Tag-arkiv: Østrig

2011 Weingut Franz Hirtzberger, Riesling Federspiel Steinterrassen, Wachau, Østrig

I Wachau mellem bjergene og den brusende Donauflod ligger vinbyen Spitz. Og i denne by finder vi vinhuset Franz Hirtzberger, som står bag denne Riesling Federspiel Steinterrassen.

Gennem 5 generationer har familien Hirtzberger produceret vin fra deres 800 år gamle vingård. Franz Hirtzberger overtog driften af familieejendommen efter sin far i 1983. Siden er det lykkedes den ultra perfektionistiske Franz at producere nogle af Østrigs bedste tørre vine, og Hirtzberger betragtes af mange som én af de bedste vinproducenter i Østrig.

Vinmarkerne ligger i den vestlige del af Wachau, der nyder godt at have det køligste terroir i området. Franz Hirtzberger har beplantet sine vinmarker med 45% Grüner Veltliner, 40% Riesling samt en lille smule Pinot Gris, Pinot Blanc og Chardonnay.

Der hersker bred enighed om, at Franz Hirtzberger producerer verdens bedste vin på den lokale og skrøbelige Grüner Veltlinerdrue. Hver enkelt af Hirtzbergers vine udviser sin helt egen karakter og temperament. Der lægges stor vægt på terroirdrevne vine, der altid skal afspejle det mikroklimatiske oprindelsessted.

De fleste af Hirtzbergers vinmarker ligger på gamle stenterrasser, hvor arbejdet kun kan udføres ved håndkraft. Høstudbyttet holdes derfor også på særdeles begrænsede 25 hl pr. hektar. Vinstokkenes gennemsnitlige alder ligger på mellem 25 – 30 år.

Hirtzberger ejer 2 af de bedste vinmarker i Wachau. Singerriedel-marken ligger lige bag vingården på en stejl bjergskråning, der vender mod syd-sydøst. Herfra produceres en af de mest fortryllende Rieslingvine. Honivogel-parcellen ligger i forlængelse af Singerriedel, og her gror Grüner Veltlinerdruerne, der senere bliver til huserts bedste vine fra denne formidable drue.

Alle Franz Hirtzbergers vine produceres efter stort set samme læst. Druerne høstes af flere omgange. Kun de bedst modnede anvendes. Druerne gærer på rustfri ståltanke, hvorefter de lagrer i store traditionelle 30 – 50 hektoliter trækar i en periode på mellem 10 -12 måneder inden flaskeaftapning.

Til at lette forståelsen af etiketterne bør det nævnes, at Franz Hirtzberger er medlem af en organisation i Wachau, der benytter sig af et system, der minder om det tyske prädikat. Principielt kan man derfor sidestille Federspiel med den tyske Kabinett samt Smaragd med en mellemting mellem Spätlese og Auslese. Afgørende for i hvilken kategori, man placerer sine vine, er altså druens oeschlevægt (sukkerindhold). Alle Franz Hirtzbergers vine er dog knastørre.

Og det fornemmes også i denne Riesling Federspiel Steinterrassen, hvor de sent høstede druer har fået lov at gære helt ud … men slet ikke har samme sødme som fx forrige Kabinett vin fra S. A. Prüm. Duftmæssigt er første indtryk faktisk en stor mineralitet, sten, skifer, let petroleum, passionsfrugt, blomster og honning. Smagen er derimod en anelse vandet, men ellers med god mineralitet, tropiske frugter, lemon og frisk syre … men det bliver en anelse for tyndt.

Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 195 kr.

Rating 5/7   

2012 Weingut Ecker-Eckhof, Riesling, Wagram, Østrig

Efter 2 x Mosel, så var næste 2 x Riesling fra Østrig, og den første var denne Riesling fra det familieejede vinhus Ecker-Eckhof, som ligger i den idylliske landsby Mitterstockstall i vinområdet Wagram.

Vinhuset har sit navn efter Ecker familien, som driver gården, mens “Eckhof” kommer fra gårdens placering på et hjørne eller en korsvej … Ecker-Eckhof.

