Tag-arkiv: 5½

2007 Château Mont-Redon, Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2007 Château Mont-Redon, Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigDenne Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape fra det herrens gode år 2007 i Rhône er en særlig label fra Château Mont-Redon og normalt forbeholdt restauranter i hjemlandet.

Château Mont-Redon ligger på adressen Chemin de Maucoil ved Châteauneuf-du-Pape … på et historisk sted, som helt tilbage i 1300-tallet blev kaldt Mourredon efter det latinske navn muntem retundum, som betyder det runde bjerg. Mourredon blev senere til Mont Redon og senere blev stedet også beboet af poeten Anselme Mathieu, som kaldte sig Marquis de Mont-Redon.

I 1923 købte Henri Plantin en ejendom ved højdedraget med skovarealer samt sølle 2,5 hektar vinmarker. Plantin ryddede dog mange af skovarealerne, plantede vinstokke og tilkøbte mere jord og det blev grundlaget for det nuværende Château Mont-Redon.

I dag drives Château Mont-Redon af Plantins efterkommere, nemlig 4. generation i form af familierne Abeille og Fabre. Det er nemlig Pierre Fabre samt Patrick, Yann og Jérôme Abeille.

I dag har familierne samlet 186 hektar jord, hvoraf omkring 100 hektar er vinmarker. Markerne dækker over 3 appellationer, nemlig Châteauneuf-du-Pape, Lirac og Côtes-du-Rhône.

Og det giver bl.a. basis for en årlig produktion af omkring 350.000 flasker rød Châteauneuf-du-Pape og 100.000-110.000 flasker hvid Châteauneuf-du-Pape.

Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape er lavet med sammenlagt 7 af de tilladte druer, eller mere præcist 60% Grenache, 30% Syrah, 8% Mourvédre og med 2% til de resterende 4 druesorter.

Det er meget passende Pierre Fabre, som har været vinmager på vinen. Det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Vinen har efter endt fermentering lagret i dels 228 liters Bourgogne fade – hvoraf op til 40% er nye – samt i rustfrit stål i 14 til 16 måneder inden aftapningen på flaske.

Duftmæssigt er vinen voldsomt animalsk og læner sig næsten op ad lidt bio-bio økofræs, men har derudover nogle af de mere klassiske dyder for Châteauneuf-du-Pape, men faktisk på en lidt lysere og lettere måde end normalt. Frugten er lyse, gærede og rød kirsebær, umodne solbær, men derudover er der syrlig parfume, blæk, kul, våde fade, chokolade og lidt søde krydderier.

I munden er det også en let og syrerig vin, som er ganske frugtrig trods alderen på 11 år. Det er syrligt og stringent med kompleks smag af kirsebær, grafit, stor tørhed og faste tanniner. Det er en let stil med masser af liv og syre.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske af nyere årgang koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2011 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder JS, Ahr, Tyskland

2011 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder JS, Ahr, TysklandSå er vi igen hos Weingut Jean Stodden … der Rotweingut fra Rotweinstraße i byen Rech i Ahr og denne gang med hans Spätburgunder JS.

Stodden har jeg også skrevet om tidligere. Det er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen. I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Denne Spätburgunder JS er en cuvée, som er lavet af druer fra Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne er håndplukket og sorteret manuelt med 14 dages gæring med skallerne og 16 måneder lagring på barriques.

Ved første snif er man ikke i tvivl … tysk Spätburgunder med sød kostald, dyb animalsk næse, luftig og let med bolsjesyre, blomster, blæk, grafik, smuk kølighed, eg, ristede noter, gazebind og samtidig en smule grøn og urtet.  Aromaen er herlig luftig og svævende … indikerer stor Spätburgunder.

