Tag-arkiv: Rhône

2020 Domaine de Gouye, Saint-Joseph Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de Gouye, Saint-Joseph Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigI vor spændende smagning af nogle af Vinovas bedste vine var denne, fine Saint-Joseph Vieilles Vignes 2020 fra Domaine de Gouye den næste i rækken.

Domaine de Gouye drives af vinmageren Philippe Desbos og ligger ude på landet ved Saint-Jean-de-Muzols lidt vest for Grabouillère og lidt nord fra producenten Guy Farge.

Vingården har en betagende udsigt over Rhône flode og den berømte Hermitage høj mod øst, mens husets marker ligger tæt på gården højt hævet over den lille landsby Saint-Jean-de-Muzols.

Philippe Desbos er 3. generation på Domaine de Gouye, som i dag fortsat drives efter de gamle traditioner. Således er fx vinstokkene  bundet op med strå og den eneste lyd man hører – udover en svag brise i træerne – er lyden af Philippes hest Ramses, der godmodigt trækker ploven mellem de stenfyldte rækker af vinstokke.

Alt hos Domaine de Gouye følger økologisk tilgang og de ældgamle traditioner, men ikke for at følge en romantisk forestilling, men fordi, at det fortsat er den mest effektive måde at gøre det på, siger Philippe Desbos selv.

Også i familiens vinkælder er alt gammelt … fx den gamle, men fortsat aktive, vertikalpresse fra 1886, som fortsat står klar til næste høst af de håndplukkede Syrah druer.

Hele familien samt en stribe venner hjælper til med høsten, til presningen i den gamle presse og efterfølgende fodtrædning i de store gæringskar. Vinene er nok også det tætteste, som du kommer på uforfalsket, gammeldags Syrah fra Saint-Joseph.

Nogle af markerne stammer fra hans nu pensionerede nabo Saint-Joseph legenden Raymond Trollot, der dog også solgte nogle af sine marker til Pierre Gonon. Alt klares økologisk og traditionelt, bl.a. med helklasegæring på vildgæren og lagring i tanke eller gamle egetræsfade.

Produktionen er forsvindende lille, hvilket også har gjort vinene til et kultagtigt tilløbsstykke, når de frigives på Domaine de Gouye.

Denne Saint-Joseph Vieilles Vignes er selvfølgelig ren Syrah, der kommer fra mindst 50 år gamle vinstokke. Marken er placeret lige udenfor vinkælderen og har en jordbund af nedbrudt granit. Vinen er gæret i hele klaser og fodtrådt i åbne trækar, inden pulpen så er presset i den gamle vertikalpresse. Lagring sker på gamle fade i 16 måneder.

Duftmæssigt er det også NordRhône … men bare – som også hos Gonon – mere luftig og let. Der er fortsat sorte oliven, baconfedt, mejeri, peber, blåbær og hindbær, men frugten virker forholdsvis luftig og lys … men også masser af blomster og en vis saftighed.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor det bliver en let og elegant Saint-Joseph vin, hvor frugten mest er blommer, brombær og lidt hindbær med fremragende koncentration, faste tanniner og man mærker, at den sorte peber lige ligger nedenunder det hele. Den har et venligt og pleasende ansigt, selvom den også strutter af seriøs business. 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 345 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, Italien

2016 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, ItalienI tirsdagsvinklubben på jobbet smagte jeg forleden en vin, som jeg havde smagt dage forinden. Det var nemlig en Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi fra Castello di Monsanto … men dog ikke i samme årgang. Sidst var det i årgang 2010, men her i en 2016.

Vinen er lavet fuldstændig på samme måde … på Sangiovese Grosso plantet i 1968 og den laves kun i topårgange.

Oprindelig blev den lavet som en protest mod de daværende appellationsregler i Chianti Classico, der krævede at man skulle blande Sangiovese druer med andre og mere inferiøre druetyper. Men denne er altså kun lavet på ren Sangiovese som fx Brunello i Montalcino.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede, korte og koniske stålkar med délestage og overpumpning over 20 dage og derefter er den lagret 18-20 måneder på 500 liter fade af fransk eg – nogle nye og andre brugt én gang tidligere – og derefter 2 år på flaske inden frigivelse.

Der er godt med eg i næsen, røg, solbær, sorte kirsebær, kirsch, koncentreret frugteksplosion, let behåret med sorte oliven, flæsk, rå champignon, asfalt og tjære. Der er godt med træ fra fadene, selvom den næsten ikke får hverken ristede noter, vanilje eller andre sødere elementer, men blot en mørk og frisk frugtsyre.

Smagen er mørk og meget smagfuld med sorte kirsebær og balsamicoeddike, masser af syre og bitterhed. Man kan næsten smage træet fra fadene, har god tørhed, tørre og alligevel runde tanniner, som dog bemægtiger sig herredømmet i munden sammen med en lang balsamisk eftersmag. 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Côte Rôtie, Rhône, Frankrig

2018 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Côte Rôtie, Rhône, FrankrigCôte-Rôtie og Hermitage regnes nok i dag for de to bedste områder i det nordlige Rhône og vi sluttede da også NewRhône Millésimes / Romain Duvernay smagningen med en vin fra netop ét af disse områder, for det var en 2018 Romain Duvernay Côte Rôtie.

Her kommer Syrah druerne fra nogle skifterholdige marker i 200-350 meters højde på en sydvestvendt bjergskråning, hvor vinstokkene nærmest vokser ud af klippen.

Druerne til bliver høstet, når druernes modenhed har nået sit højeste. Gæring og maceration er sket over 3-4 uger efterfulgt af en malolaktisk gæring og derefter er vinen lagret på egefade, hvoraf 25% er nye fade.

I næsen har vinen denne fine animalske, parfumerede, blomstrede og stenede duft, som er mere lys og fin end den foregående Crozes-Hermitage, men alligevel har en seriøs, fast og behåret frugt af både solbær, hindbær, blommer og ribs … nærmest  lys og mørk frugt i en intim tosomhed. Der er også lidt mynte, violer,  blæk, grafit, kaffe samt tør jord, men mere dæmpet i sine aromaer.

Smagsmæssigt kommer den lette side af Nordrhône også frem, for vinen har en smag, der er lys, tør, let og ren, har samme fine frugt af både lyse og mørke bær, har blot en smule peber, markante og fine tanniner. Den har sammenlagt en dejlig blød, lys, feminin og sart smag af Nordrhône. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2018 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigDe næste to vine fra Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay på Newrhône Millésimes var begge Syrah vine fra Nordrhône … og først smagte jeg et glas 2018 Romain Duvernay Crozes-Hermitage.

Igen kommer druerne fra vinavlere, som Romain så samarbejder med og efter høsten er druerne afstilket inden gæring og maceration over 4 uger med løbende temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen lagret i ståltanke frem til aftapning på flaske og frigivelse.

Sikke en dejlig næse … stenet, animalsk med granit, grønne urter, sorte oliven, syrlig mejeri, sorte kirsebær, kirsch, solbær, blåbær, ribs og mynte, violer, røg samt engelsk lakrids.

I munden er der en sand frugteksplosion med solbær og blåbær, er tør og stenet med grafit, blæk og har godt med stærk sort peber. Den har også nogle tørre og kraftige tanniner, krydderier samt et grønt, fint og frugtrigt bid … masser af klassisk Nordrhône charme og dermed 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2016 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSå er det tid til et lille Rhône trip, for nu smager jeg 3 vine fra Newrhône Millésimes og de to grundlæggere Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay. Jeg starter trippet med denne 2016 Romain Duvernay Châteauneuf-du-Pape.

Newrhône Millésimes er et forholdsvis nyt vinhus, der er grundlagt i 2016 af Jean-Marc Pottiez i et tæt samarbejde med  vinmageren Romain Duvernay.

Jean-Marc har en lang karriere indenfor vinbranchen og bl.a. arbejdet i Languedoc, Bourgogne og senest i Champagne, hvor han var inde over produktionen hos både Nicols Feuillatte og Jacquaert.

Romain Duvernay er en talentfuld vinmager og har – efter sigende – en af de fineste ganer i regionen. Han er selv uddannet i Bordeaux, men har også arbejdet i både Bourgogne og Languedoc inden han i 2010 startede med at lave sine egne vine … og det fortsættes nu under Newrhône Millésimes, men også fortsat med sit eget navn på etiketterne.

