Tag-arkiv: Østrig

2018 Zantho, Grüner Veltliner Beerenauslese, Burgenland, Østrig

2018 Zantho, Grüner Veltliner Beerenauslese, Burgenland, ØstrigJeg sluttede smagningen af vinene fra kooperativet Zantho i Andau med en rigtig lækkerbisken. Det er denne søde sag i form af en 2018 Grüner Veltliner Beerenauslese.

Efter høsten gennemgår druerne gæring i rustfri ståltanke ved en temperatur på 16-18 grader. Efter endt fermentering er vinen så blot lagret vinen i rustfri ståltanke i 6 måneder, inden den tappes på flasker. Den har 161,5 gram restsukker pr. liter.

I glasset er det – som de fleste Beerenauslese vine en mørkegul vin med en olieret fed viskositet. Det er en ganske aromatisk og endda pænt parfumeret aroma, hvor der hybenroser, sødlige gærnoter og polérvoks, skocreme, linolie og tropisk frugt med tørret abrikos, lidt dåsemandariner, honningmelon og masser af frisk frugtsødme på nektarniveau … det dufter fremragende.

Smagen er faktisk endnu bedre, for udover nektarsød frugt, så har vinen en bedårende fin, sart og luftig elegance, virkelig svævende og blomsterrig, flyvende og æterisk. Der er blomsterhonning og -pollen samt lette ferskner, abrikos og den har virkelig et lyst sind. Jeg elsker denne kombination af det søde, det lette og saftige … det er sgu da voksenslik og jeg er nu sliksyg. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Zantho, Merlot Reserve, Burgenland, Østrig

2021 Zantho, Merlot Reserve, Burgenland, ØstrigMed den anden rødvin fra kooperativet Zantho havde vi skiftet Pinot Noir druen ud med Merlot. Det gjorde ikke vinen dårligere … nærmere tværtimod. Vinen er deres 2021 Merlot Reserve.

Gæringen er sker i rustfrie ståltanke ved 30-32 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder  i rustfrie ståltanke samt i små egefade, hvoraf 60% er nye fade.

Duftmæssigt er fadlagringen her klart tydeligere … men klæder faktisk Merlot druen rigtigt godt. Der er mørk og sød tobak, vanilje, kanel, kakao, chokolade og en mørk frugt, der mest siger brombær, sorte kirsebær og blommer … måske endda lidt tørret i stilen, men kommer også med lidt mintchokolade, cedertræ og medicinkasser.

Smagen er kompleks og flot … har både kraft, tørhed og mørk frugt samt en del krydderurter.  Det er cremet med brombær, kirsebær og blommer suppleret med en let bitterhed fra mørk chokolade eller fra sorte te-blade. Nu mærker man også tanninerne rumstere, for de er knastørre, markante og støttes endda af en stram syre. Det giver sgu bid i kæften og det går godt hånd i hånd med den mørke og intense frugt, så dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Zantho, Pinot Noir Reserve, Burgenland, Østrig

2021 Zantho, Pinot Noir Reserve, Burgenland, ØstrigDerefter smagte jeg et par rødvine fra powerteamet Josef Umathum og Wolfgang Peck på kooperativet Zantho og den første var denne 2021 Pinot Noir Reserve.

Pinot Noir druerne kommer fra marker ved Neusiedlersee … og markerne har en jord med skifer og jernholdige grus-aflejringer.

Det er en vin, der er lavet med gæring ved 28-32 grader i ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 10 måneder på små egefade, hvor 40% er nye fade.

Duften er lidt til den rustikke side … dufter som om, at man selv stod nede i vinkælderen med et lidt gæret udtryk og så ellers en frugt, der mest bare er kirsebær, lyse blommer, lyse tranebær, cedertræ, peber og vanilje, mælkechokolade samt tørrede rosenblade.

