2014 Weingut Konstanzer, Spätburgunder vom Vulkan, Baden, Tyskland

2014 Weingut Konstanzer, Spätburgunder vom Vulkan, Baden, TysklandFra Weingut Konstanzer i Ihringen i Baden smager jeres flittige vinblogger nu denne Spätburgunder vom Vulkan.

Vinhuset hedder også Weingut Horst & Petra Konstanzer, da det drives af ægteparret, som startede vingården i 1983 … mest som en sidebeskæftigelse til deres daglige job med sølle 1 hektar vinmark.

I dag er de dog gået ind i projektet fulltime, lever og ånder for vin.  De har nu samlet 10 hektar vinmarker, som passes økologisk. Det er ægteparret, som I kan se på billedet ovenover. Udover vinproduktionen har de også udlejning af et par værelser på vingården.

Weingut Konstanzer laver omkring 16 forskellige vine og herunder altså denne Spätburgunder vom Vulkan, hvor druerne kommer fra forskellige marker i det gamle vulkanske område i Kaiserstuhl. Vinen er lavet med spontangæring, maceration omkring 20 dage og efter endt gæring er vinen lagret på egefade, men hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

Duftmæssigt er det en fin Spätburgunder med lidt tjære, violer, blomster, sæbe, granatæbler, ribs, kirsebær, tør eg, kanel, nelliker, kardemomme, lidt kakao og ganske frugtrig. Syren er stram, stringent … men med luft i glasset brækker syren over, hvorved syren fader og vinen hurtigt virker ældre og mere moden.

I munden er det hindbær, ribs, salt, krydret frugt, venlig og omgængelig med en markeret syre, jern, eg og røget sødme, mens eftersmagen slutter med nogle bitre noter.

Købt hos Jysk Vin for 90 kr. De havde vinen på prøve, så den er ikke i deres sortiment … i hvert fald ikke endnu.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Robert Weil, Kiedrich Turmberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandEfter europamesterskabet i tør Riesling forleden, så kan man jo altid nuppe en Riesling mer’ og det blev denne Kiedrich Turmberg Riesling Trocken fra Weingut Robert Weil, der jo netop imponerede i mesterskabskampen.

Denne Kiedrich Turmberg Riesling Trocken er lavet med druer fra marken Kiedrich Turmberg og det er en vin, som jeg har tidligere smagt i både denne tørre udgave, men også i den søde Spätlese udgave.

Turmberg ligger på en skråning bestående af skifer, og er ligesom Gräfenberg én af Robert Weils bedst beliggende vinmarker. Marken har sit navn Turmberg aka tårnbjerg efter det tidligere slot Burg Scharfenstein, som ærkebiskopperne af Mainz lod bygge omkring 1160 på bjerget nordøst for Kiedrich.

Slottets tårn indgik faktisk på et tidspunkt i våbenskjoldet for Mainz, og har altså også lagt navn til denne vinmark på 3,8 hektar, som udelukkende er ejet af Weil. Slottet er i øvrigt i dag en ruin, men tårnet består fortsat.

Kiedrich Turmberg Riesling er en VDP  Erste Lage vin, som er fermenteret og lagret på store neutrale egetræsfade. Der laves årligt 2.000 kasser af vinen.

Duftmæssigt fersken, æbler, abrikos … fin lethed, imponerende dybde, lidt appelsin, natursvamp, muskat, kornmark og ganske rund og aromatisk. Det er endnu en ung hvalp, så der er ikke megen petroleum, men en flot mineralitet i kombination med de eksotiske frugter.

Smagen er lys frugt, frugtsten, grape, mineraler med et let sødkrydret element, tørhed og præcision. Der er også lidt citrus, mens syren er tæt, blød og det bliver på intet tidspunkt for stramt eller for syrerigt. Dejlig vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor 1 flaske koster 299 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 239,20 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Domaine Louis Moreau, Chablis 1. Cru Vaulignot, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Louis Moreau, Chablis 1. Cru Vaulignot, Bourgogne, FrankrigDomaine Louis Moreau, som står bag denne Chablis 1. Cru Vaulignot, ligger i den lille by Beines i Chablis området i Bourgogne … omkring 10 kilometer nordøst for Auxerre.

