Tag-arkiv: Italien

2016 Renato Corino, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2016 Renato Corino, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienDet er ikke altid let at være den lille, men denne Barbera d’Alba fra Azienda Agricola Renato Corino og lillesøster til husets Barbera d’Alba Pozzo er lige så god … næsten.

Renato Corino ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005. Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ.

Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er.

Denne basis lillesøster Barbera d’Alba er lavet med druer fra 25 år gamle vinstokke og vinificeret på rustfrie ståltanke med gæring over 7 dage. Den malolaktiske gæring er også sket i ståltanke, hvorefter vinen er lagret på egefade i 3-4 måneder inden aftapning på flaske, hvilket sker ufiltreret. Der laves årligt 10.000 flasker af vinen.

Og vinen minder på mange områder om storesøsteren med en næse, der er rustik, landlig – lidt brovten – og virkelig tæt og mørk med masser af blæk, grafit, kul, sorte bær, blåbær og blommer. Der er tør engelsk lakrids, nærmest lidt støvet med nogle fadnoter … kanel, nelliker samt et lille grønt tvist.

I munden er det en lidt fed og saftig lillesøster … og smagsmæssigt lidt som storesøsteren. Det er fast, tæt med mørke bær, polerede tanniner, lidt jern … den har måske lidt mindre dybde end Pozzo, men det er sgu god Barbera.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 84 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Poggio Forte, Rosso Toscano, Toscana, Italien

2010 Poggio Forte, Rosso Toscano, Toscana, ItalienVi sluttede byggemødet med denne bedagede og punkterede Rosso Toscano fra Poggio Forte, hvilket egentlig blot er et brand under den store vinkoncern PWS aka Premium Wine Selection, der holder til i Pedemonte i Veneto.

Premium Wine Selection er en stor koncern, som har et sortiment, der er målrettet supermarkedskæder. De står bag mindst 36 forskellige labels, men de fleste er ikke kendt herhjemme … måske lige bortset fra mærket Le Arche, som man måske er stødt på, hvis man har fundet en billig Amarone.

Ellers er det  brands som fx Azienda Agricola Castelveder, Baron de Sigognac, Coldigiano, Istituto Agrario San Michele, El Fortino, Ca ‘Rosa … blot for at nævne nogle få.

Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af  Silvano Piacentini, men siden 2009 har sønnen Luigi Piacentini også deltaget i driften. Før han trådte ind i faderens virksomhed, så arbejdede han som marketingsdirektør hos Masi Agricola i Verona.

Det store foretagende ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer rundt om i Italien og lave vine fra stort set alle områder i støvlelandet.

Produktionen styres af de to vinmagere Armando Vesco og George Barbero i selskabets produktionsfaciliteter i byen Pedemonte omkring 25 kilometer nord for Verona. Der har de også et 6.500 kvadratmeter stort temperaturstyret lager, hvorfra de distribuerer de mange vine.

Udover de italienske vine, som laver de også vin fra Frankrig … bl.a. Bourgogne og Champagne og så ejer de også whisky distelleriet Chieftain’s Whisky.

Denne Poggio Forte Rosso Toscano er lavet på 95% Sangiovese og 5% Merlot og Syrah, men derudover har jeg slet ingen oplysninger om produktionen … men mon ikke, at den blot er lavet på ståltanke uden lagring på eg?

Imidlertid er det meste liv i vinen forsvundet … den er punkteret, flad, over the hill og tæt på død. Det er alt for overmoden frugt og på ingen måder særlig behagelig. I munden såmænd blød, men igen sød, overdone og kedelig. Ikke værd at bruge tid eller penge på.

Er tidligere forhandles af bl.a. Carlo Merolli, hvor en flaske kostede 45 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 2/7  

2013 Cortonesi, Brunello di Montalcino Poggiarelli, Toscana, Italien

2013 Cortonesi, Brunello di Montalcino Poggiarelli, Toscana, ItalienMer’ Brunello. Denne gang har vi fat i producenten Cortonesi Montalcino, hvorfra vi smager deres Brunello di Montalcino Poggiarelli.

Cortonesi ligger et par kilometer nord for Montalcino by og drives af Marco Cortonesi og sønnen Tommaso. Marko startede i 1990 med at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere er ændre til familiens eget navn. Familien havde ellers boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.

Cortonesi navnet er vi jo stødt på tidligere her på bloggen, da jeg har smagt et par vine, bl.a. en totalt fremragende Brunello di Montalcino fra Andrea Cortonesi fra Voliero projektet på Azienda Agricola Uccelliera.

Om han er i familie med Marko ved jeg imidlertid ikke. Hvem ved, måske er Cortonesi lige så almindeligt som Jensen herhjemme?

Men Marko og familien på Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmaker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.

Derudover laver Marko Cortonesi også denne Brunello fra marken Poggiarelli i den sydøstlige del af regionen, hvor jordbunden på denne mark er mere stenet og rig på mergel.

Selvom denne Brunello di Montalcino Poggiarelli lagres på en andel af tonneau, må stilen hos Cortonesi siges at være ret traditionel med lang maceration og efterfølgende lagring på store, brugte fade af slavonsk oprindelse.

Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino ligger godt 420 meters højde. Vinificeret helt traditionelt, men – som nævnt – har denne vin lagret i franske 500 liters tonneaux i 24 måneder efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og sikke da en dejlig Brunello næse … frugten er kirsebær, blåbær, brombær suppleret med lidt medicinskab, herlig italiensk syrlighed, læder, tør jord, sorte trøfler, sød pibetobak, mælkechokolade, blæk, lakrids, en smule eukalyptus, hvid peber, mineraler, the-blade samt lidt blomstermark. WOW.

Smagen er tør med fin lethed og styret flot af italiensk, stram syre, mineraler, jern, lidt peber, frisk lys frugt og salte elementer. Frugten virker lysere end i næsen, men alligevel tæt med syrligt bid. Og så er vinen samtidig blidt og flot afbalanceret. De franske fade er godt integreret og samlet står vinen virkelig skarp. Klart 5½ af de houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Sanlorenzo, Brunello di Montalcino Bramante, Toscana, Italien

2013 Sanlorenzo, Brunello di Montalcino Bramante, Toscana, ItalienPodere Sanlorenzo hedder næste vinhus og derfra lidt ægte Sangiovese most … Brunello di Montalcino Bramante.

Podere Sanlorenzo ligger omkring 3 kilometer sydvest for Montalcino by og er grundlagt af Renzo aka Lorenzo Ciolfi, som huset også er opkaldt efter.

Men husets status som anerkendt vingård kan imidlertid primært tilskrives de 3 mænd – 3 generationer – på billedet ovenover, nemlig gamle Bramante i midten, Paolo til venstre og sønnike Luciano yderst til højre. Luciano er dermed 5. generation af Ciolfi familoen på Podere Sanlorenzo.

De 3 generationer bor sammen på vingården, som har 4 vigtige vinmarker, som er placeret på de sydlige skråninger med sydlig eller vestlig eksponering i 500 meters højde. Vinmarkerne udgør i alt 4,7 hektar tilplantet med Sangiovese i en stenet, tør og fattig undergrund. Siden 2012 er markerne drevet økologisk.

Sanlorenzo laver 2 forskellige Brunello’er … denne Brunello di Montalcino Bramante samt en Riserva. Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først afstilkes, hvorefter de presses blidt og kommer i rustfrie stålkar, hvor fermentering og macerationen sker.

Vinen gærer omkring 20-25 dages startende ved 28 grader i starten til omkring 20 grader de sidste dage. Derefter smages vinen … de bedste bliver til Brunello di Montalcino og det øvrige til Rosso di Montalcino.

Efter en kort periode i ståltanke, så lagrer vinen med bærmen 3 år i store 30 hektoliter egefade, hvorefter den overføres til ståltankene igen og så flaskes. Derefter hviler vinen 4 måneder inden frigivelse. Der er lavet 11.162 flasker af vinen.

I næsen er det klart italiensk syre … balsamisk med roser, tørrede blomster, parfumeret, røde kirsebær, brombær, solbær, som har fin modenhed, lidt læder og lidt krydderier. Vinen er ikke sådan brunlig i kanten af glasset, som vi typisk kender Brunello og modenheden i frugten er heller ikke så udtalt endnu, så det er ikke er vild stor næse, men dejlig italiensk renhed. Men vinen er også ung endnu.

I munden er det virkelig tørt … masser af tørstoffer, tørre, tætte og tydelige tanniner, ribs, hindbær og vilde bær, selvom det aldrig bliver helt vildt. Men italiensk progressiv syre, en vis renhed og tyngde i frugten og lang eftersmagen løfter virkelig denne vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Froi, Piemonte, Italien

2016 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Froi, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Massimo Rivetti står bag næste vin, som også var en Barbera, nemlig deres Barbera d’Alba Superiore Froi.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947 og som har givet navn til deres enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, og selvfølgelig også denne vin.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Druerne til Barbera d’Alba Superiore Froi kommer selvfølgelig fra marken Froi, som med en sydvest-vendt eksponering omkranser Rivettis ejendom i Neive. Vinstokkene er 30-40 år gamle og høsten sker med håndkraft i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt.

