Tag-arkiv: petit verdot

Petit Verdot er en rød druesort, som traditionelt anvendes i de klassiske Bordeaux vine, men nu også har bredt sig til mange andre områder udenfor Frankrig, bl.a. i Sydeuropa, Amerika og Australien.

I Bordeaux spiller Petit Verdot en mindre rolle, da den altid anvendes i små andele og da den modner meget sent, så er flere og flere producenter i Bordeaux også begyndt at anvende druen mindre og mindre.

Specielt i 1960’erne blev Petit Verdot vinstokke trukket op for at blive erstattet med mere pålidelige og mere fashionable sorter, bl.a. forbi vinforbrugernes præferencer mange steder ændrede sig til fordel for fyldig, frugtagtig Merlot og struktureret Cabernet Sauvignon vine.

Var det ikke for Petit Verdot tykke skind og små, tætte bær, der gør den særligt modstandsdygtig over for råd og sygdom, så var den måske slet ikke blevet populær i Bordeaux.

Dens navn Petit Verdot betyder den lille grønlige, hvilket nok hentyder til dens langsomme modning. I Bordeaux er dens rolle da også at tilføje farve, syre og tanniner, ligesom den med tiden kan udvikle komplekse noter af urter, violer og liljer.

Anderledes er det i de oversøiske lande, hvor der forsøges med vine på ren Petit Verdot. Her modner druen mere optimalt og giver righoldige, mørkt frugtige vine, hvorfor druen i 1980’erne fik en renæssance i b.a. Californien og Australien. Udbytterne er også højere i varme klimaer.

I dag bruges Petit Verdot i forskellige dele af USA, Australien, Italien, Spanien, Portugal, Chile og Argentina. De regioner, hvor druen har haft mest succes, har en ting til fælles, nemlig et varmt, tørt klima.

Petit Verdot har – som nævnt – et tykt skind, hvorfor druen også indeholder mange flavonoider, hvilket er lige med højt indhold af tanniner og vinene på druen har således også ofte en næsten violet/sort farve.

Der er stærke paralleller mellem historierne om Petit Verdot og Carmenère – en anden tidligere Bordeaux-sort, der nyder et nyt liv i den nye verden.

1992 Château Talbot, Saint-Julien, Bordeaux, Frankrig

1992 Château Talbot, Saint-Julien, Bordeaux, FrankrigBrix’s første vin gættede vi alle … både at det var Cabernet Sauvignon og at det var en Bordeaux. Bingo. Vinen er nemlig en ældre 25 år gammel 4. Cru Classé vin fra Château Talbot i Saint-Julien.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 1997 og været ganske begejstret for, så derfor også spændende at smage den 5 år ældre, selvom 1992 vistnok ikke var det bedste år i Bordeaux og vinen jf. Wine Spectator burde være past peak. Men det er jo egentlig blot en generalisering.

Château Talbot er opkaldt efter Sir John Talbot, guvernør af Aquitaine og jarl af Shrewsbury, som ejede slottet i 1400-tallet. Han var vistnok også general og hærleder for de britiske styrker i 1453, da de tabte slaget ved Castillon og dermed hele Bordeaux-området til franskmændene.

Senere i historien var slottet ejet af Marquis Aux og det var under hans ejerskab, at slottet ved den store 1855-klassifikation blev rangeret som 4. Cru Classé. I 1899 blev slottet solgt til monsieur A. Claverie, men blev i 1917 overtaget af Désiré Cordier og det har lige siden været i familien Cordiers eje.

Siden 1993 var det været 4. generation i form af søstrene Lorraine Cordier og Nancy Bignon Cordier , som har drevet det historiske vinslot. Imidlertid døde Lorraine pludseligt og uventet i 2011, så lige siden har det været Nancy Bignon Cordier og hendes mand Jean-Paul Bignon, som har forestået driften.

Og det er et af de største vinslotte i Saint-Julien. Château Talbot er med sine 103 hektar endda en af de største vingårde i hele Medoc, og den største med markerne placeret i et samlet areal.

Med så stort et markareal vil der altid være forskelle mellem parcellerne/arealet, men det har slottet vendt til sin fordel. Slottet udnytter en kombination af computerstyret overvågning og mange århundreders erfaringer, så man får det maksimale ud af hver eneste vinstok.