Moreau familien har været vinbønder i Bourgogne siden begyndelsen af 1800-tallet, hvor Jean Joseph Moreau arbejdede som tonnelier, altså producerede vintønder. I 1814 skiftede han imidlertid spor og etablerede sig som vinkøbmand med huset J. Moreau & Fils, som siden har lagt grund til det nuværende Domaine Louis Moreau samt Domaine Christian Moreau, som drives af Louis’ onkel.

Louis Moreau er 6. generation og er selv uddannet ønolog fra fra Fresno State University i Californien og har også arbejdet for forskellige vinhuse i staterne inden han i 1994 vendte tilbage til Chablis og overtog driften efter hans forældre Jean-Jaques Moreau og Eva Madsen … ja, det hedder hans mor. Om hun er dansker ved jeg imidlertid ikke, men det lyder jo unægtelig sådan.

Moreau driver reelt 2 vinhuse, nemlig Domaine Louis Moreau samt Domaine de Biéville. Domaine de Biéville ligger i den østlige del af Chablis og er startet af Louis’ far i 1970’erne, hvor han tilplantede en stor 45 hektar sammenhængende vinmark.

Domaine Louis Moreau ejer omkring 20 hektar og allerede i starten af 1900-tallet købte familien en række vinmarker, så i dag ejer de blandt andet en lang række Premier Cru og Grand Cru marker, faktisk ejer de 5 Grand Cru marker, heraf er de endda eneejer af en af Grand Cri markerne … altså en såkaldt Monopole mark. Derfra laver de bl.a. vinen Grand Cru Clos des Hospices dans les Clos.

Louis Moreau laver alene hvidvine og 11 forskellige fra de to domainer. Louis’ vine fadlagres gennemgående kun ganske få måneder for at fadets vaniljearomaer ikke skal maskere vinenes naturlige store renhed og kompleksitet. Målet er at lave vinene der bedst muligt afspejler den unikke terrior.

Denne Chablis 1. Cru Vaulignot er selvfølgelig med druer fra marken Vaulignot, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1976. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay og vinen er lavet på rustfrie ståltanke, hvor den både er gæret og derefter lagret 18 måneder sur lie, altså på bærmen, hvorefter den klares og filtreres inden aftapning på flaske.

Næsen er lidt landlig, men har en lækker, luftig, let og kalket aroma med salt, karamel, smørblomster, melon, svag fersken, lidt ananas … meget indbydende næse.

Smagen er blid, cremet, kalket med citron, mineraler, ren frugt og en smuk elegance. Det er næsten som om, at vinen smelter i munden og bare gør dig i godt humør. Det er feminint, let og stærkt vanedannende. Lækker vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 198,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Wittmann, Westhofen Morstein Riesling GG, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Wittmann, Westhofen Morstein Riesling GG, Rheinhessen, TysklandEuropamesterskabet i tør Riesling sluttede, endte og lukkede med denne Westhofen Morstein Riesling GG fra Weingut Wittmann, som dermed blev eneste vinhus, der var repræsenteret med 2 vine.

Vinen er som den første fra Wittmann La Borne Riesling Alte Reben GG lavet med druer fra Grosse Lage vinmarken Morstein … dog selvfølgelig undtagen parcellen La Borne øverste på Morstein. Marken ligger mellem byerne Gundersheim og Westhofe, har været kendt som vinmark siden 1282 og ligger fra bredden af Rhinen med en 20% stigning op til omkring 280 meters højde.

Som med storesøsteren er Westhofen Morstein Riesling GG alene lavet med økologisk dyrkede druer, der høstes og selekteres manuelt – klase for klase – for at sikre, at kun den sundeste frugt ender i vinen.

Udbyttet holdes bevidst lavt, og da vinstokkene har en høj alder, opnås en større koncentrationen i vinen. Vinen har gæret og lagret i store 2.500 liters egefade alene med druernes naturlige gærceller, lagret på eg sur lie og flaskes ufiltreret.

I forhold til foregående vin er næsen mere klassisk, abrikos, fersken, hyldeblomst, æbler, kalk, mineraler, svag mentol og minder også på mange måder om storesøsteren.

Smagsmæssigt er der saftige æbler, cremet og blød med fersken, ananas, kalk, kridt og samtidig stram, kontrollerende syre. Der er lidt urter og salt i eftersmagen, som dog fader forholdsvis hurtigt ud.

Forhandles af Theis Vin, hvor en flaske koster 699,95 kr., men ved køb af 4 flasker er prisen 479,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Weingut Schäfer-Fröhlich, Bockenauer Felseneck Riesling GG, Nahe, Tyskland

2014 Weingut Schäfer-Fröhlich, Bockenauer Felseneck Riesling GG, Nahe, TysklandSelvfølgelig skulle eksponenten for knastørre Riesling vine fra Nahe også med … Weingut Schäfer-Fröhlich og fra ham smagte vi denne Bockenauer Felseneck Riesling GG.

Weingut Schäfer-Fröhlich holder til midt i byen Bockenau i vindistriktet Nahe. Vinhuset ejes af Hans og Karin Frölich, men siden 1995 har det været sønnen Tim Fröhlich – der er 5. generation på vingården – som har stået for vinhuset og produktionen af husets vine, som primært er tørre hvidvine … knastørre hvidvine på Riesling.

Familien har i dag samlet omkring 20 hektar vinmarker, som omfatter parceller på markerne Monzinger Frühlingsplätzchen, Monzinger Halenberg, Schloßböckelheimer Kupfergrube, Schloßböckelheimer Felsenberg, Bockenauer Felseneck og Bockenauer Stromberg.

På markerne dyrker Tim 80% Riesling, mens de øvrige druesorter er Pinot Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir.

Alle Schäfer-Fröhlichs parceller ligger på den stejleste del af markerne, hvor jordbunden er mest ufrugtbar og stokkene vokser direkte på den stenede undergrund. Det betyder, at vinene bliver både tørre, mineralske og kompromisløse.

Tim Fröhlich har i løbet af de seneste år etableret sig i Nahe’s førende firkløver af producenter. Som den eneste af disse arbejder han udelukkende med spontangæring, som han mener giver de mest autentiske vine.

Han har opnået mange priser for hans hvide vine. I 2010 blev Weingut Schäfer-Fröhlich endda af Gault Millau kåret som årets producent.

Tim Fröhlich laver også Spätburgunder, men i små mængder … faktisk så små, at de ikke engang er medtaget på hans website, men Fröhlich arbejder meget seriøst på sine Spätburgundere, som han laver på gammeldags vis og frigiver meget sent.

Denne Bockenauer Felseneck Riesling GG er vel nærmest signaturvinen hos Schäfer-Fröhlich. Den har siden 2008 hvert eneste år været kandidat til årgangens bedste vin i Tyskland. Druerne er selvfølgelig fra marken Bockenauer Felseneck og vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen spontangærer på druernes naturlige gærceller.

Duftmæssigt lidt sjov aroma, hvor der blev en vis konsensus om blåskimmelrøv, babybræk, saltvand, men også mere almindelige aromaer som modne æbler, pærer og saftige tropiske frugter … bananer, fersken, mango og således sammenlagt måske en kende til den varmere side ren frugtmæssigt. Der er dog også nogle mere syrlige og mineralske elementer … samt citrus, røg og blomster.

Næsen er måske ikke vinens stærkeste side, men det er smagen til gengæld. Den er helt zen … det er nærmest smeltende, imponerende sødme/syre balance og uha, hvor det smager godt. Det er mineralsk, salt med pærer og bitterhed. Der var lidt forskellige holdninger omkring bordet til denne vin … jeg var fan med 95 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Weingut Kühling-Gillot, Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Kühling-Gillot, Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG, Rheinhessen, TysklandJeg har altid haft en stor kærlighed til Weingut Kühling-Gillot og denne Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG fra vinhuset fik mig også op at ringe, selvom den blev smagt blind og dermed ukendt ved ratingen.

Vinhuset ligger i byen Bodenheim lidt nord for både Nierstein og Nackenheim i Rheinhessen. Der har familierne Kühling og Gillot i over 200 år har dyrket vin og også ejer nogle af de bedste vinmarker i Rheinhessen, bl.a. Sackträger, Pettenthal og Ölberg.

I generationer har kvinderne kørt Kühling-Gillot, og denne tradition gælder fortsat, idet vingården siden 2002 har været ledet af Carolin Spanier-Gillot.

Carolin er medstifter af Message in a Bottle, en forening af unge vinavlere og hun er aktivt medlem af foreningen Vinissima, Carolin er en dynamisk vinproducent, som er fuld af kreativitet og energi.

Hvis navnet Spanier i Carolin Spanier-Gillot ringer en klokke, som skyldes det at Carolin i 2006 blev gift med Hans-Oliver Spanier fra vinhuset BattenfeldSpanier. Sammen driver ægteparret nu begge vinhuse, og Hans Oliver står nu også for vinifikationen af vinene fra Kühling-Gillot.

Ligesom BattenfeldSpanier arbejdes også hos Kühling-Gillot økologisk. Arbejdet i vinmarkerne og i vinifikationen er tilsvarende fokuseret på maksimal kvalitet.

Weingut Kühling-Gillot har samlet 16 hektar vinamrker og herunder et sandt overflødighedshorn af topmarker, som bl.a. betyder at deres laves 5 forskellige Grosses Gewächs … heraf 4 på Riesling fra markerne Niersteiner Ölberg, Hipping, Pettenthal og Nackenheimer Rothenberg.

Herudover ejer Kühling-Gillot 2 topmarker med Spätburgunder, nemlig Oppenheimer Kreuz og Bodenheimer Burgweg. Begge har givet spændende vine i de seneste år og brød helt igennem i 2015, hvor vingården begyndte at anvende fade fra Bourgogne.

Filosofien kan udtrykkes som kontrolleret gøren ingenting. Vinene får derfor lov at lave sig selv i store træfade og får dertil den tid, de har brug for, inden de tappes meget sent.

Denne Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG er lavet med druer fra den legendariske Rothenberg vinmark og endda fra den højeste del af marken, som i øvrigt kaldes Kapellchen, hvor der er 100 år gamle upodede stokke.

Rothenberg ligger i den nordlige ende af den berømte røde skråning … Der Rote Hang og er omkranset af en stenmur. Jorden består af jernholdig forvitret rødskifer, som betyder en veldrænet, porøst og luftigt undergrund med masser af ilt til rødderne.

De gamle stokke er samtidig nogle af de ældste Riesling stokke i Tyskland og derfor har Weingut Kühling-Gillot også givet vinen tilnavnet Wurzelecht … som betyder noget i retning af rigtige rødder, altså fra tiden før vinlusens hærgen.

Vinen er vinificeret på store, gamle træfade og gærer alene med druernes egne, naturlige gærceller, hvorefter den også lagrer med bærmen i 12-15 måneder. Der laves årligt alene sølle 600-700 flasker af denne topvin.

Duften er lige til at blive glad i kasketten af … petroleum, krudt, abrikos, stikkelsbær, grape, babybleer, træsko, skocreme, sved, kalk, karamel, salt, grønne urter og nærmest lidt eksplosiv og let røget i udtrykket. Det er totalt lift-off … og skal du vælge mellem en smuk kvinde eller denne vin, så vælger du ubetinget bare vinen.

I munden bliver den en blanding af moden, cremet, blød frugt og en forfinet samt ultrapræcis syre, som sidder lige i skabet. Der er lidt blomster, døde håndklæder … eller i hvert fald nyvasket tøj over vinen. Det er blødt, behageligt og har krævende mineralitet, sten, salt og røvlækker syre, som spiller fantastisk sammen.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 999 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Wittmann, La Borne Riesling Alte Reben GG, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Wittmann, La Borne Riesling Alte Reben GG, Rheinhessen, TysklandSpecialvinen La Borne Riesling Alte Reben GG blev vin nr. 17 i konkurrencen og kommer fra et her på bloggen velkendt hus, nemlig Weingut Wittmann.

Wittmann holder til i byen Westhofen bei Worms i Rheinhessen og er grundlagt helt tilbage i 1663. Det har været drevet af Wittmann familien i alle årene, men i dag er det Philipp Wittmann, som står for driften. Han overtog driften fra faderen Günther Wittmann, og Philipp har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev bl.a. i 2014 kåret som Winzer des Jahres 2014 af Gault Millau vinguiden i Tyskland.

Familien ejer godt 25 hektarer vinmarker, herunder flere berømte enkeltmarker eller Einzellage, som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.

Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay samt flere Burgunder sorter … herunder selvfølgelig Spätburgunder.

Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Vingården blev udnævnt som årets bedste hvidvinsproducent 2005 i Tyskland.

Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og derudover ejer familien en underjordiske kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Der gærer den forsigtigt pressede druemost med sin naturlige gær i store træfade.

Vinene laves meget traditionelt i flere serier, Gutsweine, Ortsweine, Wittmann Reserve samt Grosse Gewächse. Derudover findes der også en serie, som hedder 100 Hügel samt lidt Edelsüsse vine.

Denne La Borne Riesling Alte Reben GG er en specialvin, som indtil nu kun er lavet 5 gange, nemlig i årgangene 2009, 2011, 2012, 2014 og så denne 2016. Druerne kommer fra den lille parcel La Borne, som ligger på den øverste del af Grosse Lage vinmarken Morstein.

La Borne laves altså kun i de allerbedste år og der laves meget små mængder, alene nogle få hundrede flasker, som sælges på auktion i Bad Kreuznach.

Det er økologisk dyrkede druer, gæret i store egefade alene med druernes naturlige gærceller, lagret på eg sur lie og er ufiltreret og så ganske sjælden og dermed også dyrt.

Næsen byder på abrikos, æbler … meget straight on, lidt grønne vinblade, hyldeblomst, kamillete og ellers lidt tilbageholdende i aromaerne. Der er måske lidt mandarin, fersken, meget dæmpet syre, let kalket og virker derudover meget moden i udtrykket.

I munden er frugtkoncentrationen meget stor, cremet og blød … meget fin i strukturen, ren og klassisk. Der er gul stenfrugt, fersken, salte mandler og intet stikker ud. Det kører som på skinner … derudaf og syren dominerer aldrig, men virker moden og flot balanceret.

Forhandles af Theis Vin, men denne ser ikke ud til at være i sortimentet. Som sagt er det en dyr vin, som i Tyskland koster 179€ … svarende til 1.333 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Dönnhoff, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling GG, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Dönnhoff, Niederhäuser Hermannshöhle Riesling GG, Nahe, TysklandVin nr. 16 i smagerækkefølgen ved det uofficielle europamesterskab i tør Riesling blev denne Niederhäuser Hermannshöhle Riesling GG fra Weingut Dönnhoff aka Weingut Hermann Dönnhoff, der ligger i byen Oberhausen i Nahe.

Vingården er grundlagt af Hermann Dönnhoff, men drives i dag af 3. generation i form af Cornelius Dönnhoff. Han har samlet 25 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Schloßböckelheimer Felsenberg, Oberhäuser Brücke og Leistenberg, Norheimer Dellchen og Kirschheck, Kreuznacher Kahlenberg og Krötenpfuhl samt Roxheimer Höllenpfad.

Niederhäuser Hermannshöhle er Weingut Dönnhoffs bedste mark, og den har i over 100 år været den højeste rangerede vinmark i området, beliggende i 150 meters højde med 60 år gamle vinstokke i jord af sortgrå skifer blandet med vulkanske sten, porfyr og kalksten.

Navnet Hermannshöhle refererer til dels ordet Herman, som er afledt af Hermes, den romerske vogter for budbringere og rejsende, mens höhle skyldes en lille minehule – Höhle – på den midterste del af vinmarken.

Druerne til vinen er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet helt klassisk på rustfrie ståltanke og derefter lagret på 1.200 liter Stückfass – egefade af tysk eg.

Duftmæssigt synes jeg, at vinen stikker lidt ud … meget grøn, nærmest som en hel grøntbutik med en afskåret blomsterbuket, blomstervand, grønne stilke, nogle salte mineraler og egentlig ganske kæk og frisk syre.

