom med speciale i jordforhold for kvæg. Hun har ingen uddannelse indenfor vinproduktion, men hendes store viden om jordforhold har medført, at hun har haft en god baggrund for udvikling af vinhuset.

Claire er meget engageret i miljø, så markerne drives økologisk og på sigt skal de også omdannes til biodynamisk produktion. Derudover bruger Claire alene barriques lavet af lokale egetræer. Hun er også – som 2. kvinde nogensinde – optaget i Confrerie des Hospitaliers de Pomerol, som ellers kun består af mandlige vinproducenter.

Huset har samlet 8 hektar vinmarker, som danner baggrund for 3 forskellige vine … denne Château Gombaude-Guillot, som er førstevinen, derefter andenvinen Cadet de Gombaude og endelig vinen Clos Plince. Førstevinen er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc fra 40 år gamle vinstokke. Høstudbyttet ligger et sted mellem 32-47 hektoliter pr. hektar.

Vinen er fremstillet i temperaturkontrollerede betonkar samt rustfrie ståltanke. Der er alene anvendt druernes naturlige gær, laveste mulige tilsætning af svovl. Efter vinifikationen er vinen lagret 12-15 måneder på barriques, heraf 50% nye. Der fremstilles årligt 25-30.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er her klart mere alder og vinen virker også mere fyldig i næsen, godt med sol, blommer, krydderbuske, en anelse babybræk, blæk, eg samt svag, svag vanilje. I munden er vinen tør, tanninerne fortsat stramme trods alderen på 12 år. Syren virker skarp og der er godt med bær, kirsebær, blommer og godt fast i strukturen. Virker knap så elegant som forrige vin.

Købt på vingården og jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme, men vil gætte på en pris omkring et par hundrede kroner.

Rating 4,5/7 

2011 Château Giscours, La Sirène de Giscours, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Giscours, La Sirène de Giscours, Bordeaux, FrankrigVi kom tirsdag til at mærke, at vor vært – Max Gas – havde tilbragt sommeren i Bordeaux. Jeg er ikke selv bordeauxfil, og køber også selv sjældent vine fra Bordeaux. Derfor er det selvfølgelig altid spændende at smage god Bordeaux, og det er præcis hvad denne 2. vin fra Château Giscours er. Vinen hedder helt passende La Sirène de Giscours.

Château Giscours er et 3. Cru slot i appellationen Margaux i kommunen Labarde. Vi er selvfølgelig på Médoc halvøen … helt præcis ligger det flotte vinslot på Route de Giscours omkring 1 kilometer syd for byen Labarde, omkring 4 kilometer syd for byen Margaux og vel omkring 20 kilometer nord for selve Bordeaux. Og så lige op ad Gironde floden. Så fik vi det placeret.

Slottet har en spændende historie, og stammer helt tilbage fra 1330, hvor der lå en befæstet borg på stedet. Vinproduktionen på stedet kan dateres tilbage til 1552, hvor Seigneur de la Bastide solgte ejendom og tilhørende jord til Pierre de Lhomme, som var en velhavende tekstilhandler fra Bordeaux. Ejendommen blev allerede kaldt Guyscoutz, men Lhomme udbyggede den voldsomt, startede med at plante vinstokke og satte gang i vinproduktionen.

Siden har de forskellige ejere løbende udbygget slottet. Op til den franske revolution var slottet ejet af Saint-Simon familien, men blev derefter konfiskeret og derefter solgt i 1793 til de to amerikanere John Gray og Jonathan Davis fra Boston.

Derefter skiftede slottet ejere flere gange, men dets storhedstid begyndte i 1845, hvor det blev købt af bankmanden Count de Pescatore. Han hyrede Pierre Skawinski til at forestå driften, og det var en god idé. Pierre Skawinski viste sig at være en af de bedste vinavlere i det 1900-århundrede og opfandt bl.a. en specielt plov, som blev opkaldt efter ham.

Skawinski fik gjort vinene fra Château Giscours berømte, var en af forkæmperne mod meldug og var også medvirkende til, at slottet ved den store klassifikation i 1855 blev rangeret som 3. Cru slot. Han forestod driften på slottet i over 50 år … også under familien Cruse, som ejede slottet frem til 1913.

Derefter fulgte en række svære år, men i 1954 blev slottet købt af Nicolas Tari, en tidligere vinproducent fra Algeriet. Han renoverede slottet og tilkøbte yderligere marker, hvorved slottet blev et af de mest produktive vinhuse i Médoc. Tari familien solgte slottet i 1995 til Eric Albada Jelgersma, som i dag fortsat ejer slottet … samt naboslottet Chateau du Tertre.