For Newrhône Millésimes har 3 serier vine … nemlig Romain Duvernay, Romain Duvernay Domaines samt Romain Duvernay Prestige og de fleste af vinene er lavet på de druer, som Romain blev forelsket i … Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Newrhône Millésimes ejer ikke selv vinmarker, men har et samarbejde med en lang række vinavlere, men derudover tager Romain ofte rundt og køber druer fra spændende marker overalt i Rhône området.

Vinene

Jeg har tidligere smagt flere vine fra huset … bl.a. en 2018 Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc, en 2017 Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages Séguret og en 2017 Romain Duvernay Lirac, men nu har jeg altså – som nævnt – fået fingrene i 3 Duvernays vine mere, en fra Châteauneuf-du-Pape samt to fra det nordlige Rhône, for det er nemlig disse:

Vi starter selvfølgelig med vinen fra det sydlige … en 2016 Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på 75% Grenache, 15% Syrah og 15% Mourvèdre. Druerne høstes manuelt, når de topper rent modningsmæssigt.

Herefter transporteres de omgående til vineriet i små beholdere, hvorefter de afstilkes. Så er gæring og maceration sket over i 3-5 uger, hvor der dagligt sker overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret på cementtanke inden aftapning på flaske.

Duften en landlig, sødlig animalsk med en lidt støvet slagside, en frugt af brombær, modne kirsebær, lidt tørret frugt endda med lidt syltetøj, tørre krydderier samt en smule grafit.

Det bedste er dog smagen, for vinen er cremet, blød, lækker med en rund frugt, der er smagfuld med sødme, intensitet og en snert peber, knastørre tanniner, der lige hiver i dig sammen med peberet, skriger på en stor steak og har et hårdt bid, men de søde elementer giver dog alligevel en god balance. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Alain Jaume, SY-RAH Familly, Rhône, Frankrig

2019 Alain Jaume, SY-RAH Familly, Rhône, FrankrigMed næste vin – som har en sød etiket med en musefamilie, som har hver deres egen smag – er vi nu i Rhône hos Alain Jaume og det er med vinen 2019 SY-RAH Familly.

Jaume familien er en stor producent i Rhône og ejer i dag de 4 vinhuse Domaine Grand Veneur i primært Chateauneuf-du-Pape, , Domaine du Clos de Sixte i Lirac, Château Mazane i Vacqueyras og endelig Domaine la Grangette Saint Joseph i hele Côtes-du-Rhône og NordRhône.

Familien har fremstillet vin i generationer, ja faktisk siden 1826, hvor Mathieu Jaume besluttede at dyrke vinstokke i Châteauneuf du Pape.

I dag er det 5. generation i form af Alain Jaume, som driver hele vingården. Da Alain i 1979 med hustruen Odile overtog driften, så ændrede parret samtidig navnet til Domaine Grand Veneur, hvilket vel nærmest kan oversættes til lederen af jagthundene og herefter blev vinene solgt med dette navn.

I starten havde Domaine Grand Veneur alene knap 9 hektar vinmarker, men dette er løbende forøget. I 2003 købte familien endvidere endnu en vingård, nemlig Clos De Sixte, en Appellation d’Origine Contrôlée vingård i Lirac.

Denne appellation er beliggende på den anden side af Rhône floden end familiens eksisterende vinmarker, men alligevel få kilometer fra Châteauneuf du Pape og alligevel med næsten samme jordforhold, nemlig med sandholdig jord og de ​​berømte runde sten.

I dag har Alain og Odiles tre børn Sébastien, Christophe og Hélène, gradvist overtaget ansvaret for domænet, så vingården nu roligt kan fortsætte med 6. generation ved roret. Sébastien er vinmager, mens Christophe står for salg og marketing. Hélène er også kommet med og tager sig af salget til USA.

Det er også børnene, som har stået bag købet af den 10 hektar store vingård Château Mazane i Vacqueyras og i 2015 også den 55 hektar store ejendom La Grangette Saint Joseph beliggende i Côtes du Rhône området.

I dag har huset så sammenlagt 145 hektar vinmarker, som alle dyrkes økologisk. Heraf ligger 16 hektar i Châteauneuf-du-Pape, 31 hektar i Lirac og 10,5 hektar i Vacqueyras, men derudover parceller på marker i Ventoux, Rasteau, Gigondas og  Cairanne … og så ellers masser under appellationen Côtes du Rhône. I det nordligere har de marker i både Crozes Hermitage, Saint Joseph samt Condrieu.

Her smager vi dog en lille sjov sag fra familien, nemlig vinen SY-RAH Familly, der – som navnet afslører – er lavet på ren Syrah. Vinen er så lavet udelukkende på stål … først med gæring og maceraion i rustfri stålkar ved kontrolleret temperatur, hvorefter vinen også er lagret omkring 6 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske.

På etiketten kan man se denne lille SY-RAH familie af mus, som hver repræsenterer en smag, som man finder i vinen. Jeg fandt først ud af dette, da jeg skulle skrive om vinen, men det passer faktisk utroligt præcis med mine egne smagsnoter.

På etiketten har musene navne som reglisse = lakrids, mûre = brombær, myrtille = blåbær, menthol = mentol, poivre = peber og endelig er violette = violer.

I næsen er det en mørk krydret sag … duft af våde fade, krydderier, urter, grønne vinblade, violer, lidt blæk og skolekridt, klart en smule til den parfumeret side med lidt peber, let lavendel, blåbær samt brombær.

Smagsmæssigt er det også en rigtig god allround bondevin med en blød og saftig struktur, en smule sødme, peber, brombær og hindbær samt lidt bitre tranebær med en skvis lemon. Trods ren Syrah bliver det aldrig en tung vin, men virker frisk i frugten. 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koste 90 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Pierre Gonon, Saint-Joseph Rouge, Rhône, Frankrig

2012 Pierre Gonon, Saint-Joseph Rouge, Rhône, FrankrigNiels Lillelund har engang udtalt; Den ubestridte mester i Saint-Joseph og en eksponent for den helt igennem klassiske stil er Gonon … der er ingen over eller ved siden af.

Vi skal vist også helt tilbage til 2014, hvor jeg sidst smagte vin fra Pierre Gonon, men nu har jeg fået hældt et glas op af hans Saint-Joseph Rouge 2012.

Domaine Pierre Gonon er beliggende i byen Mauves, og er grundlagt af Pierre Gonon i 1958, kort efter appellationen så dagens lys. I dag er det de to sønner Jean og Pierre, som driver vingården. Domainet har nogle af de ældste vinplanter i området, og deres vinmarker er i alt 9 hektar, heraf 7 hektar Syrah og 2 hektar Marsanne og Roussanne.

De ældste Syrah stokke blev plantet i 1915, og jorden er stenet med granit, rødt ler og en smule sand. Udbyttet holdes ofte lavt, ofte omkring de 15-20 hektoliter per hektar, og vinen filtreres ikke.

Lagringen foregår op til 1½ år på store foudres, for Jean Gonon tror ikke på værdien af nye fade, der efter hans mening meget nemt bare forstyrrer frugten. Der laves kun to vine; en rød og en hvid, basta! Produktionen er meget lille, kun sølle 12.000 flasker om året.

Det er en meget frisk og fruity nordrhônsk Saint-Joseph, men har sgu samtidig godt med power via mørk frugt anført af overmodne kirsebær og brombær, grafit, jernbanesveller, yoghurt, mælkenoter, babybræk – men på den gode måde – kødfuld med røget salami, lidt sten og granit, tobak og let peber. Den virker samtidig ret saftig, virkelig frugtfrisk og lys elegant.

Sådan smager den nærmest også … har denne friske, rene og mørke frugt, overmodne kirsebær og morbær, sorte oliven og på denne ret friske, frugtrige og kølige facon. Der er som altid godt med tanniner, vinen spiller rundt inde i munden, meget frugtrig … men cremet og forførende. Hvor er det fremragende, så 96 point.

Forhandles bl.a. af Vinens Verden, hvor en flaske 2017 i dag koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Domaine La Tache, Saint-Joseph Cuvée Guillamy, Rhône, Frankrig

2012 Domaine La Tache, Saint-Joseph Cuvée Guillamy, Rhône, FrankrigSaint-Joseph Cuvée Guillamy fra Domaine la Tache aka Scea la Tache er en funky samt usvolvet vin lavet af vildmanden Fabien Bergeron.

Fabien var en del af en gruppe venner fra Tournon, som plejede at arbejde i vinmarkerne i Saint-Joseph, bl.a. med at restaurere vinstokke, bygge espalier samt beskære for vinhuse som bl.a. Chapoutier og Jaboulet

De fleste af gruppen var dog muslimer og drak ikke selv vin, hvorfor de også beskrev sig mere som bønder snarere end vinbønder. Men i 2002 fandt de en parcel på den berømte vingård Guillamy og købte den i fællesskab.

Parcellen var imidlertid misligholdt, så venner fik den restaureret, men senere købte de også endnu en vinmark på en nordlig skråning i Badel mellem Tournon og Mauves.

De 2 marker er på i alt knap 3 hektar og ligger på terrasser, men alt foregår øko og manuelt. På grund af sin nordvendte position høstes druerne i Badel en måned senere end alle andres i regionen, men Guillamy marken er sydvendt og modner druerne hurtigere.

Fabien Bergeron og hans slæng er ægte purister, så de laver vinene uden den mindste temperaturkontrol og uden tilsat svovl på noget  tidspunkt.

Denne Saint-Joseph Cuvée Guillamy 2012 er lavet fra 30-40 år gamle Syrah vinstokke, men der er også en smule Marsanne med i mixet, men regler tilsiger også, at der godt må være op til 5% med i blendet. Vinificering er sket med hele klaser i åbne tronkoniske kar med fodtramp … lige nok til at lade gæringen starte helt uden tilsætning af gærceller.

Derefter sker der en kulsyre-maceration i omkring 1 måned, hvor karet blot er dækket med en plastikplade. Ved slutningen af ​​denne maceration er druerne i tronkoniske kar knust to gange om dagen, nemlig om morgenen og om aftenen. Derefter er vinen lagret … lidt forskellige periode, men oftest omkring 16 måneder.

Duftmæssigt er det en funky, frisk, behåret og saftig vin … har en sødkrydret kirch duft, masser af kirsebær, meget urtet og nærmest mælket, har kærnemælk samt en vis syrlighed samt nogle våde fade, svagt fadpræg og ikke lige til at fornemme, at dette er NordRhône.

Smagen er absolut også frisk, saftig og juicy … masser af syre, masser af frugtsyrlighed, noget lemon bitterhed oveni de syrlige røde drops samt en umoden grøn side. Syrlighed er måske endda et forkert ord, for vinen er nok nærmere sur, men har denne letløbsfølelse, som gør det til en lille tørstslukker … på en funky facon. 90 point.

Købt hos Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Domaine Des Roches Fortes, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Des Roches Fortes, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, FrankrigDomaine Des Roches Fortes ligger i den gamle by Vaison-la-Romaine nær den gamle by og den smukke bro Pont Romain. Vi er selvfølgelig i Rhône. Fra huset smager jeg en 2020 Côtes-du-Rhône Villages.

Vinhuset drives i dag af Jean-Luc Brunel, men er grundlagt for 3 generationer siden af hans bedstefar Felix Brunel. Han var egentlig stenbrudsarbejder, men købte lidt vinmarker og producerede så blot druerne, som blev solgt sammen med lidt abrikoser og blommer.

Sådan fortsatte Jean-Lucs far René Brunel også, for han var tilfreds med blot at sælge druerne til en anden producent, men da Jean-Luc i 1985 overtog driften, så startede han selv med at producere og sælge sine egne vine.

Siden da har familien alene satset på vinen … og har i dag 20 hektar vinmarker og Jean-Luc sammen sammen med fruen Hélène masser af Rhône vin.

Her smager vi deres Côtes-du-Rhône Villages, der skulle være lavet på 70% Grenache og 30% Syrah … men jeg har ikke kunnet finde de mindste oplysninger om produktionen, så vi iler bare videre til mine smagsnoter.

I næsen virker det som en tør og krydret vin. Tørhed er allerede udbredt i starten og holder ved i hele duften. Den er samtidig lidt kødfuld, har tør jord, grafit, jod og frugten virker moden med en smule blåbær, sorte kirsebær og brombær.

Smagen er også tør, har blåbær, lakridsrod, engelsk lakrids, grafit, blæk, peber samt en smule bitterhed. Tanninerne er også mærbare med lidt tørhed og kant. 89 point.

Skulle vist være købt på vingården og prisen ser ud til at ligge på 9,95€ … svarende til 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2018 Vidal-Fleury, Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigVidal-Fleury er ejet af Guigal, er et af området  ældste vinhuse og ligger helt betagende midt i de berømte Côte-Rôtie marker. Og det er derfra, at jeg nu smager denne 2018 Côtes-du-Rhône.

Guigal er vi jo stødt på her på Houlberg Vinblog flere gange … men egentlig også Vidal-Fleury, selvom det efterhånden vist er ved at være nogle år siden.

Men Vidal-Fleury ligger ved Tupin et Semons og er grundlagt tilbage i 1781 af Vidal familien. Der er faktisk også det eneste vinhus i hele Rhônedalen, der har lavet vin uden afbrydelse siden 1781. Allerede tilbage i 1787 blev huset berømt, da den amerikanske præsident Thomas Jefferson besøgte huset … hvilken blev starten til en eksport af vinene.

I 1890’erne giftede Gustave Vidal sig med en datter af Fleury familien og dermed fik huset sit nuværende navn Vidal-Fleury, og en medgift som muliggjorde en genplantning af vinmarkerne efter den store phylloxera epidemi.

Vidal-Fleury havde oprindeligt en række vinmarker i den nordlige del af Rhôneområdet, men siden 1920 har de udvidet med marker i andre dele af Rhône og i dag opkøber huset også druer fra udvalgte vinavlere i hele Rhônedalen. Vidal-Fleury er dog i dag næsten blevet synonym med Côte-Rôtie.

Vinhuset er i dag dog ikke længere ejet af Vidal-Fleury familien, for det blev i 1984 købt af Guigal, som havde en særlig interesse i Vidal-Fleury, hvor Etienne Guigal selv blev udlært og arbejdede en lang årrække inden han i 1946 etablerede sig som vinbonde og grundlagde E. Guigal.

Guigal familien har sat Guy Sarton du Jonchay til at drive vinhuset, hvilket sker sammen med hans hustru Monika. De driver markerne sammen med Guigal og samlet har Vidal-Fleury og Guigal omkring 62 hektar i det nordlige Rhône. Hvor mange marker, som Vidal-Fleury har i den sydlige del ved jeg ikke, men de fleste af druerne opkøbes hos små vinavlere.

I 2006 startede Vidal-Fleury byggeriet af et nyt state-of-the-art winery, som blev færdigt i 2008. Det er specielt bygget til at lagre vinene indtil de er klare til salg.

Vi skal ikke smage Côte-Rôtie fra Vidal-Fleury, men derimod en Côtes-du-Rhône, som også nærmest er deres signaturvin og her i årgang 2018 er den lavet på 65% Grenache, 20% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Carignan.

Vinen er lavet i ståltanke med lang og traditionel maceration, hvilket er 2 uger for Grenache og 3 uger forSyrah og Mourvèdre. Gæringen og maceration er sket ved 30 grader med de naturlige gærceller og derefter også fuld malolaktisk gæring. Så er vinen lagret sur lie med 70% i ståltanke og 30% på foudres egefade … og 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Dejlig mørk, rustik, kødfuld duft, hvor man næsten kan dufte de gamle fade sammen med lidt krogmodnet oksekød, let mejeri, nogle violer, lavendler, godt med friske og røde kirsebær, brombær, noget medicinsk, mørk og letbitter chokolade, lakrids og grønne urter. Det dufter langt bedre end forventet.

Smagen er også rigtig fin … nærmest meget let og eksplosiv, men de eksploderede frugter giver mere mørke nuancer som solbær, modne kirsebær sammen med en tør lille sødme, masser af dybde og rigtig god smag. Det er sgu skruet rigtigt godt sammen og har faktisk en snert af noget nordlig Rhône. Der er let peber, rosmarin, røg og virkelig fin lang eftersmag. Total optur. 91 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7