Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2013 Famille Perrin, Gigondas La Gille, Rhône, Frankrig

2013 Famille Perrin, Gigondas La Gille, Rhône, FrankrigMatthieu Perrin præsenterede dernæst husets Gigondas La Gille, som kommer fra den 10,5 hektar store vinmark La Gille, som familien har lejet lige syd for byen. Marken ligger i øvrigt tæt på familiens egne marker i Gigondas, nemlig de 9 hektar fra Domaine du Clos des Tourelles, som de i 2008 købte af Roger Cuillerat.

Som du måske allerede fornemmer, så er Perrin familien en betydelig vinproducent i Rhône … og vinene fra Perrin familien hører til nogle af de allerbedste i Rhône. Specielt vinene fra Château de Beaucastel er blandt verdens bedste. De rød Châteauneuf’er er altid blandt områdets bedste. De hvide Châteauneuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, her er man fuldstændig uden konkurrence.

Men det Beaucastel er også et vinhus med en lang historie. Vinhuset er reelt grundlagt i 1909, da da Gabriel Tramier købte Château Beaucastel. Selve ejendommen stammer dog helt tilbage fra 1549, hvor Noble Pierre de Beaucastel købte en lade med tilhørende land i nærheden af landsbyen Courthézon. Han opførte senere en hovedbygning … den som vi i dag kender som Château de Beaucastel.

Familien Beaucastel blev en anerkendt familie i byen … og i 1687 blev en efterkommer Pierre de Beaucastel, som anerkendelse for sin konvertering til katolicismen, udnævnt af Ludvig den 14. til Capitaine de la Ville de Courthézon.

Under phylloxera-katastrofen ejedes stedet af Elie Dussaud, der var kompagnon til Ferdinand de Lesseps, der konstruerede Suezkanalen. På dette tidspunkt gik vinproduktionen helt i stå, så det var først da Gabriel Tramier i 1909 købte Château Beaucastel, at man begyndte en genplantning af vinmarkerne og startede en vinproduktion.

Tramier overdrog vingården til sin svigersøn Pierre Perrin, som udviklede samt udvidede vinhuset og fik stor succes. Hans søn Jacques Perrin, som også grundlagde la Vieille Ferme, byggede videre på sin faders idéer og drev et innovativt og biodynamisk vinbrug. Senere overtog brødrene Jean-Pierre og François Perrin driften og de viderefører fortsat i dag ejendommen helt i deres fars og bedstefars ånd.

De får dog hjælp af deres børn – 5. generation – nemlig Marc, Pierre, Thomas, Cécile, Charles, César og Matthieu. Og de udvikler fortsat vinhuset, hvilket det nye joint venture med Miraval også vidner om.  Med Perrin & Fils – eller Famille Perrin som det nu kaldes – fokuserer familien også på områdets forskellige appellationer samt glemte, gamle parceller. Ønsket er dels, at levere en billigere vin i form af salgssuccessen La Vieille Ferme, dels at lave spændende vine, der afspejler den sydlige Rhônedals store potentiale og variationsbredde.

Således er det efterhånden blevet et pænt stort vinhus. Château de Beaucastel har samlet 130 hektar vinmarker, hvoraf 20-30 hektar dog ikke indgår ikke i produktionen, idet der hvert år nyplantes 2-3 hektar. De nyplantede marker medtages først i produktionen 10 år efter plantningen. Omkring 75% af jorden ligger i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen, mens de sidste ligger under AOC Côtes du Rhône.

Hvor mange hektar Famille Perrin derudover ejer, er faktisk lidt svært at se. I Gigondas er det samlet omkring 10 hektar, i Vinsobres omkring 60 hektar, i Cairanne omkring 14 hektar og ved Le Grand Prébois – hvor de i dag producerer vinene – har de yderligere 30 hektar Côtes du Rhône og 10 hektar Vin de Pays marker. Derudover opkøber familien også druer og forpagter ligeledes en række marker, hvor vinene sælges under eget navn eller La Vieille Ferme.

Derudover ejer Perrin familien også en restaurant i Gigondas, nemlig l’Oustalet. Den ligger lidt midt på torvet i byen og er købt i 2009 fra negociantfirmaet Gabriel Meffre. Der kan man helt sikkert nyde et glas Gigondas fra Perrin.

I Gigondas laver Perrin nemlig samlet 3 forskellige vine … denne Gigondas La Gille fra den lejede mark, vinen Domaine du Clos des Tourelles fra de 9 hektar, som blev købt af Roger Cuillerat og endelig vinen Sélections Parcellaires Gigondas L’Argnée Vieilles Vignes, som kommer fra en gammel mark, som knap er 1 hektar stor og har vinstokke, som er omkring 100 år gamle og har overlevet phylloxera katastrofen. Den laves der også kun 1.500 flasker af årligt.