Selvom det er en 7 år gammel 2011’er, så er vinen smagsmæssigt næsten for ung, for der er masser af syre. Det er ribs, tranebær, peber og igen stor lethed … men virkelig ung. Bryster sig og virker en smule utilnærmelig, så lagring i kælderen i flere år vil kun gøre vinen godt. Men allerede nu smager det stjernegodt.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske i nyere årgang koster 400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Weingut Hensel, Spätburgunder Höhenflug, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Hensel, Spätburgunder Höhenflug, Pfalz, TysklandGert E var til lidt Spätburgunder efter 3 x australsk urkraft og jeg kunne selvfølgelig løse opgaven med lidt højtflyvende saft af slagsen …  Spätburgunder Höhenflug fra den luftbårne Weingut Hensel.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om flere vine fra Thomas Hensel, som ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz … lige tæt på sportsflyvepladsen i byen. Hensel kalder sig også das Weingut am Flugplatz og på alle etiketter af Hensels vine er der da også tegnet et lille fly over navnet Hensel. Vinene laves også i serier inspireret af samme tema … Aufwind, Höhenflug og Ikarus.

Thomas Hensel er også selv passioneret svæveflypilot, altså ved siden af sin primære passion, som klart er innovativ vinproduktion. Han driver familiens vingård og  viderefører dermed familiens over 300 års historie som vinbønder i Pfalz.

Thomas overtog driften fra sin fader i 1990, men er selv uddannet ønolog og har bl.a. arbejdet hos den legendariske Hans-Günter Schwarz på Müller-Catoir.

Weingut Hensel har i dag samlet 23,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er Dürkheimer Steinberg, Nonnengarten, Fronhof og Spielberg.

På markerne dyrker Thomas hvide sorter som Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Chardonnay, Sauvignon Blanc og lidt Grüner Veltliner samt de røde sorter Spätburgunder, Sankt Laurent, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Cubin.

Thomas Hensel har en klar ambition om at fremstille så naturlige vine som muligt. Han har fokus på god sund frugt, stor reduktion i markerne, bæredygtigt landbrug og minimal påvirkning i vinkælderen.

Den årlige produktion er omkring 290.000 flasker. Vinene tappes også ufiltrerede, for at få så mange udtryk med som muligt i flasken, og så markedsføres de lidt anderledes med store forkortelser for druerne på hver flaske. Vine som denne på Spätburgunder har således et sort sp på etiketten.

Thomas har løftet kvaliteten markant i vinhuset, og har altid en innovativ tilgang til vinproduktionen. Hans har lige bygget et topmoderne og stilrent vinothek på vingården.

Udover temaer med flyvepladsen, anderledes etiketter og markedsføring med en gammel Käfer aka VW boble, så laver Thomas Hensel også vine i samarbejde med sin bedste ven … en anden kendt og innovativ  vinproducent i Pfalz, nemlig Markus Schneider.

Sammen laver de vine under navnene Tu le Merites samt Hensel & Gretel. Jeg jhar tidligere smagt og skrevet om netop Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken her på bloggen.

Höhenflug er Thomas’ mellemserie af vine … altså niveauet over Aufwind. Thomas siger selv, at navnet Höhenflug skyldes, at man vil svæve over skyerne, når man nyder vinen, men det er nu nok lufthavnen ved siden af, som har givet inspiration til navnet.

Jeg har tidligere smagt en 2010 Spätburgunder Aufwind Trocken, men denne Höhenflug er således storesøsteren, hvor druerne til vinen kommer fra 2 marker, nemlig Dürkheimer Fronhof og Dürkheimer Schenkenböhl, hvor jorden består af kalk, sandsten og grus.

De er alene de bedste druer, som anvendes til Höhenflug … og høstes naturligvis med håndkraft. Vinen er lavet i åbne egekar, såkaldte fuder med en kapacitet på omkring 900 liter med maceration og efterfølgende gæring. Vinen er efter endt fermentering lagret 12 måneder på burgundiske barriques, hvoraf 50% er nye fade og resten brugt 2 eller 3 gange før.

Duftmæssigt er det lækker, mørk og dyb kostald … en sød og mørk stald med ristede noter. Frugtmæssigt snakker vi lidt søde kirsebær, hindbær, ribs, tranebær og derudover er der ristede pinjekerner, en nøddet aroma, nelliker, virkelig ristede fade, sødkrydret røg, akacietræ, marcipan, kakao og vanilje. Dufter møglækker.

