Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2018 Weingut Franz Coels, Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Franz Coels, Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir, Ahr, TysklandDen anden akt af smagningen med Peter Kriechel – der kleine Vesper – fandt sted inde midt i den gamle del af Ahrweiler by, nemlig hos Weingut Franz Coels på Ahrhutstraße 13 … eller rettere i gårdhaven, hvor Markus Coels startede med at servere os et glas af denne 2018 Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir.

Weingut Franz Coels ligger i et af de ældste bindingsværkshuse i den gamle bydel i Ahrweiler. Der har der været weinstube igennem mange generationer og selvfølgelig laver Coels familien også lidt vin udover driften af de gamle vinstue.

Det er i dag Franz Coels to sønner Sven og Markus, som driver stedet, hvor Sven er kok og sommelier, mens broder Markus står for at lave vinene, men også hjælper til i restauranten.

Familien har samlet beskedne 3,5 hektar vinmarker, hvor de 1,5 hektar ikke ligger i Ahr, mens i naboregionen Mittelrhein. På deres marker dyrker familien Spätburgunder, Frühburgunder og samt lidt  Portugieser. I Mittelrhein dyrker de primært hvide sorter.

Vi startede med at smage en Blanc de Noir, men en enkeltmarks en af slagsen, nemlig Coels’ Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir … en vin lavet udelukkende på rustfrie ståltanke og uden den store information i øvrigt.

Næsen er meget luftig og måske samtidig lidt forsigtig af sig på grænsen til at blive lidt flad. Der er dog hindbær, fersken,  papkasser og den er samtidig meget let. Smagen har masser af lyserøde bær, jordbær og pænt med sødme, men holdes oppe af en frisk lille syre.

På vingården koster en flaske 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Weingut Peter Kriechel, Frühburgunder B Trocken, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Peter Kriechel, Frühburgunder B Trocken, Ahr, TysklandNæste fugl på foderbrættet i vinkælderen var også fra Premium serien hos Weingut Peter Kriechel, nemlig hans 2016 Frühburgunder B Trocken.

Høsten af Frühburgunder i netop 2016 var god, så det år lavede Peter 4 forskellige vine på den skrøbelige drue. Det var både hans basisvin Jubilus Frühburgunder, denne Frühburgunder B samt de to kultvine Jubilus Frühburgunder Goldkapsel og Marienthaler Rosenberg Fruhburgunder. I 2017 var høsten imidlertid helt anderledes ringe, så Peter alene lavede én vin på Frühburgunder, nemlig basisvinen Jubilus Frühburgunder.

Denne 2016 Frühburgunder B Trocken er produceret på egefade og har også lagret 12 måneder på fade, der er lavet med eg fra Ahr og anvendt én gang tidligere. Der er 2,7 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen i vinen er sjovt nok lidt mørkere og langt mere moden i frugten end lige forventet … måske en lille smule lukket i øjeblikket. Frugten er hindbær, ribs, tranebær, brombær, lakrids, peber, tobak, røg og mineraler. Der er ikke så tydelige fadnoter.

Smagen er blød og cremet, men det mangler lidt wauw-faktor i forhold til foregående Spätburgunder. Der er lidt bitterhed, syrlig og røget frugt, men ikke så balanceret og elegant.

Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske af 2015’eren koster 229 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Stora Horns Vingård, Klinten Solaris, Blekinge, Sverige

2018 Stora Horns Vingård, Klinten Solaris, Blekinge, SverigeSelvom jeg gættede, at denne vin var lavet på Solaris, så havde jeg nok aldrig gættet på, at den kommer fra Sverige. Det er helt sikkert også første gang, at jeg har smagt vin fra vort nordlige broderland. Men denne 2018 Klinten Solaris kommer altså fra Kriechels joint venture projekt Stora Horns Vingård.

Projektet ligger på Hasselö … en lille ø i den svenske skærgård i Blekinge omkring 8 kilometer sydvest for Karlskrona og i det nordligste hjørne af Hasselö. Lige dér i den solrigeste del af Sverige og på øens ældste gård fra slutningen af det 18. århundrede er Mikael Larsson sammen med sønnen Johan Larsson startet at producere vin … med hjælp fra de garvede Ahr weingüter Peter og Michael Kriechel.

Indtil nu har de 1.600 vinstokke med Frühburgunder/Pinot Madelene samt 400 stokke Solaris i en meget frugtbare jord, som – alt andet lige – burde give basis for at lave god vin.

Denne 2018 Klinten Solaris er en af vinene fra Stora Horns Vingård, og det er selvfølgelig deres Solaris vin fra de 400 vinstokke, som man har med druen på Hasselö. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men den er formentlig lavet på ren stål.

Næsen er virkelig meget parfumeret, syrlig og meget speciel med noget stikkelsbær, hyldeblomst, banan, hasselnødder og svagt også lidt citrus. Det er en duft, som – hvis man har smagt Solaris flere gange – forholdsvis nemt kan genkende.

I munden har vinen godt med syre, citroner … er virkelig frisk og det smager faktisk rigtigt godt eller ganska bra, som de vil sige i Astrid Lindgren landet. Så mit første møde med svensk vin er bestemt godkendt og jeg lander lige under 4 blågule fingre.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau Tour Prignac ligger i den nordlige del af Médoc halvøen mellem byerne Lesparre-Médoc og Civrac-en-Médoc.Les Châteaux og er et Domaines Castels utallige vinslotte. Derfra smager vi nu deres slotsaftappede Médoc Cru Bourgeois vin.

Castel koncernen købte allerede tilbage i 1973 slottet, som er et af de største vinslotte på Médoc halvøen med ikke mindre end 300 hektar jord, hvoraf 144 hektar er tilplantet med vinstokke på en stor mark med 55% Cabernet Sauvignon og 45% Merlot.

Château Tour Prignac er opkaldt det lille tårn, som pryder slottet og dets  historie går helt tilbage til 1500-tallet, hvor det fungerede som hovedsæde for Lesparre familien.

Det var også Seigneurie de Lesparre, der i 1856 udbyggede slottet og startede en større vinproduktion, bl.a. med de to vine – hvidvinen Tartuguière og rødvinen La Tour-Prignac.

I 1935 blev ejendommen solgt til den spanske hertug Duc Del Infantado og meget af vinavlen omlagt til almindelig landbrug, så vinproduktionen på slottet døde langsomt ud.

I 1973 blev slottet dog overtaget af Castel familien og de startede en omfattende renovering og modernisering og fik vinproduktionen tilbage på fode.

Château Tour Prignacs røde Médoc Cru Bourgeois har jeg tidligere smagt i både i årgang 2012 og 2015 … og sidstnævnte var jeg faktisk rigtig begejstret for.

Vinen her er lavet på 56% Merlot og 44% Cabernet Sauvignon, selvom forholdet svinger lidt fra år til år. Nogle år er det faktisk fifty-fifty. Det er vinmageren Yannick Gay, der laver vinen med rådgivning fra konsulenten Alain Raynaud.

Druerne kommer fra 10-15 gamle vinstokke, lavet med maceration i 25 dage, men Merlot druerne dog en anelse kortere tid. Lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye.

Igen er jeg overrasket over duften, som minder uhyggelig meget om 2015’eren med en lidt moden frugt, solbær, blommer, bananer, nogle balsamiske noter, lidt lakrids, lidt fadnoter, kanel og vanilje … men de er noget svagere end 2015’eren. Den er også knap som kraftig og voluminøs som  året før.

Smagsmæssigt er 2016’eren klart mere syrlig, meget ren og stram frugt, som heller ikke er så mørk. Vinen er knap så tilgængelig som i årgang 2015, mere stram, og selv tanninerne er meget vildt mere aggressive og efterlader munden meget tør. Jeg vil give 2016’eren nogle år i kælderen … den vil klart runde et par kanter af.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Massaro Norma, Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2017 Massaro Norma, Valpolicella Classico, Veneto, ItalienAzienda Agricola Massaro Norma ligger på adressen Via San Rocco i Negrar midt i Valpolicella og derfra tester jeres flittige vinblogger nu 3 vine, og vi starter med denne 2017 Valpolicella Classico.

Vingården er oprindelig grundlagt i 1950’erne, af den nuværende ejer Valentino Corsis bedstefar, som drev en lille gård med planteavl, men samtidig havde en stor passion for vin. Den passion blev dog først forløst af sønnen Quirino Corsi, som sammen med sin hustru overtog driften og også i midten af 1990’erne lejede marker til dyrkning druer til vin.

Det var dog sønnen Valentino Corsi, som sammen med sin hustru  Norma Massaro reelt grundlagde vinhuset i 1998 med lidt hjælp fra familiens gode venner Cesari familien på Brigaldara. Indtil da havde de solgt deres druer til den store producent Sartori.