I kælderen starter gæringen spontant med druernes naturlige gærstammer i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med daglig overpumpning. Vinen lagres efterfølgende 8 måneder i ståltankene, hvorefter vinen flaskes og lagrer yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Barbera d’Alba Superiore Froi har slet ikke samme fedme, som foregående Barbera, men langt mere friskhed i frugten, nærmest lidt gæret udtryk fra frugten, jordbær, kirsebær, masser af eg og pænt med vanilje, lidt lakrids samt en smule blomster.

Vinen smager næsten også blomstret og parfumeret, men er samtidig rund, blød med masser er frisk kirsebær frugt, den rustikke Barbera syre, lidt lakrids, en fin saftighed og med svage tanniner. Det smager godt, nemt drikkelig, men måske en anelse til den neutrale side.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr. mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, Italien

2016 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, ItalienBarbera d’Asti Frem laves af Società Agricola Azienda Agricola Scagliola, som ligger i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte ved bakkerne i Monferrato tæt ved Langhe, smukt placeret på toppen af San Siro. Her har familien Scagliola har produceret vin i 4 generationer.

Vingården er grundlagt i 1939 af Camillo Scagliola, som blev født i 1889. Han giftede sig med Palmina Ferro, og de fik 5 børn. Desværre Camillo gik bort i en ung alder, så det blev sønnen Giovanni Scagliola, som hurtigt måtte videreføre arven efter faderen. Derefter gik driften videre til Giovannis sønner Mario og Maggiorino Scagliola.

I dag drives stedet fortsat af Mario og Maggiorino Scagliola, men sammen med 4. generation, nemlig Maggiorinos søn Giovanni og datter Silvia. Mario har selv to døtre, men de er fortsat unge, men regner også med at skal hjælpe i driften.

Familien har skabt et mønsterbrug i denne smukke egn placeret i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar.

Der dyrkes vin på 35 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Denne Barbera d’Asti Frem er også lavet med druer fra omkring 400 meters højde, selvfølgelig 100% Barbera, og lavet helt traditionelt og lagret 12 måneder på franske egetræsfade. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

Jeg har smagt Barbera d’Asti Frem tidligere og været begejstret … men ikke denne gang, hvor næsen afslører en lidt for sød vin, som nærmest virker overdone. Frugten er meget sødlig, måske endda lidt gæret i udtrykket med blommer, svesker og figner, hvilket så suppleres med fadnoter af kanel samt masser af vanilje.

Smagen er også meget sød, selvom det hele leveres blødt og cremet, men det bliver alt for fluffy, lidt for meget, så vinen mangler helt klart syre, rygrad og elegance. Hvad sker der? Jeg er ellers meget stor Scagliola fan, men denne rammer ved siden af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2015 Podere Lamberto, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienPodere Lamberto er et lille agriturismo, som ligger ved den lille by Chianciano Terme omkring 5-6 kilometer syd for Montepulciano i Siena provinsen i Toscana. Udover udlejningen drives der også en lille restaurant … og så laver familien også et par vine, bl.a. denne Vino Nobile di Montepulciano.

Det lille, hyggelige agriturismo drives af det venlige og gæstfrie ægtepar Vittorio og Silvia Bagnasco sammen med deres sønner, bl.a. den ældste søn Damiano, som også hjælper lidt til med specielt værelsesudlejningen.

Værelsesudlejningen omfatter et gammelt, charmerende bondehus med plads til 12 personer, de 2 lejligheder Il Querciolo og Il Girasole samt de 4 værelser l’Orso, il Riccio, Le Pannocchie og La Ginestra.

Derudover er der selvfølgelig en lille restaurant, som anvendes til gæsternes morgenmad eller en hjemmelavet middag, da Silvio er en ægte italiensk mama til at lave mad.

Derudover anvendes restauranten på Podere Lamberto selvfølgelig også til små vinsmagninger, idet Vittorio også laver en smule vin. Faktisk laver han alene to forskellige vine, nemlig en Rosso di Montepulciano og så også denne Vino Nobile di Montepulciano.

Men Vittorio har nu også alene 1,6 hektar vinmarker, som ligger i 550 meters højde med primært Sangiovese og lidt Canaiolo Nero, Mammolo, Colorino og Merlot, men alt dyrkes økologisk. Den årlige produktion er også meget beskeden med sølle 5.000 flasker, som primært anvendes lokalt på det lille agriturismo.

Denne Podere Lamberto Vino Nobile di Montepulciano er lavet på 80% Sangiovese og de sidste 20% er Canaiolo og Colorino. Efter høsten foretages der en sortering af druerne og derefter afstilkning og blød presning.

Den alkoholiske gæring sker i rustfrie ståltanke, som I kan se på billedet ovenover. Gæringen varer normalvis en uge, hvorefter vinen hviler med skindet en yderligere periode på op til 3 uger. Derefter gennemgår overføres mosten til en malolaktisk gæring, hvilket så efterfølges af lagring i 12 måneder på store 10 hektoliter egefade samt 6 måneder på flaske.

I næsen har vinen en virkelig herlig landlighed … godt med mødding, armsved og vitaminer fra marken samt masser af frugt, ja nærmest proppet med bær, blommer, svesker og blåbær. Der er fylde, er lidt balsamisk i frugten, men har også noget fadpræg med sød tobak, vanilje, chokolade og modellervoks.

I munden en vis tørhed, og vinen byder smagsmæssigt – som næsen – på masser af frugt og en stor venlig imødekommenhed. Der er blæk, kirsebær, blåbær og der er unge tanniner og et lille peberbid. Det er blødt og rundt, men har samtidig tilstrækkelig med syre, så der fortsat er styr på tingene. En vin, som mange vil kunne li’.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Ampeleia, Bianco di Ampeleia, Toscana, Italien

2016 Ampeleia, Bianco di Ampeleia, Toscana, ItalienBesøg hos Houlberg kræver nogle gange en bred horisont og rummelighed … fx overfor en grumset orangevin som denne Bianco di Ampeleia fra vinhuset Ampeleia Società Agricola, som ligger ved byen Roccatederighi i Maremma området ved kysten i det sydlige Toscana.

Ampeleia er grundlagt i 2002 som et projekt mellem vennerne Elisabetta Foradori, Giovanni Podini og Thomas Widmann. De købte ejendommen i Roccatederighi af det schweiziske ægtepar Heather og Peter Max Suter, som i 1960’erne havde købt gården, som dengang var nedlagt og forfalden.

Suter familien forvandlede den imidlertid til en velfungerende ejendom med skovdrift, korn, får og en mindre vinproduktion. De var også ansvarlige for, at der i stor stil blev plantet både Cabernet Franc og Merlot på markerne.

I dag er det alene Elisabetta Foradori og Giovanni Podini, som driver Ampeleia, da Thomas Widmann i 2009 måtte udtræde på grund af forretninger i hans hjemland.

Det er den dybt spirituelle og biodynamiske Elisabetta Foradori, som er den drivende kraft i foretagendet, og hende er vi tidligere stødt på her på bloggen. Hun driver nemlig den fantastiske vingård Azienda Agricola Elisabetta Foradori oppe i Alto Adige området.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om flere vine derfra, og det er såmænd også den vingård, som danske Emil Skytte har arbejdet på … ham som står bag vinen Ætheria, som jeg gav 7 af de fede houlbergske tommelfingre.

Ampeleia Società Agricola består af samlet 120 hektar jord, men alene 45 hektar er vinmarker, som ligger i tre niveauer … det som de lokalt kalder Ampeleia di Sopra, hvilket er den øverste del, dernæst Ampeleia di Mezzo og endelig Ampeleia di Sotto, som den laveste beliggende del.

Siden 2009 har man arbejdet biodynamisk på gården, og vinene er nu certificeret økologisk. Visionen for Ampeleia er at være en selvforsynende enhed uden input udefra. Gødning kommer fx fra farmens egne køer. Man vil skabe vin, der på den mest naturlige måde formidler landskabets mangfoldighed.

I kælderen bruges traditionelle og naturlige metoder – dvs. man hverken tilsætter eller fjerner noget fra vinen. Alle vine gæres spontant og der bruges kun fadlagring på topvinene Ampeleia.

Resten af vinene lagres på cement, for at bevare et så rent udtryk som muligt. Der svovles minimalt ved flaskning, hvilket er med til at give vinene et herligt saftigt og læskende udtryk.

Der dyrkes i dag primært druesorterne Cabernet Franc samt Sangiovese, men også andre druer som Grenache, Carignano, Mourvedre, Alicante Bouschet og Marsellan.

Derudover har Ampeleia Società Agricola også nogle marker, som er tilplantet med mange forskellige lokale sorter, og denne Bianco di Ampeleia er netop sådan en vin fra sådan en mark … altså et fieldblend på alskens druesorter.

