Tag-arkiv: 4½

2023 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2023 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigLad os lige nappe endnu en hvid burgundisk vin fra Prosper Maufoux aka negocianthuset Prosper Maufoux Maison des Grands Crus midt i Santenay og det er deres 2023 Bourgogne Chardonnay.

Chardonnay druerne til denne vin håndplukkes fra forskellige marker med sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man så lige efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.

Duftmæssigt er der helt sikkert en smule kalket mineralitet, mens frugten er lidt mere luftig og svævende med melon, pærer, kvæde og godt med æblejuice. Der kommer lidt syltede citroner, nødder samt en smule søde krydderier.

Smagen er ganske dejlig … ikke for syrlig, ikke for fed, men er faktisk tværtimod rank, slank uden mange fedtdepoter eller deller, næsten på vej til at være vandet, men har en frisk lyd og levende smag med melede æbler, moreller og citroner … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 LGI Wines, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2023 LGI Wines, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, FrankrigJeg sluttede 4-kløveret af 2023 Le Bon Negociant vine fra Maison Duroc aka LGI Wines med en rødvin, for det var nemlig deres 2023 Le Bon Negociant Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra kalkstensholdige marker nedenfor Pyrenæerne i det sydlige Frankrig. Som med foregående er druerne høstet tidligt for at bevare al den aromatiske elegance,

Efter en streng druesortering er vinen gæret ved 26-28 grader i store temperaturstyrede ståltanke over 15 dage med daglige punch down som i Bourgogne. Efter endt fermentering er vinen lagret med en del i ståltankene og en del på franske egefade.

Duften er har noget umami og nøddet over sig … lidt som at stå i en våd vinkælder. Der er ristede noter, ristede kaffebønner og en frugt af mest kirsebær, jordbær og sødristede krydderier. Pinot Noir kan være en svær drue, men dette er den pæne pige, hvor alt er tøjlet, således duften fremstår sammenhængende og indtrykkene pænt samstemt.

Smagen er også ganske fin … det er ingen elegantier, men fremstår mere rustik og bondsk, har i smagen klart noget peber, som får en fremtrædende rolle, men ellers er det en utrolig venlig, saftig og læskende Pinot Noir med en lidt mørk undertone, lidt skovbund, en lidt sødbitter frugt med tranebær, syrlige kirsebær og brombær, omgængelig tanniner og krydret eftersmag. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 55 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 LGI Wines, Le Bon Negociant Sauvignon Blanc, Languedoc, Frankrig

2023 LGI Wines, Le Bon Negociant Sauvignon Blanc, Languedoc, FrankrigJeg stødte allerede sidste år på vinserien Le Bon Negociant, men producenten er lidt svær at finde ud af. Etiketten på bagsiden siger, at vinen er fra Maison Duroc i Carcasonne i Languedoc. Nu smager jeg lidt vine derfra og starter med denne 2023 Le Bon Negociant Sauvignon Blanc.

Maison Duroc er blot et af mange vine under det store vinfirma LGI Wines, der skræddersyr private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne som fx Maison Duroc, Divin Père & Fils, Manoir Grignin, Le Bon Negociant og mange flere.

Sidst jeg smagte vine i Le Bon Negociant var jeg sikker på, at de kom fra kooperativet Union Caves Coopératives de Cébazan, der også er kendt som Union Caves Coopératives de Cébazan-Cruzy et Argeliers, men det gør vinene måske også.

For LGI Wines ejer nemlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Denne Le Bon Negociant Sauvignon Blanc er lavet på ren Sauvignon Blanc, som først har gennemgået en 6 timer lang kølig maceration og så gæring i  temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af 5 måneders lagring sur lie i tankene.

Det er ikke en pivgrøn og skrigende Sauvignon Blanc, for den får altså også nogle mere omgængelig og småeksotiske noter med en smule sodavandsis og Faxe Kondi suppleret med nogle af de mere klassiske noter af grøn peber, hyld, stikkelsbær og græs. De tropiske frugter er mest melon, fersken, pærer, lemon … det er sgu en super måde at få Sauvignon Blanc’s grønne friskhed, hvis man ikke ønsker en hvinende syleskarp vin.