Denne Gigondas La Gille er lavet på Grenache og Syrah. Markerne er her langt mere sandet end fx ved foregående vin fra Vinsobres. Druerne er afstilket, og vinifikationen sker både i egefade samt i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer vinen i henholdsvis foudres samt barriques. Hvor lang tid fremgår ikke, men mener, at det er omkring 15 måneder.

Matthieu fortalte dog, at de generelt ikke bruger meget eg … specielt ikke frisk eg, idet de mener, at det ofte giver ketchup-vine, som han udtrykte det.

Men der er bestemt ikke ketchup i denne vin, som i næsen er langt mere mørk og dyb end foregående vin. Det er fortsat mejeri, kød … men nu også med granit, kul og langt mere tydelige krydderier. Det er mørk frugt, modne kirsebær, en smule blommer … fyldig, kraft og fed. I munden peber, stramme tanniner, strenghed, jern … slet ikke rund, men viser virkelig tænder. Kraftig vin med stor tørhed.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 195 kr.

Rating 5/7 

2012 Famille Perrin, Vinsobres Les Cornuds, Rhône, Frankrig

2012 Famille Perrin, Vinsobres Les Cornuds, Rhône, FrankrigEfter vinene fra Miraval projektet skulle vi smage Perrin familiens egne vine, og vi startede med denne Vinsobres Les Cornuds, hvor druerne kommer en stor mark tæt ved byen Vinsobres, som ligger omkring 40 kilometer nord for Châteauneuf-du-Pape nær Vaison la Romaine.

Der ejer familien nemlig den 60 hektar stor vinmark Les Cornuds … opkaldt efter vejen med samme navn. Marken ligger i 300 meters højde omkring 1 kilometers penge svagt nordøst for Vinsobres og er tilplantet med både Syrah samt Grenache vinstokke.

Marken i Vinsobres er købt af flere omgange, bl.a. fra nu ophørte producenter som fx Domaine de la Biscarelle samt Domaine Gramenon. Matthieu Perring fortalte, at marken i Vinsobres hører til de koldeste og nordligste marker i Sydrhône, hvilket er perfekt for Syrah druerne.

Blandingen er 50/50 … altså halvdelen Syrah og halvdelen Grenache. Alle druerne afstilkes efter høst, hvorefter Syrah druerne vinificeres i store egetræsfade, hvorimod Grenache druerne vinificeres i store rustfrie ståltanke. Syrah mosten lagrer 1 år gamle egefade og efter den melolaktiske gæring blandes vinen og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelsen.

Vinificeringen finder sted i familiens vinificeringsanlæg længere mod syd, nemlig lidt udenfor Orange på vej mod Jonquières. Familien kalder stedet for Château du Grand Prébois. Der produceres hovedparten af familiens vine i dag, mens de bedste vine dog fortsat lagrer i de gamle kældre under Château de Beaucastel. Men det er en helt anden historie … og den skal jeg nok vende tilbage til, når vi kommer til Beaucastel vinene.

Og det er en rigtig charmerende vildbasse … med en fabelagtig næse. Det er lige mig, mens min sidemand Jørgen la Cour-Harbo fandt den en tand for voluminøs og lidt for meget. Duftmæssigt snakker vi mejeri, kærnemælk, stald, herlig rustik med hængt kød, frisk og mørk frugt, næsten lidt blommer, sorte oliven, lakrids, blomster og hvid peber. Sådan skal den skæres.

I munden finder jeg en god kompleksitet, frisk frugtsyre, krydderier … som dog aldrig bliver dominerende. Der er godt med frugt, og tanninerne er blide. Der er lidt peber og volumen i vinen. Den er måske lidt kantet i smagen, men det gør ikke så meget … for næsen opvejer det uden problemer. Til prisen en klart no-brainer.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 115 kr. – det er sgu billigt.

Rating 5/7 

2015 Miraval, Rosé Côtes de Provence, Provence, Frankrig

2015 Miraval, Rosé Côtes de Provence, Provence, FrankrigMiravals lille nuttede Rosé Côtes de Provence går under øgenavnet Pink Floyd … selvfølgelig med reference til farven samt at Pink Floyds nok største album The Wall er indspillet på netop Château Miravel tilbage sidst i 1970’erne. Her trykker alderen dog ikke, for denne rosé er fra årgangen 2015.