Smagen er tør med grafit, kirsebær … bløde og søde kirsebær, boysenbær med en kraftfuld elegance. Tanninerne er silkebløde og der kommer også nogle bitre elementer og salte mineraler. Der er en vis spændstighed i vinen og god lang eftersmag.  Det er en god Spätburgunder.

Vinene fra Hensel forhandles af Otto Suenson, men denne er ikke fundet på deres hjemmeside. Mit eksemplar har jeg købt i Tyskland, hvor prisen var 15.50€ … svarende til 115 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, Australien

2015 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, AustralienI den lille vertikalsmagning af de 3 x graffitiflasker af The Piece Shiraz fra Longview Vineyards sluttede vi med årgang 2015, som er seneste frigivne årgang.

I år er vinen i årgang 2016 endnu ikke frigivet, idet konkurrencen Adelaide Hills’ Pinnacle Street Art i år ikke – som vanligt – blev afholdt i januar på grund af dårlig vejr, og derfor først holdes senere i år.

I 2017 var det 7. gang, at Longview Vineyards afholdte deres graffiti konkurrence, og samtidig første år, hvor det alene var kvindelige kunstnere, som dystede. Vinderen af konkurrence blev Lisa King, som er inspireret af indie, punk og street-art kulturen.

Hendes graffiti mesterværk – som ses på etiketten – er et farverigt maleri, som forestiller Venus … kærlighedens gudinde.

Vinen er som de øvrige fermenteret i åbne kar med hver 1 tons block separat og med omkring 15% hele klaser. Hver batch holdes adskilt indtil det endelige blend sker efter 18 måneder på en kombination af nye og brugte, franske hogsheads fade. Det er fortsat kun halvdelen af fadene, som så efterfølgende anvendes i den endelige vin.

Duftmæssigt er 2015’eren klart den yngste … en usleben diamant og lidt af en ballademager. Der er selvfølgelig igen nogle af de samme aromaer som hos de 2 andre, lakrids, rå power, gæret frugt, men frugten er mere frisk, blåbær, brombær og vi er igen helt inde i sjælen af de mørke frugter med dyb og inderlig aroma. Det er frisk, gæret og animalsk frugt og det dufter næsten biodynamisk. Der er lidt blomster, sæbe, eg, kanel og grønne urter.

Smagsmæssigt igen saft, kraft, rå power, tæthed og eminent dybde med flot balanceret kant, syre og blide tanniner. Der er masser af eg, våde fade, solbær, peber og selvom det er australsk Shiraz, blødt og rundt, så er dette langt fra marmeladevin, for der syre, elegance, kækhed og sjæl. Eftersmagen er igen lang … det smager sgu bare rigtigt godt og vinen vil kun blive bedre med flere år i kælderen.

Skal der drages en lille konklusion efter at ha’ smagt The Piece Shiraz i 3 årgange, så er der sgu Thumbs Up fra Danmarks flittigste vinblogger. Selvom den meget iøjnefaldende markedsføring med indpakningen i spraymaling emballagen og graffiti-etiketterne måske ved første kig kan virke lidt fortænkt, designeragtig og for meget, så holder det sgu,

Indholdet er tæskegodt australsk Shiraz med kompleksitet, kølig og elegant stil. Jeg vil hellere drikke dette end fx overpriced Penfold Grange og specielt 2010’erne er klart min favorit.

Ved første sip hældede jeg mod de nyeste årgange, men efter lidt tid ændrede dette billede sig totalt … 2010’er har klart et eller to gear mere. Nu anbefaler vinhuset jo også selv, at vinene skal gemmes, så måske det ekstra gear blot skyldes alderen. Køb derfor nogle stykker af hver vin og så gem dem i kælderen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, Australien

2014 Longview Vineyards, The Piece Shiraz, Adelaide Hills, AustralienMed næste årgang af The Piece Shiraz fra brødrene Saturno på Longview Vineyards hopper vi et par år frem i tiden, nemlig til en årgang 2014.

The Piece Shiraz i årgang 2014 er frigivet i 2016, hvor det var kunstneren Dvate, som vandt konkurrencen Adelaide Hills’ Pinnacle Street Art. Han har lavet et oldschool graffitimaleri – urban med historie – en moderne illustration af den store australske fugl emuen, der ikke kan flyve, men løbe 50 kilometer i timen og tidligere har levet i store flokke omkring vinhuset i Macclesfield.

Vinen er som 2010’eren fermenteret i åbne kar med hver 1 tons block vinificeret separat og med omkring 15% hele klaser. Hver batch holdes adskilt indtil det endelige blend sker efter lagring, som i denne årgang er sat ned til 18 måneder på en kombination af nye og brugte, franske hogsheads fade. Det er fortsat kun halvdelen af fadene, som så efterfølgende anvendes i den endelige vin.

Duftmæssigt er der selvfølgelig mange ligheder med 2010’eren … lakrids, solbær og mørke kirsebær, kaffe, sød tobak og igen skrald på kraft, tæthed og dybde … fortsat leveret uden flommefedt, men virkelig elegant. Frugten er knap så moden, men klart mere frisk, der er også mer’ cigaræske, blyant, lidt vanilje og en snert animalske aromaer blander sig også. Der er en let parfumeret kant med blomstereng, hvid peber og grøn ensilage.

Smagsmæssigt sparker vi fortsat røv … rå power, tæthed, dybde i skøn symbiose med elegance. Der er en tak mere syre i vinen end hos 2010’eren, hvormed vinen virker mere rank. Det er dog fortsat blød, rund og smuk balanceret vin med eg, røg, vanilje og stor kompleksitet. Det smager hamrende godt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Terra Sancta Wines, Mysterious Diggings Pinot Noir, Central Otago, New Zealand

2013 Terra Sancta Wines, Mysterious Diggings Pinot Noir, Central Otago, New ZealandDenne gådefulde og mystiske Mysterious Diggings Pinot Noir fra Terra Sancta Wines i Central Otago … den sydligste vinregion på Sydøen i New Zealand er svær at stå for. Den har både kant, øko-gener og smager herregodt.

Terra Sancta betyder hellig jord eller et specielt sted. Vinhuset er grundlagt af ejerne Mark Weldon – jeps ham på billedet ovenover – og Sarah Eliott. De holder til på adressen Felton Road i byen Bannockburn i Central Otago. De driver stedet sammen med de to vinmagere Jody Pagey og Len Ibbotson med fokus på håndlavede kvalitetsvine.

Terra Sancta Wines har samlet 36 hektar jord, men kun de 26 hektar er vinmarker og resten består af træer og skov. De ejer samlet 4 vinmarker, nemlig Terra Vineyard, Sancta Vineyard,  Irresistible Race og Diggings Vineyard … dog med hver vinmark inddelt i forskellige blokke.

Derudover er Terra Sancta Wines  unik, idet en stor del af husets vinmarker er tilplantet med aflæggere af upodede Pinot Noir vinstokke fra Bourgogne.

Vinmarkerne dyrkes økologisk og der anvendes ingen kemiske sprøjtemidler. I stedet har man en flok Marino får og en enkelt ged rendende rundt blandt vinstokke, og de sørger for at spise både græs og ukrudt imellem stokkene og gøder også jorden.

Marken Diggings Vineyard … eller Mysterious Diggings, som den også kaldes, er en højt beliggende mark, som ligger utrolig smukt og har stenede terrasser og masser af skifer i undergrunden. Navnet på vinmarken fandt man på et gammelt kort for Bannockburn.

Vinene hos Terre Sancta Wines er opdelt i 3 serier, nemlig Single Block, Estate Wines og Mysterious Diggings, hvor sidstnævnte vel nærmest er husets basis eller entry-level vine.

Druerne til vinen kommer fra 5 forskellige kloner på Mysterious Diggings marken. Stokkene er plantet tilbage i 1999 og ved vinifikationen er der anvendt 5% hele klaser. Der er ingen oplysninger om produktionen på huset hjemmeside, men vinen skulle være lagret på brugte egefade og flasket uden klaring eller filtrering.

Næsen er lettere funky på den fede måde … sådan lidt bio kant med kål, krudt, lort under træskoen, mødding og gravet læder. Den er klart mørkere i frugten end foregående tysker, så der er mere kirsebær og multebær. Frugten næsten stikker og prikker til dig. Det er dybt med kul, lidt peber, landlighed, saftighed og en vis underliggende syrlighed, som gør det rigtigt spændende.

I munden er det en virkelig frugtrig vin med jordbær, kirsebær og blåbær. Den har lidt peber, en kølig side med fersk kød, men mest af alt virkelig tætpakket frugt … glasset nærmest flækker eller springer af den megen frugt. Samtidig er vinen også saftig og læskende, hvilket gør den virkelig behagelig. Det er ikke en ærketypisk Pino … men nærmest en bio-søster med karakter. Like it.

Forhandles af Vinovano.dk, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Roland Pignard, Morgon, Bourgogne, Frankrig

2014 Roland Pignard, Morgon, Bourgogne, FrankrigRoland Pignard er et lille familiedrevet vinhus i Villié-Morgon. Det er lige i hjertet af Beaujolais Cru omkring 15-20 kilometer sydvest for Mâcon med en fantastisk udsigt over Saône dalen og klemt inde mellem de to floder La Morcille og L’Ardevel. Og fra dette lille vinhus smager vi nu en smuk, smuk Morgon … ren Gamay elegance.

Roland Pignard er opvokset med vin og overtog vingården i Villié-Morgon fra sin far i 1977, og begyndte allerede i løbet af 1980’erne at bearbejde markerne mere naturligt. Det skete ved at udskifte de kemiske sprøjtemidler med organiske metoder og ved at tillade en bredere fauna i markerne. Og jo mere de naturlige metoder blev anvendt, jo bedre og mere resistente blev vinstokkene også.

I 2004 tog Roland – godt bakket op af sin hustru Joëlle – en beslutning om en totalt omlægning af, hvor de levede og arbejdede med vin. De frasolgte 6 hektar af vinmarkerne, således de alene havde 4,5 hektar tilbage, men de blev omlagt til både økologisk og biodynamisk drift, certificeret via Ecocert og Demeter.

De 4,5 hektar ligger indenfor 3 appellationer, nemlig Morgon, Régnié samt Beaujolais Villages og Rolands mål er at skabe vine, som udtrykker områdets terrior på bedste vis. Og han synes, at omlægningen til biodynamisk drift har givet langt bedre vine med mere balance og udtryk.

Derudover er Roland Pignard fra 2013 begyndt at følge de regler, som er lavet af gruppen Renaissance des Appellations, grundlagt af Nicolas Joly fra Loire. Gruppens chartre omfatter en række restriktioner og guidelines om naturlig vinproduktion.

Pignard dyrker alene Gamay, som typisk høstes med et udbytte på omkring 20-35 hektoliter pr. hektar. Med den biodynamiske tilgang, så tages der hensyn til kosmos … månen, solen og planeternes placering ved arbejdet i marken. Gødning sker selvfølgelig alene med organiske ekstrakter, som er lavet på padderokker, brændenælder, rølikke og pil.

Høst sker selvfølgelig manuelt og der laves herefter en streng sortering af druerne. I produktionen anvendes der alene de naturlige gærceller fra druerne til spontangæringen og der tilsættes heller ikke svovl under vinfremstillingen. Der arbejdes normalt med 4-15 dages maceration, hvorefter druerne presses og fermenteringen sker.

Vinen hviler i kar vinteren over, og flaskes typisk i foråret eller sommeren det efterfølgende år med en let filtrering og en beskeden tilsætning af 15 mg. svovl pr. liter.

Jeg har fået tilsendt denne flaske Morgon fra Vinovano.dk, som er en ny lille vinimportør, som drives af 2 vinentusiaster med målet at samle den bedste kvalitetsvin til gode priser.