I munden bliver vinen dog en anelse vandet … lidt tynd og spinkel, men det gør egentlig ikke så meget, for det giver i stedet en rigtig frisk sommervin, hvor den – som i duften – også får en venlig, tropisk og sødlig smag med  melon, mango. æblesaft og hyldeblomst. Det er dermed en vin, som vil behage mange … også dem, som ellers ikke er til Sauvignon Blanc vine. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 55 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Rui Roboredo Madeira, Roboredo Premium, Douro, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Roboredo Premium, Douro, PortugalVi kender jo mest Rui Roboredo Madeira fra hans vine fra de højtbeliggende marker i Beira Interior i Portugal, men han laver også vine fra Douro området, som nu fx denne 2011 Roboredo Premium.

Rui laver både vine i Beira Interior, Duoro og endda også i Tro i Spanien. I Douro ligger hans marker nedstrøms Ribera del Duero ret tæt ved den spanske grænse på terrasser, der skråner stejlt ned mod Dourofloden i omkring 300 meters højde.

Denne Roboredo Premium er lavet på 50% Touriga Franca, 40% Touriga Nacional samt 10% Tempranillo. Efter høsten er druerne så afstilket og har gæret og macereret i ståltanke ved 28 grader, mens den derefter er presset og lagret 9 måneder på  nye og brugte franske barriques.

Duftmæssigt byder vinen på en god, overraskende og lidt ristet aroma, hvor der er en mørk frugt med sorte kirsebær, solbær og lidt blommemarmelade, lidt cedertræ, våde fade, fennikel, mynte, mørk bitter chokolade og tørre krydderier.

Smagen er blød, let krydret og samtidig ganske mineralsk eller stenet med en frugt af tranebær, kirsebær og brombær. Vinen virker også pænt tør og tanninerne er da også meget markante, tørre og så har vinen nærmest en parfumeret kant. Det er som altid hos Rui Roboredo Madeira skruet forbandet godt sammen, 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Pinot Noir IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

Jeg kan sgu godt li’ Dak … elsker hendes glade væsen og den vestjyske fornuft pakket ind den lille energisk Masterchef kok. Hun har – som en række andre kokke – også lagt navn til en vin i serien Signature Chef Worldwine fra engelske Wine and Brands.

Her smager jeg deres 2023 kendesvin Signature Chef Dak Wichangoen Pinot Noir IGP Pays d’Oc, der er 100% Pinot Noir fra marker i Languedoc-Roussilion og så er vinen lavet i rustfrie ståltanke efter macération carbonique metoden med gæring af de hele drueklaser, som alle placeres i tankene.

Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring. Efter endt gæring tilføres vinen yderligere kompleksitet ved lagring på egetræsfade … hvor lang tid fremgår dog ikke.

Duftmæssigt er denne kendisvin – helt modsat Dak – en smule forsigtig og tilbageholdende. Den har nogle lidt grønne noter, lidt nelliker og gærede elementer, grafit, violer, kirsebær, blommer og nogle krydrede elementer.

Smagen er faktisk ganske rund og blød … der er mest frugt med kirsebær, tranebær og blommer med en smule krydret sødme. Det er ingen elegantier, men rigtig landlig … lidt som Dak med fødderne solidt plantet på jorden. Det er frugtrigt, højtråbende og larmende med en robust syre, der virker en smule maskulin, sød, bitter med  grønne krydderurter. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Ribeiro, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Ribeiro, Rías Baixas, SpanienIndrømmet … jeg er småtosset med den hvide Marieta Albariño fra kooperativet Bodegas Martín Códax i Vilariño. Sidst smagte jeg vinen i årgang 2022, men fra samme årgang smager jeg nu søstervinen Marieta Ribeiro.

Her er vinen ikke lavet på den fantastiske Albariño drue … men er i stedet lavet på mere ukendte drue Palomino fra vinmarker i Ribeiro appellationen i Rías Baixas,

Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme … niveauet fra restsukker kender jeg dog ikke.

