2020 Gabriëlskloof, Syrah Whole Bunch, Walker Bay, Sydafrika

2020 Gabriëlskloof, Syrah Whole Bunch, Walker Bay, SydafrikaSune serverede også denne 2020 Syrah Whole Bunch fra det sydafrikanske vinhus Gabriëlskloof, der ligger ved Bot River i Walker Bay.

Gabriëlskloof er grundlagt i 2001 af den sydafrikanske Bernhard Heyns, der i flere år havde søgt efter det unikke stykke sted for en produktion af vin. Gabriëlskloof blev således etableret i 2001, hvor Bernhard købte den gamle gård Avontuur, som siden har været på vej mod toppen af den elegante, sydafrikanske vinscene.

En af årsagerne succes de seneste år år er vinmageren ​​Peter-Allan Finlayson, som siden 2014 har været kældermester og ansvarlig for vinene på Gabriëlskloof. Peter-Allan er opvokset med vin og har før stået bag vinene fra Bouchard Finlayson og tidligere også været vinmager hos selveste Hamilton Russel.

Finlayson har sin inspiration fra Europa, for jordbundsanalyser har vist, at man på Gabriëlskloof sagtens kan lave elegante og terroirtro vine på samme druer som i det nordlige Rhône, Loire samt Bordeaux. Det understøttes selvfølgelig også af de kølige havvinde skabt af de iskolde havstrømme fra Arktis, for temperaturen er nemlig ikke så høj, som mange måske forestiller sig.

Udover vinproduktionen, så laves der også lidt olivenolie, driver et lille Airbnb og derudover har Gabriëlskloof også en restaurant, der er ejet og drives af ægteparret Frans og Mariaan Groenewald,

Gabriëlskloof  har samlet omkring 300 hektar jord, hvoraf 68 hektar er vinmarker. Og druerne går til vine i 3 serier, nemlig Gabriëlskloof Range, Projects Range og  Landscape Series … og 2020 Syrah Whole Bunch er fra Project Range serien.

 Al høst og den nænsomme selektering er foregået ved håndkraft og derefter er de hele klaser brugt uden afstilkning i klassisk carbonic fermentering over 10 dage og derefter er vinen så lagret 8 måneder på ståltankene.

I næsen er det en lidt blød, vamset og fyldig vin med brombær, skovbær, grantræer, lakrids … måske endda lidt beaujolaisagtig og har masser af kirsebær, eg og virker lidt bondsk og har samtidig en urteagtig aroma.

Smagen er såmænd også blød, sød, fyldig og varm, hvor vi er lidt på vej mod marmeladeland. Derudover er der også tør engelsk lakrids, en lidt tung og tydelig alkohol samt stærk peber.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Le Rocher des Violettes, Négrette, Loire, Frankrig

2015 Le Rocher des Violettes, Négrette, Loire, FrankrigXavier Weisskopf driver sit lille vinhus Le Rocher des Violettes i Montlouis-sur-Loire lidt øst for Tours i Loire og det er derfra, at jeg nu smager denne Négrette i årgang 2015.

Selvom der også findes en drue kalder Négrette, så er denne vin dog lavet på ren Chenin Blanc, men det vender jeg tilbage til.

Xavier Weisskopf etablerede Domaine Rocher des Violettes i 2005, men er oprindelig født i Oise-regionen i 1979 og uddannet til ønolog på vinskolen i Beaune, hvorefter han arbejde i områder som Chablis og Gigondas.

Da han i 2005 købte sin ejendom og marker i  Montlouis – nabo til det mere berømte Vouvray – havde vinene tidligere været solgt som Vouvray vine og det var måske årsagen til, at Xavier kunne erhverve både knap 10 hektar vinmarker og en så fantastisk vinkælder, der er over hundrede år og gravet dybt ned i kalkstensundergrunden.

Vinmarkerne er hovedsageligt tilplantet med Xavier’s yndlingsdrue Chenin Blanc og næsten alle er meget gamle stokke fra 1920’erne og 1930’erne. I dag har Xavier parceller er spredt rundt om kommunen Saint-Martin-Le-Beau med 9 hektar i Montlouis og 4 hektar i Touraine AOP.

