Ved Distintos branchesmagning på Domestic i Aarhus smagte jeg en Barolo fra den unge, smukke Giulia Negri. Mads fra Højbjerg Vine spurgte, om jeg også havde smagt Giulias Pinot Noir vin, der i hans bog er ret fantastisk? Det havde jeg lille uoplyste ignorant imidlertid ikke … men det råder jeg så bod på nu og har Langhe Pinot Nero La Tartufaia årgang 2012 i glasset.
Og F U C K det smager godt. En kosmologisk, ujordisk fætter-kusine-sammensmeltning af Barolo og Bourgogne … men det skal jeg selvfølgelig nok alt sammen vende tilbage til om lidt.
Lad os først kigge nærmere på denne Langhe Pinot Nero La Tartufaia, hvor druerne kommer fra marker tæt ved Serradenari … Barolos eget bjerg, hvor den højeste beliggende vinmark Marassio ligger i 530 meters højde. Giulia har kaldt vinen La Tartufaia, som som betyder trøffeljæger, da området ved Serradenari er rig på trøfler … som den søde Barologirl og hendes crew også løbende bruger tid på at finde.
Det er fra de køligste og nordvendte marker ved Serradenari, at Giuia dyrker Pinot Noir i 530 meters højde. Giulia Negri er nemlig kraftigt inspireret af Bourgogne, og har tidligere arbejdet i området, så det er vel blot naturligt, at hun prøver kræfter med druen.
Hendes Pinot Noir druer kommer fra stokke som er podet med de burgundiske kloner 777 og 837 samt klon 131 fra Trentino. Vinen er lavet med spontangæring med druernes naturlige gærceller i store, kegleformede kar over 25 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret 14 måneder på en kombination af 228 liters bourgognefade og 350 liters letristede tonneaux af fransk egetræ.
Herlig lys og transparent i glasset med nogle brune og orange nuancer som ædel Spätburgunder eller Bourgogne. Næsen er lyse, modne bær og den læner sig klart mere mod Bourgogne end imod Tyskland. Det er næsten også som om, at vinen har Barolo i blodet, ædelhed, modenhed, gammelt træ, mælkede noter, lidt jordbær, rabarber, ædel æteriske olier, mentololie, tigerbalsam, ristede nødder, gamle aviser … av, hvor er det lækkert.
I munden er vinen let, lys og levende saftig … det er cremet, elegant og modent på den absolutte lette facon. Der er i min bog et vellykket og smukt gadekryds mellem Barolo og Bourgogne … en køter, hybrid, bastard, men for fanden, hvor er det elegant. Det er lyse bær, svage og modne tanniner, og hvor smager det fremragende. Det glider behændigt igennem svælget og bringer dig lykkesaglig glæde.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 279 kr.