Familien har da også arbejdet med vindyrkningen i området i over 400 år, men det er nu først omkring 1950, at gården i Mitterstockstall bliver købt af Johann Ecker.

I dag er det 3. generation i form af  Bernhard Ecker, som driver gården med lidt hjælp fra hustruen Elisabeth og sine forældre John og Marianne. Bernard overtog allerede tilbage i 1988 ansvaret for vinproduktionen, og i 2005 overtog han hele ejendommen og igangsatte samtidig en større modernisering af vinkælderen.

Siden 2004 har Bernhard været formand for Wagramer Selection, den næstældste vinorganisation i Østrig.

Weingut Ecker-Eckhof har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på markerne Schlossberg, Steinberg, Mordthal, Im Wasn, Hundsberg, Halterberg, Mitterberg og Berg-Wagram. Her dyrker man de hvide sorter Gruner Veltliner, Pinot blanc (Weißburgunder), Riesling, Gelber Muskateller, Roter Veltliner, Frühroter Veltliner samt de røde Blauer Zweigelt og St. Laurent.

Ecker er i dag godt repræsenteret i såvel Østrig som i udlandet med en lang række spændende vine lavet på områdets klassiske druer, herunder deres specialitet , hvidvinen, Roter Veltliner. Hos Ecker er naturen i centrum. Vinen laves med mindst mulig intervention for at opnå autencitet, nerve og ikke mindst terroirpræg … salt sammen med respekt for traditionerne.

At vingården lægger stor vægt på traditioner afspejles også i vinhuset logo … Ecker-logoet. Det er inspireret af Bernhards bedstefar Johann Ecker, som var én af de sidste vogtere fra Stockstall. I det østlige Østrig kaldte man vogtere af vinmarkerne for “Hiata” og deres job var at bevogte druerne. Deres kendetegn var ledestjernen … og det er denne stjerne, som er illustreret på alle etiketterne på vinene fra Weingut Ecker-Eckhof.

Nå, men her har vi huset Riesling, lavet med druerne fra markerne Im Wasn og Steinberg, lavet på ren ståltank.

Duftmæssigt er frugten her meget mere direkte, der er svag petroleum, frugtsten, lidt mineralitet og blomster. Smagen er langt tungere end de to forrige fra Mosel, også mere skarp, grov og kantet. Der er god syre i vinen, svagt krydret i eftersmagen. Fin vin.

Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 105 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Weingut Neumeister, Sauvignon Blanc Steirische Klassik, Südoststeiermark, Østrig

2012 Weingut Neumeister, Sauvignon Blanc Steirische Klassik, Südoststeiermark, ØstrigI det nederste østlige hjørne af Østrig … tæt på Slovenien … i området Südoststeiermark i Styria, tæt på byen Straden i et bakket landskab med filmisk morgentåge i dalene finder vi vinhuset Weingut Neumeister, som står bag denne Sauvignon Blanc Steirische Klassik, som jeg onsdag aften nød med gode venner under den overdækkede terrasse.

Weingut Neumeister er grundlagt tilbage i 1971, hvor vingården blev købt fra staten af Rupert Christie, men det er nu svigersønnen Albert Neumeister, som siden 1981 sammen med hustruen Anna Christie har ejet og drevet ejendommen. I dag er det dog sønnerne Christoph and Matthias Neumeister, som varetager den daglige ledelse og produktionen af omkring 210.000 flasker vin årligt.

De ejer selv omkring 24 hektar vinmarker og har derudover kontrakter på druer fra yderligere 16 hektar fra andre vinbønder i området. Deres bedste marker har de opdelt i to kategorier, nemlig Große STK og Erste STK. STK er kvalitetsmærke, som indikerer enkeltmarker af høj kvalitet, og det er et kvalitetsmærke som man deler med Gross, Lackner-Tinnacher, Neumeister, Erich & Walter Polz, Sattlerhof, Tement, Winkler-Hermaden, Hannes Sabathi, Maitz og Erwin Sabathi.

Hos Neumeister er markerne Moarfeitl på 2,9 hektar og Saziani på 5,8 hektar Große STK, mens markerne Klausen på 8,0 hektar og Steintal på 1,4 hektar er Erste STK. De øvrige marker Buchberg, Silberberg, Rosenberg og Waasen på i alt 5,9 hektar er uden kvalitetsmærket. STK står i øvrigt for Steirische Terroir- und Klassikweingüter … så er den vist sat på plads.

Der produceres primært hvidvin på Neumeister, ca. 88% af produktionen er hvidvin, og på markerne dyrkes sorterne Sauvignon Blanc, Welschriesling, Morillon, Weissburgunder, Gelber Muskateller, Grauburgunder, Traminer samt de røde Zweigelt, Pinot Noir, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Jordbunden i Südsteiermark er lige så forskellig som druesorterne. Fra sandsten og skiffer, til mergel og kalksten. Klimaet er middelhavsagtigt, hvilket giver en lang og stabil vækstsæson, men de kolde nætter udvikler frugtens aromaer, kompleksitet og syre. Området er ligeledes kendt for at deres “klapotetz” … en vindmølle lavet af træ, der rytmisk laver klappelyde, som skræmmer fuglene væk fra vinmarkerne.

Denne Sauvignon Blanc Steirische Klassik er husets entry-level Sauvignon Blanc. Druerne kommer fra de marker, som ikke er klassificeret som STK marker. Vinen er vinificeret i rustfrit stål og skal helst nydes indenfor 3 år efter aftapning. Det klarer vi også.

Duftmæssigt fanger jeg hø, hyldeblomst, citrus, muskat, mineralitet, tørrede urter, jord, grønne noter og lidt asparges? Smagen er let krydret, modne æbler, tropisk frugt … rund og tør, måske ikke helt så frisk og sprød, som jeg håbet. Ikke at vinen virker flad, men havde den bare haft mere sprødhed, så havde den sgu været hjemme.

Købt hos Gourmondo i Tyskland, pris 13,90€ … eller ca. 104 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Laurenz V, Singing Grüner Veltliner, Kremstal, Østrig

2012 Laurenz V, Singing Grüner Veltliner, Kremstal, ØstrigEndnu en dag med hvidvin … selvom det nu øsregner udenfor. Har fundet denne Singing Grüner Veltliner fra vinhuset Laurenz V … eller i dette tilfælde helt præcis Laurenz V und Sophie, idet vinen nemlig laves af Laurenz Maria Moser V – i daglig tale blot kaldt Lenz Moser – og er inspireret af hans datter Sophie.

V’et i Laurenz Maria Moser V er romertallet for 5, idet Larenz Maria Moser er 5. generation Laurenz Maria Moser, og han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev en vingård af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig. Familien har haft betydelig indflydelse på den østrigske vinindustri, men Laurenz M. Moser skulle blive den femte og sidste generation på familievingården.

For lidt over 10 år siden solgte han nemlig virksomheden, idet han ikke ville arbejde for banken og for familien. Han ville lave sine egne vine … og alene på Østrigs nationaldrue Grüner Veltliner.

Og i 2005 stiftede han sammen med sine kammerater Dieter Hübler og Franz Schweiger således vinhuset Laurenz V … eller det lidt mere officielle og kedelige navn Laurenzfive Fine Wine GmbH.

Målet for foretagendet var at lave topvine på Grüner Veltliner og få dem solgt på verdensplan. Og der blev derfor investeret i marker, samlet omkring 85 hektar i vinområdet Kamptal i Kremstal samt i Weinviertel. Og i dag eksporteres omkring 91 procent af produktionen og til ikke mindre end 45 lande rundt om i verden, så man må sige, at Lenz Moser har nået sin målsætning.

Lenz siger selv, at Grüner Veltliner har Riesling’ens transparens, Chardonnay’ens rundhed og Sauvignon Blanc’ens friskhed.

Lenz’ bedstefar var også – som Lenz – en pioner for Grüner Veltliner. Han udviklede det ophængningssystem, som førte til stor udbredelse af druen i Østrig, hvilket paradoksalt nok gjorde den til en drue, man lavede mange lavkvalitetsvine af. Men i 1980’erne fandt kvalitetsbevidste vinbønder ud af at skære ned på udbyttet, hvilket førte til vine af langt bedre kvalitet – og med tiden har givet Grüner Veltliner ry for at kunne blive til virkelig god vin, på højde med store hvide bourgogner.