Markerne er passes uden kunstgødning eller produkter, mens høsten udføres i hånden. Xavier gør alt for at begrænse oxidation og for at bevare vinenes integritet. Driften har fra starten været drevet af en enorm respekt for naturen og siden 2009 er vingården også certificeret økologisk.

Høstudbytterne kontrolleres gennem dedikeret vinmarksarbejde til omkring sølle 25-30 hektoliter pr. hektar og vinifikationen er så minimalistisk som muligt.

Denne 2015 Négrette er lavet fra 90 år gamle Chenin Blanc stokke fra en 2 hektar stor parcel kaldet La Négrette, så dermed har vinen ikke noget at gøre med den sjældne røde drue med samme navn.

Her er Chenin Blanc høstet med meget lave udbytter på kun 30 hektoliter pr. hektar og fadgæret med druernes naturlige gærceller og så efterfulgt af en 11 måneders lagret i 500 liter egefade, hvor 30% er nye.

I næsen er det en ret aromatisk og parfumeret vin med en smule honning og let oxidative noter, lidt reduktiv og har en voldsom, lidt svulstig tørret frugt, der er lidt tropisk med abrikos, ananas, fersken, syltede æbler og kvæde, lidt citronskal, håndcreme, blomster samt en kalket mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen lidt saltet, fyldig og åben … frugten er lemon, abrikos, ganske stor tørhed med lidt honning og ellers tonsvis af stor kraft … er så intens. Det er en vin, der virkelig åbner op.

Vinene fra Le Rocher des Violettes forhandles normalt af Atomwine, men der er pt. ingen vine, så prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Thomas Harteneck, Jurakalk Auxerrois, Baden, Tyskland

2019 Weingut Thomas Harteneck, Jurakalk Auxerrois, Baden, TysklandWeingut Thomas Harteneck er biowinzer og han holder til på Brezelstraße i Schliengen by i bunden af Baden lige op til den store Schwarzwald skov. Her smager vi en 2019 Jurakalk Auxerrois fra ham.

Thomas Harteneck kommer oprindeligt fra Pfalz og hans familie har lavet vin siden 1847. Han kombinerer sine forfædres viden med stor nysgerrighed og et stort ønske om konsekvent at udvikle sig. Han regnes som en af ​​pionererne inden for biodynamisk vindyrkning i Baden og har nu i snart 25 år været biodynamisk druedyrker og vinmager.

Efter 150 år i Pfalz rykkede Harteneck familien til Scliengen i 1997 og dér var klimaet var mildere og Thomas Harteneck kunne for alvor udfoldede sin kærlighed for biodynamisk dyrkning.

I 2004 blev vingården med vinmarkerne for første gang Demeter-certificeret, og gradvist har Thomas sammen med sin hustru Daniela og parrets to børn arbejdet sig i en retning af mindre intervention i kælderen. I 2019 gik de linen ud og lavede en del af produktionen uden tilsætning af svovl.

Samlet har Thomas Harteneck 10 hektar vinmarker med primært grønne sorter som Weißburgunder, Auxerrois, Grauburgunder og Chasselas samt Merlot, Spätburgunder og Cabernet Franc. Som sagt drives markerne efter biodynamisk princippr ….  der arbejdes efter så-kalenderen og dermed himmellegemernes bevægelser gennem de tolv stjernetegn, og biodiversiteten trives og opmuntres og naturen inviteres med ombord gennem insekthoteller og vilde blomster og planter mellem vinstokkene.

Thomas Harteneck tøver ikke et sekund med at understrege hvor stor effekt den biodynamiske tilgang har haft på hans vinmarker og omgivelserne. Insekter, fugle og et væld af vilde blomster og planter skaber balance i vinmarkerne, som smitter af på vinplanternes sundhed og modstandskraft.

Her smager vi så Hartenecks Jurakalk Auxerrois, hvor druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar. Auxerrois kaldes også Pinot Auxerrois,  men der er altid lidt forvirring om den, for nogle siger, at det er samme drue som Pinot Blanc, men det er imidlertid ikke helt korrekt.

Pinot Auxerrois kaldes da også – mere forvirrende – for Pinot Blanc Auxerrois, men hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner.

Men faktisk sælger en del vinbønder i Alsace – ikke langt fra Baden – vine på Auxerrois som Pinot Blanc. Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og selvfølgelig også lettere at sælge.