Det var dog først i 2015, at Valentino sammen med sine sønner Riccardo, Alberto og Nicola kunne sende deres allerførste vin på markedet … lavet på vineriet på Brigaldara,, for det er først her i 2019, at familien har fået bygget deres eget vineri.

Det er en ganske lille vingård, som alene har 3 hektar vinmarker og alene laver 3 forskellige vine, denne Valpolicella Classico, en Ripasso og selvfølgelig en Amarone. Og vi starter selvfølgelig gennemgangen af vinene med denne Valpolicella Classico.

Vinen er lavet på Corvino, Corvinone, Rondinello og Molinara, som er fermenteret i rustfrie ståltanke med gæring i 10 dage, hvilket så er efterfulgt af lagring i ståltankene og derefter på flaske en periode inden frigivelse,

Næsen afslører en meget moden aroma, virkelig modne og næsten overmodne bær, blommer, modne kirsebær, en smule mentol eller eukalyptus, lakrids, mælkechokolade, gammelt egetræ og en lille sød/syrlig note. Det bliver aldrig helt dybt … men lidt fladt men samtidig meget behageligt.

Smagen er mere syrlig og samtidig også friskere end duften indikerede, men det er samtidig en smule rustik og skarpt, så der mangler lidt dybde og bundtræk. Frugten er lys og moden, men derudover lidt egetræsnoter og bitterhed.

Forhandles af Buus Vine, hvor en flaske koster 139,95 kr., men pt kan fås på tilbud til 98,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle, Ahr, TysklandSå startede Spätburgunder ræset med ikke mindre end 10 forskellige vine … og vi startede helt naturligt med Weingut Deutzerhofs Spätburgunder basisvin, som ikke er en Gutswein, men en Ortswein, nemlig denne 2016 Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle.

Druerne til Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle kommer fra forskellige marker i og omkring Mayschoß. Efter endt gæring er vinen lagret på store gamle egetræsfade … de såkaldte großen alten Holzfässern. Der anvendes således – helt bevidst – slet ikke barriques ved denne vin, som har 4,9 gram restsukker pr. liter.

Sjovt nok virker vinen i næsen som om, at frugten er overmoden … eller i hvert fald meget moden. Det er kirsebær, jordbær og solbær og dermed lidt mørkere i duften en forventet. Derudover er der en smule røg, salte mineraler … men dufter godt nok meget moden.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så moden, for den er meget tør, mineralsk med en syrlig, røget note, lidt peber, nelliker og krydderier.

Prisen på vingården er 11€ … svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Deutzerhof, Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Deutzerhof, Saumon de l'Ahr Spätburgunder Rosé, Ahr, TysklandVi skulle også lige igennem en rosévin inden de røde – suk – nemlig denne 2018 Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé fra Weingut Deutzerhof.

Den har dog den formidlende karakter, at den er lavet på ren Spätburgunder. Vinen er kaldt Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé med reference til de mange laks, som der tidligere var i Ahr floden. I dag kan man næsten ikke finde laksen, hvorfor der er igangsat opdrætsprojekter, som skal øge laksebestanden i både Rhinen og Ahrfloden.

Wolfgang Hehle på Weingut Deutzerhof var en ivrig naturelsker og lystfisker. Han startede med at lave vinen inspireret af rosévine, som han smagte under en ferie i den lille appellation Irouléguy i regionen Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig. Og den fik navnet Saumon de l’Ahr – laks fra Ahr – efter farven på vinen.

Vinen er lavet med en let udblødning sammen med skindet, hvilket har giver vinen så farve. Ellers er vinen udelukkende lavet i rustfrie ståltanke og har 6,2 gram restsukker pr. liter.

Næsen har klart nogle noter af Spätburgunder, kirsebær, hindbær, blomster, mens smagen byder på en stram citronsyre samt en smule tanniner, som sætter sig på tænderne. Vinen har en lidt fyldig side, men masser af syre … ka’ faktisk godt lide den, selvom det er en rosévin.

Prisen på vingården er 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Paringa Estate, Peninsula Pinot Noir, Victoria, Australien

2016 Paringa Estate, Peninsula Pinot Noir, Victoria, AustralienTil hovedretten kom heller ikke den i vinmenuen annoncerede vin, men vi valgte – mellem to andre muligheder – et glas af denne 2016 Peninsula Pinot Noir fra vinhuset Paringa Estate, der ligger i Victoria vinregionen i Australien.

Det er et vinhus, som jeg har smagt vin fra for en del år siden, og dengang var det deres 2008 Estate Pinot Noir.

Paringa Estate er grundlagt i 1984 af Lindsay og Margaret McCall. De har omdannet en tidligere frugtplantage et vinhus med vinmarker samt et moderne vineri med tilhørende kældre midt imellem vinstokkene.

Første årgang var 1988, og allerede fra starten blev vinene samleobjekter for australske vinfans. Produktionen var dog dengang alt for lille til, at kunne klare den enorme efterspørgsel.

Derfor eksporteres vinene fra Paringa Estate næsten ikke, men sælges derimod ved stalddøren eller på mailinglister. Stilmæssigt skulle vinene fra Paringa Estate minde om de europæiske forbilleder fra Bourgogne, Rhône og Alsace.

Udvalget af vine fra Paringa Estate er inddelt i 3 serier, hvor man indledningsvis finder Peninsula serien, hvor druerne høstes fra lejede vinmarker. I Paringa Estate serien finder man de vine, som Paringa er blevet verdenskendt for. Druerne kommer udelukkende fra egne vinmarker omkring Red Hill South. Og husets topvine kalder de for Paringa Reserve.

Her er det således en vin fra basisserie … og lavet med druer fra 3 forskellige lejede marker omkring Mornington. Det er selvfølgelig ren Pinot Noir, hvor druerne efter høst er afstilket, hvorefter gæring og maceration er sket i store 2,5 tons åbne fermenteringskar, hvorefter vinen er lagret 11 måneder i franske barriques.

Duftmæssigt er den en kraftig vin, selvom man ubetinget kan dufte, at der er tale om Pinot Noir. Det er lidt animalsk med masser af præg fra fadene, eg, kanel og vanilje. Frugten er kirsebær, brombær og lidt granatæbler, hvilket suppleres med en lille grøn og syrlig kant med både eukalyptus, ensilage, grannåle og mælkechokolade. Det er samtidig også lidt flæsket, sød og overdone.

I munden virker sødmen i vinen også en tak for meget, lidt fed, sød og mørk i frugten. Det er egentligt en okay omgængelig vin, næsten læskende og letløbende, hvilket sødmen forstærker. Syremæssigt er det dog en vag vin … mest sød og føjelig.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2018 Babylonstoren, Mourvèdre Rosé, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Mourvèdre Rosé, Western Cape, SydafrikaBabylonstoren laver skam også – helt i tidens ånd – en lille rosévin, nemlig denne Mourvèdre Rosé, som er næste i rækken.

Den er lavet på ren Mourvèdre, hvor druerne i forbindelse med presning får kort skindkontakt inden en kold gæring 3 uger i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer vinen så med bærmen i ståltankene 3 måneder inden aftapning på flaske.

Igen en lækker duft … masser af lyserøde bærfrugt, jordbær, hindbær, ribs og rosenblade. Smagen er tør med lyse bær, pænt med citron, virkelig frisk … oppe på tæerne, meget tør og har en snert af lidt tanniner, grape, jern og syrlige bolsjer. Det er en fin rosé, ukompliceret, tør og frisk … godt med syre og nerve.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 123,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Babylonstoren, Viognier, Western Cape, Sydafrika

2018 Babylonstoren, Viognier, Western Cape, SydafrikaDen sidste hvidvin fra sydafrikanske Babylonstoren – inden en rosé og de røde vine – var deres Viognier baserede vin.

Vinen er lavet ved, at 70% af druesaften er fermenteret i de store rustfrie ståltanke over 3 uger og så lagret i ståltankene sur lige i 7 måneder. Den anden del – de resterende 30% – er fermenteret i franske 300 liters fade, som er anvendt 1-2 gange tidligere. Vinen er derefter også lagret sur lie i disse fade inden vinen så samles og endelig aftappes på flaske inden frigivelse.

Selvom det nu er ren Viognier, så har duften sjovt nok nogle elementer fra de forrige to vine … igen fin inderlighed og dybde, lidt fedme, men ikke meget for en Viognier. Der er lidt honning, pærer, sagte abrikos, muskat, svag vanilje.

Der er en smule mere fedme i denne vin, selvom det – som med duften – langtfra er fed Viognier. Den er måske en anelse mere flad i smagen og mangler en smule dybde. Det er fersken og er egentlig meget direkte og frisk i frugten, mens lidt citronsyre samlet gør vinen let og imødekommende. Det er virkelig en fin, stringent og syrlig Viognier.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 151,25 kr.

Vinanmeldelse 4/7