Tag-arkiv: 4½

2016 Weingut Fritz Haag, Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Fritz Haag, Riesling Feinherb, Mosel, TysklandFra de stejle skiferskråninger ved byen Brauneberg i det centrale Mosel skal vi her ha’ en Riesling Feinherb fra Weingut Fritz Haag.

Familien Haag kan dateres tilbage til 1605, hvor familieejendommen Dusermonder Hof i Brauneberg blev anskaffet. Dengang hed byen ikke Brauneberg, men Dusermond … hvilket kan oversætte til den søde bakke, men ændrede navnet i 1925. Det var imidlertid først omkring 1937, at Fritz Haag grundlagde det succesfulde vinhus.

I 1957 afbrød den 20 årige Wilhelm Haag sine udlandsstudier for at hjælpe sin syge far Fritz med høsten. Wilhelm blev hjemme og overtog gradvis ansvaret. Det stod dog hurtigt klart, at Wilhelm ej blot videreførte familieforetagendet i samme stil som faderen.

Fokus blev nemlig nu i endnu højere grad lagt på kvalitet – hvilket i høj grad skete gennem en strengere udvælgelse af parceller samt lavere hektarudbytter. Wilhelms kvalitetsfokus bar frugt og med den ene gode årgang efter den anden, så blev Wilhelm da også endelig i 1994 udråbt til årets vinmager i Tyskland.

I 2005 overtog Wilhelms søn Oliver og fruen Jessica driften. Forinden havde Oliver studeret ønologi i Geisenheim sideløbende med, at der blev arbejdet hos kapaciteter som Dönnhof i Nahe og Karthäuserhof i Ruwer.

Efter ønologieksamen fik Oliver Haag ansættelse hos Mont de Toit i Sydafrika, efterfulgt af 5 år hos Wegeler i Rheingau. Herefter returnerede Oliver til familieejendommen, hvor han siden har stået for produktionen.

Og kronjuvelerne hos Haag er de to Grosse Lage marker Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg.

Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Her opnår Riesling druerne optimale vækstforhold. Skråningerne er domineret af mørk skifer, og undergrunden er meget jernholdig. Forhold der bidrager til høj mineralitet og et fantastisk lagringspotentiale.

Mosel er Riesling-land, hvilket Weingut Fritz Haag da også anerkender til fulde, her arbejdes kun med Riesling.

Denne Riesling Feinherb er én ud af 2 Gutsweine fra Haag, altså en entry-level vin. Jeg har tidligere smagt og skrevet om den tørre, men her altså hans Feinherb med lidt mere sødme, helt præcis 17,5% restsukker pr. liter for denne 2016. Druerne kommer fra forskellige marker og er vinificeret på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er der allerede en snert af petroleum – herligt – hvilket blandes med lidt æbler, fersken, citrus, blomster, grønne grene og et lidt støvet og tørt udtryk, et plaster eller førstehjælpskasse samt våde sten. Meget givende næse.

I munden er vinen ikke knastør, men er blød og har en vis sødme, men det bliver dog aldrig for meget, for vinen har også både en grøn kant, stor frugtrigdom og er samtidig frisk på ganen.

Forhandles af Sigurd Müller Vin, men prisen kender jeg ikke. I Tyskland koster sådan en flaske vistnok omkring 10€.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumb

2009 Cantine Buglioni, Ripasso Il Bugiardo, Veneto, Italien

2009 Cantine Buglioni, Ripasso Il Bugiardo, Veneto, ItalienI december smagte jeg denne Ripasso Il Bugiardo fra Cantine Buglioni i en årgang 2014. Nu har jeg vinen i glasset igen … blot i en ældre årgang 2009.

Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto.

Historien om Cantine Buglioni startede i 1993 da Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller vinproduktion overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Der tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev således kåret til Italiens bedste vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine, smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været loyal kunde. Den gode præsident serverer – efter sigende – ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus. Formentlig også sammen med lidt US cab … kan man da i hvert fald forestille sig.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 46 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano.

Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Denne Ripasso Il Bugiardo er en Valpolicella Ripasso Classico Superiore DOC. Il Bugiardo betyder “den løgner eller den lyver” og referer til, at en anerkendt sommelier i 2000 smagte vinen og sagde; “If this is not Amarone, then it is a lying wine!”

Siden har vinen gået under betegnelsen løgneren … Il Bugiardo. Den laves på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta … hvilket også er samme blend som husets almindelige Amarone.

Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, hvorefter en del af druerne presses straks, mens en del lægges til tørre på tørreloftet et par måneder. Den friskpressede del vinificeres og gærer to gange … først alene og derefter efter Ripasso metoden med resterne af kvaset fra Amarone produktionen.

Den tørrede del af druerne vinificeres efter de to måneder tørring separat bl.a. med maceration i 20 dage og blandes efter endt fermentering med Ripasso vinen, hvorefter den blandede vin lagres 12 måneder på store 7,5 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det mørke og gærede bær, blåbær, solbær, blommer, våde fade og en lille syrlig note. Derudover lidt tobak, krydderurter, nogle grønne elementer samt en vis modenhed.

I munden er det en blød og varm vin med intens dyb frugt, lakrids, chokolade, krydret bærsødme, tjære, peber, jern og stor saftighed. Der er nu – som sidst – et stykke vej til Amarone, men den smager sgu slet ikke så ringe … for nu at sige det på jysk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men kan pt fås på 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Chassagne-Montrachet Vieille Vigne, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Chassagne-Montrachet Vieille Vigne, Bourgogne, FrankrigChassagne-Montrachet Vieille Vigne blev eftermiddagens sidste node i det vinøse felt fra den musikalske, lille vinmager Jean-Charles Fagot.

Chassagne-Montrachet hed oprindeligt Chassagne-le-Haut, men blev i 1879 omdøbt for at ære den mest berømte Grand Cru parcel i området Le Montrachet. Det er også det område i Côte de Beaune – ja vel i hele Bourgogne – som har rekorden med flest Premier Cru marker … hele 51 af slagsen. Der dyrkes dog mest hviidvin i Chassagne-Montrachet, hvor halvdelen er beplantet med Chardonnay og 76% af Premier Cru vinene er hvidvine.

Hos Jean-Charles Fagot kommer druerne til denne Chassagne-Montrachet Vieille Vigne imidlertid ikke fra Premier Cru marker, men til gengæld fra gamle vinstokke på omkring 55 år og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinificering sker alene med druerne naturlige gær og vinen er lagret omkring 1 år på egefade, hvor 1/3-del er nye fade, 1/3-del fade brugt en gang før og den sidste 1/3-del fade, som er anvendt to gange tidligere. Flasket uden klaring og med let filtrering. Der laves årligt små 1.500 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er blomsterduften virkelig meget tydelig i denne vin … ja nærmest stærk, så det endda næsten tangerer lidt kampfer, hvilket så kombineres med hindbær, jordbær, røg, godt med karamel og lidt chokolade. Duften er meget insisterende.

I munden er vinen godt fyldig og næsten eksplosiv i frugten. Der er noget sødme … karamel og det bevirker, at vinen bliver meget rund og blød i eftersmagen.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 279,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumb

2014 Domaine Labruyère, Bourgogne Gamay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Labruyère, Bourgogne Gamay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigEdouard Labruyére kaldes også mesteren fra Beaujolais, så vi skulle selvfølgelig også smage lidt Beaujolais, og vi startede med denne Bourgogne Gamay, som kommer fra selve Domaine Labruyére og med druer fra deres marker i kommunen Romaneche-Thorins.

Familien Labruyére har samlet omkring 10 hektar vinmarker i Beaujolais, herunder nogle af de bedste cru-marker i Beaujolais’ vel nok fornemmeste cru Moulin-a-Vent, heriblandt den mark, der omringer kommunens berømte vindmølle. Gennemsnitsalderen for stokkene er et halvt århundrede!

Denne Bourgogne Gamay Vieilles Vignes er Domaine Labruyères basisvin, men er egentlig lavet som de andre vine på Domaine Labruyére, nemlig med sortering af druerne, afstilkning af klaserne og fermentering i store 50 hektoliter cementtanke, hvor druerne først undergår en kold maceration i 3 dage efterfulgt af den alkoholiske gæring og en eftermaceration på omkring 8 dage.