I 1998 blev både Eric Albada Jelgersma, den ansatte direktør på slottet Jean Michel Ferrandez og vinmagere Pascal Froidefond anklaget for at ha’ blandet mælk, vand og frugtsyre i husets 2. vin La Sirène de Giscours … i samtlige 16.000 kasser og dermed ha’ overtrådt reglerne i AOC Margaux appellationen. Sagen var lækket fra en tidligere ansat og i retten indrømmede Jean Michel Ferrandez også svindlen. Sagen blev først afgjort i retten i 2008.

Men Eric Albada Jelgersma forfremmede hurtigt en ny direktør, nemlig Alexander van Beek, som var ansat nogle år i forvejen. Han har siden fået tingene vendt rundt på ejendommen og fået slottet tilbage til tidligere tiders storhed. Alexander van Beek er i dag også ansvarlig for produktionen på Château du Tertre.

Château Giscours har samlet omkring 400 hektar jord, men alene 165 hektarer er vinmarker, hvoraf de 102 hektar ligger indenfor Margaux appellationen, fordelt på ikke mindre end 43 parceller og anvendes selvfølgelig til produktionen af husets 1. og 2. vin. Derudover ligger der 63 hektar udenfor appellationen i Haut Médoc, og de anvendes til produktionen af vinen Le Haut Medoc de Giscours.

De 102 hektar vinmarker til Château Giscours vinene er tilplantet med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Den gennemsnitlige alder på vinstokkene er omkring 45 år, men flere stokke er helt op til 70 år gamle. En del af markerne dyrkes biodynamisk, og det forventes øget i de kommende år.

Der produceres årligt omkring 25.000 kasser af husets førstevin, mens der produceres omkring 10.000 kasser af denne La Sirène de Giscours. Derudover laver de selvfølgelig rigtig mange flasker af vinen Le Haut Medoc de Giscours samt Cru Bourgeois vinene Château Dutheil and Château Houringe fra lejede marker i Haut Médoc appellationen.

Både første og andenvinen på slottet produceres helt ens … laves i store rustfrie ståltanke samt betontanke. 80% af den malolaktiske gæring sker i tanke og 20% i tønder. Denne La Sirène de Giscours er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 32% Merlot, 5% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot og høstet med pænt udbytte op mellem 40-45 hektoliter pr. hektar. Lagret 12 måneder på franske barriques, heraf 20% nye og resten brugte fra både første og andenvinen på slottet.

Duftmæssigt gættede vi hurtigt, at det var Bordeaux … ganske klassisk med lidt solbær, kirsebærlikør, masser af frugt, muldjord, gødning, champignon, tobak, trækul, milde urter, violer, cigarkasser, vanilje og næsten en smule voluminøs i udtrykket. Smagen er blød med blæk, solbær og fin renhed i frugten. Der er let bitterhed, mens tanninerne mærkes, men på ingen måde bliver stramme … er nærmest lidt bløde og medgørende.

Købt i Bordeaux, men forhandles af flere herhjemme, bl.a. Køge Vinhandel, hvor 1. vinen koster 343 kr. Denne La Sirène de Giscours har jeg ikke fundet, men den koster formentlig omkring et par hundrede kroner.

Rating 5/7  

2005 Château Malartic Lagraviere, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2005 Château Malartic Lagraviere, Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigBjarne fra Vimperiet synes, at det vinøse orgie lige skulle slutte med et ekstranummer … som ved alle gode rockkoncerter, og efter den massive omgang Rock’n’Cabernet Franc, så blev det klassisk Bordeaux, selvom der i denne Château Malartic Lagraviere Pessac-Léognan ikke er megen Cabernet Franc.

Château Malartic Lagraviere er oprindelig bygget i slutningen af 1600-tallet og købt i 1803 af af Maurès de Malartic familien med Pierre de Malartic i spidsen.

I 1850 blev slottet købt af Madame Arnaud Ricard, som gav det sit nuværende navn Malartic … efter sigende af respekt for den tidligere ejer greven Hippolyte Maurès de Malartic, en hæderkronet admiral i den franske hær samt Lagraviere efter terrioret med de løse sten, som kaldes “gravels”.

Derefter forblev slottet i familien Ricard eje indtil 1990, hvor det blev solgt til det store champagnefirma Laurent-Perrier champagne. I 1997 blev det imidlertid overtaget af Michele og Alfred-Alexandre Bonnie.