Hos Laurenz V laves der i alt 7 forskellige vine … alle med helt enkle etiketter … og alle selvfølgelig på Grüner Veltliner og med navnene Friendly, Charming, Sunny, Forbidden, Silver Bullet, Four og så denne Singing. Druerne til denne Singing Grüner Veltliner dyrkes hovedsageligt i løs grusjord i regionen Kremstal. Ved at tilføje nogle druer fra markerne i Weinviertel får vinen et mere krydret udtryk med et strejf af hvid peber. Ja, sådan skriver Lenz i hvert fald selv. Og navnet Singing skulle efter sigende være fordi, at vinen “synger i ganen”. Lad os se, om det holder.

Duftmæssigt fanger jeg fersken, lidt grønne noter … og jo, kan godt fange lidt peber. Der er godt frugtsyre i næsen, men gør ellers ikke det store væsen af sig i duften. Smagsmæssigt god frisk, frugtrig vin … nærmest let perlende på tungen. Dejlig livlig vin, syren er ganske blid … meget let og ganske velsmagende vin. Fin terrassevin … hvis ellers regnen kunne stoppe.

Købt hos Gourmondo, pris 9,95€ … dvs. omkring 74 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Weingut Bründlmayer, Grüner Veltliner Loiser Berg, Kamptal, Østrig

2011 Weingut Bründlmayer, Grüner Veltliner Loiser Berg, Kamptal, ØstrigFørste vin hos vinsmagningen hos Flemming var denne Grüner Veltliner Loiser Berg fra Weingut Bründlmayer, som ligger i Langenlois i Kamptal, der er en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien.

Vingården ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980. Han er meget venlig og uhyre beskeden, og man imponeres over dette mønsterbrug. Der er i alt 60 hektar, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig. Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men de producerer også 30% rødvin.

Denne vin kommer fra en vinmark på ”Loiser Berg”, som ligger på en syd-sydøstliggende skråning, der er mindre udsat for vind. Jorden er lidt federe og varmere og har et mere beskyttet mikroklima. Druerne plukkes i slutningen af oktober. Vinen gærer ved 15-20 gr. inden den kommer på store træfade for yderligere modning.

Duftmæssigt masser af æbler, pærer, flæsk og røget bacon, svag kælder … sådan lidt “mulle”, citrus og krydderurter. Smagen er uhyre frisk med god mineralitet og god syre. Frugtrig og frisk må vist være kodeordene. Dejlig vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 142 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Weingut und Obstbau Gottfried Tschida, Zweigelt Edition Alnatura, Burgenland, Østrig

2011 Weingut und Obstbau Gottfried Tschida, Zweigelt Edition Alnatura, Burgenland, ØstrigVi fortsætter fluks med endnu en vin lavet til den økologiske Alnatura supermarkedskæde, nemlig denne Zweigelt Edition Alnatura fra Weingut und Obstbau Gottfried Tschida eller Bioweingut HeideBoden, som vingården også kaldes. Vi er tæt på byen Pamhagen tæt ved Nationalpark Neusiedlersee i Østrig.

Her har familien Tschida 15 hektar vinmarker på den nordlige side af den store sø Steppensee, og selvfølgelig fuld økologisk produktion, hvilket familien har haft siden år 2000.

Udover vinproduktion har familien også 25 hektar med æbletræer og hyldebær, så udover vin producerer familien også saft i forskellige afskygninger.

De drivende kræfter i familien er Gottfried Tschida og sønnen Ernst, som under sloganet “Sonne ist Leben, Erde ist Kraft” laver en række forskellige vine, samlet 4 forskellige hvidvine og 6 forskellige rødvine på druer som selvfølgelig Zweigelt, men også druer som Syrah, Merlot, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Herudover laves så også denne Alnatura, lavet på 100% Zweigelt … Østrigs mest plantede druer, og en krydsning af Sankt Laurent og Blaufränkisch.

I glasset er vinen mørkere end den foregående vin, men duften er lidt i retning af krudt, røget skinke, bacon, tyggegummi og babybræk. Ikke at det skal forstås negativt, men vinen har blot en meget markant … og anderledes duft. Jeg tænker lige over den. Smagen er let sødlig, egentlig god frugt … klart mirabeller, men derudover er vinen lidt kantet i smagen.

Købt i Tyskland, pris 3,99€

Vinanmeldelse 3/7 

2011 Weingut Muenzenrieder, Zweigelt Rosé, Burgenland, Østrig

2011 Weingut Muenzenrieder, Zweigelt Rosé, Burgenland, ØstrigNå, men jeg skulle da også lige prøve vinbarens rosé, lavet på Zweigelt druen og fra Weingut Muenzenrieder, som holder til i den lille by Apetlon, i Seewinkel området ved Neusiedlersee Nationalpark i Østrig, et område som i øvrigt er kendt for de mange saltsøer.

Vinhuset drives af far og søn, Johann og Johannes Münzenrieder. Gennem naturlige dyrkningsmetoder, udbyttebegrænsning og kontrolleret kælderarbejde, frembringer far og søn potente vine af regional karakter og stor intensitet.

Vingården har i alt 22 hektar vinmarker, og 60% af markerne er tilplantet med de hvide sorter; Chardonnay, Riesling, Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc, Traminer, Muscat og 40% med de røde sorter Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Gamay, Merlot og Pinot Noir.

Der laves et pænt stort sortiment af frugtige og friske hvidvine, og herudover også en række elegante rødvine med intens duft af røde bær. Mange af husets røde vin lagres på barriques. Vingården producerer samlet hvert år omkring 250.000 flasker vin.

Der produceres også en række søde vine hos Weingut Muenzenrieder, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Disse har ideelle vækstbetingelser her, da området er begunstiget af den tilstødende sø Neusiedl og talrige små moser i området, hvilke tjener som varme reservoirer, der giver rigelige mængder af fugtig luft, til at druerne bliver angrebet med Botrytis, den ædle råddenskab. Omkring 10% af produktionen er søde vine.

Rosévinen her er lavet på rødvinsdruen Zweigelt, mens ellers har jeg ikke kunnet finde mange oplysninger om selve vinen.

Duftmæssigt en stor omgang jordbær, boblegummi og stor sødme. Smagsmæssigt også en meget sød, jordbær-saftevand-agtig vin, hvor der ikke er meget syre eller eftersmag. Mangler helt klart lidt rygrad, men er meget drikkevenlig. Vinen vil helt klart være et hit til en studenterfest på terrassen … en vin for unge mennesker og bedstemor. Easygoing og charmerende, men så rækker det heller ikke længere.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, og “udenbys” fås den til omkring 8,95€.

Vinanmeldelse 3/7  

2009 Weingut Schloss Gobelsburg, Riesling Heiligenstein Erste Lage, Kamptal, Østrig

2009 Weingut Schloss Gobelsburg, Riesling Heiligenstein Erste Lage, Kamptal, ØstrigVar mandag til bestyrelsemøde, som blev holdt ved Jan. Som sædvanligt fabelagtig, dejlig mad og gode vine. Jeg bringer her lige beskrivelser og anmeldelser af de 7 vine, som vi smagte denne højhellige mandag, og vi starter flot i Østrig, nemlig med denne Riesling Heiligenstein Erste Lage fra Weingut Schloss Gobelsburg.

Schloss Gobelsburg er et gammelt Cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Siden 1996 har driften af vinbruget været forpagtet ud til Michael Moosbrugger. I begyndelsen var kendte Willi Bründlmayer med som konsulent, men de seneste år har Moosbrugger stået på egne ben. Og med stor succes; i 2006 blev han kåret til årets vinbonde i Østrig og hans vine regnes i dag for nogle af landets bedste.

Schloss Gobelsburg er den ældste vinproducent i Donauregionen og klostret har besiddelser i alle de bedste marker i Kamptal. Klostret har altid været garant for høj kvalitet, men med Michael Moosbruggers overtagelse af vindriften har kvaliteten fået et yderligere løft.