Pink Floyd er også den vin, som Miraval er mest kendt for … specielt den lyse, lidt unikke og mineralske smag. Det har også gjort vinen meget eftertragtet. Château Miravals 2012 Rosé Cotes de Provence modtog således 90 point fra Wine Spectator magasin og titlen bedste rosé i verdenen. Det gjorde, at vinen samme år kom ind som nr. 84 på bladets Top 100 liste.

Og det var netop i 2012 – efter Angelina og Brad havde købt ejendommen for svimlende 60 millioner dollars, at Hollywood-parret indgik i samarbejdet med Perrin-familien … et joint venture/samarbejde, der omfatter strategisk rådgivning samt vinifikation og distribution af Miravals vine.

Og det passede også ind i Perrins planer, idet de igennem længere tid havde ledt efter en ejendom i Provence, som kunne supplere deres sortiment. De havde jo i forvejen vinene fra negociant virksomheden Famille Perrin, de berømte vine fra Château de Beaucastel, Domaine du Clos des Tourelles samt La Vieille Ferme i Ventoux.

Og de har virkelig formået at få skabt et brand, som er blevet hyppet … klart med historien om Angelina Jolie og Brad Pitt, deres egen, særegne og buttede flasker, hvor navnet Miraval er præget i flasken og selvfølgelig Perrin familiens evner som vinproducenter. Og denne Rosé Côtes de Provence var da også aftenens bedste af de to fra Miraval.

Vinen er lavet på druerne Cinsault, Grenache, Syrah og Rolle. Alle druer håndhøstes meget tidligt om morgenen og sorteres 2 gange inden vinifikationen på 95% ståltanke og 5% egetræsfade.

I næsen en lidt svag parfumeret vin, hvor der også er jordbær, svag citrus samt om omgang flintesten. I munden er vinen blød, blid … meget let, venlig og uskyldig. Syren er ganske fin, mineralsk med en lidt saltet og bitter note. Frisk vin … som virkelig vil gøre sig på terrassen … specielt, hvis Angelina så kunne servere den.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 150 kr.

Rating 4,5/7 

2007 A. Clape, Cornas, Rhône, Frankrig

2007 A. Clape, Cornas, Rhône, FrankrigSom jeg tidligere har skrevet er Clape er for mig den absolutte éner i den nordlige del af Rhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Fabelagtigt, men også dyrt. Clape er simpelthen ét af referencepunkterne … ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.

Topvinen hos Clape er hans Cornas, så den skulle gutterne i byggesjakket selvfølgelig slutte med. Det er en vin, som jeg første gang smagte på Villys Vinbar i Århus. Selvom alle ved bordet fik en spansk vin, som Steen Fiil havde anbefalet, så ville jeg være anderledes og spurgte efter noget godt fra Rhône.

Steen, som fortsat driver vinbutikken Den Blå Port, var ikke sen til at anbefale Cornas fra Clape, så den sprang jeg på ene mand. De andre ved bordet sad med deres Tempranillo, men jeg smægtede mig i drønlækker, legendarisk Cornas, og lige siden har jeg haft en særlig forkærlighed for Clape.

Det skal dog retfærdigvis siges, at alle ved bordet fik lov at smage min Cornas … men kun lidt.

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin i 1949. Auguste Clape var en af de første, der begyndte at lave vin i eget navn i Cornas. Dengang ejede familien nogle af de bedste stråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

Domainet har 5,5 hektar i Cornas samt 1 hektar under appellationen AOC Côtes du Rhône og Vin de Table. I Cornas er markerne – som hos Vicent Paris – stejle med hældning på op over 60 grader. Clapes parceller ligger også på nogle af de samme marker, idet Clapes parceller fordeler sig på Coteau de Tezier, Les Renards, La Cotes, Les Mazards, Chaillot og Sabarotte.

I dag er Auguste en ældre, furet mand og for længst gået på pension, så domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden. Vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres …  1.200 liters fade, som man kender fra Alsace.

Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg. Vi er tre om at træffe beslutningerne, men vi er sjældent uenige. Vi kender jo vinen. Men hvis vi bliver uenige, så er det min far, der har det sidste ord, fortæller Olivier Clape.

Som alle vinene fra Clape er de lavet på ren Syrah fra parceller, hvor vinstokkene har en alder på henholdsvis 30, 50 og 60 år med enkelte stokke, der er over 100 år gamle. Lagret 22 måneder på de store, gamle foudres.