Hos Weingut Thomas Harteneck kommer Auxerrois Blanc druerne fra marken med masser af jurakalksten … og det er samtidig vin, der er fremstillet med såkaldt lav intervention og helt uden anvendelse af svovl, hvorved den bliver en del af naturvinsfamilien.

Vinen er lavet ved, at 2/3 ikke afstilkes, men anvendes i hele klaser og den sidste 1/3-del afstilkes, men laves med 24 timers maceration inden den normale gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder sur lie med lejlighedsvis bâtonnage og er så flasket uden klaring, filtrering eller svovl.

Det dufter vildt godt … vild øko dufte og øger sammen med den lidt grumsede væske bare forventningerne. Der er funkyness sammen med en sød frugt med pærer, en luftig duft af saltvand ved havet, en kalket mineralitet, fad og lakridskonfekt.

I munden er vinen lidt smørfed, blød og cremet, har en blød syre og er derudover saltet og saftig med en god omgang mineralitet, men igen meget imødekommende … lidt som at komme hjem, altså altid dejligt, trygt og alt sidder der, hvor det skal sidde.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 228 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Celler VallDolina, Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, Penedès, Spanien

2017 Celler VallDolina, Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, Penedès, SpanienCeller VallDolina aka Celler-Masia Can Tutusaus ligger lidt nord for Olesa de Bonesvalls omkring 20 kilometer vest for Barcelona i Penedès området … og det er derfra, at jeg smager denne 2017 Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature.

Vingården Can Tutusaus kan dateres helt tilbage til 1348, men det var dog først i 1729 at dette landsted blev opbygget med kældre, der egnede sig til kvalitativ vinproduktion. Men i dag har Can Tutusaus adskillige hektar med pinjeskov, olivenlunde, egetræer og vinstokke.

Samlet har Can Tutusaus 11 hektar vinmarker, der drives af økologisk af den energiske unge vinmager Raimon Badell, der selv kommer fra en vinfamilie og har arvet sin passion for økologisk vindyrkning fra sin far.

Han har siden 1998 drevet sin vingård Celler VallDolina fra Can Tutusaus gården og laver mousserende Cava’er med meget distinkt terroirfornemmelse, noget man sjældent oplever i gode Cava’er.

Cava’erne fremstilles på Xarel-lo, Macabeo og Parellada samt Chardonna og de doseres meget lidt eller slet ikke.

Her smager vi Raimons Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, der er lavet på et mix af Xarello, Parellada og Macabeu, som først er vinificeret med en kølig gæring ved 16 grader, hvorefter vinen så er kommet på flaske til andengæringen, der er sket i kælderen ved 13 grader over 36 måneder. Vinen er degorgeret i september 2021.

Duftmæssig er der godt med æbler, men egentlig ikke så megen hverken gær eller nødder. I stedet er duften en smule bio og landlig, har kvæde, bivoks, lidt fennikel og lakrids … meget ren og virker umiddelbart også ganske saftig.

Smagen er også meget saftet, da boblerne er blide og runde. Den er meget let i smagen, frugten også meget subtil og luftig med let lemon og grape samt masser af æbler, æblemost og så ellers godt med lidt rå og brændte nødder.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Bodegas Bhilar, Phinca El Vedao, Rioja, Spanien

2016 Bodegas Bhilar, Phinca El Vedao, Rioja, SpanienSkal vi ikke nappe en Rioja vin mere fra det innovative vinhus, der laver vildt spændende vine på Grenache? Her bliver det så en Phinca El Vedao Garnacha Edición Limitada fra Bodegas Bhilar.

Jeg har jo næsten lige smagt vinen Berria fra Bhilar og endda skrevet en masse om det, så det gør jeg ikke denne gang.

I stedet kigger vi nærmere på denne Phinca El Vedao Garnacha Edición Limitada, hvor Grenache druerne stammer fra 3 forskellige terrasser på Finca El Vedao i Elvillar området.

På marken har David Sampedro 30 år gamle vinstokke, der står i en kakstensholdig jordbund med et særligt mikroklima. Druerne er alle håndafstilkede og har gæret i en 2.000 liter cementtank og derefter lagret på fire 500 liter egefade i 2 år. Der er blot lavet sølle 3.060 flasker af denne vin.