Moosbrugger laver vin med de store historiske linier for øje; han er meget bevidst om, at han har en lang arv at løfte, og at der skal laves vin på ejendommen mange hundrede år efter han har sluppet tømmerne. Bl.a. er han ikke certificeret økologisk, da han mener, at kobbersulfat, som er tilladt i økologisk vindyrkning, er mere skadeligt end nogle industrielt fremstillede stoffer mod meldug, som ikke er tilladt.

Vinen her er en 100 % Riesling fra Heiligenstein, der er den bedste mark til Riesling i Kamptal. Marken ligger ovenfor Lamm og er nærmest et stykke grundfjeld, der har presset sig op af den omliggende jordbund. Marken har Erste Lage status (1. cru) og giver meget mineralske og præcise vine. Gæret på stål og lagret omkring 6 mdr. på store fade af østrigsk eg.

Fin gul farve, måske endda mere end Riesling normalt. Let perlende i glasset, og duftmæssigt modne gule æbler, lidt citrus og man fornemmer også en god omgang fedme i vinen. Smagen er moden med koncentreret frugt, en anelse krydret og igen kommer der lidt fedme eller eg, som får mig til at tænke på Chardonnay fremfor Riesling. Den er samtidig let perlende, og jeg fornemmer også lidt abrikos. En Riesling til den tunge side … men sgu et dejligt glas Riesling, selvom jeg måske mangler lidt petroleum og en tand syre mere.

Købt hos Bichel Vine, pris 259,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Winzer Krems, Zweigelt Kellermeister Reserve, Kremstal, Østrig

2008 Winzer Krems, Zweigelt Kellermeister Reserve, Kremstal, ØstrigTja, det var egentlig planen, at denne weekend skulle være total alkoholfri, men et kort besøg hos Gert og et krav fra konen om vin lørdag aften gjorde, at der alligevel blev smagt på et par vine. Vi starter med en vin, som Gert havde købt i Tyskland, nemlig denne Zweigelt Kellermeister Reserve fra vinhuset Winzer Krems i Østrig.

Winzer Krems er et stort kooperativ i byen Krems i Østrig. De producerer vin fra omkring 1.250 medlemmer med kontrakt for omkring 1.000 hektar vinmarker. Winzer Krems er dermed også én af Østrigs absolut største producenter.

Alle druer høstes og sorteres manuelt, hvilket er noget usædvanligt for et kooperativ, men dette understreger Winzer Krems’ dedikering til kvalitet.

Winzer Krems har høstet mange anmelderroser, og blandt andet opnåede man en flot 33. plads på Wine Spectators legendariske Top 100-liste i 2008.

Vinhuset er grundlagt i 1938, og én af hovedmændenen bag stiftelsen var Edward Felsner, som helt frem til maj 2005 også var den administrerende direktør i Winzer Krems. I dag ledes kooperativet af Franz Bauer sammen med 20 bestyrelsesmedlemmer, som kommer fra nogle af de største leverandører til huset.

Vinen her er lavet på druen Zweigelt, eller også kaldet Blauer Zweigelt, og den er en krydsning af St. Laurent (som er i familie med Pinot Noir) og Blaufränkisch.

Druesorten er opkaldt efter Dr. Fritz Zweigelt, som fremavlede druen i 1922. Zweigelt er meget populær i Østrig, bl.a. fordi den kan tåle frost og modner tidligt. Det er Østrigs mest plantede røde druesort. Vinen skal traditionelt drikkes ung.

Vinen her er kooperativets Kellermeister Reserve, og den har lagret to år på egetræsfade.

Lad os se på smagenoterne. Duftmæssigt er der kirsebær, lidt underlig bitterhed, lidt popcorn duft og måske lidt kanel.

Smagsmæssig meget mild, der er kirsebær, lidt kanel, men der bestemt også syre til stede, og en lidt bitter eftersmag i stil med mørk chokolade. Fin vin, og sjovt igen at prøve Blauer Zweigelt, og karaktermæssigt havner jeg på samme niveau, som sidst jeg smagte en Blauer Zweigelt vin, måske med denne vin en spids foran/bedre.