Det smager sådan set fint … god balance uden dog at dupere, måske lidt grøn og ufærdig, rå og upoleret. Syren er sådan set også ganske tør og skarp, men alt for ung og lukket efter min mening … lukker ikke rigtig op for sluserne. Men klart en vin, som vil modnes med elegance i kælderen.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Tyskland koster en flaske 49€ … svarende til 365 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Domaine Weinbach, Riesling Schlossberg Grand Cru Cuvée Ste Catherine, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Weinbach, Riesling Schlossberg Grand Cru Cuvée Ste Catherine, Alsace, FrankrigSelvfølgelig – fristes man næsten til at sige – var Domaine Weinbach fra Alsace også repræsenteret i mesterskabskonkurrencen og det var med topvinen Riesling Schlossberg Grand Cru Cuvée Ste Catherine.

Domaine Weinbach er én af de helt store klassiske producenter i Alsace med rødder lagt tilbage i historien. Vinhuset ligger i Kaysersberg og er grundlagt i 1612 af kapucinermunkene, som holdt til på det kloster, som lå ved den berømte 5 hektar store vinmark Clos des Capucins. Ja faktisk kan ejendommen dateres helt tilbage til før 800-tallet.

Under den franske revolution overgik ejerskabet af vinhuset og de tilhørende jorder til staten, men en del år efter – nemlig i 1898 – blev vinhuset overtaget af Faller brødrene, som overlod det til sønnen/nevøen Théo Faller.

Théo blev en fremtrædende figur i Alsace, og han arbejdede målrettet på at forbedre kvaliteten af vinene fra Domaine Weinbach og anerkendelsen af området som Appellation d’Origine Contrôlée. Han viede sig liv til Domaine Weinbach, som han også løbende udvidede og forbedrede.

Han døde i 1979 og derefter blev driften overtaget af hans hustru Colette og døtrene Cathrine og Laurence. I 2014 døde Laurence imidlertid pludselig og tragisk af et hjertestop, mens moderne Colette døde i 2015, så i dag er det Cathrine, som står for driften af vinhuset.

Det gør hun sammen med sønnen Théo, som er opkaldt efter sin morfar. Sammen driver de 23,5 hektar vinmarker, som omfatter de 3 Grand Cru marker Schlossberg, Furstentum og Mambourg. Derudover ejer de en parcel på Altenbourg og den historiske 5 hektar store Clos des Capucins, som vinhuset er eneejer af og engang var en del af det gamle munkekloster.

De sidstnævnte 2 vinmarker er ikke Grand Cru klassificerede, men alle eksperter er enige i, at det burde de være. Siden 2010 har alle marker været certificeret biodynamiske … noget som jeres flittige vinblogger jo elsker.

Vinene fra Weinach står stilmæssigt i stor kontrast til alle andre vine, man finder i Alsace. Frem for at fokusere på power og frugtsødme, så er domænets vine utroligt intense og elegante. Desuden er de ekstremt lagringsværdige, og med alderen opnår de tydelige mineralske smagselementer.

Denne Riesling Schlossberg Grand Cru Cuvée Ste Catherine er lavet af druer med den del af Schlossberg marken, som kaldes Sainte Catherine. Det er ikke som måske forventet den øverste del af marklen, men derimod den nederste del, som er kendt for at give mere fedtede vine.

Vinens navn er hentet fra helgenen Sainte Catherine, som fejres den 25. november, og det er typisk på denne sene dato, at druerne til Cuvée Catherine høstes fra vinstokkene, der er omkring 60 år gamle.

Duftmæssigt er der masser af kalk, kridt og blomster, syrebananer … eller i hvert fald noget, som nogle betegnede som grønne og syrlige bananer, grønt græs, mineraler, pærer … lidt som en ung pige, der både er smuk, uerfaren og uskyldig.

I munden er det dog atter endnu en smuk vin med en præcis syre, syrlig frugt, æbler, pærer, citroner, agurker, svag bitterhed, kørvel, mentol, læsket kalk, men ellers meget lige derudaf. Det er så rent og smukt … måske lidt underspillet i udtrykket, men leverer varen elegant, præcist, let og rent.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 539,95 kr., men prisen ved køb af 12 flasker er 449,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Famille Hugel, Riesling Schoelhammer, Alsace, Frankrig

2009 Famille Hugel, Riesling Schoelhammer, Alsace, FrankrigNæste vin i der europameisterschaft aka Championnat d’Europe for tørre Riesling vine var fra Alsace, nemlig denne Riesling Schoelhammer fra Famille Hugel i Riquewihr.

Famille Hugel har været vinbønder i Riquewihr siden 1639 … ja faktisk går familiens historie i Alsace helt tilbage til det 15. århundrede, men det var først omkring 200 år senere, at Hans Ulrich Hugel bosatte sig i Riquewihr og grundlagde vinhuset og samtidig også blev leder af den lokale sammenslutning af vinavlere.

Siden etableringen i 1639 er vinhuset gået i arv fra far til søn og har gennem hele 1800-tallet og 1900-tallet modtaget megen anerkendelse for deres vine og metoder for dyrkning af vinmarkerne. Famille Hugel betragtes den dag i dag som et af de mest betydningsfulde Alsaciske vinhuse.

I dag er det 13. generation i form Jean-Philippe og Marc Hugel, der sammen fører det gamle vinhus videre.  De har samlet 25 hektar, som udelukkende ligger ved Riquewihr, men opkøber derudover druer fra andre vinavlere flere steder i Alsace.

Samlet har Famille Hugel langtidskontrakter for omkring 100 hektar vinmarker, som en håndfuld vinavlere passer og høster helt efter Hugels anvisninger.

Selv om næsten halvdelen af Hugels egne marker er klassificeret som Grand Cru, så har Hugel besluttet sig for, at man ikke benytter sig af Grand Cru betegnelsen.

Da man tilbage i 1975 opsatte reglerne for Grand Cru-betegnelsen i Alsace, så var Jean ”Johnny” Hugel leder af komiteen. Men han var ikke enig i ændringen i den nye kvalitetsbetegnelse geografisk og kvalitativt, da dette ville betyde 5 gange så mange vinmarker med Grand Cru betegnelsen end tidligere.

I Hugels øjne mistede hele systemet dermed sin troværdighed. Som en protest imod Grand Cru-systemet sælger Hugel derfor sine vine af højeste kvalitet under betegnelsen Grossi Laüe, når vinen er tør, og som Vendange Tardive eller Sélection de Grains Nobles, når det er på sent høstede druer. Den årlige produktion ligger samlet på 110.000 kasser vin, hvoraf 80% eksporteres til omkring 100 forskellige lande over hele verden.

Hos Hugel passes markerne uden brug af kunstgødning og med lavt udbytte fra vinstokkene, som gennemsnitlig er over 30 år, Der foretages grøn høst, hvor der tyndes ud i overflødige klaser.

Famille Hugels bedste mark er Schoelhammer. Det er en lille parcel, som ligger på den historiske mark Schoenenberg og dyrkes 100% økologisk. Parcellen er alene på 30 rækker vinstokke med en gennemsnitsalder på 22 år. Jordbunden er ler- og mergelholdig med forekomster af fossile havdyr og vinmarken ligger i 300 meters højde på sydvendte skråninger.

Som med alle vinene hos Huge, så lagrer de pænt lang tid og frigives først, når familien mener, at vinene er klar. Det gælder også denne Riesling Schoelhammer, som har ligget 7 år i kælderen inden den blev frigivet.

Og sikke da en inderlighed, som er stoppet ned i den flaske … der er petroleum og fernis, men svævende som fugl Phønix, der letter, bliver luftbåren og nærmest provokerer med sin lethed. Det er kalket, let og alligevel med bundtræk, frugtkage, grønne æbler, fersken, lidt agurk, lemon, blomster, mandler og vinen må klart ha’ ligget og hygget sig sur lie og fået godt med fad.

Smagsmæssigt er der mere tyngde og krop, selvom der også er både g-streng og blonder over vinen. Det er tørt, kalket, omfavnende og alligevel præcist, pågående og forførende. Du får lidt syrlig smæk, men på en meget delikat facon. Stor vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 719 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger