Azienda Agricola Gozzelino Sergio er et lille familiedrevet vinbrug, der ligger et par kilometer øst for den lille by Costigliole d’Asti omkring 13 kilometer syd for Asti. Men derfra smager jeg nu – for nu at sige det ligeud – en røvlækker Barbera d’Asti.
Gozzelino familien har samlet 25 hektar vinmarker, som de har passet siden 1886, men de blev dog først ejere af deres marker i 1914, da det mest af jorden igennem århundreder havde været en del af byens gamle slot Castello di Costigliole d’Asti, som tilhørte greven Marchesi Filippo Asinari, som var politiker og raffineret vinkender.
Castello di Costigliole d’Asti var senere residens for Virginia Elisabetta Luisa Carlotta Antonietta Teresa Maria Oldoini … eller lidt mere mundret kendt som grevinden af Castiglione. Hun var af ægte aristokratisk familie, var klog på politik og blev betragtet som en af århundredets smukkeste kvinder.
Det siges, at hun var Napoleon 3. af Frankrigs elskerinde, men derudover var hun også et kendt motiv i fotograferingens tidlige historie. Nå, men historien om slottet endte med, at det i 1928 blev overtaget af kommunen, men inden havde Gozzelino familien altså fået købt de marker, som de havde passet og plejet i over 28 år.
I dag anvendes Castello di Costigliole d’Asti til en masse forskellige kulturbegivenheder, men huser derudover et nationalt museum for arkitektur og antropologi … og såmænd også en international skole for finere madlavning. Derudover er slottet hvert år også centrum for l´Asta del Barbera … en stor Barbera auktion, som er et stort tilløbsstykke.
Gozzelino familien har deres 25 hektar marker ved Bricco Lu … en lille høj, hvor det siges, at solen skinner mere end på alle de andre marker, men tågen på kølige morgener ligger jo også altid lavt. På markerne dyrker familien både de røde druer Dolcetto, Barbera, Nebbiolo, Brachetto og Grignolino samt de hvide Chardonnay, Cortese og Moscato.
Det er i dag Sergio Gozzelino, som driver vingården med hjælp fra næste generation Lorenzo, der er 5. generation på vingården. De to laver samlet en række forskellige vine … herunder altså denne Barbera d’Asti, som er lavet på 100% Barbera.
Druerne er efter høsten afstilket og så gæret sammen med skallerne. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke og har efter endt fermentering lagret på en kombination af stål- og betontanke, men altså helt uden lagring på egefade. Og det kan absolut smages i vinen, som fremgår meget frisk.
Vinen har en virkelig dejlig næse … meget frisk frugt, kirsebær … ja nærmest proppet med friske kirsebær, hindbær, blåbær og blommer, meget landlig og næsten animalsk i udtrykket og jeg fanger også lidt blomsteragtige aromaer.
Smagen er også meget frisk og frejdig med friske og lidt bitre kirsebær, ristede mandler, stram og let syrlig frugt, fin balance, meget svage tanniner, men for pokker hvor har vinen en meget ren, rank og slank smag. Det er vitterlig en frisk Barbera og sgu også en rigtig god én af slagsen, for friskheden og letheden i vinen klæder virkelig Barbera druen.
Forhandles af VinVerden, hvor en flaske koster 89 kr.