Marken hedder Vigna delle Pieve og ligger i 300-600 meters højde, med sand- og grusholdig jord. På marken er det Trebbiano som den primære drue, mens resten er andre grønne, lokale sorter, som alle er høstet manuelt med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er spontangæret med 10-12 dages maceration og er efter endt fermentering modnet 6 måneder på cementtanke. Og jo … den er ganske orange i glasset, men grumset orange.

Næsen er molto speciale … ikke vildt givende, men der kan lokkes lidt syrlig abrikos frem, vilde blomster, surkål, katteurt og lidt bio bio aromaer, men også nogle varmere noter, måske endda let honning.

Smagen er ligeledes en kende til den neutrale side, men har bestemt noget modent frugt af en slags, tørrede abrikoser er mit bedste bud. Det er blid og syrefattig vin, smager ganske godt, men jeg falder ikke svimlende ned af stolen … heller ikke fordi, at det er orangevin, for der mangler sgu lidt bund og syre.

Købt hos Bichel Vine til 180 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2015 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienTid til forkælelse … i gang med at kokkerere lidt svineskank. I det elegante Nude Stem Zero glas har jeg hældt lidt lys Nebbiolo saft … en Langhe Nebbiolo Serena fra Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada og det er sgu nærmest mini-Barolo til en helt sindssygt lav pris. Men sig det ikke til andre … lad det være vores hemmelighed. Livet er dejligt.

Jeg var imponeret, da jeg smagte Ada Nadas 2011 Barbaresco Elisa til blot 175 kr., men denne Langhe Nebbiolo Serena – igen opkaldt efter en af Anna Lisas og Elvio Nadas 3 piger Elisa, Serena og Ginevra – gør mig sgu også så glad, så jeg giver grisen et muntert klap på skanken.

Druerne – selvfølgelig 100% Nebbiolo – kommer fra nogle af familien Nadas 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone beliggende i 200 til 350 meters højde.

Druerne høstes manuelt og afstilkes derefter, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de ligger med skallerne med 5-8 dages maceration og gæring ved 28-30 grader. Derefter presses druerne og mosten overføres til anden ståltank til den malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt kun 3.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det ærketypisk piemontisk Nebbiolo … masser af læder, violer, roser samt en herlig, stram italiensk syre, lys frugt, ribs samt en virkelig lækker modenhed i frugten – uha – lidt eg, grønne blade, mentol og røg. Dufter vildt godt.

I munden er det dejlig stram og tanninholdig lys frugt, pænt med syre og lethed. Det er en levende og frisk vin, nærmest med Barolo kvaliteter, selvom den måske er letbenet. Men let til bens er ingen skam, når det smager sådan her og til prisen en totalt no-brainer. Jeg har fået dyr Barolo, som ikke når denne til sokkeholderne, så er du Nebbiolo fan aka Neb-lover, så får du masser af kvalitet og drikkeglæde i denne Langhe Nebbiolo Serena.

Forhandles af Italux, hvor en flaske alene koster beskedne 85 kr.

 Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2014 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienDenne Barbaresco fra Marchesi di Barolo har jeg smagt rigtigt mange gange og – hånden på hjertet – uden rigtigt at blive kæreste med den skarptungede, krævende, italienske donna.

Jeg har således skrevet om vinen her på bloggen i både årgang 2007, 2009, 2010 og 2012, men nu opsøger jeg igen et muligt kærlighedsforhold med 2014’eren. Ellers har jeg mere været forelsket i hendes søstre, fx den geniale Barbera d’Alba Peiragal eller søstrene med ægte Barolo i blodet, hvilket selvfølgelig er synd for denne mindre danseglade Barbaresco søster.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

I næsen masser af eg, tør, støvet og har masser af italiensk, balsamisk syre, frugten måske en kende federe end forventet, selvom vi fortsat er i den lyse afdeling med lyse blommer og en smule ribs, men klart en mørkere Nebbiolo end forventet. Derudover er der lidt mynte, animalske elementer og læder.

I munden virker vinen alt for ung, men det er dog heller ikke en vin, som skal ligge for lang tid, hvilket jeg erfarede, da jeg for blot en måned siden smagte vinen i en årgang 2007. Smagen er frisk og ganske syrlig … det er virkelig stramt med lyserød frugt, ribs, granatæbler, lidt peber og tydelige tanniner. Denne donna er tilsyneladende ikke imponeret af mine tilnærmelser … ikke imødekommende og venlig, men lidt et syrehoved.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor prisen er 235 kr., men fra 1. februar til 30. april kan vinen købes til 150 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4/7   thumbthumbthumbthumb