Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

1996 Burmester, Colheita Port, Douro, Portugal

1996 Burmester, Colheita Port, Douro, Portugal Aftenens sidste indslag blev en omgang ost … og hertil denne portvin fra Burmester.

Her en Burmester Colheita årgang 1996, som har ligget på fad i minimum 7 år, for at blive tappet, klar til at drikke.

Under lagringen koncentreres smagsnuancerne, yderligere kan en Colheita i modsætning til en Vintage Portvin holde sig efter åbning i en uges tid. Hvor Tawny er en blanding af flere forskellige årgange, er Colheita en årgangstawny som kun laves i de bedste år.

Duften er tonsvis af valnødder, sødme, blommer og smagen lidt at samme skuffe, sødme, nødder, alder, rundhed.  Det smager ganske aldeles fremragende. Fint valg til ostene, og sådan en afslutning bliver man da kun i godt humør af. Kan bestemt anbefales.

Koster omkring 170 kr., og mener den kan fås forskellige steder.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Coca i Fitó, Jaspi Negre Montsant, Spanien

2010 Coca i Fitó, Jaspi Negre Montsant, SpanienFørste røde vin til maden blev en spansk en af slagsen. Vi er hos Coca i Fitó i Montsant i Catalonien, lidt sydvest fra Barcelona, og har her fat i en ung viril fyr.

2010 og med duft af grønne toner, anis, stilke, helt klart en meget ung vin med masser af syre. Smagsmæssigt også masser af tanniner. Vinen nærmest hænger i fortænderne, det er smag af bær, cola, kaffe, lidt krydderi (hvilket kan jeg ikke helt fange) og helt klart en meget ung vin, som dog passer fortræffeligt til den fede stegte foie gras, som Miro samtidig serverer. Et godt … og spændende valg, for det smager bare godt sammen. Druesammensætningen er 45 % Garnacha, 25 % Carignan, 15 % Cabernet Sauvignon og 5 % Syrah. Efter endt gæring lagres vinen 3 måneder på franske og amerikanske fade.

Der er tale om et lille vinhus Coca i Fitó, som drives af brødrene Toni og Miguel Coca. De producerer ca. 75.000 flasker årligt og har vinmarker i to ”nye” og meget spændende områder: Montsant og Terra Alta.

Huset blev grundlagt i 2006. Toni Coca havde gennem flere år arbejdet som konsulent for en række mindre vinbønder, og det betød at han vidste, hvor de bedste vinmarker fandtes.

Målsætningen var fra starten at producere moderne og frugtrige vine og det er lykkedes! Denne her har fået 90 Parker point.

Kjær Sommerfeldt er importør, og vinen koster 99 kr. Kan klart anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Warwick Estate, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2008 Warwick Estate, Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste vin blev en chardonnay fra Warwick Estate. Vi er i Stellenbosch i Sydafrika og vinmager er Norma Ratcliff, som sammen med hendes mand købte vingården i 1964.

Tidligere havde gården heddet De Goede Sukses (kan vel oversættes som “god succes”), men fik ændret navn til Warwick Estate i 1902 efter Boerkrigen, hvor en ældre oberst William Alexander Gordon fra Warwickshire Regiment i Sydafrika købte gården og ændrede navnet til minde om sit gamle regiment.

I dag er Norma oppe i årene, så sønnen Mike er kommet med som medejer. Ratcliff familien er store profiler og meget involveret i alle aspekter af den sydafrikanske vinproduktion.

Denne chardonnay har lagret 10 måneder på fransk eg. Duftmæssigt er her fad, syrlig fedme, floral, honning … og en smule friskhed. Bestemt ikke en gumpetung chardonnay. Smagen er cremet, der er blomstereng, hyld, honning og også lidt syre. Smager dejligt her sammen med pigvaren.

Warwick Estate vinene forhandles via Jysk Vin eller Otto Suenson, men har ikke kunnet finde denne chardonnay, som jeg da ellers godt kunne anbefale.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Viñedos de Nieva, Los Navales Verdejo, Rueda, Spanien

2010 Viñedos de Nieva, Los Navales Verdejo, Rueda, SpanienFørste vin til maden blev denne hvidvin fra Rueda i Spanien. En frisk fætter, som kommer fra et nyere vinhus, som hedder Vinedos de Nieva … en del af Familia Martúe, der også ejer Seis Quintas Martue.

Viñedos de Nieva blev grundlagt i 1989 og har investeret i State of the art vinifikationsudstyr, 50 hektar nyplantede opbundne vinstokke og en parcel med 100 år gamle prephylloxera vinstokke på upodede rødder. En sjældenhed, som normalt kun hører de absolut bedste vinerier til, og hvoraf en lille andel af druerne blandes i basisvinen Los Navales.

Rueda-distriktet ligger som nabo til Toro, lige nordvest for Madrid i Castilla-León-regionen, der primært er kendt som rødvinsområde. Modsat de øvrige distrikter i regionen produceres der i Rueda primært hvidvin.

Det meste vin fra Rueda laves på Verdejo-druen – områdets perle, der står bag den karakteristiske, aromatiske hvidvin, som af mange regnes for Spaniens bedste. Denne vin her fra Viñedos de Nieva er således også på 100% Verdejo.

Vinen er lys, næsten gennemsigtig. Intens, frisk duft af passionsfrugt, hø og ananas. Smagen måske en anelse flad, men ellers er der citrus og fin eftersmag. En meget drikkevenlig vin, som bestemt også vil gøre sig en varm dag på terassen. Har før fået vinen til gourmet middag, det var vistnok på Restaurant Øer, og her henrykkede vinen også.

Viñedos de Nieva forhandles hos Vinspecialisten/HJ Hansen til en pris på 75 kr., og den kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2005 Château Lamothe-Cissac, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2005 Château Lamothe-Cissac, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigLige en update fra sidste weekend, en gammel kending, nemlig Château Lamothe-Cissac Haut-Médoc … her i den fremragende årgang 2005.

Slottet ligger i hjertet af Cissac, blot et stenkast fra 1. Cru slottet Château Lafite- Rothschild. Ejendommen ligger i kommunen Cissac, hvor man excellerer i at lave komplekse, velstrukturerede vine som ofte kan være svære at skelne fra vine fra Pauillac og Saint-Estèphe. Vincent Fabre er både ejer og vinmager og han har gennem flere år investeret både meget tid og mange penge på at få Château Lamothe-Cissac helt i top i Cissac.

Château Lamothe-Cissac anbefales år efter år af anerkendte tidsskrifter og vinguider som Wine Enthusiast, Decanter, Le Guide Hachette des Vins og La Revue du Vins de France. Herhjemme har vinene begejstret de danske vinanmelder især det sidste år med en sand medaljeregn til følge.

Jorden er ler og kalkholdig med et dybt, underliggende lerholdigt gruslag og grænser op til Pauillac og Saint-Estèphe. Vinen er klassisk bordeaux på 73% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 5% Petit Verdot og 2% Cabernet Franc. Vinen har lagret 15 måneder på fad, heraf 25% nye fade hvert år.

Duften er også klassisk Bordeaux, der er muldjord, solbær og eg. Smagen er også ganske klassisk, og når man smager denne vin forstår man godt, hvorfor Bordeaux er et berømt vinområde. Den er blød som silke, men fortsat med syre. Der er solbær, god saft. En vin, som jeg absolut gerne anbefaler.

Købt hos Philipson Wine til 100 kr. (for 12 stk.), men prisen i dag er allerede oppe på 170 kr. for vinen.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Viña Leyda, Pinot Noir Reserve Las Brisas, Leyda Valley, Chile

Denne vin fra Viña Leyda har i en periode været huset vin … her i … huset !!!, og sådan en fredag … hvor man træt kommer hjem, hvad er bedre end at åbne en god flaske Pinot Noir og sætte en gang Al Green på afspilleren?

Eneste anke jeg kan finde er, at en hel del af indholdet er hældt i den Boeuf Bourguignon, som jeg netop har sat til at simre på kakkelovnskomfuret (ja, induktionspladerne lyder sgu ikke specielt romantisk). Og mens aftenens ret livligt sender sine aromatiske og provokerende dufte rundt i køkkenet, så kan jeg jo lige sætte mig et par minutter og skrive et par bogstaver om denne vin.

Vi er i Chile hos vinhuset Viña Leyda, som – surprise – ligger i Leyda Valley. Leyda er blandt den nye generation af gode producenter i Chile. Bag Viña Leyda står Luis Alberto Fernandez, der efter i nogle år at have studeret Leyda Valley’s klima og jordbund plantede Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir og Syrah.

Denne “Las Brisas” er – som navnet antyder – en enkeltmarksvin, og stammer fra en lille parcel i  Leyda Valley, kun 14 km. fra Stillehavet. De kølige briser fra fra Stillehavet giver perfekt kølige betingelser for den sarte, men fremragende Pinot Noir drue. Las Brisas parcellen, der blev tilplantet i 1998 ligger på  en sydvest vendt skråning.