Lad os se nærmere på selve denne Morgon, hvor druerne kommer fra marken Les Charmes, hvor vinstokkene er omkring 60 år gamle. Vinen er lavet med 9 dages maceration og på hele klaser, men er ellers lavet som beskrevet ovenfor.

Og lad mig afsløre med det samme; det er sgu lækker vin, som allerede ved første snif afslører et biodynamisk ophav. Duftmæssigt er det nærmest havvand, strand, tang, kål … vi er helt sikkert havnet på stranden i bio bio land. Frugten er lys, hindbær, lyse kirsebær og ribs, men derudover lidt violer, grafit, tobak, røg, dejlig tør og støvet.

Smagsmæssigt er det Gamay efter min hjerte, let, rent og ganske syrerigt. Vinen har en superskarp, streng og ren syre, frugten er let og lys som Pino og har derudover lidt friskhed, lidt jern eller mineraler. Det er en meget ærlig, rå og let vin, helt uden manipulation, hvilket jeg bare knuselsker.

Forhandles hos Vinovano.dk, hvor en flaske koster 170 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Domaine de Chèrouche, Le Clos, Valais, Schweiz

2014 Domaine de Chèrouche, Le Clos, Valais, SchweizVi fortsætter lidt hos Domaine de Chèrouche, idet vi nu smager deres rene Pinot Noir vin, som Andrea Grossmann og Marc Balzan blot kalder Le Clos.

Den er da også lavet med Pinot Noir druer fra deres ældste mark ved vingården i Argnou, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1973.

Vinen er som foregående vin lavet ved, at druerne afstilkes manuelt og kommer i rustfrie gæringstanke, hvor de ligger med maceration og gæring i 5-6 uger. Mange af druerne er hele, hvilket er med til at give en blødere garvesyre.

Derefter presses mosten og fermenteringen og derefter lagres vinen på gamle fade, hvor den ligger en periode. Den flaskes ufiltreret og uden brug af svovl overhovedet.

Duftmæssigt er det parfumerede blomster, en insisterende umoden frugt, virkelig ren, frisk frugt, grøn og urtet med en klar biodynamisk aroma og fantastisk kølighed. Det er syrlige bolsjer og en sart knytnæve af lys frugtintensitet. Mama mia.

Smagen ligger klart i samme boldgade … stringent, grøn og godt med ribs. Man bliver lidt glad i låget, når man drikker vinen, for den folder sig langsomt ud, smækker dig på tungen, driller og prikker til dig med sin grønne syre og friske lyserøde frugt. Vinen er præcis og herlig streng … og klart ikke for syreforskrækkede folk,

Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Olivier Pittet, Les Temps Passés, Valais, Schweiz

2016 Olivier Pittet, Les Temps Passés, Valais, SchweizDen biodynamiske vin Les Temps Passés fra Olivier Pittet er lavet på den gamle, glemte og næsten uddøde druesort Grosse Arvine … og måske er det også derfor, at vinen hedder Les Temps Passés … tidligere tider aka gamle dage.

Olivier Pittet holder til ved byen Fully i Valais i den vestlige del af Schweiz, vel omkring 15 kilometer fra den franske grænse. Fully ligger dermed i et af landets bedste vinområder med det smukke bjerg Grand Chavalard i Berneralperne på den ene side og den strømmende Rhône flod på den anden side.

Olivier Pittet er nok en af de mest innovative vinproducenter i Valais og har været foregangsmand for at redde Grosse Arvine druen, som udelukkende findes i området ved Martigny samt Fully og næsten var helt uddød.

Der findes omkring 177 hektar vinmarker i Schweiz med sorten Petite Arvine, som også blot kendes som Arvine. Imidlertid så det i 2008 langt mere dystert ud med søsterdruen Grosse Arvine. Der var dengang alene 4 vinstokke tilbage af Grosse Arvine, som langsomt var blevet udkonkurreret af den mere populære og højtydende Chasselas drue.

Grosse Arvine er ellers en historisk drue i området og en vigtig drue for mange år siden. Olivier har altid haft en fascination af de gamle druer og han tilskrives i dag æren for, at druen ikke uddøde via hans dedikation og hårde arbejde.

Olivier Pittet dyrker sine marker økologisk og biodynamisk med høj plantetæthed … men ganske lave udbytter. I vinkælderen griber han så lidt ind som muligt, bruger alene druernes naturlige gær og anvender altid brugte barriques med lang lagring til sine vine.

Denne Les Temps Passés er selvfølgelig lavet 100% på den gamle, næsten uddøde Grosse Arvine, som er vinificeret på barriques og også lagret 12 måneder på barriques sur lie, altså med bærmen.

Næsen er herlig parfumeret, dufter af våde, brugte egefade, lynghonning, lim og limtræ, sherry med en svag oxydering og har en nærmest olieret fedme. Der er godt med lakridsrod og bestemt lidt orangevin karakterer, mineralsk skifer, citrus, cider samt modne pærer. Det er en ganske intens næse, som pirrer og driller, så hele snydeskaftet vibrerer.

Smagsmæssigt er vinen fyldig, olieret med både bid, friskhed og varme. Der er salt, fedme, bitterhed og med en tyngde som en dessertvin. Det er ganske komplekst med intensitet og en alkohol, som ligger lige underneden og brænder en smule … men på en meget behagelig måde. Det smager da herregodt.

Ingen forhandler herhjemme, men i Schweiz koster en flaske 47,00 CHF. I danske menneskepenge svarer det til omkring 302 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2010 Ortas Cave de Rasteau, Ico(o)n, Rhône, Frankrig

2010 Ortas Cave de Rasteau, Ico(o)n, Rhône, FrankrigVi fortsætter sgu da lige med lidt mer’ Rasteau fra Rasteauvin.dk, nemlig fra det store kooperativ, som Robert på Combe Julière bl.a. leverer druer til. Det hedder Ortas Cave de Rasteau og vi har såmænd her fat i deres ikoniske topvin, der meget passende hedder Ico(o)n.

Jeg har tidligere smagt vine fra kooperativet Ortas Cave de Rasteau, der også kaldes også Cave des Vignerons de Rasteau. De holder selvfølgelig til i Rasteau, er den absolut største producent i Rasteau og er grundlagt tilbage i 1925.

Kooperativet har i dag en medlemskreds på omkring 180 vinavlere i området. Sammenlagt får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationen Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket jo er ganske imponerende.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN (Vin doux naturel).

Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og selv kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til vinproduktion og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Cave de Rasteau arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele.

Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Her er det husets topvin Ico(o)n, der selvfølgelig også er en Rasteau vin, som er lavet på et blend af 60% Grenache, 25-35% Syrah og 15-20% Mourvédre, hvor Grenache druerne kommer fra 40-90 år gamle vinstokke i Saint-Didier, des Girards, Chaberte og des Crapons.

Syrah stokkene er omkring 15-40 år gamle og kommer netop fra vor ven Robert på Combe Julière, som jo ikke selv anvender Syrah, men tilsyneladende dyrker en smule og sidst Mourvédre druer fra 20-årige vinstokke ved Blovac.

Druerne er høstet manuel, hvor de afstilkes og sorteres inden vinifikationen. Er helt i traditionel Rhône stil lavet i cementkar med gæring over 5 år inkl, den malolaktiske gæring. Derefter har vinen lagret 12 måneder på en kombination af barriques og demi-muids. 40% af de anvendte barriques er nye fade.

Næsen er moden, fed og ganske solrig. Det er både blommer, flæsk, fersk kød, mejeri, kærnemælk, chokolade, søde krydderier, vanilje, kanel, kokus og virker – som nævnt – ganske moden. Men under det modne, så gemmer der sig også små noter af frisk og lækker frugt samt fed, gammel balsamico-eddike.

Smagsmæssigt er der sødme, peber, syre og vinen er kraftfuld og tæt. Den er pakket med sort frugt … frisk sort frugt. Det er sorte kirsebær, power og søde krydderier. Tanninerne markerer sig, men forstyrrer på ingen måde glansbilledet og har en høj puls.

Forhandles af Rasteauvin.dk, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7