Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2016 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2016 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigRhône floden er 812 kilometer lang og har sit udspring i Valais i Schweiz. Men når jeg hører ordet Rhône tænker jeg nu udelukkende på vin, som fx denne Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes fra Château du Mourre du Tendre.

Vinhuset ligger midt i Châteauneuf området i byen Courthézon, ja faktisk nabo til fodboldklubben Sporting Club Courthézon. Det drives af familien Paumel og blev købt af Jacques Paumel i 1962, men han lavede alene lidt vin til eget forbrug, selvom han egentlig var 5. generation af vinavlere i området.

Det er først sidst i 1980’erne at der rigtigt kommer gang i vinproduktionen hjulpet på vej af Jacques’ to børn Richard og Florence Paumel. Op til 1988 havde man solgt alle druer til større grossister.

I dag er driften af Château du Mourre du Tendre dog overtaget af Florences søn Paul Paumel og 7. generation … fortsat med hjælp fra moderen, mens onkel Richard ikke længere deltager i driften. Paul startede selv i vinkælderen som 14-årig, og har siden 2013 været ansvarlig for hele produktionen.

Château du Mourre du Tendre har samlet 7,5 hektar vinmarker, hvoraf de 2 hektar er i Châteauneuf-du-Pape på tre lieux-dits La Crau, Les Bédines og Saintes Vierges samt 5,5 hektar Côtes du Rhône Village, Plan de Dieu og Côtes du Rhône.

Udover vinproduktionen, så udlejes 2 Chambres d’Hotes og der drives også en lille vinbar i den smukke, gamle villa, som I også kan se på billedet ovenover.

Denne Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes er lavet på 80% Grenache og 20% Mouvédre fra 65-80 år gamle vinstokke fra den stenrige mark Les Grenadiers. Druerne høstes med håndkraft og afstilkes ikke førend vinifikationen.

Gæringen sker på rustfrie ståltanke over 25 dage på de hele klaser og lagres derefter 30 måneder i ståltanke … helt uden lagring på egefade, men er efter aftapning på flaske uden filtrering lagret yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Lagringen alene på stål kan næsten ses i glasset … langt lysere end forventet af en Rhône vin, men har i næsen klart nogle af de klassiske og skønne dyder som mejeri, mælkesyrer, yoghurt samt en ældre, moden, lys og syrlig frugt, kirsebær, tranebær og let peber.

Smagen er nærmest parfumeret, igen ganske lys i frugten, tør, godt med tanniner, lakridspulver, peber, en provokerende lille sødme med vanilje og mælkechokolade blander sig også. Det er lys og elegant Rhône med fin syre. Den lyse side forvirrer måske, men grundlæggende gælder det, om man kan li’ den? Og det kan jeg, specielt den lyse, lette og lidt urhônske side.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Schmitges, Riesling vom Berg Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Schmitges, Riesling vom Berg Feinherb, Mosel, TysklandFeinherb er en ikke reguleret beskrivelse af  tørhedsgraden i en tysk vin og ligger oftest lige over halbtrocken, som har op til 18 gram restsukker pr. liter. Weingut Schmitges’ Riesling vom Berg Feinherb har 22,9 gram restsukker, men har samtidig en nærmest euforisk friskhed.

Inddelingen i tørhedsgrader skal så i øvrigt ikke forveksles med den lovgivningsmæssige opdeling af vinene i forskellige kvalitetsniveauer med Deutscher Wein – som tidligere hed Tafelwein – Landwein, Qualitätswein bestimmter Anbaugebiet og øverst Qualitätswein mit Prädikat.

I de bedste vine … Qualitätswein mit Prädikat er det så i øvrigt Oechle-graden, som bestemmer, om vinen er en Kabinett, Spätlese, Auslese, Beerenauslese, Eiswein eller Trockenbeerenauslese. Sidstnævnte er den absolut sødeste med 150-154° Oechsle.

Oechle-graden er en kvalitetsmåling af druesukkerindholdet i den ugærede most og fortæller om druernes modningsgrad samt mostens vægtfylde.  Og så varierer Oechsle-graderne varierer samtidig nogle gange fra distrikt til distrikt.

Ja, de tyske betegnelser på vinene kan være lidt af en mundfuld at få styr på, men en herlig mundfuld. Det gælder også denne Riesling vom Berg Feinherb fra Weingut Schmitges, som jeg jo har skrevet om nogle gange her på vinbloggen.

Druerne til Riesling vom Berg Feinherb kommer fra nogle af Schmitges’ højere og køligere beliggende marker, ja faktisk fra den øverste del af Erdener Treppchen og Erdener Herrenberg med en undergrund af den karakteristiske grå skifer.