Og igen en herlig livseliksir … næsen dyb, animalsk og nærmest gammel. Det er mejeri, kærnemælk, kød, blod, røget bacon, gammelt træ … som i husene i den gamle by eller en gammel forladt stald, læder, jord, violer, estragon, mynte, peberkorn, kaffegrums samt en gennemgående frisk frugt. Hmmmmm. Smagsmæssigt er vinen også ganske frugtrig med enebær, nærmest paprika, brombær, jordbær, kødfuld, tørret kød, cremet … tanninerne tætte, stramme og tørre. Der er noget nærmest læskende over vinen, druesaft i 5. potens. Zen … total balance. Gud, hvor det smager godt.

Købt hos Den Blå Port, pris 450 kr., men de fleste steder koster vinen et par hundrede dask mere.

Rating 7/7    

2009 Domaine Vincent Paris, Cornas Granit 60 Vielles Vignes, Rhône, Frankrig

2009 Domaine Vincent Paris, Cornas Granit 60 Vielles Vignes, Rhône, FrankrigMan kan altid slås om, hvor de bedste Rhône vine kommer fra … Cornas, Hermitage eller Côte Rôtie? Cornas er nok de mørkeste, kraftigste og mest barske … virkelig tætte og maskuline. Dermed kunne 2 x Cornas være et fint punktum for de feminine drenge i byggesjakket. Hvorfor ikke?

Den første af de to blev denne Cornas Granit 60 Vielles Vignes fra Domaine Vincent Paris, som holder til i den sydlige del af Cornas by. Vincent er selv født i Cornas og grundlagde vinhuset i 1997, da han arvede nogle vinmarker efter hans bedstefar. Nogle af markerne havde vinstokke, som er over 100 år gamle.

Derudover lejede Vincent også en parcel på den berømte Geynale mark fra hans onkel Robert Michel, søn af den legendariske Joseph Michel. Robert har i øvrigt også oplært Thierry Allemand, en anden af de helt store producenter i Cornas, men det er jo en anden historie.

Det var også Robert Michel, som hjalp Vincent med at lave de første årgange, idet Vincent ikke selv ejede en vingård eller vineri til vinificering af vinene. Han lejede senere nogle lokaler, således han selv kunne producere vinene. I dag ejer han dog selv en mindre ejendom, hvor der også er en lille idyllisk mark med abrikostræer.

I dag ejer Vincent også selv den 1,3 hektar store parcel på Geynale marken, som han tidligere lejede fra onklen. Købet blev gennemført i 2007 … hvilket dog var i skarp konkurrence med Jean Louis Chave og andre ivrige lokale vinproducenter. Imidlertid er blod tykkere end vand, så det endte med, at Vincent fik lov til at overtage marken og dermed holde ejerskabet i familien.

Sammenlagt har Vincent Paris omkring 6,6 hektar vinmarker, fordelt med 4,7 hektar i Cornas samt 1,5 hektar i Saint-Joseph. Derudover har han lejet 0,4 hektar jord i Côtes du Rhône AOC området, hvor han har plantet Viognier og Roussanne for at lave lidt hvidvin. Alt drives biodynamisk.

Markerne i Cornas er på meget stejle skråninger med undergrund af granit, og de ligger op til marker tilhørende bl.a. August Clape og Thierry Allemand. Den bedste parcel er klart på Geynale marken … den, som Vincent købte af onkelen. Der er vinstokkene er plantet tilbage i 1910. Allemand har også et stykke af den mark.

At markerne er meget stejle kan bl.a. aflæses i vinene Granit 30 og Granit 60, som netop er opkaldt efter undergrunden og hældningen på de respektive marker. Således kommer denne Cornas Granit 60 Vielles Vignes fra gamle vinstokke på en mark med 60 grader stejl hældning. 60 grader … det er sgu ret stejlt.

Druerne til vinen kommer helt præcis fra 3 parceller på Saumon marken, hvilket er den øverste del af Reynard. Lillesøsteren Granit 30 laves fra lavere beliggende parceller på Reynard, nemlig fra markerne Patou og Les Mazards. Vinstokkene på de 3 parceller på Saumon marken er henholdsvis 20, 60 og 100 år gamle. Det er selvfølgelighed ren Syrah, og 2/3 af vinen vinificeres på fade, mens den sidste tredjedel vinificeres på tank. Vincent afstilker kun omkring halvdelen af druerne, nogle gange lidt mere. Efter vinificering lagret vinen 12-14 måneder på gamle fade.

Og det er ganske tæt, intenst og mørkt. Det er mejeri, hængt kød, blod, våde sten, grafit, mørkerøde … nærmest sorte bær, mørk 99% ren chokolade, svage karamelnoter, røg, lakrids samt et drys urter. Maskulin Rhône … men virker imidlertid blød nok i næsen.