Derfor kan de – uanset om årgangen så skulle være århundredets værste – altid høste druer af tilfredsstillende kvalitet. Slottet lader ofte omkring 50% af høsten deklassificere til 2. vinen Connétable Talbot, for at sikre, at slottets førstevin ikke svinger i kvalitet.  Udover 1. og 2. vinen laver slottet også en hvidvin Caillou Blanc.

Men her er det altså 1. vinen i årgang 1992, men den præcise druesammensætning kan jeg ikke for denne ældre årgang, men det er primært Cabernet Sauvignon tilsat lidt Merlot, Petit Verdot og Cabernet Franc.

Vinstokkenes gennemsnitsalder er 35 år, og vinen lagrer 14 måneder på barriques, hvor omkring halvdelen er nye fade. Denne årgang 1992 har fået 86 point af Parker og 75 af Wine Spectator.

Næsen siger Bordeaux … jord, muld, lethed, duften er god moden og måske lidt tilbageholden og blid med lakrids, fennikel, hyben, kirsebær, solbær og virker derudover let støvet og tør.

I munden virker den en smule træt, hvorved syren – som ganske vist fortsat er stram – virker lidt udover det hele. Der er lakrids, kirsebær og ikke så megen tyngde. Det er nærmest en let og spinkel Bordeaux … langt mere end normalt. Skuffende vil nogle sikkert sige, men jeg kan godt li’ det spinkle udtryk. Dermed læner den sig også opad samme indtryk, som jeg fik, da jeg smagte vinen i årgang 1997.

Brix havde købt sit eksemplar på auktion. Nyere årgange forhandles af Philipson Wine, hvor de koster 444,95 kr. for en flaske, mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Peter Vinding-Diers, Due Normanni, Sicilien, Italien

2006 Peter Vinding Diers, Due Normanni, Sicilien, ItalienSå er vi igen hos Peter Vinding-Diers, som jeg har skrevet om nogle gange … både med vine fra Cantine Settesoli og hans eget vinhus Montecarrubo på Sicilien, men denne gang med vinen Due Normanni, som Peter laver på L’Azienda Agricola Due Fiumi di Giuseppe Paternò Castello på Sicilien i samarbejde med Giuseppe Paternò Castello.

Det er sgu utroligt, hvor produktiv den gamle vinmager er. Peter laver ganske flotte vine i forskellige sammenhænge på Sicilien og derudover er han jo også vinkonsulent for vingårde i det meste af verdenen. Respekt.

Vinen hedder Due Normanni efter de to vinmagers relationer til det nordiske. Vinen er primært på Nero d’Avola med en smule Syrah og Petit Verdot.

Druerne kommer fra L’Azienda Agricola Due Fiumis marker på Curcuraggi plateau ved byen Villasmundo Melilli på den østlige del af Sicilien. Markerne er tilplantet omkring år 2004.

Druerne er afstilket med hånden, og gærede i åbne kar, hvorefter den unge vin kom på egefade, som er købt fra Peter Sisseck fra hans Pingus vingård i Spanien.

Dér havde de været brugt én gang, og var således ideelle for lagring af druerne til denne vin, som ikke ville kunne tåle for meget nyt træ. Den malolaktiske gæring fandt sted i tønderne og efter ti måneders lagring var vinen klar til aftapning. Der er kun produceret 15 fade af denne Due Normanni.

Og det er en powerfuld vin … sødme, lakrids, tobak, chokolade, sødristet eg, tætpakket frugt og masser af sol. I munden er det også kraftfuldt saft med power, solbær, svedsker, røg og let bitterhed i eftersmagen. Det smager sgu godt.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Dio Vino, hvor en flaske kan fås til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Château Chantemerle, Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Chantemerle, Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau Chantemerle er en uanseelig lille familiedreven Cru Bourgeois vingård og må ikke sammenlignes med 5. Cru vinslottet Château Cantemerle, selvom det umiddelbart alene adskilles af et lille h.

Men det betyder, at vinhuset ikke har en lang gloværdig historie og ejer et stort og flot vinslot, men blot er en mere simpel vingård, som ligger ved byen Gaillan-en-Médoc i Bégadan området på Médoc halvøen. Vinhuset drives af Fréderic Cruchon og resten af hans familie, som samlet har knap 50 hektar vinmarker med Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot.