Smagsmæssigt får du lidt af samme skuffe … der kommer lidt peber og en lidt rustik frugt med modne kirsebær, tranebær, hindbær, ribs, lemon og tørre krydderier, nelliker og derudover fornemmes røgede elementer også. Det er måske ikke en elegantier, men en herlig saftig og bondsk bandit med let kirsebærcharme. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Zantho, Grüner Veltliner Reserve, Burgenland, Østrig

2021 Zantho, Grüner Veltliner Reserve, Burgenland, ØstrigPå Dammweg i den lille østrigske byen Andau i Burgenland finder vi det nyere og meget spændende vinhus /  kooperativ Zantho. Derfra har jeg smagt 4 vine og den første er en 2021 Grüner Veltliner Reserve.

Zantho er grundlagt i 2001 i et samarbejde med Josef Umathum – som vi jo kender fra det vildt hypede og fremragende vinhus Weingut Umathum i  Frauenkirchen – og ønologen Wolfgang Peck.

Sammen med en flok medlemmer fra kooperativet Domaine Andau besluttede de, at lave et særskilt projekt og et ekstra brand. De gav projektet navnet Zantho, som refererer til ordet Anthwaw, som på old-ungarsk hedder Zantho, for det navn var allerede nævnt i dokumenter om byen i 1487.

De valgte samtidig et lille skovfirben, der findes i naturreservatet Hansag syd for Andau, som logo og laver kvalitetsvine på uden brug af efter herbicider, men bæredygtige og miljøvenlige arbejdsmetoder.

I dag laves der så fra adressen på Dammweg i Andau både vine under Domaine Andau navnet og Zantho, Det er Domaine Andau, som er det store foretagende, for de har 80 medlemmer, er stiftet i 1959 og vinavlere ejer og driver 570 hektar vinmarker.

Under Zantho projektet er der alene 80 hektar vinmarker, som er fordelt på omkring 50 lokale familier, der driver deres marker efter de retningslinjer, som Josef Umathum og Wolfgang Peck sammen har udstukket, bl.a. streng udbyttereduktion, ingen herbicider samt afgrødebeskyttelse, der er skånsom over for gavnlige organismer.

Samlet har jeg smagt 4 vine fra Zantho projektet og det er disse:

Og sikke da nogle indbydende vine … alle med etiketter i en slags velour og alle med en glasprop. Denne første 2021 Grüner Veltliner Reserve er lavet med gæring på ståltanke ved 16-20 grader og efter fermentering er den lagret 12 måneder på en kombination af både ståltankene og brugte egefade. Den har 1,4 gram restsukker.

Sikke da en møjlækker duft … fed, aromatisk og frisk på én gang. Den har en cremet og lidt fadpræget aroma med fersken, dåsepærer, lidt mango, ananas, papaya og kandiserede grapefrugter. Fra fadene får du noget vanilje, briocheboller og croissanter, virker cremet, fyldig samt olieret med blød lækkerhed.

Smagen er lidt i samme stil, for det er en ultrablød og cremet vin, som dog også har en æble- og grapeagtig frugt, som giver vinen både rygrad, friskhed og karakter. Der kommer koncentreret æblesaft, en smule ananas og kandiseret lemon, der er med til at give bid. Det smager sgu da bare fortræffeligt … 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2023 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigNår vi tankemæssigt er i gang med at bælle god hvidvin på terrassen, hvorfor så ikke meget passende tage netop en 2023 Grüner Veltliner Terrassen fra Weingut Huber.

det er en vin, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2017, 2020, 2021 og 2022 og er lavet med druer fra forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, der er mellem 5 og 80 år gamle.

Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning af druerne, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. Den har 2,6 gram restsukker pr. liter.

Det er som om, at 2023’eren er et niveau bedre end de foregående årgange … har en rund og læskende næse med bløde pærer, melon, sødme, fersken, selleri, grøn peber, hvide asparges. Det er sgu blidt, blødt og nærmest læskende silkeagtig.

Og som med foregående vin er det virkelig ultrablødt, læskende, saftigt, blidt, sødt og tørstslukkende. Det er dåsepærer og eksotisk frugt, fersken, mango, papaya og alligevel med en smule syltede og salte citroner samt en meget beskeden syre. Syreniveauer er klart mindre end i de foregående årgange, men lineært er saftigheden så øget pænt, hvilket gør denne Grüner Veltliner Terrassen er rigtig læskende lækkerbisken. 91 point,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 124,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Johanneshof Reinisch, Rotgipfler, Thermenregion, Østrig

2022 Weingut Johanneshof Reinisch, Rotgipfler, Thermenregion, ØstrigVinhuset Randers serverede en lille, lækker tapastallerken og dertil også 2 forskellige vine, hvor den første var denne 2022 Rotgipfler fra Weingut Johanneshof Reinisch, som vi allerede havde stiftet kendskab til denne aften.

Til gengæld er vi  ikke tidligere stødt på druesorten Rotgipfler her på vinbloggen, så lad os da indledningsvis kigge nærmere på denne østrigske drue.

Rotgipfler er en – trods navnet – en hvid druesort, der primært findes i Thermenregion området syd for Wien og er en krydsning mellem Traminer og Roter Veltliner, hvilket gør den til en nær slægtning til mange andre vigtige østrigske druesorter.

Rotgipfler menes at have sin oprindelse i Thermenregion, selvom der er beviser på, at druen i virkeligheden stammer fra Steiermark længere mod syd. Den menes også at have sit navn Rotgipfler efter skuddene på planten, hvor spidsen af bladene og bladårene kan have en lidt rødlig farve.

Druen anvendes ofte sammen med Zierfandler i en slags traditionel blandingsvin kendt som Gumpoldskirchen.

Vine på Rotgipfler giver ofte duft af fersken, pære, mandel og krydderier samt en velafbalanceret syre. Rotgipflers pæne høje syreindhold gør den til en alsidig drue, som både kan bruges til at lave krydrede tørre vine med god struktur, men den er også fremragende i senhøstede vine.

Alkoholen i vine på Rotgipfler kan være ret høj og druen er også kendt for at give vine med højt ekstrakt.

Rotgipfler er til gengæld ikke så nem at have med at gøre i markerne, da den er følsom over for frost og dens små bær og tætpakkede klaser gør den modtagelig for botrytis. Den modnes sent og kræver et varmt, solrigt sted for at give godt udbytte.

Hos Weingut Johanneshof Reinisch er denne 2022 Rotgipfler lavet med druer, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og så er vinen ellers blot lavet med 80% gæring i ståltanke og 20% ​​i store, brugte træfade. Sådan har vinen også lagret i 4 måneder sur lie aka altså på bærmen.

Duftmæssigt er det en lille aromatisk vin … en frugt med lidt lyserød fornemmelse sammen med fersken, abrikos, mango og ananas samt nogle røgede noter, en anelse nødder, mandler og honning.

I munden virker vinen let perlende, har noget nektarsødme samt en blød, rund og frugtrig smag med pærer og eksotisk frugt, sådan godt blandet, men har en smag, der hænger godt sammen med en frisk syre og en let bitterhed i eftersmagen. 90 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Johanneshof Reinisch, Ried Frauenfeld St. Laurent, Thermenregion, Østrig

2017 Weingut Johanneshof Reinisch, Ried Frauenfeld St. Laurent, Thermenregion, ØstrigDet er ved at være nogle år siden, at jeg sidst har smagt vin fra Weingut Johanneshof Reinisch, men som næste vin i rækken, så serverede Vinhuset Randers denne 2017 Ried Frauenfeld St. Laurent.

Weingut Johanneshof Reinisch ligger lidt nord for Tattendorf, som ligger i Thermenregion i Niederösterreich små 30 kilometer syd for Wien.

Regionen har fået navnet efter de varme kilder i området, for ikke langt herfra ligger de to kendte kurbyer Baden bei Wien og Bad Vöslau.

Thermenregion har klimatisk meget gunstige vækstbetingelser for produktion af både hvid- og rødvine. En vulkansk snitlinje går nemlig gennem dette område, hvor et mildt klima med tung, stenet kalkjord ligger til grund for de kraftfulde hvidvine og tætte rødvine.

Weingut Johanneshof er grundlagt i 1923, hvor familien alene havde 0,5 hektar af marken Ried Mitterfeld, men i dag drives vinhuset af 4. generation i form af de tre brødre Hannes, Michael og Christian. De overtog styringen, da faderen tilbage i 2009 døde i en traktorulykke på de stejle bakker i Gumpoldkirchner.

Familien har i dag 40 hektar vinmarker, som ligger omkring Tattendorf og derudover ved Gumpoldskirchen. Ved Tattendorf ejer de markerne Frauenfeld, Holzspur, Ried Lores, Ried Dornfeld og Kellerried, mens der ved Gumpoldskirchen er Ried Spiegel, Ried Satzing og Ried Grillenhügel.

Omkring 65 % af vinmarkerne til tilplantet med de røde sorter St. Laurent, Pinot Noir, Zweigelt og Merlot, mens de resterende 35% er beplantet med Chardonnay, Rotgipfler, Zierfandler, Sauvignon Blanc og Riesling. En af de ting, som kendetegner Johanneshof Reinisch er deres store fokus på de lokale sorter Rotgipfler og Zierfandler, der stort set kun bruges i Thermenregion.

Kulturweingut Johanneshof Reinisch holder til et moderne vineri, som er bygget i 1995 med et kæmpe kælder med plads til 500 barriques og bygget i gamle mursten.

Men selve vineriet er topmoderne og bygningen lavet i en blanding af spansk og amerikansk stil, formentligt inspireret af nu afdøde Johann Reinisch ophold i Californien.

Her har vi så husets 2017 Ried Frauenfeld St. Laurent, der kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Frauenfeld og høstet i starten af oktober med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar … og dyrket fuldstændig økologisk.

Vinen er lavet i gæringskar af egetræ, hvor der også anvendes 20% hele klaser. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på primært franske 225 liter barriques, heraf 50% nye fade.

Nu bliver der skruet op for volumen … og vi har hængt lidt mørk kød op i kødkrogen, men samtidig er det med pænt fadpræg af tonsvis af kanel, kanel og kanel, vanilje, sød tobak og så enebær, kirsebær samt brombær suppleret med røg og krydderier, lidt gazebind på en grov og samtidig meget charmerende måde.

Smagen er lidt af samme skuffe … mørk, kraftig og intens, men udover de karakteristiske sorte kirsebær, så har vinen faktisk mere slanke og friske frugter af moreller og lemon, som gør oplevelsen lidt lettere, renere og mere stringent, hvilket bare klæder vinen. Det er sgu da meget godt, så dermed 92 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Petra Unger, Furth Pinot Noir, Kremstal, Østrig

2020 Weingut Petra Unger, Furth Pinot Noir, Kremstal, ØstrigDenne 2020 Furth Pinot Noir fra Weingut Petra Unger blev serveret i vort andet glas lige ved siden af Shelter Winerys 2021 Spätburgunder … og sikke da en stor forskel.

Weingut Petra Unger ligger i den yderste del af Kremstal på vej ind mod Wachau og drives af Petra Unger, som overtog driften fra sin far i 1999.

Petra har samlet 11 hektar vinmarker, der ligger på begge sider af Donau floden og hendes bedste marker er Gaisberg, Hinters Kirchl , Oberfeld, Gottschelle, Fuchaberg og Zellerkreuz … stejle, knoldede marker med undergrund af löss.

Der dyrker hun Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon Blanc – altså fortrinsvis hvidevine – men også de to røde sorter Zweigelt og Pinot Noir med en årlig produktion på omkring 60.000 flasker vin.

Siden 2010 har Petra Unger startet et samarbejde med Weingut Josef Edlinger for at udnytte synergier, så i dag laves alle Petras vine derfor på Edlingers vingård lige nedenfor berømte Stift Göttweig.

Petra er både medlem af den store forening Traditionsweingüter Österreich samt 11 Frauen und Ihre Weine. Og her smager vi altså en af Petras vine, hendes 2020 Furth Pinot Noir.

Her kommer druerne fra marker ved Furth bei Göttweig og vinen er lavet i ståltanke, men er efter endt fermentering lagret 12 måneder på helt nye egefade.

Uha hvor er den grøn, urtet og der er virkelig dømt nyt træ, så man helt fornemmer harpiks, et lille ege-monster, tørre papkasser samt nogle temmelig røgede noter. Frugten virker til gengæld ganske frisk og fremme i aromaerne … men den er vild grøn og urtet … og temmelig uforsonlig.

Smagen er jeg ærligt talt ikke særlig vild med … meget grøn, urtet, hvor frugten er jernholdig, stram, småbitter og robust. Den har lidt peber, eg samt en ganske fin syre, hindbær, ribs samt disse kraftigt røgede noter, så det bliver herfra 87 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 180kr.

Vinanmeldelse 4/7

2022 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, Østrig

2022 Weingut Markowitsch, Chardonnay, Carnuntum, ØstrigDenne basis Chardonnay fra Gerhard Markowitsch på Weingut Markowitsch har jeg skam smagt før, men nu smager jeg igen vinen i en helt ny årgang 2022.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke med forholdsvis kold fermentering ved 18-20 grader og den er også lagret på ståltankene sur lie – altså med gærresterne – i en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vinen en smule federe end 2021’eren, idet der er eksotisk frugt af melon, fersken og pærer, men skal også en smule stikkelsbær, grape og lemon, som giver lidt friskhed. Man får også noget dybere og intens aroma qua sur lie lagringen, hvilket giver en smule fedme og krop til vinen suppleret med lidt søde krydderier.

Smagen har også denne dobbelthed … både lidt fedme og en vis friskhed, som mest kommer fra bitter lemon, syrlige citroner samt en smule stikkelsbær og så lige et strejf af eksotisk frugt, men samlet set er det en ren, rank, frisk og syrlig Chardonnay … bare lige med denne lille  olierede fyldighed. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, ØstrigWeingut Huber ligger i Reichersdorf i Traisental … en smuk og dyb dal med et kalkrigt terroir i Niederösterreich og derfra smager jeg en Getzersdorfer Engelsberg Riesling 2022.

Weingut Hubers vinhus ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien. Det drives af den unge Markus Huber. Han overtog i år 2000 driften af vingården, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem 10 generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han endelig vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig klart den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Vinen er lavet på ren Riesling fra de to stejle, kalkholdige og soleksponerede topmarker Berg og Engelreich ved Getzersdorf og vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først er udblødet i 4 timer ved lav temperatur inden presning og gæringen, som er sket i store temperaturstyrede ståltanke og derefter er vinen så blot lagret 4 måneder inden aftapning på flaske og har 8,4 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det umiddelbart en rund, klar og saftig Riesling, hvor der både kommer små drops med petroleum frem, men også en tropisk frugt med fersken, pærer, gule æbler, lidt mango og ananas … ellers pænt med en helt kalket luftighed, som lige løfter vinen et niveau over mange andre Riesling vine.

Smagen er langt mere koncentreret og rigere i frugten end både forventet og prisen egentlig tilsiger. Det er gule æbler kombineret med de eksotiske frugter som mango, fersken og ananas, men det er nærmest læskende saftigt, mens syren mest drives af kandiserede citroner, æblemost og har denne lille sødme, som gør balancen er rigtig fin og tilgængelig for alle … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7