Smagsmæssigt er vinen tæt, mørk og fyldig, men egentlig ganske behagelig. Der er mørke bær, tranebær, enebær … frugten egentlig noget lettere end forventet og indikeret af duften. Derudover er der våde sten eller en form for mineralitet, stramme og tørre tanniner, let peber … men en fantastisk balance. Skole-eksempel på god Cornas.

Købt i Randers Vinhus for mange år siden til 269 kr. Vinhuset er i dag lukket.

Rating 6/7    

2012 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Carrubo, Sicilien, Italien

2012 Vinding Montecarrubo, Il Carrubo, Sicilien, ItalienDen anden sicilianske vin og duellant til den imponerende Etna Rosso Santo Spirito blev med dansk islæt, nemlig topvinen Il Carrubo fra vinhuset Vinding Montecarrubo, som jo ejes og drives af danskeren Peter Vinding-Diers, onkel til Peter Sisseck fra Pingus og far til Anders og Hans Vinding-Diers, sidstnævnte fra Bodega Noemia de Patagonia i Argentina.

Peter Vinding-Diers og Vinding Montecarrubo har jeg skrevet om nogle gange tidligere. Det skal jeg spare jer for igen. Hvis I vil læse mere om vinbranchens danske veteran, så søg lige på ham i søgefeltet her til højre. En ganske spændende person med en spændende historie. Jeg har tidligere været til en smagning forestået af ham, og han er bestemt en ganske farverig person.

I modsætning til Tenuta Terre delle Nere, så ligger Vindings Montecarrubo en del længere mod syd nær byen Ispica, men fortsat på den østlige del af Sicilien. Der er undergrunden dog også præget af vulkansk aske og mineraler, ja faktisk ligger vingården Montecarrubo på et stykke af en vulkan, som dog var ikke har været aktiv i mere end to millioner år.

Det er et område med utilgængelig jord … fyldt med store klippestykker, sten og græsmarker, hvorfor det krævede meget arbejde at omdanne jorden til anvendelige vinmarker. Peter Vinding-Diers plantede kun Syrah … mest fordi typen var kendt for at lave helt store vine i området, men også fordi han havde erfaret, at den lokale Nero d’Avola normaltvis først høstes midt i oktober, hvor der ofte er meget regn.

Gården er certificeret økologisk og køres derudover efter biodynamiske principper. Peter laver i dag 5 forskellige vine på Montecarrubo, nemlig vinen Piccolo, vinen Cuvée Suzanne – opkaldt efter hustruen Susie, Rudolf, denne Il Carrubo – som tidligere hed Rosso di Sicilia IGT – samt topvinen Vigna Grande, som dog kun laves i helt specielt gode år. Alle vinene laves på Syrah og både Rudolf og Cuvée Suzanne er nye i sortimentet.

Denne Il Carrubo er selvfølgelig også 100% Syrah, gæret i cementkar, både med druernes naturlige gær og via saccharomyces, altså kunstig gær, som vi også kender, når vi bager brød. Her blot en lidt anden slags, som indeholder flere arter af gær. Derefter lægges vinen på fade, hvor den lagrer i 9 måneder. Tidligere har Peter Vinding-Diers anvendt brugte fade fra Pingus, men om det fortsat er tilfældet ved jeg faktisk ikke.

Duftmæssigt godt med dybde … lidt samme oplevelse som da jeg smagte vinen i årgang 2008, hvor den blot hed Rosso di Sicilia IGT. Det er fortsat solbær, brombær … virkelig med kraft og en herlig animalsk duft og igen fornemmes det biodynamiske. Mine noter er faktisk meget lig med noterne fra 2008’eren, faktisk skræmmende ens noter. Kropslig i næsen og derudover krydderbuske, tobak og lidt lakrids.

Smagen er også de mørke bær, solbær, brombær, blommer og fyldigt, Mørkt, blødt, afbalanceret … det smager da for sindssygt. Thumbs Up big time for den brave dansker, som – helt uden mafiametoder – bare laver herlig vin.

Jeg har – heldigt – fået min flaske i gave, men forhandles ellers af Vinspecialisten, hvor den koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 Maison Trintignant, Gigondas, Rhône, Frankrig

2013 Maison Trintignant, Gigondas, Rhône, FrankrigEfter et kort italiensk flirt, så røg vi hurtigt tilbage i det franske spor, nemlig til Rhône med denne Gigondas fra vinhuset Maison Trintignant, som også hedder Trintignant Philippe et Fils. Det ligger faktisk midt i Châteauneuf-du-Pape … en lille butik for de mange turister, som hver sommer valfarter til den vinøse by.

