Så blev der lidt tid til opdatering her på bloggen, nemlig med 2 vine fra i tirsdag. Og vi starter i Frankrig hos det store vinhus, Badet Clément & Co, som er etableret i 1995 af Catherine & Laurent Delaunay.
Huset hører til blandt nogle af de yngste vinfirmaer i Frankrig. Både Catherine og Laurent er uddannende ønologer fra Bourgogne, men har også arbejdet i den nye vin verden med oversøiske vine. Dette giver en perfekt kombination af den klassiske og den moderne tilgang til vinproduktion, og firmaet har blandt andet tilført nye og moderne tanker til den franske vin-kultur.
Firmaet er familieejet og producerer især vin fra Languedoc Roussillon og Bourgogne. Selve firmanavnet Badet Clément & Co kommer fra et gammelt Bourgogne firma, som Catherine og Laurent har arvet fra deres bedstefader.
Badét Clément & Co har 4 fuldtids vinmagere ansat og ejer et stort produktionsanlæg i Minervois. I tillæg til dette produceres vine fra Rhône og Bourgogne. Firmaets vigtigste vinbrand er Les Jamelles, som har vundet utallige udmærkelser igennem årene.
Badet Clément & Co kontrollerer vindyrkningen hos de vinbønder, hvorfra druerne købes, vinfremstillingen, aftapning af mere end 10 millioner flasker om året, kvalitetskontrol i eget laboratorium, grafisk design i eget grafiske studie), markedsføring og distribution i mere end 40 lande, så der er tale om en stor historie.
I 2003 købte Badet Clément & Co også DVP-Domaines & Vins de propriété Bourgogne, et selskab med speciale i at markedsføre vine fra uafhængige producenter fra Bourgogne. I 2005 købte firmaet også Abbotts, en specialproducent af AOC vine fra uafhængige vinbønder med produktion af AOC vine i Languedoc-Roussillon.
Her har vi en vin, som kommer fra produktionsanlægget i Minervois, nemlig en Vin de Pays d’Oc. Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin “Vin de Table”. Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon. Ifølge forordningen fra 15. oktober 1987 skal en vin med appellation ”Vin de Pays d’Oc” være produceret og vinificeret i en af følgende franske ”departementer”: Gard, Hérault, Pyrénées-Orientals og Aude og må udelukkende fremstilles af 31 udvalgte druesorter. Den officelle autorisation til at bruge ”Appelation Vin de Pays d’Oc” til vinen bevilges kun efter en streng kontrol af certificerede komitéer.
Vinen har navnet Saint Seine, som refererer til navnet på munken Saint Seine, som levede i det 6. århundrede. Han siges at være efterkommer af den keltiske gudinde Sequana, som var protektor for Seinen. Han levede ved bredden af floden, hvor han dyrkede forskellige afgrøder til fremstilling af kvalitetsprodukter, herunder også vin.
Druerne, 100% Syrah, kommer fra 20 år gamle vinstokke, der dyrkes i området omkring Nîimes på de kalkholdige jorder i Aude-dalen. 2/3 af vinen gennemgårt en normal gæring på temperaturkontrollerede ståltanke, mens den sidste 1/3 gærer ved maceration carbonique-metoden, som giver meget frugtholdige vine. En mindre del af vinen lagrer på egefade og den resterende del lagrer på ståltanke.
Det var meget snak, lad os smage vinen. Duftmæssigt meget krydret og virker også lidt sprittet. Smagsmæssigt finder jeg lidt mørke bær, blåbær, igen godt med krydderier og en anelse skarp. Kan drikkes bevares, men ikke nogen stor vin. Heldigvis er prisen også lav.
Købt hos Jysk Vin, hvor pris er 49,95 kr., normalt 59 kr.