WAUW dejlig animalsk og nærmest behåret … landlig mødding, øko og stor, mælket næse med tobak, baconfedt, sorte oliven og bivoks, kalkede og stenet mineralitet, tørre papkasser, lidt mentol og mynte, masser af tørre krydderier, lakrids og mørk chokolade samt med brombær, en snas solbær og hindbær.

I munden er det også en lille basse, fyldig og behåret bamse, saftig med sødme, sød frugt, solbær, brombær, blåbær med nærmest let marmeladefølelse, men det er samtidig med voldsomme, rustikke og bondske tanniner, godt med lakrids og lidt fed, gammel tyktflydende balsamicoeddike. Sætter sig virkelig i munden. For satan, hvor den smager godt – meditationsvin og jeg har allerede krydset benene i en halv lotus stilling uden mindste chance for at komme fri igen … men det er vinen også værd.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2014 Rodríguez Sanzo, Las Tierras de Javier Rodríguez Original, Toro, Spanien

2014 Rodríguez Sanzo, Las Tierras de Javier Rodríguez Original, Toro, SpanienNår vi nu lige har smagt en Rioja Lacrimus Crianza fra Rodríguez Sanzo, hvorfor så ikke smage en vin mere fra den gode vinmager og det blev denne Las Tierras de Javier Rodríguez Original i en årgang 2014.

Det er selvfølgelig ren Tempranillo … eller Tinta de Toro, som den kaldes lokalt i regionen. Druerne  kommer fra 3 forskellige vinmarker, som alle har forskellig undergrund.

En del kommer fra marken San Román de Hornija, hvor stokkene er plantet i 1945, mens en anden del fra marken Morales de Toro, hvor stokkene er fra 1962. Den sidste mark er den mest eksklusive og der er stokkene rigtig gamle og plantet helt tilbage i 1875.

Efter høsten er druerne først afkølet med tøris inden den overføres til store trækar, hvor den er gæret  med maceration i 25-30 dage og efter endt fermentering lagrer vinen 2 år i store egefade, her 60% franske fade og 40% amerikanske fade. Til sidst hviler den i 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke lækker duft … nærmest helt Ribera del Duero med lidt hårdtbrændte fade, dejlig tør og stor frugt med solbær, brombær og svesker, kakaopulver, mørk chokolade, kaffe, flødekarameller samt sød, finsk lakrids, Faktisk er denne langt mere imødekommende og dybere end den foregående Rioja fra Rodríguez.

Vinen smager næsten også, som den dufter … stor, fyldig, dyb med en pæn tørhed og så ellers tyk frugt med solbær og brombær, er ganske fed og med en lækker marmeladesødme, lakrids, kaffe, tobak, kakao samt lidt vanilje. Klart 5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Castiglion del Bosco, Toscana Prima Pietra IGT, Toscana, Italien

2017 Castiglion del Bosco, Toscana Prima Pietra IGT, Toscana, Italien Vinhuset Castiglion del Bosco, ejes af den rige forretningsmand Massimo Ferragamo, der – som sin bror Ferruccio – har alle sine penge fra det store modefirma Salvatore Ferragamo. Vi smager nu en Toscana Prima Pietra IGT i årgang 2017.

Massimo står selv for det familieejede modeimperiums afdeling i USA. Der er han også bosiddende og har i over 20 år fungeret som formand for hele bestyrelsen af den amerikanske del. Da modefirmaet tilbage i 1993 købte Il Borro, så besluttede Massimo Ferragamo sig for også at investere i et italiensk vinhus.

Det blev til Castiglion del Bosco i byen af samme navn, tæt på Montalcino i hjertet af Val d’Orcia omkring 40 kilometer fra Siena og omkring 100 kilometer fra Firenze, hvor modefirmaet hos sit hovedkontor.

Han ledte egentlig efter en lille vingård med en smule jord, men endte nærmest med at købe en hel middelalderby med omkring 2.000 hektar jord, en kirke fra 1400-tallet, ruinerne fra en gammel fæstning og omkring 20 små gårde.

Der var tiden bogstaveligt gået i stå og Massimo Ferragamo blev bjergtaget af stedet og købte det i 2003. Jeg ved ikke, hvad prisen var, men det lyder som lidt af en investering … og det var endda den mindste del.