Imidlertid er Trintignant Philippe et Fils ikke en kendt producent, men nærmere et stort negociantfirma, som opkøber druer og laver vine fra både Châteauneuf-du-Pape, Gigondas, Côtes-du-Rhône og Côte-Rôtie. Men de handler imidlertid ikke kun med vin, men alle slags varer lige fra tobak, fødevarer og drikkevarer.

Den danske hjemmeside chateauneuf.dk – som ellers har styr på alle producenter i Châteauneuf-du-Pape skriver, at det er lidt af en turistfælde, og at producenten er lidt mystik pga. de sparsomme oplysninger, og derudover har ganske uhørt høje priser på de ældre vine … specielt set i lyset af, at producenten slet ikke er kendt.

Trintignant Philippe et Fils har dog yderligere en forretning i Châteauneuf-du-Pape, hvor vinene fra firmaet sælges under navnet Reserve Cardinalys, men det beviser vel også bare, at der er penge i vinene fra Châteauneuf-du-Pape og at salget ikke kun er præget af de gode, velkendte producenter.

Trintignant Philippe et Fils er grundlagt i november 1994 og drives af Benoit Jean. Der står i de officielle registre, at selskabet handler med alt … undtagen motorkøretøjer og motorcykler. Tja det er jo lidt af en bred beskrivelse, men fortæller vel også, at det ikke nødvendigvis kun er vinen, som er i højsædet hos firmaet.

Jeg har derfor heller ikke mange oplysninger om denne Gigondas fra Maison Trintignant, så derfor springer vi blot over i mine smagsnoter.

I næsen er vinen en smule anonym, rød og sort frugt … god dybde dog. Der er lidt våde fade, lidt jord og svag peber. I munden nærmest lidt jernholdige noter, en fin ren frugt … lidt alkohol fornemmes, og mangler umiddelbart lidt kompleksitet. Vi fik dog gættet – uden slinger i valsen – at der var tale om vin fra den sydlige del af Rhône. Vel aftenens svageste vin.

Købt i Frankrig, og prisen kender jeg ikke.

Rating 4/7 

2012 McPrice Myers Wines, Head Honcho, Californien, USA

2012 McPrice Myers Wines, Head Honcho, Californien, USAPå samme måde, som fader Celestin er komponisten Floridor i filmen Frøken Nitouche er Barrel 27 også McPrice Myers, så denne Syrah baserede amerikaner Head Honcho er reelt fra McPrice Myers Wines, selvom der står Barrel 27 på etiketten.

Vinhuset McPrice Myers Wines ligger i Paso Robles i den nordlige del af Santa Barbara distriktet og drives af den store McPrice “Mac” Myers. Han kommer egentligt fra den østlige del af Los Angeles, hvor han som ung var lidt af en ballademager. Han far var fængselsbetjent og sagde ofte, at Mac ville ende bag tremmer.

Efter high school var Myers heller ikke særligt interesseret i college, men han kunne lide at spille baseball, så han endte på Cypress College. Imidlertid medførte en skade i den ene arm, at han ikke kunne spille baseball, så han droppede ud af college og fik arbejde i en Trader Joe’s, som vel nærmest er et mindre døgnåbent supermarked.

Og det ændrede hans liv, for hans chef interesserede sig voldsomt for vin, og forretningen havde et spændende udvalg, som Myers og chefen ofte prøvesmagte om natten i den lille Trader Joe’s i Orange County. Myers blev forelsket i vin, specielt vinene fra Rhône og Châteneuf-du-Pape, og besluttede sig for, at han selv ville lave vin.

Myers begyndte at rejse rundt til forskellige vingårde i San Luis Obispo og Santa Barbara og meldte sig frivilligt til at arbejde som kælderrotte hos en række af de bedste producenter i området. Det medførte, at Myers hurtigt fik en fornemmelse af, hvordan vinene skulle laves, så i 2002 begyndte han at lave vin selv med inspiration fra netop Rhône.

Druerne blev opkøbt hos en række vinavlere i Paso Robles og det blev til ikke mindre end 3.000 kasser udgivet i eget navn McPrice Myers Wines og 13.000 kasser under navnet Barrel 27. Lige frem til 2012 fortsatte Myers med at lave vinene under disse to brands, men siden 2013 laves alene vinene nu som McPrice Myers Wines.

Ligesom med foregående vin The Prisoner Wine Company ejer Myers ikke selv vinmarkerne, men har langtidsaftaler med en række vinavlere i Paso Robles, bl.a. på markerne Alta Colina Vineyard, Denner Vineyard, Larner Vineyard, Les Galets Vineyard, Luna Matta Vineyard og Santa Barbara Highlands.