Derefter lagres vinen i egetræsfade, typisk 600 liter demi-muids et sted mellem 16 og 20 måneder, men jeg kan imidlertid ikke se, om dette også tilfældet med denne basisvin. Efter lagring overføres vinen igen til cementtankene, hvor den får lov at hvile inden flaskning.

Det er en Gamay, som er lavet 100% som en bourgogne med hjælp fra ønologen Nadine Gublin … saftig, fløjlsblød og indsmigrende som i gamle dage, hvor Gamay var rigt beplantet i hele Bourgogne. Men lad os nu smage vinen.

Og hold da op for en næse. Vi snakker nærmest bio- og naturewine. Her har landmanden både armsved og komøg under træskoene. Det suppleres med nytårskrudt, røde gærede kirsebær, bondecharme og det virker som en virkelig saftig satan.

Ja … den er også saftig og kraftig, simpel og herlig rund med kirsebær, kirsebærsten, peber, flintesten og kant. Den er lidt over det hele, men det er på en saftig, forfriskende og charmerende facon, som man undgår sgu ikke at blive lidt smittet.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 129,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2015 Bruyére-Prieur Sélection, Pouilly-Fuissé, Bourgogne, Frankrig

2015 Bruyére-Prieur Sélection, Pouilly-Fuissé, Bourgogne, FrankrigVi starter anmeldelsen af vinene fra smagningen af de burgundiske vine på Restaurant ET hos Famille Labruyére, nemlig med deres Pouilly-Fuissé fra negociantdelen Bruyére-Prieur Sélection hos Domaine Jacques Prieur, som familien Labruyére har ejet siden 1988.

Labruyére holder til i byen Macon i Beaujolais land … og er grundlagt tilbage i 1850, hvor Jean-Marie Labruyére slog sig ned i Les Thorins, som senere blev en del af Moulin-a-Vent appellationen. Mellem 1850 og 1860 opkøbte Jean Marie en lang række vinmarker på nogle af de bedste steder i Beaujolais.

Siden etableringen har familien i generationer bevaret og udviklet vinhuset, som i dag drives af Edouard Labruyére, som overtog driften fra sin fader Jean-Pierre i 2008.

Det var dog Jean-Pierre Labruyére, som i 1988 stod bag familiens køb af Domaine Jacques Prieuer i Meursault sammen med en række medinvestorer og senere i 1992 også købet af vinslottet Château Rouget i Pomerol samt 18 hektar vinmarker.

Edouard har dog stået for seneste udvidelse af familieforetagenet, da han i perioden 2012-2014 opkøbte vinmarker ved byen Verzenay, Montagne de Reims I Champagne. Således ejer Famille Labruyére i dag 4 vinhuse i henholdsvis Beaujolais, Bourgogne, Bordeaux og Champagne.

Juvelen i porteføljen af vinhuse er dog Domaine Jacques Prieur, som er et klassisk og nærmest legendarisk vinhus, som er grundlagt i 1868 og nok også det eneste, som ejer vinmarker i næsten alle de berømte appellationer i både Côte de Beaune og Côte de Nuits.

De ejer bl.a. parceller på Chambertin, Musigny, Clos Vougeot, Echézeaux, Corton, Meursault og Montrachet, hvilket endda suppleres med monopol ejerskab af 3 marker, nemlig Meursault Clos de Mazeray samt de to Premier Cru marker Volnay Clos des Santenot og Beaune Clos de la Féguine.

Samlet har Domaine Jacques Prieur 21 hektar vinmarker, som er fordelt på en lang, lang række små parceller. Men derudover har Edouard i 2013 også grundlagt en lille negociant virksomhed, som han kalder Bruyére-Prieur Sélection.

Det er Edouard Labruyere selv, som står bag produktionen af vinene fra de forskellige vinhuse, hvilket dog sker med hjælp fra et team af vinmagere. På Domaine Labruyère sker det således I samarbejde med vinmageren Nadine Gublin samt Michel Rovere, der er ansvar for markerne.

På Château Rouget sker det med hjælp fra den velkendte flyvende vinmager Michel Rolland og slottets driftsleder Antoine Ribeiro. På Champagne Grand Cru J.M. Labruyère sker produktionen med hjælp fra både Vincent Van Waesberghe og Nadine Gublin, som også hjælper Edouard på Domaine Jacques Prieur.

Nå, men her er det så første vin fra Domaine Jacques Prieur … en Pouilly-Fuissé, som selvfølgelig er 100% Chardonnay, hvor druerne kommer fra de kalkrige marker på bjergskråninger ved Fuissé.

Druerne er høstet med håndkraft, og presset som hele klaser. Fermentering er sket med 2/3-dele i egetræsfade, heraf 10% nye fade, samt 1/3 kar og lagret 12 måneder på egefade.

Næsen har et lidt støvet udtryk med lys frugt, hyld, meget let i udtrykket med hvide blomster, akaciehonning, men måske en smule nærig med aromaerne.

Smagsmæssigt er der dog mere fylde og vinen er langt dybere i smagen end duften lige indikerer. Syren er fin, men bider en smule endnu og virker en kende kantet. Men svært at være helt utilfreds.

Importør er Vinmonopolet … og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2008 Beni di Batasiolo, Barolo, Piemonte, Italien

2008 Beni di Batasiolo, Barolo, Piemonte, ItalienVidere med lidt Barolo … og denne kommer fra Beni di Batasiolo, som drives af den energiske og karismatiske Dogliani familie.

Vingården er grundlagt i 1978, og hed oprindeligt Fratelli Dogliani inden den fik det nuværende navn Beni di Batasiolo, opkaldt efter ét af huset allerbedste marker.

Beni di Batasiolo har samlet mere end 100 hektar vinmarker, bl.a. parceller på de 5 topmarker Briccolina. Boscareto. Brunate. Bussia og Cerequio.  Markerne ligger i alt i 4 områder; Barolo, La Morra, Monforte D’Alba og Serralunga d’Alba.

Beni di Batasiolos vinmarker ligger 150-350 meter over havets overflade og er anlagt på stejle skråninger, der vender mod sydøst og sydvest. Jorden er sammensat af kalkholdig mergel, jernholdig kalk og sand, et meget veldrænet og frugtbart voksested for Nebbiolo.

Udover de fantastiske Barolo vine fra husets topmarker,  så producerer Beni di Batasiolo en lang række andre flotte vine: Barbaresco, Barbera d’Asti, Moscato d’Asti og mange flere. Vinene lagrer i den fantastisk flotte kælder, som I kan se på billedet ovenover. Der er plads til 480 barriques i kælderen.

Udover vingården omfatter Batasiolo også et stort 5 stjernet luksushotel & spa kaldet Il Boscareto, der ligger i Serralunga d’Alba og har ikke mindre end 38 værelser.

Fra Dogliani familien er det i dag ønologen Oreste Dogliani, som er ansvarlig vinmager på Beni di Batasiolo, mens Fiorenzo Dogliani står som samlet leder og Sabrina Dogliani for markedsføringen af huset og vinene.

Dette er husets almindelige Barolo, som selvfølgelig er på 100% Nebbiolo, og vinificationen er traditionel. Skallerne udblødes i mosten i 10-12 dage i rustfrie ståltanke.

Gæringen finder sted ved en lav kontrolleret temperatur, der bevarer druernes ædle frugt og krydderi i den endelige vin. Når gæringen er forbi, så lagres vinen i 24 måneder på små egetræsfade og derefter 12 måneder på rustfrie ståltanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen endnu en periode, inden den frigives.

Duftmæssigt en ganske moden frugt med lidt både brombær, blåbær, blommer, tranebær og tobak. Der er nogle balsamiske elementer, landlighed og en moden syre, svag chokolade, læder, krydderier samt grønne urter. Lidt mørk i duften for en Barolo.

Smagen er blød, syren virker moden og det smager godt. Der er klar italiensk syre i vinen, som dog måske er en anelse for svag. Det er dog meget drikkevenlig Barolo, let syre, elegant og igen lidt til den mørke og mere moderne side.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 299,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Glover Family Vineyards, Zephyr Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2016 Glover Family Vineyards, Zephyr Pinot Noir, Marlborough, New ZealandMed denne Zephyr Pinot Noir er vi atter hos Glover Family Vineyards aka Zephyr Wine, der ligger ved Dillons Point i New Zealand. Det er i Marlborough tæt på Cloudy Bay i den nordligste del af Sydøen på New Zealand.