Alfred-Alexandre er en belgisk forretningsmand, som er fascineret af vin. Han har en fortid inden for økonomi samt reklame og har tidligere arbejdet forskellige steder i verden, bl.a. New York, Detroit, Atlanta og Argentina. Han startede en omfattende renovering af slottet og dets marker. Han udvidede bl.a. med yderligere 18 hektar fra en naboejendom og udstyrede vinkælderen med moderne udstyr, rustfrie ståltanke og endnu flere barriques.

I dag råder Château Malartic Lagraviere således over 53 hektar vinmarker, fordelt med 7 hektar med Sauvignon Blanc og Semillon og 46 hektar med Merlot, Cabernet og Petit Verdot. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 30 år. Vingården følger principperne for bæredygtigt landbrug, og er siden 2008 certificeret økologisk.

Alfred-Alexandres søn Jean-Jacques Bonnie har sammen med Véronique Bonnie-Laplane, Séverine Bonnie og Bruno Laplan efterhånden nu overtaget driften, hvilket sker i samarbejde med de rådgivende ønologer Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

Udover Château Malartic Lagraviere har familien også investeret i et andet vinslot i Pessac-Léognan i Bordeaux, nemlig Château Gazin-Rocquencourt samt det argentinske vinhus DiamAndes, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Det argentinske vinhus er købt i et partnerskab med Clos de los Siete Group.

Der laves flere vine på Château Malartic-Lagravière … selvfølgelig denne hovedvin, som laves både i en rød og hvid udgave. Derudover laver de 2. vinen Réserve de Malartic med tilnavnet Le Sillage samt vinen Le Comte de Malartic Pessac-Léognan, som  således være en supplerende vin eller 3. vin om man vil. Den har jeg i øvrigt tidligere smagt og skrevet om her på bloggen.

I denne årgang 2005 er vinen lavet på 55% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot og 5% Cabernet Franc … men ingen Petit Verdot, selvom slottet dyrker lidt af denne drue. Druerne er høstet med udbytte på 36 hektoliter pr. hektar og vinificeret i temperatur-kontrollerede rustfrie ståltanke med gæring i 4½ år, hvorefter vinen lagrer 22 måneder på egefade, heraf 80 nye fade. Vinmageren har været Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

I næsen er der også klassiske Bordeaux dyder med muldjord, mørk frugt, solbær, blåbær, mentol, lakrids, tobak, våde fade, eg, røg, blyanter, en smule vanilje og sødme. Smagsmæssigt også voluminøs med stor sødme, fylde, solbær, blæk, meget poleret og pænt … næsten helt oversøiske i udtrykket og mangler måske lidt kant.

Klart en fin vin … men på en eller anden måde, så blev den lidt tam efter alle de spændende og karakteristiske røde Cabernet Franc vine fra Loire.

Forhandles forskellige steder og koster vel omkring 500 kr.

Rating 5/7  

2011 Château Pape Clément, Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Pape Clément, Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigVi fortsatte i det Bordeauxfile spor … endda med endnu en vin, som den – efter min vurdering – overvurderede Parker har givet 100 point i årgang 2010, nemlig én af Bernard Magrez’ topvine, førstevinen fra Château Pape Clément i Pessac-Léognan, Bordeaux. Her har vi dog vinen i årgangen 2011.

Château Pape Clément er et af de ældste vinslotte i Bordeaux, og den første vinhøst kan spores helt tilbage i 1252. En af de første ejere var Bertrand de Goth, en yngre præst fra en af de noble familier i Bordeaux området. Han blev ærkebiskop af Bordeaux i 1299 og fik ved den lejlighed overrakt ejendommen La Mothe med tilhørende vinmarker. Dette vinslot passede ham sideløbende med den præstelige gerning og fik også udvidet slottet med yderligere marker.

I 1305 blev hans pave, og det betød en flytning til paveslottet i Avignon, så Bertrand de Goth måtte aflevere Bordeaux slottet videre til den næste ærkebiskop af Bordeaux, men da havde slottet allerede taget navn efter hans pavetitel Pape Clément … og det har således været navnet på vinslottet lige siden.

Og i mange år blev slottet således under ærkebiskopperne eje … omhyggeligt plejet og passet, mens vinene primært blev drukket af de gejstlige herrer, som sikkert har haft det ret muntert. Efter den franske revolution overgik ejerskabet af slottet til staten. Derefter oplever vinslottet nogle omtumlede år, men i 1858 blev slottet overtaget af Jean-Baptiste Clerc, en lokal erhvervsdrivende fra Bordeaux.

Han forvandlerede slottet til et moderne vinhus og fik bl.a. også guldmedaljer for slottets vine på verdensudstillingen i 1878. Det var også Jean-Baptiste Clerc, som byggede det nuværende slot, som dog blev re-designet og ombygget af den efterfølgende ejer familien Cinto, som overtog slottet i 1880 efter Jean-Baptistes død. Derefter skifter slottet ejere nogle gange, og ejes bl.a. også englænderen Maxwell, som imidlertid forsømmer ejendommen … og det bliver ikke bedre, da et uvejr med blæst og hagl i 1937 ødelægger høsten. Og med udsigt til krig, så ser udsigterne fra slottet ikke gode ud.

Således skulle Château Pape Clément have været jævnet med jorden, og vinmarkerne erstattet med veje og boligblokke. Sådan blev det heldigvis ikke takket være digteren Paul Montagne, der købte ejendommen i 1939. Han satte både vinkældrene og det dengang meget forfaldne slot i stand og begyndte samtidig et genplantningsprogram i vinmarkerne.

Det blev selvfølgelig forsinket af 2. Verdenskrig, men med 1953-årgangen var den fremtidige standard sat. I dag ejes slottet af milliardæren Bernard Magrez, men ham gider jeg sgu ikke at skrive om. Han har jeg vist skrevet om en del gange, så det sparer jeg jer for. Hvis I vil læse om ham, så søg blot under Magrez her på bloggen.

Men den rige vinelsker har selvfølgelig investeret yderligere i slottet, som i dag har 32,5 hektar vinmarker, hvor de 30 hektar er tilplantet med 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot. De resterende hektar består af de hvide sorter 45% Sauvignon Blanc, 45% Sémillon og 10% Muscadelle.

Hovedvinen er selvfølgelig denne Château Pape Clément, som også laves i en hvid udgave. Derudover laves derudover 2 andre vine på slottet, også i rød og hvid udgave, nemlig vinene Le Clémentin du Pape Clément samt Le Prélat du Château Pape Clément.

Denne Château Pape Clément er lavet med af druerne – og med næsten samme fordeling som i markerne – 59% Cabernet Sauvignon, 38% Merlot, 2% Petit Verdot og 1% Cabernet Franc. Den er lagret 18 måneder på nye franske barriques.

Duftmæssigt virker vinen en smule opulent … i hvert fald af en Bordeaux. Der er ikke muld, men lakrids … den engelske af slagsen, en smule mejeri, kaffe, mørke bær, solbær, tobak, lidt tæt og måske en smule lukket i det. I munden er første indtryk meget unge og stramme tanniner, tørhed, solbær og virker ellers – sorry – en smule neutral i udtrykket. Den er meget tør og det hele slutter med denne tørhed iblandet lidt krydderier. Hmmm, er sgu lidt splittet … synes ikke, at den lever op til prisen.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 799 kr. Uha … dyre dråber.

Rating 4,5/7 

2011 Château Léoville-Poyferré, Saint Julien, Bordeaux, Frankrig

2011 Château Léoville-Poyferré, Saint Julien, Bordeaux, FrankrigVed forrige byggemøde fik vi en tredje-vin fra et 1. Cru Bordeaux slot … hvorfor så ikke en første-vin fra et 2. Cru Bordeaux slot havde den gode Flemming formentlig tænkt? Ja, hvorfor ikke, så næste vin var såmænd første-vinen fra Château Léoville-Poyferré, som ligger i Saint Julien appellationen i Bordeaux.

Saint Julien dækker et areal på 920 hektar og er en af de i alt seks berømte kommuner i Haut Médoc, der har egen appellation. Kommunen huser ikke mindre end 11 ud af de i alt 59 slotte i Haut Médoc, der i 1855 blev klassificeret som Grand Cru Classe. Ud af de 11 klassificerede slotte kan ikke mindre end 5 slotte bryste sig med titlen 2. Cru Classé. Blandt dem er Château Léoville Poyferré … og i dag rangerer den faktisk anseelsesmæssigt som toppen af 2. Cru.

Château Léoville Poyferré var oprindeligt en del af den store Léoville ejendom, der kan dateres tilbage til 1638, som blev grundlagt af køkkencheffen Jean de Moytié, som var blevet adlet og byrådsmedlem i Bordeaux. Og i mange år var ejendommen i familien Moytiés ejerskab, men ved ægteskab skiftede familien navn til Gasq og siden Léoville.

Op til den franske revolution, hvor ejendommen blev delt, var det det største vinbrug i Haut Médoc. I 1800-tallet og op til starten af 1900-tallet var Poyferré en af Bordeaux’ ypperste vine, men fraværende ejere betød, at det langsomt gik ud over kvaliteten. I dag er der tre Léoville ejendomme, nemlig Léoville Barton, Léoville Las Cases og Léoville-Poyferré. Alle klassificeret som 2. Cru Classé i den berømte 1855 klassifikation.

Château Leoville Poyferré blev i 1920 købt af familien Cuvelier, der siden 1804 havde drevet en negociantforretning i Lille. Ejer og leder er i dag Didier Cuvelier, der sammen med sit team og den verdenskendte ønolog Michel Rolland har løftet vinen fra Leoville Poyferré op i supereliten – med en magisk Parker score på 100 ud af 100 mulige point for slottets årgang 2009, mens den efterfølgende årgang 2010 fik 98+ point.

Denne årgang 2011 har Parker givet 94 point og den har en samlet UWS Score på 93 point.

Slottet har i alt 80 hektar vinmarker, som er fordelt på 64 plots. De 35 er tilplantet med Cabernet Sauvignon, 17 plots med Merlot, 11 med Petit Verdot og en enkelt med Cabernet Franc. Ud af det samlede areal udgør Cabernet Sauvignon 65% og Merlot 25%.

Der laves 3 forskellige vine på Château Léoville-Poyferré, selvfølgelig denne 1. vin og derudover 2. vinen Pavillon de Léoville Poyferré samt 3. vinen Château Moulin Riche.

Denne 2. cru første-vin fra Château Léoville-Poyferré er her i årgang 2011 lavet på 62,5% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot, 6% Petit Verdot og 2,5% Cabernet Franc. Vinen er selvfølgelig lagret på barriques i mellem 18-20 måneder. Der er lavet 178.488 flasker af denne årgang 2011.

Og det er klassisk næse af Bordeaux … våd skovbund, muldjord, nedfaldne efterårsblade, solbær, våde fade, eg, blyanter, en smule trøfler og en smule blomster. I munden er der sødkrydrede solbær, voldsom tørhed, stramme og purunge tanniner … godt med kraft, men også ganske ung endnu. Smager bestemt godt og helt sikkert i den bedre ende af Bordeaux’er … men giv den lige 4-5 år i køleskabet slash vinkælderen.

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 685 kr.

Rating 5/7  

2001 Vieux Château Pelletan, Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2001 Vieux Château Pelletan, Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVieux Château Pelletan har jeg smagt en del gange, men det er bare mange, mange år siden. Da jeg fandt denne flaske ved rydning af min faders hus ifb. med en flytning, så vakte det minder. Jeg snuppede derfor vinen med hjem velvidende, at den formentlig har ligget og småkogt over køleskabet, siden jeg forærede ham flasken for over 10 år siden.

Og nu er den så proppet op … småkogt Saint-Emilion Grand Cru fra slottet Vieux Château Pelletan/Château Vieux Larmande, som ligger en halv kilometers penge nord for selve Saint-Emilion og ejes af familien Magnaudeix, som har produceret vin i 6 generationer der siden 1840.

I dag er der fortsat 3 generationer involveret i driften, nemlig Hélène … 4. generation, hendes to børn og dermed 5. generation Catherine og Jean-Pierre og i 6. generation Romain Magnaudeix samt Guillaume Bruny, som er sønner af henholdsvis Jean-Pierre og Catherine.

Reelt har slottet siden 1988 været ejet af søskendeparret Catherine Bruny og Jean-Pierre Magnaudeix, men siden 2008 er det imidlertid Romain Magnaudeix, som har været den ansvarlige vinmager på vinslottet.

Siden 1840 har familien lavet vinen Château Vieux Larmande, som laves fra de oprindelig 4,25 hektar vinmarker, men i 1924 tilkøbte man yderligere 6,90 hektar vinmarker fordelt på 14 parceller, nemlig til vinen Vieux Château Pelletan, som man har lavet siden. Men udover de to hovedvine, så laves der yderligere et par vine, nemlig to vine Le Tertre de Sarpe samt Ma Agnus Deï.

Denne Vieux Château Pelletan er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc og kommer fra 30 år gamle vinstokke. Vinen har lagret på barriques i 12 måneder og der produceres årligt 20.000 flasker af denne vin.

Men årene … eller nok nærmere den skødesløse opbevaring af vinen … har sat sit præg på vinen. Normalt klarer en Bordeaux vin af anstændig kvalitet nemt 15 år, men her får du en lidt bedaget aroma med alder, rosin, portvin, eucalyptus, mentol samt lidt mørke og nærmest indtørrede bær. I munden er vinen er lidt fesen … syren er stadigvæk til stede, men lidt vag og fokuseret. Det er heldigvis fortsat god, ren frugt og vinen er blød og rund, men noget af den normale spændstighed er forsvundet.

Købt af en gammel revisorven, som var/er importør. Dengang var prisen vistnok 70 kr. Jysk Vin har også på et tidspunkt været importør.
Rating 4/7