Duftmæssigt er det bestemt blødere, rundere og virker endda mere cremet end Albariño vinen. Her er det bløde pærer, nektariner, hvide ferskner og lys tropisk frugt, der bakkes godt op af masser blomster, blomsterpollen og søde blomsteraromaer, jasmin og smørblomster. Den er klart fyldigere og pænt fed … virker både dyb, sød og saftig i udtrykket.

Sådan smager den sgu også … en lille saftig og fed frugtbombe, hvor sødmen er fin, syren ren og lemonagtig på en sød måde og frugten er blød, cremet og mushy med pærer, fersken, papaya, ananaskirsebær jasminblomster og alt læskende lækkert. Det er ret sjældent, at man støder ind i et så godt kooperativ som Bodegas Martín Códax, men de laver sgu bare ret lækre vine. Denne får hurtigt 90 point.

Forhandles af Supervin, men er ikke prissat endnu … men mon ikke den havner på samme niveau som Marieta Albariño?

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Scheid Family Wines, Elder Rock Pinot Noir, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Elder Rock Pinot Noir, Californien, USAScheid Family Wines på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien laver vine under mange forskellige navne og her smager jeg deres 2021 Elder Rock Pinot Noir.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands som fx Sunny with a Chance of Flowers, Scheid Vineyards, VDR, Metz Road, Fog & Light, Ryder Estate, District 7, Stokes’ Ghost samt Grandeur.

Men nu laver familien så også en række vine under navnet Elder Rock og det er på forskellige druer som fx Pinot Griogio, Pinot Noir, Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Zinfandel og sikkert mange flere.

Denne Elder Rock Pinot Noir er ikke ren Pinot Noir, for den er lavet på 93% Pinot Noir suppleret med 4% Petit Sirah og 3% Petit Verdot, hvor alle druerne kommer fra marker i Monterey i Central Coast  i Californien.

Druerne er efter høst alle afstilket, knust … hvorefter gæring og maceration er sket i ståltanke, mens vinen efter endt fermentering er lagret en periode på en blanding af fransk og amerikansk eg.

Dejlig aroma … og heldigvis uden den store sødme, som man ofte finder i amerikansk Pinot Noir. Her er der nogle brændte og ristede noter, ristede kaffebønner, nødder og andre fadnoter som vanilje og mælkechokolade, men egentlig en ren og forholdsvis stringent frugt med lyse kirsebær, moreller og jordbær … alt passer faktisk utroligt godt sammen og giver en rigtig lækker småanimalsk Pinot aroma.

I munden har vinen også en god, let kølig og frisk frugt, der mest råber lyse kirsebær, moreller, hindbær og grønne jordbær, men alt er fint, blødt og frydefuldt. Der er en ren, stringent og elegant syre, lidt kryddderier, peber, røg og mørkbitter chokolade, men samlet er det absolut en flot amerikanske Pinot Noir med lidt europæiske gener, så dermed samlet 90 point … og prisen er også ret lækker, hvilket samlet set giver en lille sommervinder.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Bodegas Caudalía, Umea Rosé, Navarra, Spanien

2023 Bodegas Caudalía, Umea Rosé, Navarra, SpanienDerefter smagte jeg den roséfarvede søstervin Umea Rosé fra Bodegas Caudalía og denne ligeledes i nyeste årgang 2023.

Som foregående Umea Blanc er vinen lavet på Grenache … men det er mest almindelig Grenache, men også lidt Grenache Gris, der alle kommer fra højtliggende og kalkholdige marker i 635 meters højde i Baja Montaña i Navarra.

Der anvendes primært den fritløbende saft fra presningen efter en kort og kølig maceration. Gæringen er sket i betontanke efter gamle traditionelle metoder og vinen er efter endt fermentering  lagret på ståltanke inden aftapning på flaske.

Duften er som den hvide Umea Blanc bred og venlig. Det er rødgrød med fløde, jordbær, hindbær, kandiserede cocktailbær, kirsebær, lidt melon og grønne urter. Man fornemmer også noget frugtsødme og virker samtidig rimelig frisk.

Smagen er meget ren og nærmest jernholdig med rabarber, jordbær, mirabeller, tørrede roser, citroner og sødbitter lemon. Smagen er lidt spinkel eller tynd med let peber, en robust syre med masser citroner samt dette syrligt og læskende bid. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 54,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Bodegas Caudalia, Umea Grenache Blanc, Navarra, Spanien

2023 Bodegas Caudalia, Umea Grenache Blanc, Navarra, SpanienVinhuset Bodegas Caudalía ligger i Baja Montaña zonen ved kommunerne Lerga og San Martín de Unx i Navarra i det nordlige Spanien og derfra smager jeg nu denne 2023 Umea Grenache Blanc.

Bodegas Caudalía er grundlagt af de to vinmagere Ivan Lopez Barco samt kæresten Raquel Grandival Allende. De har i dag 8 hektar vinmarker i 500-700 meters højde i det golde område med et klima påvirket af Pyrenæerne.

På markerne dyrker Ivan og Raquel druesorter som Grenache Blanc, Syrah, Grenache Noir, Graciano og Tempranillo. De laver i øjeblikket 9 forskellige vine og én af disse er denne Umea Grenache Blanc.

Vinen er – som navnet også fortæller – lavet på Grenache, men det er ikke rød Grenache eller Grenache Gris, men det hvide Grenache Blanc, som kommer fra marker omkring landsbyen San Martín de Unx i Navarra-zonen Baja Montaña.

Vinen er efter presningen lavet på ståltanke … og efter endt fermentering også lagret på ståltanke, dog er 20% lagret på 500 liter egetræsfade for at tilføre kompleksitet.

Det er da duftmæssigt en lille eksotisk frugtbombe, hvor der er dåsepærer, Pære Belle Helene, mango, ananas, papaya, abrikos, fersken … godt med frugtsødme og sidst jeg smagte vinen, da kaldte jeg den også lidt trutti-frutti, hvilket fortsat passer meget godt. Den har også noget vanilje, vingummibamser og bred venlighed.

Smagen er også bred, blød og bamset … man har noget syre med syltet lemon og citroner ovenpå pærer, mango og ananas. Det giver en god kombination med blødhed og småbitter syre samt en kalket mineralitet suppleret med søde krydderier. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Calmel & Joseph, Caramany La Folie Douce, Roussillon, Frankrig

2022 Calmel & Joseph, Caramany La Folie Douce, Roussillon, FrankrigDet er ikke mange dage siden, at jeg smagte en skøn 2022 Limoux l’Instant des Cimes fra Calmel & Joseph. Nu smager jeg så en rød 2022 Caramany La Folie Douce fra de 2 ønologer og créateurs de grands vins Laurent Calmel og Jerome Joseph.

Det er en vin fra de 2 herrers Les Crus serie og druerne kommer fra marker i omkring 242 meters højde i Caramany med udsigt til Agly-dæmningen i Roussillon og de er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Caramany La Folie Douce er i denne årgang 2022 lavet på 35% Syrah, 35% Carignan og 30% Grenache. Efter høsten er druerne først afstilket, men ikke knust inden gæringen i åbne gæringskar over 4 uger.

Efter endt fermentering der sket malolaktisk gæring i egefade med en samlet lagring i 12 måneder … og egefadene er anvendt to gange tidligere.

Der er klart noget rhôneagtig karakter over duften … har disse lidt tørre krydderurter med timian, rosmarin og en snert lavendel samt en ganske mørk og tør frugt, der mest er  brombær, sorte kirsebær, blåbær og endda lidt enebær og engelsk lakrids. Der er lidt fadnoter med tørret kød, chokolade og en snert karamel, men samlet er det fyldig, mørk, rundt og let vamset.

I munden er det også en lækker, blød og cremet vin, hvor der er bamsehygge, mørk frugtsødme og god intensitet. Det er brombær, sorte kirsebær og endda lidt solbær, har lidt deller på sidebenene og god mørk syre med krydderier, urter, fyldig og integrerede tanniner, hvorved du samlet får masser af sydfransk velvære. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7