Vi har tidligere stiftet bekendtskab med Ben Glover her på bloggen, dels da jeg smagte en lille Massey Dacta Riesling og senest da jeg smagte en vin fra Seresin Estate, som Ben Glover netop har købt i partnerskab med Rhyan Wardman … den assisterende vinmager på Seresin Estate.

Ben Glover står bag Glover Family Vineyards, som blev grundlagt i 1985, da Bens forældre Owen og Wendy Glover som 4. generation på Dillons Point Dairy omdannede produktionen fra traditionel landbrug til vinproduktion.  Det skete med tilplantningen af Sauvignon Blanc, Pinot Noir, Chardonnay og Semillon vinstokke.

Siden etableringen har Glover Family Vineyards været sådan lidt ubemærket og de eneste ændringer var egentlig blot udskiftningen af Semillon vinstokkene med Riesling og Gewurztraminer. Druerne blev primært solgt til andre producenter og kooperativer.

Men i 2007 lancerede Owen og Wendy sammen med sønnen Ben Glover imidlertid deres egne vine under navnet Zephyr. Og siden er der også startet en eksport af vinene, som også er blevet bemærket af vinanmeldere rundt om i verden, bl.a. udtalte den engelsk Tim Atkin, at skulle han drikke Sauvignon Blanc, så ville han vælge Zephyr.

Men Ben Glover er imidlertid også et stort navn i vinbranchen i New Zealand og vi er da også stødt på ham tidligere her på vinbloggen, da han til dagligt arbejder som vinmager for nogle af de vinhuse, som det store Accolade Wines ejer.

Accolade er en af de helt store spillere i vinbranchen … en møj-megastor vinkoncern, som ejer et utal af vinmærker, har over 1.600 ansatte, er størst indenfor vin i både Australien samt England og sælger deres vin over hele verdenen.

Men hos familiens egen vingård er der mere hjerte i vinene og de har da også langt mindre produktion. De producerer kun omkring 96.000 flasker årligt, men produktionen bliver stille og roligt større år for år i takt med, at de sælger mindre og mindre til andre producenter og kooperativer.

Husets vinmarker er placeret i et køligt klima og dette sammen med jordbundsforholdene giver vine sprødhed, et rent udtryk og en utrolig dybde. Vingården er økologisk drevet og familien ønsker at gå endnu mere i den retning i fremtiden.

Vinene sælges under brandet Zephyr, som fx denne Zephyr Pinot Noir, hvor druerne kommer fra Rawiri vinmarken i den sydlige del af Marlborough, hvorimod tidligere årgange af vinener lavet med druer fra flere forskellige marker.

Til gengæld er der ingen informationer – overhovedet – omkring produktionen, men den virker til at være lagret en periode på egefade, men det er nok heller ikke helt unaturligt. Der er 2 gram restsukker pr. liter i vinen.

I næsen er vinen til at starte med meget grøn og syrlig … kirsebær, ribs, stikkelsbær og grønne blade. Med lidt tid og luft i glasset tør hun dog lidt op og viser nogle mere milde, imødekommende og sammenhængende sider, bl.a. med gazebind, peber, lidt nelliker, røg, eg, vanilje og kanel.

Smagen er lidt i samme boldgade som duften og det bliver aldrig en helt let Pinot Noir, som er en tand mørkere end forventet. Vinen er let syrlig med peber, ribs, grønne blade, krydderier og måske en anelse jern/sten i eftersmagen. Igen … giv vinen en smule tid og luft, så bliver den en tand mere omgængelig,

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Dezzani, Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection, Piemonte, Italien

2013 Dezzani, Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection, Piemonte, ItalienI den lille by Cocconato i Asti provinsen i Piemonte finder vi vinhuset Dezzani, som står bag næste vin … Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1934 af Luigi Dezzani, som startede med produktion af en enkelte tønde med 700 liter vin, men er i dag en langt større historie, som i dag drives af Luigi Dezzani, som er 3. generation og selvfølgelig opkaldt efter bedstefaderen. Luigi ejer familiefirmaet sammen med sine søskende Franca og Giovanni.

Produktionen af vinene sker i dag i et samarbejde med det italienske vinfirma Angelo Rocca & Figli, et stort vinhus der årligt producerer omkring 4,5 millioner flasker vin og i øvrigt er blevet aktionær i Denazzi, samt kooperativet Villa Rivalta, der laver vine fra et kæmpestort 10.000 hektar stort areal vinmarker tilhørende kooperativets medlemmer.

Dezzani har selv alene omkring 40 hektar vinmarker i Monferrato og Langhe området, men opkøber primært druer fra en lang række vinavlere, bl.a. fra Pavesio familien i området.

Men der købes også druer fra andre områder … jeg har fx tidligere smagt vinen Miliasso Toscana Rosso, så dermed laver Deazzani således vine fra forskellige områder af Italien, men vinene under Dezzani navnet er dog alle fra Piemonte.

Udover vine under Dezzani brandet, så laves der således også vine under Miliasso navnet. Navnet skulle efter sigende stamme fra den nuværende generations oldefar Giovanni Miliasso.

Nå, men denne Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection er lavet af Luigi Dezzani. Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men kan dog se, at vinen er lagret 18 måneder på store 700 liters egefade og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er til at starte med en smule lukket … en smule italiensk syre viser sig lidt efter lidt, nogle mellemrøde bær, syrlige bær, meget svag chokolade, krydderbuske, grene og et støvet udtryk med tør jord. Der er også lidt træ … eg samt meget svag vanilje.

Der er god syre i frugtsmagen … godt frisk syrligt bid, tørt og godt med syrlig frugt sammen med lidt tanniner. Vinen vinder lidt ved luft i glasset … syren bliver mere balanceret og et lidt sjovt, kantet og krydret element afdæmpes også samt forsvinder næsten.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2017 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigSommervejret kalder på mere hvidvin på terrassen … og en god måde at løse det på er netop med denne friske 2017 Grüner Veltliner Terrassen fra østrigske Weingut Huber.

Weingut Huber holder til midt i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Det ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien.

Weingut Huber drives af den unge Markus Huber, som I kan se på billedet ovenover. Han overtog i år 2000 driften af vingården, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem ti generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Denne Grüner Veltliner Terrassen er lavet med druer for forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, som er mellem 5 og 80 år gamle. Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes.

Næsen er frisk med gule æbler, blomster, akaciehonning, peber, citrus og en buket blomster. Det er sgu en dejlig, aromatisk og frisk næse og alligevel med en svag sødme.

I munden er der både sødme, grøn syre samt en gul Københavnerstang, fin balance og generelt er vinen meget drikkevenlig. Der er grønne noter, vinblade, mynte og krisp tørhed, mineraler, bitterhed og citron. Det er en lille fin Grüner Veltliner, som konen helst ville ha’ at jeg skulle holde mig fra efter mit første glas. Hmmm, sådan er koner nogle gange, men det er også en ganske fin lille sommervin til terrassen, sofaen eller konen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 114,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Jülg, Grauburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Jülg, Grauburgunder, Pfalz, TysklandVi skal da igen et smut omkring Weingut Jülg … I ved ham den unge Johannes Jülg på adressen Hauptstraße 1 i byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz ved grænsen til Alsace i Frankrig. Denne gang er det ikke hans crémant vi smager, men en hvidvin på Grauburgunder.

Det er 100% Grauburgunder eller Pinot Gris, som druerne kaldes på den anden side af grænsen og faktisk er halvdelen af druene netop fra den franske side og den anden halvdel fra den tyske side. Det må jo så betyde 50% Pinot Gris og 50% Grauburgunder ;o)

Og så er det en Gutswein … altså fra serien af billigere basisvine hos Weingut Jülg. Vinen er vinificeret på ståltanke og har 4 gram restsukker pr. liter.

Weingut Jülgs Grauburgunder har en dejlig duft … frugten er pærer, ananas, fersken, kvæde, mirabeller og derudover safran, lindetræ, karamel, blomster og papkasser. Det er en duft, som langsomt åbner sig med mere og mere luft i glasset.

Smagsmæssigt er vinen blød med en fed og alligevel mineralsk syre, et fyldigt og nærmest cremet bid. Vinen er fint afbalanceret og slutter ganske tørt med lime i eftersmagen. Frugten er gule frugter med blomster og mineraler. Dejlig vin.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 129 kr., men ved køb af 3 flasker sparer du 23%, dvs. en pris på 99,33 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7