Det betyder dels mindre direkte sol og dels mere indflydelse fra de kølende vinde fra havet. Det giver Pinot Noir druerne den optimale lange og langsomme  modning, der sikrer en klassisk  Pinot stil og de fine, elegante og komplekse aromaer denne drue mestrer bedre end nogen anden.

Vinen her får 90 point hos herr Parker … ikke at dette nødvendigvis skal være en målestok. og jeg er da også langfra altid enig med denne mand. Andre har kaldt denne for Chiles bedste Pinot Noir, og det vil jeg nok også kalde at tage munden for fuld. Farven er til den mørke side … for en Pinot Noir.

Duftmæssigt er det godt … den dejlige animalske duft, som kun Pinot Noir elskere for alvor er vilde med. Derudover en smule egeplanker, lidt jordbær … vent lige … skal lige ha’ lidt mere i glasset! Meget tæt i duften.

Smagen fin og cremet … det smager sgu godt. Skal man komme en smule malurt i bægeret … her glasset, så skulle det måske være, at den godt kan mangle en smule rygrad … lidt europæisk finesse, men en easy-going vin, som jeg gerne anbefaler.

Prisen i danske vinforretninger ligger omkring 120 kr. Jeg fik købt 12 stk. i Tyskland for omkring 800 kr., og det er et godt køb. Har også et par stykker tilbage endnu.

Nu må jeg senere se, om min Boeuf Bourguignon også tilgiver mig dette kontinentmæssige sidespring, men kan for pokker ikke nænne at hælde bourgogne i maden.

Vinanmeldelse 4/7 

2006 RedHeads Studio, The Moonlighters Cabernet Sauvignon & Sangiovese, South Australia, Australien

2006 RedHeads Studio, The Moonlighters Cabernet Sauvignon & Sangiovese, South Australia, AustralienLørdag aften bød blandt andet på denne vin fra landet “down under”, denne lidt specielle sammensætning af Cabernet Sauvignon og så Sangiovese.

Vinhuset hedder RedHeads Studio, og er ét af de mere specielle vinhuse i Australien, idet de ikke har en fast vinmager, men har mange forskellige vinmagere tilknyttet, det som de på i Australien kalder “flying winemakers”, og der er ikke mindre end 15 af disse tilknyttet RedHeads.

Disse vinmagere er ellers typisk er tilknyttet flere forskellige vingårde rundt omkring i verden, men bruger deres viden, forskellige produktionsteknikker i de forskellige verdenshjørner og skører disse idéer til “forsøg” på RedHeads … og alt er tilladt.

Nogle af de generelle holdninger på RedHeads er, at det altid skal være sjovt at lave vin, aldrig at lave den samme vin 2 gange, udfordre traditionerne for opdagelse af nye stilarter samt teknikker og sidst men ikke mindst, at lave fantastiske sjove vine på et yderst seriøst højt plan hvor kvalitet og oplevelse overgår alt andet.

Hovedmanden bag denne gang organiserede kaos hedder Justin Lane, og det er ham styrer alle løjerne på stedet. Bag vinen her står imidlertid to andre vinmagere, nemlig Adam Hooper og Peter Kennedy, dog med Adam Hopper i den primære rolle.

Vinen er lagret i hele 3½ år i tønder, hvoraf 40% er nye. Det er en tæt og mørk fætter. Sangiovese giver antydninger af roser, krydderier, og der er mineralitet og syre sammen med duft af solbær og tannin fra Cabernet.

Smagen også til den kraftige side med snert af eg, mørke bær … men en overraskende god balance. Det smager jo faktisk ganske okay, og det er nok en vin, som rigtigt mange vil kunne li’.

Vinen er købt hos Skovgaard Vine til en pris på 69 kr., og til den pris kan vinen bestemt anbefales. Thumbs Up for skøre indfald.

Vinanmeldelse 4/7 

2001 Château de Haux, Château Frère Premières Côtes de Bordeaux, Bordeaux, Frankrig

2001 Château de Haux, Château Frère Premières Côtes de Bordeaux, Bordeaux, FrankrigTorsdagens sidste vin er en ægte klassiker, nemlig en bordeaux vin fra det danske slot Château de Haux i distriktet Premières Côtes de Bordeaux, ca. 25 km. sydøst for byen Bordeaux.

Château Frère var navnet på Château de Haux indtil 1899, og i dag er det navnet for slottets ”supervin”, lavet efter alle forskrifter for produktion af en ægte ”Grand Vin”. Her bruger man en selektion af de bedste druer på Haux, høstet på de ældste vinstokke, og så giver man vinen et længere ophold på fad.

Her har vi vinen i årgang 2001 – en i øvrigt fornuftig årgang på Haux – og med en klassisk bordeaux duft af muldjord, blandet med sure sokker og bærduft. Smagen er rund, bærdrevet, der er sødme og fin længde på eftersmagen. Der er lidt fløjl og læder, og det smager godt. Prisen kender jeg ikke, og vinene sælges primært til de mange aktionærer i Haux, men vinen kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Bodegas Catena Zapata, Alamos Chardonnay, Mendoza, Argentina

2010 Bodegas Catena Zapata, Alamos Chardonnay, Mendoza, Argentina Torsdagens hvide indslag blev denne chardonnay fra Bodegas Catena Zapata i Argentina.

Alamos serien er meget rimeligt prissatte vine. Nicolas Catena, der blev udråbt som “Man of the Year 2009” i Decanter, som en anerkendelse af hans livslange kamp som foregangsmand for kvalitetsrevolutionen i Argentina, går ikke på kompromis med kvalitet – uanset om at der er tale om vin et prisleje, hvor alle kan være med. Alle druer er håndhøstede, og der foregår en manuel udvælgelse af alle druer, der får lov til at indgå i en Alamos.

For nylig har man opført et nyt vineri dedikeret udelukkende til fremstillingen af Alamos-vin, som en del af den stadige kamp for yderligere at hæve kvaliteten. “Alamos is a consistently excellent value-priced label”, hedder det i Robert Parkers Wine Advocate Dec 2008.

Druerne til denne vin stammer fra udvalgte højt beliggende vinmarker i det vestlige Mendoza. Vinen repræsenterer det højeste niveau for sammensætning af en vin, ved at benytte druer fra mange individuelle mikroklimaer.

Duften af denne er fedme, citrus, slik (vingummi?), men smagen er til gengæld frisk, med lidt sødme, ikke så meget fad. Der er ikke den store fad-fedme, som man ellers nogen gange finder i Chardonnay, og den smager faktisk rigtigt godt.

Prisen er 70 kr. hos Phillipson Wine, og til den pris vil jeg gerne anbefale denne vin.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, Spanien

2009 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, SpanienAnden vin denne tirsdag blev en spanioler, nemlig fra den unge, charmerende Alvaro Palacio på Bodegas Palacios Remondo. Han er efterhånden blevet ét af de store navne i Spanien. I stedet for at overtage den fædrende vingård i Rioja, så rejste han til Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog på Château Pétrus.

Da Alvaro kom hjem til Spanien igen, tog han til vindistriktet Priorat, som på det tidspunkt hovedsagligt var kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

I 1990 købte Alvario sin første vinmark, Finca Dofi, med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken l’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 var Alvaro Palacio et stort navn og hans prestigevin l´Ermita er i dag sammen med Pingus og Vega Sicila blandt de førende spanske kultvine.

Denne vin er ikke fra Priorat, men derimod fra Rioja, idet Alvaro i 2002 også overtog driften på forældrenes vingård i netop Rioja. La Vendimia kommer fra Alvaro Palacios Herencia Remondo-marker, der ligger på et langt, blidt skrånende område ved Yerga-bjergene, og det er en mørk og tæt vin. Alene lagret 4 måneder på egetræsfade, inden vinen flaskes ufiltreret.

Duftmæssigt klart mere sol, der er spidskommen, lavendel, salvie og mørke bær. Ret karakterisk i næsen. Smagen har sødmen fra 50% tempranillo og bid fra de 50% grenache, og man fornemmer næsten en krydsning mellem spanske og sydfranske smagsindtryk. Der er varme, fylde, en okay balance, brændte blommer, og vinen klæber til ganen. Er lidt speciel, men et fremragende glas vin til pengene.

Alvaro Palacio laver i det hele taget ret fantastiske vine, og jeg har smagt flere af hans vin … og har du endnu ikke smagt nogle, så er det bare afsted til din vinforretning.

Denne la Vendimia er vistnok den billigeste af hans vine herhjemme, prisen er 85 kr. hos Vinspecialisten, og en vin jeg meget gerne anbefaler.

Vinanmeldelse 4/7