Fréderic Cruchon laver to vine på gården, denne Château Chantemerle Cru Bourgeois Médoc samt en Les Trois Manoirs Cru Bourgeois Médoc og årsproduktionen ligger sammenlagt på 132.500 flasker vin.

Denne Château Chantemerle Cru Bourgeois er lavet på 60% Cabernet Saugvignon, 35% Merlot, 2% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot. Druerne kommer fra stokke, der gennemsnitlig er omkring 30 år, men ellers har jeg heller ingen oplysninger om produktionen udover lagring på barriques i 12 måneder.

Der står flere steder, at vinen skulle være vinificeret på et lokalt kooperativ, men det kan jeg sgu ikke bekræfte. Men formentlig og forhåbentlig er den lavet på vingården.

Og det er lækker Bordeaux fra en 2009 årgang, som jo også sammen med 2010 er en kanon årgange på venstre bred. Det er engelsk lakrids, dyb, fed og mørk frugt, solbær, flæsk, blæk, vanilje og et drys kakao. Klart en powermæssig Bordeaux med mørk slagside og dufter nærmest oversøisk.

I munden er det også en fed, mørk vin med blæk, godt med tanniner, tørhed og lidt barsk i smagen. Der er dog en vis syre … også lidt rustik, men samlet kraft, power og lækker vin. Så Chantemerle er bestemt godkendt … også med et ekstra h.

Forhandles af Ludv. Bjørns Vinhandel, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2001 Château Sipian, Cru Bourgeois du Médoc, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Sipian, Cru Bourgeois du Médoc, Bordeaux, FrankrigVi lægger et par år yderligere på alderen med denne 2001’er Cru Bourgeois du Médoc fra vinslottet Château Sipian, der ligger i den nordligste del af Medoc halvøen i byen Valeyrac.

Vinhuset er grundlagt i 1932, men slottets historie går mere end hundrede år længere tilbage, idet slottet allerede i midten af 1800-tallet var opført af Féret – den legendariske opslagsbog for Bordeaux , også kaldet Bordeaux & Ses Vins – som værende et af de gode borgerlige slotte. Det blev i 1932 klassificeret som Cru Bourgeois, men der har været lange perioder, hvor der kun i begrænset omfang blev dyrket vin på slottet.

I 1978 blev Château Sipian købt af ægteparret Nicole og Bernard Mehaye. De var fra starten underlagt en 25-årig kontakt fra 1965 om levering af druerne til et af kooperativerne, men i 1989 startede de projektet med igen at renovere og tilplante markerne med det formål, at der igen skulle laves vin på slottet.

Det arbejde fortsatte sønnen Frédéric Mehaye, da han overtog driften i 1990 efter endt uddannelse til ønolog. Han sled hårdt i markerne, udvidede antal af marker og begyndte – efter udløb af den gamle kontrakt – selv at vinificere samt sælge egen vin fra slottet.

Frédéric har udvidet de oprindelige 8 hektar vinmarker til i dag at omfatte 34 hektar, hvor han dyrker Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot. . Han har også bygget en moderne vinkælder og i 1996 byggede han også nye bygninger og lagerplads.

I dag ledes vingården fortsat af Frédéric Mehaye, som arbejder utrætteligt på at holde et højt kvalitetsniveau i sine klassiske bordeauxvine. Og hovedparten af slottets produktion er klassisk Cru Bourgeois som fx denne 2001’er.

Den er lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot og 10% Petit Verdot. Vinen lagrer mellem 12 og 14 måneder på franske barriques, hvoraf en tredjedel er nye.

Næsen hører til i den lette ende af Bordeaux skalaen … det er hindbær, lakrids, kørvel og en slags moskusagtig note, lidt vaskeklud, sæbe, mentol og bolsjesødme. Det virker slet ikke, som om alderen trykker på nogen måder og man forbavses af letheden i frugten.

I munden er vinen let, syrlig med rabarber, ribs, granatæbler, lidt bitterhed og stor lethed. Syren er næsten af italienske dimensioner og virker ganske tiltalende. Dejlig vin … godt gået af en 16-årig fransk lille sag.

Forhandles herhjemme af Vinslottet, hvor en flaske – ganske vist nyere årgang – koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Bodegas Valentin Bianchi, Enzo Bianchi, Mendoza, Argentina

Og fra øverste, støvede hylde hos Bodegas Valentin Bianchi kommer den officielle battles sidste vin, husets prestigevin … deres Grand Cru vin Enzo Bianchi.

I den lille Chile mod Argentina battle var den oppe imod en 2009’er Don Maximiano Founder’s Reserve, som er en af topvinene fra Viña Errazuriz … en kamp som efter min vurdering endte meget lige. Begge vine er da også Cabernet Sauvignon baserede vine med tilsætning af lille andel andre Bordeaux druer og denne 2011’er Enzo Bianchi består da også af 75% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc, 8% Petite Verdot og 7% Malbec , men blendet varierer fra år til år.

Druerne til vinen kommer fra vinstokke, der er plantet for over 40 år siden på Finca Asti marken, som ligger ved Las Paredes i San Rafael, Mendoza i omkring 750 meters højde.

Druerne er høstet manuelt, klaserne afstilket før nænsom presning til fermentationstankene. Klassisk fermentering på rustfrie ståltanke med kold maceration i 48 timer og en samlet macerationsperiode på 25-30 dage.

Derefter har vinen lagret 18 måneder i nye barriques, 80% franske og 20% amerikanske fade. Efter endelig flaskning har vinen så lagret yderligere 24 måneder inden frigivelse.

I næsen er her godt med mejeri, yoghurt, en vild animalsk side og med syrlig intensitet. Det er moden mørk frugt, sorte kirsebær, lakrids, chokolade, godt med peber samt en vag, sød undertone af bagte peberfrugter.

I munden er vinen blød, cremet og dejlig … lidt som forventet, men med en syrlig og aromatisk side. Meget rund og behagelig, men også lidt forudsigelig. Men bestemt vellavet vin.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor en flaske koster 325 kr.

Rating 5/7  

2010 Antiyal, Kuyen, Maipo Valley, Chile

Efter den vinøse rundtur på Castelbuono skifter vi lige scene … og springer til Chile med vinen Kuyen, som kommer fra det forholdsvis lille vinhus Antiyal.

Antiyal ligger i Maipo Valley og er grundlagt i 1996 af den chilenske vinmager Álvaro Espinoza, som var en af de ønologer, der genopdagede Carmenère druen i Chile, som jo ellers i mange år blev antaget for at være Merlot. Álvaro er søn af den gamle vinmager Mario Espinoza, og Álvaro studerede til ønolog langt førend landet fik succes med eksport af vin og før vinproduktion var anset som en succesfuld levevej.

Álvaro studerede ønologi i Bordeaux og har derudover arbejdet på Château Margaux i Frankrig og Viña Carmen, Emiliana Orgánico  samt  Rayun i Chile. De to sidstnævnte arbejder efter både økologisk og biodynamisk principper, hvilket Álvaro også har taget med sig til Antiyal.

Álvaro er i øvrigt stadig konsulent for Emiliana Orgánico samt nogle af Chiles og Argentinas største, mest berømte vingårde, bl.a. også den delvis dansk ejede vingård Alpamanta i Mendoza i Argentina.

Álvaro er anerkendt af både Parker og Wine Spectator som Sydamerikas nok mest betydningsfulde ønolog inden for biodynamisk vinproduktion.

Antiyal startede Álvaro som en sand garageproducent med ganske få fade vin og som en familiedrevet vingård, hvor hans kone Marina fx er eksportdirektør.

De har samlet små 21,5 hektar jord, men alene 10,2 hektar er vinmarker fordelt på markerne Los Olivos, El Escorial og Pura Fe. Alle vinmarker og hele produktionen er økologisk og biodynamisk, for at få det maksimale ud af det lokale terroir.

Resten af jorden består af mandeltræer, skov og jord til gården dyr. Det betyder også en ganske begrænset produktion på knap 20.000 flasker vin årligt, primært fordelt på de to vine Antiyal og Kuyen samt 3 vine med navnet Pura Fe.

Denne Kuyen er lavet på et blend af 57% Syrah, 28% Cabernet Sauvignon, 13% Carmenere og 2% Petit Verdot. Kuyen betyder måne på det oprindelige, lokale Mapuche indianersprog og er en hyldest til de gamle traditioner og de oprindelige folks vision af kosmos.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og alene med druernes naturlige gær. Maceration i 25 dage inden presning og derefter lagret et år på franske barriques, 20% nye, 40% fade, der er brugt en gang og 40% fade brugt to gange tidligere. Efter flaskning har vinen lagret yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt fornemmes der først en smule eukalyptus, varme, godt med eg, peber … endda godt med peber, vanilje, svag kanel, tobak, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær samt en svag bolsjesødme.

Smagen er præget af moden frugt, en sød modenhed, men der er bestemt også syre i vinen, en let bitterhed samt markant peberbid. Derudover er det kakao, cola, chokolade i kombi med peberen og syren … egentlig med fin balance, mens tanninerne også er omgængelige. Dejlig og drikkevenlig vin med en vis robusthed og elegance trods den meget solmodne frugt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 2 flasker er 139,95 kr.

Rating 4,5/7    

2014 Podere Sapaio, Volpolo, Toscana, Italien

Næste bølge – runde 2 – startede med denne Volpolo … en Bordeaux inspireret Bolgheri vin fra vinhuset Podere Sapaio Societa’ Agricola Di Massimo Piccin, der ligger midt i byen Castagneto Carducci få kilometer fra kysten og vel omkring 40 kilometer syd for Livorno i Bolgheri, Toscana.

Podere Sapaio er grundlagt i 1999, da Massimo Piccin – som vi ser på billedet ovenover – overbeviste sin fader, at de skulle købe jord i Bolgheri området og starte med at producere vin.

Massimo og resten af familien stammede egentlig fra Veneto i den nordlige del af Italien, men Massimo havde altid haft en passion for vin og ønskede selv at forfølge en drøm om selv at producere vin.

I dag har Massimo Piccin samlet 40 hektar vinmarker, som stort set er opdyrket fra det rene ingenting. Vinmarkerne ligger mellem byerne Castagneto Carducci og Bibbona.

Til at hjælpe med produktionen har Massimo hyret agronomen Simone Setti samt ønologen Susanna Drei. Massimo har også i starten haft hjælp af den italienske super flying vinmager, konsulenten Carlo Ferrini, som i dag arbejder for mere end 30 vinhuse i Toscana.

Carlo Ferrini er i dag den konsulent i Italien, der står bag flest 3 røde glas i Italiens vinguide Gambero Rosso.

Og siden etableringen er det gået ganske godt. Huset laver – i bedste Bordeaux stil – kun to vine … en 1. vin og en 2. vin. Husets 1. vin er er blandt Bolgheris bedst præmierede og får hvert år de eftertragtede 3 glas i Gambero Rosso. Wine Spectator har også Sapaio højt på listen over deres bedste vine.

Denne Volpolo er Podere Sapaios 2. vin og den er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot og 15% Petit Verdot, lavet i ståltanke med lang maceration, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen er lagret 14 måneder på barriques og derefter 6 måneder på flaske. I denne årgang 2014 er der lavet 50.000 flasker.

Næsen er dyb kælder, eg, vanilje samt lidt gærende, gamle kirsebær, urter, en dyb italiensk syre, godt med kanel og en vis sødme fornemmes også.

I munden er det er tæt vin … italiensk syre, krydret med peber, godt med tanniner, stor tørhed. Det er virkelig tæt, tørt og har derudover nogle strejf af vanilje, tobak og en smule skarphed. Tænker, at denne måske er alt for ung endnu og kunne ha’ godt af nogle år i kælderen.

Forhandles flere steder, bl.a. Gallovini, hvor en flaske koster 249 kr., men mere beskedne 129 kr. ved køb af 6 flasker. Den fås også i grænseboderne til 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7

2010 Louis M. Martini Winery, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Næste vin i række var Pauls første bidrag. Det var en US Cab, som Jan og jeg gættede spot on. Vinen Napa Valley Cabernet Sauvignon kommer fra vinhuset Louis M. Martini Winery, som ligger i St. Helena … midt i byen på St. Helena Highway og lige overfor andre kendte vinerier som fx Sutter Home.

Louis M. Martini Winery er grundlagt i 1933 af Louis M. Martini med det formål at lave områdets bedste druer. Louis var i en alder af 13 år sammen med sin familie emigreret til USA fra Genoa i Italien.

Den unge Louis fik interesse for vin, hvorfor faderen sendte ham til uddannelse i Piemonte, og da han returnerede til USA efter nogle år, så gik han i gang med at producere vin i et lejet vineri i Pleasanton ikke langt fra San Francisco.