Vinene er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, Blue Collar Series, Proprietary Series og Single Vineyard Series. Alle vinene er med klare Rhône referencer og selvfølgelig lavet på de klassiske Rhône druer som Syrah, Mourvedre, Grenache, Viognier og Roussanne, men der laves også enkelte vine på druer som fx Zinfandel, Petite Syrah, Cabernet Sauvignon og Tempranillo.

Denne Head Honcho hører til Blue Collar Serien og er lavet på ren Syrah fra flere forskellige marker. I vinifikationen er 30% af drueklaserne ikke stilket, men jeg kan ikke se, hvor lang macerationen har været. Vinen er lagret hele 22 måneder på 265 og 225 liters barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Og inspirationen fra Rhône er faktisk ganske tydelig, hvor næsen byder på en animalsk aroma med hængt kød, lidt mejeri, engelsk lakrids, chokolade, mørke bær, sorte oliven, krydderier, lavendler, let peber, røg … virkelig kødfyldt og kraftige sager. I munden er der et tydeligt peberbid, mørke bær, lidt blommer, kakao, tobak … men peberen er meget dominerende. Overraskende god.

Forhandles flere stedet, bl.a. af Smalle Vin, hvor prisen er 299 kr.

Rating 5/7 

2014 The Prisoner Wine Company, Saldo Zinfandel, Californien, USA

2014 The Prisoner Wine Company, Saldo Zinfandel, Californien, USASidste vin ved torsdagens vinsmagning blev en rigtig blockbuster … Saldo Zinfandel fra vinhuset The Prisoner Wine Company. Måske var det ud fra devisen, at der skulle sluttes af med et brag. Og det blev et fedt, sort og tyktflydende brag.

The Prisoner Wine Company holder til i byen Rutherford mellem byerne St. Helena og Oakville i den nordlige del af Napa Valley. Omkring Rutherford finder vi også andre vinhuse som fx Robert Mondavi, Opus One, Plump Jack og andre kendte vinhuse.

Imidlertid er The Prisoner Wine Company ikke et vinhus i den traditionelle forstand, idet de ikke selv ejer vinmarker, men laver dyrkningsaftaler og opkøber druer fra en lang række vinavlere og derudfra designer en række vine.

Historien om vinhuset startede i 1998, hvor grundlæggeren og vinmageren Dave Phinney lavede 385 kasser af vinen The Prisoner fra druer, som han havde opkøbt hos forskellige vinavlere i Napa Valley. Han kaldte vinhuset for Orin Swift Wines, bl.a. inspireret af de tønder med sort væske, som man i USA i forbudstiden fandt i garagerne hos alle amatør vinbryggere.

Inden da havde han arbejdet som praktikant hos Robert Mondavi, men havde kun lavet alt det hårde arbejde med at trække slanger og andet forefaldende arbejde i vinkælderen. Dave lavede The Prisoner på en bizar blanding af Cabernet Sauvignon, Zinfandel, Petite Sirah og Charbono … en italiensk drue, som fx også kaldes Douce noir.

Vinen blev imidlertid en succes og frem til 2010 steg produktionen langsomt til 75.000 kasser. Derudover startede han også med at lave vinen Saldo på Zinfandel, som der årligt blev produceret 39.000 kasser af. Successen blev bemærket af de andre vinhuse i området og i 2010 købte Huneeus Vintners rettighederne til de to vine og grundlagde vinhuset The Prisoner Wine Company.

Familien Huneeus har været vinbønder i Rutherford siden 1990, hvor Agustin Huneeus og hustruen Valeria grundlagte vinhuset Quintessa. De har siden ekspanderet voldsomt med vinhuse over hele verden og ejer i dag huse som bl.a. Faust og Illumination i Napa Valley, Veramonte Winery og Neyen Winery i Chile samt Longshadows Vintners i Washington State. Derudover er de partnere i Flowers Vineyards & Winery … og siden 2010 altså også ejere af The Prisoner Wine Company.

Til at forestå driften af The Prisoner Wine Company indsatte familien hurtigt vinmageren Jen Beloz. Hun havde gennem mange år været vinmager hos Ravenswood og dygtig til specielt Zinfandel vine. Hun har nu siden 2010 stået for driften af vinhuset sammen med bl.a. David Jelinek.

Sammen laver de fortsat de to vine The Prisoner samt Saldo, men derudover er der også kommet yderligere tre vine til, nemlig den hvide Blindfold, lavet på druerne Roussanne, Viognier, Grenache Blanc, Chenin Blanc og Marsanne samt de to røde Cuttings på Cabernet Sauvignon tilsat lidt Syrah og Petite Sirah samt Thorn på Merlot, Syrah og Malbec.