Druerne er høstet med håndkraft og alt andet vil faktisk også være umuligt på de stejle skråninger. Inden gæringen hviler druerne 12 timer. Gæringen sker koldt ved 16 grader over hele 3 måneder, hvorefter vinen lagrer kort sur lie.

Uha sikke en lækker næse … som nærmest oser af Mosel. Det er modne grønne æbler samt erotisk – øh eksotisk – frugt, mango, blomsterflor, sødme og blomsterflor. Læg dertil et snert af mineraliteten, som Mosel også er så god til at formidle.

Smagen er svulstig og eksplosiv, godt med Mosel sødme, som klart står forrest i smagsbilledet, men følges op af en let grape bitterhed, en flintet mineralitet og heldigvis tilstrækkelig syre, som kan give den olierede fedme et frisk bid. Stærke og rigtige mænd kan li’ søde sager, så dette er sgu en rigtig Schwarzenegger vin, men samtidig utrolig frisk – ja næsten tør – i udtrykket. Det er sgu smuk vin, så Houlberg er glad og Arnold græder lykkelig. Klart 5 muskelrige fingre med pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 99 kr., hvis du køber 3 flasker … og det dæleme billigt.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Mas Bécha, Classique Muscat Rivesaltes Béa, Roussillon, Frankrig

2014 Mas Bécha, Classique Muscat Rivesaltes Béa, Roussillon, FrankrigVi sluttede smagning af vinene fra henholdsvis Languedoc og Roussillon med en rigtig klassiker indenfor områdets søde dessertvine, nemlig denne Classique Muscat Rivesaltes Béa fra Mas Bécha.

Det er den type hedvin, som franskmændene kalder Vin Doux Naturel og laves normalt på Muscat druen. Denne Classique Muscat Rivesaltes Béa er lavet på 50% Muscat Petits Grains og 50% Muscat d’Alexandrie, men ellers oplyser Charles Perez faktisk slet ikke noget om, hvordan vinen er fremstillet.

Men følger han den gængse måde for en Muscat Rivesaltes, så vinificeres vinen med kort skindkontakt før presning af druerne, hvilket efterfølges af gæring ved lav temperatur. Gæringen stoppes derefter ved tilsætning af druesprit, således vinen endnu har en god del af sine naturlige restsødme og tappes tidligt på flaske for at bevare mest mulig frisked.

Muscat Rivesaltes sælges både med og uden årgang på etiketten, men dette er altså en årgang 2014 og har dermed ligget på flaske nogle år. Den trækker en alkoholprocent på 15%.

Og sikke da en dejlig næse … masser af sødme, honning, lettere parfumeret med eksotisk frugt, ædel råd, muskat, ananas, mango, svage og svævende benzindampe, men samtidig også en vis friskhed over vinen. Smagen er også sukkersød med nødder, honning, pakket tropisk frugt, men alligevel frisk. Det smager rasende godt.

Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 199 kr..

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Mas Bécha, Excellence Rouge Charles, Roussillon, Frankrig

2017 Mas Bécha, Excellence Rouge Charles, Roussillon, FrankrigVi sluttede rødvinene fra Languedoc og Roussillon med denne Excellence Rouge Charles fra Charles Perez hos Mas Bécha.

Det er i øvrigt en vin, som jeg har smagt tidligere tilbage i 2012 i en årgang 2009. Dengang var jeg pænt begejstret, men lad os se, om det også gælder i dag.

Det er igen GSM blend, men med Syrah i førersædet, da det består af 80% Syrah, 10% Grenache samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et meget beskedent udbytte på sølle 20 hektoliter pr. hektar.

Til trods for, at det er en af husets røde topvine, så er den lavet helt uden lagring på eg. Vinen er således både vinificeret og lagret kort tid på rustfrie ståltanke, men er derudover lagret 1 år på flaske inden frigivelse.

Næsen er fed og mørk frugt, solbær, enebær, mejeri, tørret kød, beef jerky, asfalt, bagepulver, sorte oliven, modellervoks,  fed engelsk lakrids og total tæt i aromaerne. Det er tæt og mørkt.

I munden er vinen virkelig næsten tyktflydende, sort væske og det sætter sig på tønderne med fede tanniner. Det er en stor mundfuld og hvis foregående Roc Blanc er Ying, så er dette Yang. Det er tæt med et massivt bid, men det smager godt.

Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Sanlorenzo, Brunello di Montalcino Bramante, Toscana, Italien

2013 Sanlorenzo, Brunello di Montalcino Bramante, Toscana, ItalienPodere Sanlorenzo hedder næste vinhus og derfra lidt ægte Sangiovese most … Brunello di Montalcino Bramante.

Podere Sanlorenzo ligger omkring 3 kilometer sydvest for Montalcino by og er grundlagt af Renzo aka Lorenzo Ciolfi, som huset også er opkaldt efter.

Men husets status som anerkendt vingård kan imidlertid primært tilskrives de 3 mænd – 3 generationer – på billedet ovenover, nemlig gamle Bramante i midten, Paolo til venstre og sønnike Luciano yderst til højre. Luciano er dermed 5. generation af Ciolfi familoen på Podere Sanlorenzo.

De 3 generationer bor sammen på vingården, som har 4 vigtige vinmarker, som er placeret på de sydlige skråninger med sydlig eller vestlig eksponering i 500 meters højde. Vinmarkerne udgør i alt 4,7 hektar tilplantet med Sangiovese i en stenet, tør og fattig undergrund. Siden 2012 er markerne drevet økologisk.

Sanlorenzo laver 2 forskellige Brunello’er … denne Brunello di Montalcino Bramante samt en Riserva. Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først afstilkes, hvorefter de presses blidt og kommer i rustfrie stålkar, hvor fermentering og macerationen sker.

Vinen gærer omkring 20-25 dages startende ved 28 grader i starten til omkring 20 grader de sidste dage. Derefter smages vinen … de bedste bliver til Brunello di Montalcino og det øvrige til Rosso di Montalcino.

Efter en kort periode i ståltanke, så lagrer vinen med bærmen 3 år i store 30 hektoliter egefade, hvorefter den overføres til ståltankene igen og så flaskes. Derefter hviler vinen 4 måneder inden frigivelse. Der er lavet 11.162 flasker af vinen.

I næsen er det klart italiensk syre … balsamisk med roser, tørrede blomster, parfumeret, røde kirsebær, brombær, solbær, som har fin modenhed, lidt læder og lidt krydderier. Vinen er ikke sådan brunlig i kanten af glasset, som vi typisk kender Brunello og modenheden i frugten er heller ikke så udtalt endnu, så det er ikke er vild stor næse, men dejlig italiensk renhed. Men vinen er også ung endnu.

I munden er det virkelig tørt … masser af tørstoffer, tørre, tætte og tydelige tanniner, ribs, hindbær og vilde bær, selvom det aldrig bliver helt vildt. Men italiensk progressiv syre, en vis renhed og tyngde i frugten og lang eftersmagen løfter virkelig denne vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine de la Janasse, Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2016 Domaine de la Janasse, Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigNæste vin var også en Côtes du Rhône Villages, nemlig den velkendte Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages fra Domaine de la Janasse.

Domaine de la Janasse har jeg skrevet om på vinbloggen masser af gange, så derfor nøjes jeg denne gang med alene at kigge nærmere på denne Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages, hvor blendet er ændret en smule siden, at jeg smagte den sidst. I dag består det ligelig af Grenache, Syrah, Mourvèdre samt Carignan fra stenede marker et stenkast udenfor Châteuneuf-du-Pape-zonen lige nord for byen Courtezon.

Her dyrkes de gamle vinstokke med størst mulig respekt for naturen helt uden brug af kemi og druerne til vinen er høstet med et udbytte på 46 hektoliter pr. hektar,

Terre d’Argile Côtes du Rhône Villages er lavet med 75% afstilkning af drueklaserne, og vinifikation med maceration 18-21 dage med manuel presning dagligt.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder …. for Syrah og Mourvèdre druerne lagrer 75% på barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade samt 25% i store, gamle foudres. Grenache og Carignan modnes hovedsageligt i cementtank eller foudres. Janasse laver årligt 40.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt igen smæk på drengen … næsten over i Châteauneuf land med mørk frugt, solbær, kirsebær, figner samt masser af fadnoter som mokka, vanilje, kanel, lakrids, men også lidt mere kølige elementer som våd kælder, medicinskab, blæk og nogle krydrede noter. Det er en vin med store biceps,

Smagsmæssigt har vinen også power og kraft … blød, rund og fyldig vin, som hænger virkelig godt sammen. Det er selvfølgelig en anelse til den opulente side, hvilket Janasse vel også er eksponent for, men der er samtidig tilstrækkelig med syre, så vinen kan holde ryggen rank.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 139 kr., hvis du køber 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Josef Rosch, Dhroner Hofberg Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Josef Rosch, Dhroner Hofberg Riesling Trocken, Mosel, TysklandVi startede byggemødet med denne Dhroner Hofberg Riesling Trocken fra Weingut Josef Rosch … og alle omkring bordet spottede, at det var tysk Riesling. Jeg ville endda sige Mosel, hvilket også passede.

Weingut Josef Rosch holder til i byen Leiwen, som vel ligger 10-15 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues ved  Moselfloden. Gården er har været i familiens eje siden 1825, og drives i dag af Werner Rosch, som overtog driften efter hans far Josef Rosch i 1985.

På daværende tidspunkt var ejendommen fortsat på beskedne 1,5 hektar. I mellemtiden er ejendommen nu vokset til 7,5 hektar, og beliggenheden på de stejle skråninger, der har et meget stort indhold af skifer, giver frugtholdige, mineralske vine med lav alkoholprocent og slank elegance.

Inden Werner Rosch overtog familiens vingård, så var han fodboldstjerne i tysk bold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.

Vinmarkerne har flotte navne som Trittenheimer Altärchen, Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke, Leiwener Klostergarten, Klüsserather Bruderschaft og Dhroner Hofberger.

Hos Weingut Josef Rosch har man specialiseret sig i dyrkning af Riesling, og vinene fermenteres spontant, og fremstilles primært på stål. Der sker kun lagring på klassiske egetræstønder for omkring ti procent af husets vine, hvilket sikrer Rosch en enkel og mineralsk stil. Der produceres ca. 60.000 flasker årligt på vingården.

Druerne til denne vin kommer fra en af de mere ukendte vinmarker fra Moselflodens stejle skiferrige sider, nemlig Dhroner Hofberg, som alene Weingut Grans-Fassian og Weingut Josef Rosch har parceller på. Druerne er høstet med udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og derefter vinificeret på ståltanke med spontangæring og efterfølgende lagring i 7 måneder.

Næsen er stringent med grønne, umodne æbler, lidt abrikos, godt med syre, sten, granit og har derudover et let krydret touch. Det er også smagsmæssigt en ren Riesling, som har klar Mosel sødme og en vis fedme, selvom den er meget stilren, syrerig med et frisk og godt bid. Samlet en dejlig Riesling, som alle om bordet var begejstret for.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165  kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienPodere Lamberto er et lille agriturismo, som ligger ved den lille by Chianciano Terme omkring 5-6 kilometer syd for Montepulciano i Siena provinsen i Toscana. Udover udlejningen drives der også en lille restaurant … og så laver familien også et par vine, bl.a. denne Vino Nobile di Montepulciano.

Det lille, hyggelige agriturismo drives af det venlige og gæstfrie ægtepar Vittorio og Silvia Bagnasco sammen med deres sønner, bl.a. den ældste søn Damiano, som også hjælper lidt til med specielt værelsesudlejningen.

Værelsesudlejningen omfatter et gammelt, charmerende bondehus med plads til 12 personer, de 2 lejligheder Il Querciolo og Il Girasole samt de 4 værelser l’Orso, il Riccio, Le Pannocchie og La Ginestra.

Derudover er der selvfølgelig en lille restaurant, som anvendes til gæsternes morgenmad eller en hjemmelavet middag, da Silvio er en ægte italiensk mama til at lave mad.

Derudover anvendes restauranten på Podere Lamberto selvfølgelig også til små vinsmagninger, idet Vittorio også laver en smule vin. Faktisk laver han alene to forskellige vine, nemlig en Rosso di Montepulciano og så også denne Vino Nobile di Montepulciano.

Men Vittorio har nu også alene 1,6 hektar vinmarker, som ligger i 550 meters højde med primært Sangiovese og lidt Canaiolo Nero, Mammolo, Colorino og Merlot, men alt dyrkes økologisk. Den årlige produktion er også meget beskeden med sølle 5.000 flasker, som primært anvendes lokalt på det lille agriturismo.

Denne Podere Lamberto Vino Nobile di Montepulciano er lavet på 80% Sangiovese og de sidste 20% er Canaiolo og Colorino. Efter høsten foretages der en sortering af druerne og derefter afstilkning og blød presning.

Den alkoholiske gæring sker i rustfrie ståltanke, som I kan se på billedet ovenover. Gæringen varer normalvis en uge, hvorefter vinen hviler med skindet en yderligere periode på op til 3 uger. Derefter gennemgår overføres mosten til en malolaktisk gæring, hvilket så efterfølges af lagring i 12 måneder på store 10 hektoliter egefade samt 6 måneder på flaske.

I næsen har vinen en virkelig herlig landlighed … godt med mødding, armsved og vitaminer fra marken samt masser af frugt, ja nærmest proppet med bær, blommer, svesker og blåbær. Der er fylde, er lidt balsamisk i frugten, men har også noget fadpræg med sød tobak, vanilje, chokolade og modellervoks.

I munden en vis tørhed, og vinen byder smagsmæssigt – som næsen – på masser af frugt og en stor venlig imødekommenhed. Der er blæk, kirsebær, blåbær og der er unge tanniner og et lille peberbid. Det er blødt og rundt, men har samtidig tilstrækkelig med syre, så der fortsat er styr på tingene. En vin, som mange vil kunne li’.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Holger Koch, Pinot Noir Herrenstück, Baden, Tyskland

2016 Weingut Holger Koch, Pinot Noir Herrenstück, Baden, TysklandDer findes mange gode vinimportører i Danmark og én af disse er Vinbutikken i Roskilde. Der elsker Robert og Peter – som jeres flittige vinblogger – Spätburgunder, som fx denne Pinot Noir Herrenstück fra Weingut Holger Koch.

Holger Koch holder til mellem Vogtsburg og Bickensohl i Kaiserstuhl. Koch familien har gennem generationer dyrket vin her, men det var først da Holger og hustruen Gabriele overtog driften, at vingården begyndte at lave egne vine. Holger har nemlig en forkærlighed for vine på Pinot Noir, og han var fast besluttet på, at vinene endda primært skulle laves på franske Pinot Noir kloner … og ikke tysk Spätburgunder.

Holger Koch ejer sammen med sine forældre samlet 7,5 hektar vinmarker alle tilplantet med Weissburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Pinot Noir fra Bourgogne.

En del af vinstokkene stammer endda fra gamle vinplanter, så man bibeholder de gode gener. Kvaliteten forbedres ved at biodynamisk dyrkning og organisk gødning, som giver bedre og bedre jord år for år.

Al arbejde udføres manuelt hvis muligt. Mange vine fremstilles med den naturlige gær. Der producerer omkring 50.000 flasker årligt hos Weingut Holger Koch.

Denne Pinot Noir Herrenstück hører til Kochs Lagenwein og dermed lige niveauet over hans basis Spätburgunder og samtidig niveauet under hans Großes Gewächs, som er markeret med 3 stjerner på etiketten.

Vinen er lavet ved, at klaserne afstilkes, hvorefter vinen gærer … først med de hele bær og derefter på rustfrie ståltanke med et flydende låg af druer for at forhindre oxidation. Vinen er derefter lagret en periode i 300 liters egefade.

Næsen er sød, animalsk og bolsjeagtig … masser af kirsebær samt lidt hindbær og jordbær. Derudover en smule medicinskab, kanel, røg, måske en anelse sødlig i frugten og meget straight. Det virker ganske rundt, blødt og venligt.

Smagen er blød, venlig og cremet med pænt frugtsødme, en smule jern, men ellers ganske varm og sødlig i udtrykket. Det er blødt, imødekommende og lækkert. Tanninerne er bløde, alt er venligt, mens det er måske også eneste anke … lidt for venlig.

Forhandles af Vinbutikken, hvor en flaske koster 133 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, Østrig

2018 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, ØstrigWeingut Josef Ehmoser er stabil, uforanderlig, pålidelig, fast, standhaftig, urokkelig og udholdende, når det gælder denne Grüner Veltliner Von den Terrassen. Som med de foregående årgange 2016 og 2017 er det bare drøngod Grüner Veltliner til helt fornuftige penge.

Druerne til vinen kommer fra familiens marker omkring Großweikersdorf med en undergrund af Löss og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og 17-18° KMW, hvilket svarer til 88 Öchsle … omkring Spätlese kvalitet.

Vinen er gæret ved omkring 19 grader og efter endt fermentering lagret på ståltank. Der er dog kun 1,4 gram restsukker pr. liter og er dermed knastør. Det er en Gutswein og således Ehmosers entry-level vin på Grüner Veltliner.

I næsen er der en grøn nerve, grønne æbler, citrus, let fennikel, svag selleri, peberfrugt, lidt salt, mineraler og er let krydret. Der er også en lille sødme, som måske er mere udtalt end hos de foregående årgange, men slet ikke forstyrrer det samlede billede.

Smagsmæssigt er vinen dejlig mineralsk med bid af citrus, salt og en ganske frisk, livlig syre. Frugten er rund, behagelig med en vis saftighed, hvor smagen ligger lidt tilbage i munden, lidt mere afdæmpet og blød end hos de to foregående årgange.

Som sidst er vinen både fyldig, saftig og alligevel med den virkelig friske og mineralske syre … samtidig med, at den er venligsindet uden at blive helt dyb.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men du får 25% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 89,25 kr.

Vinanmeldelse 5/7