Weingut Wöhrles basis Spätburgunder har jeg tidligere smagt i årgang 2016 og 2017 … og alle gode gange 3 smager jeg nu vinen igen i årgang 2018.
Det er en særdeles habil basis Spätburgunder og 2016’eren fik således 4,5 fede fingre og 2017 fik 5. Så må vi se, hvordan denne 2018 fra det varme år klarer sig.
Weingut Wöhrle har jeg skrevet om flere gange … det er jo det vinhus, som drives af Markus Wöhrle, som tidligere har arbejdet som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir.
Markus har lavet denne basis Spätburgunder med druer fra en række af husets egne marker. Vinen har fået 10 dages maceration inden gæring, hvorefter den har lagret 10 måneder på store gamle træfade.
Næsen er forholdsvis dyb og som 2017’eren pænt mørk, pænt dyb med sorte kirsebær, hindbær, granatæbler, grafit, babybræk – på den gode måde – nogle ristede noter, egetræ, kanel, nelliker. Der er ikke den klassiske animalske næse, som 2017’eren viste, men en meget luftig, maskulin, mørk aroma med lidt bassesødme.
I munden er vinen fyldig, saftig og frugtrig med lidt bitterhed, nærmest syrlig bitterhed, syrlige kirsebær, nogle grønne elementer, peber, jern og en smule stærk. Det fyldige og saftige sikrer dog en venlig, god og rund Spätburgunder … og ligner næsten de forrige årgange med lidt variation. Vi balancerer lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 129 kr.