Jeg har før skrevet om min første vinøse forelskelse i vinene fra Ribera del Duero og også før lavet en battle med test af flere vine fra dette dejlige område. Jeg elsker fortsat vinene fra Ribera del Duero selvom der også er kommet mange andre områder på min liste over vinøse hotspots i verdenen.
Jeg har i lang tid igen skulle lave en lille smagning eller battle med en stor håndfuld Ribera del Duero vine, som jeg for et stykke tid siden fik sendt fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation – der varetager markedsføring af Ribera del Duero herhjemme. Tak ♥
Et par planlagte aftener til denne battle blev ikke til noget, så derfor er smagningen et par gange blevet udskudt … men nu har jeg holdt den på mit job for en flok kolleger og vintosser … med et lille foredrag om Ribera del Duero som indledning.
Samlet blev vi 12 deltagere … og jeg smed et par ekstra Ribera del Duero vine ind i feltet, som dermed endte på hele 18 forskellige vine fra Ribera del Duero … og som en lille og totalt uofficiel konkurrence, hvor vi skulle kåre den bedste Ribera del Duero vin blandt vinene.
Dermed samme koncept som den battle, som jeg lavede tilbage i november 2022. Den kan du i øvrigt læse om i indlægget; Houlberg deltager i uofficiel minitest af 15 Ribera del Duero vine.
Det blev en hyggelig og sjov aften med masser af vinsnak … og jeg serverede også lidt små tapasretter, lidt oste, pølser og skinke til at følge vinene undervejs.
Det var sammen med lidt hjemmebagt brød, men da vi på mit job alene har et ganske lille te-køkken og ingen ovn. så blev det varmet på en brødrister … men en overfølsom røgalarm blev udløst, så vi fik pludselig også besøg af brandvæsenet.
Vinene i konkurrencen
De 18 Ribera del Duero vine blev – selvom de fleste omkring bordet nok ikke kendte de forskellige vinhuse og vinene – alle serveret helt blindt med sølvpapirer om. Dermed var ingen forudindtagede og måske kunne have en mening om nogle af husene.
Det var en lidt uretfærdig kamp, da feltet bestod af vine i helt forskellige prisklasser, så der var således lige fra Cosecha vine til Crianza, Reserva og Gran Reserva vine.
En 2018 Reserva fra Bodegas de Bardos skulle have været med i feltet, men den havde desværre fæl prop og måtte derfor udgå og erstattet med en anden.
Dermed så feltet sådan her ud og vinene kom i denne rækkefølge og bagefter har jeg også skrevet scoren for hver vin … min egen, men så bagefter også den gennemsnitsscore, som smagepanelet denne aften gav vinene:
- 2020 Bodegas Casajús, Casajús Seleccion – 90 – 89,5
- 2015 Bodegas Nabal, Nabal Reserva de la Familia – 92 – 90,4
- 2021 Bodega Tinto Pesquera, Crianza – 91 – 87,1
- 2020 Bodega Finca la Capilla, Crianza – 91 – 92,7
- 2022 Bodegas López Cristobal, La Linde – 91 – 89,1
- 2017 Bodegas López Cristobals, Bagus – 94 – 94,3
- 2015 Viña Sastre, Pago de Santa Cruz Gran Reserva – 96 – 92,3
- 2018 Bodegas Vega Real, Finca El Empecinado Reserva – 93 – 93,3
- 2020 Dominio del Aguila, Reserva – 97 – 93,1
- 2019 Bodegas Resalte de Peñafiel, Expresión – 92 – 91,6
- 2009 Bodegas Valdeviñas, Mirat Gran Reserva – 97 – 91,2
- 2017 Dominio Basconcillos, Vina Magna 6 Meses – 90 – 90,9
- 2021 Bodegas López Cristobal, La Colorada Crianza – 91 – 90,8
- 2017 Bodegas Santa Eulalia, Conde de Siruela Reserva – 93 – 93,3
- 2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica – 91 – 91,5
- 2015 Legaris, Legaris Reserva – 93 – 92,8
- 2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza – 91 – 93,5
- 2020 Entrecanales Domecq e Hijos, Selección Secreto – 93 – 91,2
Det betyder med andre ord, at vinderne blev
- 2017 Bodegas López Cristobals, Bagus – 1. plads
- 2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza – 2. plads
- 2018 Finca El Empecinado, Reserva og 2017 Conde de Siruela, Reserva – delt 3. plads
Det var noget anderledes end mine egne anmeldelser, hvor jeg ubetinget havde 2009 Bodegas Valdeviñas, Mirat Gran Reserva og 2020 Dominio del Aguila, Reserva som de bedste vine. Men smag og behag er jo heldigvis forskellig.
Nogle af vinene havde jeg smagt før … der har jeg blot linket til mine gamle beskrivelser og anmeldelser, men ellers har jeg nu linket til egne beskrivelser og anmeldelser.
Men igen imponerede stort set alle vine … så smagepanelet var tilpas og nød vist alle vinene.