Fattoria San Giusto a Rentennano var oprindeligt et gammelt middelalderkloster, hvor der rendte cisterciensernonner forvirret rundt. Dengang – og vi snakker over 1.000 år siden – kaldte man det San Giusto alle Monache. I dag laves der vin i de gamle bygninger, bl.a. denne La Ricolma Merlot di Toscana IGT.
Vinhuset San Giusto a Rentennano ligger i det gamle kloster af etruskisk oprindelse i byen Gaiole In Chianti omkring 20 kilometer syd for Firenze, Klosteret var også i 1204 fæstning for florentinerne, der efter en fredstraktat brugte det som deres grænse mod Siena.
I dag står der kun rester tilbage af den gamle befæstning, bl.a. brystværnet, nogle massive stenvægge og en massiv underjordisk kælder, hvor vinhuset i dag – under de imponerende hvælvinger – lagrer deres vine.
Siden 1914 har den gamle middelalderejendom været ejet af familien Martini di Cigala og fra 1957 med Enrico Martini di Cigala i spidsen. Han fik 9 børn, men i dag er det dog alene 6 af børnene, nemlig Anna, Lucia, Elisabetta, Francesco, Alessandro og Luca Martini di Cigalapa, som ejer vinhuset, mens alene Elisabetta, Francesco og Luca står for driften.
Børnene overtog driften i 1992, men for at øge kvaliteten og forbedre vinene, så hyrede de i 1999 ønologen Attilio Pagli som konsulent og i 2007 også agronomen Ruggero Mazzilli til at hjælpe. Målet var at fremstille rene, præcise vine, der nøje udtrykker deres terroir.
Fattoria San Giusto a Rentennano har i alt 160 hektar jord, men kun 30,5 hektar er vinmarker, hvor de dyrker sorterne Sangiovese, Canaiolo, Merlot, Malvasia og Trebbiano. Der fremstilles omkring 55.000 flasker vin årligt, fordelt på 5 forskellige vine, nemlig en Chianti Classico, Chianti Classico Riserva Le Baroncole, Percarlo, denne La Ricolma og den søde Vin San Giusto. Derudover produceres selvfølgelig olivenolie.
Denne La Ricolma er lavet på ren Merlot … meget utypisk Chianti området. Vinstokkene er små 40 år gamle og blev oprindeligt plantet, da det i midt 1980’erne blev tilladt at plante franske sorter i Chianti. På San Giusto a Rentennano fandt man dog hurtig ud af, at Merlot ikke gjorde noget godt for husets Chianti Classico, hvorfor man havde valget mellem at rive vinstokkene op … eller lave en IGT vin på ren Merlot.
Og det blev denne La Ricolma, som er produceret på store, rustfri ståltanke med en macerationstid på omkring 19 dage, hvorefter vinen lagrer 22 måneder på franske barriques. Flasken ufiltreret og ligger på flaske i 6 måneder inden frigivelse.
Merlot? Hmmmm … næsen er nærmest smuk med blyanter, blæk, violer, kul, muldjord, støv, velhængt kød, røg, smørblomster, mælkechokolade, en omgang bolsjer … ikke for søde og ikke for syrlige. I munden en mørk vin, mørke frugter, blåbær … stram og præcis med tjære, peber, cigaræsker, tobak og en sjat krydderier. Tanninerne er meget til stede … markante, spillevende og fortsat unge, stramme og lover et langt liv for vinen. Nok mest komplekse vin denne aften.
Hvem medbragte vinen: Jan
Forhandles flere steder, bl.a. Thorkild’s Vinhandel, Uhrskov Vine m.fl. Prisen er omkring 429 kr.
Rating 6/7