I 1922 startede han så L. M. Martine Grape Product Company, som – pga. forbudstiden – leverede druer samt producerede kirkevin og medicinsk vin. Den reelle grundlæggelse af Louis M. Martini Winery skete først i 1933 efter ophævelsen af spiritusforbundet, hvor vinhuset var blandt de først 5 vinhuse i Napa Valley til at forsyne amerikanerne med god rødvin.

I 2002 solgte Michael Martini og søsteren Carolyn Martini – 3. generation på vingården – imidlertid vinhuset til Gallo familien. Michael er reelt gået på pension, men har dog sammen med Gallo familien et lille joint venture i form af projektet Cellar No. 254 … hvor de laver kvalitetsvine i små størrelser.

Gallo familien har investeret pænt i vinhuset, der har specialiseret sig i vine på Cabernet Sauvignon, men dog også laver vine på andre druer.

Samlet er Louis M. Martini Winery lidt af en stor historie … ejer omkring 730 hektar, hvoraf 240 hektar er vinmarker. De primære vinmarker er Monte Rosso i Sonoma, Del Rio ved Russian River, Ghost Pines i Chiles Valley samt Summer Lake i Pope Valley.

Denne 2010 Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet på 78% Cabernet Sauvignon, 11% Merlot og resten består af Petite Sirah, Petit Verdot, Syrah og Cabernet Franc.

Alle druerne er afstilket inden presning og med en forholdsvis kort maceration på 72 timer, hvorefter den alkoholske gæring sker på rustfrie ståltanke. Vinen har derefter lagret på en blanding af franske, amerikanske og ungarske egefade i omkring 15 måneder.

I glasset er det en sort bandit … virkelig en vin med kraft og en duft med solbær, godt mørk og dyb frugt, blæk, vanilje, kanel, godt med sødme, letter urter. Det er virkelig en vin med en voldsom fyldig frugtbouquet, varme og sødme.

Smagen er også fyldig og varm med amerikansk sødme, men dog ikke så meget, at det bliver helt forstyrrende. Derudover er der lidt jernagtige noter, godt med eg, tanniner samt nogle let bitre elementer.

Forhandles bl.a. af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 149 kr.

Rating 5/7

2011 Anthonij Rupert, Optima, Western Cape, Sydafrika

Sidste update fra byggemødet … vinen Optima fra vinhuset Anthonij Rupert Wines, der ligger ved byen Franschhoek i Western Cape i Sydafrika smukt omgivet af Groot Drakenstein Mountains forrevne bjergtinder.

Vinhuset er grundlagt af Anthonij Rupert i 1969 på vingården L’Ormarins i Franschhoek, men gården har dog været anvendt i vinproduktion i langt længere tid. Efter Anthonijs død i en bilulykke i 2001 blev driften vingården overtaget af Anthonij Ruperts bror Johann Ruperts, som opkaldte vinhuset efter sin afdøde bror.

Johann og Anthonij var sønner af Anton Rupert, der var en stor filantrop og grundlægger af et imperium bestående af destillerier, bryggerier, vingårde samt en portefølje af luksus mærker, så som Cartier, Dunhill, Piaget og Montblanc.

Johann bestyrede tidligere salget af luksus varerne, mens hans bror Anthonij og søster Hanneli tog sig af vingårdene L’Ormarins, Rupert, Rupert & Rothschild og La Motte.

I dag er Johann fortsat stor aktionær i foretagenet, som nu hedder Richemont Group og omfatter Cartier, IWC, Piaget, Dunhill, Montblanc, Chloé, Panerai og mange andre kendte mærkevarer.

Derudover ejer han altså også Rubert Wines, som omfatter vinhuse/brands som Cape of Good Hope, L’Ormarins, Terra del Capo, Protea og så selvfølgelig Anthonij Rupert.

Huset vinmarker er fordelt på L’Ormarins i Franschhoek, Rooderust i Darling, Riebeeksrivier i Swartland og Altima i det mere øde Elandskloof. Samlet har vinhuset over 250 hektar vinmarker i de to områder. Og derudover omfatter driften også Franschhoek Motor Museum med 80 gamle veteranbiler.

Druerne til denne vin kommer fra L’Ormarins og Rooderust. L’Ormarins jorde har er meget forskellige og ligger hovedsageligt på skræninger ved Groot Drakenstein bjergene. Rooderust i Darling området, 13 kilometer fra Atlanterhavet, producerer fantastiske druer takket være den lave mængde nedbør og havbriserne om sommeren.

Denne Optima er lavet på et Bordeaux blend … altså Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot, men forholdet kender jeg ikke. Druerne har lagret hver for sig 18 måneder i franske egefade. Dernæst 6 måneder i fad og tank efter at være blevet sammensat og sluttelig 24 måneder på flaske.

Næsen er godt stram og stringent med urter, våde fade, kanel, vanilje, mælkechokolade, tobak, kirsebær, blommer og sødme. Der er ikke muld, stald eller andre ting, som måske vil kunne løfte aromaen et niveau op og derfor virker næsen måske lidt anonym.

I munden er der peber, syrlig og frisk frugt … frugten virker måske lidt kantet og lidt ensidet og sammenlagt er det ikke umiddelbart lige min type vin. Er dog sammenlagt et fornuftigt glas vin.

Forhandles bl.a. af SuperVin, hvor en flaske koster 269,95 kr., men mere beskedne 235 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2012 Château Les Barraillots, Margaux Cru Artisan, Bordeaux, Frankrig

2012 Chateau Les Barraillots, Margaux Cru Artisan, Bordeaux, FrankrigSidste vin hos Jens blev lidt Bordeaux, serveret blindt men gættet af Houlberg trods andre meninger om, at det ikke var Bordeaux. Bingo. Det var denne Margaux Cru Artisan fra vinslottet Château Les Barraillots.

Arghhh slot og slot er måske at tage munden for fuld, men dog en præsentabel ejendom, grundlagt tilbage i 1925 af Ferdinand Brunet, som havde opdaget potentialet i området og havde opkøbt forskellige Grands Crus Margaux vinmarker. Han formede det, som i dag er Château Les Barraillots.

Sønnen Henri Brunet overtog driften i 1950 og han overdrog i 1963 til hans søn Michel Brunet, men siden 2002 har det været Michels søn Yannick Martin-Brunet, som har overtaget tøjlerne i familieforetagendet.

Château Les Barraillots har samlet 7 hektar vinmarker, som er tilplantet ned 40% Merlot, 55% Cabernet Sauvignon samt 5% Petit Verdot og Cabernet Francs. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 40 år. Markerne giver et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og en årlig produktion på omkring 40.000 flasker.

Vinen er en Cru Artisan, og det er en klassifikation, som dækker over vine, der er produceret i en af de otte Médoc appellationer på små ejendomme, typisk familieejede slotte. Klassifikationen har været anvendt i mere end 150 år, men det var først i 1994, at klassifikationen blev officielt godkendt.

Hele ideen bag klassifikationen er, at det på en Cru Artisan-ejendom er den enkelte vinbonde, der selv skaber vinen. Han og familien er ansvarlige for hele produktionen, lige fra markerne til arbejdet i kældrene.

Det er ikke multinationale koncerner, forsikringsselskaber eller kapitalfonde, der afstikker linjen og sætter en stab af folk til at producere vinen. Som Cru Artisan ligger hele ansvaret og al know-how hos vinbonden selv.

Denne Margaux Cru Artisan er lavet på rustfrie ståltanke og cementtanke, maceration i 3 uger og derefter lagres vinen 12-14 måneder på barriques, heraf 20% nye fade. Fadene udskiftes løbende over en 5-årig periode. I denne årgang 2012 er der lavet 12.200 flasker af denne vin.

Etiketten er lidt speciel … en slags limited edition, som primært anvendes overfor familie og venner. Den er udarbejdet af Thierry Coulon fra Imprimerie Graphico og har bl.a. blindskift, således den også kan findes og identificeres af blinde.

Næsen er præget af dyb eg, virkelig tunge egefade, kraft, blæk, grafit, gazebind … virkelig en bondsk og rustik Bordeaux vine med let mentol, kaktuspiller og næsten biodynamisk i stilen med en let syrlig mødding. Herligt. Smagen er frisk med syrlige ribs, bitre kirsebær, levende syre … godt kantet, men smager fint.

Forhandles herhjemme bl.a. af Ludv. Bjørns Vinhandel, hvor en flasker koster 229 kr.

Rating 4,5/7