Når vi lige er hos Bodegas López Cristobal i et af mine vinøse ynglingsområder Ribera del Duero, hvorfor så ikke smage husets røde Crianza? Her på Houlbergs Vinblog er der ikke langt fra tanke til handling.
I forhold til den forrige vin fra Bodegas López Cristobal … den fine hvidvin på Albillo, som blev produceret i 5.250 beskedne nummererede eksemplarer, så er denne Crianza vitterlig en af husets storsællert med en produktion på 90.000 flasker årligt.
Crianza’en er lavet på 95% Tempranillo tilsat 5% Merlot og druerne kommer fra marken Finca la Colorada i 790 meters højde og stokke, som er omkring 30 år gamle. Efter den manuelle høst er druerne så gæret ved 28 grader i store rustfrie gæringstanke af stål.
Derefter er vinen selvfølgelig – som reglerne foreskriver det for Crianza – lagret to år … 12 måneder på brugte egefade, heraf 80% franske fade og 20% amerikanske fade, hvilket så er efterfulgt af 12 måneder på flaske.
Ved første snif bliver du ikke skuffet … mørk og alligevel frisk aroma fra modne kirsebær, brombær, hindbær og blåbær, nogen tørhed, et godt præg fra fadene med vanilje, kokos samt mælkechokolade, røg, egetræ … meget ren Ribera del Duero uden svinkeærinder og uden stor og fed tyngde.
I munden overraskes du … det er skruet vildt godt sammen. Først kommer alt det bløde, cremede og runde … og så tonser smagen frem med mørk, frisk og saftig frugt, blåbær, brombær, kirsebær og en fin, rund syre, som giver en lang smag … solidt, langsomt og stensikker igennem drænrøret i halsen. Derefter fanger jeg en svag bitterhed, mineraler, tydelige men aldrig afskrækkende tanniner, nogle ristede elementer, egetræ og krydderier.
Det er sgu en lille Ribera del Duero perle og til prisen tyveri … spansk for viderekomne. Dermed 5 kæmpestore sombrerohatte med stor skygge op. Hvis vinen var en spansk bil … så var det næsten Seat Leon Cupra med masser af hestekræfter for pengene.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men den er i øjeblikket på tilbud til 124,95 kr. ved køb af 6 flasker.