For Ferragamo startede med at restaurere den gamle hovedbygning og de mange små gårdhuse, hvoraf nogle tidligere blot havde været brugt til opbevaring af landbrugsredskaber. På den vinøse front tilplantede han omkring 60 hektar af jorden med vinstokke, således han kunne begynde et projekt med produktion af Brunello vine.

Derudover anlagde han såmænd også lige en 18-hullers eksklusiv golfbane med tilhørende klub samt åbnede et 5-stjernet hotel Rosewood Castiglion del Bosco med 23 værelser og 11 villaer … nogle af de små gårdhuse, som fulgte med i købet.

Alt blev selvfølgelig – med respekt af familiens gener fra selve modehuset – designet af hustruen Chiara Ferragamo og designeren Teresa Bürgisser Sancristoforo. Og kun de bedste materialer blev brugt ved istandsættelsen og indretningen.

Massimo Ferragamo brugte 5 år på at restaurere stedet, som åbnede i 2008. Men vogt dig … det er totalt luksus og vildt dyrt, således starter lejen for et gårdhus på 2.500€ for et døgn. Men i dag kan Ferragamo prale af, at stedet er besøgt af tidligere præsident Obama samt stjerner som Justin Timberlake og Jessica Biel.

I dag hører vingården Castiglion del Bosco selvfølgelig også til blandt de respekterede Brunello producenter, hvilket i høj grad kan tilskrives den ansatte, talentfulde vinmager Cecilia Leoneschi.

Hun har sørget for, at vingården laver både Rosso di Montalcino, Brunello, enkeltmarks Brunello’er under navnet Campo del Drago samt vine som Millecento, Zodiaco og supertoscaneren Dainero.

Her smager vi vinen Toscana Prima Pietra IGT, der er lavet på 47% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon, 13% Cabernet Franc og 10% Petit Verdot, som Castioglion del Boscos vinmager Cecilia Leoneschi, så lader selektere fra marken Prima Pietra, der med sin beliggenhed 450 meter over havet er den højest beliggende vinmark langs den toskanske kyst.

Hver druesort har gæret separat i 20 dage i rustfri stålkar ved 28 grader.Derefter er vinen så lagret 18 måneder op franske egefade og heraf 50% nye fade … og i de første 10 måneder lagrer hver druesort separat, men så sammenstikkes hele vinen og lagrer færdig inden aftapning på flaske.

Det bordeauxfile forbillede kommer hurtigt frem i duften … en gudesmuk og dekadent duft med muldjord, modent træ, cedertræ, solbær, brombær, kamferolie, læder, balsamolie, balsamico og det dufter faktisk bedre end mest Bordeaux. Duften er SÅ dragende og elegant, moden og har samtidig lidt fadnoter af lakrids, chokolade, kaffe og lidt nordsøolie likør.

I munden minder vinen også lidt om Bordeaux med et strejf af italienske gener … har en frisk, smooth og cremet smag, men det er fortsat med liv i frugten, solbær, brombær og hindbær, lidt småvilde tanniner, en rund, intens og vild lækker smag. Der kommer lidt søde fadnoter, lakrids, kaffe og ribsmarmelade. Det er sgu en vin, som jeg bare er totalt solgt over … en supertoscaner med fylde samt moden elegance, så 6 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Rodríguez Sanzo, Lacrimus Crianza, Rioja, Spanien

2018 Rodríguez Sanzo, Lacrimus Crianza, Rioja, SpanienRodríguez Sanzo drives af vinmageren Javier Rodríguez og jeg har tidligere smagt en række vine fra ham og denne gang er det en Rioja vin med navnet Lacrimus Crianza.

Rodríguez Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Huset har selv lidt vinmarker, men laver primært vin fra andre vinområder i Spanien med opkøbte druer, bl.a. i nogle af de vigtigste spanske DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Det er et stort projekt, hvor Javier har indgået aftaler med en lang række  vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en masse forskellige vine. Jeg har bl.a. tidligere smagt 2016 La Senoba, en 2019 Orange Wine Albillo, en 2016 Vallsanzo Reserva og tidligere også en lang række vine.

Denne Lacrimus Crianza er lavet på opkøbte druer og består af 85% Tempranillo og 15% Graciano, der kommer fra 40 år gamle bushwine fra en stenet og kalkholdig mark i 600 meters højde.

Vinen er lavet med en kølig pre-maceration i 8-10 dage inden spontangæring og maceration i 3 uger og efter endt fermentering er den så lagret 23-24 måneder på nye franske og ungarske barriques efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er vinen umiddelbart til at starte på noget grøn og urtet, mens frugten er solbær,, sorte kirsebær samt brombær, lidt mentol, læder … ganske grøn, men har også lidt diskrete fadnoter, hvorved der dukker lidt røg og brændte elementer frem tilsat kaffe, kakao, vanilje og sur tobak.

Smagsmæssigt er vinen saftig … powerfuld med blåbær, brombær, godt med krydderier og en lidt stærk undertone. Der er peber med en alkoholvarme, tydelige og tørre tanniner, som dog har en smule krop, tør engelsk lakrids, tørt træ, balsamico og en god frugtsyre, som holder dig i hånden hele vejen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Domaine du Bon Remède, La Grange Delay, Rhône, Frankrig

2019 Domaine du Bon Remède, La Grange Delay, Rhône, FrankrigMed næste vin er vi i Rhône eller mere præcis lidt syd for Mazan og Mont Ventoux lidt længere mod nord. Vi smager nu en 2019 La Grange Delay fra det lille vinhus Domaine du Bon Remède.

Vinhuset er grundlagt i 1930’erne af Joseph Delay, som  mellem verdenskrigene plantede de første vinstokke ved kapellet i Notre Dame du Bon Remède, der også kom til at give navn til vinhuset. Men i dag er det 3. generation i form  Fréderic Delay, der sammen med sin hustru Lucile driver stedet.

I dag har familien 15 hektar vinmarker, som alle vender stik syd og vinstokkene har en høj gennemsnitsalder på hen ved 50 år, men hele dyrkningen foregår efter økologiske retningslinjer. Markerne er overvejende beplantet med Syrah, Grenache og Carignan.

Her er det så husets 2019 La Grange Delay, der er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah fra appellationen AOC Ventoux Rouge Vallée du Rhône … lavet helt klassisk og så lagret 5 uger sur lie på egefade.

Duftmæssigt er det ikke en typisk Rhône vin med masser af de klassiske kryddernoter, men har i stedet en dyb, fed og lakridset duft og måske endda tør engelsk lakrids med mælkede noter, baconfedt, solbær, saftige kirsebær og så lidt fadnoter med vanilje, estragon, grønne blade og våd jord.

I munden er der frugten virkelig frisk og tør … der er blåbær, solbær, krydderurter, tørre og pebrede tanniner, stor krop og fylde, men det er mest den friske frugt, som virkelig hæver denne vin niveauer over almindelige Côte du Rhône vine. Lækkerfin vin.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Mevante, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2018 Mevante, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienAgricola Mevante ligger en smule vest for Bevagna i det dejlige Montefalco i Umbrien og derfra smager vi denne 2018 Montefalco Rosso.

Vinhuset er den del af Tenute Paolo e Antonella Presciutti Società Agricola og  drives i dag af brødrene Paolo og Antonella Presciutti.

Vingården har en historik, der går helt tilbage til 1990’erne og har i mange år produceret den meget populære Sagrantino vin. Den har navnet Mevante, der er opkaldt efter byen Bevagna, der netop under Romerriget blev kaldt Mevania.

Huset har samlet 10 hektar vinmarker, som giver basis for samlet 5 forskellige vine samt lidt olivenolie. Den årlige produktion ligger på omkring 60.000 flasker vin, der produceres i et stort og moderne vineri.

Denne Montefalco Rosso er lavet på 80% Sangiovese, 10% Merlot samt 10% Sagrantino, der kommer fra 20 år gamle vinstokke og de er høstet fra midten af september til starten af oktober.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 8 måneder på ståltankene og så efterfølgende på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en klassisk mørk, fugtig og våd frugt, ganske tør med en nærmest balsamisk note, brombær, ribs, sorte kirsebær samt lidt blommer, rosenblade, læder … god frugt og en livlig og sprælsk syre.

Smagsmæssigt en let bitter og sødlig frugt, knastørre tanniner, en fin, lys og balsamisk syre. Det giver en frisk og lidt jern’et vin, der har en let saftighed og godt med eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger