2018 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, Østrig

2018 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, ØstrigWeingut Josef Ehmoser er stabil, uforanderlig, pålidelig, fast, standhaftig, urokkelig og udholdende, når det gælder denne Grüner Veltliner Von den Terrassen. Som med de foregående årgange 2016 og 2017 er det bare drøngod Grüner Veltliner til helt fornuftige penge.

Druerne til vinen kommer fra familiens marker omkring Großweikersdorf med en undergrund af Löss og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og 17-18° KMW, hvilket svarer til 88 Öchsle … omkring Spätlese kvalitet.

Vinen er gæret ved omkring 19 grader og efter endt fermentering lagret på ståltank. Der er dog kun 1,4 gram restsukker pr. liter og er dermed knastør. Det er en Gutswein og således Ehmosers entry-level vin på Grüner Veltliner.

I næsen er der en grøn nerve, grønne æbler, citrus, let fennikel, svag selleri, peberfrugt, lidt salt, mineraler og er let krydret. Der er også en lille sødme, som måske er mere udtalt end hos de foregående årgange, men slet ikke forstyrrer det samlede billede.

Smagsmæssigt er vinen dejlig mineralsk med bid af citrus, salt og en ganske frisk, livlig syre. Frugten er rund, behagelig med en vis saftighed, hvor smagen ligger lidt tilbage i munden, lidt mere afdæmpet og blød end hos de to foregående årgange.

Som sidst er vinen både fyldig, saftig og alligevel med den virkelig friske og mineralske syre … samtidig med, at den er venligsindet uden at blive helt dyb.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men du får 25% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 89,25 kr.

Vinanmeldelse 5/7