Denne Saldo Zinfandel har sit navn efter den latinske betegnelse saldo, som betyder “fra her og der”. Og det er meget passende for vinen, hvor druerne netop kommer fra en lang række marker i flere forskellige områder. Det er 85% Zinfandel, men resten er Petite Sirah og Syrah. Druerne kommer fra markerne Teldeschi, Grist, Bedrock og Bismark Mountain Vineyard i Sonoma, Dark Horse i Mendocino, Pilgrim og Baines i Lodi samt Aparicio, Distasio, Murrill Family og Esola i Amador.

På nogle af markerne er vinstokkene helt tilbage fra 1930’erne og 1940’erne, så der er virkelig vin fra gamle stokke og alle markerne er ejet og passet af forskellige vinavlere. Vinen har lagret på 25% nye egetræsfade fra både Frankrig og USA.

Og hvor er det massivt … sort og heavy wine. Vi snakker næsten portvin, og vinen trækker da også en imponerende alkoholprocent på 15,9%, så det er sgu heavy shit. Næsen er nærmest kold, mørk … velhængt kød, sorte solbær, blåbær, blommer, svedsker, nelliker, chokolade, vanilje og flødekarameller og kaffelikør.

I munden er det også lidt et bæst … men faktisk ikke så voluminøs som forventet, selvom vi dog er ovre i den tunge, intense og koncentrerede ende. Der er engelsk lakrids, kaffe, mørke bær, svedsker, men den store alkohol er dog fint integreret. Det er blødt, sødt, fyldigt, koncentreret fløjl … måske lidt fladhed i smagen og der mangler helt sikkert noget syre. Det bliver sgu en tak for voldsomt til mig. Men flot vin for dem, så virkelig værdsætter den intense koncentration.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 299 kr.

Rating 5/7 

2014 Rosedale Ridge, Shiraz-Merlot, South Australia, Australien

2014 Rosedale Ridge, Shiraz-Merlot, South Australia, AustralienI det houlbergske hjem skreg hustruen min på vin, og jeg fandt selvfølgelig hurtigt en vin fra en af hylderne … men vist fra en af de lavere hylder, for denne australske Rosedale Ridge Shiraz-Merlot er fra de store Taster Wine produktionshaller, hentet i store tanke fra Down Under og tappet på flaske i Danmark.

Det er vi stødt på her på bloggen tidligere. Med andre ord, så er det masseproduceret vin, som er lavet af druer fra forskellige bønder i Australien og specielt til det danske marked. Ingen producent står bag vinen, og i stedet står der med lille skrift bag på etiketten; CVRDK61098828 … hvilket referer til cvr.nr. på Taster Wine.

Der står ganske vist “Imported by Oskar Davidsen & Co” bag på etiketten, men Oskar Davidsen & Co. er en blot selvstændig division i den megastore Taster Wine koncern, og har specialiseret sig i at betjene hotel-, restaurations- og cateringsektoren.

Taster Wine har Nordeuropa’s mest moderne tapperi og tanklager, hvor der tappes vin og spiritus fra hele verden, både i flasker og i bag-in-boxes. Selskabet med det nævnte cvr.nr. har en tankkapacitet på mere end 3 millioner liter vin, og deres topmoderne tapperi består af 6 tappekolonner, som til sammen kan tappe mere end 20.000 liter vin i timen.

Så glem alt om et vinhus med navnet Rosedale Ridge … for det findes dermed ikke, så denne vin er formentlig fra adskillige vinbønder i flere områder af South Eastern Australia. Den er på Shiraz og Merlot, men fordelingen oplyser Taster Wine imidlertid ikke. Der er heller ikke andre oplysninger om, hvordan vinen er lavet. Vi springer derfor hovedkulds i smagsnoterne.

Virker i næsen en smule neutral … men der er vist lidt søde frugter, lidt fyldig frugtsødme og et snert af nogle krydderier. Det er til at leve med.

Imidlertid er smagen værre end duften. Det er sådan meget uharmonisk, kantet, skævt under en lidt fesen, flad og gumpetung frugtsødme. Der er frugt, men den virker ærlig talt lidt kunstig og usammenhængende. Svage pebernoter, men det virker som om, at der er godt med Merlot i vinen. Kan der være tilsat sukker?

Det er sgu ikke ret godt. Om den er pengene værd? Svært spørgsmål, da jeg ikke ved, hvad vinen koster. Men svaret vil med 99,9% chance være et rungende NEJ. Da vinen er beregnet for hotel-, restaurations- og cateringsektoren, så vil man formentlig primært støde på vinen til en restaurantpris på forventelig omkring et par hundrede dask. Det vil være synd for både maden og dig.

Rating 2/7