Købt i Tyskland til omkring 13 €.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Weingut Hans Igler, Blaufränkisch Landwein, Burgenland, Østrig

N.V. Weingut Hans Igler, Blaufränkisch Landwein, Burgenland, ØstrigBesøgte i slutningen af ugen bankens kursusejendom Gl. Skovridergaard, hvor det gastronomiske niveau egentlig er ganske pænt. Og torsdag aften blev vi da også forkælet med lidt godt mad, og til hovedretten serverede de denne vin, som jeg lige vil skrive et par ord om. Tjeneren fortalte, at det var en vin, som de havde fundet i kælderen i forbindelse med lidt oprydning.

Vinen er fra Østrig, og der er tale om en landvin … 1 liters dunk og uden årstal. Håber ikke, at den så har ligget for længe i kælderen, for den kan vel næppe betegnes som en gennemvin. Nuvel, vi er som sagt i Østrig, vinhuset hedder Hans Igler, og vinen er lavet på druen Blaufränkisch.

Blaufränkisch er en kvalitetsdrue med god potentiale, hvis udbyttet holdes nede. Sorten kan nemlig give et udbytte på mere end 100 hl/hektar, hvilket er mere end det dobbelte af, hvad der høstes til kvalitetsvine. Blaufränkisch er en typisk østrigsk rødvinsdrue, men som også er kendt i Ungarn og lidt i Tyskland.

Den dyrkes i Burgenland og især Mittelburgenland, som derfor også har fået tilnavnet Blaufränkischland. Mørk rubinrød farve, frugtagtig bouquet som minder om bær. Frisk og fin syre, med lang eftersmag og behagelig tannin. Blaufränkisch er rig på tannin og syre, hvilket faktisk gør den egnet til fadlagring. Nå, måske kan dette hjælpe vor vin her fra kælderen en smule.

Weingut Hans Igler har 33 hektar vinmarker som ligger i Deutschkreutz – Mittelburgenland. Deutschkreutz ligger i hjertet af Blaufränkischland (synonymet for Mittelburgenland), og som nævnt et distrikt med særlig gode betingelser for rødvine.

Hans Igler betragtes som en af Østrigs rødvinspionere, som i starten af firserne begyndte at dyrke internationale druer og indførte barrique. Han startede reelt sin vingård i starten af 1960’erne sammen med sin kone Maria, og i 1968 lavede Hans Igler endelig sin første vin.

Langsomt begyndte Hans Igler at forbedre kvaliteten af vinene, dels med indførelse af malolaktiske gæring og lagring af vinene i barriques. Og kvalitetsløftet blev også bemærket.

Weingut Hans Igler vandt syv gange Falstaff-konkurrencen og blev i 1988 kåret til årets vinproducent. Weingut Igler er medlem af foreningen Rennomierte Weingüter Burgenlands. Denne forening har i dag 11 medlemmer, som alle er kendt for høj kvalitet.

Efter Hans Iglers død er det i dag datteren Waltraud Reisner Igler og hendes mand, som har overtaget driften på vingården og de har formået, at bevare det høje kvalitetsniveau og samtidigt fortsat med at være innovative. Clemens Igler – Waltrauds søn – er også på vej ind i familieforetagendet, og han er udråbt som værende en spirende stjerne i vinverdenen.

Nå, lad os smage vinen. Meget besynderlig næse … først tænker man åhhh nej, men den er egentlig slet ikke ubehagelig. Den er lidt animalsk, fortsat meget ungdommelig, men ellers svær at beskrive. Smagen er tør, der er et pænt syreindhold, og der er tale om en forholdsvis let vin.

Synes imidlertid vinen er meget i ubalance, og den snerrer lidt af mig. Der er nogle røde bær, jordbær måske, men tanninerne passer ikke helt sammen med frugtsmagen. Interessant … men langtfra en stor vin.

Inden vi kommer til pris og rating, så skal I da ikke snydes for et par fotos af maden. Først en jordskokkesuppe og dernæst unghanebryst.

Fås via Østrigsk Vinimport, pris på 69 kr. for en hel liter.

Vinanmeldelse 3/7